Time to put out the fire

[Jared Imaricha]

Faith var bange, hvilket Jared udmærket godt vidste, så det alene, var ikke noget som han sagde noget til. Det ændrede dog ikke på det faktum, at han ikke ville opgive dette for noget som helst, for det var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at gøre. Han vendte blikket direkte mod hende igen. Han ville ikke være hendes førstevalg? "Måske ikke.. Men kom ikke og sig, at du ikke nyder det.. Du nyder, hvad jeg gør ved dig," hviskede han let. Han var temmelig sikker på, at hun ikke ville kunne finde det ved en anden mand.. Og da slet ikke en mand som Kimeya.

At Faith startede med at sætte sig op, og efterfølgende måtte lægge sig med ryggen til ham, var særligt ikke noget som Jard sagde noget til. Han lagde sig i stedet for om på siden. Selv han fandt det rart, at skifte stilling fra tid til anden! Han lod den søge omkring hende.
"Din stolthed taler for dig, min kære. Du gør det mere ydmygende, end hvad det er nødvendigt at være," sagde han direkte. Han skulle nok hjælpe hende på vej, når det kom så vidt. Det var skam også det, som var hans plan, hvad angik det her. Han ville ikke give slip på den plads frivilligt, og særligt, hvis han kunne blive fri! "Du er langt mere, end hvad så mange andre har gjort dig til i tidernes løb.. Men dog er det på tide med noget nyt. Du har gjort det godt, og derfor kan du trække dig med en god samvittighed.. Hersk over dæmonerne sammen med mig," tilføjede han mod hendes øre, mens han lod hånden stryge over hendes mave.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Nu havde hun set hvad følelserne gjorde ved hende, og først nu fandt hun det befriende i at kunne lægge dem alle på hylden, så ja tanken om at give sig hen til en anden mand, skræmte hende, dette var dog intet hun ville sige højt. "I nat har været fantastisk Jared. Jeg nød hvert øjeblik, men det betyder ikke at vil ødelægge successen ved at gentage den," svarede hun blot og sukkede. Hendes krop skælvede stadig oven på deres aktiviteter, stadig var hun varm, men dog uden at være brændende som hun havde tendens til at blive det når hun først blev oprigtigt vred. Kimeya var bestemt heller ikke en mand som hun havde tænkt sig at søge til igen. Det var et kapitel i hendes liv som var blevet lukket nu.

Armen der sneg sig omkring hendes liv havde bestemt ikke været uventet. Faith blev liggende og lod ham holde om hende, trods hun stadig ikke vendte sig mod ham. Nu huskede hun hvorfor han for timer siden havde gjort hende så frygtelig rasende. "Det er præcist så ydmygende som jeg beskriver det. En leder træder ikke af, en leder bliver slået. En sand leder går i graven, jeg kunne ligeså godt give op og blive slagtet af vor egne for det," pointerede hun spidst. De vidste begge at det var sådan det ville blive set på.
"For timer siden bad du mig træde af, og give pladsen til dig som kunne gøre det bedre. Skrid til helved Jared, hvis du vil have min stilling, må du begrave mig," gentog hun lidt mere fjendtligt. "Én af os må herske. Der er kun plads til én, du ved det og jeg ved det. Den eneste grund til du ønsker mig ved din side, er fordi du ved at du har brug for mig," påpegede hun og fugtede sine læber.

[Jared Imaricha]

Faith havde nu fået lov til at mærke på sin egen krop, hvad det ville sige, at være i nærheden af en mand, som kun ville det bedste for en. En mand, som var det bedste for en. Jared var måske forbandet egoistisk, når han sagde, at han var det bedste for hende, men han stod i det mindste ved det. "Kun fordi, at du handler ud af frygt," pointerede han med en sigende mine. End ikke det, var noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, og særligt, når det måtte være på denne her måde.
Effekten af hvad de havde gjort for og med hinanden, kunne selv Jared mærke. I større grad, end hvad han var vant til at mærke, men gud hvor han dog elskede det. Det føles jo godt. Der skulle virkelig meget til, før en som ham, blev kørt træt. Nu hvor Faith måtte mindes om grunden til, at han var der i forvejen, blev hun vred igen. Han havde virkelig ikke forventet andet. Han himlede svagt med øjnene. "Du er bedre end det, hvis du bare bruger hovedet for en gangs skyld, kære Faith. Jeg har ikke tænkt mig, at lægge dig i graven, som jeg ikke har tænkt mig at slå dig i det offentlige." fastholdt han.

Det var ikke nogen hemmelighed, at Jared havde brug for hende. Selvom hun måske ville elske at høre ham sige det, så gjorde han det ikke. Selvom hun kunne ligge der og være så skide sur, hvis det var det som hun ville, så havde han heller ikke tænkt sig, at skjule, hvad det gjorde ved ham. Han var bestemt ikke færdig med hende.. Og han havde en sjov fornemmelse af, at det ikke ville blive den eneste gang, at han ville komme hende så tæt på, som det her.
"Der er kun plads til én, fordi at du ønsker det. Jeg kan se fordelen i at vi gør det begge to," sagde han blot. Han ville bare have titlen. Han ville være den, som havde sidste ord, velvidende om, hvor pissed det nu måtte gøre hende. Et roligt kys plantede han på hendes skulder.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Uanset hvor intens deres lille krig ville blive, så ville Faith huske sig selv på denne nat mere end én gang fremover. Hun følte sig levende. For første gang i mange år, følte hun ikke at alderen nærmest havde lagt hende i graven allerede, gjort hende ubrugelig og svag, for det var hun bestemt ikke! Trods Jared lå med armen om hende, så berørte hun ham ikke denne gang, dog skubbede hun ham heller ikke væk.
"Vil du virkelig igennem den en gang til?" spurgte hun en kende irriteret. Frygten plagede hende, men de vidste begge to at det ikke var noget hun snakkede højt om. Sandt at sige så havde frygt og smerte plaget hende siden barndommen, men det var altid tanker hun havde holdt for sig selv med undtagelse Nathaniel... og Jared som vidste hvad hun kom fra, fordi hun havde været dum nok til at dele det med ham i sin tid.
"Det er vores tradition Jared. Alt andet ville blive set som hvidt flag. Det er et nederlag, desuden er det ydmygende nok i sig selv at lade mig styre af en mand. Jeg tager heller løkken om halsen,"

Hun tog en dyb indånding og stirrede ind i væggen der viste afskygninger efter flammen der stadig brændte. Det var netop det faktum at han havde titlen der generede. "Det er ikke sandt. Men kun én kan bære titlen, og den ene er den der bliver anerkendt og respekteret og i sidste ende ved vi begge at du kunne regere over mig hvis det kom dertil hvor vi var uenige. Det her er mine dæmoner og mit ansvar. Jeg giver det ikke til dig, jeg beklager, jeg ønsker ikke at bekrige dig," sagde hun ærligt. "Men enten slår du mig ihjel, ellers udråber jeg dig som forræder, og skulle det komme dertil hvor intet af det virker, så lader jeg dæmonerne tage mit liv for at ære vores traditioner," hun lagde sig mere til rette. Døden var hun bestemt ikke bange for, nu havde hun ligget længe i graven.

[Jared Imaricha]

Jared kendte Faith, og han vidste, at hun handlede ud fra frygten for, hvad der kunne ske.. Hvad der ville ske, ved at åbne sig op for en anden mand. Dog måtte Jared alligevel pointere, at han slet ikke var som Kimeya var. Meget som den mand havde gjort, pissede ham af, for at sige det mildt. Selv måtte han jo sande, at Faith fortjente langt bedre end det, så alene det, var jo bare en kendsgerning.
"Og hvis jeg vil?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Bange var han nemlig ikke for hende. Det havde der nemlig aldrig været nogen grund til for hans vedkommende. Han himlede med øjnene. Nu var der bare en grund for Faith til at trække sig fra ham, selvom det nu heller ikke var noget, som han var interesseret i. Var der virkelig en grund til at handle ud fra det? Og kun fordi at hun var bange for, hvad han formåede at plante i hende? "Kun fordi at du intet andet har at sammenligne med. Du er bange for det.. Bange for at lade dig kontrollere af en mand, som du er bange for, at åbne op for en mand som mig. Fordi at en mand som Kimeya har gjort dig ondt," fastholdt han. Han bevægede sig måske ud på farlig grund. Men han vidste jo, at han havde ret.

Jared blev liggende i sengen. Krigen ville starte. Den var vel allerede startet, kunne man sige? Han havde bestemt ikke tænkt sig, at opgive den, det var helt sikkert! "Forandring fryder, Faith.. Dæmonerne er ikke noget undtag. Det er måske bare på tide, at starte nogen nye traditioner? Jeg har ikke tænkt mig at bekrige dig, men jeg giver ikke dette op," sagde han direkte. At lægge hende i graven, var slet ikke noget som kom på tale for ham!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jared var alt andet end Kimeya og dog en mand. Hele livet havde Faith haft troen på at hun behøvede en mand men det var ikke sandt. Aldrig havde hun været stærkere end før Kimeya var kommet ind i billedet, ganske vidst en kende naiv men om ikke andet viljestærk og egenrådig. Det eneste hun var blevet med Kimeya, var afhængig. "Vil du så være venlig at finde en anden at diskutere det med, for jeg er pænt træt af at høre på det," svarede hun hårdt. Hvor blev hun vanvittig af at alle altid skulle analysere hende. "I tror alle at jeg er mere kompleks end jeg er. Stop med at fortælle mig hvad jeg føler og hvad jeg har brug for, jeg er ganske overbevist om at det nok selv skal gå op for mig i tide," bed hun. Trods den mere fjendtlige indstilling, så blev hun liggende og lod hans arm være omkring hende. "Kimeya gjorde mig ondt, men havde jeg været et øjeblik mere fornuftig så var intet af det sket. Forestil dig hvilken kvinde jeg så havde været.. hvilken erfaring og styrke jeg måtte besidde. Jeg er skam smigret over din interesse, men du og jeg bliver ikke en kendsgerning Jared," hun gled en smule om på ryggen for at kunne se på ham med et intenst blik.

Følelsesmæssigt trak hun sig, men nu havde hun jo før prøvet at dumme sig. Krigen var startet nu. "Jeg giver dig intet andet valg. Hvis ikke du giver dette tåbelige projekt op, så vil jeg komme til at bekrige dig. Jeg ære vores traditioner," sagde hun ærligt. Det ville være præcis det som kom til at ske på sigt. "Ej kan eller vil jeg bukke mig i støvet, ikke for en ven ej heller for en fjende. Du kender mig," det var trods alt hende som havde slået sig selv ihjel kun for at forhindre en warlock i at få glæden.

[Jared Imaricha]

Jared vidste udmærket godt, at dette var farligt - for hende, og for ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han vidste at krigen atter ville komme, hvis den ikke allerede var kommet. Hvad var det Faith var så bange for? At blive gjort svag overfor en mand igen? Der var ingen der sagde, at det ville blive en nødvendighed, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede kort på hovedet. "Du er stædig. Det er det, som er dit problem." Bange, stolt og stædig. Det var uden tvivl en meget dårlig kombination!
Det var muligt, at de ikke ville blive til noget, men derfor ændrede det dog ikke på det faktum, at de havde nydt det.. Nok mere end hvad de begge burde, men hvad var der at gøre ved den sag? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Jeg kan huske hvilken kvinde du var, Faith," sagde han direkte. Det som han så nu, var en kvinde præget af frygt for at ende i den samme situation igen. Uden at det behøvede at være et alternativ.

Krigen var tilsyneladende igang. Ikke ønskede han at bekrige hende. Han så bare muligheden for forandring.. For nye tiltag, og det ønskede han bestemt heller ikke, at kyle hende på bort.. lægge hende i graven, eller noget andet, som hun truede med, nu hvor hun havde den mulighed. Det var slet ikke en mulighed for hans vedkommende. "Det samme gør jeg, som jeg byder nye ting velkommen," endte han. Han slap hende, og satte sig roligt op igen.
Ven eller fjende.. Der gjorde Faith sig tilsyneladende ikke nogen forskel for dem. Et sted var det selvfølgelig trist.. tragisk, at det skulle foregå på den måde, men hvad kunne han da gøre ved det? Han rystede kort på hovedet. "Du er mig godt nok det mest stædige jeg længe har mødt," begyndte han, inden han igen vendte blikket mod hende. "Og hvis du tror, at du kan slå mig.. der tager du fejl," sagde han med en kortfattet stemme.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var ubeskriveligt træt af at alle altid fortalte hende hvad hun tænkte og følte, det havde været en træls vane for mange og nu begyndte Jared tilsyneladende også. Natten var stadig ikke omme, så det var slet ikke meningen at krigen mellem dem skulle bryde ud allerede, somme tider var man jo desværre bare ikke herre over den slags. "Den har jeg hørt før," svarede hun ligegyldigt. Ja hun var stædig og stolt, det var de egenskaber som havde bragt hende frem i denne verden, måske de ej var kærkommen i et forhold mellem mand og kvinde, hvilket netop var grunden til at hun havde valgt det fra.
"I så fald bør du også vide hvorfor jeg tænker som jeg gør," hun lagde sig på ryggen og lod de intense grønne øjne falde på hans skikkelse. Ej ville han komme langt med hende, også selvom det næsten lød som om at han faktisk.. ønskede det.

Forandring frydet, selv i hendes øjne, men den forandring behøvede ikke at være en ny leder med samme tankegang som hun selv havde. Han kunne ikke bare vælge og vrage mellem deres traditioner for at finde ud af hvilken han bedst kunne lide. "Nye tiltag er kærkommende, men ikke når de strider imod oldgamle skikke. Du er ikke en kriger Jared, det er grunden til jeg altid har respekteret dig. Men de fleste andre dæmoner er krigere som jeg selv, de vil heller aldrig tillade andet," påpegede hun. Det lå i deres natur.. ligesom lysten til magt gjorde. Som han satte sig op, gjorde hun det samme, dog kravlede hun om bag ham, og lagde armene omkring hans hals mens hendes hoved hvilede ved hans ansigt. "Magisk.. nemt.. men vi ved begge at det mentale er min svaghed, så formentlig ikke. Men så må jeg gøre forsøget og falde i det, dø med ære," hviskede hun i hans ører og lod hænderne glide fra skuldrene og ned over hans bryst.

[Jared Imaricha]

Jared skar det ud i pap for Faith. At hun var stædig og stolt, havde bragt hende frem, men var derimod også det, som holdt hende tilbage nu. Det var ikke ligefrem noget, som startede godt ud, kunne man sige, og det var på ingen måder nogen forskel, at det forholdt sig på den måde. Dog var det bare ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han vendte blikket mod hende, som han havde sat sig op i sengen ved siden af hende. Ikke opgav han. Han var kommet denne lange vej, og det var ikke for at vende om nu.
"Det gør jeg," sagde han med en rolig stemme, som han atter så mod hende. Bange var han ikke for hende, da det heller ikke var noget, som han havde haft nogen grund til at være, og dette var nu heller ikke ligefrem noget undtag.

Hænderne som Faith lod glide henover hans ryg, skuldre og nedover hans bryst, satte en sitren i ham. Det var ikke nogen hemmelighed, at han altid havde været fascineret af den styrke, som Faith måtte være i besiddelse af. Han måtte vel bare bide det i sig for nu? Han sukkede let. Ja, han ønskede uden tvivl at mærke mere af dette, og han var ikke i tvivl om, at hun ville det samme. Han spændte svagt i musklerne. "Din svaghed, er min styrke.. Og du ved, hvor let det vil være for mig, at benytte den til min egen fordel," pointerede han let. Hun kunne brænde ham.. hade ham, hvis det var det som hun ville, men så nemt som ingenting, kunne han tage den kontrol fra hende. Og blev det nødvendigt, agtet han at gøre det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Stoltheden havde bragt hende frem i denne verden, den havde ødelagt hendes ægteskab og hendes familie, men den havde gjort hende til den særlige kvinde hun var, uanset hvad Jared sagde. Den eneste grund til at han reagerede på det, var fordi han for en gangs skyld ikke fik hvad han ville have. "Og i så fald bør den diskussion også ende her," tilføjede hun en kende spidst. Nej vreden havde ikke meldt sig igen, ikke endnu vel og mærke, men når det var sagt så kunne man tydeligt mærke irritationsmomentet i hendes sind nu. Krigen kunne tilsyneladende ikke vente til solopgang. I stedet klatrede hun op bag ham, lod hænderne mærke sig vejen frem hen over hans endnu glatte bryst og mindedes de tidligere berøringer hun havde skænket ham, dog uden at lægge op til noget på nuværende tidspunkt.

Der var intet i hendes tone der indikerede at hun bar nag. Mange havde ønsket sig at stå i hendes sted og hun nærede den fulde forståelse for at det ligeså var hans ønske med den styrke han også besad. Det betød dog ikke at hun havde tænkt sig at give efter det frivilligt, eller at hun ville hade ham. "Frygtelig simpelt," indrømmede hun og sukkede mod hans skulder. "Det er den pris jeg må betale. Desuden... jeg ønsker hellere at dø for din kyndige hånd, end for flere hundrede af dæmoners i skam," sagde hun ærligt. Altid havde hun frygtet døden men ikke længere. De vidste jo begge at hun slet ikke burde være der.

[Jared Imaricha]

Stoltheden havde kostet Faith frygtelig dyrt. End ikke en pris, som Jared havde ønsket at betale på sigt. Skulle han virkelig bare tage hvad han ville have og få det overstået? Solen var end ikke stået op endnu, og krigen, var da tydeligvis igang. Ikke at det var noget, som han kunne, eller ville sige noget til, for det var jo bare sådan at det var. Han rystede kort på hovedet. "Kun fordi du ikke har et bedre modargument," sagde han med en ganske sandfærdig stemme, som han drejede hovedet i retningen af hendes skikkelse endnu en gang.

Jared selv, blev siddende, som Faith berørte ham og hans krop. Hendes duft hang over det hele. Han elskede det jo for pokker! Og selv vidste han jo hvordan han skulle tage det hele fra hende. Dog af den grund, ønskede han bestemt ikke at være den mand, som skulle ende hendes liv, og særligt ikke, når han havde andre valg. "Ligner jeg en, som har tænkt sig at tage dit liv, Faith?" spurgte han roligt. Hans styrker lå i det krigeriske, men derimod i hans intelligens. Han havde allerede visionen klar, og det var også denne, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var ham muligt. Hænderne hævede han, kun for at lukke dem omkring hendes. Han trykkede fast omkring dem. Død burde hun være.. men det var hun ikke. "Dit kald er et andet steds, end hvor du er.. Jeg giver dig blot muligheden for at træde fra, og regere sammen med mig," fastholdt han med en kontrolleret mine.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Der fandtes nærmest ikke den pris Faith var villig til at betale for sin egen værdighed og stolthed. Hun havde ofret sit livs kærlighed, sin familie og sin tid. Der var mange ting hun havde sagt farvel til udelukkende for at kunne forblive den stærke kvinde og leder som hun var og nu stod hendes egen ven og rådgiver gennem livet der og forsøgte at rive det fra hende, og hvad havde alle ofringerne så været værd? "Nej, fordi det er min egen sag," rettede hun brysk, også selvom hun stadig ikke trak sig fra ham. Hans blide greb omkring hendes hænder afholdt hende jo trods alt fra det.
I stedet lænede hun sig lidt ind mod ham og plantede et kys mod hans hals, inden hun igen trak sig lidt tilbage, upåvirket af deres ellers ret så ucharmerende snak.

Det handlede nok nærmere om Jareds egen afhængighed for hende og den respekt han nærede til hende end det drejede sig om noget andet. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, for han brændte inderligt efter den samme nærhed som de havde nu, men Faith havde ikke tænkt sig at opfylde hans ellers inderste ønske. "Nej. Men du kan blive nødt til det," svarede hun oprigtigt og slap et stille suk. Hellere ham end de alt for mange andre dæmoner.
"Hvem er du til at fortælle mig hvor mit kald er? Det ved du intet om Jared, pas dit eget elendige liv og lad mit være," denne gang trak hun sig fri og dumpede ned på numsen bagved ham. Det gjorde hende vred. Han skulle ikke bestemme hvad hun levede og åndede for grundet sin egen egoisme. "Nej du beder mig om at træde fra og finde mig i at du regere over mig. Det kommer ikke til at ske,"[/color9 sagde hun og lænede sig tilbage så hun lå op af sengegavlen.

[Jared Imaricha]

Faith var uden tvivl, hvad man ville kalde for en meget grådig og ikke mindst egoistisk person. Der fandtes tilsyneladende ikke det, som hun ikke ville gøre for sig selv, og sin egen vindings skyld, og selv han måtte anse det som trist, da hun virkelig mistede forbandet meget på det. "Hvis det gør dig bedre tilpas," sagde han blot, som han jo heller ikke ligefrem ønskede, at fortsætte de uendelig mange skænderier med hende, da der intet godt ville komme ud af det. Tvært imod, måtte han virkelig finde det irriterende, at det skulle være på den måde, men hvad pokker skulle han da stille op med det?

Jared var ikke bange for at tage konfrontationerne med Faith. Han havde aldrig haft en grund til at skulle være bange for hende, som han heller ikke havde været bange for at hun ville gøre ham noget, og det var han da godt nok heller ikke. Det havde han trods alt heller ikke nogen grund til, kunne man jo sige. Han slap hendes hænder, som hun trak sig og placerede sig bag ved ham i stedet for. Dette var bare ved at irritere ham. Temmelig meget faktisk. "Jeg ved ikke hvad der vækkede dig, men selv jeg ved.. at hverken du eller jeg, burde være til," fortalte han direkte. Forvirret var han jo selv vågnet et eller andet tidsforladt sted, og nu sad han her. Han vendte langsomt blikket i retningen af hende igen. Han rejste sig op. "Jeg beder dig om det, for at gøre det mindre flovt for dig selv," sagde han direkte. Han løj ikke. Han vidste jo, hvad der ellers blev en nødvendighed, og han agtede at gøre det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvilken dæmon var ikke egoistisk? Det lå nærmest i hendes natur, og et sted måtte det ligeså ligge til Jared så opsat som han var på at få den titel som i så mange år havde været hendes. Hun lænede sig op af sengegavlen og legede med sengetøjet, dog uden at tage blikket fra hans nakke. "Det gør det," svarede hun kortfattet. På den ene side ville hun meget gerne bare lukke diskussionen, men hun havde jo nok desværre en tendens til gerne at ville have det sidste ord.
Skænderierne stoppede aldrig med hende, et sted skabte hun dem oftest bare for at nærer sig fra den ild det fik til at blusse i hende, for hun havde stadig ikke oplevet et øjeblik hvor hun følte sig stærkere og mere fyrig end når hun for alvor blev vred.

Der var intet i vejen med at have samtalen, men det ville ikke bringe dem nogle vegne, for beslutningen var allerede taget. Inderst inde skjulte hun et svagt ønske om bare at få fred. Da hun var blevet gravlagt havde det været i en tid hvor hun stadig havde været stor.. vigtig, på en anden måde end øjne så på hende i dag. "Det er sandt. Jeg ved end ikke selv hvad der bragte mig tilbage til livet eller hvorfor. Jeg ved kun at min mission.. mit hjerte og min sjæl ligger i Appolyon hos dæmonerne," hun samlede hænderne for et kort øjeblik og lagde sig lidt længere ned, så hun samtidig kunne bøje let i det hele ben. "Det bliver det uanset hvad. Jeg beder blot til at du vil slå mig ihjel," sagde hun ærligt. Hellere ham end ymdygelsen over at hendes egne dæmoner ville gøre det.

[Jared Imaricha]

Jared ønskede at udnytte denne enestående chance og enestående mulighed, som han nu havde fået, og særligt, hvis han havde muligheden for at gøre det, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Armene lagde han over kors. Egoistisk var han måske, men hvor længe havde han ikke gået og fedtede for hende og været i hendes skygge? Det var bare på tide, at han denne gang, var den som trådte frem, som den leder, som han af hjerte, vidste at han var, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at gøre. "Udmærket," sagde han blot. Han kunne jo ikke rigtigt lægge mere i det.

At tage hendes liv, var ikke noget som kom på tale for Jared! Han havde andre planer.. andre ideer, som han hellere så udført end det, og han vidste jo, at de kunne fremstå som et fantastisk stærkt par, om det skulle være det, som de gerne ville. Det handlede jo bare om, at hun kunne se det, i stedet for sin egen stædighed, for det var hun i forvejen alt for god til!
Jared fiskede efter sit tøj. "Ingen af os burde være her. Selv jeg vågnede op i ingenting, uden at vide, hvilke kræfter, der har været med til at gøre det." Han vidste, at hans egen datter havde taget hans liv. Og han håbede da godt nok, at Evan endnu vogtede over hende. Han havde faktisk ikke rigtigt selv undersøgt de sager endnu. Bukserne fik han roligt på, hvorefter han lukkede dem. "Jeg ønsker ikke at tage dit liv, Faith," sagde han direkte. Hun vidste, at han ikke kunne.. Desuden vidste han, at han stod til at miste hovedet, om han gjorde det, og det var han bestemt heller ikke ude på. Langt fra.