First day out of bed

[Clemency Mériah Acheron]

Theodore Jarvis Acheron

---

Et bud fra det gamle Imandra var kommet for 4 dage siden. En af Sephirans meget tiltroede mænd var kommet med en healer ved sin side. Healeren havde faktisk formået at lokalisere sygdommen til lungerne og havde lavet en urtemikstur, som hun skulle drikke lidt af hver morgen og aften. Allerede på 3. dagen havde det føltes betragteligt bedre. Hun havde fået spist lidt uden at kaste det op og hun følte sine kræfter komme tilbage ganske stille. Hun kunne bedre holde sig vågen og alt i alt, så syntes hun faktisk, at det gik bedre. Så i dag havde hun bestemt sig for, at hun gerne ville ud af sengen igen, for alt for længe havde hun været sengeliggende! Hun havde da slet ikke tålmodigheden til det længere! Hun kaldte sin kammerpige til sig og kom ud af sengen. Hendes ben rystede en smule, men hun nægtede at ligge i sin seng mere. Hun vædede let sine læber, som hun fandt hen til sit bord, hvor der stod et spejl. Hun sad blot og stirrede let på sit selv. Hun havde tabt sig, det kunne hun tydeligt se, for hun var blevet noget tynd og lettere benet. Det måtte hun da snarligt lave om på, når hun rigtigt fik sin appetit tilbage. Hun sukkede dæmpet og pudrede let sin ansigt, mens hendes kammerpige fandt hendes kjole frem. Hun rejste sig så og fik hjælp med at blive klædt på. Kjolen var mørkeblå med flotte broderier, der fremhævede hendes former og figur, selvom den skulle strammes lidt mere ind end normalt. Hun trak vejret dybt. "Tak, du må gerne gå," endte hun til sin kammerpige. Hun satte sig ned foran sit spejlbord igen og gik i gang med at sætte sit hår op i nakken. Da hun havde fået det sat op, så rejste hun sig op og forlod sit værelse. Hun søgte roligt til trappen, som hun i passende tempo begav sig ned af. Det føltes fantastisk at være ude af værelset!

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke bare Clemency havde været igennem en forvandling, fra at være en smuk kvinde, til at være dødeligt syg og sengeliggende. Ligeledes, var der også sket ting og sager med Theodore undervejs. Igennem den første tid, havde han siddet meget ved hendes side, samt betragtet Ravennah tage sig af sin biologiske syge mor.. Selvom han slet ikke kunne betegne det på den måde.
Som et lys fra en klar og mørk himmel, var han blevet ramt.. En varme som havde bredt sig, og pludselig en masse tanker, som han slet ikke kunne finde ud af. Den stilhed, som han normalt gik rundt med i hovedet, var afbrudt af alverdens andet, som han slet ikke kunne undertrykke længere.
Derfor var det nu flere dage siden, at han i det hele taget havde kigget til Clemency. Han havde kontakt med tjenestepigerne, som ofte var oppe ved hende, for at holde hende med selskab, samt sikre sig, at tingene gik rigtigt for sig, for han tolererede bestemt ikke fejl! Afventende stod han nede i pejestuen med hænderne foldede bag på ryggen, og med blikket vendt ud mod den have, som i Clemencys sygdom var falmet. Sorte render havde han under øjnene, som han slet ikke havde sovet igennem den sidste tid. Uro.. Han havde været urolig, hvilket i forvejen heller ikke lignede ham. Var det sådan at.. føle noget som helst? Det var svært for ham, i det hele taget, at finde ud af! Lydene i trappen kunne han høre, men umiddelbart gik han vel bare ud fra at det var endnu en tjenerinde?

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency kunne mærke en underlig stilhed på landstedet, som hun langsomt kom ned ad trappen. Her vrimlede normalt med tjenestefolk, men der var nok ikke meget at lave, når hun jo var sengeliggende. Det troede alle jo stadig, selvom hun faktisk var kommet ud af sin hule. Et smil gled over hendes læber. Huset lignede sig selv, selvom her var en uro og en tristhed. Alle havde vist været berørte af hendes sygdom, hvilket glædede hende, for det beviste bare for hende, at hun betød noget for stedet her. Andre bekendte havde også sendt blomster til hendes sengeleje og hendes barnebarn... eller biologiske datter, havde endda været her for at passe på hende, hvis Samuel ikke havde haft mulighed for det. Men nu havde hun fået nok af at være sengeliggende, så nu måtte hun altså ud herfra! Hun nåede ned af trappen og måtte stoppe op for at hive lidt efter vejret. Det sad stadigvæk i hendes lunger, hvilket ikke gjorde vejrtrækning helt nemt for hende. Men fra nu af gik det da kun op ad bakke. Og sygdom kunne og skulle slet ikke slå hende af pinden, det var helt sikkert! Hun fortsatte sin gang og søgte mod pejsestuen. Theodore måtte da være her et sted? Også selvom han faktisk ikke havde været ved hende de seneste dage, hvor hun jo faktisk havde været i bedring. Og ganske rigtigt. Som hun trådte ind over tærsklen til pejsestuen, så stod han der. Han spejdede ud over haven, som hun selv havde bekymret sig for under sin sygdom. Det var som om den var falmet med hende. Hun smilede let. "Theodore..." endte hun let for at få hans opmærksomhed.

[Theodore Jarvis Acheron]

Den tunge sorg over Clemencys sygdomsforløb, kunne uden tvivl mærkes i hele huset. Selv Theodore var berørt af den, på en måde, som han slet ikke var vant til det. Han sov ikke.. han havde en uro, og en følelse af en masse stemmer i hans hoved, som han ikke kunne finde ud af. Det klare lys, som havde ramt ham for nogle aftener siden, havde uden tvivl påvirket ham på en måde, som han slet ikke kunne beskrive.
Selv var han kommet godt efter det sammenstød, som han havde haft med Jarniqa. Ikke at han havde tænkt sig, at opsøge kvinden, da hans egne tanker rent faktisk havde været helt andre steder. Han kunne jo ikke just gøre noget ved det, af den grund. Ved stemmen, hævede han blikket en anelse. Var det virkelig hende? Ude af sengen?
Langsomt vendte han siden til, inden han drejede hovedet. Hans øjne var blanke.. Tårer? Han forsøgte for alt i verden, at fastholde masken. "Du er ude af sengen," bemærkede han, inden han igen stillede sig med ryggen til, og stirrede udover den forfaldne have. Ikke lavede han noget i den. Aldrig havde han gjort noget som helst ved den. Næverne knyttede han let. Han forstod slet ikke, hvad det var, der skete med ham. Det lignede ham jo slet ikke, at handle og reagere på den måde, som han nu gjorde det. Det var virkelig, virkelig.. underligt.

[Clemency Mériah Acheron]

Hvad der var hændt for Theodore, var ikke noget som Clemency vidste. Hun havde blot hørt sin kammerpige snakke om, at Theodore var blevet 'underlig', hvilket hun ikke havde vidst, hvordan hun skulle tolke. Så nu havde hun bestemt sig for, at hun måtte se det for sig selv, for det plagede hende da, hvis Theodore havde fået det skidt. Hun trak vejret lettere overfladisk, da hun ville hoste hvis hun tog en for dyb vejrtrækning, men hun prøvede da i det mindste at trække vejret så normalt som muligt. Hun så roligt på ham og betragtede sig af ham, da han drejede hovedet mod hende. Hun mødte hans blik, selvom han hurtigt vendte ryggen til igen. Havde hun ikke bemærket noget forandret i hans blik? Hun kunne ikke helt se det på denne afstand, så i stedet begav hun sig nærmere ham. Hun smilede let. "Ja... Healerens medicin har hjulpet mig meget de seneste 4 dage," svarede hun ham. Det var en lettelse at være ude af sengen, for hun kunne virkelig ikke ligge der mere. "... Hvor du ej har besøgt mig," fortsatte hun konkluderende. Men det var egentligt sagt for at lægge op til, at han skulle fortælle hende hvorfor. Hun lukkede afstanden mellem dem og lod en hånd lægge sig mod hans skulder for at få ham til at vende sig mod hende. Hun tænkte dog alligevel, at hun hellere måtte spørge konkret, eftersom han normalt ikke kunne tolke på hendes ord. "Hvad er der hændt, siden du måtte være fraværende?"

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste skam godt, at rygterne gik her på stedet, men hvordan han selv skulle tolke det, var derimod det, som han heller ikke rigtigt kunne finde ud af. Hårdt som det end lød. Nu havde han altid været så ligeglad, som noget overhovedet kunne være.. og nu kunne han bare ikke være ligeglad mere. Det var underligt. Ingen tvivl om det. Hans blik gled kort mod hende, mest for at sikre sig, at det var hende, som stod der. Nu hvor han havde levet i så frygtelig mange år, uden sin sjæl, og pludselig at have en bid.. en lille bid, efterlod han med en helt omvæltning i livet, som han ikke havde forestillet sig på noget tidspunkt.
"Jeg ved det," sagde han med en rolig stemme. Han havde ikke opsøgt hende. Han vidste det godt, og han vidste, at det var hans egen fejl, men dette var ligeledes også noget, som han skulle lære at tackle.
Hånden mod hans skulder, indikerede, at hun stod lige ved siden af ham. Denne gang vendte han blikket mod hende. Øjnene tildels blanke. Han var vel lettet over, at se hende ude af sengen? "Hvis jeg dog vidste det.." Sagen var vel, at han ikke havde nogen anelse? Han havde overhovedet ikke nogen anelse om det, og han hadede virkelig det faktum selv. Tynd som hun var.. bleg og det hele.. "Du burde hvile," tilføjede han. Han ønskede jo ikke at miste hende!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency ville gerne vide, hvad der var sket for Theodore. Rygterne havde floreret i krogene, selvom der havde været stille under hendes sygdom i det åbne. Men i skyggerne løb rygterne stadigvæk og de løb hurtigt. Der gik ikke længe før en tjenestepige havde overhørt eller set noget og så spredte det sig ellers hurtigt. Det var et kendt faktum i ethvert hjem, der holdte tjenestefolk, men sådan var livet trods alt. Og egentligt kunne hun godt lide det, når hun var endestationen for sladren. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun ønskede, at han skulle vende sig om til hende og kigge på hende, fremfor at vende ryggen til hende. Han havde ikke besøgt hende, så han vidste jo ikke før nu, at hun var i så god bedring, at hun faktisk kunne forlade sit sengeleje. Nok havde hun ikke mange kræfter, men hun havde da kræfter til dette! At han endelig kiggede på hende fik et smil til at glide over hendes læber, men smilet falmede igen. Noget var galt. Hans øjne var komplet blanke og fyldte... fyldte af hvad? Tårer? Bekymringer? Tanker? Øjnene var jo vejen til sjælen, men han havde den jo ikke... havde han? Hun blev pludselig helt forvirret, nu hvor hans øjne ikke var tomme som de altid havde været... altid! "Hvad er der sket med dig?" spurgte hun direkte. Hun ville vide, hvad der var sket! Han måtte da kunne fortælle et eller andet? Hun rystede bare afvisende på hovedet. "Jeg har hvilet nok," svarede hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

At Clemency havde været i bedring, var Theodore bekendt med, og det havde glædet ham. Selvom han ikke havde været ved hendes side, så havde han fået besked fra tid til anden, af tjenestestaben, hvilket naturligvis var ham selv en stor glæde. Alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte så så lidt.
Hvad der var sket med ham, kunne han ikke rigtigt finde ud af. Dette var nyt.. alle de ting, som skete i ham, hvilket slet ikke var normalt! Hvad der var sket med ham? Han vidste det jo ikke! Hørte hun ikke efter, hvad han sagde? Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, hvor en enkelt tåre trillede ned af hans blege kind. Ikke noget, som han havde oplevet, siden han var helt lille, og sjælen var revet fra ham. "Jeg ved det ikke.." gentog han igen, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Var det virkelig svært at forstå, at det ikke var noget, som han kunne finde ud af?
At hun ikke ønskede at hvile, kom ikke bag på ham. Stædig, som hun altid havde været, så var det ikke meningen, at hun skulle bruge den tid på at bekymre sig om ham. Han klarede sig vel nok, gjorde han ikke? Han vendte blikket ud af vinduet igen. Han forsøgte jo selv at finde ud af, hvad der var sket. "Du burde.. du har været sengeliggende længe nu," pointerede han med en sigende mine. Ikke at han ønskede at diskutere med hende, men for pokker. Hun burde slet ikke tage det sådan.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde undret sig, da Theodore var stoppet med at komme selv og blot sendt sin hilsen med tjenestefolket. Det lignede ham ikke. Nok var han en tom skal, men han passede på hende alligevel, hvilket virkelig glædede hende i sådanne tider som disse. Hun trak vejret roligt og pustede let ud. Hun kunne dog fornemme, at noget var sket ham. Det kunne hun tydeligt se på ham allerede nu, for der var noget rivende galt. Da en tårer forlod hans øjenkrog og gled over hans kind, så måtte hun stå i chok og stirre på ham. Det var som om tiden gik i stå i det øjeblik, hvor hun bare i slowmotion kunne se tåren forlade hans kind. Det kunne da kun betyde én ting. Hans sjæl. Han måtte have fået sjælen tilbage... eller noget af den! Den var derfor han var så forvirret og ikke rigtigt vidste, hvad der foregik. Hun løftede sin hånd og fjernede tåren fra hans kind med et blidt håndelag. "Kun folk med sjæl kan fælde tårer, Theodore... Du må have fået noget af din sjæl, hvis jeg skulle komme med et foreslag. Hvorfor, det kan jeg dog ikke svare dig på," svarede hun ham dæmpet og smilede opmuntrende til ham. Hun lagde armene omkring ham og krammede sig ind til ham. "Præcis. Derfor må jeg gerne være oppe bare en smule," svarede hun. Hun ville nok ikke kunne holde hele dagen, men for nu gik det udmærket.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore blev stående, selv da Clemency strøg ham over kinden. Hans øjne gled i, kun for et kort øjeblik. Kunne det passe, at han havde fået noget af sjælen tilbage? Han vidste det ikke. Måske at det var det lys, som havde ramt ham? Han så mod hende igen. Kun folk med sjæle, kunne fælde tårer? "Det føles virkelig underligt," kommenterede han. Det var det eneste, som han i bund og grund, kunne sige om det her. Det føles i den grad unaturligt for ham!
Alle de tanker og alt det som skete i hans hoved. Han var vant til, at der i hovedet, var komplet stilhed, for der skete intet der. Som hun lagde armene om ham, lagde han sine om hende. Det havde han altid gjort, når hun søgte en omfavnelse. Denne gang lå der nok bare.. lidt mere i det, end som så. Den ene hånd, lagde han bag hendes hoved, hvor han let trykkede hende ind mod sig, mens han bare stirrede ud i haven. Var det lettelse? Frygten for, at miste hans hustru, havde trods alt været der, hvilket i forvejen, var en tanke, som kun måtte irritere ham grænseløst, for det lignede ham ikke, at gøre sådan! "Meget vel," endte han dog. Ikke ønskede han at føre en diskussion med hende, for det lettede ham jo trods alt at se hende på benene igen, og særligt efter det lange sygdomsforløb.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var virkelig forbavset. Hvis Theodore græd, så havde han klart fået tildelt noget af sin sjæl, hvilket han slet ikke brød sig om. At det føltes underligt, det kunne hun da forestille sig, for han havde jo ikke følt en følelse siden han var et lille barn. Hun smilede let og stillede sig bare ind til ham og lagde armene omkring ham. Hun havde savnet hans favn. Og han havde faktisk altid givet hende sin favn, når hun søgte omfavnelse. Hun lukkede øjnene og gemte sig ind mod hans bryst, hvor hun trak vejret roligt. "Hvis du har fået noget af sin sjæl tilbage, må du søge til Sephiran, kære... Han kan hjælpe dig," sagde hun til ham. Om Sephiran så ville, det var en anden side af sagen, for far og søn havde virkelig haft et fjendtligt forhold til hinanden. Og det var kun dæmpet af, at Sephiran nu boede i det gamle Imandra og regerede der som ambassadør. Hun pustede let ud og vædede flygtigt sine læber. "Kom," bad hun. Hun trak sig let fra hans favn, men tog i stedet hans hånd. Hun søgte hen til havedøren, som hun skubbede op. Hun førte ham med ud, så de kunne gå en tur i haven.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke så meget som en tanke eller følelse, havde passeret Theodore, siden han havde været lille, og nu kunne han da høre tanker.. han følte en masse. Han følte i hvert fald, at det var en masse, og det var han slet ikke vant til. Hans arme gled omkring hende. Han vidste, at det var noget som hun kunne lide, og det var noget, som han gerne ville give hende. Altid havde han forsøgt - med hende om ikke andet. Han rystede på hovedet. Han ønskede jo ikke just at opsøge Sephiran med denne problematik. "Tror du at han vil hjælpe?" spurgte han direkte. Selv måtte han være tilbøjelig til at have sine tvivl.
Langsomt måtte Theodore slippe hende igen, som hun tog omkring hans hånd, for at søge med hende hen til havedøren. Det var ikke meningen at de burde søge ud. Hun havde ligget syg længe trods alt! Men hun havde vel også brug for luftforandring? Hvor pokker kom alle de tanker fra? Han søgte med hende ud.. Det var her på terrassen i den forholdsvis kolde luft, at han stoppede op. Her slap han hendes hånd, kun for at komme ud af hans kappe, som han endte med at lægge om hendes skuldre i stedet for. Det var ikke første gang han havde gjort det. Men han ønskede jo trods alt heller ikke, at hun skulle blive syg igen. Det havde jo aldrig nogensinde været hans ønske at være så tæt på at miste hende.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency kunne godt fornemme på Theodore, at der var noget ved ham. Og det, at han faktisk havde fået en del af sjælen efterlod ham pludseligt med masser af følelser, hvoraf han så pludseligt græd uden at tænke over det. Det var en almindelig reaktion for folk med følelser, men han forstod jo nok ikke hvad der foregik. Hun kunne næsten fornemme på ham, at en masse tanker løb gennem hans hoved, hvilket han jo heller ikke var vant til, men det måtte han jo begynde at vænne sig til. Hun skulle i hvert fald nok hjælpe ham alt hvad hun kunne, men hun vidste også, at Sephiran nok bedre kunne 'lære' ham det, fordi de nu faktisk stod i samme situation. "Det kunne jeg da håbe... Det kunne måske ende fjendtligheden mellem jer," svarede hun. Familien var splittet, det vidste hun jo udmærket, for de var jo spredt for alle vinde. Hun følte vel efterhånden bare, at hun ikke rigtigt havde et formål længere? Hun havde en titel, men den gav hende jo ikke en stilling til rigtigt at gøre noget. Og nu hvor Ravennah også var blevet voksen, så havde hun faktisk ingen at tage sig af, hvilket hun slet ikke kunne forholde sig til. Hun vædede let sine læber, som hun førte ham med ud. Den kølige vind føltes rar mod hendes blege kinder, for det var som et blidt kærtegn for hende. Ved hans gestus med kappen, så vendte hun blikket mod ham og smilede blidt til ham. Han havde altid tænkt på hende, selvom han måske ikke havde haft tanker og følelser. Gad vide hvad der så gik gennem hovedet på ham nu? Hun lagde hænderne mod kappen og trak den godt om sine skuldre. Det var nu alligevel rart nok med den lune kappe. Hun satte i gang igen og gik ned på græsset, da hun gerne ville en tur rundt i haven. "Roserne er næsten døde," endte hun pludseligt og stoppede op. Haven var jo... næsten visnet?

[Theodore Jarvis Acheron]

I takt med Clemencys sygdom, var haven forfalden i samme omgang. Der var ikke nogen der passede den, som hun gjorde, hvilket naturligvis godt kunne mærkes, og særligt på denne her måde. Han passede den ikke, og nu hvor hun var på fode igen, så var det måske på tide, at finde ud af det hele igen? Han vendte blikket i retningen af hende.. Alle de tanker forvirrede ham virkelig! Rigtig, rigtig meget endda! Han trak vejret dybt. Det var jo med til at give ham en kæmpe hovedpine!
Han gik med hende ud i haven, hvor han samtidig lagde kappen omkring hendes skuldre. Ikke skulle hun fryse, og ikke skulle hun blive syg igen. Bekymring.. Var det virkelig sådan at det føles? Han kunne ikke finde ud af det! Det var alt sammen forvirrende! "Der er ingen der passer haven, som du gør," sagde han med en ærlig stemme. Hun havde altid haft en ganske særlig måde at gå til det på, og det var naturligvis også noget, som kunne mærkes. Han rystede på hovedet endnu en gang, inden han lod den ene hånd, søge til sine tinding. Det var virkelig irriterende, at han skulle lægge sind til alle de tanker.. Han kunne jo slet ikke finde ud af dem, og der var alt for mange! "Jeg ved ikke om Sephiran vil være i stand til at hjælpe, eller om det er noget, som han ønsker." tilføjede han dog. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at de aldrig havde haft et særlig godt forhold.

[Clemency Mériah Acheron]

Sandt var det, at Clemency brugte meget tid på at passe haven. Mest fordi hun ikke rigtigt havde andre formål syntes hun, så hun kastede sig over en masse huslige ting, som hun altid havde været forpligtet til. Hun var dog skuffet over, at ingen havde taget sig af haven mens hun havde været syg, når alle vidste hvor meget haven og blomsterne betød for hende! Hun søgte hen over græsset og hen til en række blomster, som hun pukkede sig ned til. "Det skuffer mig at ingen har gjort noget," sagde hun lavmælt. Det var egentligt mest til sig selv. Hun lagde hænderne nede ved plantens rødder og vandede dem med sin magi. Skamfuld følte hun sig over at bruge sin magi på huslige ting, men meget andet kunne hun ikke, da hun ej havde trænet siden hun var blevet gift med Theodore. "Så må du finde nogle, der vil hjælpe dig... Jeg ved ej, om jeg kan forklare dig det," svarede hun dæmpet. Hun havde jo altid haft tanker og følelser! Hun sukkede let og skubbede sig op at stå igen, mens hun tog en tur rundt i haven blandt sine kære planter og blomster, der bare stod utilsete hen og var tæt på at dø. Hun vædede let sine læber og så tilbage på ham, da han stod og masserede sine egne tindinger. Hun søgte derfor i stedet hen til ham og lagde hænderne mod hans kinder. "Kære... Du skal nok finde ud af det, det er jeg sikker på," svarede hun blidt.