Rough times

[Alice Lairé-Jênan]

Rhaenys Accalia Adalwolf

---

Alice havde ikke set skyggen af Valerio, siden han havde valgt at tage med Cathlina til Dvasias, for at få nye tænder. Det var meget frustrerende for hende at stå med hele kroansvaret selv, da der var ufatteligt mange ting at holde styr på. Hendes døgnrytme var stadigvæk hel omvendt, da hun jo arbejdede om natten og sov om dagen, da det var det, som kroen stod for. Hun havde fundet en anden arbejder til at arbejde i kroen med hende dog og det gik udmærket. Det var en ung fyr, ved navn Marcianus. Også vampyr, så det var på en måde lidt hjemligt og han havde virkelig haft brug for at tjene bare en skilling, da han havde levet uden noget i længe. Hun kunne nu meget godt lide ham og så var han jo endda Marius' barnebarn. Kroen tjente også nok til, at hun faktisk kunne have en ansat, hvilket hun synes var rart. Det hjalp hende i hvert fald, at hun ikke var komplet alene.
"Jeg tager lige fem minutter, Marci," endte Alice til ham og han nikkede bare. Hun smed sit forklæde og gik ud af kroen og ud på gaden for at trække lidt frisk luft. Hendes hår sad i en lidt sjusket knold, men det klædte hende nu meget godt. Hendes kjole var simpel i en mørkebrun farve og hendes sko matchede i den mørkebrune farve, de var dog lavet af læder. Der var heldigvis en uges tid til fuldmånen endnu, så hun kunne da slappe af så længe.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sjældent var det at Rhaenys bevægede sig helt til Manjarno. Dog hændte det, og særligt som det kom hende forbi, at en ny varulv var blevet født. Vigtigt var det nemlig for hende, at alle varulve fik sig en god start på livet, hvor hun ønskede at hjælpe dem på vej gennem sit kobbel. Det var nemlig kun der, at man virkelig kunne få følingen af at være en varulv. At have en familie. At have et sammenhold. At have et hjem. At lære at forstå sine instinkter og forvandlinger. Selv kunne hun ikke forstille sig at være foruden dem.. men født og opvokset var hun også i den verden.
For at være helt præcist havde nyheden om en ny varulv bragt Rhaenys til Cetiul til en kro kaldet Dentures Inn. Eftersigende skulle der leve en ny varulv her ved navnet Alice.. og eftersigende skulle denne nye varulv leve med en vampyr. Da hun først havde hørt det, havde hendes mave vendt sig, som det var det mest ækle, som hun nogensinde havde hørt! Varulve og vampyrer passede ikke sammen, og det ville de aldrig gøre! Det var ganske enkelt naturbestemt!
Inde i selv kroen sad Rhaenys, som hun havde brugt den første halve time på blot at observere kvinden. Svært var det ikke at vide, hvem denne kvinde måtte være, da hun havde den vidunderlige duft af ulv. I sin menneskelige skikkelse var hun for en gangs skyld, og derfor kunne man se hendes lange gyldenblonde hår, der bølgede ned over hendes bryst. De mindre prangende klæder, som hun blot bar en skindtop, der kun dækkede hendes barm, og en sammensat skindnederdel af forskellige længder, der allerhøjst gik hende ned til knæene. Blottet var hendes solbrune adrætte krop derfor på mange punkter, men ej rørte det Rhaenys. Som hun hørte Alice sige, at hun holdt en pause, stillede hun sit krus af mjød fra sig, inden hun også selv kom op og stå. Efter hende gik hun derfor, og som hun kom ud, stillede hun sig henslængt op af bygningen og med de brune øjne hvilende på kvinden foran hende. ”Klarer du den?” spurgte hun sigende. Om hun forstod hintet var ikke til at sige.. Ordene i sig selv sagde ikke så meget, hvis det blot var dem man hørte. Hvis hun derimod havde lært at bruge sin næse, ville hun vide, at hun ligeså var varulv som hende.

[Alice Lairé-Jênan]

I sit travle arbejde, havde Alice faktisk slet ikke lagt mærke til duften af endnu en varulv i kroen. Her var så mange andre dufte af alle de alkoholiserende drikke, af maden hun selv stod og lavede ude bagved og af de mange forskellige gæster, der alle havde deres egen særprægede duft. Hun havde jo ikke nogle til at lære hende om det at være varulv, så hun var ikke så god til at skille tingene ad, medmindre hun var afskærmet fra andre dufte. Egentligt var hun nok alt i alt bare en ringe varulv, da hun ikke kendte til meget om sin nye race. Men siden Valerio var smuttet, så havde hun anset det mere og mere som sit liv end end sygdom, som han havde kaldt det. Og hun ville slet ikke finde sig i, at det skulle kaldes en sygdom nogensinde igen. Nok havde hun været sammen med en vampyr, men Valerio havde hun jo slet ikke set skyggen af, siden han var smuttet med Cathlina. Egentligt håbede hun også bare, at han blev væk, for hun kunne ikke tage mere fra ham. Dog var der stadig en vampyr, der arbejdede her; Marcianus. Det var mest et pudsigt tilfælde, da Marcianus var Marius' barnebarn. Og Marius' havde hun for mange år siden set lidt til i en kort periode, men hun havde valgt Valerio over ham. Hvilken fejltagelse! Så Marcianus var her blot for at arbejde.
At der var én, der fulgte efter hende udenfor, havde hun til en start ikke lagt mærke til. Hendes øjne så mod den store himmel, hvor skyerne - mørke og grå - langsomt gled forbi. Hun sukkede let og vendte blikket lidt forbavset, da hun hørte ordene fra den anden. Hun havde troet, det blot var én, der var på vej væk fra kroen. "Klarer... hvad?" spurgte hun nysgerrigt. Hendes næse syntes at opfange noget velkendt og det fik hende til at nærmest snuse lidt til luften. Var det en anden varulv, der stod ved hende?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Som Rhaenys havde søgt til Dentures Inn, havde hun skam forventet at finde en uoplyst varulv. Hvad rygterne gik på, var hun nemlig blevet forvandlet ved et bid, hvorefter hun var blevet ladt i en vampyrs varetægt. Helt igennem forkert var det, og derfor stod hun her nu for at råde bod på det! Varulve skulle nemlig være omkring deres egne, og hvis ikke det kunne lade sig gøre, var en vampyrs tilstedeværelse stadig ingen løsning. Vampyren der i øjeblikket var derinde på kroen, regnede hun for at være Alices mand. Hvorfor skulle hun andet? Hun var ligeglad med vampyrer, og derfor gik hun ikke op i, hvem der var hvem. Smilet søgte over Rhaenys’ læber, som Alice opdagede hendes tilstedeværelse. En ganske køn kvinde var hun egentligt selv, men ej gik hun op i den slags. Det gjorde de færreste i et kobbel vel? Der blev man nemlig ikke seksualiseret på den måde. ”Du er ny,” endte hun med at uddybe i stedet. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Jeg er kommet for at se til dig. Se om du klarer den, og give dig muligheden for et kobbel.” Selv var hun meget direkte, men hvorfor skulle hun også lægge skjul på, hvad hun kom for? Hvad hun ønskede var jo at give varulvene den bedste skæbne, og det var ved at samle dem. Hver og en af dem. Derfor håbede hun også, at denne Alice ville følge med. Særligt når hun kun havde en vampyr til at hjælpe sig. Stank af ham gjorde hun også, hvilket var forfærdeligt! Det gjorde desuden kun, at hun var det mere sikker på, at Alice skulle med. Kroen her, måtte hun dog også forlade, men var det ikke også et sølle tab ved siden af al det, som hun kunne skænke hende?

[Alice Lairé-Jênan]

Hvem denne kvinde var, der stod overfor Alice, havde hun ingen anelse om. Det var en anden varulv, så meget gik det da op for hende, men andet vidste hun ikke. Hun var held i uheld blevet forvandlet til varulv. Hun havde været døende alligevel, da lysvæsenet ikke kunne kapere det mørke, der havde plantet sig i hendes hjerte. Men Valerio havde kaldt det en sygdom. Men hun anså det mere som en redning fra at dø. Hun var i dag frygtelig glad for, at hun ikke havde bedt Valerio om at gøre hende til vampyr, for så havde Cathlina været hendes leder og det havde hun slet ikke kunne tage. På den anden side, havde Cathlina måske ikke stjålet Valerio fra hende. Men nu... nu havde hun det faktisk godt. Hun levede uden Valerio og hun tænkte faktisk mindre og mindre på ham, selvom det måske var hårdt at sige. Hun vædede let sine læber og så roligt på hende. Hun var kommet her for hende? For at se til hende? Hvorfor det? Hun kendte slet ikke noget til varulvene som sådan, hun vidste kun hvad der skete under fuldmånen. Hun nikkede stille. "Ja," svarede hun som en start. Et kobbel? Hvad betød det? Det vidste hun faktisk ikke engang! Hun så tænksomt på hende. "Hvad er det?" spurgte hun. Måske lød hun dum og uerfaren, men... det var hun jo også lige på dette punkt. Hun anede jo ikke hvad et kobbel var, for hun havde aldrig hørt om det!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Tydeligt var det for Rhaenys at se, at hendes tilstedeværelse overraskede Alice. Ikke at det forundrede hende. Hun anede vel ikke en fløjtende fis om, hvad hun var en del af? Hun vidste vel bare, at hun havde nogle nye sanser, og hun nu var tvunget til at forvandle sig til en ulv under fuldmåne? En skam var det, men heldigvis var Rhaenys her nu for at hjælpe hende på rette spor! Hun agtede i hvert fald at gøre forsøget. Spørgsmålet på det punkt var dog, hvor stor kvindens kærlighed var til denne forbistrede vampyr? Kroen var nemlig blot en ting, og derfor ikke noget videre der knyttede en med diverse følelser. Overbærende måtte hun smile, som Alice lød helt uforstående, som hun nævnte koblet for hende. ”Har din vampyrkæreste ikke fortalt dig det? Selvfølgelig har han det ikke.. Han forsøger vel at afholde dig i det du er,” lød det konstaterende fra hende, som det jo næppe kunne være anderledes. Væk fra væggen skubbede hun sig, så hun kunne nærme sig Alice med et par skridt. ”Se på et kobbel som varulvenes samlingssted som familie og venner. Alle varulve er i familie med hinanden, og derfor lever vi tæt knyttet i en flok. Et kobbel. Her bor vi sammen.. Har vores eget system.. Jæger sammen.. Beskytter hinanden.. Lære at styre vores forvandling sammen.. og vigtigst af alt. Vi holder sammen. Styrker hinanden, og beviser, at der er intet galt i, hvad vi er.” Ja, al dette var jo næppe noget, som hendes kære lille mand hjalp hende med. Det om en vampyr og en varulv sammen var desuden endnu noget, der næsten gav hende lyst til at kaste op! Direkte afskyeligt var det!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var overrasket over den anden kvindes tilstedeværelse, da hun faktisk ikke vidste, hvem det var. Dog var det en, der var kommet for at tale med hende. En slags leder måske? Et overhoved for et af disse 'kobler' som hun nævnte eller måske endda hele racens leder? Hun ville vel tidsnok finde ud af det, for hun blev da nødt til at vide mere eller... noget, når nu hun faktisk ikke vidste noget som helst om sin egen race. Ikke andet, end hun havde mærket på egen krop. Hun vædede let sine læber og så interesseret på kvinden. Hun ville gerne vide mere, så var det klart, at kvinden havde hendes fulde opmærksomhed lige i øjeblikket? Nej, det skulle hun ikke mene. Ved hendes ord om 'vampyrkæreste' så rynkede hun næsen og blev en kende mere stram i ansigtet. "Jeg har ingen vampyrkæreste," afviste hun blankt. Det var blevet klart for hende, at Valerio ikke kom tilbage. Og hun ville faktisk heller ikke have ham tilbage, for han fortjente hende ikke! Men mon ikke Valerio i starten havde forsøgt at holde hende i sine vante rammer, så hun ikke stak af for ham? Det irriterede hende da kun endnu mere! Hun blev selv stående med ryggen mod væggen og lod blot kvinden komme nærmere. Det var spændende... endelig var der en, der faktisk kunne fortælle hende nogle ting! Det hele lød dog nærmest for godt til at være sandt. Én stor familie? Så hun behøvede altså ikke være alene? Og varulve skadede ikke hinanden under fuldmånen, når de vel forstod hinanden? Hun stod tavst og bare sank alle informationerne, hun netop fik. Drømte sig væk til hvordan det dog ville være. At være en lille brik i én stor enhed lød som en drømmescenarie for én, der altid havde passet sig selv... eller kun været sammen med én mand; Valerio. "Det lyder næsten for godt til at være sandt," svarede hun som det eneste. Det var nemlig det eneste, hun lige kunne komme på. Det var dog tydeligt på hendes ansigt, at det tiltalte hende.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At Alice fortalte, at hun ingen vampyrkæreste havde, fik Rhaenys til at hæve de slanke bryn. Det var ikke just, hvad historierne fortalte. Endvidere var det heller ikke, hvad hun så inde på selve kroen. Hun havde jo set, at hun arbejdede sammen med denne vampyrmand derinde, og eftersigende havde hun kroen sammen med en vampyrmand. ”Det er ikke, hvad jeg så derinde, eller hvad rygterne fortæller mig,” sagde hun direkte. Prøvede denne Alice at løbe fra sandheden fordi, at hun var flov over den? Det var dog også en ting, som var værd at være flov over. Det var jo direkte utilgiveligt! Dog tænkte hun, at det måtte være fordi, at kvinden ikke havde vidst bedre. Dog ville hun stadig ikke mene, at nogen burde hænge ud med en vampyr af den ene eller anden art. At Alice lignede en der flirtede med ideen om et kobbel, gjorde hende uden tvivl tilfreds. Havde hun mon allerede fået overtalt hende? Ubeskriveligt let havde det været, hvis det var sådan. En god sejr ville det desuden være for varulvene, da det også var under en uge siden, at hun havde hentet en anden strejfende varulv hjem. Lestet Junior. Han havde dog været det mere bidsk end denne kvinde, som hun syntes det mere åben. Noget hun uden tvivl bifaldt, da det var den korrekte indstilling at have! ”Hvis du er i tvivl om hvorvidt jeg taler sandt eller ej, er du velkommen til at se det med dine egne øjne. Jeg har dog ingen grund til at lyve overfor vor slags,” lød det ærligt fra hende. Hun ønskede uden tvivl at få Alice med sig. Det var jo derfor, at hun var her. Hun betragtede Alice med de brune øjne. ”Ville det ikke også være ønsket at være med egne, når fuldmånen indtræffer om en uges tid? Du vil ikke skulle frygte at gøre skade på nogen, og du vil ikke gennemgå smerten alene. Der vil hele tiden være en anden ved din side, og hjælpe dig igennem natten,” fortalte hun indbydende, som hun vidste, at fuldmånen var en nyforvandlets største problem.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice måtte direkte le af kvindens ord, som hun betvivlede hendes ord. Hun løb bestemt ikke fra sandheden, for hun var ikke en person, der løj. Det havde hun aldrig haft en grund til. "Ham, der arbejder derinde, er barnebarn af en gammel bekendt af mig selv. Han er en knægt og slet ikke én jeg har været i kontakt med på den måde," svarede hun hende, igen i den afvisende tone. Hun ville faktisk slet ikke have noget med Marcianus at gøre på den måde, for det kunne hun slet ikke få sig selv til. Hun så roligt på kvinden. Hun kunne ikke finde ud af om dette var lederen eller om det var et sendebud, for en leder. Hun faldt dog drømmende hen i tankerne om at have én stor familie ligesom hende selv. En masse varulve, der kunne løbe sammen og støtte hinanden i alle sager. Nogle, der kunne være hos hendes side, når hun skulle tvinges til forvandling af den store fuldmåne, der lurede lige om hjørnet. "Jeg tror på dig, såfremt du tror på mine ord," svarede hun hende sigende. Det var tydeligt for hende, at denne kvinde ville have hende med sig. Hun talte meget indbydende om hele kobbel-ideen. Hun vædede flygtigt sine læber og slog armene let om sig selv. Det var noget af et tilbud at få. Bare forlade alt her... for meget havde hun jo ikke tilbage. "Det lyder næsten for nemt bare at sige ja... bare få sådan et tilbud, uden der er en pris," svarede hun dæmpet.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Barnebarn, kæreste eller ej, så fandt Rhaenys det uacceptabelt at omgås vampyrer. De var jo dødsfjender! Derudover havde vampyrer ingen sjæl, som de for fanden ikke var levende, som de intet hjerte havde! De var jo omvandrende døde, hvor ækelt det nu engang måtte lyde. ”Ven, barnebarn, kæreste eller ej.. Udfaldet er stadig det samme. En vampyr er ikke et selskab for nogen. Allerhøjst deres egne, men også dem kan de være fordømte imod,” sagde hun direkte. Nej, det var ingen hemmelighed, at hun ikke kunne lide vampyrer, men dybt unaturligt var det også, at en varulv ønskede at omgive sig dem. Hendes blik hvilede på Alice, som hun endnu betvivlede hendes ord. Var det virkelig så utænkeligt, at der kunne herske et sted, hvor man støttede hinanden og levede sammen? Ja, det var det vel, da hun havde set, hvordan resten af verdenen levede. Sjældent kom hun dog steder som disse, som hun ikke brød sig om byer. Hvad skulle hun også med dem? Hun havde koblet, hvor hun derudover nød fri luft og grønne arealer. Ikke hundredvis af små bokse, som alle andre nød at putte sig ind i. ”Hvilken pris skulle det da være? Din sjæl, kæreste Alice?” spurgte hun roligt. ”Ej vil det koste dig noget at følge med. Kun at sige farvel til dit gamle liv, og byde velkommen til dit nye med andre fæller som dig,” fortalte hun ærligt. ”I vor samfund vil du få en rolle, ligesom enhver anden varulv i koblet. Alle i koblet har en unik funktion. Der er de kvinder der beskytter og passer vor hvalpe. Dem der bevogter vores territorie. Dem der jager bytte til koblet. Det vil være den eneste betaling for at tilslutte os.. At du værner om koblet, ligesom resten af os. I retur vil du få et hjem. Være omgivet af din slags. Få én stor familie. Lære at forstå, hvilket vidunder du er.”

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste godt, det ikke var acceptabelt. Hverken for varulve eller vampyrer. Og uheldigt var det, at Marcianus også skulle være samme race. Men hun havde virkelig haft brug for hjælp og han havde haft brug for arbejdet. "Meget muligt du anser det sådan. Men for mig er der kæmpe forskel på om man har seksuel omgang eller ej, og det har jeg ej til den unge mand derinde," svarede hun hende igen. Hun havde aldrig haft noget imod vampyrer. Men det ville hun nok få med tiden, da Valerio bestemt ikke var en hun ville tilgive. Hun så indgående på kvinden. Hun virkede lige til og som en kvinde, der kun talte sandheden. Hun fandt det dog ikke helt fair, at denne kvinde tilsyneladende vidst en masse om hende og hun ikke kendte noget til gengæld. Hun kendte jo end ikke kvindens navn, men kvinden havde netop tiltalt hende ved hendes navn. Hun lod det dog være for nu, for hun ville vel finde ud af det, hvis hun valgte at følge med. Hun trak på skuldrene. "Jeg.. jeg ved ikke, jeg er bare vant til, at der er en pris," svarede hun. Hun vædede flygtigt sine læber. At sige farvel til dette liv, virkede dog ganske bydende, for hun havde intet tilbage. Endnu engang havde hun mistet alt andet end sig selv, selvom hun havde troet, at hendes liv ville falde på plads i Manjarno. "Alt for længe har jeg været på flugt... jaget væk fra hvert eneste sted, jeg troede, jeg skulle falde til... eller fik taget alt fra mig af andre. Jeg er ikke god til børn, men jeg er sikker på, jeg kunne finde noget at byde ind med. Jeg kan lave mad," svarede hun. Det var vel svar i sig selv når hun snakkede om at få en funktion i koblet?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”I så fald må du være den eneste varulv der har et blødt punkt for blodsugere,” sagde Rhaenys direkte. Mærkværdigt lød det.. På alle måder! Selv kunne hun ikke forstår, hvorfor nogen yndede at omgive sig dem. Deres hud var jo kold som is. Deres hjerte var ligeså stilleliggende som en sten. Deres ide om føde var blod fra levende individer. Individer som hende selv og Alice. Sygt fandt hun det på mange måder! De havde vel bare formået at lulle denne kvinde i deres spind? Det var jo, hvad de gjorde. Hvad hun bedre kunne forholde sig var at tale om koblet. Det hjem hun havde, og det hjem, som hun mente alle varulve burde indordne sig under. Bedre blev det også kun, som Alice direkte selv foreslog, hvad hun kunne gøre for koblet! Ret og sagde havde hun i så fald allerede sagt ja til at komme med. Smilet voksede tilfredst på hendes læber. Hun var uden tvivl tilfreds med, hvad hun havde fået udrettet på det seneste! ”Blandt os vil du ikke behøve at løbe mere. Vi vil beskytte dig, og du vil beskytte os,” lød det roligt fra hende, inden hun måtte trække på smilebåndet. ”Mad skal vi alle spise og dagligt, så på det punkt vil der altid være gavn af dine kundskaber. Dog ejer vi intet køkken, som vi har en bålplads, men det er jeg sikker på, at du nok skal lære at føle dig fortrolig med.” Hurtigt skulle Alice nok falde til. Hun havde jo den helt rigtige indstilling! Lettere end ventet havde det uden tvivl været. Særligt som kvinden jo teknisk set havde et hjem og et betydningsfuldt arbejde. Hun rankede sig. ”Er du klar på at tage af sted?”

[Alice Lairé-Jênan]

Alice trak på skuldrene. Hun havde nok mange svage punkter, eftersom hun altid havde været efterfølgeren. Først for nyligt var hun bestemt at blive rigtig selvstændig og hun nød sig af det. Men det var også svært at holde på sin vilje, når man ofte tvivlede på sin egen autoritet, fordi man ikke var vant til det. Men i kroen var hun den, der kunne bestemme; her havde hun været på hjemmebane, især overfor gæsterne. Hun havde nemt kunne tøjle de mere dristige gæster og hun havde nydt at holde magten. Men tanken om, at hun kunne få et rigtigt hjem blandt sin egen art, lære hvad det hele betød og blive en rigtig varulv... det var frygtelig tiltalende. Specielt når hun igen stod og følte, at hun ej havde noget som helst. Endnu engang stod med det hele selv. Så måtte hun vel også have valget til at forlade sit usle arbejde til fordel for noget, der syntes bedre? Hun vædede sine læber flygtigt. Hendes hjerte bankede hårdere mod hendes bryst... af spænding. Det var uvant for hende at springe ud i noget som dette. "Det lyder som et dejligt liv," svarede hun med et drømmende blik. Hun kom dog hurtigt til sig selv igen og så mod kvinden met et let smil. "Jeg er vant til at lave maden over åben ild... Om ildstedet er overdækket af ler eller ej, gør ingen forskel for mig," svarede hun let. Hun tog en dyb vejrtrækning og pustede ud. Tog lige et par sekunder til at tænke igen. "... Ja. Ja, det er jeg. Har jeg tid til lige at hente nogle kjoler og informere Marcianus?"

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Et dejligt liv var det i sandhed i koblet! At nytilkommende ligeså kunne se det, glædede kun Rhaenys. Vigtig var deres mening også, da det var vigtigt for Rhaenys at samle racen. Ganske vidst vidste hun, at der altid ville eksistere strejfere, men fint var det også blot, hvis størstedelen af arten kunne være sammen i et kobbel. Selv ønskede hun nemlig som leder af racen, at man som varulv ikke bare skulle tænke, at man var varulv, men derimod en del af noget større. ”Det glæder mig at høre, at du kan se det samme i det som jeg og som mange andre af os,” sagde hun roligt. At Alice var ligeglad med, om hendes arbejdsplads ville bestå af et fornemt køkken eller en åben ildplads, passede hende særdeles udmærket! Det var nemlig ingen hemmelighed, at livet i et kobbel var det mere primitivt, end hvad den gense verden var vant til. Dog ville Rhaenys ikke bytte sit liv for noget i verdenen. Selv følte hun nemlig ikke, at man havde brug for alle de materielle ting, når man sagtens kunne klare sig uden, og når det styrkede det sociale. ”Perfekt! Jeg er sikker på, at du hurtigt vil falde til,” sagde hun yderst tilfreds. Alice var jo overraskende åben overfor det hele, og derfor gjorde det bare hele situationen det lettere. Der var ganske vidst en chance for, at hun stadig ville blive mødt at et kulturchok, men stadig tænkte hun, at hun ville være åben overfor det, og hurtigt vænne sig til sin nye livsstil. Hun endte med at nikke med hovedet. ”Jeg vil vente her,” sagde hun som et tegn på, at Alice kunne søge ind og gøre sit. Eftersom det ej var et liv, som hun ville vende tilbage til, kunne hun jo godt give hende den venlighed at lade hende tage afsked og pakke sammen.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne allerede godt lide tanken om sit kommende liv. Hun havde aldrig haft meget og behøvede heller ikke meget. Kroen var faktisk nok det hun havde haft af største materielle værdi og end ikke den kunne holde hende her. Siden Valerio var skredet, havde stedet ligesom ikke været det samme og det havde mistet sin værdi for hende. Hun smilede let til kvinden, skønt hun endnu ikke kendte hendes navn. Men lige nu var det som om, det ikke betød så meget. For varulve skulle stole på hinanden, ikke? Var det ikke det hun selv havde sagt? Jo. Og hun følte også i sit hjerte, at hun kunne stole på denne kvinde. Hun var nok åben overfor det, men for en gangs skyld måtte hun også tage en chance på noget, der handlede om hende og ikke alle andre. For hun var alt for vant til at føje andre og nedgradere sit eget behov. Men ikke længere! Nu ville hun tage dette valg for sig selv. "Jeg er straks tilbage!" svarede hun med et let smil. Hun søgte indenfor igen, hvor hun trak Marcianus til side som det første. Forklarede ham hurtigt hvad der skete og gav ham skødet til kroen, så han nu ejede grunden og bygningen. Han var overvældet, men tog gerne imod det, da han trods alt havde brug for jobbet. Og før han kunne nå at protestere, så var hun allerede smuttet til hendes værelse, hvor hun fandt en rygsæk og puttede hendes andre par sko deri og fyldte ellers tøj ud for resten. Rygsækken fik hun slynget over skulderen og så var hun ellers hurtigt tilbage på gaden hos kvinden. "Så er jeg klar," svarede hun.