Post by Denjarna Dark Dynithril on Aug 10, 2015 18:26:46 GMT 1
@cyrenic
Det var blot få dage siden, at Denjarna havde meldt sin ankomst på Tayevania. Som hun først havde landet på øen med Damien, havde hun måttet bevæge sig nysgerrigt omkring og med dragen ved sin side. Dog havde der ingen tid været at spilde, og derfor havde hun hurtigt søgt efter den lokale befolkning i håb om, at de ville vise hende vej til øens magtindehavere. Noget der heldigvis havde forløbet ganske smertefrit! Hun havde fået overbevist en mand med en stor trækvogn om at hjælpe hende med sin oppakning til fordel for en gave. Derudover havde hun bedt ham om at vise vej, hvilket havde ført hende til Galarion. Ganske fascineret havde hun været, som hun havde betragtet sig af de nye bygninger og det folk der måtte være der. Tydeligt var det på infrastrukturen, at klimaet var det mere eksotisk end på fastlandet. Derudover syntes hun ikke at se noget videre usædvanligt.. Kun et højst besynderligt hestelignende væsen, der mest af alt lignede en krydsning mellem et menneske og en hest. Et syn der uden tvivl tillod, at man kiggede en ekstra gang! Til gengæld fik hun dog også et par blikke retur, som der på hende blev set noget efter hendes spidse elverører. Derudover virkede de også noget chokeret over den lille drage, som hun havde siddende på sin skulder. Dog kunne hun også forstå på den mand der hjalp hende, at væsner som Damien ikke var normale her.
”Vi er her, frue,” lød det endelig fra manden, som de nærmede sig et storslået palads i byens centrum. Fascineret måtte Denjarna lade sit sølvgrå blik betragte den bygning der indgød ærefrygt, indtil de nåede hen til hoveddøren. Til at komme ind i syntes bygningen dog ikke at være, som to kampklædte mænd måtte stå vagt ved døren, og ikke just indgyde til en invitation. Manden hun havde med til at hjælpe sig skulle til at åbne munden for de to vagter, inden hun selv måtte træde til. ”Min ankomst er ej ventet, men jeg ønsker en audiens hos rådet der holder til her,” lød hendes klare stemme, som ordene blev sagt uden svøb. ”Mit navn er Denjarna Dark Dynithril. Dronning af Manjarno inde på fastlandet.” Ved disse ord blev der øjeblikkeligt vekslet blikke, inden de så på hende med en skarp mine. ”Træd ind” endte den ene med at sige med en mørk stemme, inden døren til paladset blev slået op. Uden tøven trådte hun ind i følgeskab med manden med kuren og dragen på sin skulder. Strengt eskorteret blev den lille gruppe, hvor Denjarna blot fulgte med ned ad gangen, til hun til sidst blev bedt om at vente, inden en vagt lydigt bankede på en stor dør, inden han enemand trådte ind i det rum der måtte tilhøre rådet. ”Mine herre og damer,” begyndte han respektfuldt. ”En dronning fra faslandet anmoder om en audiens hos jer.”
Det var blot få dage siden, at Denjarna havde meldt sin ankomst på Tayevania. Som hun først havde landet på øen med Damien, havde hun måttet bevæge sig nysgerrigt omkring og med dragen ved sin side. Dog havde der ingen tid været at spilde, og derfor havde hun hurtigt søgt efter den lokale befolkning i håb om, at de ville vise hende vej til øens magtindehavere. Noget der heldigvis havde forløbet ganske smertefrit! Hun havde fået overbevist en mand med en stor trækvogn om at hjælpe hende med sin oppakning til fordel for en gave. Derudover havde hun bedt ham om at vise vej, hvilket havde ført hende til Galarion. Ganske fascineret havde hun været, som hun havde betragtet sig af de nye bygninger og det folk der måtte være der. Tydeligt var det på infrastrukturen, at klimaet var det mere eksotisk end på fastlandet. Derudover syntes hun ikke at se noget videre usædvanligt.. Kun et højst besynderligt hestelignende væsen, der mest af alt lignede en krydsning mellem et menneske og en hest. Et syn der uden tvivl tillod, at man kiggede en ekstra gang! Til gengæld fik hun dog også et par blikke retur, som der på hende blev set noget efter hendes spidse elverører. Derudover virkede de også noget chokeret over den lille drage, som hun havde siddende på sin skulder. Dog kunne hun også forstå på den mand der hjalp hende, at væsner som Damien ikke var normale her.
”Vi er her, frue,” lød det endelig fra manden, som de nærmede sig et storslået palads i byens centrum. Fascineret måtte Denjarna lade sit sølvgrå blik betragte den bygning der indgød ærefrygt, indtil de nåede hen til hoveddøren. Til at komme ind i syntes bygningen dog ikke at være, som to kampklædte mænd måtte stå vagt ved døren, og ikke just indgyde til en invitation. Manden hun havde med til at hjælpe sig skulle til at åbne munden for de to vagter, inden hun selv måtte træde til. ”Min ankomst er ej ventet, men jeg ønsker en audiens hos rådet der holder til her,” lød hendes klare stemme, som ordene blev sagt uden svøb. ”Mit navn er Denjarna Dark Dynithril. Dronning af Manjarno inde på fastlandet.” Ved disse ord blev der øjeblikkeligt vekslet blikke, inden de så på hende med en skarp mine. ”Træd ind” endte den ene med at sige med en mørk stemme, inden døren til paladset blev slået op. Uden tøven trådte hun ind i følgeskab med manden med kuren og dragen på sin skulder. Strengt eskorteret blev den lille gruppe, hvor Denjarna blot fulgte med ned ad gangen, til hun til sidst blev bedt om at vente, inden en vagt lydigt bankede på en stor dør, inden han enemand trådte ind i det rum der måtte tilhøre rådet. ”Mine herre og damer,” begyndte han respektfuldt. ”En dronning fra faslandet anmoder om en audiens hos jer.”
