Time to put out the fire

[Jared Imaricha]

Jared vidste godt, at Faith var en farlig kvinde at lege med. Det ændrede dog ikke på, at han følte, at dette var en nødvendighed. Ikke bare for hende, men også for ham. Han ville frem i lyset nu.. Han var så træt af, at rende rundt i skyggerne, og se til at andre tog credit for det arbejde, som han udførte! "Kun fordi du er vred, Faith," sagde han direkte. Ikke tog han det så tungt. Det var vel mere skuffelsen over, at han nu rev sig fri, der talte for hende? Han var i hvert fald træt af, at være den, som skulle kravle rundt på gulvet, og samle alle de løse ender!

Jared holdt forbandet meget af Faith, hvilket også var grunden til, at han ikke startede offentlig ud med at ydmyge hende, for at tage stillingen og kontrollen fra hende ved hjælp af magt, som hun i sin tid, havde gjort med Lucifer. Han havde jo hørt historierne.. Lederen, der smed sin egen søn ud.
"Jeg er færdig med at lave gulvarbejdet under dine fødder, Faith, fordi du ikke selv ser det. Jeg giver dig muligheden for at træde af med din værdighed, ellers tager jeg det fra dig, som vores kultur tilsiger, at jeg skal." pointerede han direkte. Som hun tog omkring hans hals, som straks begyndte at brænde. Han gispede kraftigt, hvilket automatisk fik ham til at bakke direkte ind mod væggen bag ham. Han holdt vejret.. Det brændt virkelig!
"Faith!" endte han denne gang med en anstrengt stemme, som hun stillede sig på tå i et forsøg på at nå hans øre. Han var jo langt højere, og uden tvivl også meget bredere end hvad hun var. Han var ikke Malisha.. Hun skulle stoppe med at placere ham i bås med alle de skide warlocker, som selv var begyndt at rykke skræmmende meget på sig. Næsten fristet til at slå hende... bare for at få hende til at slippe, for det brændt virkelig!
"S-sidste advarsel... s-slip..." Han stirrede fast i retningen af hendes skikkelse. Han ville jo ikke gøre skade på hende. Han ville jo ikke ende med at gøre det.. Han ville jo ikke gøre det. Han spændte i kroppen, og i hænderne. Han begyndte at blive vred nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Intet af dette handlede om dæmonerne, det handlede udelukkende om ham. Hans brændende ønske for at blive set, hans brændende ønske om at undertrykke hende, et sted burde hun nok have set det komme allerede for mange år siden, desværre havde hendes tillid til ham været blind, særligt efter hans kærlighed var faldet på hendes moder. Skulle det lykkes ham at slå hende, så ville hun dø som kulturen sagde hun skulle.. og som hun allerede burde være og somme tider føle sig. Men andre ville hævne hende, det var et spørgsmål om tid, hvornår Kimeya ville søge efter ham. "Det er ikke kun min vrede Jared! Ingen har skuffet mig som du har, INGEN!" råbte hun og pressede ham yderligere.
Den lave vægt hun havde kunne ikke gøre særlig meget mod hans kraftige bygning. Havde det ikke været for den brændende varme i hendes hånd, så var han næppe blevet der.

Lugten af brændt kød begyndte at stige mellem dem, en duft som Faith nok aldrig blev træt af. Smerten kunne ses i hans blik, og hun nød det. Under andre omstændigheder havde det ligefrem været opstemmende. Begge vidste de at han ikke havde lyst til at gøre hende ondt, han var i stand til at føle den slags, modsat hende.
"Det ville være langt mere ydmygende at underkaste mig dig og lade dig få gavn af mit livsværk for at se dig blomstre, end at tabe på retfærdig vis," sagde hun ærligt, før hun igen røg ned at stå helt på sine fødder. Først lange sekunder efter hans advarsel, lod hun grebet om hans hals slippe og efterlod et brændende mærke, meget lig det Kimeya havde.
"Uden de hemmeligheder jeg holder om Appolyon. Uden mine aftaler rundt omkring, og uden mit bankende hjerte til af holde fjenderne borte, vil forfaldet kun blive værre. Uanset hvad er du en død mand Jared. Så kom, slå mig ihjel, tag det hele," hun smed ham ud af sindet og strakte armene ud fra kroppen for at udstråle kom-og-tag-mig.

[Jared Imaricha]

Det var på tide, at Jared kom frem fra skyggerne! Det kunne ikke forundre Faith, at det var sådan, at han så på dette, nu hvor han langt om længe, havde mulighederne, for at gøre noget ved det? Det var grotesk konstant, at skulle stå i skyggerne af en kvinde, som han vidste, at han kunne slå, så let som ingenting, om det var det, som han ville, men han var jo ikke ude på at slå hende ihjel!
Fint, Jared havde skuffet hende. Hvad kunne han gøre ved det? Han så kun dæmonerne forfalde som race, og det var slet ikke noget, som nogen af dem ønskede. Langt fra faktisk. Han stirrede fast på hendes skikkelse. "Skulle jeg skamme mig? Prøv at se alt det, som jeg udrettede bag din ryg, Faith! Du har intet set!" Sagen var at hun var lige så afhængig af ham. Men om det var noget, som hun ville indse, var jo så straks en helt anden sag.

Det brændte virkelig mod Jareds hals, og hans mine udstrålede at det gjorde ondt. Hun vidste at det gjorde ondt! Forbandede være de ilddæmoner! Han tog sig til halsen, som hun denne gang valgte at slippe. Det brændte.. Det var jo lige før, han slet ikke kunne overskue, at trække vejret. Han rettede sig op, men stående op af væggen bag sig. Troede hun virkelig, at han ville bakke ud, kun fordi, at hun bad ham om at gøre det? Hun ville virkelig ende skuffet denne gang.
"Meget af det, du har bygget din karriere på, er ligeledes også mit arbejde, Faith, og du ved det," pointerede han. At slå hende ihjel, var ikke noget som han ønskede, men skulle det til, så måtte han jo gøre det, og så måtte han jo tage konsekvenserne af det derfra. Kimeya.. Jaqia.. alle de andre, som ville komme efter ham, for han vidste, at der var rigtig mange!
Hænderne som hun førte ud fra kroppen, som hun opfordrede ham til at tage hendes liv. Det var jo slet ikke noget, som han var fristet til! "For en gangs skyld, forventede jeg vel, at vi begge kunne tage en smøg, og finde ud af det, på andet vis, end at lege huleboer der spiller med musklerne." Han trak hånden til sig. Det sved virkelig! "Du kan ikke undvære mig.. og jeg kan ikke undvære dig.. gør det fornuftige og træk dig," tilføjede han igen. At slå hende ihjel efter forskrifterne, ønskede han slet ikke.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Magisk var hun Jared overlegen til enhver tid, desværre var hendes sind ikke så stærkt som hun ofte gav udtryk for, hvilket Jared vidste, for han havde kendt hende siden hun var en ung pige. Han var en af de første som havde svoret sin loyalitet til hende, og nu stod han der og forlangte at tage hendes plads, nu ville han ikke blot være der for hende, han ville være hende. Hun knyttede sine varme hænder og lagde hovedet. Hendes grønne øjne blev atter normale trods de stadig næsten var i stand til at dræbe.
"Jeg var død for helvede! Tror du ikke jeg var klar over at det ej var min ynkelige datter der udførte arbejdet men dig?! Hvorfor tror du, at du hele vejen igennem har været min mest tro støtte?!"[/color] spurgte hun hårdt. Hans arbejde var blevet både bemærket og belønnet. Det gav ham stadig ikke ret til at fratage hende den sidste mening hun havde med dette forfærdelige liv.
Ilden bag hende brændte igen i sin normale tilstand om ikke andet så for det korte sekund.

Et tilfredst smil gled over hendes læber over hans smerte. Ikke et øjeblik lagde hun skjul på hvor meget hun nød det. "Blot til evigt minde," sagde hun flabet. Mange før ham var blevet tortureret til ukendelighed bare for at gøre sig tanken. Lige nu var hun inderligt fristet til at klynge ham op, og lade ham smage den sande kræft fra agielen. Hans liv ville blive en handelsvare hvis han lagde så meget som en finger på hende. Et sted var hun fristet til at lade ham blot for at morer sig over det i efterlivet, alligevel så vidste de jo begge at han ikke ville gøre hende ondt. "Det havde skam været en mulighed, om du ikke var kommet her i troen om at du er bedre end jeg, og havde bedt mig om at opgive alt mit arbejde, for at give dig successen," sagde hun ærligt og fik et lidt stramt drag om munden.
"Til hvilken nytte? Min værdighed mister jeg uanset. Aldrig vil jeg hjælpe dig Jared, Aldrig." hun gjorde en bestemt håndbevægelse der kløvede luften og fik flammerne til at danse med den. [/font]

[Jared Imaricha]

Skræmmende som det end var, måtte man jo bare indse, at de jo desværre klædte hinanden, ment i den forstand, at hun var overlegen magisk, hvor han var mentalt. Kunne hun virkelig ikke se, hvilken styrke de kunne placere  i ledelsen for dæmonerne, om de rent faktisk gjorde det sammen? I hendes fravær, var det for pokker ham, som havde taget det tunge læs, og Cecilaya der havde taget creditten for det! Ganske vidst frem til hans egen bortgang.. Der havde hun haft problemer.
"Din datter ligner dig mere, end hvad du vil være ved, Faith," sagde han med en kortfattet tone. Selv han kunne jo se, hvad hun havde udrettet ved rebellerne i Imandra, også selvom det arbejde var gået lidt til hundene, efter at Imandra var blevet overtaget, og nu med Sephiran som ambassadør. Sjovt nok, var der ikke mange, som ønskede at modsætte sig den mand.

Nu med et mærke synligt på kroppen, som et tegn på Faiths magt, var en tanke som generede Jared, da han bestemt ikke fandt det rimeligt. At snakke, var noget som næsten føles som en udfordring lige nu. Han rystede kort på hovedet. Han ville ikke lade hende kurre ham. Det var virkelig på tide, at de tog det som voksne mennesker, i stedet for det modsatte!
Jared søgte direkte hen mod hende. Han stirrede fast på hendes skikkelse. "Du tolker, kæreste," begyndte han direkte. Som det stod lige nu. Ja, han kunne gøre det bedre end hende, men det krævede jo selvfølgelig også, at han ikke tog hendes liv! Og det var det sidste, som han ønskede lige nu. Kimeya og alle de andre, ønskede han ikke at have på nakken.
"Jeg ved udmærket godt, hvad det vil koste mig, at ende dit liv. Jeg er ikke interesseret i at bekrige dig.. Jeg vil ikke se dæmoner bekrige hinanden længere," endte han hårdt. Der var jo en grund til at dæmonerne og flere af dem, søgte derfra!
Som hun kløvede luften ved hjælp af ild, himlede han med øjnene. Umiddelbart ville han ikke påstå, at han var bange for hende. Hun var en kvinde med temperament, og han vidste, at hun havde hold i det.. men alligevel! "Du opfører dig som en unge, der ikke har fået stillet sit behov for slik, Faith.. Lad os tage det som intelligente voksne dæmoner, ikke?" endte han. Han knyttede næverne. Han kastede ikke rundt med ild eller magi.. Han havde kun gjort brug af det mentale for at holde hende på afstand!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Altid havde Faith været musklerne og Jared og Evan hjernen i mange tilfælde. Ganske vidst var hun i stand til at tænke selv, men de så bare verden på en anden måde og havde en helt anden tålmodighed end den som hun selv besad. De havde før hjulpet hinanden med disse ting, så jo hun kunne skam udmærket se fordelene i det, der hvor sovsen klumpede for hende, var der hvor Jared krævede titlen som leder, krævede at hun skulle underlægge sig en mand og så ham af alle! "Måske. Det gør hende ikke til et mindre sølle eksemplar," hun så væk og mærkede pulsen dunke i hele kroppen, med sig spredte den varme, mere af den.
Som det stod kunne hun ikke være mere ligeglad med Cecilaya. Den tøs havde svigtet hvad hun var ment til, desuden var hun fra en fjern fortid der havde gjort hende selv svag og ynkelig, som hun ønskede at glemme.

Smilet der flygtigt hvilede på hendes læber, strålede af stolthed og sejr. Selv hvis han fik hende ned med nakken, ville alle nu kunne se at hun havde været der, og havde forsøgt at bekæmpe ham. Uden at rokke sig en tomme, hævede hun blot blikket til hans. Med den korte aftsand der nu var kommet i mellem dem, kunne hun stadig fornemme lugten af brændt kød, hvilket fik hende til at tage en dyb indånding. "Du burde bærer den duft oftere, den klæder dig," hun så stift ind i hans øjne, uden noget tegn på frygt at sporer. Ej ville han slå hende ihjel, så havde han allerede gjort det, men han var kommet ind her og havde startet en krig, som Faith under ingen omstændigheder ville lade ham vinde. "Så skulle du ikke være kommet her for at skabe en krig!" hvislede hun og greb ud efter hans skjorte, for at tvinge ham ned i en højde hvor hun kunne få lov til at virke bare en smule mere farertruende.
"Hvor vover du?! Først brager du ind i min by, og gør krav på ting du ikke har ret til, og nu ønsker du pludselig at tage det som voksne mennesker?! Tal alt hvad du vil dit ynkelige fjols, så lang dit ønske er at udnytte og undertrykke mig, så vil dine ord ikke bringe frugt!! vrissede hun uden at blinke med øjnene en eneste gang.

[Jared Imaricha]

Sagen var vel, at de et sted, var afhængig af hinanden, selvom det ikke var noget, som nogen af dem, var meget for at sige højt. Jared vidste, at Faith var i besiddelse af kompetencer, som ville være ham en kæmpe hjælp, som omvendt. Hun for sin manglende tålmodighed, og måde at vende og dreje situationerne, hvor hun var ilter nok til at tage beslutninger og valg, samt stå ved dem. De kunne jo for pokker hjælpe hinanden, som de havde gjort så mange gange før. 
"Men dog stadig din datter," kommenterede han med en stilfærdig stemme. Cecilaya var uden tvivl gået hen og blevet en ung udgave af sin mor. En skam, at Faith ikke kunne se stoltheden i det, som det han var i stand til.

Det brændte, også selvom det var noget, som han for nu, måtte forsøge at se bort fra. Han rettede sig op, hvor han nu måtte forsøge at holde sig i skindet. Faith var virkelig irriterende! Han ville gøre alt for en smøg lige nu.. Det var det eneste, som egentlig slog ind i hovedet på ham lige nu! "Du er virkelig for meget," bed han af hende. Det der var overhovedet ikke nødvendigt!
Han havde startet en krig? Det var da hende som havde fulgt trop, og havde reageret voldeligt! Det var bestemt ikke ham, som havde gjort det! Han kneb øjnene sammen. "Jeg vil ikke påstå, at jeg startede den, før du begyndte med det... våben der," endte han. Navnet var han jo ikke just kendt med, kunne man jo sige. Det var virkelig bare et helvede af et våben, som han helst gerne så sig fri af!
Som hun tog fat om ham, og rev ham længere ned, fik ham til at.. le. Han fandt det her så dumt, og særligt fordi hun kun beviste for ham, hvor korttænkende hun egentlig var! Han rystede kort på hovedet. Denne gang var det ham som så rødt. Han plejede normalt ikke at hidse sig op, men hun gjorde det for pokker heller ikke nemt for ham!
"Du er en kvinde med et forfærdeligt temperament, Faith. Er det ikke på tide, at bruge hovedet til lidt andet, end bare at råbe og skrige af andre, som rent faktisk kun ønsker det bedste for vores race? Jeg har aldrig talt om at udnytte dig, eller holde dig under mig, som du har holdt mig under dig.. Det er slut!" Han rettede sig brutalt og voldsomt op, inden han tog fat om hende.. Varm som hun end var. Han skubbede hende direkte i retningen af sengen. "En leder er rationel og ser mulighederne i hvad der foregår omkring en.. Se dem Faith!" endte han med en fast tone.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hjælpen gav hun ham gerne hvis han gav sin i gengæld, men ej var hun villig til at lade stillingen gå således at hendes handlinger og arbejde skulle lægges i hans navn. Cecilaya var intet hun ønskede at snakke om, hvilket hendes blik gav ret kraftigt udtryk for. Bevidst sagde hun intet, kommenterede det ikke. Af Blod var Cecilaya hendes datter, den del var sandt, men børn havde kun fjernet hendes indre styrke såvel som Kimeya havde, det var slut ved at dvæle ved de minder! "Er jeg for meget? Det er dig som kommer her med bål og brænd og forventer at jeg overgiver mig. Du burde vide at det var en tabt sag," svarede hun hårdt. Hendes stemme var nærmest blevet hæs af alt den råben.
Den store respekt Faith med årene havde vundet for Jared, var forsvundet som dug for solen. Det eneste hun forestillede sig i sit lille hoved, hvor var dejligt og tilfredsstillende det ville være at se smerten i hans øjne når hun rørte ham med agielen.

"Du startede den i det samme øjeblik du kom ind af døren for at true mig fra min retmæssige plads. Jeg forsvarede mig kun med agielen!" argumenterede hun og trak hårdt i hans skjorte for at få ham ned. Det virkede tåbeligt måske, men hun var knap så farertruende når han ragede højt op over hende. Lyden af hans latter vækkede igen den indre ild. "Du kan lige vove på at le ad mig!" advarede hun og slap grebet om stoffet der var blevet krøller under hendes varme hånd. Hånden havde hun ment at svinge mod hans kind i en lussing, men i stedet fangede han den, idet han greb ud efter hendes arm og trak afsted med hende. Hans greb var hårdt nok til at det gjorde ondt. Hendes hjerte sprang et slag over, det var ingen hemmelighed at hun altid havde nydt hårdhændet behandling.
"I så fald husker jeg dig som bedre til ord! for mig lyder det ufejlbarligt som om du ønsker at jeg skal give dig hvad jeg har, min erfaring, min viden, min forretningssans for at ophøje dig! Hvorfor så ikke lade mig navn stå på det?! Det er typisk jer! Jer allesammen!! Alle ønsker I at tæmme mig, men ingen flamme kan tæmmes!!" råbte hun og forsøgte at stå imod, men hans stærke greb trak hende nærmest hen mod sengen. Hvad lavede han? "Mulighederne ser jeg, men jeg jeg bryder mig ikke om omstændighederne... og slip mig så!" hun forsøgte at rive armen til sig igen.

[Jared Imaricha]

Jared var efterhånden træt af, konstant at være den, der skulle stå i baggrunden, smile og vinke, og lade som alt var fint. Det havde han nu gjort i så forbandet mange år. Det var slut nu! Nu var det hans tid til at brilliere, og han havde uden tvivl også tænkt sig at gøre det. At Faith så derimod ikke ville vise sig særlig samarbejdsvillig, var jo et sted bare synd og skam. Han havde dog alligevel ikke tænkt sig, at gøre noget yderligere ved det.
"Jeg har altid den tid i verden, som er nødvendig, Faith. Du ved hvor tålmodig jeg kan være," endte han med en hård stemme. Han rettede sig op, så han denne gang, var langt større end hende. Ikke at der skulle meget til, men for pokker.. Han var da virkelig træt af lille Faith med den store mund!

Dette var uden tvivl en tabt kamp. Faith havde set sig sort på ham, og derfor vidste han allerede nu, at der skulle meget til, før dette ville ændre sig. Ikke at det var noget som han rent faktisk regnede med, men derfor var det da ikke mindre irriterende af den grund. "En handling mod ord.. Du er minsandten faldet bag på den," sagde han med en direkte stemme, inden han tog fat i hende. Ikke skulle hun slå ud efter ham. Meget kunne hun gøre, men selv han fik nok.. og denne gang, havde han uden tvivl fået nok!
Jared grinte.. Han kunne jo for pokker ikke lade være, da det her virkelig var komisk, og mere måtte det blive, da hun begyndte at grine af ham. Det var næsten det, som for ham, var det sjoveste af det hele. Han rystede kort på hovedet. "Hvornår har jeg givet udtryk for, at ville tæmme flammen i dig, når jeg ved, at det er umuligt, Faith? Jeg har set de andre fejle i deres forsøg, og jeg er ikke dum nok til at gøre dem fejlen efter!" Han puffede hende kraftigt fra sig, inden han endnu en gang søgte hen mod hende. Kun fordi det ikke gik efter kvindens hoved.. så skulle hun opføre sig som en unge.. Det kunne ikke være rigtigt! Han tog fat i hende igen, da han fast havde søgt efter hende. Denne gang rev han hende tættere på sig, hvor han tog omkring hendes kæbe, hvor han tvang hendes blik op mod sig.
"Lyt Faith... og lyt godt efter... Jeg tilbyder et samarbejde os to imellem, så vi kan få styr på det her hul igen! Dæmoner rejser herfra dagligt og rygterne går.. Hvordan tror du ikke, at det ser ud, udadtil.. Brug bare lidt af den fornuft, som jeg ved, befinder sig på den anden side af den stolthed. Dæmonerne har brug for mig, og de har brug for dig!" endte han med en hård tone.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Havde han grebet tingene anderledes an, havde der måske været en chance for at få en konstruktiv samtale ud af det, men denne gang havde han kun formået at gøre hende vred, og han burde vide bedre. Han havde følelser i klemme, det havde hun ikke, så hvis hun måtte slå ham ihjel først, for at få det som hun ville have det, så var det sådan det måtte være!"Aldrig nogensinde om jeg vil underlægge mig dig, uanset hvor megen tålmodighed du smører dig med!" hun nærmest skar tænder af ham. Det var lang tid siden hun havde været så vred, der var noget euforiserende ved det. Den styrke som hun følte i det indre, den varme og lettelsen over endelig at få nogle af de mange frustationer ud. Det var berusende på så mange måder.
Idet han rettede sig op, Gjorde Faith det samme men hvor det betød meget for ham, gav det hende kun få centimeter. Det var virkelig frustrerende!

Med overfladiske åndedrag trak hun vejret. Små svedperler havde lagt sig som en lille film på hendes blege ud, det kunne ses i faklens varme skær, næsten som havde hun elsket med ham, hvilket ikke var tilfældet! Dog var hun ligeså ophidset som hvis det havde været. Da han skubbede hende fra sig, havde hun nær mistet balancen, dog fangede hun den igen inden hun faldt. "Og alligevel er det præcist hvad du vil! Du ønsker overgivelse.. underkastelse.. At dit ord skal være endeligt, du er lige præcis ved at begå de samme fejl!" hun snappede efter vejret da han igen tog hårdt fat om hendes arm og rev hende ind til ham. Dog uden frygt, fandt hun hans blik og så ind i dem med det tætteste hun kom på et direkte køligt blik. De stramme fingre gjorde hurtigt kæberne ømme, men hun var kun dum nok til at forsøge på at rive sig fri én gang og den første og eneste gang, lærte hende hurtigt at det kun var mere smertefuldt. "Det lyder alt sammen meget godt. Foruden den del hvor det såkaldte samarbejde kræver at jeg giver dig min titel og selv træder ind i skyggen. Ikke tale om! Uanset hvor meget du end vil pledere for din sag, så er den tabt på forhånd. Slip mig!" sagde hun advarende og hævede sin hånd ud for hans håndled. Hvis ikke han selv slap, skulle hun nok tvinge ham til det.

[Jared Imaricha]

Jared havde måske startet ud med at dumme sig, hvilket nok ikke kunne komme bag på nogen. Endnu haltede han i visse omstændigheder, efter han selv havde været en tur forbi Dødens Rige, og ikke om han ønskede at melde sin ankomst på det sted igen, allerede! Særligt ikke hvis han ellers kunne blive fri for det! Øjnene kneb han derfor sammen. Han havde ikke tænkt sig at give op, og ej heller havde hun. Det skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant, for han bakkede bestemt ikke ud nu!
"Den stædighed, gør dig bestemt ikke gavn! Drop den hårde attitude, kun fordi at du ikke har fået tingene helt præcist, som du gerne vil have det," vrissede han let. Hvad han dog ikke ville give for en smøg nu!

Faith var uden tvivl den, af de to, som var mest oppe at køre lige nu. Ikke at det var noget som gjorde Jared noget, for hvis hun brugte sin energi først, gav det også ham en fordel på sigt. Han stirrede fast på hende. Han var hård ved hende, hvilket han altid havde været. Det var sin fordel at være en mand, hvor hun derimod.. var en lille kvinde.
"Du fortolker, Faith!" vrissede han med en fast tone. Var hun virkelig så snotdum, at hun ikke kunne se, hvad det her var, og hvad det betød? Det var da kun forbandet irriterende efterhånden, og det drev ham da til vanvid! Lige her, mindede Cecilaya da godt nok også om sin kære mor!
Grebet strammede Jared kun omkring Faiths kæbe, for at holde hende fast. At rive det til sig, vidste hun jo godt, kun gjorde ondt, så hun gjorde klogt i at lade være. Så smart var hun dog. Han stirrede hende fast i blikket. Hun hørte jo virkelig ikke efter. At hun tog mere fat om ham, sagde han intet til, da han et sted godt vidste, hvad han kunne forvente.. og kendte han hende godt nok, ville lugten af brændt kød snart brede sig i rummet igen.
"Hvem sagde noget om, at du skulle træde i skyggen? INGEN! Jeg beder dig trække dig fra titlen, hvor vi sammen kan udrette hvad dæmonerne har brug for. Det er bare mig, der ligger ansigtet til udadtil. Forstå mig ret kæreste, hvis du overhovedet er i stand til det.. Du ved, at dæmonerne har brug for noget nyt, og det er hvad jeg kan bidrage med," vrissede han. Igen skubbede han hende fra sig - yderligere mod sengen. Han måtte jo demonstrere sin magt på andet vis!

[Faith Jaceluck Marvalo]

De havde haft en forfærdelig dårlig start på den her samtale. Når Faith følte sig angrebet gik hun hurtigt i forsvar på alle tænkelige måder, og han skulle ikke komme efter så lang tids fravær, og sige at hendes arbejde ikke var godt nok, at hun var faldet af på den og at han ville være i stand til at gøre det bedre. Ingen af dem ville give sig her. Hun knyttede hænderne hårdt og borede neglene ned i det følsomme hud i håndfladen. Hver gang han åbnede munden blev alting kun meget værre. "Det samme kunne du. Den eneste grund til du er vred er fordi jeg ikke giver efter!" hun forsøgte at skubbe ham fra sig, mens hans greb var stadig for stærkt. Det var nok den største ulempe ved at være en kvinde overfor en mand, og særligt en af Jareds kaliber. Hvad pokker havde hendes mor set i ham? Hvad havde hun selv set i det egoistiske fjols? Det var tæt på at hun at var værre end Kimeya.

Energien brændte langsomt ud. Godt nok så ikke så meget at hun blev for træt til at råbe af ham, men des mere vre dhun blev, des mere af den energi forbrændte hun, men så langt rakte tankerne ikke. Hun nærmest nærede sig på den vrede. Da han ikke slap ved advarslen, lod hun de små fingre lægge sig på hans håndled. Det var for bredt til at hun kunne nå hele vejen rundt om, desuden var lidt af varmen falmet, så selvom der stadig lugtede lidt af brændt kød, så brændte hun ham ikke på samme måde som hans hals var blevet.
"Hvilket andet valg giver du mig? Ved du overhovedet hvad du selv vil?! Hun slap ham igen da det faste greb ikke lod til at have nogen effekt. Det hårde puf fik hende til at miste balancen denne gang. Hun faldt ned i sengen med sine flammerøde lokker dansende omkring sig. De hang vildt omkring sig da hun satte sig op i den. "Med andre ord er det dig som får alt glæden ud af mit arbejde. Alt jeg vil være er din højre hånd, tvunget til at lystre ordre fra en kujon, det er der ingen ære i! Jeg er færdig med at blive kontrolleret af mænd!! Fornuften forstår jeg, men jeg overgiver ikke min stilling til dig Jared!" fastslog hun og slog hånden ned i madrassen.

[Jared Imaricha]

Denne samtale, var ikke just gået som Jared havde håbet på, men efterhånden kunne man sige, at han vidste hvordan Faith skulle håndteres. Hun skulle have lov til at råbe færdig, og han skulle holde sig i live, samt smøre sig med tålmodighed. På et eller andet tidspunkt ville gassen gå af ballonen, og han ville være den, som kunne tage beder kontrol over den situation, som han nu måtte stå ved.
"Ligner jeg en vred mand, Faith?" bed han af hende, som han igen vendte blikket mod hende. Hvis hun kaldte det her for vred, så kendte hun ham da tydeligvis ikke! Kimeya var en mand, som havde begået fejlene, og denne gang, var sagen noget helt andet.. Han havde ikke tænkt sig, at begå de samme fejl, som de havde gjort. Han havde helt andre planer, og helt andre tanker ved dette.

Varmen bredte sig, og atter måtte lugten af brændt kød brede sig i lokalet. Selvom han denne gang, ikke valgte at hidse sig op, så kunne det stadig mærkes i luften. Han stirrede fast på hende. Han var langt større.. bredere og stærkere end hende, og dette kunne naturligvis også godt mærkes, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han kneb øjnene sammen.
"Du hører virkelig kun, hvad du gerne vil høre, kære Faith.. slå de ører ud, og hør efter, hvad jeg siger.. Jeg har ikke tænkt mig, at tvinge dig i den skygge, som du har tvunget mig i, efter alle de forbandede år, som har passeret!" Han skubbede hende kraftigt fra sig.. Hvorfor tændte det ham, at hun gav ham igen? Elanya havde bakket ud.. blevet bange for ham. Det var ikke noget som Faith gjorde.. Ja, tanken om, at han havde været på 3 generationer af den samme familie, var virkelig ækkel for ham at tænke på! Ikke en tanke, som han ville gøre sig nu.. Det var nu, at han skulle tage sig sammen, og ikke gøre sig alverdens tanker, som han slet ikke burde gøre sig! Han trådte hen til kanten af sengen, hvor han lænede sig frem, ved at sætte hænderne i sengen.
"Vi regerer sammen, Faith.. Det er det, som jeg vil have!" fastholdt han. Nu kunne hun da ikke være så dum, at afvise det! Selv hun måtte da kunne se det rationelle i dette!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det kunne tage meget lang tid før Faith var færdig med at råbe, desværre så tog det frygtelig mange kræfter for hende. Allerede nu kunne hun mærke at det var svært for hende at opretholde den varme overflade, stadig var hun varm, men det var en mere naturlig en af slagsen som han næppe ville komme til at brænde sig på. "Sådan som du kaster rundt med mig, så skulle man tro det. Uanset er du tilsyneladende utilfreds med at jeg ikke bare giver efter. Var det hvad min mor gjorde?" spurgte hun direkte. For nu blev hun siddende på sengen hvor han havde skubbet hende hen.
Efter så mange år havde Kimeya vist sig uværdig, Lucifer havde det samme, Nathaniel ligeså og nu Jared. Langsomt begyndte Faith at forstå Jaqias mistillid overfor mænd. Det var en bunke ubrugeligt skidt alt sammen!

Jareds truende adfærd skræmte hende på intet tidspunkt. Jovist havde han truet med at slå hende ihjel overfor alt og alle, men af visse grunde var Faith ikke urolig for at han ville gøre det. Hun vidste at hun holdt en betydning for ham, et eller andet sted havde hun nok også altid været klar over hans fascination af hende, hvilket hun havde brugt til at holde ham på plads, netop fordi hun altid havde vidst hvad han var i stand til at gøre. "Altid har jeg vidst hvad du var i stand til, Jared. Det var jeg nødt til netop for at undgå dette!" indrømmede hun hårdt. Der havde altid være ten risiko for at han en dag ville gå op imod hende, og nu var dagen endelig kommet. I takt med at han lænede sig ind over sengen, lænede Faith sig en smule tilbage og greb ud efter hans skjorte igen for at holde ham der. Der var ikke langt mellem dem, ikke mere end et åndedrag. I det mindste var de mere jævnbyrdige sådan. "Så hvorfor skal det være enten eller? Hvorfor skal du være den som bærer titlen, hvis min stemme vægter det halve?" spurgte hun i en fjendtlig hvisken. Nu skulle hun trods alt ikke strække sig.

[Jared Imaricha]

Faith var den, som brugte sin energi, og det var det som passede Jared mere end fint, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han smilede let for sig selv, ved tanken om det. Han kunne jo mærke på hende, at dette var noget som kørte hende træt, og det var uden tvivl også noget, som han havde tænkt sig, at udnytte nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Hans blik hvilede intenst på hendes skikkelse. At hun absolut skulle bringe Elanya på banen, var derimod noget, som fik ham til at se rødt. Han havde elsket Elanya.. Det var misforståelser, der havde kostet hende livet, og derved også kostet ham det forhold, som han havde håbet på.
"Hvorfor? Er du da jaloux?" spurgte han direkte. Hvad han havde gjort sammen med Elanya, samt hvad deres ellers så kortvarige forhold havde bygget på. At der var kommet to børn ud af det, var jo så en anden sag. Han havde om ikke andet, så gjort det, så godt som han kunne ud fra det.

Langsomt lænede Jared sig frem mod hende, hvor han fast stirrede i hendes øjne. Hvorfra kom den pludselige trang til at kysse hende? End ikke det, var noget som han kunne gøre her. Det ville på ingen måder ære ham til hjælp! Han spændte i sine arme, som han fast stirrede i hendes blik, nu hvor han var kommet hende så tæt på. "Hvis du har vidst, hvad jeg var i stand til, burde du ligeledes, også have set dette komme, kæreste.. Jeg vil ikke være i skyggen.. Jeg vil anses som en ligemand.. Ikke en der skal kravle rundt på gulvet og lave det beskidte arbejde.. jeg er færdig," endte han med en fast tone.
Hovedet lod Jared søge på sned, hvor han kort måtte lade blikket glide til hendes læber. Så fristende, det var at kysse dem! Han bed tænderne fast sammen. "Du fattede alvoret, kære Faith. En skal lede racen.. der kan ikke ære to i ledelsen med en titel, vel? Det er på tide, at du officielt trækker dig.. vi bærer titlen sammen.. jeg lægger bare ansigt til.. Det burde vel sagtens kunne arrangeres?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Det var efterhånden ved at irritere ham, at hun skulle være så.. stædig og så stolt!