Come play with me

[Soraya Salvorique]

Kimeya Marvalo

---

Fra slave til prostitueret. Det var sådan Soraya's skæbne var blevet. Cyrenic og hende havde ikke kunnet finde ud af det med hinanden, da hendes temperament slet ikke havde passet til ham, så det havde ikke lykkedes ham at kunne tæmme hende. Det var endt i, at hun var blevet solgt videre. Uheldigvis til en slavehandler, der syntes hun var en yderst skønhed... hvilket resten af øen også syntes, for hun havde travlt på bordellet. I aften var dog en af de mere rolige aftener, hvilket nu ikke gjorde hende noget, for det efterlod hende med en smule værdighed når hun havde lidt alene tid. Om halsen havde hun stadigvæk et smykke, der låste hendes magi. Bordelejeren havde bare skiftet den grimme lænke ud med en slank sølvkæde, der dog ikke var til at tage af, da den også var magisk lavet. Hendes hår var blevet længere, da det var groet ud og det nåede hende helt ned til lænden nu. Det bølgede naturligt. Hun var renvasket, da det heldigvis var noget bordelejeren gik op i. Pigerne skulle være smukke og rene til at være sammen med Herrerne, der kom for at få en pige. Eller andre kvinder for den sags skyld, der kom for at få samvær med en pige. Let vædede hun læberne, som hun skubbede sig op fra sin seng, der var indrammet af gardiner, der hang ned fra loftet. Her var en mørk atmosfære, dog en smule lys fra bestemt steder. Hun trak gardinet til side og dukkede frem i det store opholdsrum, hvor de kunne møde gæsterne. Hendes øjne var tegnet op og en let rød farve var malet på hendes kinder. Hun havde et klæde om kroppen der var et meget let stof, som kun dækkede hendes underliv, mave og bryster. Ellers var alt andet synligt - ben, arme, ryg, hals og ansigt. Hun så sig roligt omkring... hvem mon hun ville få øjenkontakt med i dag?

[Kimeya Marvalo]

Efter Kimeyas møde med Noemie, måtte Kimeya sige, at det var noget af en kulturforskel fra Tayevania og til Dvasias, hvor han selv måtte komme fra. Der var efterhånden gået et par dage. Han havde Noemie låst af vejen, til han var klar til at søge herfra. Han skulle først finde ud af, hvor pokker han kunne finde Noelle, og finde ud af, om hun var i live, eller om hun var død.
I aften, var det dog mere frustrerende tanker, som Kimeya skulle få bugt med, siden han var kommet til øen her. Han havde ligget lavt stort set hele dagen, efter, at han havde gjort så mange andre opmærksomme på sin tilstedeværelse på øen. Ikke var han der for ballade, men udelukkende for at iagttage. Ikke at der var noget ekstraordinært stort ved det, men det var da mere at han nu havde noget at lave.
Nu stod han udenfor et Bordel. Et sted, som han altid havde været glad for på fastlandet. Han søgte derfor ind af døren. Det var en behagelig stemning som han blev mødt af herinde, hvilket var noget, som faldt i rigtig god jord hos ham. Han havde brug for at få bugt med de frustationer, som han var fyldt med i krop og sind, og det var noget som uden tvivl godt kunne mærkes. Han var i kappe, som hvilede tungt omkring hans skuldre. Han var ikke i læderdragten.. men derimod en normal beklædning fra Dvasias. Hvordan mon det her, fungerede på øen? Det var han faktisk temmelig spændt på.

[Soraya Salvorique]

Soraya løftede sin ene arm i en nærmest langsom og forførende bevægelse, hvilket fik 2 mænd til at vende blikket mod hende, blot fordi der var en bevægelse i deres øjenkrog. Hun førte sit hår om bag det ene øre og skubbede håret på bagsiden af hendes skulder, så det var nemmere at se gennem stoffet, der afslørede et par fyldige bryster bagved. Hun skulle vælge sit bytte, da hun ikke bare tog hvem som helst, for hun havde trods alt mere værdighed end bare det! Hendes læber var også tegnet op i en rødlig farve, hvilket fremhævede hendes læber markant. Det var længe siden hun havde haft sin dragt på og i det hele taget haft ordentligt tøj på, for hun ejede kun én simpel kjole og ellers dette bordel tøj, som hun jo gik i det meste af tiden. Som døren gik op og en skikkelse kom ind, så blev hendes opmærksomhed dog straks først dertil. Gad vide hvem det kunne være? Hun kunne ikke rigtigt se personen tydeligt, der der hang slør ned gennem loftet for at give en hyggelige atmosfære herinde, hvor prostitueret og gæst kunne møde hinanden i sofaerne inden de trak den til sengen bag gardinerne, der fungerede som skillevæg og derved markerede hver piges værelse. Hun gik omkring sofaen for at kunne se tydeligere mod skikkelsen og måtte stoppe op, så snart det gik op for hende hvem der faktisk stod der. Kimeya! Hendes hjerte begyndte at hamre, men hun fastholdt sig selv, da hun ikke bare kunne styrte imod ham og kaste sig i hans arme. "Exspectata, meus senior*," bød hun velkommen. Hun havde lært noget af de indfødtes sprog, mens hun havde været her. Hun rakte en hånd frem mod ham hvilket var de prostitueredes gestus... så måtte hun jo se, om han spillede med.

*Velkommen, min Herre

[Kimeya Marvalo]

Hvordan alt det her skulle foregå, havde Kimeya ikke nogen anelse om. Noemi havde han ladet ligge i en eller anden klippehule for nu, så han vidste, at han kunne få hende trygt med tilbage til fastlandet. Det ville være synd og skam, at hun skulle blive her, og derved spilde liv og talent på noget, som hun kunne bruge et andet sted. For nu, var det hans egne ting, som han ønskede at fokusere på, og det var selvfølgelig at få stillet det værste, inden han ville søge hjem igen, for det begyndte efterhånden at nærme sig.
Stemmen som nåede ham, var det første, som selv måtte genkende. Var det virkelig? Langsomt hævede han blikket, da en ellers velkendt skikkelse trådte frem. Soraya? Her? Så var det ikke noget vidunder, at hun ikke havde været at finde nogen steder! Han trådte en smule frem, hvor han hævede hånden. Latin? Det var end ikke et talesprog, som han havde hørt udtalt i frygtelig lang tid. Han lod hånden stryge langs hendes. Han vidste slet ikke, hvad han skulle forvente sig i øjeblikket. "Gratias Dominae," svarede han igen med en rolig, dyb og næsten kold stemme. Han stirrede fast i retningen af hende. Ville hun mene, at hun havde.. delt hvad hun var, med alle mulige her på Tayevania? Uden tvivl måtte han sige, at det ikke var en tanke, som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt! Afventende blev han for nu, stående på sin plads, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. At han skulle finde hende her.. og i den mundering, som han ville have elsket hjemme på soveværelset, var bestemt ikke noget, som faldt ham i smag her!

*Tak, min frue

[Soraya Salvorique]

Sorayas hjerte begyndte direkte at hamre i hendes bryst, nu hvor hun havde fået øje på Kimeya. Han stod virkelig her... på Tayevania, på bordellet, hvor hun netop var. Det var nok et kæmpe sammentræf og en tilfældighed uden lige, men rart var det om ikke andet, for det var hendes billet hjem! Om han havde ledt efter hende... Det havde han nok, men det var vel ikke det han var her for? Eller måske var det. Det kunne hun jo tidsnok finde ud af, hvis hun bare kunne få ham med sig. Og derefter få ham til at tage hende med herfra. Desværre blev det nok ikke en let opgave, for hendes ejer og bordellets ejer, var en streng mand. Hun havde nægtet at prostituere sig til start, hvilket havde resulteret i, at han havde tvunget hende til det, til hun selv gik med til det. Frivillig tvang kunne man vel kalde det? Hver eneste gæst tog en bid af hendes stolthed og hendes selvsikkerhed omkring sin krop og sin værdighed, men det var også der hun var mest knækket. Hun bryggede på alle planer og prøvede at spotte alle muligheder for at komme herfra. Det havde bare vist sig umådeligt sværere end regnet med, da hun var anset som en fjende af alle. At han kunne latin, anede hun faktisk ikke. Hun havde lært at tale det her, da ejeren ikke talte andet, så det havde hun været nødt til. Så med månederne var hun bare blevet vænnet til det.
Som han strøg hendes hånd, så sitrede det helt i hende. Hun lukkede sin hånd om hans, næsten desperat så han ikke gik. Længslen var i hendes øjne og det var tydeligt, at hun ikke var her med sin gode vilje, hvis han bare så ordenligt på hende. "Ego sum vestri, sis mihi," sagde hun til ham i en rolig tone. Det var måden at tilspørge manden på og så kunne han svare ja eller nej...

*Jeg er din, hvis du vil have mig

[Kimeya Marvalo]

Det latinske sprog, var Kimeya nærmest vokset op med, så naturligvis kunne han da tale det. Det var bare ikke særlig mange steder, at det blev brugt i dagligtale, og de kunne han da godt mærke. Hans var ganske vidst rusten, men han kunne da føre en samtale med hende.
At finde hende her derimod, var ikke just det, som Kimeya havde regnet med. Langt fra faktisk! Han stirrede fast på hendes skikkelse. Det var ikke et stolt glimt af en Mord-Sith, som han kunne spotte i hende. Et sted, var det næsten det, som han måtte sige, skuffede ham mest. Hun havde valgt ham for denne aften. Ikke at han havde forventet noget anet, og sådan som hun knugede omkring hans hånd, kunne han jo kun få bekræftet, at det var noget, som hun havde manglet.. At hun havde manglet ham. Ganske vidst havde det forundret ham, at hun bare var forsvundet hjemme... Men hvordan pokker var hun endt herude? Langsomt nikkede han til hendes ord. Det var vel et svar i sig selv?
"Me ad locum tuum," endte han med en rolig stemme, som han denne gang rettede sig en anelse op, hvorefter han endnu en gang nikkede til hende, som tegn til at hun skulle føre ham. Han ville gerne have muligheden for at snakke med hende - og gerne alene, hvis det var en mulighed, som skulle tilfalde dem.

*Tag mig til din plads

[Soraya Salvorique]

Den stolte mord-sith var gemt i Soraya. Hun havde den stadigvæk, men hun kunne ej lade den komme til syne her, så det var et trick fra hendes side at gemme det af vejen og lade det komme frem, når hun var alene. Hun var ny indenfor det latinske, men hun havde da lært en del på tiden hun havde været her uden sin gode vilje. Ganske vidst havde Kimeya nok ikke regnet med at finde hende her, men hun havde til gengæld heller aldrig regnet med at blive fundet af ham. Så hun havde nok en del spørgsmål til ham, som han nok også havde det til hende. Hun skammede sig, det var dog ikke til at tage fejl af. Men hun kunne for pokker ikke gøre noget, når hun ikke havde sin agiel eller sin magi at gøre med. Og i råstyrke, så var et kæmpe muskelbundt altså bare stærkere end hende, uanset hvor meget hun kæmpede imod. Og hendes gæster syntes åbenbart at de kunne behandle hende hårdere, fordi hun nok var den pige med mest råstyrke her og fordi hun allerede havde en masse ar. Så følte de at de kunne tillade sig at behandle hende som de ville. Og de satte også sine ar i hende, hvilket han vel ikke kunne bearbejde hende for? Hun nikkede let og slap grebet en smule. Hun holdt fast i ham og førte ham med sig ned til hendes sted. Hun skubbede gardinet til side og gik ind, hvorefter de faktisk var alene, omringet af gardinerne der markerede hendes rum. Sengen stod midt i rummet, hvor hun stillede sig ved siden af dem. Her, hvor ingen nu kunne se dem, så kastede hun armene om hans nakke og trykkede sig ind til ham. Sagde ikke noget... søgte bare omfavnelsen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya håbede godt nok, at det hårde slid med Soraya, nu ikke skulle vise sig, at være spildt, for det ville han da slet ikke have. Hans mine forblev hvilende fast på hende. Vred var han ikke.. nok mere skuffet over, at det var her han skulle finde hende, og med den mimik.. Det var bestemt ikke noget, som ville falde i hans gode jord, og særligt, når det var på denne her måde. Han lod hende derfor tage hans hånd, og føre ham med sig. Her lærte hun tilsyneladende også latin. Det vidste han jo, at han ikke havde lært hende på egen hånd, for det var ikke just et emne, som de nogensinde havde taget op.
Det lille sted, som hun havde fået, som kun var beskyttet af gardiner, var noget som han nu ikke var videre imponeret over. Hans blik søgte kort til sengen, inden han igen vendte blikket mod hende. Igen, var han uden tvivl overrasket over, at finde hende her. Grotesk som det end var, så var han skuffet over, at det var sådan, at hun havde taget det. Inden han overhovedet nåede, at sige noget som helst, var hun slynget om hans nakke. Han stirrede fast fremfor sig, inden han denne gang, lagde armene om hende. Han trykkede hende ind mod sig. "Hvordan er du endt her, Soraya?" spurgte han denne gang med en betydeligt hårdere stemme, end hvad han ville have gjort brug af normalt. Langsomt vendte han blikket mod hendes skikkelse igen. Han var bestemt ikke tilfreds! Han så hende hellere ligge i rendestenen i Dvasias, end på det Tayevanske bordel!

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne godt mærke på Kimeya, at han var skuffet og det gik hende på med det samme. Det sidste hun ønskede var at skuffe ham af alle mennesker, for det var det, der gjorde allermest ondt. Ikke alle de gæster, der hver aften tvang sig over hende, men ham. Den mand, der havde opfostret hende, trænet hende og gjort hende til den hun var. Hun var ikke mistet, bestemt ikke! Der skulle nok en smule genoptræning til, men mest af alt skulle hun bare væk herfra. Det var fængslet, der gjorde, at hun agerede som hun gjorde i øjeblikket. Hun blev nødt til at spille spillet for at overleve, så måske spillede hun jo faktisk bare så godt, at hun snød ham. Hun trykkede sig ind til ham og håbede inderligt, at han ville lægge armene om hende, for andet var slet ikke til at bære. Som han gjorde det, så slappede hun straks mere af. Hun slap ham en smule, så hun kunne se mod ham. Allerede nu hvor de var her, så så hun mere ud som sig selv i blik og ansigt, end hvad hun havde gjort derude. Hun var ikke stolt af at have tabt slagene gang på gang, men sådan måtte det nu være. "Malisha overraskede mig, gav mig en magi-låsende lænke om halsen og solgte mig til en kaptajn, der bragte mig hertil. Solgte mig til en, der ikke kunne tæmme mig, så han solgte mig hertil," startede hun med at fortælle lavmælt. Hun lagde sin ene hånd mod kæden om hendes hals. "Denne låser alt min magi ligeså. Hvis jeg ikke arbejdede, så tvang han mig... Holdt mig nede mens de tog mig, hvilket var mere ydmygende end det andet." Hun sænkede blikket.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var på ingen måder tilfreds med, hvad Soraya måtte fortælle ham. Selvom han snildt kunne skænke hende den omsorg, som hun så brændende havde brug for, men det ændrede ikke på, at han ville se mere af den kvinde, som han havde gjort hende til, og det bestemt ikke var noget, som han så i øjeblikket. Svagt måtte han knibe øjnene sammen. Det var svaghed han så.. ikke styrke, og derfor var han selvfølgelig skuffet! Endnu mere over, at Malisha havde valgt at blande sig! Hvorfor valgte hun at blande sig nu? Var det nu han skulle til at være opmærksom igen? Han vidste jo hvilken slange den kvinde kunne være!
"Malisha er endnu en gang begyndt at vise sig?" Det var jo egentlig det, som han fik ud af, hvad hun delte med ham. Han kneb øjnene sammen, som han hævede blikket mod den ring, som hun havde omkring halsen. Det kunne da godt mærkes, og ses ikke mindst, at det var noget som påvirkede hende. Han fnøs let. "Denne kan jeg ikke fjerne her.. Den må jeg fjerne, når vi kommer tilbage til fastlandet.." Han vendte blikket denne gang mod hendes ansigt. Han greb omkring hendes kæbe endnu en gang, kun for at tvinge hendes blik op mod sig.
"Det er slut nu, Soraya.. De får ikke lov til at lægge så meget som en finger mere på dig," pointerede han kortfattet. En Mordsith, der ikke engang kunne slå fra sig? Hvor ynkeligt var det ikke lige? Uden tvivl, skulle han rette op på de fejl, når de kom hjem!

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne godt mærke Kimeyas utilfredshed og det gik hende på. Hun havde troet, at hun kunne bevare den kvinde som han havde gjort hende til, men når så mange mænd havde ved hende, så var det vel klart, at hun led et knæk? Hun ville dog nok ikke indrømme det, da hun ønskede at være den stærke kvinde hun altid havde været. Hun følte sig sårbar, specielt når hendes agiel var blevet taget fra hende og hendes magi var låst. Nok kunne hun kæmpe og slås alt havd hun kunne, men det ændrede ikke på, at hun ikke var den stærkeste. Selv han måtte da kunne forstå, at et kæmpe muskelbundt kunne formå at holde hende nede uanset hvor meget hun prøvede. For enhver, der var tungere og stærkere end hende, kunne jo holde på hende, også selvom hun slog og sparkede og gjorde ved. Nogle gæster havde hun også formået at sende på flugt, men så havde ejeren været hos hende alligevel og det var gået ud på et. "Hun fjernede mig for at få sin hævn... Jeg er glad for at se, at hun ikke har taget den endnu," svarede hun ham. Ellers stod han jo ikke her så selvsikker som han altid havde været. Det gibbede let i hende, da han greb fat om hendes kæbe og tvang hendes blik op mod ham. Hun mødte hans blik og mærkede et sæt give sig i hende ude af hendes kontrol - ren reaktion på det mandlige håndelag. Hun brød sig faktisk ikke om det, for hun hadede at blive taget mod sin vilje. Det havde kun været Kimeya, der havde fået den ære... og alt var blevet ødelagt her. "Jeg har prøvet... og prøver stadig hver dag at være fuldstændigt som før. Men du aner ikke hvor ydmygende det er at få frataget sin kvindlighed på denne måde dag ind og dag ud mod sin vilje, Kimeya... Den kvinde du oplærte er her, jeg har ikke mistet hvad jeg har lært om smerte, for ingen fysisk smerte påvirker mig. Men jeg kan næsten ikke engang have at du rør mig," indrømmede hun. Hun kunne jo ligeså godt være ærlig. Det sitrede faktisk i hende, at han holdt hende så hårdt, for han havde jo aldrig været hård ved hende i denne sammenhæng.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Kimeya virkelig var vred.. Som i virkelig, virkelig vred. Han kneb øjnene let og fast sammen, som han tog fat omkring hendes kæbe. Malisha havde endnu ikke vist sig for ham. Var det nu han skulle være påpasselig? Ville hun komme retur igen? Han var et sted bange for, hvad der nu skete, mens han var her, og ikke var til stede derhjemme.
"Hun har ikke vist sig for mig endnu.. Hun ved jeg slår hende ihjel, hvis hun gør," sagde han ærligt. Skulle han forvente, at det hele ville ligge i ruiner, når han kom hjem? Han vidste det ikke.. Et sted kunne han være ligeglad.. men det var han ikke. Det var ligeledes også det arbejde, og det som han havde, som leder af warlockerne, som det i værste tilfælde, ville gå udover.
Grebet strammede han omkring hendes kæbe, mens han holdt hendes blik mod sig. Det var måske en handling mod noget, som hun havde ønsket skulle ske, men sådan havde han altid været.. Og selv det, var ubehageligt for hende nu? Var hun virkelig knækket så meget? Et sted mærkede han kun hvordan skuffelsen virkelig måtte træde til i hans krop og sind, og det kunne da uden tvivl godt mærkes! "Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg er skuffet over, hvor lidt du har vist dig, at holde til. Jeg skal vidst have taget fat i en ting eller to, når vi kommer hjem igen." Denne gang slap han hende helt. Skuffet som han var, så kunne han jo heller ikke ligefrem lade være. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Hvor meget var der tilbage af den Soraya han havde trænet op?

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne mærke Kimeyas skuffelse og det gik hende virkelig på. Men hun var jo bare ærlig overfor ham, hvilket han vel ikke kunne klage over? Hun havde holdt til en masse. Men han vidste ikke hvordan det var at blive antastet dag ud og dag ind, uden at have mulighed for at forsvare sig! Og ejeren her var umådeligt hård og havde faktisk en modvirkende effekt på Kimeyas træning, da han også var en frygtelig hård mand. Og hun kunne jo ikke sætte en mand på plads, der var to hoveder højere end hende og dobbelt i bredden og 4 gange så stærk! "Okay," svarede hun blot kortfattet. Nu var han da advaret. Men hun var glad for, at Malisha ikke havde slået til endnu. Hun skulle uden tvivl have den kvinde ned med nakken for det hun havde gjort... udsætte hende for det, der var værre, end hun selv havde oplevet! "Jeg synes vi skal lænke Malisha til et bord i Mørkets Cirkel og lade alle mandlige warlocks antaste hende," endte hun lettere sammenbidt, men mest bare noget hun sagde til sig selv. Hendes øjne fastholdt hans blik. Det var som en kniv i hendes hjerte at høre hans ord. Hun havde fejlet ham, det var hun udmærket godt klar over. Men hvad ville han ikke selv være endt med hvis det var ham?! Han forstod jo ikke engang hendes situation. Hendes blik blev hårdere... mest for at beskytte sig selv. Hvorfor skulle hun forsvare sig på denne måde overfor den eneste mand hun elskede?! "Gør hvad du vil. Vær skuffet, om det er det du vil bruge din tid og tanker på. Men du har ikke været her... du ved ikke hvordan det er at være magtesløs," svarede hun ham køligt igen. Hun trådte omkring ham, hvor hun lod en finger glide over hans arm og om på hans ryg. Hun endte så med at give ham et hårdt skub mod sengen... håbede han ville ryge ned på madrassen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var uden tvivl skuffet, så det var ikke ligefrem nogen hemmelighed. Hans blik hvilede stift på hende. Nu hvor han samtidig vidste, at Malisha var ved at rykke igen, så var det da kun endnu mere en grund til at skulle være påpasselig. Det var nemlig aldrig til at vide, hvad den kvinde kunne finde på, og særligt, når tingene forholdt sig som de gjorde lige nu. Han vidste jo hvad hun gerne ville have, og han vidste, at han var den eneste, som i princippet kunne give hende det.
"Det lyder som en glimrende idé. Først og fremmest, kræver det jo, at hun for alvor kommer frem fra de skjul, som hun gemmer sig i.. Jeg skal vidst have lagt et nyt besøg ved Acheron," sagde han med en kortfattet stemme, som han jo vidste, at det var blandt dem, som hun havde søgt ly i den sidste tid. "Hvis det er hendes skyld, at du er her.. så er det mere end fortjent." Han holdt jo af Soraya, og det var heller ikke nogen hemmelighed. Der var bare det der bånd mellem træner og den trænede .. Og det var jo ikke fordi at han ønskede at forlade hende i det. "Gør jeg ikke?" spurgte han med en kortfattet stemme. Selv han havde jo været underlagt Jaqias intense og hårde træning. Som hun gik rundt om ham.. lagde hånden mod hans ryg og pludselig bare gav ham et puf mod sengen, gav ham samtidig overbalance, så han faldt direkte ned i den. Han vendte sig mod hende. Ville hun virkelig? Han trak sig op, hvor han lagde sig. Han nærede jo en tillid til hende.

[Soraya Salvorique]

Soraya ville ikke have at Kimeya skulle være skuffet, for det gav hende kun lyst til at gemme sig eller krybe i et hul. Men hun nægtede at vige fra ham eller krybe i et hul, for hun ville vise ham, at ikke så meget var tabt. Nok skulle hun have fundet sin kvindlighed tilbage og få troen tilbage på, at hun havde masser at byde på, men det var faktisk hendes største problem. Hun følte ikke, at hun var ham værdig, fordi så mange havde rørt hende på den måde. "Ja, det gør det. Hun lusker rundt i skyggerne. Jeg tror det vil være klogt at snakke med Acheron," svarede hun. Hun vidste, at han der ikke refererede til Sephiran, for Sephiran havde intet med det at gøre. Det ansvar havde han lagt fra sig, da han var draget til Imandra. Så enten var det Theodore eller Samuel, men hun vidste det faktisk ikke helt. Hun vædede flygtigt sine læber. "Hun skal ned med nakken," svarede hun bestemt. Hun ville ikke lade andet ske! Hun rystede let på hovedet og kunne godt lide, at hun faktisk fik ham væltet ned i sengen. Hun ville ikke tæt på ham... hun ville bare prøve at overbevise ham om, at hun altså ikke var så svag! "Ikke på den måde... gang på gang. Det er noget helt andet at få frataget sin værdighed på den måde end med mord-sith træningen," svarede hun ham. Hun kravlede roligt op på sengen til ham og satte sig overskrævs ham. Det gjorde også at hendes kjole gled op, så hun faktisk sad med sit bare underliv mod hans beklædning - heldigvis. "Det er en helt anden form for magtesløshed. Specielt hvis man bliver holdt og tvunget, vrider sig som en gal og ville ønske man var stærkere. Men ej har en styrke af 10 mænd," endte hun dæmpet. Hun lænede sig ned over ham og strøg en hånd ind i hans hår. Hendes næsetip var lige ud fra hans, skønt hun ikke rørte hans næse med sin. For det var som om der var en usynlig kraft, der holdt hende igen.