Adjusting to life

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvordan tingene hang sammen på fastlandet, havde Demarcus ingen anelse om. Naturligvis var han en smule nysgerrig, men det var jo også begrænset, hvad han kunne gøre ved det, kunne man sige. Han ønskede at opleve, og nu hvor han i forvejen var kaldt til et møde derovre, måtte han jo også tage mulighed, for at se det hele med sine egne øjne. Det derimod, var noget, som han rigtig glædede sig til.
At hun ikke sad, som en typisk kvinde ville gøre, måtte de gøre noget med, når det var tid. For nu, skulle hun vel bare lære hvad det ville sige, at sidde på hesteryg først? Han vendte blikket mod hende, som hun kom op ved siden af ham. "Er det første tur?" spurgte han med en rolig stemme. Han selv tog det ikke så tungt. Han vidste jo, at den verden, som hun kom fra, var helt anderledes, end den, som hun nu måtte være en del af.
Kursen satte Demarcus direkte mod byen. De kunne jo lige så godt tage mødet med øen og dens borgere først.. komme forbi det smukke marked, og mod arenaen. "Vi tager forbi markedet, og mod Arenaen.. Tag dig ikke af, at vi passerer slavemarkedet undervejs. Undlad at kigge på dem," bad han. Han havde nok tjenestefolk derhjemme, og han vidste, at en øjenkontakt betød handel.. Det ønskede han ikke.

[Deleted]

Yelena glædede sig til at lære tingene bedre at kende her på øen. Skikke og kulturer var nok noget af det, som hun især skulle sættes ind i, så hun faktisk kunne virke som om hun passede ind. For hvis hun skulle udgive sig for at være af samme race som Demarcus, så betød det vel også, at hun skulle virke som om hun var født og opvokset her på øen? Pludselig blev hun igen nervøs for at skulle møde omverdenen, men måtte sige til sig selv, at det hele nok skulle gå. Hvis han bare førte ordet og hun fulgte med, så skulle det hele vel nok flaske sig? Ved hans spørgsmål, så måtte hun nikkede ligeså stille. Hun koncentrede sig meget om at blive siddende i sadlen, men det gik nu udmærket syntes hun selv. "Ja... Jeg har aldrig været så priviligeret, at jeg måtte ride på en hest," svarede hun ham roligt. Hun fulgte blot med ham og kunne svagt begynde at ane byen i det fjerne. Det blev spændende at se noget nyt! Hun så mod ham. Slavemarkedet? Hun var kun heldig, at det ikke var der, hun var endt! "Udmærket," svarede hun ham.
Som de nåede by, så sænkede hesten nærmest automatisk farten. Der var en anden belægning af byen og der var et virvar af mennesker over det hele. Hun sugede alle indtryk til sig på vejen og prøvede at holde øje med hvordan det berygtede slavemarked ville komme, så hun kunne undgå øjenkontakt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus måtte sige, at han havde en meget god fornemmelse af dette. Yelena var en fornuftig kvinde, af hvad han havde erfaret så langt, og derfor var han nu også overbevist om, at det hele nok skulle gå i den anden ende. Selvom dette faktisk havde vist sig, at være hendes første tur på hest, så var der ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved. Det var et væsen, som hun var nødt til at lære at håndtere.
For Tayevania, var en hest et symbol på status, og det var en status, som hun måtte løfte og bære, hvilket var det, som han stod fast på i den anden ende. "Du lærer det hurtigt," forsikrede han med en sandfærdig mine. Han vidste det. Hun var jo trods alt endnu ikke faldet af, kunne man jo sige.

Slavemarkedet, var noget af det første, som de måtte passere, da de nåede indenfor byens murer. Her var langt flere mennesker, end ved hans prægtige villa, som lå udenfor byen. Dette var et valg bevidst. Han nød stilheden, fremfor lyden af de mange mennesker, som måtte befærde sig her.
Automatisk rankede Demarcus i ryggen, da de søgte videre igennem den smukke by. Kursen var sat mod Arenaen, som var det sted, som han tilbragte ufattelig meget af sin tid. Den række slaver, som var sat frem, tog han ikke notits af. Det gjorde han faktisk meget sjældent.

[Leonore Salvorique De Lochér]

"Jeg beder dig.." hviskede Leonore igen, da hun igen blev slået direkte i jorden, under lyden af et halvvejs skrig. Her stod hun så igen på alle fire, og med en kraftig sitren i kroppen. Det her var så langt fra det liv, som hun nogensinde havde levet!
Tårerne væltede op i hendes øjne, som hun blev stående der på alle 4 med en kraftig rystelse i kroppen. Hun var beskidt.. Nærmest blotlagt, da det var meget lidt, som hun havde til at dække sig. Fremtidige herrere skulle jo trods alt se, hvad hun var lavet af, og en flot pige var hun jo.. Når hun ikke var så beskidt, som hun var lige i øjeblikket.
"Rejs dig!" beordrede manden bag hende, som brutalt tog fat i hendes nakke, for at rive hende op på benene igen. Med lænker om fødderne og hendes håndled, var det i forvejen svært at finde sig til rette med noget som helst! Hun var en adelig fra fastlandet.. og intet andet end en sølle slave her. Det lange og ellers så smukke lyse hår, som hun havde, var fuldstændig filtret og beskidt. Hun lignede en, der intet hjem og tag havde over hovedet. Næsten desperat forsøgte hun at gribe ud efter hans hånd, for at få ham til at slippe. Det faste tag i hendes nakke gjorde ondt! Ligesom resten af det her gudsforladte sted! Hun ville virkelig bare gerne hjem nu!

[Deleted]

Yelena rankede ryggen. Hun skulle jo være over de fleste af borgerne, der gik på gaden. Være meget mere i status end de slaver, hun havde fået at vide, de skulle passere om lidt. Det var svært for hende, når hun selv havde været på bunden af samfundet de sidste mange år. Faktisk havde det jo skiftet lidt for hende. Fra prostitueret, til hjemme i vante rammer hos Lochér, til kidnapning af en højtstående i Imandra, solgt til slavemarkedet, endt hos Sephiran som jordemoder og slave... nu videresolgt her til øen. Gad vide hvad Sephiran havde lovet Demarcus i bytte? Siden han tog den risiko at ægte en fra fastlandet? Hun holdt stramt fast i tøjlerne, næsten så hendes knoer var hvide. Og prøvede mest bare at lige én, der var vant til at ride. Hun nikkede bare til ham. Sandt, at hun ikke var faldet af hesten endnu, men det kunne da sagtens nå at ske endnu.
Uheldigvis, så kom hun halvt til at kigge mod slavemarkedet, da de passerede det. De stod der til salg på den mest uværdige måde. Og hun havde jo selv stået der engang, for det var ikke meget anderledes her end på fastlandet så det ud til. Den ene slave, fik trukket hovedet tilbage ved håret og blev hevet op på fødderne. Der var noget meget bekendt ved den pige... Og pludselig gik det op for hende. Det var Leonore! Hun holdt hesten an næsten automatisk. "Demarcus, jeg vil gerne have en ny kammerpige," endte hun med at sige og vendte blikket mod sin mand.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var kaldt til et møde på fastlandet, så i forvejen vidste han, at han snart skulle lægge sig turen forbi der. Var det noget vidunder, at det var svært for Yelena? Han løb desuden også en kæmpe risiko, ved at handle og gøre, som han gjorde, men det var noget, som han gjorde glædeligt alligevel. Hans blik søgte hendes skikkelse, som de endelig fik passeret slavemarkedet.. Men hun var nærmest stoppet op.
Det første han spottede, var en løgn. Hun ønskede ikke en tjenestepige, hvilket var noget, som han bed sig fast i med det samme. Igen greb han omkring tøjlerne til den hest som han nu måtte sidde på, for at tvinge dem rundt, og mere i retningen af hende i stedet for. "De ønsker en kammerpige?" Tydeligt, at han havde taget hende i løgnen vel? At det ikkevar fordi, at hun ønskede en kammerpige, men at der måtte ligge helt andre ting i det, end det, som det havde gjort frem til nu.
Kvinden som var blevet kastet i jorden, og så brutalt revet op på benene igen, var ikke en ny behandling af slaver her på stedet. Det kunne i hvert fald godt mærkes, så det alene, var ikke noget, som sagde så lidt. Hans blik søgte den unge kvindes skikkelse. "Hende?" spurgte han med nysgerrig mine. Hvad var der helt specielt med kvinden foran dem?

[Leonore Salvorique De Lochér]

At skulle leve livet, som en simpel slave, var slet ikke noget, som Leonore kunne forlig sig med. Det var helt utroligt! Hendes hjerte hamrede fast og kraftigt mod hendes bryst, som hun svagt bed tænderne sammen. Tårerne meldte sig igen i hendes øjne. Det her var virkelig ubehageligt! "Jeg beder dig.. Lad mig nu gå.." bad hun med en dæmpet stemme. Det her var virkelig ikke særlig behageligt. Overhovedet ikke faktisk!
De to på hest, som havde passeret dem, var slet ikke noget, som hun bed sig fast i med det første. Faktisk ønskede hun bare, at hun kunne komme hjem, eller bare vågne af det her mareridt, for det var virkelig grotesk nok, som det måtte være i forvejen, og hun kunne bestemt heller ikke lide det. Hun ville hjem til sine forældre, og tilbage til den tryghed, som rent faktisk var i det.
Det var først der, at det for alvor gik op for hende, at der var to der kiggede på hende. Den ene skikkelse, genkendte hun stort set med det samme. Var det virkelig..? "Y-Yelena.." endte hun næsten febrilsk. Samarbejdsvillig, var hun bestemt ikke, også selvom det bestemt ikke kom i den gode bog. Denne gang modtog hun endnu en gang et slag på siden af hovedet, hvilket halvt om halvt, slog hende ud. Hun landede igen på jorden. Hun gispede svagt. Manden derimod, vendte sig mod Demarcus og Yelena. "Tillad mig, at finde en passende en til Deres behov," sagde han med en næsten helt venlig og imødekommende stemme.

[Deleted]

Yelena vidste lige for nu ikke, at Demarcus var blevet kaldt til fastlandet. Det var da store sager, hvis Demarcus faktisk tog sig sådan en tur til fastlandet, for han var meget inkarneret øboer i både livsstil, opdragelse og sind. Hun selv havde ingen lyst til at vende tilbage til fastlandet lige foreløbig, da det altid virkede til at gå galt for hende uanset hvad hun gjorde. Hun kunne bare ikke få lov til at blive i de trygge rammer hos Jacqueline, for hun blev altid revet bort derfra af den ene eller anden uheldige grund. På fastlandet var hun bare en bold, som folk kastede rundt med. Men her kunne hun blive den, der kastede med boldene og det var faktisk noget hun ville hige efter at opnå. At Demarcus spottede løgnen, det vidste hun udmærket godt, men hun prøvede faktisk bare at dække over, at hun faktisk kendte den pige, der nu stod i slaverækken. Dog var det ikke nemt, når Leonore fremsagde hendes navn. Forhåbentligt hørte andre det ikke og slavehandleren kunne vel for sin vis være ligeglad. Hun bed tænderne let sammen og nikkede bare. Håbede faktisk at hun ikke trådte forkert ved Demarcus nu. Men hun kunne bestemt ikke lade Leonore være slave og bare gå fra hende på denne måde. Hun havde selv været med til at opfostre tøsen da hun var lille trods alt! "Hende," medgav hun til Demarcus og vendte blikket mod slavehandleren. Den måde som Leonore blev kastet i jorden gjorde helt ondt på hendes sjæl, for hun kunne slet ikke have den behandling af folk! "Hende, du netop smed i jorden," svarede hun til slavehandleren med en faktisk yderst autoritær stemme.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Løgnen havde Demarcus allerede spottet med det samme, hvilket var hvad der forundrede ham. Kendte hun denne kvinde? Det var jo faktisk det eneste, der i princippet gav mening i en stund som denne, og særligt, når det foregik på denne måde. Derfor søgte han tilbage til hende, kun for at se, hvordan slavehandleren behandlede denne unge kvinde, som tiggede og bad om at få lov til at gå. Kendte de hinanden? Det var hans første umiddelbare indtryk.
Demarcus lod blikket søge til Yelena, som tydeligt var påvirket af dette. Denne kvinde opførte sig ikke, som en slave, nu skulle her på øen, hvilket selvfølgelig også kunne mærkes, som den stigende frustration, som det nu måtte resultere i, for alle andre parter. Han rynkede derfor svagt i panden, som hun udpegede den uopdragende unge kvinde, der bare blev kastet rundt, i et forsøg, for at få hende til at makke ret. Skulle han blande sig?

Slavehandleren rystede blot afvisende på hovedet. "Jeg har det, som er bedre end denne kvinde, kære frue," forsikrede han. Nu var Demarcus ikke en ukendt mand for ham, og derfor ønskede han selvfølgelig at de kunne beholde det gode samarbejde, og rent faktisk få noget godt ud af dette. Han trak en mørkhåret lidt ældre kvinde hen til sig. "Hende derimod.. Lydig, veltrænet, og hun er god med hænderne," fortalte han. Demarcus vendte blikket mod Yelena. Han var mere nysgerrig på, hvordan hun tacklede situationen.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore snøftede og rystede. Hun ville bare gerne hjem.. For alt i verden, så ville hun bare gerne hjem, og det kunne hun da ikke komme hurtigt nok! Hun vendte blikket mod Yelena. Næsten bedende til, at få hende væk herfra. Hun var ikke en slave.. hun var adelig hjemme på fastlandet, og hun ville bare gerne tilbage igen!
Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hvordan kunne det være, at det var hende, som var endt på markedet her, og Yelena der sad på hesten, side om side, med den fornemme herre, som denne slavehandler tilsyneladende havde kendskab til? Det var ikke fair! Lige her, tillod hun sig nemlig at være egoistisk af tanke, selvom hun intet kunne gøre ved det, hvilket næsten var det, som var hende det værste af det hele.
Endnu en gang forsøgte Leonore at rejse sig, da slavehandleren, forsøgte at give dem en anden kvinde end hende. Var det underligt, at det gjorde ondt? Altid havde hun været i hjemmets centrum, som den eneste, hendes forældre havde haft boende derhjemme.. Og her var hun ikke god nok? "Please.." hviskede hun med en næsten udhørlig stemme. Det gjorde virkelig ondt, og tanken om, at hun var blevet udsat for den behandling, gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun ville bare gerne hjem. Det var det eneste, som hun havde i hovedet lige nu.. Det var at hun ville hjem!

[Deleted]

Yelena var lige nu lidt ligeglad med, at Demarcus havde spottet løgnen, for hun ville faktisk bare gerne have Leonore med sig. Hun vædede let sine læber og så på slavehandleren. Hun følte faktisk for en gangs skyld, at hun så ned på ham, for hun brød sig slet ikke om hans måde at være på, det var sikkert og vist! Hun var glad for, at Demarcus ikke blandede sig lige nu, for hun ville faktisk gerne vise ham, at hun kunne selv. Også selvom denne situation nok ikke var almindeligt anvendt. Hun fnøs af ham, som han prøvede at bringe noget andet frem. "Jeg vil have hende," svarede hun igen med en bestemt tone og pegede på Leonore, der lignede en, der var ved at bryde sammen. Men var der noget at sige til det? Hvad mon ikke den stakkels pige havde været igennem... Og så at ende helt på Tayevania mod sin vilje! "Og ingen andre." Hun så slavehandleren direkte i øjnene med et bestemt og autoritært blik. Hun kunne faktisk godt være utrolig professionel og stærk i sit udtryk, når det virkelig galt. Og netop nu galt det virkeligt, for hun skulle have Leonore med sig. "Jeg vil kun have ulydige slaver under mig, så jeg selv kan træne dem," sagde hun til slavehandleren med rank ryg og hovedet højt. Løgnen fandt hun selv god og håbede bare at slavehandleren ikke kunne spotte den. Demarcus var hun ligeglad med. "5 guldmønter," afsluttede hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Løgnen havde Demarcus allerede spottet, men der skulle nu heller ikke særlig meget til, før han spottede den slags. Dog ville han gerne se, hvad hun selv kunne udrette ud fra de muligheder, som hun nu havde fået, og om hun kunne leve op til titlen som den adelige, som hun nu var her på øen. Han kneb øjnene svagt sammen. Den behandling af slaver, var efterhånden noget, som man kun måtte sige, at han var vant til. Det var sådan, at man gjorde det her på øen, og det var noget, som Yelena lige så godt, kunne vænne sig til med det samme.
"Yelena," endte han med en rolig stemme. Hård var hun.. Det var uden tvivl med til at give respekten. Havde hun det virkelig i sig? I den forbindelse, måtte han jo faktisk sige, at han var temmelig overrasket over det.

Slavehandleren krummede ryggen, og smed kvinden fra sig, kun for brutalt at tage fat om Leonore igen, og rev hende hen foran sig. "Denne siger du? Hun er en ulydig slave, min frue.. Slet ikke værd deres tid," forsøgte han. Demarcus' familie havde han handlet med så mange gange før, så selvfølgelig var det kun det bedste, som var godt nok til dem.. Dertil måtte Demarcus være enig. Hvis de absolut skulle have en med, skulle det da være en lovlydig en! Det forstærkede kun yderligere hans fornemmelse af, at de måtte kende hinanden. "Vi tager hende med.. 5 guldmønter.. og intet mere." Slavehandleren slog dog ikke handlen ned.. Han nikkede. "Meget vel.. Så tag hende.." Han bandt reb omkring tøsens håndled, og skubbede hende mod dem.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore synes virkelig ikke, at det her var retfærdigt.. på nogen måder faktisk! Hun var i forvejen ikke vant til at blive valgt fra på den måde, og det var uden tvivl også med til at gøre hende direkte ked af det. At nogen i det hele taget, kunne være sådan overfor nogen, kunne hun slet ikke forstå! Tårerne hvilede tungt i hendes øjne, som hun svagt hulkede. Hun ville bare hjem.. hvad hun dog ikke ville gøre, for at komme hjem!
Blikket søgte op til Yelena. At hun selv kunne være så streng, var noget, som hun virkelig havde svært ved at forestille sig. Det var slet ikke den kvinde, som hun kunne huske i hvert fald, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes på hende. Selv nåede hun ikke rigtigt at tænke, før den anden kvinde, var skubbet fra hende, hvor hun selv blev revet tættere på. Hun gispede. "L-lad være.." bad hun med en dæmpet stemme. Hendes håndled blev bundet sammen. 5 guldmønter.. Var hun virkelig ikke mere værd? Hendes fader ville have tømt hele familiens beholdning, for at få hende hjem! Så meget vidste hun da! Rebet blev rakt til Yelena, så hun kunne føre hende med sig, som var hun et dyr. Hun var beskidt.. følte at hun lugtede, og hun lignede noget der var løgn. Hun var uden tvivl langt ved siden af sig selv, og hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun bøjede hovedet. Det her var virkelig et kæmpe nederlag for hende.

[Deleted]

Når det gjalt, så kunne Yelena faktisk godt være utroligt professionel i sin fremtoning. Lige nu følte hun det gjalt utrolig meget, så derfor kom hendes rolige og bestemt væsen også frem, hvilket klart var en blanding mellem jord- og vanddæmonen, hvor luft-elementet var skubbet en del i baggrunden for hende. Hun vidste, at slaver normalvis kostede en 10 guldmønter eller opefter, så derfor nægtede hun at betale denne slavehandler mere. Og igen, hvorfor skulle hun også for en 'ulydig slave'? Hun holdt sin blik på slavehandleren med et autoritært udtryk og nikkede blot, da han igen hev Leonore frem. Overfor Demarcus, var hun elendig til at lyve, men det virkede tilsyneladende på slavehandleren. Også selvom han forsøgte at prakke hende alt mulig andet på, hvilket faktisk irriterede hende. Han skulle da bare give hende hvad han ville ha'! At Demarcus trådte ind og gik med til det lettede hende uden tvivl. Selv greb hun fat i snoren, der var bundet om Leonores hænder og holdt den i sin hånd. Hun selv havde nogle småmønter i sin bælte i kjolen, som hun fremdrog og ramte gengældende til slavehandleren. Og så gad hun faktisk ikke høre mere om ham! Hun vendte om og begyndte så blot at gå, så hun kunne få Leonore med sig. Og forklare sig for Demarcus, der vel nok ønskede sig en forklaring fra hende.

//Out.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Selvfølgelig ville Demarcus kræve og forvente en forklaring på det her, men at få den her midt på åben gade, var bestemt ikke, hvad han forventede. Det ville jo bare ødelægge det hele, hvilket han så absolut ikke var ude på, i det hele taget.
Han blandede sig til Yelenas favør, og det af en grund. Det andet ville ikke se godt ud for ham, og derfor synes han, at dette måtte være den eneste beslutning, som var at drage ud fra situationen. Han lod Yelena betale og fik rebet i hånden. Så lang tid, at hun blev siddende på hesten og lod slaven gå, passede det ham fint. De skikke og de traditioner, som var her på Tayevania, hvilket var noget af det vigtigste, og det bedste for ham. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen, som han så hende trække afsted med denne unge kvinde. Så langt, så godt kunne man sige.
"Tak for handelen," hilste Demarcus af, inden han fik vendt hesten og søgt med hjemover. Ganske vidst ikke en del af hans planer for i dag, men lige nu, var han jo for pokker da nødt til at finde ud af, helt præcist, hvad der foregik.

//Out