Rough times

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ufatteligt simpelt måtte det være at stå med Alice, og det var noget Rhaenys nød! Hun elskede, at selv en ny varulv – der aldrig havde været omkring andre varulve – var forelsket i ideen omkring koblet og racen! Det stillede nemlig både koblet og racen godt, som det i hvert fald betød, at de ikke var det sorte får, som de ellers længe havde været. Selv kunne hun dog ikke forstå, hvorfor de skulle blive set på, som det sorte får.. Ganske vidst led de under én forvandling der var smertefuld og ukontrollerbar, men stadig var der mere i det end det. Det var jo en hel verden for sig, som de faktisk havde sig et fantastisk sammenhold, som hver og en blev vægtet højt. Noget, som man normalt ikke så i Dvasias. Rhaenys og koblet havde dog for længst regnet den ud, at man var stærkest samlet i forhold til hver for sig.
Opmærksomt så Rhaenys sig omkring, som hun stod alene og ventede, alt imens den spændte Alice havde søgt inden døre. En stærk dunst af fisk lå der uden tvivl over byen her. Intet havde hun imod den spise, men stadig nød hun mere følelsen og smagen af et rødt stykke kød, samt aromaen af den friske skov omkring sig. Blikket vendte hun ned mod sine negle, som hun fjernede jordrester fra. Ganske kort var ventetiden dog, men det bar vel også kun præg af, hvor meget Alice egentligt ønskede dette for sig? Tilfredst trak hun på smilebåndet. ”Perfekt! Lad os komme af sted. Rejsen vil være lang, hvis ikke du er i stand til at forvandle dig,” sagde hun ærligt. De skulle trods alt over den dvasianske grænse og til Iyanna skov. Hun begyndte at gå i den ønskede retning. ”Jeg er for resten Rhaenys. Koblets og racens leder.” En præsentation var vel også efterhånden på son plads?

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var ivrig. Endelig tog hun et valg for sig selv og det gjorde hende både nervøs og spændt. Hendes hjerte hamrede kun hurtigere og hårdere i hendes bryst som hun fik taget afsked med Marcianus og løb op for at pakke nogle kjoler. Som hun kom ud fra kroen igen og fandt varulvekvinden stående der, så smilede hun til hende. Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente, men ud fra hvad hun var blevet fortalt, så forventede hun da i hvert fald det! Et stort fællesskab og en ny familie. Nok ville hun være den nye for en tid, men det måtte hun jo tage med, eftersom det var sådan det var, når hun skulle starte op et nyt sted. Hun burde måske skrive til Denjarna og fortælle om disse ændringer, men... den tid den sorg. Marcianus havde fået skødet til kroen nu, så han var i princippet dens ejer. Hun trak vejret dybt og prøvede at være kontrolleret. Men sandheden var, at hun helt dirrede af spænding. Hun havde taget dette valg og kun for sig egen skyld. Aldrig havde hun gjort noget for sin egen skyld. "Kan man forvandle sig udenfor fuldmånen?" spurgte hun ganske uvidende. Hun havde da godt følt det før som om, at hun havde været tæt på at gå i forvandling, men det var aldrig sket for hende. Og gad vide hvor de skulle hen? "Hej Rhaenys," endte hun. Så fik hun da svar på nogle af sine første spørgsmål. Så hun var simpelthen både leder for koblet og for hele racen. Imponerende alligevel. "Hvor langt skal vi da?"

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Tydeligt var det, at Alice var ivrig, og ih, hvor Rhaenys dog nød det! Denne kvinde havde jo den helt rigtige indstilling til det at være en varulv og at skulle leve i et kobbel! Hun elskede det! Tilfreds kunne hun derfor kun være med, at hun havde draget hele vejen til Cetiul, kun for at finde hende. Hun var her trods alt udelukket for Alices skyld.. ellers holdt hun sig jo primært til Iyanna skov. Opgivende måtte hun dog ryste på hovedet, som Alice tilkendegav, at hun ikke havde vidst, at hun var i stand til at forvandle sig uden for fuldmånen. Derfor burde racen være samlet og ej omgivet af tåber, der alligevel foragtede dem, eller ikke forstod sig på dem. ”Lad mig vise dig det,” lød det roligt fra hende, inden hun stoppede op igen. Blikket lod hun kort glide omkring. Alene syntes de nu at være, som alle enten var indenfor i deres hjem eller ude, som på Alices nu forhenværende kro. Det brune blik vendte hun derefter mod Alices, inden hun begyndte at afklæde sig. Ganske naturligt fandt hun dette, hvor hun hverken fandt det ophidsende eller pinligt at blotlægge sig for øjnene af hende. Det tjente jo et højere formål. ”Hold dette,” endte hun dernæst med at sige, inden hun blot lagde sine klæder i Alices favn. Indad måtte hun dernæst se, som hun måtte finde sin indre ulv. Svært var det bestemt ikke for hende, som hun ej var ny i dette, og som hun havde gjort sig i megen træning. Lysende blev hendes øjne først, inden hun måtte begynde at danne en næsten helt hvid pels, og synke ned på fire ben. På blot få sekunder stod der derfor en smuk ulv for fødderne af Alice. #Er dette svar nok?# lød hendes stemme næsten morende i Alices hoved. Yderst veltilpas måtte hun føle sig i denne skikkelse, og derfor begyndte hun blot at traske af sted i den, som om alt var ganske naturligt.

[Alice Lairé-Jênan]

Nu hvor Alice havde taget valget, så var hun også ivrig efter at komme afsted. Hun ville glæde sig til at møde alle de andre, men hun var også nervøs for hvordan det skulle gå. Det virkede som om, at de kun skulle hjem nu. Så Rhaenys var kommet hele denne lange vej kun for at mødes med hende? Eller 'hente' hende? Det var vildt at tænke på, at rygterne var nået til lederen om hende. Hun nikkede bare. Selvom det ikke påvirkede Rhaenys at klæde sig af, så måtte hun alligevel kigge væk, for hun vidste da ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun greb tøjet, som Rhaenys bare stak sine klæder til hende og holdt det i sine arme. To sekunder tog det maksimalt Rhaenys om at skifte skikkelse og pludseligt stod der en smuk hvid og halvgylden ulv, hvilket fik hende til at smile, for hun følte sig næsten hjemme allerede. Hun nikkede og tænkte slet ikke over, at hun nu faktisk snakkede met et dyr. Hun blinkede med øjnene, da Rhaenys bare gik. Hun stod kort på sin plads et øjeblik, men endte med at traske efter. "Måske når vi kommer ud af byen kan jeg prøve at se om jeg kan forvandle mig også," endte hun til hende. Hun turde ikke blotte sig herinde i byen, det var hun for genert til. Hun foldede pænt Rhaenys' tøj sammen og puttede det i sin rygsæk til det andet, som hun tog på ryggen igen. Lige nu gik det udmærket på gåben og hun kunne nok holde til en del kilometer. Men det ville blive en meget lang tur til... hvorend de skulle hen. Det havde hun jo ikke svaret på endnu.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Genert var det sidste Rhaenys var, hvilket Alice også hurtigt måtte sande, som hun uden kvaler afklædte sig for øjnene af hende. Fuldstændigt naturligt var det for hende, som hun var vant til, at hun og resten af koblet gjorde dette, når de forvandlede sig. Kløgtigt var det trods alt ikke at lade sig forvandle med sit tøj på, da det blot betød, at man rev klæderne i stykker, og hvorfor skulle man ønske at gøre det? Særligt når man var i et kobbel, hvor sådanne midler var sparsomme. Et rigt liv levede det nemlig ikke, hvis man så på penge og materielle goder, men et rigt liv havde de, hvis man så på deres livsværdig. Roligt traskede hun af sted i sin ulveskikkelse. #Hvis du har mod på det, skal du være velkommen til at prøve,# lød det roligt fra hende, skønt hun tvivlede på, at Alice kunne. Hun var trods alt helt ny i dette, og det respekterede hun. #Hvis ikke du kan, skal jeg nok gå med dig. Det vil tage den tid, det vil tage, og det var jeg også allerede forberedt på, som jeg tog af sted efter dig.. Hvis du kan, er vi blot heldige, da vi i så fald kan nå hurtigere frem.# De lysende øjne gled nysgerrigt omkring, som hun traskede igennem Cetiul i sin ulveskikkelse, og med Alice ved sin side i sin menneskelige. Mange var der ikke på gaden, men dem der var enten stivnede eller søgte hastigt bort, som de så hende. Vant til det var hun, som varulvene ikke just var den mest velsete race i verdenen, men det var også derfor, at hun mente, at racen burde holde sammen. Hun rystede let på det store lyse hoved. #Vi kan tage turen langs kystlinjen, indtil vi når Iyanna skov, der er vores destination.#

[Alice Lairé-Jênan]

Det gik hurtigt op for Alice, at Rhaenys ej var genert på nogen måde. Det undrede hende nu heller ikke, for hun virkede ikke som typen, der lagde noget imellem. Ligefrem og ærlig, hvilket nu var noget som hun godt kunne lide. Hun trak vejret roligt og tøffede bare efter Rhaenys på sine to ben. At følges med en varulv føltes ikke underligt for hende, fordi synet og nærværet var hjemligt for hende, men for andre, så kunne det nok se ret foruroligende ud. På den anden side, så kunne man knapt se forskel på en varulv og en almindelig ulv, så nogle kunne vel bare tro, at Alice ejede en ulv? "Jeg vil meget gerne prøve... Men først når vi er kommet ud af byen," svarede hun. Der var hun nok til den mere generte side, da hun ikke bare kunne klæde sig af midt i det hele. Hun var sikker på, at der var nogle, der holdt øje med hende, for sådan havde det altid været. Hun smilede let. "Okay. Det ville være fedt hvis jeg kunne," endte hun tænksomt og egentligt mere bare sagt til sig selv. Hun fulgte blot med Rhaenys. På vej mod et nyt liv. Det var spændende og skræmmende på én gang, men mon ikke, at hun faktisk ville få det bedste liv med sin egen race? Det var hun i hvert fald sikker på. Iyanna? Det var da helt i Imandra! "Ja, så kan jeg godt se, at det kan tage en del tid," svarede hun sagte. Hun havde trods alt opholdt sig i Imandra før.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At Alice ikke ønskede at forvandle sig inde i byen, forstod Rhaenys udmærket godt. Dog tænkte de bare ikke i de samme baner, som Alice sagde det. Selv overvejede Rhaenys nemlig ikke, at det var fordi, at de ikke havde den samme indstilling til nøgenhed. Så vant var hun nemlig til bare at smide tøjet. Derfor tænkte hun i stedet, at det var fordi, at hun endnu ikke var komfortabel omkring det at forvandle sig. Noget, der bestemt ikke ville forundre hende. Alice var trods alt en ny ulv, og derfor troede hun ikke på, at kvinden kunne forvandle sig i et snuptag ligesom hende selv. Hun tænkte nærmere, at det ville gøre ondt, og at det ville være frustrerende fordi, at det ville tage tid. Noget, som man nødvendigvis ikke ville vise alle og enhver. #Du skal være velkommen til at forsøge dig.. Jeg skal nok støtte dig,# lød hendes stemme motiverende. Hun kunne bestemt lide kvindens indstilling! Kvinden havde jo ikke været andet end positiv, siden de havde mødt hinanden! Yderst forfriskende uden tvivl. Gid det havde været så ligetil med alle nye varulve. Videre ned ad gaden luntede hun på alle fire, alt imens hun kunne spotte, hvordan de måtte nå de sidste par huse. Så langt, så godt! Jo hurtigere de kom hjem, jo bedre. Dog måtte det tage den tid, som det ville tage. Det havde hun trods alt allerede indstillet sig på, som hun havde kommet efter Alice. Hun havde sågar taget turen helt til Procias, hvis det var kommet så vidt! Alle varulvene skulle nemlig have tilbuddet om at komme med hende. De sidste huse passerede de, men ej stoppede hun med det samme, som hun fortsatte ned til noget bevoksning. Her stoppede hun op, hvor hun opmuntrende måtte puffe til Alices ben med den spidse snude. #Prøv nu.#

[Alice Lairé-Jênan]

Alice tænkte i første omgang på nøgenheden. Derefter slog det hende også, at hun ej var specielt interesseret i at vise sin sårbare og smertefulde forvandling overfor hele byen, da det helt sikkert ville trække nysgerrige sjæle til, når de hørte hende skrige og beklage sig. Ikke fordi hun ikke kunne klare den fysiske smerte, men hun kunne ikke holde smerten i sig. Ikke endnu. Med tiden håbede hun, at hun ville blive ligeså god til det som Rhaenys. Bare smide tøjet, tænkte på at blive til ulv og så stod man uden nærmere eftertanke på 4 poter fremfor to fødder. Det var nu faktisk utrolig praktisk. Specielt fordi man var mere udholdende som ulv, samt at man også var hurtigere. Hun smilede let. Støtte. Hun kunne blive bakket op i en sag. Det var helt underligt at modtage den venlighed og motiverende opbakning, for aldrig havde hun mødt andet end modgang. Det var virkelig fornyende og forfriskende. "Det er jeg glad for," svarede hun og nikkede. Hun følte sig allerede meget knyttet til Rhaenys. På god fod med sin leder, som hun allerede havde stor respekt for. Det gik vist kun den rette vej! Selv gik hun nærmere i sine egne tanker, da det gik op for hende, at de allerede var ude af byen. Ud af landevejen gik det da også, hvor hun pludseligt vågnede op fra sine dagdrømme, da Rhaenys puffede til hendes ben. Hun nikkede. "Okay," svarede hun dæmpet. Hun trådte ind i buskene for at gemme sig lidt for det blotte åsyn, hvor hun selv klædte sig af og stoppede kjolen i sin rygsæk, som hun satte i græsset ved sin side. Hun bukkede sig så ned og krummede sammen, hvor hun med alt sin energi og fokusering prøvede at forvandle sig til ulv... at finde sin indre skikkelse. Finde noget, der faktisk kunne provokere det. Umiddelbart virkede det dog ikke i første omgang og hun sukkede. "Har du et godt trick? Jeg har kun været tæt på forvandling, når jeg var virkelig vred..." endte hun.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Yderst let viste Alice sig at være, og derfor var hun ikke den eneste der følte at tiden fløj af sted. Den opfattelse var Rhaenys nemlig også af, som det hele gik som smurt, og som Alice viste sig at være en sød kvinde. Det var uden tvivl til at klare! Nu manglede det blot, at de kom rigtigt af sted og frem til koblet. At det ville gå hurtigt, tvivlede hun dog ærlig talt på. Det var ikke for at være demotiverende, men som Alice var en ny varulv, tvivlede hun på, at kvinden kunne forvandle sig på kommando. Dog ville hun stadig give hende sin opbakning, da den kun var velfortjent. Ej ville hun dog forsøge at fremprovokere ulven i hende gennem vrede, som hun ellers sagde, at hun var vant til. Selv var hun nemlig ikke interesseret i, at Alice forbandt ulven med noget negativt. Det var dog således, at de fleste tog de mange første forvandlinger. Tavst betragtede hun hende, som hun søgte om bag en busk og afklædte sig, som om hun skammede sig. Noget hun bestemt ikke behøvede at gøre overfor hende! Høfligt stående blev hun dog, hvor hun først reagerede, som hun blev talt til. #Ej ønsker jeg, at du forbinder ulven i dig med vrede. Jeg ønsker, at du forbinder den med frihed,# endte hendes stemme roligt med at lyde. Det hvide hoved lod hun falde en anelse på sned, alt imens hendes lysende blik blot hvilede på den grønne busk. #Er du sikker på, at du ikke ønsker mig ved din side? Du behøver ikke at være genert overfor mig.. Du vil ikke være den første nøgne kvinde, jeg ser. Ej heller den første jeg ser, der forsøger at gennemgå en forvandling,# lød hendes stemme ærligt, inden hun valgte at fortsætte. #Forsøg at se indad.. Find ulven i dig.. Se poterne for dig.. Din hale.. Fornem din pels.. Hør dit hyl.#

[Alice Lairé-Jênan]

Som de nåede ud af byen, så var Alice kun mere og mere sikker på, at hun havde taget det rigtige valg. Hun havde ingen lyst til at vende om og løbe tilbage til kroen, for det liv var hende end ikke værdigt længere. Hun følte sig allerede mere fri end hun havde været nogensinde før. Selvom hun skulle arbejde for at være i koblet, så lød det arbejde slet ikke så hårdt som at forsørge sig selv fuldstændigt. For der var andre, der også tog en tørn, så hun ikke stod med hele arbejdet selv og bare kunne fornemme hvordan det blev tungere og tungere. Det måtte jo tage den tid det ville tage at komme til deres destination, for de skulle trods alt hele vejen igennem Dvasias. Hun ville håbe, at hun faktisk kunne forvandle sig, for det ville da skære nogle dage af deres rejsetid var hun sikker på. Og på den måde kunne hun også gemme sig fra folks blikke. Hun var nok en smule blufærdig når alt kom til alt, mest af alt fordi hun ikke fandt hendes krop ligeså tiltrækkende som hun engang havde gjort. Præget af frygtelig mange ar og sår var hun, ligeså et gammelt bid fra en vampyr, der nu bare var to små ar på hendes hals, så gjorde det hende ikke ligefrem stolt af hendes krop. Hun sukkede let ved Rhaenys' ord. Frihed? Så hun skulle anse det som det? Det var svært, når Valerio fra dag et havde kaldt det en sygdom, selvom hun selv havde prøvet at holde fast i troen på, at det havde været held i uheld. Men skæbnen havde ønsket det for hende. "Det er svært at tale om frihed med én, der ikke har følt sig fri i over halvdelen af sit liv," svarede hun hende dæmpet, selvom det nu mest var til sig selv. Det var et ret ømt emne for hende. Specielt fordi hun ikke duede til ret meget andet end at være huslig. Og engang havde hun været danser. Endda ved det royale hof. Tænk hvad hendes liv dog var blevet til. Hun vædede tænksomt sine læber. "Du må godt komme herom..." endte hun stille. Det kunne vel ikke være så slemt igen? Hun lyttede videre til hendes ord omkring varulven. Det lød næsten flot, som hun beskrev det. 'Hør dit hyl'. Så det var altså en god ting? Meget skulle hun da lære om det at være varulv kunne hun godt fornemme! Hun lukkede øjnene og prøvede igen. Prøvede at se ulven for sig. Poterne og det hele. Og pelsen. Den bløde pels. Hun krummede sammen, men der skete fortsat intet... "Måske vi bare skulle prøve igen senere," endte hun opgivende.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Forfærdeligt var, at Alice aldrig før havde oplevet frihed. Ikke kun fordi, at hun nu var varulv, men fordi hun virkede som en god kvinde. Derudover burde det være en menneskerettighed at føle, at man havde frihed. I lænker var man jo ej heller født, som man var født med en ren tavle. At der var dem der forsøgte at lave det om var en grusomhed. #Som du trådte i ulveklæder, begyndte du et nyt liv. Et nyt liv, hvor du er fri,# lød Rhaenys’ stemme indtrængende. Mere selvtillid skulle kvinden uden tvivl have. Hvis det krævede, at hun fik fortalt, at hun var god nok dagligt, var det hvad der skulle til. Hun var nemlig god nok. På alle måder! Som Alice tillod, at hun kom ind til hende, flyttede hun hurtigt på sin hvide pelsede krop. Om bag buskadset søgte hun, som hun jo ønskede at hjælpe. Som hun så, hvordan Alice lå helt sammenkrummet på jorden, var det hende ingen uvant situation. Hun havde selv ligget således, ligeså vel som hun havde set mange andre varulve gøre det. At hun var nøgen, tog hun sig ikke af. Hun så først ordentligt på en nøgen krop, når det var ønsket af begge parter. Den halvfugtige næsetip lod hun blidt puffe mod Alices nøgne ryg, som et tegn på, at hun var her med hende. At hun derfra sagde, at hun blot ønskede at droppe forsøget, fik hende til at ligge hovedet en anelse på sned. #Vi kan give det en halv time mere, hvis du har modet på det, eller vi kan som sagt bare drage af sted. Det er en lang tur, som vi skal ud på, så det gør ingen forskel om vi er en time til eller fra,# lød det roligt fra hende.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice glædede sig til at starte på ny. Hun følte endelig, at hun faktisk havde chancen og det var jo takket være den ulv, der havde bidt hende under fuldmånen. Hun skulle endelig leve som sit fornyede selv og lære at smide fortiden fra sig, så hun kunne omfavne fremtiden i stedet for. Leve i nuet, som det virkede til at ulve gjorde. Levede, som de allerhelst ville. Afskærmet, så de ej var udsat for fare som sådan og de tanker kunne hun virkelig godt lide. "Jeg kan ikke vente til jeg forstår, hvad frihed egentligt er... Til jeg lærer, hvad det betyder," svarede hun dæmpet. Rhaenys var utroligt støttende og det kunne hun virkelig godt lide! Hun trak vejret dybt. Hun så mod Rhaenys, da hun dukkede op bag buskadset. Egentligt følte hun sig ikke rigtig blottet eller blufærdig overfor hende, så derfor blev hun også bare siddende. Hun trak vejret dybt og kunne godt mærke Rhaenys' opbakning med det lette puf af hendes snude. Hun sukkede. Det var virkelig ikke nemt det her! Hun ville så gerne være fri og kunne løbe på fire poter hele vejen til hendes nye hjem. "Jeg vil så gerne kunne det her," endte hun stille.
Hun lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning, som hun blev siddende sammenkrympet på jorden. Hun prøvede at forestille sig at være fri. Hvad det egentligt ville gøre for hende... betyde for hende og hvordan det ville føles mest af alt. Hun prøvede billedligt at smide lænkerne, som hun mærkede om hendes hænder og fødder. Nogle lænker, hun selv skulle få af, før det nok kunne lykkes. "Jeg er fri... jeg er fri," mumlede hun for sig selv. Og langsomt, begyndte små hår at dukke frem omkring hendes ører og arme og ryg. Hun knugede sine hænder sammen og klemte øjnene sammen, som hun holdt billedet inde i sig af en fri ulv, der kunne gøre hvad hun ville. Hendes krop knækkede sammen, som den begyndte at ændre form. Hendes røde hår skrumpede ind til pels. Det hele gik dog langsomt, da hun af og til var tæt på at miste billedet af frihed på grund af smerte. Hun stønnede også af og til. Men endelig blev hendes menneskelige lyde forvandlet til en nærmere grynten og prusten. Det sidste skrig, blev forvandlet til et hyl og hun endte med at ligge der i græsset, forvandlet. Hun svedte og hun trak vejret dybt ind og ud. Hendes pels var mørkebrun med røde nuancer i pelsen, der mindede meget om hendes menneskelige hårfarve. Hun sagde ikke noget, men åbnede bare stille øjnene og kiggede ud. Det her var underligt...

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ej kunne Rhaenys hjælpe Alice med sin forvandling. Hvad hun derimod kunne hjælpe med var støtte, og selv havde hun tænkt sig at give den kvinde al støtte i verdenen, da det kun var velfortjent. Alt for længe havde hun gået alene og skrabet jorden, men slut skulle det være nu. Ingen varulv skulle gå alene, og derfor var hun glad for, at hun havde indvilliget i at komme med, og så let endda. Hendes gyldne øjne hvilede på den sammenkrybende skikkelse foran hende. Ingen afsky følte hun ved synet, som hun blot ønskede at give kvinden god mod. #Og du vil kunne det.. På et tidspunkt.. At stresse over det vil ikke gavne,# lød hendes stemme roligt. Ingen ville le over det faktum, at hun ikke kunne skifte endnu. De ville nærmere se det som en selvfølge, da hun endnu var ung. I varulvenes forstand om end. Af alder var det nemlig muligt, at hun havde flere år på bagen, men som varulv var hun endnu ny. Som hun kunne se, at Alice forsøgte sig igen, valgte hun at træde et skridt tilbage, så hun ikke stod og åndede hende i nakken. Selv forventede hun ikke at få noget af se.. Derfor kom det mildest talt også bag på hende, da hun begyndte at ane strittende pels omkring hendes hoved. Nysgerrigt hævede hun sit eget spidse hoved, alt imens hendes ører pegede opmærksomt frem. Forbløffet så hun til, som hun så, hvordan Alice forvandlede sig for øjnene af hende. Det der sad foran hende var nemlig ikke længere en menneskekvinde, men derimod en ulv. Yderst tilfreds måtte hun dog være over det! Rosende og for at vise omsorg, løftede hun en anelse op i læben, så de spidse tænder kom frem. Med dem nappede hun masserende i Alices pels omkring halsen. Hun var uden tvivl stolt af den nye ulv! Den kvinde var langt stærkere, end hvad hun ellers sagde højt. #Flot,# roste hun hende. #Sig til, når du er klar.#

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde altid besiddet en stærk psykisk råstyrke, selvom hun udadtil var den usikre pige. Men ingen havde nogensinde formået at knække hende helt. Hun havde altid holdt fast i sit inderste inde, selvom hun af og til havde været på vej ud på et sidespor eller havde taget noget forkerte beslutninger. Hun havde været fanget hos warlocksne, var blevet tortureret og pint, men havde taget mest fysisk skade. Selvfølgelig også psykisk, det var ikke uundgåeligt, men hun havde alligevel altid holdt fast i den lille og vigtigste del af sig selv: råstærkt sind. Ingen skulle kunne formå at trække hende ned. Faktisk var hun mest sin egen største fjende på det punkt. Andre kunne ikke så nemt trække hende ned, det var hende selv, der gjorde det. Derfor gik det også allerede nemmere for hende. Hun havde taget et valg for sig selv. Et valg om et bedre liv og hun kunne tydelig mærke lettelsen i krop og sind.
Hun trak vejret dybt og stod bare tavst og kiggede ud. Det føltes ikke som om det helt var hende. Og så alligevel. Hun kunne godt mærke det boblede i hende. Hun havde sluppet sig selv fri... endeligt, efter alle disse år! Hun gryntede let tilfredst ved Rhaenys' masserede nappen i hendes pels, for det føltes rart med den ros. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket tilbage mod hende. Hun prøvede at svare tilbage via tanken, men kom i stedet med et halvt hyl ud af munden og hun klappede hurtigt i. #... Test... 1... 3... Går det her igennem?# Hun følte sig tosset at stå og tænke tanker og håbe, at Rhaenys så kunne høre det..! Hun nikkede så bare, for hun var jo klar. Roligt satte hun tænderne i sin rygsæk og søgte ud af busken igen.

//Out.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Positivt overrasket var Rhaenys over det faktum, at Alice rent faktisk havde formået at forvandle sig. Normalt var det nemlig, at nybegyndere havde det der svære ved det. Selv havde hun ganske vidst set, at Alice havde haft en lille kamp med det, men tydeligt havde det været for hende, at den kun havde været lille. De fleste kæmpede nemlig langt mere, end hvad hun havde gjort! Interesseret betragtede hun den smukke røde ulv foran hende, alt imens Alice forsøgte at samle sig. Det skulle der også være plads til. At hun hylede op, sagde hun intet til.. Hun kiggede først det mere interesseret, da hun sandede, at det havde været en fejl, som Alice hurtigt klappede gabet sammen igen. Det næste der skete var dog utroligt morsomt..! Da hun ikke kunne grine på normal vis i denne skikkelse, lød en munter bjæffen fra hende, som Alice kom med sin lille tester. Det havde hun dog aldrig hørt før! #Det går igennem, Alice,# lød det muntert fra hende. Hun betragtede, som den røde ulv sikkert kom op på alle fire og greb om rygsækken med sine tænder. Det skulle nok gå hurtigt herfra! ”Lad os komme af sted,” lød det fra hende med et smil. Noget der blot resulterede i, at man kunne ane hendes spidse tænder. Sød var hun nu. Energisk sprang hun ud i en vending, inden hun begyndte at trave derudaf. På vej væk fra Cetiul og Manjarno, og mod Dvaias og Iyanna skov. Selv var hun vis på, at Alice hurtigt nok skulle falde til. Hun var allerede godt på vej!

// Out