What is this place...?

[Noemi Meria Galimeus]

Lige nu var Noemi en god indtjening, hun vidste det. Desværre gik pengene ikke til hende, hvilket hun godt kunne acceptere i forhold til at Cyrenic forsørgede hende. "Væsner fra en anden verden er ikke velkommende her!" fastslog hun hårdt. Det var skræmmende så mange af hans slags der var ankommet til øen på det sidste, de udgjorde en trussel mod hele deres eksistens, hvilket gav hende grund nok til ikke at stole på ham.
Hendes mørke blik lagde sig på hans skikkelse med et intenst glimt i øjet.
"Hun er en trussel mod hele vores eksistens og det samme er du," konstaterede hun sammenbidt. Lettet så hun ham falde direkte i knæ foran hende, trods hun ikke nød krig, så nød hun alligevel lidt at se en mand falde for hendes fødder. Desperat tog hun sig til halsen og plejede ømheden lidt, mens hun lod ham sidde der, indtil han gjorde tegn til at komme op. Der gav hun ham et hårdt puf med foden, og forsøgte at holde ham nede med den. "Vores land vil forsvare sig mod hvad end I kan sende af sted mod os," forsikrede hun og følte sig tydeligvis ubevkvem ved samtaleemnet. Hun talte ofte politiske sager med sin herre, men ingen andre kunne nogensinde høre hende tale om det, velvidende om at hun som slave slet ikke burde hverken blande sig, eller interessere sig for politiske problematikker. Igen samlede hun sit sværd op og pegede det mod ham. Alt i hende skreg efter at se blodet flyde, hvilket nærmest skræmte hende, hun var ikke sådan!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya blev liggende i et kort øjeblik i jorden, idet hun havde hamret sådan til ham, at han måtte give efter for det. Pusten var nærmest slået ud. At en kvinde slog fra sig på den måde, var ikke just noget, som man kunne sige, at han var vant til, selvom det ikke var noget, som han tog tungere end som så.
"Tror du ikke, at vi er fuldkommen ligeglade med det?" hvislede han med en fast tone. At hun skubbede til ham med foden, så han endte på ryggen, gjorde ham vred.. Ikke ønskede han, at lægge sig til på den måde for en kvinde, og særligt for hendes fødder. Han kneb øjnene svagt sammen. Noelle var ikke en trussel.. Så meget vidste han da! Han fnøs ganske fast og vendte blikket i retningen af denne kvinde ovenpå ham. Var det virkelig sådan at det skulle være? Hun kunne godt tro nej! "Jeg kan trygt garantere dig for, at jeg er dig en langt større trussel, end den kære Noelle.." Han åbnede håndfladerne mod hende, hvor han sendte en voldsom trykbølge, for at slå hende af sig.
"I vil ikke kunne slå os.. det kan jeg love jer!" vrissede han fast i takt med, at han denne gang, forsøgte at rejse sig igen. Det spændte i hele kroppen. Smerte var han vant til, men selv var der visse biologiske ting, som end ikke hans egen krop, kunne bekæmpe - såsom et kæmpe slag direkte på det hellige klokkeværk.

[Noemi Meria Galimeus]

Sjældent var det her til lands, at kvinder fik lov til at bærer våben, og særligt eftersom hun var en slave, men Cyrenic havde tillid til hende, tillid til at hun ville give sin sjæl for at beskytte ham, hvilket hun ville. Hårdt pressede hun ham ned i jorden med sin fod, og så på ham med et hånligt blik. Af en heks at være, eller hvad pokker han nu var, så gav han hende ikke megen modstand. Hun havde mødt mere værdige modstandere i de sølle pjok der til tider dukkede op i arenaen.
"Jo det er der sandelig noget som tyder på," medgav hun og pressede lidt hårdere. Egentlig foretrak hun til enhver tid at jage, helst med bue og pil, det her var ikke arenaen, så hun fik ikke sig selv til at skærer halsen over på ham, uanset hvor fristende det var. En tanke som hun bittert kom til at fortryde. Det pludselige tryk skubbede hende flere meter bagud i luften og lod hende lande hårdt på ryggen. Hun gispede og lukkede øjnene i ømmelse. Flere af sårene var blevet revet op igen, hvilket fik blodet til at løbe over hendes ellers fine hud. Denne gang kom hun ikke på benene lige med det samme. Solen sved i hendes øjne. Den bedste måde at dø på var i friheden, men det skulle ikke være for den mands hånd. Derfor kæmpede hun sig stædigt op på benene, en kende skælvende og øm i stort set hele kroppen. "Mig? Jeg er en sølle slave, mit liv er ikke mere værd end at jeg risikerer der værd dag, for mig udgøre du ingen trussel, men min Herre..." hun kneb øjnene sammen og prustede lidt.

[Kimeya Marvalo]

Denne kvinde var jo ikke andet end en hjernevasket af slagsen. Det var næsten synd, at sådan en kvinde skulle misbruges i sådan et liv, når hun havde så mange muligheder. Hendes håndtering af våben, måtte han faktisk finde ekstremt fascinerende, hvilket han i forvejen, ikke ønskede at lægge skjul på.
Denne gang slog han ud i en latter. Troede hun ærlig talt, at hun havde nogen betydning for sin Herre? Han var bange for, at hun ville blive rigtig skuffet i det henseende. "Hvis du tror, at I kan slå os, vil I blive overrasket.. Du kender intet til den verden jeg kommer fra.. I vil blive slagtet som de usle dyr I er.." Han smed hende fra sig, og kæmpede sig selv op på benene i stedet for. Hans blik gled langsomt i retningen af hendes skikkelse igen, som hun selv lå der og rodede rundt på jorden. Han var ikke svag af sig, og det havde han heller aldrig nogensinde været. Hvorfor skulle han da bekæmpe en kvinde, som han så andre muligheder i? Det var jo heller ikke ligefrem noget, som gav nogen mening.
"Den dag du er død, erstatter han dig med en ny.. Er det et liv, synes du? Du har flere talenter, end hvad der er berettiget for en sølle slave.. Fortæl mig.. Hvad er dit navn? Og hvad er du?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Han vendte sig mod Agielen, hvor han med en let bevægelse med hånden, fik den til at flyve op på plads i hans håndflade. Fingrene lukkede han fast omkring den, inden han igen vendte blikket mod hende. Hvem var hun?

[Noemi Meria Galimeus]

Den tillid hun nærede til sin herre var blind. Den var måske naiv men han gav hende et liv der i det mindste var værdt at leve halvdelen af tiden og han udelukkede aldrig at hun en dag kunne få sin frihed igen. Derudover lod han hende have en stemme, men dermed ikke sagt at hun ikke kunne erstattes hvis en kom til med større evner... som den forbistrede kvinde der var blevet buret inde.
"I vover at kalde os usle dyr, når det er jer som forpester vores verden med jeres magi!" sagde hun hårdt. Sandkorn hang ved hendes lidt svedige krop, som hun igen kom på benene, øm i hele kroppen. Egentlig havde hun ikke lov til at fortælle sin identitet, i virkeligheden havde hun ingen, men den del af sig selv tillod hun ikke sig selv at miste.
"En dag bliver jeg erstattet. En dag når min frihed er vundet og min straf er afsonet. Jeg gør hvad jeg kan for at overleve, intet andet," hun børstede skidtet af sig og fulgte hvert af hans skridt med et nøje blik. "Mit navn er Noemi. Hvad jeg er vedkommer ikke dig. Jeg er mere end blot min herres slave, hans bedste Gladiatrix, og jeg har nedlagt mænd langt større end Dem," præsenterede hun med en advarende undertone. Med glatte bevægelse, som en hunløve der nærmede sig sit bytte, trådte hun ham i møde. Han ville ikke komme nogen vegne med hende. Hun var evigt loyal til sin herre, om ikke andet til hun en dag ville blive tildelt en ny.

[Kimeya Marvalo]

Det var synd og skam, at denne kvinde, var så hjernevasket, at hun ikke engang kunne spotte fornuft, selv når den befandt sig lige foran hende.. Lige under hendes næse.. så tæt på hende, at hun nærmest kunne smage den. Hovedet lod Kimeya søge mod den anden side. Ikke var han ude på at bekrige en kvinde. Selv han, måtte sande, at det var ham en direkte nedværdigende tanke.
"Vi er nok bare det mere fremme i skoene, end hvad I er.. En skam. Det er ellers en smuk ø I har fået jer," sagde han blot. De udnyttede i hvert fald ikke deres sande potentiale, og særligt ikke når det foregik således! Kimeya rettede sig op og med sin elskede Agiel i hånden. Alt det som han havde været igennem for det håndvåben, og ikke ønskede han, at efterlade det her.
Noemi.. Et smukt navn, dog selv til en smuk og eksotisk kvinde. Og gladiatrix? Dem så man bestemt heller ikke særlig mange af! Det erkendte han gerne! "En gladiatrix.. Dem ser man godt nok ikke mange af mere.. Hvad kræver sådan en titel her? At man kan svinge et håndvåben? At du rent faktisk kan løfte det? Du er mere værd end bare en sølle slave på det her sted, kære Noemi," fastholdt han, som hun selv rykkede tættere på ham. Han strammede grebet om sin Agiel.. For ham, var det pinligt, at angribe en kvinde. Det var ikke noget, som en mand af hans æt gjorde. "Jeg giver dig muligheden en sidste gang.. genvind din frihed.. få din stemme.. gør hvad du vil," opfordrede han. Inden for hans rammer naturligvis.

[Noemi Meria Galimeus]

Mulighed for frihed lod umiddelbart til at vente lige om hjørnet, men Noemi var ikke dum nok til at falde for de nemme løsninger. Hendes far havde altid lært hende, at hvis noget virkede for godt til at være sandt, så var det ikke sandt. Dog lod hun ikke til at sporer nogen løgn hos denne fremmede.
Sværdet bukkede hun sig smidigt ned efter uden at bøje i knæene og uden at slippe hans skikkelse af synet. Som han stod der med våben i hånden, udgjorde han stadig en tavs trussel mod hende.
"Det vi har skabt et smukt. Måske ikke magisk som jeres, men der ere hieraki. Enhver kender deres plads," selv hun. Hendes plads var ved Cyrenics side.
Han fremstillede hende som var hun blot en slave der hentede vand og lavede mad, men hun sikrede en stor del af indkomsten, og hun risikerede sit liv hver eneste dag, selv når hun ikke var i arenaen.
"At være Gladiatrix kræver at du viser dig værdig til at leve dit liv. Det handler om strategi og teknik og styrke. Det er en ærefuld titel, mere end blot den sølle slave du fremstiller mig som," hun kneb øjnene hårdt sammen og kastede igen et lidt nysgerrigt blik ned på hans våben. Hun forstod det stadig ikke. "Jeg har en stemme. Jeg kender mænd som dig, du vil blot eje mig. Min herre vil mig godt, han lader mig have et hjem og giver mig muligheden for at vinde min frihed på rimelig vis. Ikke tale om at jeg vil stikke halen mellem bene som en kryster!" udbrød hun nærmest vredt. Den mand kunne intet tilbyde hende!

[Kimeya Marvalo]

Hvor dum var denne kvinde virkelig? Langt mere, end hvad Kimeya først havde regnet med, at hun ville være, også selvom han ikke burde være overrasket over det. Han blev stående, selv da hun var kommet tættere på ham. Han havde ikke haft nogen grund til at skulle flytte sig. Bange var han nemlig ikke for hende. Overhovedet faktisk.
Hans våben holdt hun øje med. Han kunne se det, og tanken måtte han et sted finde morende. Han elskede det våben, og særligt fordi at han vidste, at det var så personligt, at ingen anden ville kunne bruge det.. eller tage om det, uden at være tvunget til at slippe det igen.
"Enhver kender deres plads? Det jeg ser er et samfund bygget på udnyttelse og underkuelse af dem, som ikke har midlerne eller remedierne. Et samfund bygget på magt.." Dvasias havde engang været sådan, hvilket det ikke var mere. Ikke i samme forstand i hvert fald.
Kimeya stirrede fast på hende. Et sted burde han søge efter Noelle, mens han havde muligheden for det, og særligt, hvis der var mulighed for, at hun ville være i live. Det var jo den grund han havde, til at være her. Og han havde ikke tænkt sig, at svigte Jaqia igen. Han stirrede denne gang med en fast mine på hende.
"Du er så nem at erstatte.. og det er synd og skam, at du ikke kan se det.." Kimeya rystede kort på hovedet af sig selv. Skuffet? Ja, det kunne man nok sige, at han var. "Titlen som Gladiatrix er krævende.. der er stolthed i det.. og man siger, at en sand kriger af Arenaen, kan håndtere hvert et våben.. ikke?" Han rakte Agielen frem, denne gang med en åben hånd. "Tag den," afsluttede han.

[Noemi Meria Galimeus]

Dum var én ting, hjernevasket var noget helt andet. Den hårde start havde lært hende at have respekt for den herre som behandlede hende pænt, frem for den mand der havde solgt hende for slik og ingenting, gennembanket og tortureret. Det var så lang tid siden nu.
De har og mærker hun nu bar, var fra kampe som hun med stolthed havde vundet. Naturligvis havde hun tabt, men kun sjældent og hendes liv var blevet skånet hver gang af mirakuløse grunde.
Intenst stirrede hun på panden. Han var flot.. flottere end mange andre her til lands, trods hun sjældent bebyrdede sig selv med den slags tanker.
"I så fald er De en blind mand. Dette samfund er bygget på retfærdighed og på fællesskab. Så egoistisk som De lader til at være, tvivler jeg på at det er fænomener som De er kendt med," konstaterede hun og lagde hovedet lidt på sned. De halvlange, mørke lokker, gled ned over hendes skulder, hen over hendes eksotiske hud. "Jeg ved det. Men det er blot mit lod. Jeg ønskede aldrig at være gladiatrix," indrømmede hun blankt. Så snart hun kunne lade den titel gå, ville en lettelse falde over hende, uanset hvilken stolthed det gav hende.
Med nærmest nedladende blik så hun på hans primitive våben. Hvor dum var han at række det frem mod hende? Hun fnøs og rakte uden at tøve, hånden ud mod den, men i samme øjeblik hendes fingerspidser rørte ved det, skød en ulidelig smerte gennem hende og tvang hende direkte i knæ. Enhver blodårer blev tydeligt i hendes hals og hendes arm, hun skreg af smerte og mærkede tårerne trænge sig på, selv da kontakten blev brudt. "Hv-hvad er d-det?"

[Kimeya Marvalo]

Den mand, som hun måtte kalde for sin herre, var uden tvivl yderst intelligent, hvis hun virkelig troede, at hun ville have nogen større betydning for ham. Gik det galt, ville hun bare blive erstattet, og det ville være uden videre omsvøb. Så meget vidste han da. Han rystede let på hovedet, og slog armene let over kors endnu en gang. Han var bestemt ikke overbevist om det samfund og den kultur, som hun ellers ville fremhæve, som noget så fantastisk. Hans overbevisning, måtte være noget ganske andet.
"Du kalder det retfærdighed.. jeg kalder det for udnyttelse og misbrug," sagde Kimeya kort for hovedet. Nu havde han jo aldrig været bleg for at give udtryk for sin mening, og det som han så, var et samfund, der udnyttede de svagerestillede, og gav mere til dem, som havde magten. Ikke at det gjorde ham noget, for hjemme, var han selv blandt dem med magten.
"Ønsker du ikke at være en gladiatrix.. Så forlad det," sagde han med en kortfattet stemme, og rakte sin Agiel mod hende. At hun så uden tøven, forsøgte at tage om det, men måtte knække under den.. skreg og faldt nærmest i jorden, var noget som fik et smil til at passere hans læber. "Et våben, som kræver en styrke uden lige at håndtere. Et våben, som kun yderst få væsner, kan besidde," sagde han med en tydelig stolthed.

[Noemi Meria Galimeus]

Noemi var velvidende om at hendes betydning for Cyrenic udelukkende var skabt på baggrund af indtjening og prestige. Hun holdt ingen større for ham, og det havde hun ej heller behov for, selvom hun på mange måder var han hengiven i henseender hun slet ikke burde, selv ikke af en slave at være.
"På baggrund af hvad præcist? En slave? Landet her rummer retfærdighed, det sørger de sandhedseende for! Din viden er ganske lille,," kommenterede hun. Der kunne ikke gå langt tid før de andre havde tilkaldt hjælp fra nogen der kunne tackle denne fremmede bedre end det som hun kunne, og når først de kom, så ville en stor del af ansvaret nok blive pålagt hende.
"Den dag jeg på retfærdig vis vinder min frihed, så vil jeg forlade det, og ikke spilde tårer over at blive erstattet," hun så på ham med hårde, nøddebrune øjne der dog på et øjeblik blev forvandlet med ren smerte. Hun lod sine negle borer sig ned i sandet foran hende mens hun forsøgte at fange sit vejr igen. Prustende, svedende.. det sved stadig i hele kroppen som sitrede. For et øjeblik havde hun hørt så mange skrig, følt så megen lidelse, så det nærmest havde været u-udholdeligt.
"Må din sjæl brænde under solen!" vrissede hun hårdt og nærmest kravlede væk fra ham, velvidende om at hendes ben ikke ville kunne bærer hende hvis hun forsøgte at rejse sig lige nu.

[Kimeya Marvalo]

Sandhedsseende? Var det et af de slags væsner, som hun var? Det var uden tvivl en mærkelig verden han var havnet i! Den gav jo slet ikke mening, og var præget og påvirket af en befolkning, der virkelig var hjernevasket. Det var virkelig synd og skam, at hun var faldet i, ligledes med begge ben.
"Sandhedsseere.. Et ukendt væsen for mig. Fortæl mig endelig mere om det væsen, og deres måde at håndhæve reglementet og love på et sted som dette," opfordrede han. Han var ikke ude på at nedgøre det. Han ville jo gerne finde ud af, hvad der var ved det her sted, der gjorde det så meget anderledes, end så mange andre steder.
"Og hvad har du så tænkt dig? Du som er så opmærksom på din plads ved siden af din herre.. Tror du virkelig, at han har tænkt sig, at give dig en frihed? Jeg kender livet i en Arena.. jeg ved hvordan de behandler dem, som trækker de vigtige gæster til.. Jeg tvivler stærkt på, at han nogensinde vil lade dig gå.." Han søgte efter hende, som hun søgte den anden vej. Mødet med Agielen havde uden tvivl slået hende ud. Flere var begyndt at trække sig væk fra dem, hvilket var noget, som passede selv Kimeya mere end fint. Han ønskede ikke yderligere problemer, end det som han allerede havde haft. De to vagter havde han fået slået ud.. Det passede ham fint. Det var bare hende.
"Tro mig.. Jeg har allerede været der." Han slog ud i en latter, inden han endnu en gang dannede en kugle i sin hånd. Hvis han ville have hende med, måtte han jo slå hende ud. Det ville være synd at lade hende gå! Han kastede denne direkte efter hende. At lade hende krybe afsted, var ikke aktuelt!

[Noemi Meria Galimeus]

Ligeså mærkelige som Tayevanias folk var for ham, ligeså fremmede var hans race for dem. Den kvinde der var ankommet til Ø'en kendte magi, hun havde næsten sat hele arenaen i flammer hvilket havde skræmt mange, og denne mand besad også magi, det var en underlig tanke. "Lovbrydere bliver sat for retten ved en sandhedsseer der er i stand til altid at sporer en løgn. Der er retfærdig dom for alle, og vi har vort råd til at sikre os et fredeligt samfund," fortalte hun stolt. Cyrenic var en del af dette råd, hvor de var og hvad der ellers var deres opgave, ville hun under ingen omstændigheder dele med ham.
Mens de snakkede lå hun stadigt der og kravlede rundt i sandet, stadig påvirket af den intense smerte som først nu begyndte at fortage sig.
"Med mindre du er født her til lands, ved du intet om legene eller om dets deltagere! Så var din tunge fremmede!" sagde hun spidst.
Der ville nok snart komme en hel horde for at tage sig af ham, og lade ham lide samme skæbne som den kvinde der var kommer dertil formentlig fra samme verden som ham. Om ikke andet var der meget som tydede på at de to var kendt med hinanden. Desperat forsøgte hun at krybe lidt bort fra ham, men hans magi kunne hun ikke løbe fra. Uden at se det komme blev hun ramt af den magiske kugle han havde kastet fra sin bare hånd, hvorefter det sortnede for hendes blik, og hun lå der, på den steghede jord, uden for bevidsthed.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var bestemt ikke overbevist om, at alt her på øen, skulle foregå så rosenrødt, som denne kvinde, så glædeligt, ønskede at fremstille det. Hun kunne fortælle ham, alt det som hun ville, og det ville absolut ikke gøre nogen forskel for hans vedkommende, så det var i sig selv, heller ikke noget som sagde så lidt.
"Du taler i vildrede.. en skam.. virkelig en skam." Kuglen dannede han, og kastede direkte efter hende. At det så slog hende ud, passede ham mere end fint. Det ville virkelig være synd og skam, at lade sådan et individ gå til spilde. Han ville uden tvivl arbejde mere på det. Ville hun virkelig påstå at alt her var bygget på retfærdighed? Stedet her, var slet ikke kendt med begrebet retfærdighed!
Kimeya søgte hen til hende, mest for at sikre sig, at hun var slået helt ud. Han lagde derved agielen fra sig, da han kun måtte bekræfte dette. Det passede ham fint. Mere ned fint faktisk. "Så tillad mig, at vise dig retfærdighed," afsluttede han kortfattet, inden han tog fat om hende, kun for at løfte hende op og tvinge hende over hans skulder. Man kunne vel sige, at han havde løsrevet hende fra sin herre? Tvang hende fri? Ganske vidst kun for at følge med ham. Den sorte dis lagde sig omkring dem begge, hvor han på magisk vis, fik hende bragt til et sikkert og forvarigt sted. Frem til han ville sætte kursen mod fastlandet. Han havde endnu ting, som han skulle have ordnet her.

//Out