It'll all change now?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Rhaenys Accalia Adalwolf - Lestat De Lochèr Maloya Junior

---

Det var hen på den sorte nat, da Junior langt om længe nåede Den Sorte Sø. Uden tvivl et sted, som levede op til sit navn. Det var, selv på trods af årstiden, ved at være halvkoldt i Dvasias. Junior havde i hvert fald hørt mange brokke sig over det. Han havde ikke rigtigt mærket sig af det på sin egen krop.
Lang tid til fuldmånen, var det heller ikke. En tid, som næsten var ængstelig for Junior, da han havde begrænset med steder, hvor han kunne forvandle sig efterhånden, hvilket ikke just gjorde det bedre for hans vedkommende. Efter hans tab af Cayla, og næsten også hans datter, hvor han nu bare sad alene hjemme, var han vel igen begyndt at søge ud? Træt af at sidde hjemme, var han også blevet efterhånden, hvilket man vel heller ikke rigtigt kunne klandre ham for, kunne man?
Kappen blafrede efter ham, i takt til hans skridt. Han havde selv genvundet fuld bevægelsesfrihed i hans ene ben, som efter angrebet på Castle of Darkness, hvor han tildels havde fået skylden for det. Fordi at han havde været procianer engang. Dvasias havde jo for pokker været hans hjem og liv i frygtelig mange år!  Det eneste, som han havde tilbage efter det, var et langt og temmelig grumt ar, efter den kæmpe hammer, der var hamret over hans lår.
Hænderne foldede han over ryggen, som han vendte blikket mod vandet. Hans øjne var tomme og mørke.. Hans mine lige så. Man kunne vel sige, at tabet af Cayla, havde forandret ham til det.. bedre i en dvasianers øjne? Han fortsatte med at gå langs vandet. Han havde fundet ro her.. og med en måne, som ville komme i løbet af et par dage, så var det uden tvivl også meget tiltrængt. Igen skulle han jo til at finde sted, hvor han kunne gennemgå den påtvungne forvandling.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Den mørke nat.. Hvilket smukt tidspunkt på døgnet! Rhaenys nød det om end, som hun nød at hyle op mod den blege måne og de glimtende stjerner. Derudover var det også altid et godt tidspunkt for en god jagt, som dyrevildet altid var på det højeste på denne tid af døgnet. Det var dog ikke for at jage, at hun var ude denne nat, nej. Som hun havde strejfet hen over terrænet fra Iyanna skov til Den Sorte Sø, havde hun nemlig opsnappet duften af en anden varulv. Ej havde det været en duft, som hun kendte, og derfor havde det naturligvis gjort hende nysgerrig. Var det en nytilkommen til racen? Var det en strejfer der aldrig havde været omkring koblet? Hvad grunden end var, agtede hun at finde ud af det!
Den sorte snudetip var vendt imod det grønne græs, som Rhaenys travede hen over jorden på de hvide poter. Betagende var hun uden tvivl som ulv, som hun havde sin store tykke hvide pels, med få gyldne aftegninger omkring ryggen og de spidse ører. Lyttende og nysgerrigt pegede de spidse øre frem, og ganske rigtigt kunne hun nu også høre, hvad hendes næse havde opfanget. Hun stoppede op, så hun højt kunne hæve hovedet, og vende de lysende øjne fremad. Der var han jo. Ganske vidst som menneske og ej som ulv, men det var denne her mand, som hun havde opsnappet. Undersøgende søgte hendes hoved på sned, som hun betragtede ham. Alene var han, hvor det mest af alt lignede, at han var ude på en spadseretur i de sene aftentimer. Igen satte hun an i et travende tempo, alt imens hun havde øje for sit mål. Lydløst måtte hun nærmest bevæge sig, som hun var let på poterne og vant til ikke at skulle blive opsnappet. Nervøs var hun ej for den fremmede, som han ligeså var varulv og hun hans leder. Derfor stoppede hun først op, som hun var et par meter bag ham, hvor hun også roligt lagde sig i græsset. #Vis mig din sande skikkelse.#

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var meget muligt at den fremmede havde været lydløs, men selv den utrolige næse, var i Juniors besiddelse, og derfor havde han allerede opsnappet hendes duft. Han reagerede dog ikke på det. Måske at det bare var en tilfældig forbipasserende? Han levede alene, hvilket i forvejen også var meget atypisk for en ulv.. en hund.. Man kunne jo kalde det, hvad man ville, og efterhånden, havde han hørt forbandet meget for sin race!
Stemmen som lød, fik igen Junior til at stoppe op. Han knyttede næverne let. Lignede han en, der var interesseret i selskab? Stemmen, som havde lydt i hans ører, virkede dog ikke fjendtlig som sådan. En varulv. Ligesom ham selv. Andet kunne det da næppe være. "Det her, er min sande skikkelse," fastholdt han, inden han let drejede om på hælen, og vendte blikket derfor direkte mod denne kvinde.
Det syn som mødte ham, var en smuk og næsten helt snehvid ulv, der lå i græsset foran ham. Ikke tog han det som et tegn på underkastelse. Det var for meget at forvente. Hvem var hun? "Og hvem er du?" lød det direkte fra ham, som han selv lod hovedet søge på sned. Det var i forvejen ikke ofte, at man i det hele taget mødte nogen, der førte en samtale med ham, eller viste ham interessen for det, kunne man jo sige. Meget omkring livet i et kobbel, var faktisk ukendt for ham, da han aldrig havde været en del af en. Med den familie, som han havde, var det vel næppe underligt? Derfor forundrede det ham mere, at hun havde opsøgt ham.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Nysgerrig var Rhaenys, når det kom til hendes egen art. Særligt når det kom til en, som hun umiddelbart ikke mente, at hun nogensinde havde stiftet bekendtskab med før. Hvorfor hun ikke havde set manden her før, fik hun dog også en ide om, som han svarede hende. Han var allerede i sin sande skikkelse? Med andre ord løb manden fra, hvad han var. I så fald tvivlede hun på, at han var født varulv, som han nok nærmere var blevet bidt ind i racen. På den led kunne det meget vel være, at han aldrig havde fået fornemmelsen af at være i et kobbel? At have en rigtig familie? #Vær nu ikke fjollet.. Mig behøver du ikke lyve for,# lød hendes stemme igen roligt i hans hoved. Rolig og nysgerrig måtte hun forholde sig indtil nu, som varulven endnu ikke havde givet hende anledning til andet. Dog var hun ej heller at kimse af, som hun ikke var bleg for at sætte tænderne i ham, hvis han skulle opdrages på. De lysende øjne tog hun ej fra ham. Hvem hun var? Enhver varulv med respekt for sig selv og sin race burde vide, hvem hun var! Dog kunne hun ikke bebrejde ham, hvis ikke han var vant til at omgås sin egen slags, og hvis ikke han ville acceptere, hvad han var. #Din leder,# lød hendes stemme igen, hvor hendes ord lød uden omsvøb. Han skulle også forstå, hvem han stod overfor, og hvad det betød. #Hvad laver du herude? Alene og væk fra koblet?# Hvis ikke det var fordi, at han var blevet udvist, havde han som varulv ret til at leve i koblet sammen med de mange andre varulve. Det var også der, at racen hørte til. Sammen. Det var sammen, at de var stærkest, og sammen, at der var forståelse for dem.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Ikke var Junior født som en varulv, og aldrig havde han været en del af et kobbel, som han derimod kun havde haft sin menneskelige familie at forholde sig til. Nu var den jo selv så opløst, at man ikke just kunne sige, at der var særlig meget tilbage af den, så var det jo også begrænset, hvad han kunne stille op. Han ville dog stadig mene, at denne skikkelse, var hans rette og sande, og det skulle denne kvinde, ikke have lov til at lave om på. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det! "Det er min sande skikkelse," fastholdt Junior med en stædig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvem var hun, som forsøgte at overbevise ham om andet?
At det måtte være hans leder, var ikke just ventet. Hvad lavede hun herude? Hans næver knyttede han så meget, at hans knoer endte med at blive hvide. Underligt, som han ikke just følte, for at underkaste sig hende. Det havde han jo faktisk aldrig gjort ved nogen, selv på trods af hans venlige person. Varm og venlig, havde han jo altid været, frem til han havde mistet Cayla vel og mærke. Det eneste, som han havde tilbage, var hans datter, som han stort set heller aldrig så mere. "Jeg har aldrig været en del af et kobbel," fortalte han dog. Aldrig havde han oplevet nærværet af en dyrisk familie, og aldrig havde det været en ting, som han direkte havde huet efter. Var det hvad denne kvinde, var ude på? Han rystede let på hovedet af sig selv, inden han afvisende, vendte ryggen til hende. "Du er fri til at passere," sagde han dog. Han var ikke interesseret i noget, fra hendes side af.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det lysende blik tog Rhaenys ej fra varulven. Dog måtte hendes mine blive det mere direkte, som han fastholdt, at mennesket var hans skikkelse. Hvilken vanære! Dog var der endnu en chance for, at han endnu kun var ny, og derfor ikke havde lært endnu, hvor fantastisk det kunne være at være ulv. Selv vidste hun nemlig, at det var en hård tid i den periode, hvor man kun kunne transformeres under den store fuldmåne. Godt stillede han dog ikke sig selv med sin opførsel overfor hende! Som han sagde, at han aldrig havde været en del af et kobbel, tydede det dog også kun på, at han havde brug for noget opdragelse. Strålende klart måtte det desuden kun blive for hende, som han direkte vendte hende ryggen! En dyb snerren lød i hendes hals, og ej kunne den tolkes for at være venligsindet. At han bad hende om at gå, fik hende også kun til at se rødt! Han skulle bestemt ikke tro, at han kunne trække hende rundt i manegen! Lagde an gjorde hun, som hun hævede sig på bagbenene og strakte forbenene. Ny eller ej, strejfer eller ej, så skulle han stadig kende sin plads i hierarkiet! Med en advarende snerren valgte hun at sætte af i et spring, som hun satte af direkte mor ham! Kløerne var fremme til at gribe om hans klæder og til at holde ham fast, som hun sprang direkte mod hans ryg med det henblik, at han skulle væltes omkuld, og med hende over sig!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvordan man skulle agere overfor andre varulve, var egentlig ganske ukendt for Junior, som det aldrig havde været nødvendigt for ham, at tænke over det, i de baner. Altid havde han været en del af en anden familie, end et kobbel. Aldrig havde han været i ledtog med sin leder, og derfor var det ve bare naturligt, at han afviste den form for anmodning, når han endnu ikke vidste, hvad hun lavede?
Den snerren som hun kom med, da han stillede sig med ryggen til hende, opfangede han dog med det samme. Han nåede kun lige at vende sig om, idet at hun havde rejst sig op på bagbenene og sat i direkte spring mod ham. De massive poter slog direkte mod hans skulderblade, hvor han på grund af styrken, kraften, og vægten ikke mindst, måtte vælte direkte omkuld og ned på maven i det tunge græs. Han gispede svagt, idet han forsøgte at sætte hænder og fødder i jorden, i et forsøg på at få hende af. Det var slet ikke noget, som måtte falde i hans gode bog! Selv havde han været en varulv i mange år, og kunne tildels kontrollere den udenfor månen. Den var koblet sammen med hans vrede, som han uden tvivl følte lige nu. "Hop af mig!" brølede han nærmest, som han forsøgte at vende sig om, så han kunne få fat i hendes hals. Hans øjne havde skiftet farve til en langt mere intens og ravgul af slagsen. Han var ved at forvandles.. Endnu en af de vredeskontrollerede af slagsen!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Respektfuld skulle denne unge mand være overfor hende, og det skulle Rhaenys nok få ham fortalt på den ene eller anden måde! Selv var hun nemlig ikke bange for at sætte sig i respekt, som hun før havde bekæmpet større og mere grove mænd end ham, og så var der det faktum, at hun styrede det store varulvekobbel. Derfor snerrede hun advarende, inden hun også sprang på ham! I så fald kunne han vel også forstå, at tingene ikke nødvendigvis kørte som han ville. Hvis han oprigtigt ønskede at være en ensom strejfer, ville hun lade ham. Han skulle blot stadig acceptere, at hun var hans leder. Endvidere ønskede hun at give ham muligheden for et hjem, hvis han ønskede at være omkring fæller og acceptere, hvad han var blevet til. Kløerne satte hun direkte i hans ryg, hvor de gled igennem tøj og kød, som hun fik ham væltet omkuld i græsset. At han direkte valgte at råbe af hende, gavnede ikke just hans situation, og derfor lød en dyb snerren igen fra hendes strube! #Opfør dig!# snerrede hun i hans hoved. At han var i færd med at forvandles, tog hun ikke særligt højtideligt. Hvis de skulle brydes lidt var det nemlig det der skulle til. Spændt og snerrede stod hun på alle fire i sin ulveskikkelse på ham, alt imens hendes klør var solidt plantet på og i ham. Han skulle nok lære, og han skulle nok falde til ro. Han sad blot inde med lidt indestængt vrede, fordi at han endnu ikke forstod sig på, hvad han var. Det var også af den årsag, at Rhaenys måtte anse koblet for at være den bedste løsning for alle varulve. De var nemlig ikke som de resterende racer, og derudover holdt de inde med noget, som ingen anden race ville kunne forstå sig på.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Den indebrændte vrede, som Junior sad med, gik nu ud over denne kvinde, uden at det egentlig var meningen, men det var derimod også hende, som i øjeblikket sad over ham, og rev i ham med sine brutale klør! De var skarpe og det, som var værre. De rev jo i hans tøj, hud og kød!
"Du skal ikke rive i mig!" udbrød han med en fast tone, som han begyndte sin forvandling. Det var øjnene først, mest som et advarselstegn, og denne gang stoppede hun overhovedet ikke. Det havde jo ingen ende! Hænderne hamrede han ned i jorden, inden den endelige forvandling, straks begyndte at finde sted. Han begyndte at gro pels, hvor han også begyndte at vokse i størrelse. Inden længe, lå der en fuldvoksen varulv under hende.
Juniors tøj var revet itu, da han var vokset i størrelse. Denne gang kastede han sig rundt, for at få hende til at springe af ham. Dette ville han ikke finde sig i. Og denne behandling af sin egen leder, var bestemt ikke noget som passede ham! #KOM AF!# endte han med en fast tone, inden han kraftigt snerrede af hende, hvor de spidse tænder også endte blottet. Han var en næsten kulsort varulv, med en helt mørk pels og smukke ravgule øjne. Han slog kraftigt med halen, idet han forsøgte at komme op at stå. Hun skulle bestemt ikke have lov til at sidde på ham!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At han var vred, var Rhaenys ligeglad med. Han var nemlig ikke den første vrede, som hun havde stødt på. Hun havde nemlig mødt mange af hans slags, som han bestemt ikke var den eneste der var blevet bidt af en varulv, for derefter selv at blive til en. Derfor vidste hun, hvordan de skulle tackles. Meget indestængt vrede havde de alle, men før eller siden faldt de alle til ro. Fortsat nød den dybe rumsteren fra hendes strube, som hun endnu snerrede advarende af ham, som han råbte og langsomt lod sig forvandles. At han kunne styre det, havde hun nu sine tvivl om, som han umiddelbart ikke havde forvandlet sig af lyst, men derimod af utilpashed. Selvom han blev ulv og derfor ændrede form, blev hun endnu stående på ham og med kløerne i ham. Det var først da han kastede sig omkring, at det begyndte at blive problematisk! Bagbenene faldt af ham, men endnu klyngede hun sig til ham med forbenene. Han skulle bestemt ikke tro, at den form for opførsel var i orden! #Fald ned!# skændte hun ad ham, inden hun direkte valgte at sætte sine spidse tænder i hans tykke hals. Ej var det noget livstruende, og ej ville det gøre direkte ondt. Det var nemlig blot ment som et stop, ligesom når man opdragede på de små hvalpe. Opdragelse var dog præcis også, hvad han havde brug for! Derfor ville hun igen også mene, at livet blandt et kobbel var det bedste for enhver ulv. Som hun nu havde ham med tænderne, daskede hun ham med forpoterne, som hun ønskede at have ned at ligge igen, som han skulle underkaste sig og falde til ro.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde bestemt ikke tænkt sig, at give efter for denne kvinde, uanset om hun var hans leder eller ikke. Han havde ikke tænkt sig, at blive en del af noget kobbel alligevel! Ikke havde de været interesseret i ham, og med alt det, som han havde oplevet i forvejen, så var han en mand, som sad inde med frygtelig meget indebrændt vrede, som han ikke havde fået frem på noget tidspunkt, hvilket naturligvis godt kunne mærkes. Uden tvivl, om det kunne mærkes på ham!
#Slip mig..!# hvæsede han med en en kraftig snerren, idet han forsøgte at vende dem om, så han kunne få nedlagt hende, hvilket ikke rigtigt virkede efter hensigten. Denne gang var det hende, som tog fat i ham. Grebet med de spidse og mange tænder, omkring hans hals og nakke, var noget som tvang ham ned at ligge. Han spændte kraftigt i hele kroppen, hvor han kraftigt forsøgte at vride sig, for at tvinge hende til at slippe ham. Uanset hvad han gjorde, så ville hun bare ikke slippe ham. Han endte fra at knurre og brumme til at.. pibe.. Han endte derfor med at ligge på siden, og med hendes tænder i hans hals. Han lå fuldstændig anspændt. Men lå han stille, så følte han samtidig også at han kunne trække vejret. Han stirrede fast frem for sig. Nu hvor han havde fået sparket tøjet af sig, havde han også fået en større bevægelsesfrihed. Umiddelbart, var han ikke den største hanulv.. Men han var stor. Temmelig stor.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ej var det den første gang, at Rhaenys tumlede omkring med en hanulv. Hun havde gjort det, som hun havde kæmpet for ledertitlen, og hun havde gjort det efter, når nogen røg ud af geled og behøvede at blive sat på plads. Derfor tog hun det på ingen måde tungt, som det ikke var nogen uvant udfordring for hende. Selv tænkte hun, at det nærmere var en uvant udfordring for hans vedkommende. Umiddelbart tvivlede hun nemlig på, at han havde haft nogen kontakt med sin egen race. #Fald til ro!# snerrede hun igen ad ham, som hun havde plantet sit tandsæt i hans hals. Heldigvis syntes det hurtigt at havde den rette effekt på ham. Først hørte hun, hvordan han faretruende knurrede ad hende, til han smertende peb over, hvad der foregik. Endvidere mærkede hun, hvordan han lagde sig ned på siden præcis, som hun havde ønsket det. Godt! Forpoterne lod hun endnu ligge imod hans bryst, men ikke med kløerne længere. Bidet løsnede hun også, som hun i stedet omsorgsfuldt valgte at gnubbe hans pels og kød omkring halsen med tænderne, som et tegn på, at han havde gjort det godt. En ros var det nemlig, hvor hun var vant til at gøre dette med sit kobbel. #Slap af..,# bad hun i en nu rolig tone igen. Efter at have maseret ham med sine tænder, og som hun måtte vurdere, at han nu lå, som han skulle, valgte hun at trække sig en anelse, så han nok engang kunne ligge fri. Opmærksomt holdt hun de lyse øjne på hans skikkelse. Klar, hvis han skulle begynde på noget finurligt igen. #Hvor længe har du været en del af os? Klart var det jo for hende, at han ikke var født varulv. Helt ny kunne han være, og derfor kunne han have brug for hjælp. En hjælp hun og hendes kobbel kunne give ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var i forvejen ikke særlig ofte, at Junior i det hele taget, stod overfor en anden ulv, og særligt en, som skulle vise sig, at opføre sig sådan overfor ham, og det kunne da uden tvivl også godt mærkes. Nu hvor han vidste, at modstand, var komplet nytteløst, så var det faktisk ikke særlig sjovt længere! Han brummede og knurrede advarende, inden han bare lagde sig som hun gerne ville have det. Han havde ikke tænkt sig, at bare give op, men det var ikke det her, han havde regnet med.
Han blev denne gang liggende, så han kunne mærke hende nærmest massere ind mod hans hals. Han lukkede øjnene, mens han stille og roligt, måtte falde til ro igen. Han slog let med halen, inden hun valgte at trække sig. Han vendte blikket direkte mod hende. Nu var hans tøj ovenikøbet også ødelagt, hvilket han faktisk var træt af. Det havde han jo heller ikke uendeligt af, kunne man jo sige! Han vendte sig, så han igen kunne rejse sig. #For længe,# sagde han med en kortfattet stemme. Han sænkede ørene, og med en svag knurren vendt i retningen af hende. Hvorfor havde hun taget sådan fat i ham? Fordi at han havde vendt hende ryggen? Han havde jo for pokker aldrig været interesseret i, at blive en del af noget, for de havde jo heller aldrig været interesseret i ham. Han blev stående, hvor han svagt knurrede igen. Han var på ingen måder tilfreds med dette!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Uvant måtte situationen her være for denne mand, hvis ej han havde befundet sig i et kobbel før. Det var i hvert fald Rhaenys’ umiddelbare tanke omkring manden her. Alt hvad hun gjorde var dog ganske normalt blandt et kobbel, som hun først irettesatte ham, som han gjorde noget forkert, hvor hun dernæst roste ham, som han gjorde noget godt. Som ønsket reagerede han desuden på alle hendes handlinger, og derfor måtte hun påstå, at han havde en lovende fremtid i koblet. Han skulle i hvert fald nok lære det, hvis det fortsatte på denne her måde. Opmærksomt hvilede hendes lyse øjne på hans sorte ulveskikkelse, som han rejste sig. Smuk var han som ulv. Ingen tvivl om det. Hvad var der ikke at elske ved det? At han knurrede af hende, fik hende dog til at knurre igen. #Knur ikke ad mig,# knurrede hun advarende igen. Hvis det skulle til, ville hun bide ham igen. Ingen tvivl om det. Han havde vel også allerede lært, at hun ikke var bange af sig, men irettesagde ham, hvis det var det hun mente der skulle til? #Du taler, som er vores slags en forbandelse,# bemærkede hun sigende, som han sagde for længe til det at være varulv. Hun betragtede ham. Han havde i den grad behov for at lære at være varulv, hvis han nogensinde skulle acceptere sig selv. #Jeg kan hjælpe dig.. Jeg kan give dig en familie og et tilholdssted. Et kobbel. Vi vil kunne lære dig at være varulv. Åbne dine øjne op for det,# fortalte hun ærligt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At blive sat på plads af en kvinde på den måde, var Junior bestemt ikke vant til. Dog var det alligevel kommet ganske naturligt, at give efter, da hun havde holdt ham nede, som havde han accepteret, at hun var det stærkere end ham. Han var dog en ambitiøs mand.. Han ønskede bare at leve sit liv, og var det overhovedet underligt? Siden han havde mistet Cayla, var tilværelsen som en varulv, intet andet end en ond forbandelse. En som han ville ønske, at han kunne vende ryggen til, så hurtigt som muligt. Han rystede pelsen, inden han rettede sig op. De ravgule øjne, hvilede intenst på hendes skikkelse. #Du bestemmer ikke over mig,# bed han af hende igen. Han var jo ikke en del af hendes kobbel!
Junior sænkede hovedet, og lod det søge til siden. Tilværelsen som varulv, var intet andet end en gemen forbandelse, hvis man spurgte ham. Og nu var han tvunget igennem en forvandling, uden at have sin elskede ved sin side. Lige hvad angik fuldmånen, var han bestemt ikke kommet over hende endnu. Han rev klørene let over jorden. #Fuldmånen er intet andet, end en forbandelse,# fortalte han direkte. Han så nemlig ikke nogen grund til at uddybe det yderligere. Han rystede kort på hovedet, inden han vendte sig mod hende igen. De gule øjne faldt omgående til hendes blik. En smuk ulv. Det måtte han give hende. #Jeg er ikke interesseret i et kobbel,# afviste han. Han var generelt afvisende overfor alt i denne her tid.