Time to put out the fire

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jared Imaricha

Lyden af ligegyldige dryp fra grotternes fugtige indre, kunne høres gennem selv ru klippevægge. Fakler oplyste mørke gange, men det var intet imod det bål det oplyste Faiths kammer midt på gulvet. Den havde ingen næring, men brændte ikke ud eller blev svagere på noget tidspunkt. Rastløs gik Faith frem og tilbage, passerede flammerne igen og igen og hver gang gav det en lille svajen i den ellers stærke ild. Oftest gik hun på den måde når tankerne skulle sorteres og hun forsøgte at løse en ny problematik.
I aften var dragten pakket væk og hun stod i en sort kjole, hvilket i sig selv var et sjældent syn. Hendes højde og det løse, flammerøde hår fremstillede et syn som mange ville undre sig over hvordan nogen i det hele taget kunne frygte, men agielen som lå på sengen og flammen i hendes indre, havde skabt det uhyre hun var blevet kendt som.
Flere og flere dæmoner forlod Appolyon, for at starte en kamp på egen hånd, fællesskabet var truet, og det bekymrede hende. Dette var det hun havde kæmpet for, og givet sit liv for, hun var ikke villig til at give slip på det.
For et kort øjeblik stoppede hun op og dvælede ved flammerne der spejlede sig i hendes lysende grønne øjne. Stadig i dag forbandt hun det faktum at hun ældedes. Stadig følte hun sig ung på indsiden, men hendes udseende begyndte at bærer præg af det hårde liv hun havde levet og stadig levede. Somme tider var hun overbevist om at Jaqia bevidst forsøgte at gøre livet surt for hende, fordi hendes sjæl stadig ikke var knækket. Et suk undslap hendes læber før hun genoptog den rastløse vandren, og forsøgte at rense sit sind for ligegyldige tanker og i stedet gøre plads til de vigtige. Lige der savnede hun Evan og Jared, men de var længe væk, beskæftiget med deres eget.

[Jared Imaricha]

Det var en ekstrem skuffet Cecilaya, som Jared havde efterladt, da han han alligevel havde valgt, at forlade det okkuperte Imandra, for at søge tilbage til sit gamle hjem i Appolyon. Et sted, som han selv havde tilbragt forbandet mange af sine år.. rigtig mange af sine timer, og selv siddet med ekstremt mange frustrationer, på baggrund af den familie, som han netop i dag, havde valgt at konfrontere. Nu hvor han var i de typiske sølle rejseklæder som bestod af bukser, en laset skjorte og en tyndslidt kappe, var han begivet ud på den lange færd tilbage mod Dvasias.
Rygterne om de flygtende dæmoner, var noget som kun fik Jareds alarmer til at ringe, og derfor anså han det nu, som på tide, at gribe ind. Det havde i forvejen været en lang tur, og hans humør, var ikke just det bedste, hvor han samtidig kun måtte forestille sig, hvad han ville møde på den anden side, når han ville vælge at konfrontere Faith med dette. Sandheden var vel, at hun mistede grebet om sine dæmoner? Mange af dem, havde selv Jared fundet undervejs, og disse havde indvilget i at tage med ham, såfremt at han fik Faith til at trække sig, og lade nyt blod komme til. Hvorvidt det ville komme til at ske, var jo det, som genstod at finde ud af i fremtiden.

Det dryppede fra murerne i det smukke Appolyon, da Jared langt om længe kom frem. Det var nu eller aldrig. De andre holdt sig mere i baggrunden, selv på Jareds ønske. Han havde ikke sat sin fod her i frygtelig mange år. Han gik faktisk ikke ud fra, at Faith vidste, at han i det hele taget eksisterede. Mentalt søgte han hende.. De få tilbageværende stirrede efter ham, hvor snakken straks begyndte at brede sig. Det var ikke de stærke, som var tilbage. Det var dem, som var for bange og for svage til at flygte andre steder hen.
Kammeret søgte Jared til, som det første. Ikke bankede han på, men tog sig den frihed, at fjerne, hvad der var i vejen og søgte direkte ind. Det kunne ske på den lette.. eller den hårde måde.. Helt afhængig af, hvordan hun ville tage tingene hvad det her måtte angå.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Appolyon stod endnu stærkt, men Faith var ikke efterladt med den samme tid som hun havde haft engang. En del af hende var overbevist om at det var en plan Jaqia havde bevidst i frygt for at det skulle vokse sig for stort. Evan var travlt optaget med hæren i øjeblikket, og han var nok det stærkeste kort stedet her havde. Der var ganske vidst stadig mange af de stærke tilbage som endnu støttede hende, men mange havde også forladt stedet. Det var et slag på hendes stolthed.
Flammen i hende var blevet vækket af mystiske årsager, men hvad havde dette nye liv givet hende? Kimeya var fjern, de kørte rundt i den samme ring, og hun var begyndt at være udkørt hvor meget hun end ville indrømme det. Ganske vidst gjort stærk, men hvad skulle hun dog bruge det til? Nej hvis døden dog bare havde holdt på hende, så havde hun været død i sin storhedstid og var gået ned med flaget stolt af sine præstationer.
Idet klædet gled til side, så Faith op med skarpe øjne. Alle vidste at hun ikke brød sig om at blive afbrudt, og hendes humør var i forvejen ikke det bedste. Synet af Jareds skikkelse, fik hende til at rynke forundret på panden. Rygterne havde skam svirret, men Faith var ikke sikker på hun havde troet dem, for så var han vel kommet til hende? "Jared?" spurgte hun undrende, blot for at være sikker på at det ikke var tankerne som bedrog hende.
"Og her troede jeg at rygterne om din tilbagevenden var purer opspind," indrømmede hun og satte en hånd i siden. Hvorfor kom han først tilbage efter så lang tid?

[Jared Imaricha]

Overalt hvor Jared kiggede, var det et forfaldent Appolyon, som han betragtede sig af. Grotesk som det end var, så var der bare ikke noget som Faith kunne gøre ved det. Det var vel efterhånden bare på tide, at give efter for dem, som rent faktisk kunne gøre noget ved det, og som havde helt andre visioner og ideer med en titel som leder, for så stor og prægtig en race, som dæmonerne? Alt for længe, havde han i forvejen hvilet i skyggerne, og det var nu på tide, at det var ham, som kunne komme lidt ud og frem!
Faiths reaktion på hans tilbagevenden kom ikke bag på ham. Han havde dog sine grunde til at først søge hertil nu. Han vendte blikket mod hende. Han rettede sig op, og lod klædet falde til ro bag ham. "Jeg er ikke forundret over, at rygtet er nået her.. Jeg har været omkring i et stykke tid, kære Faith." Han vendte blikket mod hende. Skulle han fortælle hende om Cecilaya? Eller skulle han bare holde sig til sagens oprindelige kerne? Som rent faktisk var dæmonerne? Og den ledelse, som de var underlagt? Han trådte roligt hen mod hende. For nu, var de alene. Heldigvis.
"Du ser mig noget træt og udkørt ud," bemærkede han som det første, da han kom tæt på. Mange tanker kørte rundt i hendes hoved. Han kunne jo nærmest høre dem. Hænderne foldede han bag på ryggen. Ham som leder.. Han kunne lide tanken. Det spørges jo bare, hvad hun ville sige til det.. Det var jo trods alt en titel som havde hvilet på skuldrene af Jaceluck-familien igennem rigtig mange år nu.. Og nu skulle en Imaricha tage den fra hende? Det ville næppe falde i hans gode jord.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Der var noget i hans blik som Faith ikke brød sig om. Nok var Jared tankelæseren, men hun havde kendt ham i frygtelig mange år. Roligt stilte hun sig ved siden af sengen og tog agielen i sin hånd, lod dets smerte passere gennem kroppen før hun satte den i bælte om livet. Den gav hende tryghed, fik hende til at føle sig stærk selv i disse perioder hvor hun blev styret og udkørt af landets Dronning.. og af Kimeya. Den mand ville fortsætte med at ødelægge hende. Han havde nedbrudt hende fra den stærke leder hun havde været, til at sølle eksemplar af en desperat kvinde.
"I så fald forundre det mig, at du først viser dig for mig nu," sagde hun køligt og foldede armene hen over den lidt for lille barm. Udadtil var hun ikke meget at prale af. Sandheden var at hun kæmpede med mange indre dæmoner i disse tider, men stolthed afholdt hende fra at bede nogen om hjælp.
"Du ved sandelig hvad kvinderne kan lide at høre Jared. Når det er sagt så kan du skylde skylden på den køre Dronning, hun er stadig en pest og en plage," sagde hun ærligt og himlede med øjnene.
Det var ingen hemmelighed at Jaqia aldrig havde været hendes kop the og der var engang hvor hun havde vendt ryggen til et sådanne kongehus, men lige nu var der intet bedre alternativ, desværre.
Med tre lange skridt, trådte hun foran ham og så op på hans blik. Efterhånden havde hun vænnet sig til at de fleste var højere end hende, hun formåede dog stadig at se autoritær ud. "Fortæl mig hvad vores fortabte ridder laver tilbage," opfordrede hun blot.

[Jared Imaricha]

Jared havde sine gode grunde til, først at melde sin ankomst nu. Det var først nu, at der var en grund for ham til at vende tilbage hertil. Igennem alle de år, som han havde levet i skyggen. Ikke bare af hende og så mange andre, men også hendes datter. En kvinde, som dog stod ham nær i hjertet, men bare ikke på den måde.
"Jeg har mine grunde," sagde han blot. Han kunne jo se hvordan hun så ud, og at hun virkelig så træt ud, så det var næppe noget, som kom bag på nogen. At hun smed rundt sig med skyld, var jo ikke nogen nyhed. Var det ikke Jaqia, så var det Kimeya. Sådan havde det jo trods alt været i mange år, og visse ting, ændrede sig vel bare aldrig? Han vendte blikket mod hende.
"De samme gamle pinsler, formoder jeg? Del det endelig med mig, kæreste," opfordrede han nærmest, inden han vendte sig helt mod hende. Han blev denne gang stående på gulvet. Agielen var ikke et våben, som han ville for tæt på. Han havde blot hørt rygterne om hvad det kunne, og det var mere end nok for ham. Jaqia havde nok sine grunde til at placere det i hånden på en Jaceluck. Hvis det ikke også var Kimeyas bord? Endnu var der mange ting, som han skulle have fundet ud af.
"Du mister taget om dæmonerne, kære Faith... Jeg er her blot for en simpel ting." Denne gang søgte han hen mod hende, hvor han stoppede foran. Han stirrede hende direkte i blikket. Aldrig i hans liv, om han havde regnet med, at skulle tage denne beslutning, da han som sådan, aldrig havde søgt magt eller noget, som bare måtte minde om det.. Men denne gang, havde han en grund til det. Han var træt af, at være den, der konstant skulle leve i skyggen. "Træd tilbage som leder, og giv posten til mig.. Vi kan gøre det på den nemme måde.. Træk dig.. lad mig tage pladsen som leder, og fornye den energi, som tydeligt er faldende her på stedet, og tag pladsen som min højre hånd.. eller jeg vil offentlig bekæmpe dig, som vores codex siger, at jeg burde," tilføjede han med en kortfattet tone. Der lå intet personligt i det. Der skulle bare styr på tingene nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith kneb skeptisk øjnene sammen. Normalt stolede hun blindt på Jared, han havde været en tro støtter og ven i mange år, på nogle punkter var det måske mere held end forstand at det var Kimeya som plagede hendes sind og ikke Jared, mange havde engang forudsagt det, men disse spådomme var aldrig gået i opfyldelse.
"Og disse grunde er?" spurgte hun videre. Frem til hun kendte mere til hans grunde for at være her, ville hun intet fortælle ham. Enhver med fornuft i sindet frygtede agielen. Den kunne påfører en skade uden lige, en som Faith gerne gav til de ulydige.
"Lad mig endelig ikke kede mig med de samme gamle historier," svarede hun ligegyldigt og lod kort fingrene danse hen over agielen. Jared var forandret. Hvordan stod ikke til at forklare umiddelbart, men han plejede at underlægge sig hende, hvilket hun havde en følelse af at han ikke gjorde denne gang.
Som Faith nu var, så tog hun hans ord som et direkte angreb, hvilket forandrede hendes blik fuldstændigt. Man kunne nærmest ane røgen ud af næsen når hun åndede ud med spidse læber. "Nemt for dig at sige som vendte ryggen til det, synes du ikke?" spurgte hun hårdt.
Idet han trådte helt tæt på hende, rettede hun sig mere op for de få centimeter hun fik mere af det, og stirrede ham ind i blikket. Dette virkede som et mareridt. Aldrig havde hun troet at Jared skulle være den til at sætte hende i den situation. Hvorfor vendte alle dem hun stolede på, sig mod hende? "Du af alle Jared.. hvor vover du at komme her og tro at du kan kræve en sådanne ting?!" vrissede hun. Skulle hun være hans højre hånd? overgive sit livs arbejde og stå som en skygge i mørket? Så hellere lade livet! "Ej lever jeg i skyggen Jared, jeg lægger mig hellere i graven velvidende om at jeg forsvarede mit arbejde og min stolthed, end jeg overgiver mig til dig!" fastslog hun og trak lynhurtigt agielen for at presse den frem mod hans mave.

[Jared Imaricha]

Denne gang, var det Jared der kom frem fra skyggerne, og i hans egne øjne, og optik, så var det kun på tide. Det var på tide, at han kom ud og viste sig, samt hvad han egentlig kunne. Nu havde han jo både iagttaget Cecilaya og Faith i deres tid som ledere af racen. Han havde set styrker, som han havde set svagheder ved begge parter, og det var dem som han ville gøre, hvad han kunne, for at undgå.
"Stoler du ikke på mig?" spurgte han med en direkte stemme. Han var måske den typiske mand, som altid havde været hende underdanig, og måske at det var det, som hun altid havde kunne lide ved ham, men det var slut nu. Der var andre ting, som fyldte ham end det, og det var det som han havde tænkt sig. Dæmonerne skulle der styr på, og der skulle ikke en idiot til, at se, at det ikke var noget som Faith kunne honorere lige nu.  "Du ved ikke, hvad jeg har bedrevet min tid med, siden min tilbagevenden," sagde han direkte. I den forbindelse, havde han faktisk utrolig mange ting, som han kunne takke Cecilaya for.
Ikke nåede Jared at reagere, før hun havde trukket sin Agiel og sat den direkte i hans mave. Et voldsomt skrig brød hans læber, idet at hans ben direkte kollapset under ham, og han røg direkte i gulvet. Næsten automatisk søgte han direkte til hendes tanker. Hun vidste at han kunne tage over kontrollen af hende, og det var skam også, hvad han havde tænkt sig at gøre her! Her måtte han næsten få hendes muskler til at stivne, så hun ikke ville være i stand til at kunne gøre noget som helst! Dertil måtte han tage muligheden for at genvinde pusten. Den agiel havde slået luften ud af ham.
"Og g-give mig muligheden for at tale ud," tilføjede han, som han vendte sig, og rejste sig. Det sitrede stadig helt nede i hans tæer. Det var faktisk utrolig ubehageligt! "Faith. Du gaber over mere, end hvad du kan tygge. Jeg ønsker ikke at se dæmonerne gå helt til hundene," sagde han med en hård tone.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Ingen havde været mere klar over Jareds gaver, end Faith. Han havde altid været oplagt til en større stilling, men han havde været præcis hvor hun ville have ham, ved hendes side som loyal støtter, og hun havde holdt ham nede, holdt ham i skyggen velvidende om at han sagtens kunne bryde ud af den. Dog havde hun ikke regnet med at han nogensinde ville gøre det.
"I øjeblikket gør jeg ikke nej," sagde hun ærligt. Her dukkede han op efter lang tid, det udviste ikke loyalitet, det gav hende alt grund til mistanke faktisk. "Hvad du har bedrevet tiden med kunne jeg ikke være mere ligeglad med, så lang tid det har været væk fra Appolyon, du kender min politik," svarede hun hårdt. Alt i hende sitrede. Det var lang tid siden hun havde mærket flammen i det indre blusse af vrede på den måde som hans ord havde fået den tid. Hånden knyttede hun fast om sin agiel og pressede den mod hans mave, til han gik i gulvet foran hende, hvilket var yderst tilfredsstillende.
Hans modsvar havde hun været beredt på. Som leder gennem mange år, havde hun lært at lukke meget af det ude, hvilket hun til en vis grænse kunne gøre med Jared, men han var en stærk mental dæmon, desuden ældre end hun selv.
Alligevel trak hun agielen til sig men lagde den ikke væk. Hendes grønne øjne så skarpere på ham end end drages årvågne blik. Alle de års troskab! Og dette er takken?! Ligesom jeg ikke ved hvad du har bedravet tiden med, ved du det ligeså ikke moddat, så kom ikke her og antyd at du er bedre end mig Jared Imaricha!" råbte hun med kinderne blusse af vrede. "Ønsker du at tage min plads, må du slå mig ihjel først," hun lod flammer lyse i hendes blik for et øjeblik som tegn på vreden der beyndte at tage kontrol over hende.

[Jared Imaricha]

I Jareds optik, var det på tide, at bryde den onde cirkel, og selv træde frem. Han vidste jo, at han kunne. I hende og Cecilayas fravær, var det jo for pokker ham, som havde gjort det, og nu var han ved at være træt af problematikkerne. Der skulle styr på tingene, og nu hvor de ikke kunne gøre det, så måtte han jo gøre det. Han brød ud af skyggerne nu. Det var slut at lade Faith holde ham der.
"Jeg har aldrig givet dig en grund til andet," pointerede han med en ærlig stemme. Han ville ikke mene, at han gjorde det her, for at dolke hende i ryggen, men derimod for at gøre det klart for hende, at det måske bare var på tide, at trække sig fra titlen som leder, velvidende om, at den nærmest betød mere for hende, end hendes eget liv.

Benene måtte dog give efter under Jared ved kontakten med Agielen. Selv havde han aldrig oplevet våbnet før, men rygtet om det, gik langt. Han tog sig til maven, inden han igen forsøgte at rejse sig. Han vendte sig mod hende. Han vidste, at hun var trænet hårdt, men hvorvidt om hun kunne bryde de evner, som han havde, måtte tiden jo vise.
"Jeg har aldrig vendt ryggen til noget som helst. Du søgte end ikke efter mig, selv på trods af rygterne om min tilbagekomst?" Han lod hovedet søge på sned. Han var vel skuffet et sted? Alt det, som han havde gjort for hende, og end ikke at søge ud, kunne hun finde ud af?
Jared rejste sig, endnu med hånden hvilende på maven. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg har aldrig sagt, at jeg er bedre i det henseende. Det eneste jeg siger er, at jeg ville være beder som leder i dit sted, Faith.. Jeg kan give dig valget.. slå dig på fair vis, for øjnene af de få tilbageværende dæmoner, eller du kan trække dig, og regere stedet her sammen med mig. Vi skal have styr på de dæmoner igen," fastholdt han. Han var der jo ikke, for at gøre hende noget ondt! Han ville have kontrol på lortet nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Ud over hende selv var der ingen dæmon som ville kunne lede dæmonerne bedre end Jared. Men dette var hendes livsværk, det var en sag hun havde kæmpet for, og havde mistet livet for utallige gange. Alt havde hun oftest for sine dæmoner og nu bad han hende om at lade det hele gå og give ham pladsen? Hvis han tog den, tog han alt grund til at leve fra hende. "Med de ord du netop har givet mig, har du vist dig mindre værdig til min tillid end selv Kimeya," sagde hun direkte. Smerten fra Agielen oplyste hendes årer, det var hårdt at holde den med alt den smerte hun selv følte, men alligevel slap hun den ikke.
Der var ikke en følelse at sporer i hendes blik, selv uden dragten havde hun lukket af. Jaqia og Kimeya havde trænet hende til at slå ihjel uden følelse, måske Jared ej ville gøre hende ondt, men den var ikke gengældt den anden vej længere.

Allerede da han igen var på vej op, slog hun med agielen ud efter ham for at tvinge ham ned i jorden igen foran hende. På knæ, hvor han hørte til, som underdanig ikke som hendes hersker. "Appolyon er ingen tvang og jeg er ikke din mor... eller min for den sags skyld. Hvis du ønskede at komme tilbage, så var du kommet og ikke blevet væk," konstaterede hun. Han burde vide bedre. Frem for lyse grønne øjne, stod hendes blik i flammer som et farligt stormvejr. "I så fald står du netop og siger at du er bedre end jeg. Måske har du ret, men jeg bakker ikke ud. Dette er mit liv, mit arbejde. Desuden er jeg bange for du har misforstået. Ganske vidst er der mange som har forladt stedet, men der er mange tilbageværende," understregede hun, og dette var sandt.
Hun himlede med øjnene. "Du lyder som Kimeya.. kom med mig, bliv min onde Dronning," hun knyttede hånden om agielen så hårdt at knoerne blev hvide. "Du må lægge mig tilbage i graven før det bliver en realitet, Jared," fastholdt hun. Hvad havde han forventet?

[Jared Imaricha]

At blive kategoriseret i samme bås, som Kimeya, var bestemt ikke en tanke, som Jared brød sig om, og en som han hellere end gerne, ville tage afstand til! Han havde ikke regnet med, at hans ord, ville falde i hendes gode jord, men han havde vel et sted.. blindt håbet på, at hun var mere til at snakke med, end hvad det havde vist sig? "Så meget indebrændt vrede. Du har virkelig ikke forandret dig det mindste, kære Faith," sagde han blot. Han tog ikke ordene så højtideligt. Der var jo heller ikke det, som han tilbage i sin tid, ikke havde lagt høre til.

Så snart han forsøgte at komme op igen, tvang hun ham i jorden igen med agielen i sin hånd. Han ønskede jo ikke at tage hendes liv. Hun var vigtig for ham, og rent faktisk noget af det, som han havde tilbage. Med fastklemte øjne, knyttede han næverne, inden han så mod hende. Var det virkelig sådan, at hun ville lege?
"Du ved, at jeg på fair vis, kan slå dig, hvis det er hvad jeg ønsker. Jeg ønsker ikke at ende dit liv, Faith. Jeg ønsker at vi finder en løsning, som er til gavn for dæmonerne, for det du har gang i, fungerer ikke længere." Denne gang måtte han gøre en ekstra indsats. Han tvang sig adgang til hendes sind, for at låse armen med agielen i hånden, så denne ikke kunne bruges, og denne gang holdt han kontrollen ved lige!
Jared rejste sig op igen. Han knækkede i nakken, og skælvede i benene. Det var faktisk ubehageligt! "Og hvis det ikke er noget som jeg ønsker? Jeg ser samarbejdet for dæmonerne, som en bedre mulighed." Hans krop sitrede.. Smerten som han havde følt, var helt igennem grotesk. Et grusomt våben!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya var den eneste mand der nogensinde havde forsøgt at kontrollere hende, og han havde fundet ud af at ingen ild kunne tæmmes. Hun kunne ikke tæmmes, hverken af ham eller af Jared. I lang tid havde hunkæmpet for at finde nye løsninger til dæmonerne, problemet var at det Jaqia kunne tilbyde ikke længere var godt nok, og Denjarnas alternativ havde vist sig ikke at være så godt som håbet.
Det var ikke fordi hun blot sad tilbagelænet. Hun kæmpede som hun altid havde gjort, og han havde ingen idé om hvad han var ved at tage fra hende. Hun trak vejret gennem sammenbidte tænder, og gjorde hvad hun kunne for at slå blot en smule koldt vand i blodet. "Men det har du tilsyneladende," hvis blikke kunne dræbe så havde han ligget død foran hende nu.
Igen forsøgte Faith at lukke ham ude af sind, men denne gang lykkedes det hende knap så godt. Armen blev låst, hvilket kun gjorde hende langt mere vred!

"Den eneste grund til du har en chance er fordi du kan trænge ind i mit hoved. Om det kan kaldes fair ved jeg ikke," hun trak vejret dybt, eller forsøgte på det, lige nu var hun frygtelig ophidset. Den ellers blege hud var rødglødende og nok også ligeså varm at røre ved. "Og i stedet for at komme herind på fredeligt vis og tilbyde din hjælp og guiden, så kræver du min tilbagetrædelse. Hvad helvede havde du forventet din udulige kujon?!" råbte hun vredt. Flammen bagved hende blussede voldsomt op og fik varmen i rummet til at stige betragteligt. "Hvis det er dæmonerne som er så vigtig for dig, hvorfor er det så, så vigtigt at jeg kommer af? Lad os ikke lyve for hinanden Jared, det er egoistiske årsager," nærmest katteagigt lagde hun hovedet på skrå. "Enten går du i knæ og bliver ved min side med din stemme og guiden, som min højre hånd, ellers vil jeg bekæmpe dig til sidste bloddråbe, til den sidste lille gnist er slukket!" Hun skælvede så vred var hun. Det var næsten befriende endelig at mærke den indre flamme igen.

[Jared Imaricha]

Kimeya havde forsøgt at kontrollere Faith i frygtelig mange år. Måske at det var derfor, at manden havde givet op? Rygterne sagde i hvert fald, at han havde fundet andre veje at gå. Ikke at Jared ville blande sig i mandens ting, men at blive kategoriseret i den samme bås som ham, ønskede han bestemt ikke!
"Det er kun på tide," fastholdt han med en mere stædig stemme. Ikke om han ville færdes i skyggerne længere, og særligt når han vidste, at han havde så mange andre ting, som han kunne byde på i samme omgang. Så var det andet da bare komplet tåbeligt! Og en tåbe, var han ikke!

Denne gang var han nødt til at benytte sine mentale kræfter, for at få muligheden for at komme op på benene igen. Det var et forsvar han var født med. Det var fuldt ud retfærdigt af ham at benytte det, hvis en sand kamp, skulle vise sig at blive reel. Ikke var han ude på at slå ihjel. Og særligt ikke Faith, selvom han da godt kunne se, at det bestemt ikke var gengældt. Han kunne bare ikke gøre noget ved det, som det stod lige nu. Han rystede på hovedet.
"For helvede Faith. Du kan ikke se, at Appolyon er ved at styrte i grus? Dæmonerne forlader stedet.. Jeg mødte adskillige på min færd fra Imandra. Det er på tide, at der kommer styr på tingene," fastholdt han. Hvis hun virkelig ikke kunne se fordelene i noget som helst, så var hun da dummere, end hvad han først havde antaget, hvilket han da ville sige, var en skam. En virkelig stor en faktisk.
"For en gangs skyld, er jeg færdig med at underlægge mig andre, når jeg ved, at jeg har mulighederne, for at udrette noget med det, kære Faith. Jeg giver dig muligheden for at indgå et solidt partnerskab omkring den ledelse. Jeg kalder mig for leder, og du ved min side. Jeg er færdig med skyggerne, af både du og din datter," fastholdt han. Det var til at blive sindssyg af! Og at ende hendes liv? Det kom slet ikke på tale.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Intet kunne tæmme den indre ild, Kimeya havde givet op, hvilket nok var det bedste trods savnet nok aldrig ville svinde bort. Nu hvor han var ude for ræddevidde måtte Faith finde ud af hvem hun var, huske på hvilken stærk kvinde hun kunne være selv alene. Den mand havde gjort hende svag, det ville hun aldrig tillade skulle ske igen. Jared skulle ikke have lov til at kvæle den flamme.
"Af alle var du den jeg stolede mest på Jared. Og jeg som troede at Kimeya var min største fejltagelse!" hvæsede hun hidsigt. Hendes kinder var blussende af den indre varme der fulgte med hendes raseri. Hvis han nogensinde forventede at hun frivilligt ville bukke under for ham, så tog han grueligt fejl!

De mange års træning, havde lært hende at se bort de følelser der holdt hende tilbage. Altid havde hun holdt meget af Jared, men når han forsøgte at fjerne hele grundlaget for hendes eksistens, så tøvede hun ikke et øjeblik med at kaste ham i graven, hvis det var hvad det krævede. Hvis blot hendes kære moder kunne se ham nu, hvor hun dog ville vende sig i graven! "Jo jeg ser det! Jeg er hverken blind eller dum!! Tror du virkelig ikke at jeg graver alle steder for at finde en udvej fra forfald? Hjælp mig med at få styr på tingene så, lad være med at skab større kaos ved at sætte os begge i en situation der påkræver at den ene af os udrydder den anden, for det er hvad der kommer til at ske. Enten falder du eller også gør jeg!" hun tog et skridt i hans retning, og greb med den frie hånd, brændvarme hånd ud efter hans hals, i forsøget på at skubbe ham op af den ru klippevæg.
"En ledelse hvor jeg vil stå i skyggen og min flamme vil brænde ud. En ledelse hvor du vil få gavn af min viden om dette sted, og den respekt jeg har vundet, og selv få dit navn på alting. Sandheden er Jared, at du ikke kan klare dig uden mig her, du ved det og jeg ved det, men gæt hvad... jeg slog hellere mig selv ihjel end at lade Malisha få æren og jeg vil nyde at se dig brænde enden fra døden," hviskede hun intenst og pressede ham op af væggen med sin egen lille krop, hvilket så yderst forkert ud i forhold til at hun var så meget lavere og nærmest måtte stå på tæer for at hviske i hans ører.