What are you doing here?!

[Jarniqa Dynithril]

Theodore Jarvis Acheron

Lettere hurtigt måtte Jarniqas hjerte slå, som hun var at finde på tronstolen i Neutranium. I gang med audienserne var hun, og noget af en prøvelse var det uden tvivl! Hun havde prøvet lidt af det, som hun havde siddet på tronen som ambassadør og med Theodore ved sin side, men stadig følte hun sig ikke just komfortabel med jobbet! Det var nemlig aldrig til at sige, om den næste person havde et let eller svært spørgsmål. Selv frygtede hun jo, at hun blot ville ende med at stirre på vedkommende, som hun ikke ville ane, hvad hun skulle svare. Indtil nu havde det dog gået, som hun blot havde haft et par enkelte lange tænkepauser. Selv kunne hun dog ikke lade være med at spekulere over, hvornår hendes moder dog ville vende tilbage og aflaste hende igen.. Skræmmende var det også at sidde her, kun med en vagt i rummet.
Blikket vendte Jarniqa ned mod sin kongeblå kjole, som borgeren forlod tronsalen, som han havde fået afklaret sit dilemma. Hænderne strøg hun let hen over stoffet, så skørtet lå pænt. Smuk måtte hun uden tvivl se ud, som hun var at finde på slottet igen. Nyvasket var hun nu dagligt, hvor hendes lange ravnsorte hår derfor bølgede pænt ned over hendes ryg. En smuk kjole havde hun også igen fået på, hvor den var ubeskriveligt rent ved siden af hendes rejsetøj. Det mere upraktisk måtte hun dog igen finde den, som den var så fin, og sad så stramt omkring hendes overkrop. Igen skulle hun nemlig vænne sig til tilværelsen på slottet. Det klare smaragdgrønne blik gled op igen, som dobbeltdøren nok engang svang op, så den næste person kunne træde ind.

[Theodore Jarvis Acheron]

Rygterne om Denjarnas fraværende, var det som havde tvunget Theodore til at handle lidt i denne omgang. Sidst han havde stået på stedet her, havde han været ambassadør. Velvidende om, at han i samme omdrejning, også havde skænket en skuffelse til kongehuset af Dvasias, så var det bestemt ikke en ting, som han lystede at gøre en gang til. Han var der dog af helt andre årsager denne gang. Lige hvorfor, vidste han ikke, men han følte.. han følte at det var stedet for ham at være lige nu!
Vagterne trak sig fra ham, som han passerede gangene, for at nå tronesalen. Han gjorde ikke noget, uden at der var en grund til det, men de ham, og hvert et skridt som han tog. Våben havde de fleste taget fat i undervejs, som det denne gang var hans tur til at gå 'dronningen' i møde. Jarniqa.. Manjarnos prinsesse.
Hænderne foldede Theodore over ryggen, da han trådte ind med rolige skridt. Umiddelbart var han der ikke af fjendtlige intentioner. Jarniqa havde han blot haft så meget med, at det var på tide, at gøre noget ved det, og særligt efter deres lille sammenstød i skoven. Af hvad han dog kunne forstå, så havde hun det fint.. Og knægten? Var han også her? Den unge mand, som havde taget hende i forsvar, var dog ikke til at se her i salen. Det passede ham fint. Han stoppede op, hvor løberen på gulvet gjorde, og med blikket tomt hvilende på hendes skikkelse. At det var her det skulle finde sted. Tanken var næsten morende. "Deres Højhed," startede han ud med en rolig og kortfattet stemme. Lidt sjæl havde han fået, men det var bestemt ikke alt, og det kunne da mærkes. Han skulle stadig finde ud af det hele, og særligt nu hvor han havde alle de tanker og følelser, at skulle tage sig af samtidig.

[Jarniqa Dynithril]

Af alt, hvad Jarniqa havde kunnet forvente, havde hun bestemt ikke forventet dette! Selv mærkede hun, hvordan det knugede i hendes bryst, som hele kulden meldte sig i hendes krop! Stram i sit fine ansigt blev hun, som hendes smaragdgrønne øjne hvilede paralyseret på manden der kom ind af tronsalen. Theodore Acheron. Hvad lavede han her? Hvordan kunne han bilde sig selv det ind at komme her?! Hurtigt begyndte hendes hjerte igen at slå. Hun kunne mærke det.. Mærke, hvordan det hele boblede i hende, som han antændte hende på et split sekund! Bedre var hun uden tvivl blevet til magien, men dette.. Dette var for meget for hende! Særligt fordi, at hun frygtede, at han kom her for at slå hende ihjel, eller lemlæste hende, så hun ikke var andet end en grøntsag! Hvordan var han i det hele taget kommet ind? Havde han myrdet hele stablen på sin vej?! Var Neutranium i virkeligheden ved at blive overmandet af dvasianere?! ”FORSVIND!” endte hun direkte med at skrige ad ham. Sin hånd nåede hun end ikke at hæve, inden magien allerede var udløst i hende. En trykbølge blev sendt af sted i hans retning, men end ikke en helt normal en, som den nærmest knitrede og lynede, som var det en blanding af magikernes forsvarsmagi, og den angrebsmagi, som han havde lært hende. Op på benene var hun alt imens kommet, som han bestemt ikke skulle overmande hende! Vagten ganske nær tronen havde nærmest faret sammen over hendes optrin, inden man kunne høre lyden af sværdklingen der blev trukket fra skeden. Velkommen var Theodore bestemt ikke her! Om det var grundet sin egen sorg eller sin frygt, vidste hun ikke. Det var vel en blanding? Knust havde hun jo været over, at han havde vendt hende ryggen på den måde, som han havde gjort, nu hvor hun havde set op til ham. Derudover var hun bange for, at han ville forvolde hende endnu mere skade og sågar tage kongedømmet fra hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Den kraftige reaktion på Theodores tilstedeværelse, var næsten forventet, og særligt af Jarnqia. Han var der jo ikke af onde intentioner. Han ville vel bare tage snakken op, hvor de havde været tvunget til at slippe den? Han søgte direkte ind i tronesalen, hvor hun allerede ved synet af ham, reagerde med vold og afmagt. Var det underligt, hvis han fandt situationen en smule.. morende? Han nød rent faktisk at se det. Han kunne nyde noget i det hele taget!
"Jarniqa..!" Trykbølgen som hun sendte direkte mod ham, reagerede han instinktivt på, ved at sende en direkte mod den, som et magisk værn. Disse mødtes, hvor han selv blev skubbet blidt henover gulvet, dog flere meter. Hænderne lod han derfra falde. Vagterne fra korridoren, stormede selv ind i salen og med trukkede våben mod ham. Han stirrede blot på dem, mens han rettede sig op. Lignede han en, der var der for at påføre nogen smerte. Hvis de havde set efter, var det hende, der havde gået efter ham, og ikke omvendt! "Hvilken måde, er det at tage imod sine gæster på?" spurgte han kort for hovedet, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun stod der. Ikke gjorde han noget, selvom han i øjeblikket, var den som stod truet af hele denne situation! "Få dem til at sænke deres våben.. ellers gør jeg det," afsluttede han hårdt. Det var en sidste advarsel! Dette var ikke en behandling, som faldt i hans gode bog på noget som helst tidspunkt!

[Jarniqa Dynithril]

Kraftig var Jarniqas reaktion uden tvivl over at se Theodore! Kunne man dog også have forventet andet? Manden havde såret hende, som hun havde set op til ham, og som han havde kastet hende til siden. Derudover var der det faktum, at han havde forsøgt hende myrdet, og at han rent faktisk havde formået at brække hendes ribben. En skade, som hun heldigvis var kommet sig på nu! Tænderne bed hun sammen, som han råbte hendes navn for dernæst at bremse hendes magi. Var det noget under, at hun ærgrede sig over, at den ikke havde ramt? Hvad hun derimod kunne glæde sig over var, at en skare af vagter strømmede hende til undsætning. At de var her for hende og ikke for ham! Hvad havde han også regnet med ved at komme her? ”Du er ingen gæst, men en fjende af landet,” svarede hun ham koldt igen. Han havde angrebet hende. Landets prinsesse. Hendes moder havde jaget ham bort. Landets dronning. Kunne han virkelig tro, at han var en gæst? Selvfølgelig kunne han det.. Manden havde jo intet hjerte! Selv mærkede hun derfor endnu, hvordan det måtte summe i hende, som hun brændte efter at angribe ham på ny. Dog kunne hun frygte, hvad det kunne ende ud med, som han jo sidst havde fået ram på hende. ”Du har ingen beføjelser her, Theodore,” begyndte hun direkte med at sige. ”Hvis dine hensigter er reelle, er der intet galt i at vagterne er forberedte. I så fald har du jo intet at skjule.” Fandeme nej, at hun ville lade ham køre showet her! Derfor bad hun ikke vagterne om at sænke deres våben. Ej heller så de ud til at lyste det, som de måtte fornemme truslen. Noget der passede hende ganske udmærket.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ikke just forventet et stående bifald, ved at melde sin ankomst her. Velvidende om, at han var blevet jaget bort en gang tidligere, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at han var bange af sig, og for bange til at opsøge stedet igen. Han vendte blikket fast i retningen af hende, som vagterne kom stormende ind og stillede sig nærmest i en cirkel om ham, med deres våben hævet, som var de klar til at slå ham ihjel. Svagt kneb han øjnene sammen, hvor han heller ikke havde tænkt sig, at give sig bare sådan uden videre, da han ikke havde nogen grund til at gøre det! "En fjende af landet? Jeg har aldrig handlet mod landet her.. du handlede mod mig," pointerede han med en kortfattet stemme. Selv i hans optik - den nye optik, som han havde fået, efter han havde fået noget af sin sjæl igen. Et kynisk smil gled over hans læber. Troede de virkelig, at deres våben, ville være, hvad der skulle til, for at holde ham på afstand.
"Du ved hvad jeg er i stand til, Jarniqa... For deres skyld, beder jeg dig om at få dem til at sænke deres våben," pointerede han. Han blev stående ganske roligt, og næsten afslappet overfor hende. Det var hende, som han havde blik for.. Ikke alle dem, som i princippet stod med deres våben hævet i retningen af ham, og uden tvivl ville gøre noget ved det, hvis de fik ordren på det. "Og ærligt.. er det måden at modtage en gammel kending på?" tilføjede han. Uden tvivl kunne han jo godt mærke, at den del af sjælen, som han havde fået, alligevel havde sin indflydelse på hans hverdag.

[Jarniqa Dynithril]

En fjende af landet var Theodore, som han for det første var blevet jaget ud af Jarniqas moder, og da han for det andet havde angrebet hende. Derfor ville hun bestemt ikke mene, at han var højt sat i landet her! Derudover var det tydeligt, at vagterne mente det samme.. Han var på ingen måde ønsket her! Desuden rev han også helt op i hendes sår med sin blotte tilstedeværelse, som det jo gjorde ondt at se ham igen. ”Du angreb mig.. Min moder jagede dig bort.. Du er dummere end ventet, siden end ikke en tom skal som dig kan se, at du ej er ønsket her,” svarede hun ham spydigt igen. Hun krøb bestemt ikke over til ham! Vagterne bad hun ikke om at trække sig. End ikke, som han truede dem. Hvis han skulle vove at gøre noget, ville hun desuden heller ikke være bleg for at gøre noget i retur! Han havde trods alt også lært hende at kæmpe, og derfor var det også, hvad hun ville gøre, hvis det endelig skulle komme dertil igen. ”Hvis du truer mig og slottets stabel igen, vil du tilbringe dit næste øjeblik i slottets fangekælder,” lød det afvisende fra hende. Hvis først hun lystrede ham med dette, ville han også tro, at det var ham der svang pisken. Noget der ikke kunne komme på tale igen! Hun havde brændt sig på ham en gang før, og det nægtede hun at gøre en til gang! Øjnene kneb hun sammen. ”Det er måden at hilse en mand på, der sidst brækkede mine ribben,” svarede hun koldt igen, uden at hun forventede, at han følte noget omkring det. Han var jo komplet ligeglad med hende! Det havde han altid været. Hun havde blot været for blind til at se det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var blevet jaget væk af en kvinde, som ikke længere var til stede her, så hvorfor skulle han da ikke søge retur til det, når den kvinde var væk? For det var hendes moder jo nu. Det var hende, og den forbandede drage, der i første omgang, havde jaget ham ud, hvilket også havde gjort en hel del ved ham! Og alt hvad Jarniqa havde gjort efterfølgende.. Nu følte han jo for alvor, hvad det ville sige at være skuffet. Rigtig meget endda! Svagt klemte han øjnene sammen, men uden at rokke så meget som en muskel, da han ikke havde haft nogen grund til at gøre det. "Jeg gav aldrig udtryk for, at jeg var ønsket her, gjorde jeg? Jeg pointerer blot, at dette ikke er måden, at byde nogen velkommen på," kommenterede han med en kortfattet stemme. Man kunne bestemt ikke sige, at han var imponeret. Overhovedet faktisk!
Vagterne blev stående. Der lagde sig en stilhed, og så tung i luft omkring dem, at han næsten kunne høre deres hjerte banke. Det var næsten sådan, at han følte det i hvert fald. Kunne han, kunne han ende deres liv i løbet af ingen tid, men hvad sjov ville der være ved det? "Tror du, at du vil kunne føre mig derned?" spurgte han med en direkte stemme. Han knyttede næverne let, men uden at gøre noget yderligere. "Hvor jeg kunne tage dit liv, valgte jeg kun at brække et par ribben, kære Jarniqa.. Du skuffede mig.. frygtelig dybt," pointerede han med en kortfattet tone. Hovedet lod han søge på sned. Hans blik var præget af landet mere mimik nu, end hvad der var normalt, men intet sagde han til det. Det spørges jo, om det var noget, som hun overhovedet lagde mærke til.

[Jarniqa Dynithril]

Selv himlede Jarniqa med øjnene ad ham. Den mand var jo håbløs! Han var så følelseskold, at han ingen situationsfornemmelse havde. Ikke, at det undrede hende. De havde jo også før haft de skænderier, hvor hun havde råbt og skreget ad ham grundet hans person, hvor han blot havde svaret igen, som om det end ikke havde stået på. ”Jeg er ligeglad med, om jeg skuffer dig eller ej. Jeg er her ej for at tilfredsstille dig,” svarede hun kortfattet igen. Ønskede han blot at diskutere, eller var han oprigtigt kommet her af en grund? Hvis han havde en plan, måtte han bare se at spytte ud med den! Hun gad nemlig ikke al dette, som hun faktisk slet ikke ville ham mere. ”Jeg vil prøve,” sagde hun direkte, som han vel ikke troede på, at hun var ham en trussel, som hun sagde, at hun ville spærre ham inde. Hvis blot hun kunne paralysere ham for et øjeblik, kunne en vagt alt imens ligge et magisk halsbånd på ham, og på den led frarøve hans magi. I så fald ville hun med lethed bringe ham med ned i fangekælderen! Vagterne her var jo fysisk større end ham! Hun fnøs. ”Hvilken helgen du er,” sagde hun sarkastisk, som han nærmest talte som om, at han havde været hende barmhjertig. ”Fortæl mig, hvad du laver her og forsvind dernæst,” bad hun ham direkte om, som hun ikke tolererede hans spil. At hun havde skuffet ham, gad hun end ikke spekulere over! Han havde jo for helvede også skuffet hende, og endnu være.. han havde såret hende. Psykisk. En følelse, som han aldrig ville kunne kende til, som han var så tom, som noget overhovedet kunne være. Af den årsag kunne hun ej heller tillade, at hun røg ind i hans spind igen. Han kunne jo intet give hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

At blive kaldt for håbløs, var ikke ligefrem første gang, kunne man sige. Selv Theodore vidste, at han måske havde været håbløs. Det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Han vendte blikket mod soldaterne, som det første, og dernæst mod hende. Han tog det ikke tungere end som så. Aldrig havde der været nogen direkte grund til at skulle gøre det. Han trak kort på smilebåndet. "Du er bange for mig," konkluderede han herfra. Her stod hun og gemte sig bag en horde af vagter.. og han var alene. Var det virkelig fair, synes hun?
Armene lod han denne gang søge over kors. Hendes kære værge, havde ligeledes brændt ham, og det havde taget ham tid at komme sig efter det! Nu stod han her med en bid af en sjæl, som stadig den dag i dag, for alvor kunne forvirre ham, og det kunne uden tvivl også mærkes! Det forvirrede ham virkelig, og endda forbandet meget! "Vil du da påstå, at du ikke har skænket mig en tanke, igennem den seneste tid? Tydeligt ved de andre her også hvem jeg er.. Jeg kunne have taget dit liv.. men det gjorde jeg ikke.." Han trådte denne gang et skridt mod hende, hvilket fik vagterne til at hæve deres våben truende mod ham. Han grinede let for sig selv. Han synes det her var helt hul i hovedet. Det var komplet latterligt! Troede de ærligt talt, at de kunne fælde ham? Tvinge ham i fangekælderen, og rent faktisk holde ham der? Så kunne de godt tro om igen! "Jeg er her for at snakke.. uden en horde af vagter og spidse våben pegende i min retning. Jeg troede du var opdraget bedre," sagde han kortfattet. Skuffelsen var i hans stemme. Han tog bestemt ikke dette særlig tungt.

[Jarniqa Dynithril]

”Du ser det måske som frygt, men jeg ser det som fornuft.. men selvfølgelig ser du ikke det, når du er tommere end en skal,” svarede Jarniqa blot igen, som hun ikke lod sig påvirke af hans ord. Hvorfor skulle hun også det? Hun nægtede, at han fik mere indflydelse på hendes liv end det han allerede havde! Hun hadede sig selv for, at hun nogensinde havde troet på ham, og havde ladt sig følge ham. At han endvidere skulle håne hende med, at hun havde følelser, og derfor havde tænkt på ham, brød hun sig slet ikke om! Igen måtte hun kun tænke, hvor naiv hun havde været. Det værste af det hele var jo også, at hun havde savnet ham efterfølgende, som hun havde savnet det, som de havde haft sammen. Det han havde givet hende. ”Ja, jeg har et hjerte, og det vil jeg ikke undskylde for. At du ”skånede” mig, vil jeg end ikke tro på. Du er ligeglad, og det har du altid været. Det var derfor mere held end barmhjertighed, at jeg står her i dag,” bed hun af ham. Hvorfor skulle han i det hele taget lege helgen, når han vidste, at hans sjæl var sort? Den var der jo ikke engang! At han nærmede sig hende, fik hende til at reagere instinktivt! Hånden hævede hun, som hun skød en knitrende kugle i hans retning, som hun bestemt ikke ville lade ham komme hende nær og tage hende på sengen! ”Jeg er opdraget til at forsvare mig. Ikke at lade mig føre bag lyset af mørkets magter!” Hvis Damien havde været her, havde han uden tvivl bidt hovedet af manden! Dog ønskede hun ikke, at der var nogen der skulle holde hånden over hende, som hun stod overfor Theodore. Hun ønskede vel stadig at bevise, at hun ej var svag?

[Theodore Jarvis Acheron]

Tydeligt at Jarniqa ikke vidste, hvad der var hændt ham. Hovedet lod han søge på sned. "En tom skal.. Det var jeg engang ja.." Han var ganske vidst mere tom, end hvad han var fuld af liv, tanker og følelser, men noget havde han fået retur, og han vidste stadig ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til det. Det var forvirrende på alle måder for ham.. på alle måder!
Theodore havde skånet hende den aften i skoven, hvor det var utilfredsheden, der havde grebet ham som det første. Og selvfølgelig skulle hun gå efter hans manglende liv og forståelse for dette, for at retfærdiggøre sit eget. Han trak kort på smilebåndet. Tankerne gav ham ikke længere hovedpine.. Han havde lært at lytte til dem. Lytte til de tanker, som han selv gjorde sig, hvor han førhen havde været mere vant til at handle på intuition og instinkt, fremfor alt andet. Det var også slut nu. Selv Clemency var ved at lære ham, at tænke tingene igennem. Ville hun smide ham i fangekælderen? Held og lykke med det! "Du har ret.. Hvad er det I kalder det.. held.." Som hun kastede kuglen direkte mod ham, hævede han hurtigt hånden, hvor han nærmest greb den. De tricks som hun kunne benytte magien til, var det, som hun havde lært af ham. "Tror du ikke, jeg kan genkende, hvad jeg selv har lært dig? Du lod dig aldrig føre bag lyset.. og derfor forventer jeg naturligvis, at du giver mig muligheden, for at føre en samtale, uden at ende hullet, som en ost.. Så jeg siger det en sidste gang, Jarniqa.. få dem til at sænke deres våben!" endte han med en hård stemme. Han knyttede næven, hvor kuglen forsvandt. Han var endnu hende langt magisk overlegen. Der kunne hun endnu ikke slå ham på fair vis!

[Jarniqa Dynithril]

Det var jeg engang? Hvad skulle det i det hele taget betyde?! Havde manden drukket? Det rablede i hvert fald fuldkommen for ham! At han reelt set havde fået en bid af sin sjæl tilbage, tænkte Jarniqa ikke over. Hun tænkte vel heller ikke, at det i det hele taget kunne være en mulighed? ”En gang en tom skal.. Altid en tom skal,” lød det blot fra hende, som hans ord prellede af på hende. Hvorfor skulle det også være anderledes? Theodore var jo Theodore, og derudover var der det faktum, at hun havde brændt sig på ham. Noget, som hun bestemt ikke kunne eller ville glemme! Øjnene kneb hun sammen, som han blot … greb den magiske kugle, som hun ellers havde sendt imod ham som et angreb. Hvorfor skulle han være så forbandet irriterende?! At han derudover holdt fast i, at hun skulle give ham en chance, forstod hun ikke.. Han ville vel også blot sige, at hun skulle give landet tilbage til Dvasias? Som om det kom på tale! ”Eftersom jeg aldrig har ladt mig føre bag lyset, gør jeg det heller ikke i dag. Hvad end du har at sige, kan jeg ikke bruge det til noget. Vi vil ikke længere det samme, så lad det ligge ved det og søg tilbage til dit hjem i Marvalo City. Du hører ikke til her,” lød det direkte fra hende. Ej bad hun vagterne om at sænke deres våben. Ej heller bad hun dem om at angribe. Det eneste hun ønskede var, at han gik. Selv mærkede hun desuden, hvordan hendes hjerte blev tungere og tungere sekund fra sekund, som han blev her. Hvor ked af det hun end var over, at det var endt, som det havde gjort, så ønskede hun ikke, at han blev her et minut længere!

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa forstod tilsyneladende ikke, hvor han ville hen med dette. Det var dog ikke noget, som kom bag på ham. Hun var jo ikke andet end en teenager, som kun lige var ved at finde ud af livet. Så meget havde han da fundet ud af, nu hvor han havde brugt meget af sin tid, på at sidde og tænke tingene igennem efterfølgende. Han smilede koldt for sig selv. Der var jo også langt mere mimik i hans ansigt, end hvad der havde været sidst de havde været overfor hinanden. Den ene hånd hævede han let, kun for at lade den glide mod hans faste bryst. "Er det et forsøg på at såre mine følelser?" spurgte han direkte. Ordene gjorde ikke direkte ondt, men det påvirkede ham nu alligevel. Det kunne i hvert fald godt mærkes.
Det var muligt, at dette var noget, som i sandhed måtte irritere Jarniqa, men på magisk vis, var han hende jo stadig langt overlegen. Det var jo for pokker ham, der havde lært hende, hvad hun kunne! Og ikke havde han tænkt sig, at ødelægge det! Han kunne lære hende så meget mere.. og nu kunne hun endda give ham noget i gengæld. Hun kunne give ham en forståelse.. som han ikke kunne finde ud af på egen hånd. "Jeg kan give dig noget, som du gerne vil have.. og du kan give mig noget, som jeg har brug for." pointerede han let. Han blev denne gang stående på sin plads. Han følte sig.. truet et eller andet sted. Ikke angreb han.. ikke gjorde han noget.. Han stod der. Det var jo ene og alene op til hende, om hun ville lytte til ham, eller hvad hun ville. Selv han var igennem en proces i sit liv.. En proces, som han ikke kunne komme igennem på egen hånd.

[Jarniqa Dynithril]

Køligt måtte Jarniqa slippe en latter. Såre hans følelser? Manden havde jo ingen følelser! Det var det der var problemet! Hvor han havde ordene fra, vidste hun dog ikke. Det var nemlig ikke ord, som han normalt brugte, eller havde det været det? Nu var det jo længe siden, at hun sidst havde været omkring ham. ”Du har ingen følelser, Theodore. Din sjæl er tom. Jeg ville få flere følelser ud af et bord, hvis jeg talte med det!” Sandt var det, da det at tale med Theodore til tider var som at tale til en dør. Dog ville selv det være en fornærmelse mod døren, da der måtte være mere liv i den end i ham. At han derfra forsøgte at forhandle med hende, fik hende til at fnyse. Han ville give hende noget, som hun gerne ville have? Næppe! Hun havde mere eller mindre alt, hvad hun ville have. Hun havde Lucifer, som hun endnu måtte være dybt forelsket i. Derudover havde hun fået sin moder igen. Hvis hun skulle ønske noget var det, at hendes moder elskede hende, og at hendes moder og Damien fandt sammen. Det kunne han dog næppe hjælpe med eller forstå sig på! Desuden.. hun skulle give noget, som han kunne tænke sig i retur? Havde han spist søm?! For helvedet nej, hun ville ikke hjælpe ham! Han ville vel også bare bede hende om nøglen til slottet? Noget hun bestemt ikke ville give ham! ”Sidst vi sås, brækkede du mine ribben. Du gik efter den mand, som jeg er med, så nej. At lave en aftale med dig er som at lave en pagt med djævlen,” svarede hun ham afvisende igen. ”Forsvind,” sagde hun kort for hovedet. Den mand var jo bare tungnem, når han ikke kunne fatte, at hans selskab ikke var ønsket!