What should I do..?

[Deleted]

Det var svært at give slip på at være en slave, hun havde det bedst sådan, at blive behandlet dårligt var kun ved opførsel som krævede det, og så var det jo i den forstand selvforskyldt. Naydina så mod ham, havde slaver det virkelig så skidt her? Det forstod hun slet ikke, hun havde det fint, meget endda. Men så igen, Mister J nægtede at se hende som en slave, men alligevel ville han have regler. Det var pokkers forvirrende, hun måtte løfte hænderne op over sit ansigt og kørte dem ned over de to fletninger. Hun lignede næsten en indianer med fletningerne og den brune hud, samt sorte hårfarve. Forsigtigt vendte de tilbage mod hans skæl, han virkede oprørt, det kunne hun ikke have, så hun begyndte igen at massere blidt hvor hun vidste drager fandt det rart og afslappende.
"Hvor jeg kommer fra, bliver man naturligvis straffet hvis man ikke opfører sig som man skal, men ellers bliver vi altså behandlet pænt, mad og rent tøj, et sted at sove som faktisk er ethvert menneske værdig. Man kan være uheldig at få en herre som ikke ved hvordan man er en god herre, sådan en fik jeg desværre. Mister J reddet mig fra det liv, tog mig med sig som sin egen slave. Men nu..... Nu ønsker han ikke jeg er hans slave, han mener jeg er mere værd. Det er så forvirrende." Fortalte hun roligt. At han derimod ikke ville have hun levede et liv som slave, fik hende til at smile varmt, det var jo i det hun fandt tryghed, men hun vidste hvor betydningen lå, hvilket var sødt af ham. Det måtte også komme bag på hende et sted, hvorfor ønske noget som helst for hende, hun var jo blot en fremmede? Fingrene gled ned over hans hoved igen, som hun studerede ham betaget med fingrene.
"Nok om mit rodet liv." Lød det så muntert fra hende, som hun endte med at nusse ham under hovedet nu hvor det var hævet og hun kunne komme til. Det var rart at pusle om drager, det gjorde hun selv slappede af.

[Damien Nathanael Adams]

Der var ingen, der fortjente et liv som en slave i Damiens øjne, og særligt ikke, når de var så søde og gode, som det denne kvinde var. Det måtte da alligevel være et grusomt liv, som hun måtte komme af. At hun begyndte at nusse ham, der hvor det var afslappende for drager, mærkede han med det samme. Næsten som om at hans hoved igen, måtte synke ned i græsset ved siden af hende, hvor han mere end glædeligt, lod hende komme så tæt på ham, som hun følte, det var en nødvendighed.
#Det lyder da alligevel ikke som et godt liv, Naydina. Det er meningen, at menneskelige væsner, skal være frie til at gøre, hvad de har lyst til, indenfor lands lov og ret. Det er slet ikke meningen, at man skal leve sådan et liv. Det er altid noget, at en anden har været der, og kommet dig til undsætning. Du er også mere værd, end en slave.# Han lukkede øjnene halvt, og med en mild brummen. Det var virkelig rart, når hun rørte sådan ved ham.
Klørene rev Damien let over jorden under ham, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde sjovt nok, slet ikke noget imod, at hun rørte ved ham. Det var i forvejen, ikke noget, som særlig mange ville få lov til at gøre ved ham. Han så på hende igen. #Tag med mig.# opfordrede han pludseligt. Han kunne da give hende et helt andet liv på slottet i Manjarno, end et liv som en slave! Hun fortjente uden tvivl bedre end det!

[Deleted]

Det var virkelig en glæde for hende at læse ham tage så vel imod hendes behandling, derfor foresatte hun da også glædeligt. For Naydina var det jo for hende selvforkælelse på højt plan, hun smilede svagt som hun fokuserede på at nusse om ham, det var virkelig specielt for hende at røre ved en drage, få lov til at tage sig af dem. Det var en drøm uden lige, hun elskede virkelig livet ved dem. Hans ord betød et sted meget for hende, men hvordan han kunne få sig selv til at tale sådan, når hun stadig ikke ønskede frihed som sådan, det var en helt anden side af sagen. Det måtte undre hende, virkelig undre hende. Men hun valgte ikke a dvæle mere i det, hans foreslag tog pusten fra hende dog, hun spærrede sine øjne op og så mod ham, næsten helt bleg. Mente han det? Og hvis han gjorde, hvorfor? Hun forsøgte at få lidt ro på sit hjerte som havde sat farten op og kraften lige så måtte mærkes hårdt mod hendes bryst.
"Tage med Dem?" Spurgte hun forundret, hvorfor skulle hun tage med ham? Fejlede hendes liv noget lige nu, ja, hun var forvirret, men ville hun forlade Mister J og Harley, for ikke at tale om den anden rytter og Jack? Nej, det kunne hun ikke, hun levede drømmen, hun var omgivet af drager! Godt nok var hun ikke tilladt at se Muln, men det var noget personligt som MIster J måtte få styr på. Nu havde hun altså mødt to virkelig rare formskiftere med drage som en del af deres væsen, og hun var ikke imod dem, og det kunne han ikke tvinge hende til at være. Kun Nami selv ville kunne få hende til dette, og da hun ikke kunne tale med hende, havde hun sin egen overbevisning.

[Damien Nathanael Adams]

I øjeblikket, gav Damien udtryk for noget, som han vidste, at han slet ikke burde, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han kunne ikke gøre for det, men han vidste jo, at han slet ikke ønskede, at se hende i sådan et liv. Den måde, som hun så reagerede på, var tydeligt, at det ikke just var ord, som hun havde forventet på noget tidspunkt. Han tog det nu ikke så tungt. Hvor ofte, oplevede man en formskifter tilbyde en, at hjælpe dem videre, til det, som man kunne kalde for et værdigt liv, uden at skulle kalde sig for en slave? Det var måske svært for hende, at forstå, men han mente det. Han ønskede hende trods alt kun det bedste, så det var nok heller ikke så underligt igen, hvis han endelig skulle sige det.
#Ja.. Tage med mig.# Denne gang trak han hovedet til sig, så han kunne kigge ordentlig på hende. Hvordan Denjarna ville tage det, tog han sig ikke af lige nu. Det vigtigste for ham, var faktisk at vide, at hun havde det godt. Det var det eneste, som egentlig havde betydning for ham i øjeblikket. Han brummede svagt, og med en tydelig frustration.
#Du fortjener et liv, som er mere værd, end som en slave.. Der hvor jeg holder til, vil du kunne få det liv.# En tjenerinde måske.. på Neutranium? Et liv med regler, men stadig med friheden til at gå, som man havde lyst til, og rammer af tryghed, at gemme sig bag. Var det måske ikke mere ideelt for hende, end et liv som slave?

[Deleted]

Et sted var hun jo ikke slave, eller også var hun, med særlige fordele, hun forstod det ikke. Det var jo det som forvirrede hende, dog vidste hun også hvor hun følte hun hørte til, hvor det var meningen hun skulle være. Han ville naturligvis hende bare det bedste, men et sted skræmte det hende næsten at det forholdte sig således. Naydina stoppede med at nusse ham, hun trådte lidt tilbage, næsten som var hun skræmt lidt ved dette.
"Det er virkelig pænt af Dem, det er det, men jeg har det fint hvor jeg er, jeg lever med drager, det er mit højeste ønske." På ingen måde ville hun virke utaknemlig, men hun ville ikke nogen andre steder end hvor Mister J og Harley tog hende. Hos ham havde hun sit eget værelse, hun havde det fint, hun fik god mad, lærte en masse, nød livet lige frem til når det kom til mere personlige ting, for dem forstod hun ikke meget af. Ligesom den følelse hun altid fik når andre væsner i menneskelig skikkelse rørte ved hende, det drev hende, hun blev nærgående hvis nogen kom tæt på hende i den forstand. Hvorfor, det vidste hun ikke. Amy havde snakket om at det var et behov, men Naydina forstod det virkelig ikke, det havde taget over med Mister J, hun havde endda også kysset Muln. Det var forvirrende! Hun rystede lidt på hovedet.
"Det er vidst bedst jeg søger tilbage." Mumlede hun blidt, mens hun vendte mod søen, hun burde vaske hans duft væk, ellers ville Harley søge efter ham, og det ønskede hun ikke! Nej, ingen skulle i fare på grund af hende. Forsigtigt løsnede hun sit hår, lod fletningerne forsvinde og det lettere bølger hår træde frem, hun tog sine sikkerhedsforanstaltninger. Desuden, så havde Mister J tæpper og tøj med til hende, så når hun vendte våd tilbage bare et bad, skulle han nok tage sig af hende.

[Damien Nathanael Adams]

Havde Damien gjort noget forkert? Det var næsten den følelse, som han måtte sidde igen med, og det var ikke en af typen, som han kunne lide.. Overhovedet faktisk. Han lagde hovedet ned igen, som han vendte blikket den anden vej. Det var jo ikke fordi at han ville tvinge hende til noget. Det var jo trods alt bare et tilbud. Han trak vejret dybt, som hun så derefter sagde, at hun måske burde søge tilbage.. Okay, så havde han da virkelig gjort noget forkert!
Svagt slog Damien med halen. Det var noget, som for alvor gjorde ham frygtelig nervøs.. Ked af det, et eller andet sted, og frustreret. Det havde jo ikke været meningen, at det var sådan, at det skulle gå for sig! Overhovedet faktisk. #Jeg har sagt noget forkert, har jeg ikke?# Han brummede svagt, og denne gang mere utilfredst med det hele.
Langsomt trak Damien sig en anelse væk fra hende. Han ønskede ikke, at hun skulle have det dårligt. Nu var det i forvejen svært, når han så sjældent åbnede sig op for nogen, og denne gang havde han jo trods alt gjort det. Han havde jo elsket at være tæt på hende, for det var med en tillid, som han yderst sjældent, kunne vise for nogen anden. #Det mente jeg ikke.. Virkelig ikke.# Havde han virkelig ødelagt et godt møde, som han havde med et andet individ, end de få, som han ellers havde i sit liv?

[Deleted]

Som hun løsnede håret, stod hun og tænkte, hans ord fik hende til at bide sig i læben, han havde jo intet forkert gjort eller sagt. Det var vel bare hende som et sted var nervøs og til dels en smule paranoid, hun kastede det bølgede hår over sine skuldre og vendte sig mod ham igen. Forsigtigt søgte hun ham igen, som hun sendte ham et stille smil.
"Damien, De sagde intet forkert. Jeg er blot van til at folk tager kontrol over mit liv, og jeg kan lide det som det er nu. Jeg.... beklager virkelig, det var ikke min mening at gøre Dem utilpas." Forklarede hun så blidt, hun tog sig den frihed at komme helt tæt på igen. Det føltes et sted rigtigt, så hun valgte at læne sig ind mod hans skællede krop og kramme sig blidt ind til ham. Der var altså noget ved nærkontakten med en drage, hun blev virkelig rolig af det, selvom hendes hjerte lige nu sagde noget andet, hvilket han måtte kunne mærke som hun stod ind mod ham.
"Jeg ved De blot ønsker mig det bedste, og jeg er virkelig beæret, selvom jeg ej forstår." Hviskede hun blidt, mens hun lukkede øjnene med et smil på læben, hun elskede drager, virkelig elskede dem! Forsigtigt slap hun igen og trådte tilbage, det var måske at overskride grænser, men hun følte altså for at kramme ham, lade ham vide alting var okay! For det skulle han så sandelig vide. Naydina nød jo faktisk at snakke med ham, han prøvede at forstå, hvilket betød rigtig meget for hende.

[Damien Nathanael Adams]

I forvejen var det ikke ofte, at Damien åbnede op for nogen som helst, og det at have gjort det for Naydina, var virkelig en sjælden ting, som skete fra hans side af. Det var heller ikke noget, som han kunne vende ryggen til, og derfor følte han jo også at han havde gjort noget forkert, når hun afviste ham på denne her måde. Han ønskede jo ikke ligefrem at gøre noget, som fik hende til at tage det på den måde. Han brummede tydeligt utilfreds. Mest af sig selv, men vel også fordi at han havde misforstået hende, og hendes intentioner med det hele. Det var jo ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre.
#Noget har jeg jo gjort..# Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun kom hen mod ham og.. krammede sig ind til ham. Skulle han trække sig? I forvejen, var han slet ikke vant til, at nogen var sådan omkring ham, så dette var ikke noget, som gjorde det bedre for ham. Han var denne gang mere anspændt. Han var på ingen måder tilfreds med dette.
#I så fald, så er det mig, der beklager. Jeg forstod det, som du slet ikke brød dig om det liv, som du har,# fortalte han med en ærlig stemme. Han kastede let med hovedet. Han undskyldte.. Og det lignede ham heller ikke. Derfor åbnede han aldrig op for folk. Overhovedet.

[Deleted]

Det gjorde næsten ondt på hende, at det var sådan det hele kom til udtryk, hun måtte ryste på hovedet, han havde virkelig intet gjort, det lå ved hende, hende alene.
"Jeg er en forvirret kvinde Damien, det er virkelig udelukkende mig der ikke ved hvordan man opfører sig." Lød det fra hende, næsten med en stemme som knækkede, for hun var virkelig påvirket af at have gjort ham utilpas på den måde. Det var jo noget som gjorde hende mere eller mindre ude af den, hun ønskede drager det bedste, formskiftere eller ej, hun kunne slet ikke klare at gøre noget forkert. Naydina måtte måbe da han talte om hun virkede til ikke at bryde sig om sit liv, hun gik et par skridt tilbage og endte med at sætte sig i græsset med et bump. Hun stirrede ud for sig.
"Virker jeg virkelig sådan?" Spurgte hun stille, inden hun måtte sænke sit hoved. Hvad ville Mister J ikke tænke, hun fik jo virkelig alt, hun ville ikke virke utaknemlig, og hun var jo glad for ham og Harley, hun elskede sit arbejde med dragerne. Det hele var bare forvirrende, hun løftede sine ben og skjulte hovedet ned mod sine knæ.
"Kan De ikke se? Jeg kan ikke finde ud af at være selvstændig i individ, jeg er bedst værende slave. Men det er jeg ikke engang mere, jeg ved ikke hvad jeg er, hvem jeg er....." Et par hulk slap hende, hun var virkelig ikke van til at skulle tale med folk, forholde sig til andre end hendes herre. Hun var ikke opdraget til andet, hverken venner, partnere i livet, familie. Pigerne i hjemmet tilbage på øen havde været hendes familie, det var det. Tårerne fandt deres salte vej i strømme ned over hendes kinder, som hun lydløst satte sig til at græde. Igen sad hun med følelsen af ikke at du til noget som helst, og hun hadet det. Stakkels Damien! Hun ville ønske hun aldrig havde mødt ham, det ville han være bedre for uden, han havde haft det skidt nok i forvejen da hun stødte på ham.

[Damien Nathanael Adams]

Det var slet ikke Damiens mening at gøre hende forvirret og ked af det! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun stod der tæt på ham. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han rystede på hovedet, og vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Som hun trak sig, så gjorde han det samme. Det var virkelig forvirrende alt sammen.
#Du ved ikke hvordan man opfører sig?# spurgte han med en dæmpet stemme. Det var noget som rent faktisk kunne mærkes, så det ikke var til at tage fejl af. At hun så derimod satte sig ned og gav sig til at græde, var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre det! Han begyndte nærmest at trippe på stedet. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være ked af det. Hvor var han dog bare.. dum!
#Du må ikke blive ked af det..# bad han nærmest desperat, inden han igen ændrede størrelse, til at få sådan en størrelse, som kunne lægge sig i skødet på folk i stedet for. Den som han havde haft før. Han trissede hen til hende, hvor han stillede sig lige ved. Det ene forben lagde han mod hendes lår. #Undskyld. Det.. det var ikke min mening, at gøre dig ked af det. Jeg fik bare ikke den opfattelse af, at du kunne lide det liv, som du havde.. Det er min fejl.. Undskyld.# Han brummede svagt og sænkede hovedet igen.

[Deleted]

Det var virkelig ikke nemt at skulle være i Naydina's sted, hun var utroligt ensom et sted, og så alligevel ikke helt, men hun manglede nogen kunne forstå hende. Måske var hun uklar i sin tale? Det kunne sagtens være hendes skyld, det var det vel egentlig i bund og grund altid. Hun hulkede svagt, men tårerne strømmede som en syndflod ned over hendes kinder. At han måtte forvandle sig ænsede hun end ikke, hun var helt væk i sin ulykke. Lige indtil han bad hende om ikke at blive ked af det, hun så forsigtigt op, snøftede kort, inden hun tørrede sine tårer væk. De bølgede sorte lokker hang om hendes skuldre smukt, hendes blanke øjne søgte hans lille væsen. Hans forben som lagde sig mod hendes lår, fik hende til at smile svagt. Så betænksom.
"Fejlen er udelukkende min Damien, jeg skulle aldrig have forsøgt at bringe Dem ind i min forvirrende situation. Der sker så meget i mit sind jeg ikke forstår, selv min krop oplever nye ting, har brug for ting jeg ikke kendte til førhen. Det er også alt sammen Rohan's skyld!" Lød det opgivende fra hende, hun sukkede tungt og lagde sig tilbage i græsset hvor det lange hår blev spredt for alle vinde. Det ene ben lod hun glide ned i græsset, mens det andet blev oppe. Hun lod en arm hvile hen over hendes mave, mens den anden lagde sig over hendes hoved. En lun brise skød hen over hende, noget som fik hende til at smile svagt, det var rart, men hun savnede nu følelsen oppe i himmelen i stedet.
"De virker til at ville mig det bedste, og jeg skubber Dem væk, det er ej retfærdigt. De er en god mand. Vil De ikke nok tilgive mig for at være så uvidende?" Bad hun stille, inden hun søgte efter hans skikkelse, at møde ham igen ville hun elske, han virkede som en rigtig flink mand, måske en ven? Hvorfor havde hun den trang til venner, hun havde jo aldrig haft lov til den slags, alligevel elskede hun følelsen og behovet for det var der.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var virkelig forvirret over hele denne situation, og end ikke det, var noget som kunne skjules. Han havde blot forsøgt at handle som han ville ønske, at andre ville have handlet for ham, hvis han stod i hendes situation. Umiddelbart lød det nemlig ikke til, at hun havde haft det godt der hvor hun måtte være. Han brummede frustreret. Det var jo slet ikke en fejl, som var hendes at tage på sig, go særligt, når det måtte være på denne her måde. Han brød sig faktisk ikke om det.
#Jeg mente virkelig ikke at gøre dig hverken ked af det, eller mere forvirret.. Uanset hvad denne Rohan har gjort ved dig, er jeg sikker på, at det er.. bedre hvor du har det nu.# Det var i hvert fald, hvad han ville gå ud fra, når hun reagerede på den måde, som hun nu gjorde, og særligt, når det foregik på denne her måde.
Damien lod hende lægge sig ned i græsset ved siden af, hvor han fjernede sit forben fra hendes, og satte sig ned ved siden af hende. Lige i denne størrelse, udgjorde han ikke rigtigt nogen trussel, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han rystede kort på hovedet igen. Dette var ene og alene hans fejl.
#Der er ikke noget for mig at tilgive.. Hvis du ikke er fra denne her verden, men en anden, må der jo være en grund til at du er forvirret.. Hjælper dem du er sammen med, dig igennem det her? Så du kan falde til? Du fortjener det,# forsikrede han med en rolig stemme. Han burde selv søge videre.. men han følte ikke, at han kunne søge derfra, når hun havde det sådan.

[Deleted]

Han var hende virkelig en hjertevarm mand, det overraskede hende et sted, for hun havde jo intet gjort for at fortjene denne behandling, denne form for omsorg. Forsigtigt og rolig trak hun vejret, som hun lå der i græsset og måtte lade blikket hvile op mod den mørke nattehimmel. Det var faktisk rart nok, hun fik blod til hovedet igen, fik noget ro på. Det var kludret det hele, alt for kludret.
"Det er mere kompliceret end det. Jeg tror oprigtigt han gør sit bedste, men han er lidt en speciel mand, jeg tror næsten han er mere forvirret end jeg er. Det er som om han ikke helt ved hvad han ønsker af mig." Kom det stille fra hende, hun vendte blikket mod ham. Han mente hun fortjente det, men hvordan kunne han det, hun var jo ikke andet end problemer i bund og grund. Det var forfærdeligt at have det sådan, men det var oprigtigt hvad hun følte. Blikket studerede ham på ny, detaljerne ved ham var fascinerende som han kunne ændre størrelse, hun ville se om hun havde overset noget.
"Vil jeg se Dem igen efter dette?" Spurgte hun så ganske pludseligt, der var meget hun endnu ville lære om ham, og han var virkelig en rar mand, eller drage i hvert fald. Hans menneskelige skikkelse havde hun ikke haft æren af at se endnu. Hun sendte ham et blidt smil, hun ville oprigtigt gerne se ham igen.

[Damien Nathanael Adams]

Kun to væsner i denne verden, havde set Damien i begge skikkelser. Han var nemlig en meget tilbagetrukken mand normalt, som ikke viste sig for alle og enhver. Dertil, var det også rart, at man havde muligheden, for at gemme sig lidt fra tid til anden, og det var skam også, hvad han havde tænkt sig, at gøre nu. Han vendte sig mod hende. Næsten endnu mere forvirret, end hvad han havde været til at starte med, men han kunne jo forstå, at det var forvirrende for hende, hvis det var så hårdt for hende, at finde sig til rette i denne verden, og særligt, hvis hun oprigtigt heller ikke var herfra.
#Jeg må erkende, at jeg ikke forstår mig på den verden, som du må være kommet fra.. Jeg er bange for, at jeg ikke rigtigt kan hjælpe dig.# Han pilede nærmest rundt omkring hende. Dette var også med til at gøre ham rastløs. Ikke stolede han på særlig mange mennesker, og dette var bestemt heller ikke noget undtag, for han kunne virkelig ikke lide andre mennesker. Han blinkede med de store gule øjne, og vendte sig mod hende i stedet for. Om de ville se hinanden igen?
#Det ved jeg ikke.# Han var bare en ærlig mand. Han var så frygtelig sjældent ude uden Denjarna, eller Jarniqa, når hun endelig var hjemme, så om de ville.. det vidste han ikke. #Det her er vel nok mere et enestående tilfælde,# sagde han endeligt. Han peb svagt.. hvorfor følte han, at det var en trist tanke?

[Deleted]

Roligt endte hun med at sætte sig op igen, han virkede så forfærdeligt rastløs, var det mon hendes skyld? Hun bed sig svagt i læben og så efter ham. Mild en kvinde var hun bestemt, varm og kærlig, hun var skabt til at tjene, hvilket hun havde det fint med. At han måtte give udtryk for han ej kunne hjælpe, fik hende til at le, hun pillede ved de bølgede lokker og så lidt ned.
"Damien det har aldrig været Deres pligt at hjælpe mig, De virker så fortabt over min situation. Skænk det ikke en tanke, jeg vil nødig forværre Deres humør." Det var ikke hans plads at hjælpe hende, de kendte jo ikke hinanden, så hvor dette ønske om at hjælpe hende så brændende kom fra, det anede hun virkelig ikke. Ej følte hun heller at hun var det værd, at bruge så meget energi på. Blidt rakte hun ud efter ham for at stryge ham på hans pilen frem og tilbage. At det ikke vides om de ville se hinanden igen, gjorde hende vel et sted lidt vemodig, hun kunne godt lide ham, han var ret kær og en varmhjertet mand, lige nu drage, hun så ham jo som en drage. Andet havde hun ikke set, det gjorde hende intet at det forholdte sig sådan. Tingen var vel lidt lettere omkring drager.
"Enestående. Jeg er i hvert fald glad for at have mødt Dem." Lød det blidt fra hende, som hun måtte se lidt rundt, de var endnu alene, sådan håbede hun lidt det forblev. Hvis Mister J dukkede op, ville det ende i kaos og det var ej noget hun ønskede!