Time to put out the fire

[Jared Imaricha]

Faith havde altid været en kvinde, der havde haft en meget stor betydning for Jared, og derfor ønskede han ikke, at se på hende.. Han ønskede ikke, at stå og se på de andre dæmoner tæske livet ud af hende. Og nu hvor hun værnede så meget om de dæmoniske skikke og traditioner, så han ikke noget andet valg, end at handle ud på det her.
Tankerne som kørte i Faiths sind, var nogen, som han uden tvivl, var i stand til at høre, også selvom han ikke gjorde noget ved dem.. Ikke før han synes, at hun havde været igennem nok, og valgte at afbryde det. Dæmonerne trak sig på et øjeblik, som han havde ladet ordene flyde, og søgt tilbage til arbejdet, som de nu skulle. Nu skulle dette nemlig vise sig, at være hans bord, hvilket skam også var noget, der passede ham mere end fint.

Selvom Faith lå der, næsten ude af stand til at bevæge sig, var der fuld aktivitet i hendes sind. Alle de tanker.. alle de billeder. Kunne hun finde på det? Jared knælede ved hendes side, kun for at lade hånden stryge over hendes kind i et blidt, og næsten kærligt kærtegn. Hun ville slå ham ihjel.. Hun skulle være mere end velkommen til at forsøge i hvert fald.
"Du ærer vores skikke og traditioner.. Og går det ud på dæmonisk kunne, har jeg slået dig på fair vis, min kære.. Jeg giver dig muligheden.. Du kan stadig nå at slå dig til mig," sagde han med en ærlig stemme. Ikke ønskede han at miste hende. Han vidste jo godt, at han på sigt, ikke kunne undvære hende. Problemet var jo også bare, at hun var klar over det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Der var ingen følelser som bandt hende, og slet ikke nogen som var stærke nok fra at afholde hende i sine mange tanker. På nuværende tidspunkt gik alt energi på at overleve dette, men så snart hun genvandt.. hvis den chance ville byde sig, så ville hun næppe tøve med at rive hjertet ud af brystet på ham, og ligefrem nyde det. Aldrig ville hun blive hans undersåt! Aldrig!!
Udmattet slog hun hans hånd væk, og så på ham med øjne der lynede. Engang havde han været en ven, en hun havde stolet på, og nu så hun fryd i hans blik, hun så triumf og havde lyst til at kvæle ham for det. Desværre ejede hun ikke styrken til det lige nu. "A-aldrig!" svarede hun med den beslutsomhed hun orkede, hvilket ikke var det halve af hvad man under andre omstændigheder ville høre hende med.

Hendes grønne øjne havde brændt sig fast i hans. Ud af luften greb hun ud efter hans hånd og førte den til sin hals, som hun tidligere på aftenen havde ført den til sit bryst med helt andet formål. Et formål med nydelse og begær, hvor det nu kun var med vrede og foragt. Lige i dette sekund var det som om at livet allerede var ebbet ud i hende. De små fingre lukkede sig om hans, og tvang ham til at klemme en smule om hendes strube, mest for at billedliggøre hvad hun ønskede han skulle. "G-gør de-det, Kujon" hvislede hun gennem sammebidte tænder, velvidende om at han aldrig kunne få sig selv til det. Uden ham var han en tabt sag på forhånd, og det frydede hende, for hun kunne afholde ham fra at få alt det han drømte om.

[Jared Imaricha]

At Faith var vred, var slet ikke noget, som kom bag på Jared i øjeblikket, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han trak kort på smilebåndet. Så nemt, som det havde været, men han havde jo givet hende muligheden, for at gøre det på ordentlig og fredeligste vis. Han var ikke en leder, som gik ind for mord. Han ønskede et stærkt folk, som levede og styrkede hinanden. Det gjorde man ikke ved at bekæmpe hinanden indbyrdes! "Du er vred, Faith.." pointerede han kort for hovedet. Efterhånden, var det ved at irritere ham temmelig voldsomt, at hun skulle reagere så voldsomt.
Hånden som hun brugte nogen af sine meget sparsommelige kræfter på at slå væk, indikerede jo trods alt kun dette for ham. Ikke at han tog det tungere end som så, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han rystede kort på hovedet. Den stædighed, var da tydeligvis noget, der lå i familien. Han havde set de samme kvalifikationer ved hendes kære datter.

Hånden som hun denne gang tog mere fat om, og lagde mod hendes hals, som hun ønskede at han skulle kvæle hende. Fordi at det var et ønske, som han havde tænkt sig, at imødekomme! Han havde andre planer, hvilket hun udmærket godt vidste.
Med den anden hånd, løsnede han hendes greb omkring hans fingre. "Tror du virkelig, at jeg har tænkt mig at slå dig ihjel?" spurgte han direkte. Han lod hånden i stedet for, hvile tæt ved hendes hoved, alt imens han kun sendte hende en fast mine. "Du kan være så vred på mig, du overhovedet vil, min kære.. Jeg har ikke tænkt mig at ende dit liv." denne gang tog han i stedet for omkring hende, ved at lukke grebet om hendes ryg og knæ, for at rejse sig med hende i armene. Velvidende om, at hun ikke ville kunne gå selv, forlod han den store sal, og søgte mod hendes gamle værelse - hans nye med hende. At dø var ikke hans plan med hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var netop hans fredelige sind som ville gøre ham til en forfærdelig leder! Lige nu var hele hendes krop brændvarm af ren og skær vrede, som hun ikke var i stand til at lukke ud fordi energien ikke var til det. Alligevel svor hun for sig selv, at han en dag ville lade livet for hendes hånd som hævn for det han netop havde påført hende her. "G-gud fanden e-er j-jeg så-så," svarede hun ærligt. Godt nok havde han advaret hende, men det gjorde det ikke bedre! Der havde han stået med ryggen til og nægtet at se på dæmonernes behandling af hende, og frem for at slå hende ihjel, så holdt han på at tage sig af hende?! Ikke tale om!! Bestemt forsøgte Faith at lukke hans fingre mere omkring hendes slanke hals, men med den ringe styrke hun i øjeblikket besad, var det ikke svært for ham at fjerne dem fra hans hånd, én efter én til hun til sidst lod hånden falde overgivende bort.

"G-gør det. Vi-v-vis d-dit værd," fremstammede hun og mærkede en ubehagelig smag af blod i munden som hun kom til at hoste. En del af det , faldt på hans skjorte. Det her var uanset næsen mere ulideligt! Det skar i hele hendes krop da han trak hende op i sine arme, som hun faldt slapt hen i. End ikke hovedet orkede hun at holde, så det hang halv om halvt ud over hans arm med de lange flammerøde lokker der nærmest nåede jorden. Det kammer som hun i mange år havde kaldt for sit, havde ikke været overtaget af andre end hende, og det ville heller aldrig blive hans! Det skulle hun nok sørge for.

[Jared Imaricha]

Den stædighed som Faith viste sig med, var slet ikke noget som kom bag på Jared. Det kunne godt være, at han udadtil, var en mand, der tog tingene meget stille og roligt, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ville gøre det på sigt, hvis han fik en grund til andet. For nu, havde dæmonerne taget fint imod ham, og de havde lystret. Man skulle jo starte et sted. Deriblandt, ønskede han heller ikke at blive kendt som en leder, man var bange for, som hun havde været. Han ønskede at finde styrken andet steds.
"Jeg har stadig ikke tænkt mig, at tage dit liv," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Det var vel også til at forstå, når han havde sagt tingene en gang?

At lade Faith ligge her til sin død, var ikke noget som Jared havde planer om. Han havde ganske vidst advaret hende, og nu var det jo så også gået op for hende - på den hårde måde, at han rent faktisk havde ment alvor i det, som han havde sagt. Det kom vel bag på hende, at han havde fundet på at gøre det her? Nu var det hans tur til at brilliere, og det ville han bestemt ikke lade hende ødelægge! Dog valgte han at løfte hende i hans stærke arme.. hoste blod og andet, på ham, hvis det var det, som hun følte for, for i stedet at bære hende mod sit gamle kammer - det som nu var blevet hans.
Jared lagde derfor Faith på sengen, og satte sig ved siden af. Hun kunne være vred på ham, alt det som hun ville, og det ville intet forandre for hans vedkommende. Ikke det fjerneste. "Jeg beviser ingenting, ved at tage dit liv. Desuden ved jeg, hvad det på sigt, vil koste mig," pointerede han kort for hovedet. Han rystede på hovedet. Hun var virkelig blind af sin egen vrede.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Mange havde udvist ærefrygt overfor Faith, hun havde sat en dyd i at gøre så mange som muligt bange for hende, udelukkende fordi det var et bedre middel til at nå sit mål. Dæmonerne var anderledes, de vidste at de kunne komme til hende, men de kendte ligeså konsekvenserne af at gå imod hende. Man kunne ikke lede et folkefærd på baggrund af empati og retfærdighed, hvilket Jared tids nok skulle finde ud af, og til den tid ville han uanset komme til at tigge hende om hjælp, det gjorde han jo til dels allerede.
Frem for at kommentere på det, sendte hun ham et fyrrigt blik og prustede gennem sammenbidte tænder. Smerten viste hun ikke på noget tidspunkt, men hun følte den. Hele hendes krop skreg. I situationer som disse priste hun sig lykkelig for den træning hun havde fået.

Igen lod Faith sig falde hen i den rodede seng, med tanker om hvad der var hændt for kun et par timer siden. Hvordan han havde rørt hende og hvilket behag det havde givet hende, i forhold til nu hvor alt brændte og sved som hun ikke før havde oplevet det. "G-gør du d--det ikk-ikke, v-vil det ko-koste d-d-d-dig dit l-liv," fremstammede hun og lukkede øjnene. Efter dette ville han ikke få hendes hjem, hun ville stadig kæmpe for sine dæmoner, men hun ville ligeså kæmpe for at få ryddet ham af vejen og hun var ikke halvt så barmhjertig som han havde vist sig at være! Efter et øjeblik med lukkede øjne, lukkede hun fingrene om sengetøjet og forsøgte stædigt at sætte sig op, det sved og skar fra de mange sår hun havde pådraget sig. "J-jeg har br-rbug for en he-healer," påpegede hun skarpt. Kun sådan kunne hun tage sin hævn over ham.

[Jared Imaricha]

Jared havde måske en meget alternativ måde at gøre det her på, end hvad der var typisk og normalt for en dæmon, men det var derimod også det, som han ønskede at lære dem. At man ikke behøvede at ty til vold og magt, for at få tingene, som man gerne ville have. Det var i hvert fald således, at han havde det med tingene. Han kneb øjnene svagt sammen, som hun endnu lå og skældte ham ud, uden at hun egentlig var i stand til at gøre noget ved det. Fyrig, som hun altid havde været, så skulle det bare ikke have lov til at ødelægge noget. Han ønskede ikke, at det skulle have lov til at ødelægge noget, og han lod det heller ikke.
"De skal være velkommen til at prøve, og de vil hurtigt blive overrasket. Din død derimod, er det, som vil placere mig i de værste situationer," pointerede han med en rolig stemme. Hun kunne være vred på ham, alt det som hun ville, og det ville intet ændre for hans vedkommende. Ikke at han havde tænkt sig at lave det om. Overhovedet ikke.

Hånden hævede Jared endnu en gang, for at lade den stryge over hendes kind med en rolig mine. Han så ikke nogen grund til at handle og reagere sådan med den vrede. Hvorfor overhovedet? Hun vidste, at det var spild af energi. "Så du for alvor kan komme til at slå mig ihjel? Du vil få hvile, og så vil jeg tilse dig personligt," sagde han kort for hovedet. En healer ville hun ikke få. Han ville samtidig have at hun tænkte tingene igennem. Han rejste sig igen. Han skulle jo bruge remedier her.

[Faith Jaceluck Marvalo]

De var dæmoner ikke engle! Faith havde altid været imponeret af Jareds evne til at tænke klart og til at bevarer roen, men dæmonerne var et voldeligt folkefærd, hvis han ødelagde det, så ødelagde han alt det de var. Mange tanker krydsede hendes sind, eder og forbandelser som hun ikke kunne overskue at sige højt. Den jernagtige smag af hendes eget bod generede hendes tunge, men hvad var der overhovedet at gøre ved det? For et kort øjeblik lukkede hun øjnene og lod sine fingre knuge omkring sengetøjet under hende. Det var først da han igen talte, hun tvang blikket op og forbød sig selv at lukke det i igen i frygt for så at døse hen.
"D-død el-eller levende j-jeg vi-vil ik-ik-ikke være t-til me-meget hjælp," fremstammede hun atter. Enten gik hun i døden og så ville han miste sin stærkeste ressorucer, eller også overlevede hun og gjorde alt for at få ham væk!

Denne gang orkede Faith end ikke at slå hans hånd væk, men hendes tanker var ikke til at tage fejl af. Uanset hvad kunne han ikke ligge her og opretholde hende som svag til evig tid og han ville ikke slå hende ihjel, så før eller siden ville hun genvinde sin styrke, og så kunne man roligt sige at han ville få problemer.
Dog så hun nærmest endnu mere mærkeligt til da han rejste sig for at finde nogle ting. "D-du ved i-ikke e-en sk-skid om h-healing," påpegede hun og rynkede lidt bekymret på panden. Godt nok havde han boet med Nathaniel i mange år, men det havde hun ogs¨å og hun vidste kun hvad der var absolut nødvendigt.

[Jared Imaricha]

Jared var rolig, og han havde sine måder, at se på tingene på, hvor han også vidste, at Faith nok næppe var enig med ham, og aldrig ville blive det. Alle de tanker, som kørte rundt i hovedet på hende, og han vidste, at hun ikke ville tøve med at benytte dem, dersom hun fik en mulighed for at kunne gøre det. Han selv vidste at dæmoner var et morderisk og farligt folkefærd, hvilket han selvfølgelig ikke havde tænkt sig, at ødelægge, men det var bestemt ikke ensbetydende, at han behøvede at rende rundt i en kæmpe blodrus. Det så han da overhovedet ikke nogen grund til.
"Du kan, om du vil," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Han selv tog det ikke så frygtelig hårdt endnu. Hun var vred over, at hun lige havde mistet det hele, og det var ikke just noget som gjorde det meget bedre. Han var måske ikke den, som var bedst kendt med healing og den slags, men han vidste hvad han ville give hende.
Jared rystede kort på hovedet. "Du får den behandling, som jeg vil give dig, og mere får du ikke i denne omgang." sagde han kort for hovedet. Denne gang var det nemlig ham, som skulle tage kontrol over det! Han fandt lidt, som han kunne bruge, og noget som han kunne rense med, inden han søgte tilbage til hende igen. Han satte sig ved hendes side.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith lukkede øjnene og forsøgte at trække vejret dybt frem for at pruste så han vidste at hun havde ondt. Det var nok ret naivt at skjule den slags for en mental dæmon, og særligt en der kendte hende så godt som Jared gjorde. Stadig kunne hun ikke komme sig over hvor meget han havde svigtet hende, hvor meget hun havde delt med ham og lukket ham ind, nu kun for at blive tvunget i knæ.
En dag ville han ligge for hendes fødder igen, død og borte, det svor hun med sig selv! I et forsøg på at tackle smerten kneb hun øjnene sammen og satte neglene i sengetøjet under hende, det samme som de blot kort forinden havde elsket i.. hvis man da overhovedet kunne kalde det, for det.
"S-sandt jeg vi-vil ikke," fremstammede hun og forsøgte at lyde meget kold og skræmmende, men selv efter alle de år, var det ikke gået op for hende at det næppe var hendes tonefald som skræmte nogle, ligesom det nok heller ikke ligefrem var hendes udseende, men hun havde et ry og rygte som var baseret på en lang række handlinger der faktisk havde fundet sted.
"S-så la-lad mig d-dø. Je-jeg har mæ-mærket d-d-din hånd på mig n-nok! Kv-kvalmende," hun prustede anstrengt over at skulle tale så meget og besluttede sig for at lade være. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham lægge hånd på hende igen, så hun forsøgte i stedet at rejse sig, ikke at det gik godt. Hendes krop var fuldstændig forslået, men ømheden kunne hun se væk fra, det var noget andet. Hun afviste ham blankt. Fra og med i dag holdt han ingen status, ingen værdi for hende og hun ville ikke helme, før hun kunne begrave ham i bitter hævn!

[Jared Imaricha]

Jared havde måske svigtet.. Som aldrig nogensinde før, men gjorde det overhovedet nogen forskel? Det var på tide, at dæmonerne fik noget nyt, og det var noget, som han uden tvivl havde tænkt sig, at give dem. Nu hvor han havde muligheden for det og havde fået de titler, som skulle til, så havde han bestemt ikke tænkt sig, at stoppe med det! "Du kan være så sur, som du overhovedet har lyst til, men når du falder til ro, vil du se, at der er fornuft i hvad jeg siger, og hvad jeg ønsker," sagde han direkte. Hun kunne være vred, om det var hvad hun ville, og det ville ikke gøre nogen forskel for ham.
Faith havde det ikke godt, og han kunne jo se, at hun havde ondt. Det var noget, som han gerne ønskede at gøre noget ved, for det var slet ikke hans intention, at hun skulle ligge og have det på den måde. Han lod hovedet søge på sned. Den lille førstehjælpskasse lagde han roligt fra sig. Han havde endnu ikke tænkt sig at slå hende ihjel, og det måtte også efterhånden gå op for hende.
"Ville jeg slå dig ihjel, så havde jeg gjort det," fortsatte han afvisende. Det var jo ikke ligefrem noget, som han gjorde nu, trods alt! "Du er mere værd i live for mig, end død," tilføjede han denne gang med en meget direkte stemme. Han lænede sig en anelse over hende og med en fast mine. Hun var vel bare for vred til at se det?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Selv hvis Faith var enig med ham på visse politiske punkter, så ville hendes had for evigt vokse over den beslutning han havde taget om at vende hende ryggen. Ud over Kimeya og Nathaniel, var der ingen mand som kendte hende bedre end han gjorde, og det var ydmygende at finde ud hvor stor en fejl hun havde begået ved at lukke ham ind. "O-om jeg s-så bl-bliver så rolig a-at jeg fa-falder i søvn, s-så vil d-det stadi-stadig ikke v-være okay," fik hun frem og lukkede øjnene for et lille øjeblik. Det gjorde ondt, men hun var vant til at bide smerten i sig, så hun lå der bare og stirrede op i loftet for ikke at lade sig friste til at bruge energien på et forsøg på at slå ham ihjel.
Det virkede allerede som evigheder siden de havde været forbundet af kræfter som ingen af dem havde kontrolleret, og nu ville hun næsten ønske at det øjeblik aldrig var stoppet, for det her var ydmygende. Da hun mærkede tårerne vælde op og gøre hendes øjne våde, lukkede hun øjnene for ikke at lade dem være synlige for ham.
"E-er du si-sikker på det?" spurgte hun spydigt. Lige nu var det eneste hun kunne udtænke halvtreds forskellige måder at slå ham ihjel på, det ville næppe komme ham til gavn, for hun havde ikke for et øjeblik tænkt sig at skulle hjælpe ham med noget som helst.
Den mørke skygge der lagde sig ind over hende, slog hun blikket op og så direkte ind i hans, med samme vrede.

[Jared Imaricha]

At Faith var vred på ham, var ikke nogen nyhed, og det stod han hellere end gerne fast på i den anden ende. Nu hvor hun lå der, og var for svag til, at hun overhovedet kunne gøre noget ved ham, passede det ham mere end udmærket, at gøre det. Han ønskede ikke at slå hende ihjel, og han stod fast på, at han fandt hende langt mere brugbar i live, end død, for det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Han kunne jo godt bruge hende! "Hvis du tror, at jeg har tænkt mig at slå dig ihjel, så kan du lig så godt tro om igen.. For det har jeg ikke. Desuden.. du har brug for den hvile, hvis du vil gøre dig nogen forhåbninger om at heale oprigtigt," sagde Jared denne gang med en kortfattet stemme.
Sagen var vel, at han ikke kunne lide, at hun var så sur på ham, som det hun tilsyneladende måtte være lige nu? Han sukkede let, inden han trak sig en smule tilbage igen, hvor han lod blikket søge hendes skikkelse igen. Det var sødt, når hun var sur, men ikke, når det var så slemt, som det tilsyneladende var lige i øjeblikket. Det derimod faldt ikke i hans gode smag.
"Vi har brug for hinanden, Faith," sagde han oprigtigt. At lede dæmonerne uden hende ved sin side, ville uden tvivl gå hen og blive en kæmpe udfordring, hvilket han allerede nu, var helt klar over.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var ikke noget nyt at hun var vred, men forslået og ydmuyget, bragte hende til nogle helt nye højder inden for vrede. Lige nu følte hun ikke andet end had til den samme mand, som hun havde følt enorm længsel og begær til for kun timer siden. Hun lukkede hænderne om sengetøjet mens han plejede hendes sår. Det i sig selv gjorde ikke ondt, det var nok nærmere den psykiske smerte lige i øjeblikket. "M-måske ikke, m-men jeg vi-vil ikke stå ti-tilbage fra at sl-slå sig ihjel, så sn-snart jeg k-kommer op igen," advarede hun gennem sammenbidte tænder. Den mand fortjente at blive kogt indefra! Lige nu havde hun ikke energien til det, hvilket Jared skulle føle sig meget glad for.
Hendes bryst hævede og sænkede sig overdfladisk i en lidt urolig rytme, hvilket afslørede at hun virkelig havde ondt, selvom hun lå det og spillede hellig, hvilket var ret naturligt for hende.
"Nej d-du ha-har brug f-for mig," rettede hun koldt. Lige nu havde han ingen funktion for hende overhovedet. Hun ville helst bare have lov til at lægge sig ned. Det var virkelig en kamp for at holde sig vågen. Hun lukkede sine øjne og nød hvordan mørket omsluttede hende en lille smule, ikke at det var hendes stærke side, men man kunne fornemme lyset omkring desuden var Jared der jo. Hendes krop narrede hende. Hvor hun kunne ville have lukket øjnene for en stund, orkede hun ikke at åbne dem igen, og hun gled ind i en urolig og meget øm søvn i stedet for.

//Out

[Jared Imaricha]

Jared vidste, at hun var vred, men det var vel kun frem til at hun begyndte at tænke klart igen? Det var den tanke, som han ville holde fast i, om ikke andet, og han agtet at gøre det. "Du vil slå mig ihjel?" spurgte han direkte. Han tog det ikke så ungt. Hun var jo desuden også kendt for at kaste rundt om sig med trusler. Desuden kendte han hende.. Han tvivlede på, at hun ville gøre det.. men måske bare give ham en kraftig lærerstreg? Det - i hans optik, var to helt forskellige ting.
Jared plejede hendes sår.. Sikrede sig, at de var rene og fine. Hun kunne spille så hellig som hun ville, og han vidste, at det var skuespil. Han vidste, at dette var noget, som havde gjort ondt på hende. Ikke at han havde tænkt sig, at pointere det, for det ville da være komplet idioti, at prikke til dragen nu.
Søvn havde hun brug for. "Det har jeg," medstemte han direkte. Han så overhovedet ikke nogen grund til at flygte fra den sandhed, når den nu var en del af det hele. At hun så faldt i søvn, sagde han intet til, for hun havde brug for det. Han smilede svagt for sig selv. Han strøg hendes kind, hvor han forsøgte - mentalt, at fjerne den uro, som hun nu måtte føle i sindet.. Hun skulle jo komme sig, så det krævede jo, at hun fik en god hvile. "Sov godt," endte han. Han ville sidde og vogte over hende.

//Out