Adjusting to life

[Deleted]

Demarcus Lathan Gaetulicus

---

Det hele, havde været en kæmpe omvæltning for Yelena. Med beskeden om Calebs død for nogle år tilbage, så havde hun kæmpet sig gennem sin sorg, for ikke at gå til at visne. Det havde hun så heller ikke haft muligheden for, da hun havde været hos Sephiran og Tiyanna som slave, siden Nick var blevet født. Hun havde været der under Nicks spæde år, men som han var blevet ældre, så havde de ikke rigtigt haft brug for hende. Dertil var Yelena blevet et led i en plan om at skabe en alliance til en på Tayevania, en ø tilsyneladende. Mere havde hun ikke vidst, da hun var blevet placeret på et skib af Sephiran og sendt afsted med en kiste, der indeholdt en masse penge. Det havde været en gave til Demarcus, den mand hun skulle ægte, som en god startkapital. I al hemmelighed var de blevet viet af en præst på øen, så hun nu havde fået tildelt Demarcus' efternavn. Og efter mange år som bare Yelena, havde hun nu faktisk et efternavn også, fordi hun tilhørte ham. De var dog ikke de bedste venner, Demarcus og Yelena. Og det at skulle udgive sig for at være en speciel race og undgå at bruge sine evner... det var utrolig svært! Men hun klarede det da godt så langt. Hun var stadigvæk bare Yelena i sit eget hoved dog. Den generte pige, der ikke rigtigt stolede på sig selv eller at hun var smuk på nogen måde. Men dertil havde hun fået en ny styrke i sig, efter hun var sluppet fra fastlandet af. For hun gav sig selv lov til at prøve at starte på ny her på øen, nu hvor hun faktisk havde fået chancen. Som dæmon, så passede Krystalis hende fantastisk som bosted, da grotterne lige var noget for hende. Dejlig kølige, mange steder, hvor der var fugtigt og dertil også steder, hvor der var dejlig varmt. Passede lige til hendes elementer. Netop nu, stod hun og kiggede ud over byen fra et vindue i huset. Hendes hjem, selvom hun stadig følte sig som gæst...

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Som det var en omvæltning for Yelena, var det også en omvæltning for Demarcus, at have en ring på fingeren, og have forpligtelser for en anden end sig selv, hvilket var noget, som han havde haft igennem rigtig mange år. Aldrig havde han følelsesmæssigt åbnet sig for nogen som helst på den måde, og derfor havde han naturligvis heller ikke indfrit den ægteskabelige forpligtelse i forbindelse med et ægteskab med en kvinde som Yelena.
Siden hun var kommet hertil, havde han med sine evner som Sandhedsseer, kaldt hende for et væsen af samme slags, for at undgå de mange blikke. Alt for mange af de fremmede, havde fået øjnene op for øen her, og han ønskede jo bare, at den skulle bestå, koste hvad det koste ville!
Deres hjem var stort. Han var jo en storslået forretningsmand, og det var også udelukkende derfor, at han havde valgt at indgå hvad Sephiran nu havde ønsket, som en fredsmægling mellem Imandra, som var en del af et land.. Dvasias? Han vidste det ikke. Han vidste jo ikke noget som helst, om noget, som foregik udenfor denne smukke og fantastiske ø.
Med faste skridt, søgte Demarcus ned af gangene. Han havde de smukke hvide klæder på, og en bunke pergamenter i sine arme. Han lod primært Yelena være.. lod hende vænne sig til livet her, og så passede han sit. Det var sådan, at han havde det bedst med det. Så var der da noget, som var, som det plejede at være, hvilket glædede ham. Arbejdet skulle jo trods alt også gøres, og folk skulle nødigt have nogen mistanke om, at han var gift med en fremmede udefra.

[Deleted]

Yelena vidste, at det var noget af et stats Demarcus havde taget ved overhovedet at takke ja til Sephirans tilbud. Det havde bestemt ikke været med hendes gode vilje, men på den anden side, så havde hun set positivt på det. Hun havde plads til en frisk start og var væk fra fastlandets stress og jag. Mange ting foregik på fastlandet, hvor der faktisk var mere fredeligt her på øen. Og hun ønskede faktisk at leve op til Demarcus' krav til hende. Om at hun skulle udgive sig for at være sandhedsseer, som han selv var. Hun havde fået forklaret hvad det betød - at kunne gennemskue en løgn så let som ingenting, fordi sandheden var det sande og rene. Ikke at hun kunne det særlig godt, men det vidste folk trods alt ikke. Og så måtte hun jo bare kontrollere sine elementer bag lukkede døre. I det mindste var Krystalis da en by, som hun faktisk kunne færdes i, fordi elementerne var hende nær. Hun vidste, at øen var skeptisk overfor de fremmede, så derfor ville deres ægteskab vel også først blive offentliggjort når hun var overbevisende nok i sin fremtoning som sandhedsseer fremfor noget andet? Selv bar hun hvide klæder, da hun faktisk havde fået tøj, der var mere end hende værdigt. Eller sådan følte hun det, eftersom hun i mange år havde levet primitivt og med kun slavetøj givet. Det var underligt ikke at tænke sig som en slave for Demarcus, men det var hun jo ikke...? Hun kiggede bagud, som hun kunne høre hans faste skridt og i det han passerede hende, så tog hun sig mod til at snakke. ".. Godmorgen," kom det fra hende. Som det bedste, hun lige kunne finde på.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Så lang tid at Yelena rettede sig ind efter de få regler, som Demarcus havde, så var han af den overbevisning, at det nok skulle gå. Dette var uden tvivl et kæmpe sats for hans vedkommende, og han vidste, hvad der ville ske, hvis han blev afsløret på det. Han håbede virkelig, at Sephiran vidste, hvad han risikerede ved dette!
At hun valgte at snakke til ham, fik ham til at stoppe op på vejen. Han vendte sig i retningen af hendes skikkelse. Godmorgen. Ja, det var vel en ganske fin morgen, alt taget i betragtning. Han nikkede mod hende. "Godmorgen, Yelena," hilste han med en rolig stemme. Han var en åben mand, hvad angik dette. Ellers ville han bestemt heller ikke have taget hende til sig, og særligt ikke på denne her måde, men det havde han nu alligevel gjort, så det talte vel også for lidt, gjorde det ikke? Han blev stående med pergamenterne i sine hænder. Arbejdet skulle gøres, inden han ville søge ud for dagen, og få styr på det, som han nu skulle have. Som en sandhedsseer gik man op i ærlighed.. sandhed og løgne, da det var hvad man kunne læse ved alle væsner, foruden sine egne.
Hvordan det gik i hendes arbejde med at falde til her, vidste han faktisk ikke. Det var aldrig rigtigt noget som han havde spurgt ind til, og nu hvor hun heller ikke havde været her så længe, kunne han forestille sig, at det var en kæmpe omvæltning også for hende. Her var hun nemlig ikke af slavestand. Det var der derimod andre som var. "Har du spist?" spurgte han videre. Morgenmad var trods alt vigtigt, og han regnede med, at tage hende med ud i dag, så hun kunne se mere af Tayevania. Særligt nu, hvor det jo også var hendes nye hjem.

[Deleted]

Yelena havde altid rettet sig ind efter de regler og krav, der blev hende stillet, så her var ingen undtagelse. Nok var det på uretfærdige kår, at hun var blevet sendt hertil, men hun måtte jo tage og gøre det til noget positivt. Måske hun rent faktisk kunne få et liv her, der var mere fredeligt end livet på fastlandet, hvor hun var blevet kastet rundt fra den ene til den anden. Kun været forfulgt af uheld. Det kunne faktisk være, at det kunne vende her. Hun var jo netop ikke slaven her, men derimod gift med en mand af høj status med masser af rigdomme i sin baglomme. Hun behøvede ikke direkte at tjene ham, bare respektere ham for den han var og ikke prøve på at ødelægge noget. Det sidste hun ønskede var at gå i vejen for ham og hans liv. For hun vidste godt, at Demarcus havde taget en kæmpe chance ved at indgå en aftale med Sephiran. Men hun vidste også hvad Sephiran bryggede på, så denne alliance skulle nok komme til gode en dag i fremtiden. Hun vendte ryggen til vinduet og fronten mod Demarcus, da han selv valgte at stoppe op foran hende. For hende, var han faktisk en flot mand. Eksotisk af udseende, hvilket hun også lidt anså øen her for at være. Fremmed og ny. Men hun kunne nu godt lide det. "Ja, det har jeg," svarede hun ham roligt. Hun betragtede pergamenterne i hans arme. Havde hun forstyrret ham på vej til hans arbejde? Det havde da ikke været meningen! Hun blev tom for ord og hendes øjne flakkede let over ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hun havde spist. Det var udmærket.. så kunne han jo tage hende med ud, så folk kunne se, og rent faktisk se tegn på hans ægteskab, ved at se hans hustru. Selvom hun ikke var typisk eksotisk, som de fleste andre her på øen, så kunne det gå an. Han kunne i hvert fald undskylde sig med det, uden at de fleste behøvede at fatte noget, der mindede om en mistanke.
At denne alliance mellem ham og Sephiran skulle komme på banen senere, var han ikke i tvivl om, og et sted, så passede det ham egentlig ganske fint. Han nikkede til hendes ord. Hun var klædt som en på øen.. håret sat som en kvinde her på øen. Det gik da fremad. Mere end hvad han havde set, da han havde hentet hende ved havnen, og bragt hende hertil, hvor ægteskabet havde stået på. "Glimrende," sagde han blot.
Alt tage til betragtning, så skilte han sig nok fra den typiske mængde af mennesker her på stedet, men det var nu heller ikke noget, som gjorde ham noget. Han var en åben mand, men lukket overfor andre. Ikke ønskede han, at de skulle komme alt for tæt på. Sandhed og løgne var det eneste, som hans liv var bygget på.. og hans hårde arbejde naturligvis. "Jeg ville tage dig med mig i dag, så du kan se mere af øen. Den er jo trods alt dit nye hjem," fortalte han med en ganske sandfærdig stemme. Hvis hun skulle kunne leve her, som en sand beboer på Tayevania, var hun nødt til at lære det hele at kende - hvilket også indebar mordene som skete i Arenaen. For ham, var det kultur. Det rørte ham på ingen måder.

[Deleted]

Yelena havde studeret folket fra vinduet. Kvinderne der var af stand og status havde allesammen langt hår og smykker, hvilket var noget, som hun også selv efterlignede på bedste vis. Hendes klædeskab var fyldt op med kvide kjoler i forskellige former og længder, så hun faktisk frit kunne vælge hver dag. Det var et kæmpe privilegium for hende, for hun havde aldrig haft så meget tøj før som hun havde nu eller ejet ting så dyre. Hun havde fået det i bryllupsgave af ham, fordi han jo faktisk ønskede, at hun skulle passe ind. Men hun fik også tid til at lære det hele at kende. Hendes hår var i dag redt tilbage, så man kunne se hendes øreringe. Dertil bar hun en hvid kjole med kun én skulderstrop. Den nåede til hendes ankler, hvor man lige kunne ane et par sandaler, der var en masse remme, der snoede sig op langs hendes ben. Hun sendte ham et let smil og nikkede. Hun var måske ikke ligeså eksotisk som folket her, men hendes hudtone var da lettere gylden og håret mørkt. Så med den rette sminke og tøjstil, så kunne hun vel godt gå for en indfødt? "Det vil jeg meget gerne," svarede hun. Hun mærkede let med sin tommel på hendes vielsesring. Den sad trygt på hendes finger, da hun bare den af både pligt men også af respekt for ægteskabet. Hun vædede let sine læber og så roligt på ham. "Du siger bare til når du vil afsted," endte hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Tjenestestaben havde ganske vidst indformeret Demarcus om, at hun iagttog dem, som hun så ud af vinduet, hvilket var noget, som passede ham fint. Det var da i det mindste et tegn på, at hun gerne ville tilpasse sig. Et sted, var det heller ikke fordi, at hun havde noget andet valg. Hun forsøgte da om ikke andet, hvilket var noget, som passede ham mere end fint.
"Glimrende. Jeg regnede med, at tage afsted nu," pointerede han med en rolig stemme. Han kunne jo heller ikke ligefrem skjule, at han jo gerne ville have det her til at fungere. Så de begge kunne få noget ud af det, for han regnede bestemt ikke med noget, der mindede om følelser, som skulle blusse.. ikke noget med, at han brændende ønskede at ligge ved siden af hende. Måske det kom af vane.. eller pligt? Han vidste det ikke.
"Jeg har nogen ærinder som skal løbes, inden vi skal være ved Arenaen i Galarion," fortalte han. De skikke og de kulturer, som herskede på stedet her, kunne hun lige så godt vænne sig til, så tidligt som muligt, og nu hvor hun klædte sig som en indfødt, kunne de også begynde at søge ud.. Sammen om ikke andet, for han havde jo stadig sit arbejde, som skulle passes, og det var naturligvis også det, som han satte i første række. Uden det, kunne han jo trods alt ikke have det liv, som han havde, eller de muligheder, som det gav dem.

[Deleted]

Yelena betragtede Demarcus. Hun havde ikke forestillet sig, at hun faktisk nogensinde skulle være gift igen. Ikke havde hun et forhold til sine børn længere, som hun egentligt forventede, havde glemt hende. Mon de overhovedet var i live? Det var ikke til at sige med den sindssyge tidligere ægtemand hun havde haft. Hun sukkede let og sendte Demarcus et let smil. De kunne jo ligeså godt få det bedste ud af det, eftersom det andet ikke rigtigt nyttede noget. Hun nikkede. "Jamen, perfekt," endte hun og nikkede. Hun var jo sådan set klar, for hun havde sko og tøj på, håret var sat og det hele. Så han skulle faktisk bare lede vejen. Hvad hun kunne forvente af at gå ude i det offentlige med ham, det anede hun dog ikke. Hun ville nok bare tie stille og lade ham svare, for hun ville ikke risikere at sige noget forkert. Hun tog en dyb vejrtrækning og pustede roligt ud. "Udmærket," svarede hun ham. Selv vidste hun godt, hvad der foregik ved arenaer, for de havde jo haft en i Imandra, før Sephiran og Tiyanna var blevet ledere af landet. Om hun brød sig om det? Bestemt ikke, men det var jo en helt anden ting. Hun måtte vel bare bide det i sig. "Skal vi...?" spurgte hun, ledende til om de skulle komme afsted, så de kunne komme ud. Hun ville selv bare følge med.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At skulle have børn med denne kvinde, var ikke noget som Demarcus regnede med. Han gik bestemt ikke ind for blandingsracer, og det var der jo heller ikke ligefrem nogen her på stedet, som gjorde. Og dette var noget som han uden tvivl valgte at holde fast i, i den forstand, at det var ham muligt.
Efterhånden var Yelena klar til at komme med ud, og det var noget som selv Demarcus måtte anse som på tide. Han ville jo gerne have lov til at vise hende frem, og for alvor introducere hende til det at være en beboer på Tayevania. Det eneste, som han efterhånden havde fundet ud af, var jo trods alt, at hun kom fra en helt anden verden, end hvad han måtte komme af, også selvom han ikke havde nogen intentioner om at søge til det fastland, da det lød som et grotesk sted.
"Vi tager afsted med det samme.. Kom med." Denne gang gjorde han tegn til at hun skulle søge med ham ned af gangen. Hernede var der tjenestefolk der bandt deres sandaler. Det var sjældent, at de skulle gøre noget af sig selv. "Gør hestene klar," opfordrede han. Vogn kørte han ikke i, hvor det derimod var frit på hesteryg, at han havde det bedst. To heste blev gjort klar. To helt snehvide og smukke heste. Han søgte efterfølgende ud til disse. Han var spændt på, hvad de ville se på deres færd.

[Deleted]

Yelena havde ej planer om, at skulle føde børn. Ikke medmindre Demarcus krævede det af hende. Hun følte, at hun var blevet for gammel, trods hun jo stadig så ung ud. Men hun følte sig af og til gammel, især i hendes sjæl. Selv vidste hun heller ikke hvad der ville komme ud af et barn med ham. End sandhedsseer-dæmon varyl? Hun trak vejret roligt og sendte ham et forsigtigt smil. Han var en autoritær mand, som hun ikke turde komme på tværs på nogen måde. Men hun glædede sig da over, at hun faktisk fik lov til at komme ud sammen med ham. Hun ville gerne lære om dette sted, så hun faktisk kunne gøre det til sit hjem, for nu havde hun jo endeligt chancen. Hun søgte efter ham ved hans ord. Hun var vant til at være tjeneren, så det at have tjenestefolk, var hende utroligt underligt. Hun så på hestene, der blev gjort klar, hvilket fik hende til at stoppe op. Skulle hun ride? Hun havde ikke siddet på en hesteryg i sit liv, så det fik hendes hjerte til at slå rimelig hård mod hendes bryst. Hun turde dog ikke rigtigt at sige noget, men nærmede sig bare langsomt de smukke dyr og nussede blidt deres muler. "Hvor er de smukke," bemærkede hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Børn var fuldkommen uaktuelt i Demarcus' øjne, i og med, at hun var en fremmede her på øen, så var det slet ikke noget, som ville komme til at ske. Det var slet ikke noget som han ønskede sig. I den forstand, måtte han finde en anden mulighed, men det måtte han jo finde ud af til den tid.
Sandalerne blev bundet op af hans ben, så disse sad helt korrekt, til den lange tur ud. De ville nok være væk i nogle gode timer i hvert fald. Det var bare på tide - selv i hans øjne, at hun stiftede et ordentligt bekendskab med hvad det ville sige, at være en beboer her på øen. Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det. Han vendte blikket mod hende, som de var kommet ud til hestene. Umiddelbart havde han vel den forventning om, at hun havde set en hest før, samt vidste hvordan de skulle håndteres. Det var jo noget, som man lærte frygtelig tidligt her på øen. "Det er de," medstemte han roligt. Hestene her på stedet, havde altid været en del af hans store stolthed, og noget, som han særligt havde lagt rigtig meget i. "Tag pladsen, så vi kan komme afsted," opfordrede han. Med disse ord, kom han selv op i sadlen, hvor han afventende, blev siddende og ventede på, at hun var klar til det samme.

[Deleted]

Yelena's sandaler var allerede blevet bundet op ad hendes ben tidligere af tjenestestaben, da hun stort set ikke fik lov til at gøre noget selv. Ikke tage tøj af eller på, ikke binde sine egne sko og ikke selv gå i bad. Hun var slet ikke vant til den opvartning, så de første par dage havde hun været noget uvenner med tjenestefolkene, men det var dog blevet bedre nu. I det mindste fik hun da lov til at spise sin mad selv, så det var altid noget. Hun var jo faktisk godt opdraget med gode manerer, trods hun havde været en slave det meste af sit liv. Hun så på den smukke hvide hest foran hende og nussede den ene over mulen, som hun gik ud fra hun skulle op på, eftersom han hurtigt stillede sig ved den anden. Hendes blik fulgte ham, som han så elegant svang sig i sadlen. Hendes hjerte begyndte lidt at hamre. Skulle hun virkelig op på hesten? Det ville da blive et forfærdeligt førstehåndsindtryk for folket i byen, hvis de så hende komme ridende på en hest mens hun lignede et spøgelse i hovedet. Hvad hvis hun slet ikke havde flair for at ride? Og faldt af? Og blev trampet ned? Og døde? Tankerne ræsede rundt i hendes sind, men blev hurtigt skubbet ud, da han opfordrede hende til at tage plads. "Jeg... øh... okay," svarede hun. Hun greb fat i sadlen, satte en fod i stigbøjlen og svang sig over hesten så hun sad ligesom ham. Så håbede hun ikke, at han forventede af hende, at hun skulle ride som en dame, for det ville hun da slet ikke kunne! Hun skævede lidt nervøst over til ham og tog fat i hestens tøjler.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Ikke var der nogen grund til bekymring. Det hele skulle nok komme før eller siden, hvilket Demarcus var overbevist om. Nu handlede det bare om at komme dertil, hvor hun for alvor følte sig vel her i landet, for det var en forudsætning for hendes videre liv her på øen. Han selv svang benet elegant over hesten, og tog derfor plads. At hun tøvede, havde han da lagt mærke til, allerede med det samme. Han så forundret til hendes skikkelse. Endelig kom hun op.. Men hun sad som en mand. Han rystede let på hovedet. Var det sådan, at de red hvor hun kom fra? At det var en af hendes første ture på hestryg, vidste han jo trods alt ikke.
"Så lad os komme af sted," sagde han med en rolig stemme. Han sparkede sin hest i sidderne, hvor han slog klik med tungen, for at få den igang. Dette gjorde den også. Den kendte til rutinerne, og søgte derfor afsted, nu hvor den var pakket med hvad der nu skulle med. Han ville desuden også gerne vise hende, hvad øen her, egentlig havde at byde på, for det var jo lidt af hvert, hvilket der ikke var nogen som sagde så lidt. Han vendte blikket over sin ene skulder, og vendte det derfor mod hende. Han sendte hende et svagt smil. Han var overbevist om, at dette nok skulle gå godt. Han havde en rigtig god mavefornemmelse af det her.

[Deleted]

Yelenas hjerte slog hårdt mod hendes bryst, som hun fik svunget sig lettere kejtet op i sadlen på hesten. Det var ikke ligefrem nemt at lade som om hun kunne ride, når hun aldrig havde gjort det før. Hun kiggede over til ham og kunne godt mærke hans blik mod hende. Han rystede på hovedet af hende? Det gjorde det ikke ligefrem bedre for hende! Skulle hun virkelig sidde i damesaddel? Hun havde trods alt kun set folk gøre det. Men da han ikke sagde noget til hende, så blev hun siddende som hun gjorde. Hun nikkede bare og fulgte hans eksempel, selvom det også virkede til, at hendes hest automatisk fulgte med hans. Hun burde virkelig gøre mere i at ride, hvis det var sådan hun skulle komme rundt for nu. Hun fulgte blot med ham og håbede så det ville gå godt. Hun håbede bare, at hun faktisk kunne blive siddende i sadlen uden at ryge ned. Hun nåede op på siden af ham. "Det er jo nok ingen hemmelighed, at jeg ej er den bedste rytter," endte hun. Det var nok til at se på hende, men hun pakkede det da ind, at dette var hendes aller første gang overhovedet.