What is this place...?

[Kimeya Marvalo]

Noemi Meria Galimeus - Kimeya Marvalo

---

Det var en stille tid i Dvasias, Manjarno og Procias. Efterhånden var det ved at blive alt for stille, i takt med at bekymringen omkring Noelles forsvinden, stadig kontinuerligt, måtte stige. Det var selv noget som Kimeya kunne mærke.
Igennem den seneste tid, havde han moret sig med tortur og undersøgelser af den unge Ahriana, hvor han undervejs, havde fået låst hendes magi.. Ganske enkelt fordi at han kedede sig. Nu havde Jaqia sendt  ham afsted på en opgave. En opgave, som han glædeligt havde takket ja til: Han skulle undersøge den nye ø. Øen Tayevania. 

I nogle dage, havde Kimeya vandret alene på øen, iklædt noget, der mindede om normale klæder, og en kappe, som han havde trukket godt omkring sin egen krop. Af hvad han havde iagttaget, så var det hvad der gik ind under beskrivelsen af den normale beklædning, og han skulle helst ikke vække for megen opsigt. Hans mine var intetsigende, som han bevægede sig frem. Han havde mødt det mest mærkværdige folkefærd på stedet her.  Halve heste! Væsner, der overhovedet ikke besad noget som mindede om magi. Det var virkelig et underligt sted! Og så gik de op i  gladiatorere og kampe. Det som de havde gjort på fastlandet for adskillige år siden. Han kunne kun svagt mindes den oldgamle tid. Den tid, hvor han selv var sat op mod Matthew Igleéias.. Og havde vundet sit liv.
Svagt kneb Kimeya øjnene sammen, og trak kutten op over hovedet. Der var mange mennesker på markedet i dag, og der var varmt. Det var sjovt, at det skilte sig så meget, fra hvad der var typisk, og hvad han var vant til hjemmefra. Det var uden tvivl et meget fascinerende sted. Ikke snakkede han med nogen.. Han iagttog. Som han havde gjort, siden han var kommet.

[Noemi Meria Galimeus]

Gårdagens kamp var overstået. Trods udmattelse og sår gik Nomi med stolt blik gennem byens store marked, ledt af et par af Cyrenics betroede vagter. Det var belønningens dag, friheden var stadig at se langt efter, men en dag i det fri havde været hver en bloddråbe værd. Den sædvanlige hede lå som tung dis over landet, mange var derfor klædt i tyndt stof der var svunget omkring kroppen og oftest også var temmelig afslørende. Det var efterhånden blot blevet en vane.
Kvinder af lavere rang rendte endda rundt med barmen fri, her til lands et normalt syn, men trods hun selv var blandt de laveste af rang, så bar hun en top af metal der i arenaen også fungerede som hendes rustning, og derfor blottede hendes mave. Man kunne se arrene fra de slag hun gennem tiden havde taget, nogle af dem friske fra den sidste kamp. Der var kun to mænd med hende, Cyrenic vidste at hun altid ville komme tilbage til ham som den herre han var for hende og den store respekt hun nærede for ham at den grund. Hendes mørke øjne gled over varene der stod på hjemmelavede borde der truede med at knække sammen. En kvinde stod og solgte nogle smukke smykker, smykker som en kvinde som hende aldrig ville komme til at bærer, alligevel glansede hun nærmest misundeligt mod dem med et tavst ønske om en dag at bærer så smukke ædelstene om sin hals. I stedet bar hun et våben, kun et enkelt så hun havde mulighed for at forsvare sig med de mange fjender både hun og Cyrenic havde uden for arenaen. Manden i kappen fik hende dog til at standse. Vagterne gjorde det samme. "Han er fremmede," konstaterede hun på grund af hans beklædning. Ingen mand bar en kappe i den her varme.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gik roligt frem. De fleste passerede ham, som var han ren luft, hvilket han havde det fint med. Det sidste som han gjorde på stedet her, var at vække opsigt. Intet ville han få ud af det, og ikke ønskede han at placere sig i en situation på den måde.
Hvad Kimeya egentlig havde forventet af det her sted, vidste han ikke. Nok noget helt andet, end hvad han måtte se. Umiddelbart var det jo et fredeligt folkefærd, selvom det langt fra, var et krigerisk af slagsen, havde han jo tydeligt set, at de sagtens kunne, hvis det var det. Hvor de derimod skjulte deres hære og alverdens andet, havde han dog endnu ikke fundet ud af. Derfor stoppede han op midt på markedet. Det lignede til en forveksling, de markeder, som de havde hjemme på fastlandet, så der var ikke rigtigt noget, som fangede hans interesse.
Kappen kunne tildels afsløre ham, men det kunne hans normale beklædning uden tvivl også. At han i denne tid, ikke havde den samme faste beklædning på, kunne i hvert fald godt mærkes. Langsomt sænkede han hovedet.. Der var nogen, der kiggede på ham. Det kunne mærkes, næsten som en prikken i nakken. Ikke ønskede han jo at vække nogen opmærksomhed. Rygterne om at Noelle skulle være her, var hvad der var nået fastlandet, og siden han ikke havde haft bedre at tage sig til. Han drejede hovedet, hvor han vendte blikket i retningen af en kvinde, som kiggede på ham, og et par vagter. Var han opdaget? Satans! For nu holdt han sig rolig. Han sendte hende blot en fast mine. Om hun afslørede ham.. så...!

[Noemi Meria Galimeus]

Selv fra arenaen havde Noemi lært meget om sine herre. Der var ikke kun Cyrenic men mange adelsmænd, vigtige politikere, rige røvhuller og forfinede kvinder der aldrig var så uskyldige som de gerne tog sig ud. Hvem end denne mand var, så virkede han fjern fra Tayevania. Deres blikke mødtes i et øjeblik af intensitet, fordi hun blot så på ham med hårde øjne. Det sidste hun frygtede var en mand. Dem havde hun nedlagt mange af i areaen, også selvom hun umiddelbart ikke så ud af meget. Muskuløs var hun ganske vidst efter hård træning og god form, men hun var stadig slank og ikke specielt høj dog fyldig på de rigtige stedet. Under andre omstændigheder ville mange mænd havde fortabt sig i hende, og hun havde været gift med en ligegyldig tyk mand med pengepungen og velstanden i orden. Somme tider burde hun prise sig lykkelig for sin situation.
Den ene vagt mistede tålmodigheden med hende og gav hende et hårdt skub i ryggen der tvang hende fremad. Hun gispede og havde en brændende lyst til at trække våben for at skærer hånden af ham, men hun kendte sin plads i samfundet og gik i stedet lydigt hen af stien der førte gennem markedet. Hendes tænder var så sammenbidte at man tydeligt kunne se det stærke kæbeparti træde frem. Det var svært for hende bare at passerer en mand der kunne vise sig som en trussel for Cyrenic og dermed også for hende. Der var kun en vej til frihed og det var ved at opfylde sin pligt som slave og som gladiator.

[Kimeya Marvalo]

Uden at rokke sig så meget som en millimeter, lod Kimeya sit blik nærmest brænde på kvinden, der stod ikke så langt fra ham. De havde øjenkontakt, men hun gjorde ikke noget yderligere? Hvordan vagten derimod bare gav hende et kæmpe skub i ryggen, for at tvinge hende med videre, var noget som forundrede ham et sted. Var hun slave? Det måtte hun næsten være, men det kunne næppe være for disse mænd.
Kimeya vidste godt, at han ikke burde blande sig, selvom han virkelig havde lyst til det. Selvom han af hjerte, var en kold mand, og havde en opgave, at udføre, vidste han jo godt, at hvis der var nogen, der hørte meget, så var det slaver. Sådan var det i hvert fald på fastlandet, og derfor regnede han da også med, at det var sådan, det foregik på stedet her.
Hænderne hævede han derfor, for at sænke kutten fra sit ansigt. Han var bleg i forhold til de fleste her på stedet, men det var jo også et koldt og mørkt sted, han kom fra. Der var dog noget ved denne kvinde, som han ikke bare kunne se bort fra. Derfor lod han dem passere først, hvor han til sidst, valgte at følge efter. Agielen.. det mest frygtelige våben, som man kunne have på hånden, havde han ved sin side. Han tog ikke nogen steder uden. Desuden var det ikke den slags våben, der vakte den største opmærksomhed. Ikke som et sværd.
"Jeg ville lade hende gå, hvis jeg var dig.." Denne gang kom han helt op bag vagterne, hvor han lagde agielen mod hans ryg. Denne gang skreg manden. Det var jo en smerte, så intens, at det var de færreste, der kunne rumme den.

[Noemi Meria Galimeus]

Med tankerne stadig om den fremmede mand, forsøgte hun kort at kaste et blik over skulderen, men vagterne dækkede for hendes udsyn og sendte hende et hårdt blik der lod hende vide at hun ikke skulle teste deres tålmodighed mere end hun allerede havde.
Hvad der skete derfra og til vagten brød ud i et skrig, nåede hun nærmest ikke at registrere. Hastigt vendte hun sig om og så hvordan han gik i knæ i smerte. Våbnet han brugte var ligeså fremmede som manden selv var, så inden for bare sekunder havde hun trukket sit sværd og svang det med kyndig hånd efter ham med et lille støn. Vagten i sig selv holdt ingen betydning for hende. Men Cyrenic havde sat sin lid til ham, derfor var deres beskyttelse en del af hendes ansvar. Flere forskrækkede Tayevaniaere skreg og trak sig om bag deres bod mens mere nyserrige og vovede mænd, ligesom hende, gik op imod ham.
Med truende skridt gik hun frem mod ham, og lod end ikke til at være generet af sværdets vægt trods hun 'bare' var en kvinde. "Tal dit navn fremmede!" råbte hun vret og svang atter ud mod hende. Stærke hænder tvang hende ned i jorden, og en mand slog sværdet ud af hånden på hende og lagde sværdet mod hendes slanke hals. Det mørke hår hang vildt omkring hende. "Kend din plads, slave" sagde den anden vagt som havde fulgt hende. Hendes negle nærmest borede sig ned i den hårde jord under dem af ren og skær irritation. Hendes puls var hurtig man kunne se hvordan hendes brystkasse hævede og sænkede sig alt for hastigt, hvilket mere skyldtes vrede over vagtens behandling end den fysiske aktivitet. Cyrenic ville høre om dette!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at dette var et farligt spil, men han kedede sig oveni. Der skete jo ikke rigtigt noget spændende her på øen, og han skulle bruge informationer, så han kunne finde ud af, hvordan de fik mest muligt ud af det, når det kom så vidt. Det var i hvert fald det, som han var ude på.
Skrigene bredte sig hurtigt på det tavse marked, og selv Kimeya måtte sande, at han elskede det. Det var alt for lang tid siden, at han havde været i action, og alt i ham, skreg efter det! Han nød det virkelig meget! Det var fantastisk, at være igang igen! Manden kollapset direkte i jorden, hvor han denne gang vendte blikket mod kvinden, som selv havde trukket til våben.
Fast ende Kimeya med at trække sig et skridt tilbage. Agielen havde han endnu i sin hånd. Et våben, der var så dødselsfarligt, og alligevel så så sølle ud i hans hånd. Han vendte blikket mod hende. Et næsten kynisk smil bredte sig på hans læber. En kvinde, der kunne slå fra sig? Det var i forvejen heller ikke noget, som han så særlig ofte. "En kvinde, der kan slå fra sig? Jeg må sige, at jeg er imponeret.." Han følte en glæde ved det. Det.. var fristende.. lokkende på sit vis. "Jeg kan give dig et valg.. slå manden ned ved sin side.. og kom med mig.." sagde Kimeya direkte. At det tiltrak så mange andres opmærksomhed, ragede ham ikke. Han kunne snildt slå dem, hvis det var det han ville!

[Noemi Meria Galimeus]

Noemi havde vidst fra det første øjeblik deres blikke havde passeret hinanden, at den mand var fremmede og en potentiel trussel. Desværre var der ganske få som lyttede til hende. De hårde hænder holdt hende nede. Sværdet lå ikke langt fra hende, men hun tog det ikke. I øjeblikket talte denne vagt med hendes herres stemme, og ulydighed var det sidste hun ønskede at udvise velvidende om hvad der kunne koste hende.
Nogle af mændene faldt sammen i smerte og lå bare og vred sig på jorden selv efter det besynderlig våben manden holdt i sine hænder. Trods hendes blik primært hvilede i jorden, så skævede hun i tide og utide op på det i nysgerrighed, men kun for sekunder. Hun var ikke kendt med de fremmedes lande normer, men her havde hun ingen ret til at se på ham.
Der var noget over hans stemme som gik under huden på hende. Hun bed tænderne om muligt hårdere sammen stadig uden at se på ham selvom det var svært at lade være, velvidende om at hun ret nemt ville kunne fælde manden ved sin side. En lille del var lokket udelukkende i håb om frihed, men fornuften vandt med tanken om at han blot ønskede at eje hende. "Aldrig ville jeg gå imod min herres ordre for at lystre en fremmede," svarede hun lidt bidsk. Den fremmede skulle ikke komme og gøre krav, hun var heldig med den mand der ejede hende, og hun havde kæmpet for hans tillid og stolthed, hvilket hun havde formået, dog med sin pris, hvilket tydeligt kunne ses på en større flænge hun havde vundet i seneste kamp, der nu var gået op og atter lod små blodråber løbe ned over det eksotiske maveskind.

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. Det var næsten helt fantastisk at komme igang igen! At hun derimod allerede på forhånd havde afsløret ham, som en fremmede her på øen, var ukendt for ham, og han kunne jo ikke være andet end ligeglad.
Langsomt måtte Kimeya rette sig op og med Agielen i sin hånd. Han var en farlig mand, hvis man gav ham muligheden for det, og denne gang, var det for hans egen sjov. Han kedede sig jo for pokker, og nu hvor han havde set hvordan de andre havde behandlet hende, gik han ikke ud fra, at hun var andet, end en sølle slave. Det måtte være en del af kulturen her på øen, for han havde efterhånden set en del. Det var i hvert fald ikke så velset på fastlandet mere, selvom det dog stadig blev praktiseret.
Et koldt smil passerede hans læber. Ville hun virkelig påstå, at hun ikke ville have sin frihed? Noget som han snildt kunne give hende, hvis han ville det. "Gør det.. og jeg kan sikre dig, at du vil få din frihed," pointerede han let. Mest af alt, mindede hun ham om Faith lige nu. En tanke, som han måtte finde morende, og en tanke, som kun førte ham til en form for savn, selvom det nok ikke var det, som han skulle vise hende. Ikke hvis han kunne blive fri for det!
"Så... hvad bliver det til?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Han var ikke just kendt, for at være en mand med tålmodighed.

[Noemi Meria Galimeus]

De øvrige mænd holdt fornuftig afstand til manden og hans sære våben som stadig fangede Noemis nysgerrighed. Egentlig var Noemi ikke født som en kriger, hun var dømt til sin skæbne på retfærdig vis, men livet som gladiator påvirkede enhver, overlevelses-instinktet var højere end hos nogen anden, derfor fascinerede våben hende. Konstant forsøgte hun at huske hvor hendes blik skulle være, men flere gange gled det af nysgerrighed til den fremmede mand der med lokkende løfter om guld og grønne skove, forsøgte at få hende med sig. Stolede hun på ham? Ikke et øjeblik, men hun fornemmede ingen videre løgn.
"Fri fra min nuværende herre men ejet og i gæld til Dem?" hun rystede afvisende på hovedet. Under ingen omstændigheder ville hun vende ryggen til Cyrenic, ham som havde sat sin lid til hende og stolede nok på hende til at lade hende have et værdigt liv, hvilket var mere end de fleste fik.
"Aldrig om jeg vil vende min herre ryggen, og slet ikke for en fremmede. Før mig hjem," bad hun vagten som klemte hårdere om hendes skulder. Han rev hende op på benene og bukkede sig for at tage hendes sværd. Lige nu lod han ikke til at tage nogen chancer. Med et hårdt tag omkring hendes nakke tvang han hende fremad for at lade de andre tage sig af den fremmede. "Hvis De vender ryggen til nu, vil han ikke tilgive Dem," påpegede hun hårdt. Vagten svarede igen med knurende stemme. "Ingen har givet dig lov til at tale," vrissede han. Noemi var stadig nysgerrig på hvem manden var og hvad hans våben var, men aldrig ville hun være villig til at vende sin loyalitet mod ham!

[Kimeya Marvalo]

Ikke havde Kimeya nogen grund til, at skulle lyve for denne kvinde. Hvis hun var en kvinde, som kunne slå fra sig, samt lære ham mere om denne forbandede ø. Han brød sig bestemt ikke om stedet her, eller noget som helst. Hans blik hvilede på dem. Alle andre gik i store buer udenom, eller var stoppet op undervejs, for at se hvad der foregik. Selv var det mest naturlige, ro her på stedet. Og den var Kimeya nu kommet, for at ødelægge.
At hans anmodning blev afvist, tog han ikke særlig tungt.
"Jeg er ikke interesseret i, at skulle eje dig," sagde Kimeya direkte. Sandt var det jo. Han havde derimod så man andre planer i stedet for. Armene lod han denne gang søge over kors, og med blikket hvilende på dem. At hun derimod hellere ønskede at komme videre, var noget som fik det morende smil til at brede sig på hans læber. Han fandt det her underholdende.
"Jeg beklager.. Men det der, var det forkerte svar," pointerede han kort for hovedet, inden han dannede en magisk kugle i sin hånd. Denne smed han direkte efter manden, som brutalt havde taget fat i hendes nakke, inden han selv denne gang søgte efter hende. Han var bestemt ikke færdig med dem endnu. Med en fast mine, endte han selv hurtigt oppe ved siden af hende. Var det virkelig sådan man tog imod nye gæster på øen? Han var i hvert fald ikke overbevidst eller imponeret over noget som helst. "Så må jeg jo tvinge dig til at tage med mig." Han tog denne gang voldsomt fat i hendes overarm. Hvis det var sådan det fungerede her på øen, måtte han jo gøre det på samme måde, som de gjorde.

[Noemi Meria Galimeus]

Den fremmede var tåbelig at tro at hun blot ville stole på ham uden videre. Man kunne argumentere for at hun var blevet hjernevasket, men dette havde været hendes liv siden hun nærmest kun havde været et barn, det havde gjort hende dygtig, og en dag når hun vandt sin frihed, så havde mange god grund til at se sig over skulderen. Det hårde greb omkring hende slap, og Noemi mærkede en kold trykbølge tvinge hende lidt frem. var det mere magi? Ligesom den fremmede ildkaster der var kommet til landet for længe siden. Hendes dage var talte og hans ville være det samme hvis han blev opdaget.
"Endnu en heks!" udbrød hun forskrækket og forsøgte hårdt at rive armen til sig, men hans greb var hårdt og fast. Der var næppe nogen som ville stoppe ham i at tage en slave, og slet ikke af hendes kaliber for det betød for mange mindre konkurrence.
"Bered dig på din død fremmede!" hun bukkede sig ned og fangede sværdet. Elegant drejede hun om sig selv og svang sværdet direkte mod hans ryg. Hun ville forsvare Cyrenic ved at forsvare sig selv, denne mand skulle ikke vinde i dag! "Den sidste af din slags der kom til stedet her, blev korsfæstet! Du vil lide samme skæbne," lovede hun hæst. Stadig kendte hun ikke kvindens navn, hun vidste kun at hun i øjeblikket var blevet klynget op på et kors, formentlig allerede død, eller det var værdt at håbe for hendes vedkommende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ikke regnet med, at hun frivilligt ville følge med, men selv han var vant til, at slaver, ville elske at genvinde deres frihed. Det var bare ikke sådan, det han sammen på stedet her? Underligt var det uden tvivl. Det var så langt, fra hans egen virkelighed.
"Du kan kalde mig hvad du vil.. Men en heks er jeg ikke. Kald mig en warlock.. eller en Mord-Sith," sagde han direkte. Han ville bestemt ikke kaldes for en heks! Han var nemlig ikke nogen heks! Han væmmes ved tanken om hekse, da det overhovedet ikke var ham!

At hun greb ud efter sit våben, og svang det direkte mod ham, tvang ham til at slippe hende, hvor han ud af det blå, forsvandt, kun for at dukke op igen, nogle meter fra hende. Denne kvinde vidste noget. Han kunne mærke det! Han kneb øjnene let sammen. Hun mindede ham skræmmende meget m Faith lige nu! Og han fandt tanken direkte irriterende, for det var slet ikke her, at han skulle stå og tænke på hende. Var en fremmede korsfæstet? Et sted var han bange for, at det kun måtte være Noelle, der var snak om. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen. "Har I korsfæstet hende? Noelle... Fortæl mig det..!" Fast var han hurtigt henne ved hende, hvor han greb voldsomt fast om hendes hals, kun for at holde hende tæt ind mod sig. han stirrede fast på hende. "Hvad har I gjort ved hende?" spurgte han med en fast tone. Agielen knyttede han fast i hånden. Han var så fristet til at bruge den!

[Noemi Meria Galimeus]

Alle slaver drømte om frihed, og der var Noemi ikke anderledes. Hun tjente sin herre i håb om at han en dag ville forbarme sig over hende og sætte hende fri langt om længe. Hun ventede stadig på den dag hun igen kunne stå overfor sin far og undskylde for sine fejl, og for ikke at have været der for ham som hun burde have været det.
"Jeg er ikke kendt med de ord. Hvad er du?" spurgte hun med mindre høflighed. Den eneste der fortjente det var hendes herre og mænd fra dette sted.
Sværdet kløvede luften men gik kun igennem en tyk dis uden at ramme andet. Noemi vendte sig forvirret om og så hvordan han dukkede op meter fra hende. Hun var ikke sent til at tage et par lange skridt i hans retning, for igen at slå ud mod hende. Nu var der mange som havde trukket sig, ingen ville forsøge at nedlægge hende, og de fleste var bange for mandens magi. Sværdet tabte hun idet han greb omkring hendes hals så voldsomt at hun nærmest stod på tæer for endnu at kunne trække vejret i prustende stød.
"Det samme som der sker med enhver anden forbryder!" hvæsede hun så stærkt som hun kunne og mærkede luften blive trang, hvilket var grunden til at hun desperat forsøgte at kæmpe sig fri. Uden varsel bøjede hun benet og skød knæet hårdt mod hans ædlere dele. I krig og kærlighed gjaldt alle tricks, og hun havde fældet mænd som havde været mere imponerende end ham. "Jeg fortæller dig intet!" fastslog hun hårdt.

[Kimeya Marvalo]

De færreste slavehandlere, ville lade deres slaver gå. Så meget vidste Kimeya da, og derfor forstod han da overhovedet ikke, at denne kvinde, var så dum, at hun ville tro på, at hendes herre, ville give hende fri, af sin egen gode vilje.
"Hvad jeg netop har fortalt dig. Tilføj, et væsen fra en anden verden," sagde han med en kortfattet stemme. Hvad var hun? Hvis hun da overhovedet vidste det? Mange af de væsner, som han havde set her, havde han aldrig nogensinde set før. Underlige væsner.. underlig verden, og uden tvivl også en underlig kultur!
Selv slog det klik for Kimeya, da hun nævnte, at Noelle var blevet korsfæstet for at være en forbryder? Han tvivlede stærkt på, at Noelle overhovedet havde fået muligheden for at gøre noget som helst. "Og hvad har hun gjort helt præcist?" spurgte han med en kortfattet stemme.
At hun sparkede ud efter hans klokkeværk, tvang Kimeya direkte i gulvet. Okay, selv her gjorde man brug af beskidte tricks! Grebet slap han omgående om hendes hals, idet hans ben gav efter for hans vægt, og tvang ham direkte ned i jorden. Ville hun da påstå, at han ville komme til at lide samme skæbne? Han knyttede næverne om græsset. Selv hans Agiel lå ved siden af ham. Han lod den ligge.. Velvidende om, at ingen anden ville kunne løfte den, end ham selv. "I har et problem, hvis hun er død," hvislede han fast, inden han forsøgte at rejse sig igen. Hans blik gled omgående mod hende. En kvinde med temperament. Det kunne han lide!