Do we have a second chance..?

[Liya Daimond Diamaqima]

Ord forstod hun ikke. Det hjem hun var vokset op i, havde aldrig sat pris på dem, så hvorfor skulle hun nu? Han havde haft alverdens mulighed for at tage hende til sig dengang, men det havde han trods alt ligeså valgt ikke at gøre. Faktisk havde den mand ødelagt hende på så mange punkter. "Det sagde du også sidste gang. Og gangen før det," tilføjede hun med et flygtigt glimt af sorg i blikket. Hun elskede ham meget højt, det havde hun gjort siden han havde taget hende med hjem fra sumpen og han havde taget hende i sine arme, bragt hende ro og tryghed. Hvor var de tider forsvundet hen?
Kniven lagde hun mod hans håndled og pressede ned i den skrøbelige hud, dog uden at skærer. De vidste begge at hun ej kunne gøre ham ondt, selv ikke hvis hun ville. "Det er ikke rimeligt. Du svigtede dem! Du vente ryggen bort, og nu kan du frit passerer grænsen fordi hun har brug for dine evner?!" udbrød hun vredt og pressede kniven håret ned, så den efterlod et mærke i hans hud, men stadig uden at skærer hul på noget som helst. I frustration hævede hun kniven og skar en stribe på hans underarm, dog ikke nær håndleddet og det var ej heller særlig dybt, blot for advarsel og for at han skulle kende hendes frustration. Derefter pakkede hun den væk og forsøgte at rive håndleddet til sig. "Udelukkende for Silias skyld," bekræftede hun. Hvordan kunne man elske en mand som man hadede så meget? Hun forstod det ikke.
"Og slip mig så, du skal aldrig nogensinde røre mig igen!" understregede hun bidsk. Enhver lille del af hende ønskede at føle hans berøring, men efterfølgende ord havde tendens til at medbringe skuffelse, så hun turde ikke mere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte en vis frustration melde sig i hans krop og sind, hvilket i forvejen, ikke var noget, som han kunne gøre særlig meget ved. Han vidste, at han havde dummet sig i den forbindelse, men der var jo bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hende. "Alle har sine grunde.. Disse grunde, er jeg langt forbi. Oprigtigt, er det dig, som jeg ønsker et forhold til," fastholdt han med en ganske kortfattet mine. Var det underligt, at han handlede som han gjorde?
Frustrationen og sorgen, var tydelig, at læse ved Liya, og han forstod den skam godt. Det var slet ikke det! Det sidste, som Silia havde brug for lige nu, var flere problematikker, også selvom han vidste, at det var en farlig ting, som han legede med i øjeblikket, så tvivlede han på, at hun kunne få sig selv, til at gøre ham noget ondt. "Jeg svigtede dem, hvilket jeg ved, og derfor forsøger jeg at gøre bod på det. Silia har brug for min hjælp, og det er dertil også vigtigt, at hun ikke bliver stresset, Liya. Jeg ønsker ikke, at hun skal ende med at miste sit ufødte barn.. vores barnebarn," sagde han med en meget alvorlig stemme, som han igen vendte blikket direkte mod hende.
Kniven som hun skar direkte over hans underarm, fik ham til at lukke grebet mere omkring hende. Han tog det som en advarsel, men ikke som et egn på, at hun oprigtigt ønskede, at gøre ham noget ondt. Det tvivlede han derimod på, at hun kunne finde på, på sigt. Han holdt endnu fast, selv da hun bad ham om at slippe. Han trak hende i stedet for hen mod sig, for at få hende tættere på i stedet for. "Liya, hold nu op," bad han med en direkte stemme. Han trådte et skridt tættere på, og lagde den anden hånd mod hendes kind. "Det er dig, som jeg vil have," sagde han igen.

[Liya Daimond Diamaqima]

Sket var sket og mennesker med et normalt sind, ville have været i stand til at tilgive, men det var ikke ligefrem Liya's stærke side. Og dog så havde hun mange gange før givet ham om bedt forladelse, men ikke denne gang. "Så hvorfor overhovedet vælge hende i første omgang? Jeg gav dig alle chancer Nathaniel, jeg listede løsninger op, men intet af det var godt nok til dig. Du er måske den store Nathaniel Diamaqima, ønsket og elsket af mange, nærmest guddommelig, men du kan ikke vælge og vrage på den måde du gør!" udbrød hun vredt. Hendes blik var intenst, hvilket styrkede det sensuelle i det, uden at det overhovedet var bevidst, det var trods alt almindeligt kendt, at hun ej havde kontrol over dette.
"Det ønsker jeg heller ikke, hvilket er den eneste grund til at jeg holder min afstand. Hvis de tilgiver dig, skal du blot vide at de gør det af godt hjerte, ikke fordi du fortjener det," hun forsøgte igen at rive hånden til sig, men det lod ikke til at have nogen større effekt, ud over at det kun blev stærkere.
Med et fast ryk, blev hun trukket tættere ind til hans skikkelse, og da han ligeså trådte frem, var der kun et åndedrag imellem dem. Alting i hende sitrede dels af længsel, dels af spænding men også dels af vrede. "Troede du at jeg ville give efter så let? Hvad om jeg ikke ønsker dig? Du har ikke været en mand for mig i årevis!" påmindede hun og modstod fristelsen til at kysse ham på stedet. Handlinger var han elendig til og ord var tomme for hende, men lige nu virkede det hele meningsløst. En lille del af hende var nok bange for at de havde forspildt deres chancer, at følelserne ikke var så store mere, velvidende om at det ikke var sandt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at Liya, ikke ville være i stand til at tilgive, for det var ikke noget, som lå til hende, som den persom hun var. Han blev derfor stående, og med blikket intenst hvilende i retningen af hende. "Selv jeg kan begå fejl. Ikke er jeg en gud, og det er vel også et tegn på det, er det ikke?" spurgte han denne gang, med en meget direkte stemme. Ikke at han just kunne gøre noget ved det, når det endelig var.. Han ville jo bare gerne være sammen med hende, og sikre sig, at tingene forhåbentlig ville blive, som de engang havde været.
Det var for Silias skyld, hvilket var noget, som Nathaniel havde det ganske fint med på sigt, hvis han selv skulle sige det. "Hvilket jeg er sikker på, at hun sætter pris på," sagde han ærligt. Det var for Silias skyld.. Det kunne han sagtens leve med på sigt.
Grebet strammede Nathaniel om Liyas håndled, for at holde hende tæt ind mod sig. Den anden hånd, lagde han mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han lod hovedet søge på sned. "Det er den mand for dig, som jeg ønsker at blive igen, Liya! Jeg elsker dig! Det er dig som jeg vil have!" sagde han en kende bestemt. Han betragtede sig af hende. Var det underligt, at han tog det således? Han elskede hende jo.

[Liya Daimond Diamaqima]

Aldrig havde Liya anset Nathaniel for værende en gud, men det fejl han havde begået var nogle som inderligt havde såret hende. "Altid har jeg vidst at du var menneskelig, men det undskylder ikke de valg du har taget. Det splittede os.. det splittede vores familie, og lige nu kan jeg ikke finde ud af hvad der vejer mest, længslen eller skuffelsen," sagde hun ærligt. Hendes håndled begyndte at blive mere og mere hvidt ved hans stramme greb, men Liya trak sig stadig ikke.
For børnene ville hun gøre mere eller mindre hvad som helst, og for ikke at gøre det værre for sin datter ville hun holde afstand. Nathaniel var noget helt andet, hun tvivlede på at de nogensinde kunne få det tilbage som de engang havde haft. Det ville bestemt ikke være så nemt som han nok var gået ud fra. Hun var træt af at være afhængig af nogen, og gennem den sidste tid, var hun nok ligeså blevet mindet om den frihed hun havde uden. "Du siger altid det, men beviser det aldrig. Dine handlinger modsiger dine ord," konstaterede hun lod sin hånd hvile slapt i hans.
"Hvis virkelig du vil have mig, må beviserne snart falde. Jeg bliver ikke din i aften," understregede hun lidt spidst. Det ville ikke bare ske over natten, tiliden til ham var ødelagt, lige nu var hun kun overbevist om at han før eller siden ville komme til at sårer hende igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ikke nogen gud, og ville heller ikke komme i nærheden, at have den betegnelse. Det var noget som Liya allerede dengang havde set. Nu handlede det så bare om, at overbevise alle andre om det samme. "Det er menneskeligt at fejle, og der er jeg ikke anderledes. Jeg erkender mine fejl, og jeg ønsker, at gøre noget ved dem," pointerede han. Han vidste, og havde forståelsen for, at hun var skuffet over hvad han havde gjort, men nu, stod han jo også i en situation, hvor han oprigtigt forsøgte, at gøre noget ved det.
Børnene var hvad de havde fælles, selvom Nathaniel dog endnu ikke opgav kampen for Liya. Han havde lovet Silia det, og han elskede hende jo. Oprigtigt, kunne han ikke forestille sig, ikke at skulle være sammen med hende, hvilket nok også var grunden til, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han slap grebet en anelse, men var endnu ikke klar til at give slip på hende. Hun var vigtig for ham, og den, som oprigtigt måtte have hans hjerte, så det var vel ikke underligt, at han reagerede således? Hvem ønskede at miste noget, som de elskede og forgudede mere end noget andet? "Hvilket jeg har fået pointeret.."
Bevis ville hun have, og bevis skulle hun denne gang få. Han rev i hendes hånd, for igen at få hende helt tæt ind mod sig, hvor han låste hende med et greb omkring hendes talje. "Liya.. Det er dig, som jeg vil have," sagde han bestemt. Han slap hendes hånd, for at lade hånden glide mod hendes kind, og ned mod hendes hage, hvor han hævede hendes blik op mod sig. Han skænkede hendes læber et krævende kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var bestemt ikke første eksempel Liya havde set på hans manglende guddommelighed. Faktisk var hun ret ligeglad med hvad andre tænkte om ham, hovedsagen var at han havde skuffet deres børn og han havde vendt ryggen til hende, og nu stod han og forventede at hun bare ville åbne sig op for ham igen. "Det er menneskeligt at fejle ja, men det er ingen undskyldning. Du taler til mig som en politiker, ikke som en mand. Jeg er træt af du forventer mig så afhængig af dig, at du tror du kan behandle mig lige som det passer dig," hun kneb øjnene sammen og så på ham med intenst blik, der afslørede at det ikke var tilfældet denne gang. Det var slut med at finde sig i det, for hun var bedre end det.
For nu forsøgte hun ikke at trække hånden til sig, det var lidt intenst at han holdt hende fast på den måde, også selvom han stadig gemte sig bag sine alt for flotte ord. En vind blæste op i hendes hår og gav hende kuldegysninger. Hvis det var sådan her han ville bevise sit værd, så måtte hun indrømme at handesværre ikke havde ændret sig meget. Hun åbnede munden for at påpege hvor mange gange han allerede havde sagt det og hvor lidt effekt det havde på hende, men ordene druknede under hans intense læber. Alt den mostand hun havde ydet gled ud i sandet på bare et øjeblik denne gang, hun vidste ikke selv hvorfor. Forsigtigt tog hun et skridt tætere på ham, helt ind mod hans krop mens hun gengældte hans kys med alt den afsavn hun i så lang tid havde følt, også selvom hun et eller andet sted var vred på sig selv over at give efter, når han var den som havde vendt ryggen til hende dengang.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvis det var handlinger som Liya havde brug for, ville Nathaniel gøre, hvad han kunne for at efterkomme det! Hun kunne råbe af ham, lige så tosset som hun ville, for han vidste, at dette var noget, som hun havde haft lyst til at gøre i rigtig lang tid nu, uden at det egentlig gjorde nogen større forskel for ham. Han vendte blikket mod hende. Hvad angik hende og deres elskede børn, havde han fejlet noget så grusomt, hvilket han allerede var klar over, men derimod også noget, som han brændende forsøgte at gøre noget ved. Det var bare svært, når handlinger i den forstand, bare ikke lå til ham!
"Silia har åbnet op for mig igen, og jeg yder hende den hjælp, som jeg nu kan. Jeg ved, at jeg har begået store fejl, men det er fejl, som jeg har tænkt mig, at rette op på," forsikrede han. Man skulle starte et sted, og nu hvor han var igang med Silia, så kunne han også tage Liya. Det var jo den familie, som han så brændende ønskede, at have ved sig!
Kysset som han skænkede hende, blev denne gang gengældt. Øjnene lod han derfor glide i. Frygten for Liya i den forstand, ville han ikke påstå at han havde. Aldrig havde han været bange for, at hun ville gøre ham noget. Den ene arm gled om hendes liv, som han lagde den anden bag hendes nakke, for at holde hende på plads. Let trak han sig, kun for at slå øjnene op igen. "Du er min," endte han, inden han igen kort måtte skænke hende et kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel med hans fine ord og lange taler. Det betød frygtelig lidt, for hun havde hørt mange af hans løfter, hun havde hørt ham love hende guld og grønne skove, for derefter lader hende rådne op i en kælder gravid med hans to børn mens han hyggede sig med Dronningen på værelset lige over. Nej hun var færdig med at tro på hans latterlige ord! "Man vælger ikke til og fra på den måde Nathaniel. Jeg har dyb respekt for at Silia har tilgivet dig, jeg håber inderligt at I får et forhold, men jeg kan ikke mere," sagde hun hårdt. Desværre var hun ikke helt så stålfast som hun gerne ville have været. Hun ønskede oprigtigt at alt mellem dem skulle fungere men der havde været utallige eksempler på at det ikke kunne.
Hans læber lod dog til at fjerne de tanker fra hendes sind. Savnet fik hende til at gengælde. Forsigtigt hævede hun en hånd og lagde den på hans bryst med en blid berøring der var nærmest ikke eksisterende. Da han trak sig gjorde hun det samme og mærkede et sug da han erklærede hende for værende hans. "Nej Nathaniel. Jeg er min egen," hun vred sig fri af hans greb og bakkede lidt. Hvis han troede at hans magiske kys kunne gøre op for løgne, for svigt.. så tog han fejl. Aldrig ville hun gå i hans fælde igen. Men hvor var tiderne blevet af hvor det bare havde været dem? Hvor han havde holdt hende gennem tordenvejret, hvor han havde elsket hende med hende bare fordi han havde lyst. De tider var så fjerne nu. Savnet og længslen var der, men der var gået så mange år og han havde trods alt fravalgt hende til at starte med, noget som hun ville have svært ved at tilgive ham for altid. Hvad han skulle gøre, vidste hun ikke, men langt om længe mærkede hun sin egen styrke igen, den var hun ikke villig til at slippe endnu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at han havde dummet sig, men det var ikke ensbetydende med, at han ikke ville gøre det godt igen, for det ville han rigtig gerne! Liya var den kvinde, som han skulle dele sit liv med, og den som han agtet at dele sit liv med. Silia gav ham nu muligheden, for at rette op på mange af hans fejl, og derfor gjorde han det. Han havde desuden også lovet, at forsøge at rede trådene ud, og det ønskede han jo også!
Kysset var med en længsel uden lige. Selv Nathaniel havde virkelig savnet, at være omkring Liya, og det lagde han heller ikke skjul på. Kunne han, ville han gøre om på alle de fejler og mangler, som han havde begået igennem sit liv, for der var mange af dem. Rigtig mange endda. Kysset brød han, hvor hun stort set med det samme.. afviste ham? Han trak vejret dybt. Han vidste at Liya havde brug for handling.. og det var han i forvejen ikke særlig god til! Faktisk havde han aldrig været særlig god til den slags! "Selvfølgelig er du det," sagde han. Det var jo heller ikke meningen, at han ville lægge hende i de usynlige lænker, men i forvejen, kunne han ikke lade være med at bide sig fast i det!
"Jeg har brug for dig, Liya." Endnu en gang greb han ud efter hendes hånd. Bange var han ikke for hende, også selvom han vidste, at han måske skulle, men hvis der var bare det mindste smule chance for, at de ville få det til at fungere, så var det uden tvivl også noget, som han havde tænkt sig at udnytte. Han var nemlig ikke klar til at give slip på hende endnu. Han tog denne gang mere fat om hende, hvor han rev hende ind mod sin favn. Var han gået hen og blevet så desperat? Desperat eter at få et velfungerende liv igen? Han ville ikke give slip på hende!

[Liya Daimond Diamaqima]

Silia havde muligvis valgt at give sin far endnu en chance, hvilket var storhjertet af hende, men det var ikke ensbetydende med at Liya var klar til at gøre det samme. Han havde svigtet hende mere end nogen anden og hun var ikke ligefrem kendt som en tilgivende kvinde. Sidst havde hun givet ham alle muligheder, hun havde givet sig hen til ham, og han havde vendt ryggen til hende. Det gjorde stadig ondt at tænke på, selv nu hvor hun stod og han gjorde alt for at holde hende ved sig.
"Jeg vil ikke lade mig binde af dine lænker mere. Det ender kun ud i et knust hjerte hver gang," sagde hun oprigtigt. Andet havde hun jo faktisk ikke oplevet. Hun bakkede til der var lagt et par meters afstand mellem dem, først her stoppede hun og betragtede ham i mørket, som den flotte mand han var. Hun huskede hvor intense de engang havde været.. så mystisk og givende. Hun huskede hans mørke stemme hviske hende i øret, røre ved hende. Hun huskede at vågne op ved siden af den rosen med det sorte bånd, og det eneste hun så nu var en desperat mand. "Jeg har ikke brug for dig," svarede hun igen og skulle til at vende ryggen til, da et fast greb i stedet tvang hende ind til hans krop.
Hun mærkede hans behagelige, velkendte duft fylde hende, lokke hende til bare for et kort øjeblik at nyde det. "Slip mig," bad hun stille, dog uden at gøre noget egentligt forsøg på at komme væk fra ham. Hendes ord var vage og kun et lille udtryk for at hun ikke ønskede at være tæt på ham. Det var løgnen. Alt i hende længtes efter den mand hun havde elsket, men han var forandret.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia havde valgt at åbne op for Nathaniel, og derved også valgt at give ham en ny chance. Det var det, som han havde tænkt sig at udnytte. Desuden havde han lovet, at han ville gøre, hvad han kunne, for at få det til at fungere. Liya var ikke en kvinde, som han kunne undvære. Han ønskede oprigtigt at få den mulighed igen. Det var bare svært, når han ikke var den gode til handling, men derimod ord!
Nathaniel rystede på hovedet. Han forstod godt Liyas kvaler, for han havde heller ikke været særlig fair overfor hende, hvilket han udmærket godt vidste. Det gjorde det bare ikke meget bedre for ham af den grund, kunne man jo sige. Han lod armene kort søge over kors. "Selv jeg kan lære af mine fejl, Liya.. Og det har jeg," sagde han denne gang med en meget direkte stemme.
Nathaniel greb ud efter hende, hvor han rev hende helt tæt ind mod sig. Armene gled omkring hende, kun for at sikre sig, at hun forblev helt tæt ved ham. Ikke var han ude på at gøre hende utilfreds eller ukomfortabel. "Jeg har brug for dig, Liya... Ikke flere lænker.. bare du og jeg.." Han selv vidste, at han måtte lave en masse om, men hvis det betød, at han kunne være med hende.. få sit rolige liv tilbage med kvinden som han i sandhed måtte elske, så var det helt klart også det værd for ham. Han vendte blikket mod hende, hvor han strøg hendes kind. Han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes pande.

[Liya Daimond Diamaqima]

En mand kunne ikke bare fravælge alt for derefter at komme tilbage, liggende på sine grædende knæ. Det var en god til at Silia accepterede sin far, men det betød ikke at Liya absolut var nødt til at gøre det samme. Han havde såret hende, et sted gjorde han det stadig. De mørke øjne havde brændt sig fast på hans skikkelse. Det var umådelig svært ikke bare at knuge ham ind til sig, men hun ville ikke være en ny Faith, hun ville ikke være afhængig af nogen. "Det siger du. Jeg tror dig ikke," sagde hun ærligt. Han havde før bevist at han ikke var en mand at stole på, også selvom han var kendt for at være manden der aldrig brød et løfte eller fortalte usandheder. En kold brise kærtegnede hende i nakken og gav hende gåsehud.
I sit uopmærksomme øjeblik lod hun sig rive ind til Nathaniel, mærkede hans faste krop mod sin egen, hvilket kun mindede hende om det enorme savn.

Hun lagde panden på hans bryst og lukkede øjnene. Det gjorde så ondt på hende at afvise ham, men det var bedre på sigt. "Nej. Jeg har givet efter hver eneste gang du er kommet med dine løfter og undskyldninger. Ikke mere. Denne her gang må du bevise overfor mig at du har lært og er forandret," vedblev hun og rettede hovedet op så hun igen kunne se på ham. "Og det kan du ikke gøre på en aften. "Bevis for mig hvor meget du ønsker det, hvor meget jeg er værd for dig," hun så op i hans blik uden at trække sig. Ikke kunne det lade sig gøre kun i aften, det var en længere proces.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia havde tilgivet ham, hvilket Nathaniel uden tvivl var virkelig glad for. Så var det kampen om resten, og han var mere end villig til at gøre, hvad det krævede af ham. Han ville gøre hvad som helst, for at få det gjort. Han ønskede Liya.. Det var hende, som han ønskede som en del af livet, og lige nu, vidste han, at det var det her, som han ville kæmpe for, om det så skulle tage ham en evighed, så var det en kamp, der i hans øjne, var værd at tage op. Han sendte hende et kort smil, som hun nu stod der tæt i tæt i hans favn.
Bare at mærke hende stå der så tæt på ham, var slet ikke noget som Nathaniel havde noget imod. Det var noget, som rent faktisk gjorde ham rolig.. komfortabel, og han kunne uden tvivl godt lide det, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lukkede øjnene let. "Fortæl mig, hvad der skal til, for at overbevise dig, Liya," bad han med en dæmpet stemme, som han vendte blikket mod hende. Hånden hævede han stille, og lod den stryge mod hendes kind. Han vidste jo trods alt godt, at han havde fejlet, og mere end en gang.
Nathaniel var mere end indstillet til at gøre, hvad der var krævet og forventet af ham i øjeblikket, så end ikke det, var noget som han havde nogen tvivler om, når det endelig skulle være. "Jeg gør, hvad end du kræver, min kære," sagde han med en rolig stemme. Måske at det ikke ville gå i aften.. men før eller siden. Det var han overbevist om nu.