What do we have here..?

[Deleted]

Seria Melissa Macconnell

---

Solen var på vej ned, da Ezekiel endelig kom frem fra skjul. Han havde været vidt omkring efterhånden, og siden han var kommet ud af hulerne i Procias, hvilket havde taget ham ekstremt mange år, var han klar til at finde ud af sin plads i en ny verden.
For ham, var den som ny i hvert fald.  Verdenen var uden tvivl forandret, siden han havde været sat i sit eget lille private fængsel, så langt fra folket, som han overhovedet kunne komme. Et sted, hvor han slet ikke havde været i sand til, at følge med i udvikling eller noget som helst. Han kunne måske agere dum, men det var primært kun fordi , at han ikke var kendt med andet lige nu. Han forstod jo absolut intet af, hvad der foregik omkring ham.
I skumringens tid, måtte Ezekiel stoppe op ved resterne af den gamle grænsemur. Den var jo åben nu, hvilket han havde svært ved at orstå hvorfor. Der var mange ting, som han faktisk ikke rigtigt kunne finde ud af.  Det var jo så forvirrende!
"Muren skal beskytte.. Åh ja, beskytte, men ikke gør den det.. Ikke kan den gøre det.. Ikke uden soldater.." Den skællede hånd, lod han stryge over den kolde sten, og med et kort smil på læben. Hans tøj var laset, og han så ud som en vagabond. Han havde jo heller ikke noget sted at være, og intet fast tag over hovedet.  Han havde ingen sko på, da han godt kunne lide, at mærke græsset under fødderne. Det føles virkelig, virkelig rart. Særligt nu, hvor han var fri!

[Seria]

Iceila.. hvor seira var født og opvokset.. det var sært og se det igen på afstand, hun hade ikke tur tage der hen. Hun vist ikke om hendes mor stadig boede i huset lidt uden for byen, eller om hun over hovedet var i live. Hun tur ikke finde ud af det. så hun holdt sig på afstand, hun stod faktisk på resterne af den gamle grænse mur. Der fik hun enlig en fin udsigt, hendes stor drage jack fløjt højt over hovedet på dem i skjule i denne skumrings tid. Men han ville nok snart lande, for det var aldrig en god ide og flyve når det blev mørkt så hun burt finde et sted og sove i nat, men hun ville ikke til byen vis hun kunne slippe for det. Seiras lang mørke hår var vel friseret og hang løst ned af hendes ryg. Hun hade en hvid kjole på, der var spændet på ryggen, eller et par knapper var gået op øverst ved hendes drage mærke, kjolen sad tæt på hendes krop som var begyndt og få sin former igen nu hvor corina hade være så gavmild og få hende foder op, fra hendes udsulte tilstand.

Det var stadig sært og være fri fra slaveri, arne på ryggen hade hun stadig. Mange piske mærker i sær over læben og balderne vis man ellers hade kunne se gennem kjolen. Hun hade kun ganske få ar på fronten af sin krop, lidt på sin hænder fra alt den arbejde. Hun stod i bar tær, hun hade ikke vende sig til det med sko det føltes bare sært.

Hendes tanker blev afbrudt som hun hørt nogle snakke eller var det mumlen, hun kigge ned af myren og fik øje på en mand.. han line en vagabond, ikke det rørt hende det minde hende faktisk om hende selv, så sølle hade hun også set ud for blot få uger siden. Hun kigge underne på manden med de mørke brun øjne, ”hvad laver de her ud på denne tid Hr. Vagabond?” stemmen var meget roligt, hendes stemme bar dog ikke præg af fjendtlighed eller venlighed hun var faktisk meget neutral, hun hade ikke udvikle sig meget medhensyn til følelser og personlighed hun sad stadig lidt fast i det og være en slave af sind.

[Deleted]

Ezekiel blandede sig ikke i ting, som han heller ikke tog affære. Han forsøgte egentlig bare at finde ud af hvordan verdenen hang sammen, også selvom det ikke var nemt. Det var svært, når ingen han snakkede med, var rede til at besvare hans spørgsmål, og når han endelig stillede dem, så kiggede folk virkelig bare underligt efter ham.
Denne kvinde, var ikke noget undtag, kunne han da se. Langsomt vendte han blikket mod hende. Hvem var hun? Hvad var hun for en? Allerede fra starten af, var der rigtig mange tanker, der poppede op i hovedet på ham, og skulle han bare spørge? Ville hun kigge lige så dumt efter ham, som så mange andre? Hr. Vagabond? Var det sådan at man snakkede til folk nu om dage?
"Sådan talte man ikke til hinanden, under min tid.. Åh nej.." Hånden trak han til sig, hvor han rettede sig op. Han tog ikke hendes ord for nogen trussel eller noget lignende, for det havde der aldrig været nogen grund til, men dette var svært. Rigtig meget endda.

Hovedet lod Ezekiel falde på sned. Nysgerrig, som han nu var, søgte han denne gang tættere på denne kvinde. Når hun nu ikke virkede til at ville gøre ham noget, så tog han det vel heller ikke så slemt? "Hvem er du?" spurgte han med en direkte stemme. Han ville jo gerne vide, hvem det var, som han måtte stå overfor, og særligt nu, hvor han rent faktisk mødte nogen. Han ønskede rent faktisk at lære om den verden, som han nu var blevet en del af.

[Seria]

Seira så ned på manden, eller vagabonden som nu kigge op på hende. Han så virkelig sjov ud men igen, hvem vist ud over ham hvad han hade set og hvor han hade gået så var det vel ikke så underligt. Hun så på ham som han snakke, hans tid? Hvor gammel var han lig? Eller var det bare for at drille hende? Hun var ikke godt til det med hvem man skulle tiltale med de og dem hun sag du til alle. Hun valgt og hoppe ned af muren og roligt landet på tå spidserne.

Hun så på ham, ”beklager vis jeg snakker anderledes.. kender ikke til andet i nu” hun så roligt på ham, som han nu spurt hvem hun var. Han var da meget dirket det var enlig rart, hun gad ikke ting var pakke for meget ind ” Seria Melissa Macconnell… bare kald mig Melissa” hun så på ham og kom med et svagt smile. ”og dem? Hvad er dit navn?” hun så på ham som hun blot stod ganske roligt, med armen langs siden mens hun stod helt stille på græsset og bare så på den sjovt udsende mand, der åbne bart syntes hun snakke anderledes til ham ind han vist var vand til. ”hvordan snakke man da til folk i din tid?” spurt hun ganske roligt og direkte for hun var da en smule nysgerrig nu hvor han selv hade sagt den sætning til hende.

[Deleted]

At blive betegnet som en vagabond, var slet ikke en definition, som Ezekiel havde af sig. Han havde ganske vist ikke tag over hovedet eller noget som helst, men at blive kaldt for en vagabond? Tilbage i hans tid, hjalp folk faktisk hinanden, men det var vel tydeligt, at det var tider, der var forandret.
"Du kender ikke til andet?" spurgte han forundret, men dog alligevel nysgerrigt. Havde hun været låst af vejen, som han havde været, siden hun ikke rigtigt vidste noget? Han søgte mod hende med varsomme skridt. Nysgerrigheden tvang ham nærmest til det. Han blinkede let med øjnene, inden han stoppede op ganske få meter fra hende. Han stolede ikke rigtigt på nogen, og derfor var han ganske påpasselig med hvad han lavede. 
Melissa.. Det var et smukt navn, hvis han selv skulle sige det. Meget utraditionelt i forhold til, hvad han var vant til, kunne man jo sige. Han trak kort på den ene mundvig, inden han nærmest krummede i ryggen, og søgte tættere på igen. "Ezekiel.. Ingen spørger nogensinde efter Ezekiels navn.. Åh nej.. slet ikke.." endte han med en dæmpet stemme. Var hun oprigtigt interesseret i ham?

Ezekiel var en meget gammel mand, selvom det var svær at forestille sig.  I hans tid tiltalte man hinanden med respekt, og man hjalp hinanden, uden at gøre grin med andre, eller noget lignende. Det havde der jo aldrig været nogen grund til, kunne man jo sige. "Folk snakket pænt til hinanden.. De hjalp hinanden.. Åh, alle var der for hinanden, og nu ser man intet.. Ingenting.. slet ingenting.." Var det underligt, at det var en tanke, som gjorde ham frustreret? Havde tiderne virkelig ændret sig så meget?

[Seria]

Seira så på ham, han virke meget spøjs måtte hun nok sig men det var enlig ikke på en slem måde, faktisk lidt sjovt. Hun så roligt på ham som han spurt ind til hun ikke kendt andet, ”det svært efter 1500 år som slave” mumle hun, ikke et emne hun hade videre lyst til og snakke om det var ubehalig minder og noget hun ville ønske hun kunne fortrænge men kunne ikke.
Hun så på ham som han forsigtig kom nærmer, han gik enligt lidt sjovt. Men vigtiger var han bange for hende? Hun hade ellers fået friseret hår og mere normalt tøj på og jack var ikke i nærheden til og skræmme nogle. Hun så på ham som han stoppe op nogle ganske få meter fra hende, han var virkelig en sær gammel mand for unge så han bestemt ikke ud, men det gjord hende intet. Hun så på ham som han sag sit navne, ”Ezekiel.. he det var da et sjovt navn” hun måtte da trække lidt på smile båndet. ”men også pænt” kom det der efter fra hende, hun så roligt på ham.

Hvor gamle han var kendt hun ikke til, men hun kunne da se han ikke var 20 mere. Hun så på ham som han igen søgt nærmer mod hende, at folk førhen hjalp hinanden og snakke pænt til hinanden lød næsten som en drømme verden, ”det lyder helt som en verden fra en drøm du kommer fra… jeg har ikke mødt mange mennesker der er sådan.. ” hun så roligt på ham, tingen hade vel ænder sig en del. Hun så roligt på ham, ”hvor kommer du fra Ezekiel?” spurt hun roligt mens hun bed stående helt roligt, han virke ikke farlig mere forvirre ville hun sig. Et vindstød fik hendes hår til og stå ud til siden et par sekunder før det fladt tilbage ned af hendes ryg.

[Deleted]

1500 år som slave? Om Ezekiel kunne have nøjes med det i hans situation, så havde han været heldig. Han var op i flere hundredetusinde år, at han havde siddet fængslet, og særligt, når det var således. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. "1500 år? Ingenting.. åh, det er slet ingenting," kommenterede han med en sigende mine, som han let rystede på hovedet.
Ezekiel fumlede med fingrene foran sig, hvor han let rev i det lasede tøj, som næsten truet med at gå i stykker ved hans gøren. Han havde virkelig intet at tilbyde det nye samfund, andet end de mange gamle historier, som han kunne fortælle folk fra oldgammel tid, og tid, som de færreste, overhovedet var kendt med. At hun kunne lide hans navn, fik ham næsten til at lyse helt op. "Du kan lide Ezekiels navn?" spurgte han med en næsten glad stemme.

Om det var en verden af drømme, som Ezekiel var kommet fra, ville han nok ikke helt sige, men hvad pokker kunne man da kalde det? Han blinkede let med øjnene. "Åh nej!" endte han med en fast tone. Han hævede stemmen, næsten i foragt!
"De fangede mig, gjorde de! Ezekiel blev lagt i usynlige lænker.. låst af vejen i bjergene højt oppe, gjorde jeg!" endte han med en næsten febrilsk stemme. Ingen havde søgt efter ham, og ingen havde fundet ham.. ledet efter ham.. Ingenting! Han knyttede næverne. "Usynlige lænker, var så kolde.. De holdt Ezekiel fast!" Fast holdt han sine håndled mod hende. Endnu med mærker, efter de mange gange, han selv havde forsøgt at bryde dem.

[Seria]

Seira så roligt på ham, som han så på hende og der efter ryste på hovedet. Var 1500 år ingen ting? Hvordan pokker kunne det være ingenting! De 1500 år hade være det rene mareridtet for hende! Et rent helve! Og det var ingen ting! Det var tydelig på hendes øjne hun ikke var spor enig, men hun ville ikke diskuter det han forstod det tydelig vis ikke hvad det ville sige og være slave.
Hun så på ham som han fumle med fingrene om det lasede tøj, hun kunne lig forstille sig det ville falde af ham når som helst nu. det var enlig synd, hun så på ham som han nærmest lyst op og næsten lød glad. Hun nikke roligt ”mh jeg kan godt lig det som er særligt og det et meget speciel navn.. har ikke hørt nogle andre hedde noget ligene før” hun så på ham og smile bare ved han så sådan ud det var temmelig sjovt.

Hun så på ham som det dog ænder sig, og han begyndt og snakke og i et hæve tone leje. Som han snakke om han blev fanget og lænket med noget usynligt troede hun først han var rablene gal, hvilke ville forklar lidt men som han vist sin håndled troede hun mere på det. ”hvorfor låst de dig fast? Hvem låst dig væk?” hun så på ham hun var stadig meget rolig der skulle en del til og få hende til og miste den ro, hun lod forsigtig sin hænder glide frem og tage om hans hænder, mens hun kigge på mærkerne det var tydelig han hade forsøgt og bryd løs. Så kendt han da til følelsen af og være fanget, så var han da ikke helt uforstående. Hun så på ham, han snakke altså sjovt men hun valgt ikke og spøger om det lig nu, måske var det fordi han hade være låst væk længe siden han snakke sådan. ”Kom.. du trænger til tøj og mad, og nok også bad” hun så på ham som hun stadig hold hans hænder ganske roligt i sin.

[Deleted]

Følelsen af at være fanget, var en som Ezekiel kun kendte alt for godt, så det burde næppe komme bag på nogen. At hun så derimod godt kunne lide hans navn, var noget som gjorde ham glad. Rigtig glad endda. Han strålede nærmest i hele hovedet, da han jo slet ikke var vant til, at nogen i det hele taget udviste ham den form for interesse, så var det overhovedet underligt? "Du synes mit navn er unikt? Ezekiel kan godt lide det.." sagde han denne gang med et let smil på læben.
Om hans tøj ville falde af, var ærlig talt ikke en tanke som slog ham. Han fumlede med det, fordi at det var den form for sansende stimuli, som han havde fået igennem rigtig mange år. Han vendte blikket direkte mod hende igen. At snakke om tilfangetagelse, var en ting, som havde fyldt rigtig meget i hans liv.

At hæve stemmen, og holde hænderne mod hende, så hun kunne se, hvad de havde gjort ved ham igennem alle disse år, var egentlig for at understrege, at han bestemt ikke kom fra en stjernetid, for det havde været forfærdeligt på mange andre måder. "Hemmeligheder.. Jeg kender Diamaqimas hemmeligheder.. De kunne ikke lide det.. Åh nej, de fangede mig! Låste mig inde, det var hvad de gjorde! Stakkels Ezekiel... åh stakkels Ezekiel.." Var det underligt, at han var gået hen og blevet vanvittig?
At hun rørte ved ham, satte en sitren i ham, for han var slet ikke vant til det. Han vendte blikket op mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvorfor? Han forstod det ikke. Hans hænder var skællet, som var han en øgle. "Har du mad?" spurgte han. Badet var han i princippet ganske ligeglad med.

[Seria]

Seria så på ham, ganske roligt i sit kropssprog og med et mildt blik i øjne. Hun nikke som han snakke ”mh meget unikt” sag hun ganske roligt, det var et sted rart og se ham blive munter op af noget så simpelt han var da virkelig en spøjs person. Men hun kunne godt lig det, det passe enlig meget godt til hendes mere neutral uvidende personlighed hun hade udvikle sig gennem de mange år som slave.
Hun så på ham, han skulle have tøj ordentlig tøj og hun hade lidt penge så det kunne ske plus mad. Hun hade pengene i en læder pose på låret under kjolen, de skulle bare ned til byen hvilke var stik modsat af hvad hun enlig hade tænkt sig fra starten af, men Ezekiel trængt til nogle var flink ved ham og han hade jo ikke gjort hende noget så ingen grund til hende at være den onde her.

At han hade kendt til hemmeligheder og det var der for han var bleven fanget og låst væk, forstod hun ikke var de hemmelighederne virkelig så farlig at folk opdage? Det var da underligt. ”sikke onde mennesker..” kom det fra hende, hun holdt ham forsat i hænderne som hun bare så på ham.
Som han spurt om hun hade mad ryste hun på hovedet, ”ikke på mig.. vi går til byen og finder noget, er det okay?” hun så på ham, hun hade først ikke lagt mærke til hans hud var skællet ikke før hun lod en tommel finger stryg hans hånd, der efter kigge hun ned og så den sær hud. Hvordan kunne en mand have skælle? Hvad var han for en? Hun kigge på Ezekiel igen, hun ville vente med og spørger til de hade fået ham klædt beder på og foder og vaske, hun slap hans ene hånd men holdt fast i den anden som en søde lille pige normalt ville gør ”skal vi gå?” hun så på ham og smile venligt.

[Deleted]

Ezekiel faldt langt mere til ro nu, men der var endnu meget lang vej for hans vedkommende, og det lagde han heller ikke skjul på. Han trak vejret dybt. Hun kunne lide hans navn, og nu hvor de snakket sådan nogenlunde, så var det også langt nemmere for hans vedkommende. Han nikkede roligt mod hende.
Selvom Ezekiel forholdt sig helt tavs, da hun tog fat om hans hånd, var det mest fordi, at han ikke var vant til berøring i det hele taget. Han sitrede let. Det føles godt, og særligt fordi at hun var så mild og blid, hvilket han heller ikke var vant til. Han vendte blikket mod hende igen. "Diamaqima er i besiddelse af grumme hemmeligheder, som de ikke ønskede, skulle se dagens lys.. De fangede mig, gjorde de.." Hvor mange år, han egentlig havde været væk, havde han ingen anelse om. Han havde mistet al overblik af tid og sted.
"Ezekiel ved ikke hvor længe han har været væk.. Åh nej.. Verdenen er så forandret.." Han gøs let. Hun ville have ham med ind til byen? Han var ikke meget for at tage ind til byen. Så mange mennesker, og så mange tanker. Han kunne jo høre mesteparten af det, fordi at folk flest, ikke var gode til at lukke af for det.
"Byen...? Hvor der er mange mennesker?" endte han. Han lod dog forsigtigt sin skællede hånd, lukke sig om hendes. Han gik varsomt med. Han havde jo ikke meget andet at lave, trods alt. Han var bare ikke meget for tanken om byen.

[Seria]

Seria så på ham, han virke en smule mere rolig nu hvilke var rart hun kunne ikke lig når folk var oprørt eller vrede. Hun så bare roligt på ham mens hun holdt hans hånd, at han ikke var vand til berøring kunne hun forstille sig men han tog det da meget pænt måtte hun sige. Hun kunne fornemme han sitrede lidt, men hun sag intet. Hun så bare på ham som han snakke, ”Grumme hemmeligheder?” kom det fra hende, hun kendt ikke denne Diamaqima og om personen stadig leve vist hun slet ikke. Hun så på ham ”ved de godt du så er sluppet ud?” spurt hun og så på ham, for ville de så ikke komme efter ham igen og tage ham med tilbage? Det ville enlig være synd, hun forstod ganske vist ikke helt omfatning af hvor værdifulde hemmeligheder kunne være hvilke nok var der for hun fandt det hele lidt sært.

Hun så på ham som han sag han ikke vist hvor længe han hade være væk, hun så roligt på ham. ”rigtig længe tror jeg.. jeg har aldrig hørt om denne Diamaqima før..” hun så på ham, mens hun forsatte holdt hans hånd.
At han heller ikke var meget for byen, hade hun ikke lig tænkt over. Hun så på ham og tænkt en smule mens hun gik ganske roligt så han kunne følge med, ”du heller ikke for mange mennesker?” hun så på ham, ”vi skal hen til et sted jeg.. husker.. det lig i udkanten af byen hvor der ikke burt vær så mange igen..” hun så på ham, mens de gik stille og roligt mod byen, ind i mellem så hun op i himlen vinden kunne jo med sin bevægelser fortælle hende mange ting, også hvor jack var og han var stadig højt oppe i skyen.

[Deleted]

Familien Diamaqima, var en familie, som primært bundede af hemmeligheder. Det var grumme hemmeligheder, som de holdt for alle andre, og han havde fundet ud af af dem! Det var en oldgammel, og ikke mindst kendt familie, hvilket han vidste. Han vendte blikket mod hende. "Nathaniel Diamaqima... Er han død?" spurgte han hurtigt. Det var nu, han havde muligheden, for at få hemmelighederne ud, men samtidig skulle han jo også finde ud af, hvordan tingene forholdt sig, og særligt omkring alt det, som var sket, for det var jo heller ikke ligefrem småting, kunne man jo sige. "Ezekiel ved ikke... ved ikke.." Han rystede let på hovedet. Han havde haft muligheden for at komme ud og fri, så havde han taget den, og endda også uden at se sig tilbage.

Tanken om byen, kunne han ikke lide, og særligt fordi, at der var mange mennesker der, og det var noget, som han ikke brød sig om. Det havde han faktisk aldrig rigtigt gjort. Han blinkede let med øjnene. "Alt for mange år er gået... Jeg kan ikke mindes denne verden," endte han med en dæmpet stemme. Det var svært, men det handlede vel bare om, at gøre det så godt, som han nu kunne? "For mange tanker.. for mange øjne," fortalte han. Han var ikke meget for det, men han valgte nu alligevel at stole på hende, og stole nok på, til at vide, at det nok skulle gå. Forhåbentlig i hvert fald. Hvad havde han at tabe på det, hvs der ikke var nogen, der vidste, at han var løbet væk?

[Seria]

Seira så på ham som han spurt ind til en mand hun ikke kendt, ”navne siger mig intet.. måske fyrstinde corina kender ham” hun så på ham, hun kendt ikke denne mand han snakke om så hun kunne ikke svar på om han var død eller levendene. Hun så bare roligt på ham, mens de roligt gik. ”det okay Ezekiel vis de finder ud af det, skal jeg nok hjælpe så de ikke finder dig okay” hun smile en smule, det ville være synd og lade dem gemme ham væk igen, hade den arme mand ikke fået straf nok?

Hun så på ham som de gik stille og roligt mod den udkants del af byen, som hun hade snakke om. Hun så på ham som han snakke, ”det skal nok gå Ezekiel, du skal nok få lært denne verden og kende med lidt tid ” hun så på ham, og holdt ham forsat i hånden mens de gik. ”for mange tanker?” kom det lidt underne fra hende, hvad var han dog for en? ” Ezekiel.. hvad er du enlig?” spurt hun så stille en smule forsigtig, var han mund mental dæmon siden han snakke om tanker? Eller noget andet? hun var ikke sikker og hun begyndt og blive en del nysgerrig omkring hvad han dog kunne være, og nu var tiden måske okay til og finde ud af det.

[Deleted]

Ezekiel vidste ikke rigtigt hvordan han skulle håndtere denne situation. Var Nathaniel virkelig væk? Hvad så med hans efterkommere? Silia havde fra tid til anden, søgt til ham i hulerne, men uden rigtigt at dele noget med ham, hvilket i forvejen, havde været mega frustrerende. "Er han virkelig væk?" spurgte han direkte håbefuldt.
Hånden lukkede han omkring hendes. Om de ville lede efter ham, vidste han ikke. Desuden havde han så meget at finde ud af, og det var det, som for ham, var virkelig svært lige nu. Han rystede let på hovedet. "Du vil ikke kunne hjælpe Ezekiel med noget.. åh nej.. slet ikke.. slet ikke.." Han rystede let på hovedet, som han igen vendte blikket mod hende.

At komme ind til byen, var ikke noget, som Ezekiel brød sig om. Der var bare så frygtelig mange mennesker, og derfor så mange ting, som man skulle håndtere og se til. "Ezekiel kan høre dem alle.. der er så mange.." Som mentaldæmon, kunne han nemlig høre dem, og det kunne han ikke altid styre lige godt.. Særligt ikke nu, hvor han havde været alene med tanken igennem så mange år. Han vendte blikket langsomt mod hendes skikkelse.
"Mentaldæmon, Formskifter og Nymfe," fortalte han med en rolig stemme. Det var en meget atypisk blanding, men det var ham.. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved den.