It'll all change now?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Blikket sled Rhaenys ej af ulven overfor hende, som han påstod, at hun ikke bestemte over ham. Det var jo lige præcis det, som hun gjorde. Det var også deri at problemet lå, som han ikke ville acceptere, at hun styrede deres race, ligeså vel som han ikke ville acceptere, hvad han var. #Jeg er din leder, så jo. Du hører under mit regi, om du er med i mit kobbel eller ej, ligeså vel som du ikke selv kan vælge, om du er, varulv eller ej,#” lød det direkte fra hende. Det var jo som at sige, at himlen var gul, når det var et faktum, at den var blå! Derfor ville hun ikke høre tale om andet. Hvis han havde problemer med at få det sivet ind, skulle hun desuden nok være behjælpelig med at indlære ham det. At hele hans had højst sandsynligt havde rod i fuldmånen, gjorde dog hendes sag det lettere. Helt smertefrit ville det ganske vidst aldrig blive, men i et kobbel kunne man lære at blive det mere komfortabel omkring det, samt lære at skifte frivilligt. #Det gør ondt.. ja.. men har du nogensinde hylet op imod månen? Løbet afsted i flok med en masse andre varulve?# lød det roligt fra hende. Selv tænkte hun, at som han sagde, at han ikke ønskede et kobbel, var det fordi, at han ikke vidste, hvad det indebar. #Har du nogensinde været i et, siden du blankt kan afslå, hvad det er? Hvis ikke, hvordan kan du så vide med sikkerhed, at det ikke er noget for dig?#/color] lød det stilfærdigt, som hun bestemt ikke gav op på ham endnu! #Du kan måske ikke lide at have en familie og venner? At have en vigtig position i samfundet? At kunne kontrollere dine skift? At være omkring folk der rent faktisk forstår dig?#/color]

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Forsøgte denne kvinde virkelig at rekruttere ham, nu hvor han sagde så tydeligt, at han ikke var interesseret i det? Langsomt måtte Juniors blik derfor glide i hendes retning, som han svagt kneb øjnene sammen. Det var muligt, at hun bestemte over ham på sigt, men det ændrede ikke på, at han frem til nu, havde været sin egen, og ikke havde tænkt sig at underkaste sig, bare sådan uden videre, for det var slet ikke ham, at gøre sådan noget. #Du tager en ledelse over mig i øjeblikket, som slet ikke er din at tage,# fastholdt han. Måske en leder af race, men ikke af person. Det var i hans øjne, to helt forskellige ting.
Aldrig kunne Junior sige, at han havde hylet mod månen, og løbet ude i det fri, som han altid var låst af vejen, når månen var højest. Han havde haft sine nære og sin familie, som havde kunne støtte ham, men det var svært at forstå, når man ikke var en del af det. Hans gule øjne veg han dog ikke fra hende. Af krop, var han jo trods alt også meget større end hende. Han rejse nakkehår. #Jeg har låst mig selv inde ved hver eneste fuldmåne, for at skåne min familie,# fortalte han direkte. Aldrig havde han været en fri varulv. Man kunne vel sige, at han havde lagt sig selv i lænker hvad det angik? Han brummede svagt. Han var slet ikke tilfreds med den retning samtalen måtte være i. #Jeg elsker at have nære og kære.. Hvem vil ikke gøre det? Desuden har jeg før haft en betydning for samfund, og det ønsker jeg ikke i den forstand igen,# sagde han direkte. Rekrutterede hun ham virkelig? Eller forsøgte hun bare på det?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hvis Rhaenys havde været i sin menneskelige skikkelse, havde hun højst sandsynligt løftet øjenbrynet af ham. Det var hun dog ikke, og derfor stirrede hendes lysende øjne blot på ham. #Meget bekendt er du varulv, og derfor er min ledelse kun retmæssig,# svarede hun direkte. Modstand ydede han uden tvivl, og et var, hvad det var. Selv var hun jo vant til at stå overfor hans slags i tide og utide. At han direkte sagde, at han under normale omstændigheder låste sig inde, når han skiftede, gjorde hende helt sørgmodig. Forkert var det på alle led og kanter! Desværre vidste hun, at det var den opfattelse mange havde, når de ikke levede blandt deres egne. Derfor var det heller intet under, at manden her ikke nød, hvad han var! #Ingen varulv burde nogensinde låse sig inde eller skamme sig over, hvad han eller hun er!# sagde hun fast, inden hun omsorgsfuldt let måtte puffe til ham med snuden. Havde han overhovedet nogensinde stået overfor en anden varulv? #Andre racer kan ikke forstå, hvad vi er, og hvad vi har brug for. I et kobbel vil du ikke behøve at skamme dig eller frygte, hvad du kunne finde på at gøre. I et kobbel vil du altid have en at gennemgå forvandlingen med, og når den har indtruffet, vil du have en til at hjælpe dig. Du vil kunne løbe frit, fremfor at være vred og bange i en celle,# fortalte hun ærligt. Hvad var der ikke at kunne lide ved det? Hendes blik hvilede på ham, som han fortsat nægtede den verden, som han kunne blive en del af. #Du siger måske nej nu, men giv dig selv den chance at tage med mig. Hvis det stadig ikke er noget for dig, vil det være frit for dig at gå. Se på det som et frit tilbud,# lød det sigende fra hende, som det jo ikke ville koste ham noget. Han kunne enten blive bekræftet eller overrasket i sine holdninger.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Denne kvinde var da intet andet, end direkte irriterende! Junior brummede igen, hvor det grænsede til en knurren. At give efter på den måde, det kunne han ikke. Han hverken ville, eller kunne. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. #Det er meget muligt,# afsluttede han den, mest for at kutte den af. Det var desuden en samtale, som de ikke kom nogen vegne med.
Både ham, Cayla og hans datter, valgte at låse sig af vejen, når fuldmånen kom. Aliyah var nu også så langt væk, at han måtte gøre det selv, efter tabet af Cayla. Han var alene om fuldmånen nu, og ondt gjorde det. At hun puffede let til ham med snuden, som hun rent faktisk ønskede at yde ham en omsorg. #Det har vi alle dage gjort i min familie,# fortalte han direkte, som han igen så mod hende. Han var i vildrede..Skulle han give det en chance? Han var jo et sted fristet, og så alligevel ikke. Vant til domme, og at blive dømt, var han jo også, og derfor var det ikke underligt, at han var meget påpasselig med den slags nu om dage. Skulle han tage med hende, nu hvor hun så tydeligt opfordrede ham til det? #Det er jo lige før, at det lyder fristende, kære frøken, men jeg ved ikke om det er et liv for mig.# Enenspænder havde han jo trods alt været igennem rigtig mange år, og dette var ikke just noget undtag, kunne man sige. Han brummede let, inden han lagde sig ned ved siden af hende. Han var stadig temmelig stor af sig. En flot han. #Noget siger mig, at du virkelig gerne vil have mig med.# Han hævede blikket mod hende. Som hans leder, skulle han vel også ligge under hende.. se op til hende.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Stædig var manden her, men meget andet forventede Rhaenys ej heller fra en enspænder. De skulle nemlig altid forsøge at spille med musklerne, inden de gled til ro igen. Selv krævede hun nemlig respekt om man ønskede at være en del af koblet eller ej. Om han var med i koblet eller ej, var han nemlig under hendes ledelse, og derfor kunne hans gøren ende med at gå ud over hende samfundsmæssigt, om han var en del af hendes kobbel eller ej. At han pludselig talte, som var der flere med ham, fik hende til at kigge på ham med en nysgerrig mine. Hvem var de? Hvis de delte hans holdning var det uden tvivl et helt slæng, som hun pludselig skulle tage en snak med. #Din familie? Hvor er de?# ønskede hun at vide. Var det så underligt, at det havde en betydning for hende? Smilet endte hun med at trække på, som han pludselig talte som om, at han overvejede hendes tilbud. Hendes spidse tænder måtte vise sig. Han var allerede begyndt at lytte til hende? Selv ønskede hun jo, at han i det mindste bare gav koblet en chance. Hvis det stadig ikke var noget, var han jo altid fri til at gå. Muligheden for et ægte varulveliv skulle han dog have. #Tag med mig og find ud af, om det er et liv for dig. Hvis livet i et kobbel er så forfærdeligt som du tror, er du fri til at gå. Hvis ikke, vil du have en familie og en værdi for evigt,# fortalte hun oprigtigt. Hendes blik fulgte ham, som han lagde sig ved hendes side. Ikke havde hun noget imod det. Selv tænkte hun, at det var et symbol på, at han var faldet til ro, og hendes tilstedeværelse slet ikke var så slem alligevel. #Alle varulve burde være samlet. Dig med.#

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Kvinden overfor Junior, var irriterende, men slet ikke så slem, som han først havde antaget, så det var vel ikke underligt, at han tog således på det? Han brummede svagt. Hans familie havde han mistet. Cayla var lagt i graven, og hans datter var i tryg forvaring på slottet. I det mindste, var det hvad han gik ud fra, at hun var. Han lagde ørene en smule ned. Endnu ikke helt komfortabel med hendes tilstedeværelse. #De er væk,# svarede han ærligt. Cayla var død, og Aliyah havde han ikke rigtigt noget forhold til længere, hvilket var et hårdt slag for en fader at tage, når han altid havde været så glad for hans elskede lille pige.
Junior lagde sig ned, velvidende om, at han i øjeblikket, måtte give denne kvinde, præcist hvad hun ville have, ved at overveje at tage med. Et samfund hvor han ville være en del af noget, ville bestemt ikke gøre ham noget. Han var vel en ensom mand? Og ham, som altid havde været så social, så var det rent faktisk et hårdt slag. Han prustede ganske let. #Fint. Hvis det betyder så meget for dig, at vise mig det, så gør det endelig,# ende han dog. Det var ikke fordi, at han var den mest optimistiske hvad det her angik, men hvis det gav ham ro.. og måske kunne overraske ham positivt, så var det uden tvivl det værd, at tage med i hans øjne. Han rejste ørene igen. Det lød som en rigtig sød tanke, men var den så udførlig i praksis? #Det har du såmænd ret i,# endte han. Der var jo fornuft i det. Han havde vel bare været for vred og frustreret til at se det?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At hans familie var væk – vel døde – gjorde uden tvivl Rhaenys ondt. Det var jo varulve der var tale om. En race der var alt for jagtet og misforstået i hendes optik. Det var også af den årsag, at de alle burde søge sammen. Der kunne de nemlig være i sikkerhed, samt være forstået af hinanden. Ligesom før, måtte hun omsorgsfuldt gnide sin snude mod hans pels. Ligeså hårde varulvene kunne være, ligeså milde kunne det være.. i hvert fald overfor deres egne. For hendes vedkommende var det nemlig kun andre varulve, der fik denne venlige side at se fra hende. #Det gør mig ondt,# sagde hun stille, inden hun trak ulvehovedet til sig igen. At han agtede at tage med hende tilbage til koblet, glædede hende uden tvivl! Ligegyldigt fandt hun det, at han valgte at tilføje, at det udelukket var for hendes skyld. Selv tænkte hun nemlig endnu, at han nok skulle lære, at det ligeså meget var for hans skyld. #Godt,# lød det tilfredst fra hende, inden hun lod sig komme op på alle fire igen. #Lad os tage af sted med det samme.# Ingen tid var der at spilde, som han alligevel sagde, at han intet havde her længere. Desuden havde hun et helt kobbel at tage sig af, og derfor var det aldrig en god ting for hendes vedkommende at være længere væk ad gangen. Hun strakte sig, så hun blev så lang som overhovedet muligt. Vanvittigt langt var der heldigvis ikke til Iyanna skov, og hurtigere ville det også komme til at gå nu hvor de begge var i deres ulveskikkelser.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Cayla var død, hvilket var et dødsfald, som endnu påvirkede Junior meget. Det var hende, som i sin tid, havde bidt og omgjort ham til det væsen, som han var i dag. Hårdt var det derfor også, at hun var væk, og ikke kunne holde ham med det vigtige selskab, som fuldmånen ligeledes også måtte kræve. Han lukkede øjnene let, som hun gned sin snude mod hans pels. Det var rart, at der rent faktisk var nogen, som ønskede at udvise ham den omsorg. #Min hustru var meget syg.# fortalte han dog med en ærlig stemme. Hvorfor han pludselig valgte at åbne op for hende, forstod han ikke, og ikke var det meningen, at det skulle forholde sig på denne her måde. Han måtte vel bare anerkende hende som sin leder, samt acceptere, at der også var nogen, til at holde hånden en smule over ham? Hvilket han i forvejen ikke var vant til. Derfor var det nok også forhans skyld, at han søgte med, for tænk, hvis han kunne lide at være der? Han vidste det jo faktisk ikke. Han havde jo aldrig prøvet det. Fornuftigt havde hun derfor snakket med ham. Han rejste sig roligt op ved siden af hende. #Du viser vej.# Han rettede sig op, inden han rystede den smukke og mørke pels, så den igen lagde sig trygt omkring ham. Høj og stor var han i forhold til hende, men for ham, gjorde det ingen forskel. Nu hvor hun alligevel havde formået at pirre hans nysgerrighed, så måtte han jo hellere følge med.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sygdom kunne man ikke gøre meget ved. I hvert fald ikke, hvis det var en alvorlig en af slagsen. Videre urtekyndige var varulvene ikke, og derfor stod de ikke stærkest på det punkt. Hinanden havde de dog, og det var bestemt ikke uden betydning! #Sygdom kan tage alle og enhver.. Derfor er det godt at have et netværk, hvis man skulle miste sin nærmeste,# sagde hun sandfærdigt. Igen var det en af fordelene ved et kobbel. Selv havde hun særligt været nedtrykt, da de havde mistet deres forhenværende leder, men som hun havde haft de mange andre varulve omkring sig, havde det lettet sorgen. Som han rejste sig med hende og agtede at tage med, måtte hun anerkende, at han egentligt havde været en smal sag. Han havde vel blot været en smule træt af livet, hvilket tilfældigvis havde gået ud over hende? Tungt tog hun det nu ikke, som det jo nu havde ordnet sig. #Kom med,# sagde hun energisk, inden hun måtte sætte af i et spring. Dette var, hvad hun nød! At få strakt alle musklerne, imens hendes hjerte slog af sted, som hun løb af sted på alle fire med en eller flere ulve ved sin side. Manden her skulle nok falde til.. Det var hun sikker og vis på! Han skulle bare have en lille forsmag på det ægte varulveliv! Som hun løb hen over græsset i fuldt firspring, måtte det suse i hendes hvide pels. #Hvad kan jeg kalde dig?# Navne havde de jo end ikke udvekslet endnu, og derfor var det også kun passende, at de blev sagt højt nu. Med i familien kom han jo, og derfor var det kun ved sin ret, at man kendte ham på navn også.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Sygdom var en grum ting, og man kunne jo ikke just sige, at han havde haft nogen omkring sig, og det var nok også noget, som havde gjort tabet af hende ekstra tungt. Hans datter var i sikkerhed, og derfor ikke nødvendig for ham at nævne for denne kvinde. Hendes navn var ham jo endnu ukendt. Han vidste jo ikke noget om hende, andet end at hun var hans leder. En underlig tanke faktisk. Han havde ikke vidst, at varulvene i det hele taget havde haft en leder. #Det kan du have ret i,# sagde han blot. Han var i forvejen ikke meget for at snakke om lige præcis den slags.
Som hun satte i løb, løb han efter. Han havde jo ikke just noget at tabe på det. At færdes rundt på denne her måde, som ulv, var ny for ham.. Men han måtte jo sande, at han kunne lide det. Selv med vingen i pelsen.. den susen for ørene, og de instinkter, som nu var en del af ham, som han for alvor kunne bruge. Det føles jo faktisk rigtig godt. Selvom han var langt større, og derfor kunne være hurtigere end hende, holdt han sig bag. Næsten som faldt det ham naturligt i henhold til sin leder. De gule øjne vendte han mod hende, som hun spurgte ind til hans navn. Skulle han give hende det? I forvejen, var han vant til at blive genkendt overalt. #Kald mig Lestat Junior,# endte han. Lestat var det navn, som han var blevet skænket ved fødsel. Opkaldt efter hans fader, som havde været en stor warlock i sin tid.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Synd fandt Rhaenys det at være en varulv alene i denne verden. Det at være varulv betød nemlig også, at man havde brug for et sammenhold. Selv kunne hun i hvert fald mærke forskel på de varulve der levede som strejfere, og dem – som hende selv – der levede i et kobbel. #Du skal nok forstå det hele ganske snart,# lød det sikkert fra hende, alt imens hun løb derudaf. Ej travede hun afsted ligesom før, som hun derimod sprang af sted nu, men det var også kun ren og skær nydelse for hendes vedkommende! Selv nød hun i hvert fald at spæne afsted hen over marker og kuperet terræn, som var hun et lyn på jord! At han behøvede at vurdere, om hun måtte få hans navn eller ej, tænkte hun end ikke over. Det kom jo også. Lestat Junior. Navnet Lestat kendte hun godt, som der var en af det navn i Det Gamle Imandra, hvor de også skulle til. Kunne der være en forbindelse der? Når man hed Junior betød det nemlig som regel, at man var en efterfølger. Dog var denne Lestat ikke en varulv, men en warlock. Velkommen hertil Lestat Junior. Jeg er Rhaenys,# præsenterede hun, uden at hun så tilbage eller sænkede farten. Formaliteter forbandt hun ikke just med det at give sit navn, hvor hun også kun var vant til at præsentere sig ved fornavn. Det var nemlig det eneste der havde en betydning. Ikke alt det andet, som resten af verdenen åbenbart valgte at gå op i. Det var vel en af grundene til, at resten af verdenen fandt varulvene uciviliserede? Selv mente hun dog kun, at de var ligetil. Af sted fortsatte hun mod Iyanna skov.

// Out

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Igennem mange år, kunne man sige, at Junior havde vandret alene, så det var måske på tide, med en livsstilsændring? Og hvis det var her, han kunne få den, så var det uden tvivl også værd, at tage med i hans øjne, så det var vel heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han hastede derfor af sted efter hende. Cayla måtte han over, og måske, at dette var måden at gøre det på. Svært var det jo trods alt, når man havde sig selv, og sin selvmedlidenhedens sø, at svømme i. Nu var han vel på vej op af denne? Og det var uden tvivl rart og befriende ikke mindst.
At løbe og færdes igennem terrænet på denne måde, føles især befriende. Aldrig var det noget, som han havde gjort før, og det kunne naturligvis godt mærkes! Han satte farten op. Hvorvidt om hans navn sagde hende noget, vidste han endnu ikke, og et sted så håbede han også på muligheden, for at starte op på en frisk igen. Han havde brug for det, og gerne uden, at folk genkendte ham. #En glæde,# endte han dog med en sandfærdig stemme, da det var ham en glæde. Det var nemlig langt fra dette, at han havde regnet med, samt forventet, at skulle møde denne aften på sin tur ude. Hvor de var på vej hen, vidste han ikke, men en ting var dog sikkert: Dette var en dag, som nok ville kunne vise sig, at være en forandring for resten af hans liv.

//Out