It was supposed to be a secret

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Einar Calder Vali - Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Det var en smuk sommerdag, hvor heden atter bredte sig som et tungt tæppe over Procias. Thranduil havde efterladt Serenity derhjemme. Der skulle gøres klar til det kommende barn, og jo længere tid der gik, jo mere måtte han glæde sig, og særligt, når det forløb sig på denne her måde, så kunne han da ikke lade være.
Tænk, at den hårde leder for elverne, skulle være striks, og nu også havde fået det bløde punkt, som han nu havde fået. Han glædede sig til at kunne påtage sig titlen som fader igen, og med en kvinde som Serenity ved sin side, havde han denne gang, en rigtig god fornemmelse af det. Han trak vejret dybt, hvor han kort måtte lukke øjnene. Det var frihed.. Afslappelse, og tryghed ikke mindst, også i hans optik. Til nu, kunne man jo sige, at det var en del af jobbet, som han havde levet frygtelig godt op til.

Thranduil bevægede sig langsomt frem og med rolige skridt.  Det var en målrettet, men yderst elegant gang, som kun en elver kunne gøre det. Den grønne kappe slæbte han let over jorden bag sig, inden han stoppede op ved et træ ved den store og kendte Lysning. I forvejen, var det ikke mange væsner, som søgte til skovene her. Det passede ham egentlig ganske udmærket. Et kort, men tilfredst træk måtte vise sig på hans læber, inden han langsomt hævede hånden, hvor en ganske lille solsort, valgte at sætte sig på hans pegefinger. Langsomt hævede han den anden hånd, hvor han strøg den over det lille hoved. Naturen var i sandhed vidunderlig, og han var lykkelig ved tanken om at være en del af den. 

[Einar Calder Vali]

Det var sjældent, at Silivrenniel følte sig så oppe at køre. De urene følelser som vrede og foragt lå dybt i hende. Hun kunne faktisk slet ikke fordrage det. Aldrig havde hun været så oprevet før i sit liv, som hun var lige nu. Hun havde gjort sig mange tanker på det sidste, især siden, at Maidhion var blevet sendt bort fra elversamfundet. Hun havde meget tid til at rydde op hjemme og havde i den forbindelse fundet sin mors gamle medaljon, som var det eneste arvegods hun havde. Hun havde ikke set det smykke siden hun havde været lille og havde faktisk glemt hvordan det havde set ud helt præcist. Foruroligende var det dog, at medaljonen havde en elverkrone på markeringen, hvilket havde fået hende til at undersøge sagen nærmere. Hun var gået i de gamle skrifter, både på det kongelige bibliotek, men også ledt i elverbyen, om der var nogle ledetråde. Og nu havde hun endelig et bevis... for hendes moders medaljon havde været tegnet i de ældgamle bøger og hendes efternavn havde stået over det hele.

Netop nu, var hun på vej tilbage fra det kongelige bibliotek. Medaljonen bar hun om sin hals og hun så noget utilfreds ud. Hun havde mange spørgsmål, mange uklarheder... men hun vidste også netop hvem hun skulle snakke med. Hun havde dog ikke regnet med at støde på ham allerede, da hun var på vej hjem over lysningen. Hendes gang var bestemt, men knap så elegant i dette vredes tempo.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Efter Maidhion, var blevet sendt bort fra samfundet, var der hersket en uro blandt elverne, som Thranduil selv, havde forsøgt at dysse ned. Han havde forsøgt om ikke andet, selvom det fra tid til anden, uden tvivl havde vist sig, at være svært. Rigtig svært endda.
Thranduil rystede kort på hovedet. Han havde udvist en stor tillid til den mand, og det eneste, som han havde gjort, var at svigte ham. Var det noget vidunder, at han tog tingene, som han nu gjorde? Langsomt hævede han blikket, hvor det derimod var synet af Silivrenniel, der mødte ham. Han rettede sig op. Det lange hår, lagde sig yndefuldt om hans krop, som han også måtte bære skovens krone på sit hoved. Der hvor den havde hvilet i frygtelig mange år efterhånden.

"Silivrenniel," hilste han med en rolig og meget myndig stemme. Serenity så han frem til at komme hjem til, efterhånden. For nu havde han bare brug for at klarere hovedet lidt, samt igen indstille sig på, at han skulle til at være far, og at skovens elviske samfund, atter skulle få en arving. Silivrenniel var derimod en kvinde, som han stolede på. Hun havde jo allerede til nu, været ham en stor støtte, og særligt i opbyggelsen af samarbejdet til et væsen, som druiderne. For dette, var han hende faktisk meget taknemmelig.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var bestemt ikke tilfreds. Hun havde mange spørgsmål til Thranduil, men hun ville gerne hjem og sunde sig først, inden hun opsøgte ham, for lige nu var hun ikke sikker på, at hun tænkte fuldstændig klart. Som hun hørte sig navn, så stoppede hun brat op, for hun havde ikke forventet at møde nogle. Hun genkendte udmærket Thranduils stemme og hun undgik at se på ham med det samme, da det slet ikke ville hjælpe noget lige nu. Mange tanker fløj gennem hendes hoved. Mon han vidste det? Vidste at hendes familie faktisk var den sande adel i skoven, fordi hans forældre havde taget den fra hendes forældre? Hun vædede sine læber, tog en dyb vejrtrækning og vendte sig mod ham. Hun smilede ikke til ham og mødte ham ikke med den normale venlighed. Ikke før hun vidste besked om hvordan tingene faktisk hang sammen en gang for alle. Hendes hånd gled op til hendes halssmykke, som hun lod sine slanke fingre lukke sig omkring. Hun så undersøgende på ham. Hun havde set så meget op til ham... holdt virkelig meget af ham. Og hun syntes, at hun mistede det mere og mere for hver dag, der gik.

"Thranduil," svarede hun lettere køligt. Hun rettede let på sin kjole, der var en let sommerkjole i en grøn farve på overdelen og med et sandfarvet skørt til. Den klædte hendes figur utroligt godt, da hun godt kunne lide at klæde sig således. "Jeg havde ellers håbet jeg kunne undgå dig, indtil jeg var klar til at opsøge dig," endte hun direkte til ham. Han kunne vel ligeså godt få besked nu?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var kendt med samtlige navne på elvere, så hvorfor skulle han da ikke også hilse på dem, når han passerede dem på sin vej? Desuden var Silivrenniel en kvinde, som han havde en stor respekt for, og særligt fordi, at hun havde været ham en kæmpe hjælp i forbindelse med det arbejde, som skulle udføres i skovene her. Han følte at han skyldte hende en kæmpe tak, og det var hans måde, at vise hende det på.
Måden som hun dog måtte reagere på, fik ham til at stoppe op. De grønne øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Hvad skulle det betyde? Undgik hun ham? For hvilken grund? "Og hvordan skal den forstås, kære Silivrenniel?" spurgte han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge på sned, som han selv søgte tættere på hende, velvidende om, at hans tilstedeværelse i øjeblikket, var så godt som uønsket, så var det ikke noget, der gjorde nogen forskel for ham lige nu. "Fortæl mig i stedet, hvad det er du har på hjerte," opfordrede han med en rolig stemme. Han ønskede selvsagt, at det elviske samfund fungerede, og det gjorde det jo trods alt ikke, hvis de gik rundt og undgik hinanden! Her valgte han at blive stående. Umiddelbart gik han da ikke ud fra, at han havde gjort noget galt.

[Einar Calder Vali]

Det var nok første gang Silivrenniel ej hilste på Thranduil som 'min konge', som hun altid havde været høflig i sin tiltale, selvom de jo egentligt var blevet ganske gode venner. Men det venskab følte hun tabt, for hun stolede i øjeblikket ikke på ham. Hun vidste, at han havde været Serenity utro, for det rygte var løbet omkring, da nogle havde overhørt det. Hun havde til en start ikke troet det... men med tiden, så hvorfor ikke? Han var slet ikke den mand hun havde troet og da slet ikke med sine nyeste opdagelser. Hun knugede hånden mere om sin medaljon, da hun følte, at hun burde beskytte den. Hendes egne grønne øjne stirrede på Thranduil gengældende, som hun mærkede hans intense blik. Hans 'kære' gav hende næsten lyst til at skabe sig, men hun lod dog vær. "Jeg er ej din kære Thranduil, det gjorde du klart for længe siden," afviste hun ham køligt. Hun blev stående stærk på sin plads og lod ham blot komme nærmere, hvis det var det han ønskede. Hvad hun havde på hjerte? Åh, hun havde frygtelig meget. Hun trak vejret dybt og fnøs. Hun fjernede hånden fra medaljonen og løftede den op ad hendes kavalergang, som hun lod den vise for ham. "Jeg vil gætte på, du er bekendt med den markering, der er på denne medaljon," udspurgte hun ham. Hun holdt blikket mod hans ansigt, så hun kunne følge hans reaktion, når han så elverkronen på medaljonen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tydeligt var det for Thranduil, at Silivrenniel var vred på ham, men derimod af grunde, som han endnu ikke var kendt med. Selvom han i sin tid, havde afvist hendes anmodninger, og nu var en gift mand, og med en kvinde, so han nu forsøgte at finde ud af det, efter de fejltagelser, som var forekommet. Noget som han gerne stod ved, at han havde gjort, og ikke noget, som han havde været stolt af. Langt fra faktisk. Han fandt tanken om det, foragtelig. "Og dog, er der noget, som jeg har gjort i din vanære, Silivrenniel.. Fortæl mig det," opfordrede han med en rolig stemme.
Uro i det elviske samfund, var det sidste som han ønskede, og igennem den seneste tid, havde der været mere end rigeligt af den, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen, frem til hun trak en medaljon op af sin kavalergang. En medaljon, som kun var alt for godt kendt for ham, selvom det var mange år siden, han sidst havde set den. Han trådte hende i møde, hvor han lod hånden glide over det smukke smykke om hendes hals. "Hvor har du den fra?" spurgte han med en direkte stemme, som han atter vendte sig mod hende. Det var jo en meget alvorlig sag det her!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel følte sig ret forurettet lige nu. Hun følte, at hun var blevet holdt for nar og hun kunne slet ikke klare den følelse. Først Maidhion... som hun i sin søgen også havde fundet ud af, slet ikke var hendes rigtige bror, for hun var enebarn ifølge bøgerne! Hun trak vejret dybt, så hun kunne falde lidt ned, for det var slet ikke rart at have det sådan. Hun rystede lidt i kroppen, fordi hun var så oprevet netop nu, så hun ville faktisk gerne falde lidt ned. Hendes ansigt var neutral og kølig, hvor det slet ikke var det venlige og indbydende smil, der mødte ham. Nærmere en kold mur, der var sat op for at beskytte hende selv. Hun havde for pokker stolet på ham! Men selvfølgelig... han havde vel holdt hende tæt for at det ikke skulle komme frem. Da han lagde fingrene på smykket, så trådte hun et skridt tilbage fra ham, så han ikke kunne røre den. Igen lukkede hun fingrene omkring den. Medaljonen var genkendt for ham. "Den var i mit hus... mit barndomshjem. Dette var min moders, Thranduil, jeg kan huske denne medaljon fra min barndom, men den forsvandt dengang..." startede hun ud. Hendes klare grønne øjne så indgående på ham.
"Du er ej den sande leder af elverne," endte hun. Måske var det hårdt at anklage ham for det så tidligt, men hun blev nødt til at prøve... og høre hans forsvar og se hans reaktion.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke ville Thranduil påstå, at han havde gjort noget som helst, for at holde Silivrenniel fra nogen sandhed, men derimod fordi at hun havde en betydning for ham, som resten af elverne havde. Det smykke, som hun derimod måtte vise ham, var et som han kun måtte genkende alt for godt. Selv var det hans egen fader, der i sin tid havde gjort, så dette var sket.
Thranduil rettede sig op, da hun trak sig en anelse væk fra ham. Han gik ud fra, at det derfor måtte være det, som var galt i øjeblikket. "Jeg troede det smykke for længst var tabt," sagde han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han forstod at hun var vred, men ærligt.. ville hun da kunne honorere arbejdet i den forstand? "Jeg blev den rette efter min fader, Silivrenniel," fastholdt han med en sigende mine, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han ville bestemt ikke høre tale om noget andet, og særligt, som det var i øjeblikket. Fortiden var vel endelig kommet? Han havde jo lovet aldrig at nævne det, og det havde han sågar lovet sin egen fader på hans dødsleje. "Som var konge før mig," tilføjede han. Han ville gerne snakke. Han var der ikke for at være sur.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel så indgående på Thranduil. Hun havde for længe siden holdt ham nært ved sit hjerte, men hans hjerte var ikke gået den samme vej og i tiden efter havde hun faktisk haft det svært med ham. Hun havde dog med tiden lært at leve med det, faktisk accepteret, at de kunne være venner og hun havde fortsat arbejdet med at styrke elvernes forhold til druiderne. Men hun havde siden da vist, at hun ikke havde en større betydning for ham end de andre elvere havde, for han havde ej plads. Hun holdt sit blik indgående på ham, som han kommenterede på, at smykket var tabt. Ja, det ville han jo nok ønske. "Det lå skjult sammen med en lille seddel, underskrevet af min moder selv. Jeg fandt det ved at tilfælde, da jeg ryddede op hjemme," svarede hun ham. Hun holdt stadigvæk fast om smykket, da hun var bange for, at han ville tage den fra hende... tage hendes bevis for, at hendes forældre havde været konge og dronning før hans forældre. "Din fader var kun konge, fordi han tog den titel fra min fader... Jeg kan se i dine øjne, at du kender til fortiden, Thranduil. Fortæl mig sandheden," bad hun. "Slog dine forældre mine ihjel?" endte hun mere dæmpet. Hun ønskede at vide, men det var også en grov anklage.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vendte blikket skarpt i retningen af Silivrenniel, da hun gik så vidt, som at kalde hans forældre for mordere. Aldrig havde de taget livet af hendes forældre! Aldrig var det noget, som ville falde dem ind. "Nej," begyndte han med en kortfattet stemme.
Selvom hun måske ikke var meget for at give ham smykket, så sagde han intet til det. Sandheden var han kendt med, som han også var kendt med, hvad det betød for ham, nu hvor det var en sandhed, som hun var kendt med, så kunne han jo ikke just gøre noget ved den, kunne an jo sige. Han rystede på hovedet. "Min fader tog aldrig andre liv, end dem som han var pålagt på slagmarken, Silivrenniel. Du har ret.. jeg er kendt med sandheden, og jeg lovede at holde tæt om den," fortalte han.
Det var ikke nogen hemmelighed, at den egoisme, som Thranduil måtte bære, måtte komme et sted fra. Han rettede sig op. Hans fader havde anset sig selv, som den eneste rigtige til den titel, og han havde taget den.. skænket sin søn sandheden, samt tvunget ham til at holde tæt, hvilket han havde gjort. "Din fader mistede titlen til den rette elver til det hårde psykiske arbejde, som leder for vores race, Silivrenniel. Det er en hård anklage, hvorpå du kommer og spørger, om mine forældre har taget deres liv," pointerede han med en anstrengt stemme.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel vidste ikke hvad hun skulle tro, men hun blev nødt til at anklage på det hårdeste, så hun faktisk kunne blive bevist modsat. Hun trak vejret dybt og pustede ud. Okay, han svarede nej. Så meget måtte hun da tro på ham, eftersom han aldrig direkte havde løjet overfor hende. "Okay," svarede hun i stedet for. Nu ville hun da give ham en chance for at forklare sig fremfor det andet, for hun var nok også lidt strid lige nu. Hun så mod ham, som han nævnte, at han var kendt med sandheden. Jamen så ville hun da frygteligt gerne vide den, eftersom hun faktisk var komplet blank og bare rodede rundt i gamle bøger og skrifter, der ikke gav nogle konkrete svar. "Så fortæl mig sandheden," bad hun ham. Hun slap forsigtigt sin mors smykke og lod armene falde ned langs hendes krop. Hun foldede hænderne foran sig og ventede spændt på hans ord. Hendes forældre var jo døde, så var det så slemt, at hun troede, det havde en sammenhæng? Hun vidste jo snart ikke hvad hun skulle tro. "Og hvordan tog din fader så kronen? Jeg ved da ikke hvad jeg skal tro, når mine forældre er døde og ingen har valgt at informere mig om, at jeg faktisk er elverprinsesse fra mine forfædre... En titel jeg har tænkt mig at proklamere til hele byen,"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Elverne kunne være et smukt og elegant folkefærd, som det kunne være et folkefærd med mange hemmeligheder. Dette var vel lidt en blanding af begge? Thranduil var kendt med den sandhed, som Silivrenniel nu måtte søge, men om han skulle give hende den, var straks en helt anden sag. Han selv havde jo levet et liv i sus og dus, i sine tidlige år, velvidende om, at mange andre, var af helt anden æt, end hvad det måtte være. Men at slå sine ligemænd ihjel, vidste han, at hans fader ikke havde gjort.
"Det er muligt, at min fader var en hård mand, men aldrig slår man sine racemænd ihjel, Silivrenniel. Det af alt, burde du vide," begyndte han. Skamfuld på hendes vegne, over, at hun kunne komme med sådan en anklage, uden at have beviser på det!
Thranduil blev stående, mens han betragtede sig af hende. Hovedet søgte på sned. "Det har aldrig været farligt at stille spørgsmål. Hellere det, end forhastede konklusioner." Ikke klædte det hende, at være sådan overfor ham. Endnu forholdt han sig roligt, selvom hun havde anklaget hans forældre for at slå ihjel. Aldrig var den slags fundet sted. "Forhandlinger.. Duel baseret på elviske egenskaber. Den rette og den bedste til den slags ting, ville være i besiddelse af kronen, som nu, hviler på mit hoved. Det er ikke altid blod, der er med til at afgøre slagets gang." fortalte han med en sandfærdig stemme. Han snakket nu roligt.. Hvorfor hidse sig op?

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel havde været naiv. Hun havde altid troet at elverne kun var gode og smukke, men efterhånden havde hun fundet ud af, at selv hendes egen race også kunne være mystiske og forrædderiske. Hun brød sig bestemt ikke om det, men nu måtte hun jo prøve at få styr på det hele. En ting var i hvert fald sikkert: Hun ville ikke længere være en naiv og uvidende lille pige. Nu skulle sandheden frem og så måtte hun jo se, hvad der skete efter det. Selv skammede hun sig ikke over at komme med en sådan anklage. Man vidste trods alt aldrig hvad der foregik rundt omkring og selv det gode kunne ty til de midler, hvis de var desperate. "Du siger det som om, det aldrig er sket, Thranduil... Men hvis man er desperat nok, så er det da ikke umuligt, at man så overgiver sig til de midler," svarede hun ham lettere afvisende. Hun vidste udmærket, det ikke var alment at gøre, men derfor kunne det da sagtens ske. Og da specielt siden mørket var blevet bosat i Procias... hvem vidste hvilken indflydelse det havde? "Præcis... Det er ikke altid blod Thranduil. Hold øje med din brevsprække i nærmeste frem," svarede hun sagte. Hun havde planer hun skulle hjem og brygge på og det skulle være snart. Hun bøjede hovedet let, vendte om og begyndte blot at gå. Nu måtte hun hjem og få styr på sagerne!

//Out.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Silivrenniel havde været som enhver anden elver ville være.. Eller burde være, om ikke andet. At have en tillid til sin race, var en grundlæggende ting i et samfund. Her stolede alle på hinanden, og det var jo ikke fordi, at han havde handlet, som han havde gjort, for at gøre hende uret, men derimod for at opretholde det samfund og det system, som hans egen fader havde etableret i sin tid, før krigen havde taget hans liv.
"Det er muligt, at det er mere naturligt og mere normalt blandt andre, men bestemt ikke iblandt os," fastholdt han. Vovede hun virkelig at komme her og tro den slags om sin egen race? End ikke det, var noget som måtte falde i hans gode bog. Langt fra!
Dette ville næppe være det sidste, som han ville se til Silivrenniel. Det hele måtte jo ligge i stemningen, som hun nu havde lagt for dagen, da han aldrig havde ment, eller set nogen grund til at skulle tage disse diskussioner op. Derimod havde det jo heller aldrig været meningen, at hun skulle finde ud af den hemmelighed. "Jeg venter," afsluttede han. Han bukkede kort med hovedet for hende, hvor han lod hende gå. Hvad ville dette ende med? Kunne hun rent faktisk finde på at tage den kongelige titel fra ham?

//Out