Time to put out the fire

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jared havde været en simpel skygge under hende. Altid havde hun værdsat hans væsen og hans idéer men han havde ikke den nødvendige styrke til at lede et helt folk, hvilket han vel ville indse før eller siden om han besluttede sig for at fuldfører sit vanvittige projekt. Trods han sad med ryggen til, nikkede hun bestemt som svar på hans ord og så lidt forvirret til da han pludselig fangede sine bukser. Her sad hun helt blottet, og han begyndte at klæde sig på? typisk mænd!
Fornærmet var hun, men det ville kun være ydmygende at vise, så i stedet kravlede hun ud af sengen og gik hen for at fange sin egen kjole som lå for fodenden af sengen. Denne kastede hun over hovedet og rettede den til, så den igen sad perfekt hen over hendes spinkle skikkelse. Hun sagde intet men lyttede.

"Den slags underlige ting sker. Jeg vågnede i en flamme. Som en fønix der bliver genfødt, her i Appolyon. Det må være et tegn på noget," konstaterede hun og placerede begge hænder på sine hofter. Lysende grønne øjne, rettede sig mod hans skikkelse og tog hans ansigt i betragtning. "Din hånd vil være mere nådig end deres. Valget dit i det endelige, men vid at jeg ikke giver mig for dig," sagde hun ærligt. Hun kendte dæmonerne, deres natur og kultur, og ingen var villige til at give slip på den. "Så.. tager du den fornuftige vej og bakker ud, eller skal jeg virkelig udfordre dig derude?" spurgte hun direkte. I så fald ville det blive hendes endelige, men det skræmte hende af en eller anden grund ikke.

[Jared Imaricha]

Jared havde været en skygge i alt for mange år, og det var ikke noget, som han kunne gøre det største ved, hvilket han vidste. Dog havde det efterladt ham med en anden vide om hende, end hvad hun nok ville ønske, at han havde. Tænkte hun overhovedet den del igennem? Alt det, som de havde delt i årenes løb? Han kendte alle hendes svage og stærke sider. Som det naturligvis også var gengældt, men hvad var der at gøre ved det?
Om hun var fornærmet eller hvad hun var, kunne han i princippet være ligeglad med. Det var bare på tide, at der skete noget, og at nogen tog hånd om dæmonerne, når der var så meget uro rundt forbi, og ja, han var overbevist om, at det var noget, som han sagtens kunne, hvis det var det som han ville.

Jared himlede let med øjnene. Hun var vågnet her.. Han var vågnet op et sted som han slet ikke kunne huske hvor var, og uden en trævl på kroppen. Nok ikke ligefrem hans heldigste øjeblik. "Dit kald er naturligvis her, hvilket jeg ikke er i tvivl om at det er. Jeg giver dog ikke bare op uden en grund," pointerede han let. Hun kunne blive så hidsig, som hun overhovedet ville, uden at det ville gøre nogen forskel for hans vedkommende.
At slå Faith ihjel, var slet ikke en mulighed. De havde brug for hinanden. Forskellen var jo så bare, at han ikke var bange for at stå ved det. Han fandt efterfølgende skjorten, som han ligeledes kastede om sin egen krop. Sidste gang, blev dette nok næppe. "Du kender mig, når selv jeg, har sat mig noget i hovedet. Før eller siden, Faith.. Før eller siden." Kampen ville han ikke tage op, lige nu om ikke andet.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Deres mange år lange venskab betød intet i dette henseende. Stadig ville Faith ikke bukke under for ham eller for nogen anden, om ikke andet kunne hun forsøge at bevarer sin egen værdighed så meget som det nu var hende muligt, og skulle hun dø i forsøget på at forsvare dæmonerne, så gjorde hun det hellere end gerne, velvidende om at de ville få en værdig leder som efterfølger, der var trods alt ikke fordi hun anså Jared som uværdig.
Tæt stilte hun sig på den store flamme i rummets midte og lod den varme hende, mens hun stod og nød det sidste glimt af Jareds krop. Hvis dette skulle være hendes endelig og hun fra nu af kunne tælle dagene, så var hun om ikke andet glad for at de havde udlevet deres drømme og fantasier. Desværre gik timerne for hurtigt. Hun sukkede og lod armen falde slapt ned langs sin side i stedet for.

"Det beder jeg dig ej om, jeg beder dig blot om at tænke på konsekvenserne," hun bukkede sig elegant ned og fangede agielen som ligeså var endt på gulvet. Smertefulde bølger gik igennem hende, men det fraholdt hende ikke fra at lukke sine fingre omkring den, kun for i stedet lægge den på skrivebordet. Begge vidste de at de havde brug for hinanden, det var nærmere detaljerne som de havde svært ved at nå til enighed om, for Faith brød sig ikke om at blive regeret over og styret. Det havde hun fået nok af efter Jaqia, efter Memphesto.. Kimeya.. listen var alt for lang, og ingen af gangene særligt succesfulde. "Lad mig endelig vide," hun gik ham i møde og stoppede op foran ham, kun for selv at knappe hans skjorte. "Jeg frygter dig ikke. Men jeg vil udvikle et had og en frustration hvis jeg lod dig gøre det.. så under alle omstændigheder takker jeg dig for i nat," hun trak ham ned til sig og plantede et flygtigt kys på hans læber.

[Jared Imaricha]

Jared var slet ikke interesseret i, at dette skulle være på bekostning af Faith og det som de havde opbygget igennem alle disse år, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lave om på. Det var bare en skam, at hun ikke kunne se hvor han ville hen med det. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som han denne gang havde fået tøjet på igen. Det var selvfølgelig en skam, at det var sådan her, at det skulle ende. Var de uvenner? Fjender? Venner? Han vidste det faktisk ikke. Han rystede kort på hovedet. Hvor var det hele dog irriterende og forvirrende!

"Og det samme beder jeg dig om at gøre," pointerede han med en rolig stemme. Han så ikke nogen grund til at hidse sig op, også selvom hun måske var af en lidt anden holdning og mening, så kunne han ikke være mere ligeglad.
Han så blot til som hun selv måtte tage klæderne på, og søgte tættere på ham endnu en gang. Mere nåede han dog ikke at sige, før hun havde taget fat om ham, revet ham tættere på, og skænket ham et kys. Han gengældte det dog uden at tøve. Dette havde uden tvivl været en nat, som han sent ville glemme, og det var han heller ikke bange for at fortælle hende. "Hvis du tror, at jeg er færdig med dig, så tager du fejl, min kære.. jeg ved, at jeg har sat noget i dine tanker og dit sind.. som du ikke vil kunne glemme igen," pointerede han let. Denne gang tog han igen fat i hendes hage. Dog langt fra så hårdt som tidligere. "Overvej mit tilbud.. Før det vil ende med at koste dig dyrt," pointerede han let for sig selv, inden han slap taget i hende igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

I så mange år havde Faith sat sin lid til den mand som nu svigtede hende af egne egoistiske årsager. Det var svært ikke at lade det påvirke det venskab som de ellers havde brugt mange år på at bygge op. Det var ligeså grunden til at Faith ikke allerede havde gjort hvad som helst for at få ham ud af Appolyon endnu og grunden til at hun ligeså forholdt sig så rolig. Ej var de fjender eller direkte uvenner, men et had ville udvikle sig hvis han ydmygede hende hvilket han under alle omstændigheder ville gøre.
Knap for knap, lukkede hun hans skjorte i en omvendt verden af hvad hun havde gjort for blot et par timer siden hvor hun havde været desperat efter at få det af ham. Det sitrede i hendes fingre efter at røre hans nøgne hud, men den var allerede gemt væk.

Hendes blik søgte hans kort forinden hun i stedet indrammede hans læber og forseglede den nat de havde spenderet sammen som en hemmelighed. Hendes hjerte slog hårde slag, sandt at sige var dette noget som hun sent ville glemme. "Konsekvenserne kender jeg. Enten lader jeg mig kontrollere af endnu en mand og lider under egen skam, ellers lader jeg livet, og dør ærefuldt jævnfør vores traditioner," hun sukkede og slap ham. Begge vidste de hvilken af disse hun til enhver tid ville vælge, om ikke andet så ligeså meget for endelig at få noget fred. "Det har du. I aften var... uforglemmelig, netop fordi det kun var i aften," tilføjede hun og bakkede væk. Han ville ikke få fornøjelsen af at mærke hende således igen, selvom Faith godt fornemmede at det var hans udpræget ønske.. et han havde haft i mange år.. før Elanya. "Det er overvejet og beslutningen af taget." sagde hun og vendte ryggen til ham, for at fører de blege fingre direkte ind i den store flamme men uden at den brændte hende.

[Jared Imaricha]

Jared vidste, at han havde svigtet Faiths tillid, ved at handle som han havde gjort det. Dog var han bestemt ikke ude på at gøre noget mod hende, som ikke ville kunne hjælpe dæmonerne. I hans optik, var det bare en skam, at hun ikke kunne se fordelene i det. Ikke ønskede han at kontrollere hende, hvor han derimod hellere ønskede at indgå i det tætte og nære samarbejde. Det var der vel heller ikke nogen skam i, var der?
Knappern i hans skjorte, lod han hende lukke, uden at han tog blikket fra hende. Han kunne slet ikke få sig til det. Han trak vejret dybt. "Du ser kun det sorte og det hvide.. Som du alle dage har gjort," sagde han blot, som han stirrede på hende og med den samme faste mine som tidligere. Han rystede på hovedet. Han var slet ikke overrasket. Visse ting ændrede sig bare ikke.

Smagen efter hendes læber, hang tydeligt ved i hans egne læber. Han havde nydt det. Uden tvivl mere, end hvad han lige havde regnet med, at han ville gøre det. Dog var det ikke noget, som han kunne gøre noget ved nu. Kun fordi at det var i aften? Han kendte efterhånden Faith nok til at vide, at hun ville få svært ved at ryste det hele af sig, og særligt, når det foregik på denne her måde. Armene lod han denne gang søge over kors, inden han trak sig en anelse igen fra hende.
Flammerne havde han nok leget nok med for i aften. Dog ønskede han jo ikke at gå, selvom det nok var upassende at blive. "Mærk dig mine ord.. Det rykker i dæmonerne, og det er ikke til din fordel," pointerede han let for hende. Han havde jo allerede set og hørt en masse.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Fordele var der mange af i et samarbejde, Faith var blot ikke villig til at indgå det under de omstændigheder som var påkrævet af hende. Det ville kvæle hende langsomt at underlægge sig nogen mand, selv når hun havde respekt for denne for det havde hun. Frustreret kørte hun en hånd igennem sine vilde, flammerøde lokker og gloede ind i flammen der nærmest føltes blændende. Jared var en mand af visioner, men han måtte ligeså vide at det ikke var nemt at styre et helt folkefærd, og at deres traditioner var meget værdsat. Naturligvis ønskede hun at dæmonerne skulle vende tilbage til det samfund de sammen havde fået på benene. "Det er sort på vidt Jared. alle de forbistrede nuancer forvirre blot tingene," sagde hun lidt skarpt og rakte begge hænder ind i flammerne, mærkede dets varme, men uden at blive brændt af dem. Det gav hende bare en følelse af magt.

Alt tydede på at Jared ville forlade hende nu. Endelig. Den her diskussion var endeløs og unødvendig, for hun ville ikke give sig. Følelsen af hans berøringer sad stadig på hende, skænkede hende en længsel som hun ellers havde sluppet overfor Kimeya. Det her havde været en tåbelig idé. "Det er ikke til nogens fordel. Ud over Jaqias," tilføjede hun irriteret. Bare tanken om dronningen gjorde hende vanvittig, det gav hende lyst til at lave oprør og skabe problemer, en lyst som hun havde haft siden hendes ungdom når nogen forsøgte at regere over hende. Selv Hvis Jared blev leder, så vidste de begge to at hun ville vende ham ryggen ved lejlighed om hun var uenig i hans udsagn.

[Jared Imaricha]

Jared havde skam ikke nogen intentioner om at skulle forlade stedet her, som han heller ikke havde tænkt sig, at opgive tanken om at skulle blive leder. Han ville da stærkt gå ud fra, at hun i forvejen, var kendt med, at han var den mand som han var? Selv alverdens tanker, kunne sætte sig i hans tanker og sind, uden at det behøvede at betyde, at han ville trække sig igen.
"De åbner for mulighederne, som du ikke vil byde velkommen, kære Faith. Det er ellers en skam. En stærk ledelse af den dæmoniske race, er hvad de har brug for," sagde han direkte. Naturligvis var han kendt med, at det ville blive hårdt, og særligt, hvis han i forvejen skulle kæmpe sådan med hende, selvom det nu og da, var en kamp, som han mere end villigt, måtte tage op med hende alligevel. Han bakkede ikke ud.. Det havde han slet ikke nogen grund til!

Hvis hun troede, at Jared ville søge bort derfra.. Stikke halen mellem benene, så tog hun fejl. Det var en ting, som han da uden tvivl var færdig med at gøre nu. Han lod armene søge over kors, som et kort smil passerede hans læber, som han lod hovedet søge på sned. "Jeg beklager, Faith," sagde han direkte. I den forbindelse, søgte han direkte ind i hovedet på hende. Ikke bare lidt.. han valgte denne gang at tage fuld kontrol over hende. "Tag tøj på og gå med mig," sagde han direkte. Hvis hun ikke selv ville trække sig fra posten, så måtte han jo tvinge hende til at gøre det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith håbede at Jared ville trække sig fra denne latterlige idé, desværre virkede han besluttet på en måde som hun ikke før havde set på ham. Hun legede med flammen, lod den løbe op af hendes arm for derefter at dø ud igen. Man kunne næsten se hvordan hendes intense blik fangede flammen des mere hun stod og betragtede den. "Er det ikke den stærke ledelse du har forhåbninger om at kunne give dem? Eller ved du ligesåvel som jeg at du har gode visioner, men ikke muskler nok til gennemfører dem, og det er her jeg kommer ind i billedet?" det var mere en konstatering end et egentligt spørgsmål, men hun viste at det var sandt. Han ønskede hende ved sin side, fordi han vidste hvor frygtindgydende hun var og hvor mange af Appolyons hemmeligheder hun kendte.

Hun vendte sig rundt mod ham med en undrende rynken i panden, men fik dog hurtigt svaret inden hun overhovedet nåede at skille sine læber for at stille det. Uforberedt kunne han søge direkte ind i hendes sind. Det var en underlig følelse, som om alt hvad hun var, alle hendes tanker blev låst inde, hun kunne stadig bande og svovle alt hun ønskede, men hendes krop lystrede ikke hende men ham. Lydigt bukkede hun sig derfor ned og tog sine trusser, kun for at trække dem op under kjolen så hun igen var fuldt påklædt. Hun sagde intet men stilte sig foran ham afventende på sin næste ordre. Det var så frustrerende at se det hele igennem egne øjne, men uden at være i stand til at gøre noget ved det.

[Jared Imaricha]

Jared vidste, at dette virkelig var en farlig leg, men det var ikke umiddelbart noget, som han kunne gøre noget ved. Han lod hende stå der og lege med ilden, da det i forvejen, ikke var noget, som han ville alt for tæt på, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Som jeg altid har været hjernen, og du har været musklerne, er det jo en kæmpe fordel.. En skam, at du ikke ser den," sagde han direkte. Han tog det nu ikke særlig højtideligt. Han havde givet hende muligheden, for at trække sig med værdigheden, og siden hun nu ikke virkede til at ville tage imod det, så måtte han jo bare tage fat om det, på den hårde måde.

Jared søgte direkte ind i hovedet på hende.. Fangede hende i hendes eget sind, hvor han derimod tog over kroppen i stedet for. Han vidste, at hun indvendig bandede og svovlede, men ude af stand til at gøre noget. Derfor gav han hende alligevel muligheden for at få tøjet på kroppen, inden han søgte ud af hendes kammer, med den forventning om, at hun ville søge efter ham, præcist som han krævede lige nu. Han vidste, at der efterhånden var godt liv i det kære Appolyon. Han havde givet hende muligheden, og nu måtte han handle på det. Han var ved at blive vanvittig af det andet nu. "Gå op.. og meddel dem, at du trækker dig, og giver mig titlen," sagde han endeligt. Han selv vidste, at det var sådan, at det måtte foregå. At tage hendes liv med sine egne hænder, var slet ikke noget som kom på tale. Det var hun for værdifuld for ham til at han kunne få sig selv til.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hun skulede i hans retning. Hvornår forstod han at hun sagtens kunne se fordelene i det? Det var nærmere hans krav til hende som hun ikke kunne acceptere, han havde slet ikke ret til at stille krav i det hele taget, det var trods alt hende der stod og kunne uddele ordre. Dog nåede hun ikke at gøre det store ved diskussionen før han havde fanget hende i hendes egen krop. Hun forsøgte at tage kontrol, forsøgte at være viljestærk nok til at bryde det, men intet hjalp. Hendes krop stod bare der som en marionetdukke og ventede på at få sine ordre. "Naturligvis," svarede hun sagte hvorefter hun vendte ryggen til ham og søgte gennem Appolyons gange til den store samlingshal. Dryppende lyde af fugt kunne høres. På vejen passerede hun en stor klokke, som hun slog på for at samle alle dem der var til stede på nuværende tidspunkt.

Dæmoner i flokkevis begyndte at stimle sammen for deres leder. Faith lod blikket glide over dem, men kunne stadig intet gøre for at stoppe det. "Godmorgen," hilste hun tørt. "Jeg vil gøre det kort, da I alle har jeres at gøre. Jeg har valgt at fratræde min stilling som leder øjeblikkeligt. Jeres nye leder fremover vil være Jared Imaricha. Jeg forventer at I tjener ham med samme loyalitet som I alle har tjent mig gennem årene," der opstod hurtigt vrede udbrud og hånelige kommentarer. Faith kunne ikke lade være med at tænke om talen at den var sølle og at hun aldrig ville have holdt noget lignende. "Jared har ønsket min hjælp, så jeg vil derfor stadig være at finde," tilføjede hun og så ud over de urolige dæmoner der slet ikke hørte efter.

[Jared Imaricha]

Jared vidste udmærket godt, at dette ikke gjorde ham særlig populær ved Faith, men han havde givet hende chancen, og han havde givet hende muligheden, og hun havde nægtet at tage imod. Så var det bare meget begrænset, hvad han kunne gøre, andet end at gøre det på den mest ydmygende måde, som hun overhovedet kunne forestille sig.

Dæmonerne samlede sig, da de kunne se, at Faith trådte frem. Selvom det var en meget kortfattet besked, som hun kom med, var reaktionen tydelig. Uanset hvad hun ville gøre, for at bryde denne kontrol, var ikke noget, som han tog sig af, for den ville ikke brydes, før han ville give hende lov til de. Agielen lå jo også pænt på værelset, da han havde nægtet hende, at tage den med. Det var der slet ikke nogen grund til.
Råb og uro bredte sig, da hun offentliggjorede, at hun trak sig. Det var det som Jared ville gøre tydeligt. Han trådte op ved siden af hende. "Som den nye leder af dæmonerne, forventer jeg, at I lystrer mig, som I har lystret Faith igennem alle disse år. Appolyon og Dæmonerne som race, har brug for noget innovativt og nytænkende, og det ønsker jeg at byde jer," sagde han med en direkte stemme. Han så mod dem alle sammen, og med den samme alvorlige mine. "Jeg er kendt med vores gamle ærede traditioner, og ønsker I at lade dem ske fyldest... så gør det," sagde han direkte. Han havde ikke tænkt sig, at gøre noget ved det. At tage hendes liv, var uanset ikke noget, som han kunne få sig selv til!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith samlede hænderne foran sig og stirrede bare tomt ud på dæmonerne. Et sted skuffet over at de ikke kunne se hvad der foregik, skuffet over at de ikke kunne se at dette ikke var hendes. Hun sagde intet, for det havde han ikke bedt hende om. I stedet lod hun ham bare gøre sin tale færdig. Hendes skikkelse reagerede ikke på hans ord, men et eller andet sted følte hun et stik i hjertet. Ej havde han nosser nok til at slå hende ihjel, men han ville glædeligt lagt dæmonerne gøre det? Også når hun stod uden våben og forsvar?
Der gik ikke lang tid før Faith ikke længere stod. En af dæmonerne havde revet hende ned til dem. Hun faldt i mængden og forsøgte at rejse sig op. Noget eller nogen kvælte hende. Det var ikke til at se hvem, der var så mange ansigter der passerede forbi, så mange stemmer som hun ikke kunne kende.

Midt i mængden forsvandt hun fra åsyn. Hårde slag ramte hendes krop, tøjet blev flået af hungrende dæmoner der ønskede at ære deres nye leder ved at tilintetgøre den forrige. En stamme kunne ikke have to ledere. Var det blod hun smagte i munden? Hun hostede og forsøgte ikke at kløjes i det. Hun mærkede sin egen vilje vende tilbage som hun lå der, dog imod de mange slag, stik og hånlige kommentarer. Det var direkte ydmygende. Smerten kunne hun håndtere.. til dels, for hver lille del af hende blev rørt. På bare et øjeblik gik hele hendes krop i flammer og tvang de fleste væk fra hende, til hendes lettelse. Desværre formåede hun kun at holde det sådan i et par sekunder, mens hun satte sig op og spyttede noget af blodet ud. Hendes pupiller var helt uviddet, hun følte stadig at hun blev kvalt. En fremmede greb hende hårdt om håret og kastede hende tilbage på jorden, desperat efter at trække vejret hvilket hun nærmest ikke følte at hun kunne. Jared ville komme til at bøde for dette! Strategisk skar dæmonerne snit over hele hendes krop der blødte kraftigt, alle tæt ved pulsåren hvorefter de trak sig så hun kunne ligge der midt i det hjem hun havde skabt, i det samfund hun havde skabt til sit endelige.

[Jared Imaricha]

Som Faith brutalt blev revet ned fra podiet, og ned i mængden, valgte Jared at stille sig med ryggen til. Som han havde sagt hele tiden, ønskede han ikke at tage hendes liv, og ikke have han tænkt sig, at tage hendes liv. Nej, han havde helt andre planer med hende, og det var naturligvis også det, som kunne mærkes i en stund som denne. Han trak vejret dybt, og vendte blikket mod klippevæggen.
Mentalt holdt han dog øje med hvad der foregik. Ikke ønskede han at Faith skulle miste livet. Han havde helt andre planer med hende, og nu hvor han ikke havde muligheden, for at omvende hende på ordentlig vis, måtte han jo forsøge at gøre det på andet vis. Han hørte lyden af glade dæmoner, som forsøgte at stille ham tilfreds, som den nye leder af racen, og det var sådan at han havde det bedst. Noget godt måtte der være i det. Det var nemlig på tide, at der skete noget her, så de kunne ruste sig bedre. For pokker, selv de øvrige racer, var markant begyndt at rykke på sig, så det var i hans øjne, kun på tide, at det blev gjort!

I takt med at resten valgte at trække sig, vendte Jared sig om. Faith lå der på gulvet. "Det er nok.." sagde han med en kortfattet tone. I så mange år, havde han siddet i skyggen af en leder.. Og nu var det bare på tide, at han gjorde noget ved det, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at gøre, hvilket der nok heller ikke herskede nogen tvivl om, når det endelig skulle være i den anden ende.
Langsomt trådte Jared nærmere Faith. Han kunne jo se og mærke ikke mindst, at der endnu måtte være liv i hende, hvilket var det, som passede ham fint. "Træk jer.. Vend tilbage til, hvad I skal," fortsatte han med en lige så kortfattet stemme, inden han knælede ved siden af Faith. En kvinde, som han holdt så nær og kær. Han lagde hånden mod hendes kind, og vendte hendes blik mod sig. "Kom ikke og sig, at jeg ikke havde advaret dig," sagde han direkte.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Ud af øjenkrogen bemærkede Faith at Jared vendte sig om, så han ikke var i stand til at se hvad de gjorde ved hende. Kujon! Én ting var at han ikke selv kunne få sig selv til det, en anden ting var at han end ikke kunne få sig selv til at se på det! Hun forbandede ham gennem tanker som de begge vidste at han kunne høre. I det samme han brød ind, trak alle dæmonerne sig på et split sekund. Hun var stadig i live, men alt sved og gjorde ondt. Flere steder kunne hun mærke blodet løbe, men ignorerede smerten som Kimeya havde trænet hende til at gøre. Hun gispede desperat efter vejret og forsøgte at grave ned i den fugtige jord, hvilket blot resulterede i knækkede negle og slidte fingerspidser der ligeså pådrog sig sår.
Ydmygelsen kunne ikke være undgået, men vreden.... aldrig havde hun været så vred i hele sit liv, end ikke på Kimeya. I hendes sind kørte hundrede idéer til hvordan hun kunne slå ham ihjel på de mest smertefulde måder, for de vidste begge at hun ville vende sig mod ham, han ville komme til at fortryde bittert, at han ikke havde ladet dem færdiggøre arbejdet.

Hans varme hånd, fuld af kærlige omtanke på hendes kind, fik hende til at hæve hånden for at skubbe dem væk. Tros udmattelse og desperation, var hendes blik fuld af had og foragt, noget som hun nok næppe ville blive for træt til nogensinde.
Tåbeligt som det end var, gjord ehun forsøget på at kaste en ildkugle efter ham, men hendes krop var så påvirket at der ikke kom meget mere end en gnist som døde i hendes hånd inden den overhovedet blev kastet. "J-jeg dr-dræ-dræber d-dig. Mo-modsat vil je-jeg s-se på og ny-n-nyde det," fremstrammede hun vredt.