What are you doing here?!

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa forstod tilsyneladende ikke den proces, som Theodore var på vej igennem. Problemet var jo så også bare, at han heller ikke selv havde den forståelse for det, som han så gerne ville have.. Det var virkelig frustrerende! Han lod hovedet langsomt søge på sned. Han havde ganske vidst været en mand uden følelser og forståelse.. men det var anderledes nu. Han følte ganske vidst ikke meget, men lidt gjorde han, og tanker også.. det var næsten dem, som drev ham mest til vanvid, for han var vant til, at der var fuldkommen ro oppe i hovedet. Det var der jo heller ikke ligefrem mere. "Du har været blændet, Jarniqa.. Blændet for, hvad der foregår rundt dig." Lagde hun end ikke mærke til, at han rent faktisk havde fået mimik? Ikke ren stoneface, som han plejede at være, eller så stillestående, som han plejede at være. Et sted følte han sig vel... mere fri? Mere fri, end hvad han plejede at være, og det føles uden tvivl også underligt.
Theodore vidste, at han havde været hård ved hende sidst, og det var nu noget, som han havde det fint med. Det var jo bare at markere et statement, når han nu endelig havde chancen for at gøre det. Armene lod han søge over kors, hvor han blev stående. Hun havde jo ikke været den eneste, der var kommet galt afsted, siden da. Han himlede svagt med øjnene. "Der hændte os begge noget under det sammenstød. Jeg er kommet videre. Det var måske en idé, at du gjorde det samme," endte han kortfattet. Han lod hænderne søge ned langs hans krop. Var hun virkelig mere lukket og mere dum, end hvad han nogensinde havde været?

[Jarniqa Dynithril]

Ej forstod Jarniqa, hvad Theodore plaprede løs omkring. Hun var blændet? Mente han, at hun følte for meget, og at hun skulle være tom ligesom ham? Sikkert.. Den mand lovede jo intet godt! ”Og hvis jeg var så følelseskold som dig, så ville jeg se det,” lød det ironisk fra hende. At han havde fået mere mimik i ansigtet, ænsede hun ikke, men hvorfor skulle hun også det? Hun overvejede ikke, hvorvidt det var en mulighed. Desuden.. hvis han var i stand til at føle, så følte han vel kun had til hende? Normalt var det nemlig ikke at brække kroppen på de personer, som man holdt af! Aldrig ville hun glemme, hvad han havde gjort, og derfor ville hun ej heller tilgive ham! Hvorfor skulle hun også det? Han angrede jo end ikke, hvad han havde gjort! Han kunne have dræbt hende, og han ville have været ligeglad med det. Det var noget, som hun ikke kunne bruge til noget! ”Hvis du er kommet videre, så fint. Gå din vej og opsøg mig ikke igen! Jeg har det fint med, hvad jeg har fundet ud af, når det alligevel er sandheden. Du er ikke god for nogen, og bestemt ikke for mig, så find hellere en anden at plage,” bed hun af ham. Hvorfor forstod han det ikke?! Normalt forstod han, at hun ikke gad mere. Ligeglad plejede han jo at være, som han plejede at gå, hvis han alligevel kunne se, at han ikke veje ville komme med det.. så hvorfor kunne han ikke bare gå nu?! Kunne han slet ikke se, at han var uønsket? Hun stod ganske stram i minen, og med håndfladerne sitrende af magi. Vagterne stod med trukket våben og alle pegende i hans retning.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore så en ung kvinde, blændet af sin egen vrede og raseri... frygt måske? Frygt for, hvad han kunne gøre ved hende, hvis han ville. Dog var det ikke grunden til at han var der. Han kunne have slået hende ihjel, på andre måder, end offentligt at søge en audiens ved hende.. Var hun virkelig så dum? Typisk de unge børn, som troede, at de havde gennemskuet det hele! Sandheden var jo, at hun havde en forståelse for livet, som han i øjeblikket, rent faktisk søgte efter. Han følte jo for pokker.. han kunne tænke. Han var frigivet af et psykisk fængsel, som han havde siddet fanget i, i så frygtelig mange år! "Du ser jo tydeligvis ingenting," sagde han blot.
Om Theodore ønskede det, kunne han tage deres liv og selv tage derfra, som ingenting. Men kunne hun da ikke se, at det ikke var derfor, at han var der? Han knyttede næverne let og fast, som han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var ved at være godt irriteret.. En følelse, som han efterhånden havde fået stillet temmelig god bekendskab med! "Du vil påstå, at det som jeg har givet dig, er nok? Du ønsker ikke mere? Du handler ud af frygten for, hvad jeg kan finde på, gør du ikke?" Han var en mand med spørgsmål.. Han ønskede jo den forståelse for den omverden, som han havde vandret i, som intet andet end en tom skal. Der var sket ting og sager, selv med ham, sådan som han følte det lige nu. Ingen tvivl om det. Alle stod de med hævede våben mod ham, som var han en trussel. Han var der jo ikke for at true nogen. Han slog ud i en latter.. mørk og kold. "Skuffende.." afsluttede han blot. Ikke rørte han sig det mindste. Det var trods alt hende der truede ham, og ej omvendt.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg ser et monster. En mand der er ligeglad med omverdenen, og dem der må være omkring ham,” sagde Jarniqa direkte. Hun så skam, hvor hun også mente, at hun var sin holdning berettiget. Han havde jo gjort hende ondt. Noget, som han ikke ville forstå sig på, og noget, som han var ligeglad med. Hun havde brændt sig på ham, og nu følte hun, at hun var blevet klogere. Hun skulle aldrig have ladt ham undervise hende. Hun skulle ikke have ladt ham føre hende til Manjarno som ambassadør. Som han sagde, at hun var frygtsom, følte hun helt, at han hånede hende. Hvad var der galt i at være bange? Hun vidste jo, at han var blevet hende utilregnelig efter, at hun havde gået ham bag ryggen. ”Jeg ønsker intet af dig. Jeg ønsker ikke at være din lille undersåt. Jeg vil ikke tillade, at du til sidst dolker mig i ryggen,” sagde hun direkte. Jo, hun ønskede brændende at lære mere om magien. Derudover var der også det faktum, at han indtil nu havde været den eneste, der havde formået at lære hende magi. Dog ønskede hun ikke at skade sig selv mere, end hun allerede havde gjort, som hun ikke var masochist. Hun nød ikke den smerte, som han havde pålagt hende. ”Hvis jeg er dig en så stor en skuffelse, så gå. Jeg holder bestemt ikke på dig,” sagde hun sigende. Hvis han alligevel kun følte, at hun gjorde alting forkert, hvorfor blev han så? Hun betød jo intet for ham.. Medmindre han havde fået til opgave at snyde hende, så Dvasias kunne få Manjarno tilbage i sin vold. Noget der bestemt ikke forekom hende usandsynligt! Stueren var Theodore jo ikke. Det havde han allerede vist hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Fordomsfuld synes Jarniqa helt at være, hvilket bestemt ikke var noget, som faldt i Theodores gode bog. Han brød sig faktisk ikke om denne situation, og særligt fordi, at det var ham som var truet, og ikke omvendt. Han havde jo faktisk intet gjort, andet end at søge en audiens på ligefod med alle andre. Nu hvor hendes moder ikke længere var til stede og den forbandede drage, til at jage ham væk. Han ville slå det væsen ihjel, hvis han fik muligheden for at gøre det! "Du slægter godt nok din kære moder på, kære Jarniqa," sagde han med en rolig stemme. Endnu var det ikke ham, som truede nogen.. men hende derimod, og ikke var det noget, som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt faktisk. Han brød sig ikke om de mange våben, hvilket var grunden til, at han holdt meget godt øje med dem, ud af øjenkrogen.
"Som du gjorde med mig, mener du?" spurgte han denne gang med en hårdere stemme, end hvad han havde benyttet frem til nu. Det vartrods alt hende, som havde vendt ham ryggen, og været med til at koste ham kontrollen over Manjarno! Han kneb øjnene hårdt sammen, som han tydeligt knyttede næverne. Grotesk som denne verden ikke måtte være.. Og nu kunne han jo se det. End ikke manjanere kunne man jo stole på. "Hvilket jeg ved. En skam.. Vi kunne have hjulpet hinanden.." Han stillede sig denne gang med siden til hende. At komme nogen steder, kunne han ikke, så lang tid, at vagterne stod med deres våben hævede i retningen af ham. "En kvinde uden magisk kontrol.. og en mand med en del af sjæl.. kønt syn, ikke sandt?" afsluttede han, som han endeligt kiggede mod hende igen. Forståelsen for omverdenen, havde han ikke.. men han ville have den.

[Jarniqa Dynithril]

At høre, at hun slægtede sin moder, antog Jarniqa slet ikke for at være nogen dårlig ting. Ganske vidst vidste hun ikke meget om sin moder, men stadig måtte hun se brændende meget op til kvinden, samt håbede, at hun en dag ville tage hende helt til sig. Hvorfor hendes moder havde det så svært med det sidste, forstod hun dog ikke.. Hun var jo hendes barn, så hvad var problemet? ”Det vælger jeg at tage som en kompliment,” endte hun med at sige. At han endvidere mente, at hun havde dolket ham i ryggen, var hun slet ikke enig i! Han havde nemlig altid vidst, at hun brændte for Manjarno og ikke for Dvasias. Selv mente hun derfor nærmere, at han havde forrådt hende, som han havde angrebet hende, og forsøgt at koste hende livet. Hvordan kunne brækkede knogler og mordforsøg være det samme som at tage sit fædreland tilbage? ”Jeg dolkede dig ikke i ryggen. Du vidste, at jeg ønskede et selvstændigt Manjarno. Jeg er nemlig ikke dvasianer som dig,” sagde hun ærligt. Hun fnøs som han sagde, at de kunne have hjulpet hinanden. Som om! Han ønskede hende intet godt. Hvis der var noget, havde han et hemmeligt agenda. Hun var ham nemlig ubetydelig, som han intet alligevel kunne føle. Øjnene kneb hun sammen, som han sagde, at hun manglede magisk kontrol, og at han havde en rest sjæl? Havde han slået hovedet? Var han blevet besat af en mentaldæmon? ”Jeg er slet ikke så håbløs, som du tror jeg er. En sjæl har du ej heller, og hvis du havde en, ville den være sort som kul,” svarede hun ham blot igen. Hvad håbede han helt præcist på? Som han stillede sig med siden til hende lignede det dog, at han var på nippet til at gå. Dette var også noget vagterne så, og da de mest af alt ønskede at sende manden bort, skilte de sig en anelse, så der var frit leje mod udgangen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var ikke nødvendigvis en dårlig ting, at ligne sin moder. Jarniqa lignede hende nu bare i skræmmende grad, og det kunne uden tvivl godt mærkes. De var familien Dynithril... på både godt og ondt, ment i den forstand, at de konstant tog deres eget liv i forsvar, og gav skylden til alle andre. Denjarna havde gjort det samme. Det var i hvert fald hvad de mange historier sagde, og han havde jo hørt skræmmende mange af dem, kunne man jo sige. "Det var skam heller ikke ment som nogen skidt ting," pointerede han med en kortfattet stemme. Han var uden tvivl skuffet over, at det forløb sig på denne her måde. Han havde regnet med, at blive mødt med en større modenhed, end en prinsesse, der skjulte sig bag en horde af vagter, mens hun troede, at hun havde overtaget i situationen.
"Du kostede mig ikke bare kontrollen over Manjarno, men var ligeledes tæt på at ende mit liv i samme omgang, Jarniqa. Jeg vidste, at du ikke var mørk af hjerte.. men jeg havde regnet med mere fra dig," sagde han direkte. Dragen som havde taget pladsen ved Denjarnas side, havde brændt ham.. Endnu var det at se på kroppen under tøjet. Resten havde han da heldigvis fået ordnet. Ansigtet vendte han mod hende. Hun troede ham ikke.. Aldrig havde han løjet for hende, da han aldrig havde haft en grund til at skulle gøre dette. Han knyttede næverne. Var det her virkelig så spild af tid? Han havde satset mere på at hun kunne hjælpe ham, end hans egen søn ville. Vagterne flyttede sig, så der var skabt en vej til udgangen af tronesalen. "Havde den været mørk og sort som kul, var du død nu, Jarniqa. En skam du ikke kan se mine hensigter.. ellers er du lige så blind for dem, som du altid har været." Han rettede sig op. Skulle han bare.. gå igen?

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Jarniqa lignede sin moder eller ej, kunne hun ikke selv se. Så godt kendte hun trods alt ikke kvinden. Dog var dette ej den første gang, at hun fik af vide, at de var meget lig hinanden, så noget om snakken måtte der vel være? Ikke, at hun havde noget imod det.. Hvordan kunne hun havde noget imod at ligne en smuk og succesrig kvinde? Dog sagde hun ikke mere til det, som hun i stedet hægtede sig fast på hans andre ord. Hun havde skuffet ham. Det vidste hun udmærket godt. ”Jeg fortryder ikke, at jeg vækkede min moder og på den led gjorde Manjarno selvstændigt igen. Kan du måske selv sige, at du fortryder, at du angreb mig og brækkede mine ribben?” lød det direkte fra hende. Hvordan tilbagetagelsen havde fundet sted, vidste hun ikke.. Hun havde vel hele tiden håbet på, at Theodore frit havde forladt sin plads? Hun havde jo holdt af ham, og derfor ikke ønsket, at der havde hændt ham noget.. Det havde dog været indtil, at han havde skadet hende direkte og med vilje. Hun fnøs. ”Den eneste grund til, at du ikke har dræbt mig er fordi, at du nu har vidner, og fordi, at du skal bruge mig til noget. Se det i øjnene, Theodore.. Du er her ikke for mig, men for dig selv. Mig er du ligeglad med,” endte hun med at sige. Ondt gjorde det, da hun jo ikke havde været ligeglad med ham. Dog havde hun forstået, hvordan det havde fungeret, som han i sandhed havde vist hende, hvor ubetydelig hun var for hans vedkommende. Var det derfor noget under, at hun ikke ønskede ham her? Hun ville ikke udnyttes af en der var ligeglad med hende! Derfor måtte han finde et andet uskyldigt offer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Spild af tid, var hvad dette viste sig at være for Theodores vedkommende, og ikke havde han regnet med, at det skulle gå sådan til. Måske fordi at han ikke havde den forståelse for, hvordan det menneskelige sind, egentlig fungerede? Han rettede sig op, og med de tydelige knyttede næver. Han var virkelig fristet til at gøre ting, som han vidste, at han slet ikke burde i øjeblikket. Stædig og stolt, det var hvad hun var.. blind for, hvad han fortalte hende. "Jeg markerede en grænse, Jarniqa, som du gjorde det samme, ved at gå bag ryggen på mig," sagde han med en kortfattet stemme. At lege med døden, kunne vise sig, at være farlig.. og dyr. Det var livsfarligt!
Theodores hjerte slog kraftigt mod hans bryst. Han havde rent faktisk søgt til hende, fremfor hans egen søn, så det måtte vel tælle lidt? Han forsøgte.. men at stå åben foran en gruppe mennesker og oplagt bede om hjælp, det var slet ikke noget som kom på tale! Han vendte blikket mod hendes ansigt. Hun forekom ham ikke som en kvinde, der gemte sig, sådan som hun gjorde i øjeblikket. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Han havde fået hende til at tage liv.. dyrke magien, som hun havde i sindet.. Hvad ville hun have været uden ham? "Vidner rører mig ikke. Var jeg her for at slå ihjel, havde jeg nok ikke søgt en audiens, vel? Jeg ved ikke hvad livet har gjort ved dig, men du gemmer dig, Jarniqa.. Det er en skam. Jeg så større potentiale i dig, selv da jeg var en tom skal," pointerede han direkte, inden han vendte ryggen til. Det her, havde da kun vist sig, at være spild af tid! Måske han bare skulle søge til Sephiran i stedet? Og tage hånen, som nu måtte følge med?

[Jarniqa Dynithril]

”Ved at brække knoglerne på dem man rent faktisk har tæt, markerer man ikke bare en grænse. Man fortæller vedkommende, at vedkommende er uønsket og hadet fra den modsatte side. Derfor trækker jeg grænsen her,” sagde Jarniqa fast. Sjæleløs var han, og derfor kunne han ikke nødvendigvis sige, hvad der var galt og forkert. På det punkt måtte hun bare sige, at hun ikke kunne være omkring en der kunne tage så meget fejl af sine egne signaler. Forfærdeligt havde det jo været for hendes vedkommende, hvor han sikkert ikke havde tænkt yderligere over det! Han tænkte jo end ikke! Fast slog hendes hjerte imod hendes bryst, som dette uden tvivl påvirkede hende. Hun mærkede jo, hvordan de mange følelser måtte vælde op i hende, som hun stod over for Theodore igen! Særligt fordi, at han opførte sig som om, at intet havde hændt. Det var vel også for meget at bede en mand om at angre, når blot han var ligeglad? Ej heller kunne hun forstå, hvad han mente med, at han ikke længere var en tom skal. Hvis han virkelig kunne føle noget.. bare lidt.. så var det jo endnu værre, at han ikke angrede, at han havde gjort hende fortræd! ”Det eneste du så var, at du kunne udnytte mig,” sagde hun kortfattet, inden hun måtte se, hvordan han vendte ryggen til hende. Gik han? Langsomt lod hun sig glide tilbage i tronen. Hendes hjerte måtte dog endnu slå hårdt, alt imens at vagterne også endnu stod klar til at storme Theodore. Hvad lavede han også her? Hvad ønskede han specifikt at hende? Hun vidste det ikke.. Han sagde jo heller ikke noget, som han blot talte i gåder. Irriterende var det, som hun mente, at han ellers plejede at være det mere specifik overfor hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tydeligt måtte det gå op for Theodore, at han ikke ville få muligheden for en samtale med Jarniqa alene. Derfor så han heller ikke nogen grund, til at bruge mere af sin tid her. Han knyttede næverne. Spild af tid, havde det hele derfor været for hans vedkommende. En skam. Virkelig en stor skam. "Så det er hvad du vil have mig til? At fortryde, hvad jeg gjorde? Jeg fortryder intet, Jarniqa. Det gør ingen forskel," pointerede han direkte. Ikke havde han været i så stor kontakt med sine følelser, som han var nu, siden han havde været en helt lille dreng. Derfor forvirrede det ham virkelig, og derfor var det svært for ham, at bare steppe op og sige undskyld. Det var i forvejen ikke et ord, som han brugte særlig meget, og nogensinde ville komme til at bruge!
En tom skal var han ikke længere, men end ikke det, var noget som hun ville lytte til. Hånen fra hans søn, måtte han vel derfor tage til sig, hvis han skulle søge til Imandra, for at få hjælp til den forståelse, som han bare ikke kunne finde nu. Skuffende var det.. Så måtte Manjarno jo fortsætte med at stå alene, nu hvor Procias og Dvasias var gået sammen om en alliance og fredsaftale. Noget som kom dem alle sammen til gode. "Man kan jo stille sig spørgsmålet om hvem, der udnyttede hjem, kære Jarniqa." Han skævede en sidste gang mod hende. At snakke med alle de vagter stående, var slet ikke noget der kom på tale! "Og du er sikker på, at du ikke vil bede vagterne om at trække sig?" spurgte han kort for hovedet. En sidste chance.. derfra, så var han smuttet.

[Jarniqa Dynithril]

Hårdt slog det, som Theodore direkte sagde, at han ikke fortrød at have angrebet hende og brækket hendes ribben. Ondt gjorde det, men som det gjorde ondt var hun kun det mere sikker på, at det var således, at det skulle være. Hende og Theodore passede bare ikke sammen. De var for to forskellige verdener, skønt hun havde nydt den tid, hvor han havde oplært hende. Det var vel bare det med, at man blev tiltrukket af det der var anderledes? ”Og som du intet fortryder, må jeg virkelig være dig ønsket og hadet,” endte hun med at sige. I så fald stod han vel her også kun for at pine hende? Det lykkedes dog også, som det hele vendte i hende, og knugede omkring hendes bryst. At han endvidere prøvede at give hende skylden, mildnede hende ikke. ”Du vidste altid, hvad jeg ønskede mig. Derfor førte jeg dig næppe bag lyset. Du var bare for blind til at se,” svarede hun blot. Ganske vidst havde hun ikke fortalt ham, at hun havde ønsket at vække sin moder, men alligevel.. Han havde jo vidst, at hun havde ønsket et frit Manjarno. Han havde vel bare ikke troet, at det kunne lade sig gøre, og at han derfor så havde vendt det døve øre til hendes ord? Det skulle ikke undre hende, hvis det var sådan. Han troede vel bare ikke på hende? Tydeligt var det dog også, når han for eksempel endnu mente, at hun var uduelig magisk. ”Hvis du er sikker på, at du intet fortryder, så er jeg også sikker på, at vagterne skal blive,” sagde hun direkte. Ej kunne hun være omkring en der havde det fint med at brække hendes lemmer. Det var jo helt unormalt! Ingen kunne være omkring en der intet havde imod, at vedkommende skadede en! Og hvis der var, var det jo fordi, at vedkommende havde flere problemer i sit liv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Med en kvinde som Jarniqa på tronen, var Manjarno tabt. Selv Theodore vidste, at han kunne være en god mand, at have på sin side, men selv det, var hun vel for egoistisk til at se? Så meget som den unge Jarniqa måtte gå i forsvar, for at redde sit eget liv, og holde sig selv sikker bag den store horde af vagter, så var det også begrænset, hvad Theodore kunne gøre ved dette. Han rystede på hovedet. Alenetid ville de næppe kunne få, og nu hvor soldaterne måtte lystre hende, så var det jo også bare tydeligt, at det ikke var noget, som man kunne gøre noget ved nu.
"Hadet.. nej.. skuffende.. ja," pointerede han. Han havde trods alt lært, at der måtte være forskel, og man skulle jo trods alt starte i det små. Aldrig havde hun fortalt ham, at hun havde ønsket at vække sin kære moder fra graven, og særligt ikke sådan, som verdenen havde hænget sammen. Han rystede kort på hovedet. "Ved at undlade at fortælle vigtige faktorere, som spiller ind, Jarniqa," pointerede han let. Om han havde vidst det, havde han næppe taget hende med til Manjarno, for at give hende hvad der var nødvendigt for Manjarno på daværende tidspunkt, og landet kæmpede jo trods alt endnu!
Theodore måtte derfor være færdig her. Han ville ikke stå og gøre sig selv mere til grin, end hvad han følte, at han var i forvejen. Ingen tvivl om, at han havde fået nok! Han vendte sig kort mod hende en sidste gang. Ingen hjælp at hente.. ingen hjælp at give. "Prinsesse.." Han bukkede derfor kort med hovedet, inden han vendte om og søgte mod den åbning som vagterne havde lavet, hvor han søgte den vej med faste skridt. Dette havde jo ikke vist sig, at være andet end spild af tid.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Personligt følte Jarniqa ikke, at man bare var en skuffelse, når modparten valgte at brække ens knogler. I så fald måtte vedkommende jo på ingen måde lide en! Ondt gjorde det, som hun jo havde syntes om ham. Igen var det dog også der, at hun måtte føle sig umådeligt naiv! ”Og du har såret mig, så vi kan være kvit,” lød det kortfattet fra hende. Ej ønskede hun at have mere med ham at gøre, som han i den sidste ende var ligeglad med hende, og da det var noget, som hun ikke kunne have. At manden i det hele taget havde en omgangskreds, måtte være hende en gåde! ..Men det var vel bare en Dvasias-ting? Hun gad i hvert fald ikke indblandes i mere, end hvad hun allerede var! ”Og retfærdigt finder du at brække mine ribben i retur? Du er virkelig tabt,” svarede hun blot igen. At han herfra hilste hende, reagerede hun end ikke på. Hun stirrede blot på ham med sine klare smaragdgrønne øjne. Hun ønskede ham borte. Det gjorde ondt at han var her, uden at han hverken undskyldte eller angreb hende. Lettere ville det faktisk være, hvis blot han angreb hende. Så var det jo bundsikkert, hvad hun havde at forholde sig til. Hurtigt slog hendes hjerte alt imens hun betragtede, hvordan han vendte omkring og bare begyndte at gå.. Var det virkelig det? Hvad havde det i det hele taget været? Hun sank klumpen hun havde i halsen. Kampberedte stod vagterne endnu, som de stod med trukne våben, indtil Theodore forsvandt helt ud af syne. Langsomt sænkede de mange vagter deres våben, som de gemte dem væk igen. Vagten der hele tiden havde befundet sig i tronsalen med Jarniqa, vendte sig nu imod hende. ”Klarer de den, Deres Majestæt?”


// Out