Come play with me

[Soraya Salvorique]

Soraya havde planer om at holde på Kimeya, så derfor måtte hun jo bare sørge for at holde på hans interesse. Indtil videre gik det da udmærket, for selvom hun havde været sammen med et utal af andre, så var han stadig ligeså utålmodig med at få hende som før. Det betød kun, at han oprigtigt ville have hende og det var også lettende. Hun havde ganske vist skænket ham en datter, som ingen af dem dog rigtigt havde et følelsesmæssigt forhold til. Men hun gjorde da forhåbentligt nytte hos Acheron og kunne bruges til at skænke Romeo nogle arvinger, som Sephiran jo var oprigtigt ivrig efter. Hun stønnede. Og stønnede kun for ham. Hun kunne slet ikke lade vær, eftersom kun han frembragte den tilfredsstillelse hos hende. Et gisp forlod hendes læber, samtidigt med at hendes krop sitrede ekstra, da han greb fat om hendes hår og trak hendes hoved tilbage. Hun mødte fast hans blik. "J..j-a," svarede hun mellem stønnende, da han nu satte tempoet op og selv endte med at ramme helt perfekt. Hun kørte hænderne ned over hans krop og måtte holde fast i sengetøjet, da det virkelig føltes intenst. Hendes krop dirrede voldsomt og endte nærmest med at eksplodere, hvor hun spændte sammen omkring ham mens hun udstødte et langt og tilfredst 'ja'.

[Kimeya Marvalo]

Soraya var Kimeya en fantastisk kvinde. Ung.. fødedygtig. Det var alt sammen noget, som særligt måtte stå i meget god jord hos ham. Det var vel også grunden til, at han faktisk gjorde så meget, som det han gjorde i øjeblikket? Det var i hvert fald, sådan, at han måtte se på det. Et kækt smil passerede hans læber, som han rev hendes hoved tilbage.
Kimeya vidste hvad han ville have.. Og Soraya vidste, hvordan hun skulle få den mand frem i ham, hvilket kun gjorde det langt mere fantastisk. Følelsen af det, var helt ubeskrivelig for ham, og han kunne jo ikke gøre noget andet, end at elske det! Tempoet satte han derfor op, til selv han kunne mærke, hvordan det hele måtte samle sig i underlivet. Øjnene klemte han svagt sammen, som hun gjorde sig færdig. Det krævede et par ekstra stød, frem til han selv måtte nå den afgrund, hvor han selv ikke var i stand til at rumme mere. De dybe støn brød hans læber, hvor han trykkede sig dybt i bund ved hende. Svagt prustede han tæt ved hendes øre. Det var fantastisk.. som det altid havde været. Et tilfredst smil passerede efterfølgende hans læber, inden han trak hovedet til sig. Dette var uden tvivl lige hvad han havde haft brug for.. Og gud hvor han dog havde elsket det! Han kyssede hendes mundvig, inden han satte hænderne på hver side af hende, og trak sig. "Klæd dig på," sagde han kortfattet, inden han selv søgte sit eget tøj.

[Soraya Salvorique]

Soraya elskede Kimeya. Det var bare noget, hun vidste i sit hjerte, også selvom han havde svært ved at gengælde det på samme måde. Men hun kunne ikke undvære ham, så derfor var hendes livsmission også at fastholde hans interesse for altid. Hun ville slet ikke kunne bære at blive skiftet ud, slet ikke nu hvor det virkede til, at hun faktisk havde ham godt på krogen. For det virkede ikke til, at han havde haft noget med andre at gøre før han var kommet her i dag. Hun vidste præcis hvad han ville have og hvordan hun skulle opfylde hans behov, så det gjorde hun jo selvfølgelig for ham. Selv da hun nåede sit punkt, så lod han ham køre færdig, også selvom det virkelig krævede noget af hende at blive ved, for det var lige før det blev for meget. Følelsen af at mærke ham så dybt føltes virkelig fantastisk og hun måtte holde meget stramt om sengetøjet til sidst, hvor hun nærmest bare kollapsede under ham på sengen, da han trak sig. Hun prustede let og skubbede sig hurtigt op at sidde. Hendes krop sitrede stadigvæk helt og hun følte sig mere ren nu. Hun nikkede bare og åbnede en skuffe i hendes natbord, hvor hun trak en kjole frem. En kjole hun havde skjult for ejeren af stedet her, men som var den kjole hun var kommet i fra hendes første slaveejer til den næste. Hun trak den på. Den var ganske enkel, end ikke grim. Den var lyseblå og havde en åben ryg, hvor den var bundet i nakken. Ellers nåede den hende ned til anklerne. Hun fandt også et par sandaler, som var gemt et andet sted, som hun tog på. Hun lignede tilnærmelsesvist en her fra øen af.

[Kimeya Marvalo]

I forvejen, var det meget svært for folk i det hele taget, at fastholde Kimeyas interesse over længere tid. Selv var det faktisk ganske imponerende, at Soraya havde formået at gøre det frem til nu, hvilket skam også godt kunne mærkes. Han var her, fordi at han havde brug for det.. Der havde jo heller ikke rigtigt været noget på hjemmefronten, der har kunne erstatte Soraya, så han havde jo faktisk været alene frem til nu.
Kimeya valgte roligt at trække sig væk fra hende, kun for selv, at finde sit tøj. Han havde tvunget hende til at finde sit tøj. Det var bestemt ikke her, at han havde tænkt sig, at blive, og han havde faktisk heller ikke tænkt sig, at hun skulle blive her. Nej, hun skulle nemlig med ham hjem igen, og nu hvor han også havde Noemie, som han skulle have med sig tilbage til fastlandet, havde han skam også tænkt sig, at starte der. Han vendte blikket mod hende, som hun var kommet i tøjet. Det var mærkeligt. Hun lignede faktisk dem, som boede her på øen fast, og deres beklædning, var slet ikke noget, som faldt ham i smag, og det var også tydeligt. "Vi skal hjem," sagde han kort for hovedet, inden han vendte om og skubbede de silkebløde lagner til side. Gud nåde trøste dem, som forsøgte at komme i vejen for ham nu! Han sendte dem en fast mine. Han forventede at Soraya fulgte med ham.

//Out

[Soraya Salvorique]

Soraya åbnede sin skuffe i natbordet, hvor hun ligeså fandt en smal snor. Hun samlede sit hår i en høj hestehale og bandt snoren rundt om. Det føltes en smule mere som hende selv, nu hvor håret var strammet op i en hestehale. Senere kunne hun jo flette hendes lange lokker og faktisk få sat sit hår som hun havde været vant til hjemmefra. Hun så roligt mod Kimeya. Hun var glad for, at hun stadig var kvinden for ham. Nu skulle hun så bare fastholde hans interesse fortsat, da hun ej ønskede at miste ham nu, hvor de endelig havde fundet hinanden igen! Hun var utrolig lettet og følte, at hun havde fået et spark i den helt rigtige retning. Tilbage mod den kvinde, som han faktisk havde gjort hende til. Hun rettede sig op og nikkede blot til hans ord. Som han gik, så fulgte hun med ham. Gik ved hans side, et halvt skridt bag ham, da han trods alt var manden samt hendes overordnede. Selv turde hun slet ikke tænke på de stakkels mennesker, der ville forsøge at komme i vejen for ham, for så ville de hurtigt brænde nallerne eller miste hovedet. Det var end ikke utænkeligt, at han ville være direkte nådesløs. Forhåbentligt når de nåede til et sted, de kunne være i fred, så kunne hun få den forbandede halskæde af, der låste hendes magi fast.

//Out.