Do we have a second chance..?

[Nathaniel Diamaqima]

Liya Daimond Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Det var hen på natten, da Nathaniel langt om længe, nåede de store marker i Dvasias. Det var efterhånden ved at være mange år siden, at han havde været her. Turen undervejs, havde taget ham et par dage, og han følte sig stresset. Nu hvor han vidste, hvilken situation hans elskede datter var i, så handlede det om at handle hurtigt. Ville han overhovedet have en chance ved Liya efter alt det, som var sket?
Undervejs, havde han forhandlet sig frem til en hest, hvilket havde gjort hans fremgang igennem landet, langt nemmere. Kappen havde han lukket tæt omkring sin krop. Selv på trods af sommeren, var der langt koldere i Dvasias, end, hvad der var i Procias. Han trak vejret dybt. Tankerne kredsede i hans hoved. Ville han overhovedet være i stand til at finde hende? 

Nathaniel stoppede hesten, inden han sprang ned af denne. Han tog fat om tøjlerne i stedet for. Det havde været en lang tur for dem begge, og hesten havde jo ligeledes også brug for en pause på et tidspunkt. Han sukkede let. Han havde efterhånden søgt det halve Dvasias, og når han havde spurgt, om nogen havde set hende, var han blevet afvist med det samme. Hun spredte i sandhed skræk og rædsel her til lands. Med andre ord, så havde hun været aktiv i hendes gøren, og særligt hvad angik med mord? Andet kunne man heller ikke sige, at han havde forventet.
Markerne her, var åbne og vide, hvilket gav ham muligheden for at se langt. Hesten var pakket op med mad og drikke, samt noget at holde sig varm med, hvis det skulle blive for koldt.. Men hvor var hun?

[Liya Daimond Diamaqima]

De store marker i Dvasias havde altid været Liya et fristed. I disse tider var det ganske vidst køligt, sneen truede med snart at falde igen, sommeren havde været kort, selv taget i betragtning af at det var Dvasias. Klædt i en blodrød kappe, vandrede hun rundt på det bakkede landskab i sine egne tanker. Det var en af hendes bedre dage, hun havde ikke haft ulidelig lyst til at flå nogen strube ud i aften, faktisk var den lyst i det hele taget mindsket efter hun havde slået Zacharias ihjel. Samvittigheden nagede hende endnu, han havde jo kun forsøgt at hjælpe hende. Som altid vandrede hun på nøgne fødder selvom jorden var kold og hendes tæer efterhånden var blå af kulde. Det var frygtelig sjældent hun gik i sko, det tog en del af friheden fra hende.
Den kølige vind kærtegnede hendes kinder ved et ethvert vindpust. Kimeya var mistænkelig hver gang hun gik ud af døren, men nogle dage var trods alt bedre end andre, som i aften.

Savnet til Nathnaiel var stadig stort, nogle dage overbeviste stemmen hende om at det var hendes egen skyld at hun ikke havde været god nok, på grund af sine tendenser og sin sygdom. Nathaniel fortjente langt bedre, men det tog ikke længslen fra hende. Dog havde hun også valgt at acceptere at han havde valgt Yuuki. Et valg som hun ikke personligt forstod, men han havde altid været lidt sær på den måde. I stilhed vandrede hun til skyggen af en hest og en mand dannede sig foran hende. Med de store, uskyldige øjne, betragtede hun ham fra afstand, velvidende om hvad hun risikerede at gøre hvis situationen udviklede sig anderledes end ventet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at han selv havde dummet sig, ved at vælge Yuuki, men havde han forventet, at få Liya igen? At se hende i live, efter han havde vugget hende ind i døden? Det havde uden tvivl været noget af det værste, som han nogensinde havde oplevet!
Vandrende i sine egne tanker, stoppede han op og slap tøjlerne. Hvor han skulle finde Liya, vidste han ikke, og det var meget begrænset, hvad folk ville, eller kunne fortælle ham om hende. Det gjorde det ikke just nemmere for ham, at finde hende, kunne man jo sige. Og at opsøge Kimeya var fuldkommen uaktuelt. Kendte han den mand ret, ville han slå ham ihjel, og det var slet ikke noget, som han ønskede det mindste.

Han lod hesten stå og græsse lidt, mens han stod og tænkte. Det var han i forvejen lidt for god til, og det var jo i forvejen meget begrænset, hvad han kunne gøre lige nu. Han trak vejret dybt, inden han vendte sig, for at stryge hesten over halsen og over manken.
Det var der, at han for alvor fik øje på en anden skikkelse, ikke så frygtelig langt bag dem. De mørke øjne hvilede på hende. Kunne det virkelig være? Af hjerte, var han slet ikke i tvivl om, hvem det måtte være. Langsomt hævede han sig op igen. "Liya..?" Hans stemme var rolig. Han vidste jo godt, at han havde dummet sig, og at den i forvejen, ikke ville blive nem at redde i land, men han var da mere end villig, til at prøve.

[Liya Daimond Diamaqima]

Der i mørket studerede hun ham med mørke øjne. Hans holdning fortalte hende allerede hvilken mand det var. De havde kendt hinanden i så mange år, at Liya efterhånden genkendte lyden af hans skridt og måden han trak vejret på. På sit vis var det næsten pinligt. En lille del af hende lystede at flygte den anden vej, og dog så var der den længselsfulde del i hende som ønskede at blive, som ønskede at han skulle tage hende i favnen og elske hende her på engen.
Dg blev de mange tanker ikke til nogen anden handling, end at hun blev stående som naglet fast til stedet. Man kunne se de mørke krøller snige sig ud bag den blodrøde hætte og flyve let rundt i vinden omkring hendes blege ansigt. Hans stemme blev båret af den kølige nattevind og gav hende gåsehud. Det var ham. Hvad lavede han her? Sjældent havde hun set ham på hesteryg, det havde aldrig været et af hans foretrukkende transportmidler.
"Nathaniel," hilste hun med fjendtlig kulde. I den tid de havde været fra hinanden, var hun mere og mere blevet mindet om hvilken kvinde hun var. En endnu forholdsvis ung kvinde med store talenter inden for kamp, drevet af sin sensualitet og sin bitterhed til denne verden. Hun var ikke afhængig af ham, det var alt sammen indbildning. Måske det havde været nemmere hvis hun havde fuldført sin gøren under deres første møde, dengang for mange år siden, hvor han havde stået klynget op af træ med hendes blad for halsen, kun reddet af den kæde hans søster havde skænket hende.
Hovedet lagde hun lidt på skrå, hvorefter hun tog et par skridt i hans retning. Det var slut med at gemme sig, han skulle vide at hun ikke havde brug for ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Synet af Liyas skikkelse, fik Nathaniel til at føle den kraftige hjertebanken, som hun altid havde sat i ham. Han blev stående, og med blikket vendt mod hende. Hesten stod bare og græssede, som var der intet galt. Måske at det var en god ting? Det var i hvert fald sådan, at han gerne ville have det.
Hun hilste, og uden at vende om og søge i den anden retning. Det var vel en god ting? Heste havde aldrig været hans transportmiddel, da han altid havde sat pris på sine ben, og muligheden for at gå, og det var det, som han stod ved. Han lod hende søge tættere på. Hvad forsøgte hun at bevise for ham?
"Jeg har søgt efter dig," sagde han med en rolig stemme. Han vidste, at han ikke just kunne benytte ord overfor Liya, men at det derimod krævede handling i stedet, og det var det, som var svært for ham. Rigtig svært endda. Hovedet lod han søge på sned, inden han denne gang, tog skridtet tættere på hende i stedet for. Hvad hun havde lavet igennem det sidste lange stykke tid, og han turde nu heller ikke spørge ind til det. Gad vide hvor mange liv hun egentlig havde taget? Han ville nu ikke spørge ind til det. Han ville ikke spørge ind til det. "Jeg har savnet dig," tilføjede han med en stilfærdig stemme. Han forsøgte da, at gøre sine sætninger så korte og præcise som overhovedet muligt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Før Nathaniel var kommet ind i billedet, havde hun ikke gemt sig i skyggerne, hun havde ikke forsøgt at lave om på sig selv for at være noget for nogen, fordi hun havde været så vant til at ingen ville have hende alligevel. Det gjorde dog ondt på hende at Nathaniel ligeså havde valgt hende fra, trods han ikke var at bebrejde.
Med strenge øjne, betragtede hun ham her i mørket med intenst blik, fulgte hver eneste af hans bevægelser indtil hun stoppede op kun en meter fra ham.
"Jeg har været i Marvalo Mansion, som altid," hun vidste godt det ikke havde været et spørgsmål, men hvor svær kunne hun dog være at finde, hvis han kendte hende bare det mindste? Hendes hænder samledes foran hende, hun bar den samme falske sødme og uskyld som hun plejede, men efterhånden vidste de fleste hvad der lå bag.
"Virkelig? Er det idylliske familieliv blevet for sødt for dig?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn. Han havde jo aldrig været god til at passe på en familie. Mattheus havde han vendt den anden kind til, og deres børn havde han forladt mere end én gang, hun gik ud fra at hans og Yuukis datter netop begyndte at være i den alder hvor han ikke længere kunne klare mosten. Hendes kølige svar vidnede blot lidt om hvor fjerne de var blevet fra fra hinanden med den tid som var gået og de sår som var blevet skabt.

[Nathaniel Diamaqima]

Den hårde mine som Liya viste ham, var bestemt ikke en af slagsen, som faldt i Nathaniels gode jord, selvom han vidste, at han i den forbindelse, kun havde sig selv at takke for det. Han havde svigtet på en måde, som han aldrig nogensinde burde have gjort det, og nu måtte han så tage konsekvenserne af det.
"Som et af de meget få steder, jeg ikke kan opsøge, uden at skulle miste livet undervejs," sagde han med en ganske rolig stemme. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at Kimeya ville ende hans liv, på baggrund af hvad han havde gjort, og det var o ikke ligefrem noget, som han ønskede sig.
Han blev denne gang stående den ene lille meter, der var til Liya. Det var skam ikke fordi at han havde vendt ryggen til alt det liv, som han havde haft med Yuuki, men han havde bare andre ting, som han ønskede mere, og det var også det, som gjorde, at han handlede og reagerede som han nu gjorde. Han lod hovedet søge på sned. "Yuuki, har ikke været en del af mit liv i lang tid nu, Liya.. Jeg har tilbragt tid i Procias, for at hjælpe vores datter, inden jeg har søgt efter dig," fortalte han sandfærdigt. Han vidste, at Liya var såret over hans beslutning, men hvordan skulle han vise hende, at det var hende, som han ville have? Uden at handle overilet..? Desperat? Det var jo heller ikke noget, der lå til ham.
"Jeg har manglet dig.. Det er dig, som jeg vil have," sagde han denne gang mere direkte. Man skulle jo trods alt prøve.

[Liya Daimond Diamaqima]

Den side han så af hende nu, var den kvinde han havde mødt for mange år siden, men det var evigheder siden hun havde ladet det komme til udtryk overfor ham. Lige i aften følte hun sig stærk, stemmen var til at holde tilbage, hun havde sine tanker og følelser for sig selv. "Vi ved begge at Kimeya ikke ville tage dit liv, udelukkende fordi jeg er der," påpegede hun. Hans død ville knuse hende, Kimeya vidste hun aldrig ville finde ro uden, trods hun inderligt forsøgte særligt i disse tider.
Somme tider var hun stadig fristet til at finde Yuuki og pine hende ihjel, men hun havde holdt sig væk, udelukkende fordi dette i højere grad var Nathaniels skyld. Det var ham som havde valgt hende fra til fordel for en anden familie. Dog mildnedes hendes blik i det samme han nævnte Silia og kulde blev erstattet af bekymring. "Hjulpet hende? Er hun vel?" spurgte hun med oprigtig bekymring. Når det kom til børnene, så ville hun altid være den kvinde som hun var blevet, hun elskede dem betingelsesløst.
Liya så bort. Hendes hjerte slog hårdt. Sandheden var at hun ønskede ham så brændende, men de ord havde hun hørt fra hans læber så mange gange. "Det samme sagde du sidste gang og alligevel efterlod du mig nøgen og ydmyget for at søge hjem i en anden kvindes arme," påpegede hun hårdt. Længslen var ikke væk, overhovedet ikke, men denne gang ville hun ikke være en del af hans spil grundet sin egen selvskabte afhængighed.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var mange år siden, Nathaniel havde mødt den mere afvisende side af Liya, men han vidste derimod også, at den var fortjent. Han brød sig ikke om det, men det var fortjent. Han valgte for nu at blive stående. Han skulle i hvert fald finde ud af, hvordan han skulle handle og reagere, hvad angik det her. Det var ikke ligefrem nogen nem opgave for ham. Særligt omkring Liya, hvor han i forvejen, var bange for at gå forkert.
"Det er en konflikt, som jeg ikke ønsker at tage med den mand," kommenterede han med en rolig stemme. Kimeya havde for vane, at handle uden at Nathaniel i princippet fik fremlagt, hvad han havde brug for at sige, og det var uden tvivl mærkbart.
Silia havde det godt, trods omstændighederne. Hvor meget han dog skulle fortælle Liya, vidste han ikke. Han rystede kort på hovedet. Mest af sig selv. "Ud fra omstændighederne, så har Silia det fint," begyndte han med en rolig stemme. Ikke var han i tvivl om, at Liya virkelig elskede deres børn, og det samme gjorde han jo. Det var jo derfor, at han var taget til Procias. "Hun befinder sig i en stressende tid.. Hun havde brug for sin faders råd, og hviler nu," fortalte han videre. Pænt pakket ind vel og mærke.
Nathaniel tog et skridt tættere på, så han endte med at stå helt foran hende. Han mærkede hvordan hans hjerte slog mod hans bryst. Det var dog behageligt. Han kunne godt lide det. Spændende.. han følte sig levende. "Jeg valgte Yuuki fra, Liya.. Det er dig som jeg vil have. Hun er ikke en del af mit liv længere," forsikrede han hende. Han hævede denne gang hænderne og lagde dem blidt mod hendes kinder.

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel havde ikke fortjent hendes indbydende arme. Dem havde hun allerede givet ham en gang, og der havde han taget den blot for at være hende tæt, og derefter søge tilbage i armene på en anden kvinde. Mange ting havde han gjort før, men det gjorde ondt at han udnyttede hende på den måde, når hun var den som havde født og opdraget hans børn! "Undskyldninger har altid været din svaghed, Nathaniel," sagde hun gennem sammenbidte tænder og vendte hovedet bort for at lægge lidt låg på sin irritation. Aldrig havde han været kendt som konfliktsky så hvorfor ændrede det sig pludselig? Fordi det var Yuuki? De vidste jo begge at Kimeya var ligeglad med den kvinde i dag.
"Ud fra omstændighederne? Hvad er der hændt hende?" spurgte hun bekymret. Trods hun holdt sig fra deres børn for deres sikkerhed og ry, så gik der ikke et øjeblik hvor savnet ikke plagede hende. Hun elskede de to af hele sit hjerte. Hun så op med intense mørke øjne, idet han kom helt tæt på og mødte hans blik. De varme hænder som hvilede på hendes kinder fik hendes hjerte til at springe et slag over. "Tror du virkelig at jeg er så nem?" spurgte hun og fjernede hans hænder. "Tror du virkelig at jeg vil falde for de tomme ord, efter du efterlod mig nøgen og brugt for at søge til en anden kvinde?" spurgte hun vredt. Med fast tag, skubbede Liya hårdt til ham, for at få ham væk. "Jeg er ikke svag Nathaniel! Jeg er ikke afhængig!" understregede hun med glødende kinder.

[Nathaniel Diamaqima]

"Jeg vil rettere sige, at det er ordene, som har været min bedste undskyldning," sagde Nathaniel med en rolig stemme. Konfliktsky havde han nu aldrig været, men lige de konfrontationer med Kimeya, var nogen af slagsen, som han helst så sig udenom, og det var også således, at han så på tingene, når det endelig var.
Selv søgte Nathaniel denne gang helt tæt på hende. Silia havde det fint, trods omstændighederne. Denne gang, havde hun da heldigvis indset, at hun ikke kunne undvære sin kære far, og det var også det, som gjorde en verden til forskel for ham. Med andre ord, så var det hele altså heller ikke helt tabt, hvilket var en tanke, som han uden tvivl måtte finde en direkte glæde i! "Vores datter er svanger, Liya.. Og som i dit tilfælde, har hun svært ved at holde på det. Derfor har hun brug for min hjælp," fortalte han med en ærlig stemme. Nu hvor han også havde lovet at opsøge Liya og forsøge at gøre op med hende, så var det også hvad han havde tænkt sig, inden han vendte retur. Selv ønskede han jo ikke, at hans kommende børnebørn skulle tabes undervejs, og særligt ikke, hvis han kunne forhindre det!
At hun slog hans hånd væk, forundrede ham nu ikke. Han trak sig et skridt, da hun skubbede til ham. Han kendte hende.. Handlinger gjort i afmagt, hvilket naturligvis også gjorde ondt på ham, når det endelig var således. Skulle han bare vise det med handling? Det var bare ikke typisk ham! "Det er dig jeg vil have, Liya! Jeg vil ikke have nogen anden!" Denne gang tog han skridtet tættere på, kun for at tage omkring hendes kinder, og denne gang tvinge hende direkte i et kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Ord var tomme og lette at bryde. Nathaniel havde gjort det et hav af gange overfor både hende og børnene selvom han var kendt som værende, verdens mest ærlige mand. Sandt - overfor alle andre end sin familie. Liya kneb øjnene sammen. "Ord har altid været din specialitet, men de er ligegyldige," sagde hun ærligt. Nej hun var ikke ligeså intelligent som han var, hendes liv havde været hårdt og bygget op om fysisk arbejde mere end noget andet.
På blot et sekund forsvandt alt vrede og frustration for hendes blik og lod hendes kinder blegne. Silia skulle have et barn? Minder om dengang hun selv havde stået som en stolt mor, med sine to børn i armene dukkede op på hendes nethinde. Her behøvede hendes datter hende, så hvorfor spilde tiden her i Dvasias? Hun var nødt til at tage tilbage til lyset! "Jeg må tilbage dertil," konstaterede hun lavmeldt for sig selv.
Det var som om at Nathaniel bragte hende lidt tilbage da han pludselig tog fat om hende og tvang hende ind i et kys. Varme vældede op i hendes ellers kolde krop, en blanding af savn og bebrejdelse vældede op i hende og satte hende i et større dilemma. Dog kyssede hun ham tilbage, dybt og længselsfuldt, bare for et øjeblik inden hun atter skubbede ham fra sig. "Det ville du heller ikke før Faith, før Jaqia eller før Yuuki," påpegede hun spidst. "Du valgte mig fra. Jeg har ikke brug for dig, desuden har jeg ikke tid, jeg skal til Procias," uden videre vendte hun ryggen til ham og begyndte at gå den anden vej, sitrende og fuld af både had og savn.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at det i denne situation, var ham, som var på bar bund, og var den, som skulle redde det hele i land igen. En opgave, som i forvejen, ikke var særlig nem. Langt fra faktisk. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Muligvis, det er den betydning, som de har for dig, Liya, men ikke en betydning, som alle deler," fortalte han. Han vidste, at hendes ord, var udtalt i forvirring, vrede og frustration, hvilket var følelser, som han glædeligt ønskede at anerkende. Han ønskede jo bare, at hun havde det godt, samt kom vel igennem dette, uden at rende rundt alene.
Deres datter var svanger, og hun skulle have sit første barn. At se hvordan Liya måtte tage denne nyhed, var det tydeligt, at det var en som kom bag på selv hende. "Du kan ikke tage til lyset, Liya," fortalte han. Det gjorde ondt, at han skulle fraholde hende, at opsøge deres elskede lille pige, men hvad andet valg havde han? Og særligt efter at hun havde gjort det slut med Gabriel, samt den uro, som bredte sig i landet? Liyas tilstedeværelse, ville næppe gøre det meget bedre.
Kysset var fantastisk! Alene det, at kunne mærke hende så tæt på, var det bedste af det hele, og han elskede det! Selvom det alligevel viste sig, at være en temmelig kortvarig glæde, da hun skubbede sig fra ham og med de ord.. Hun måtte jo ikke tage afsted. "Liya, du er nødt itl at blive her," fastholdt han en kende mere stædigt. Han søgte direkte efter, hvor han greb ud efter hendes håndled. Procias var og blev et lukket land for hende.

[Liya Daimond Diamaqima]

Mange satte stor pris på ord, særligt Nathaniels, men Liya var overhovedet ikke af den opfattelse, for det eneste de havde bragt med sig, var løgne og tomme løfter. "Måske de ville have haft en anden betydning, om ikke de havde hvisket løgne og usandheder," påpegede hun tørt. Måske det rent faktisk var for sent? Måske det var på tide at løsrive sig fra den mand hun havde elsket i uendelighed. Årene havde ikke været blide ved dem og i rigtig lang tid havde de ikke haft meget med hinanden at gøre.
Nyheden om at hun skulle være bedstemor varmede hende inderligt. Hun vidste at Silia og Gabriel havde forsøgt at få børn i mange år, så det glædede hende at det endelig var lykkes dem. Hun ignorerede naturligvis bevidst Nathaniels ord og sendte ham i stedet blot et trodsigt blik.
"Naturligvis kan jeg det, grænserne er åbne," påmindede hun med en lidt flabet undertone. Nathaniel skulle under ingen omstændigheder have lov til at stoppe hende i det her. Det var deres børn og hun havde været der for dem, ikke ham! Med stædige skridt begyndte hun at gå, det var først da hans faste greb lukkedes omkring hendes slanke håndled, at hun vendte sig om med en sådan hast at de mørke lokker fløj omkring hende. Hendes mørke øjne var intense og kølige. På bare et sekund havde hun trukket en kniv fra sin kappe og lagt den over Nathaniels håndled på den hånd som holdt hende fast. På intet tidspunkt slap hun hans blik. "Meget finder jeg mig i fra din side, men du skal ikke afholde mig fra at se mine børn!" sagde hun bestemt.

[Nathaniel Diamaqima]

Ord havde altid været Nathaniels styrke, hvoraf det var Liyas svaghed. Det var en problematik, som de måtte kæmpe med, og havde kæmpet med, i det, som måtte være frygtelig mange år nu. Han vendte blikket fast og intenst i retningen af hendes skikkelse. Hvorfor ikke bare acceptere, at det var således, at tingene hang sammen? "Ikke ønsker jeg at skænke dig løgne og usandheder igen," kommenterede han dog ærligt. Oprigtigt ønskede han jo at være sammen med hende. Hvorfor skulle han ellers gå så meget op i det nu?
Nathaniel vidste, at Liya ikke kunne opsøge Silia i Procias, uden at kaste yderligere brænde på bålet, og det ønskede han heller ikke for Silia, hvor det i forvejen, var ekstremt vigtigt, at deres datter slappede af, uden at skulle have for mange problematikker at tage sig af. Liya var glad for nyheden, hvilket han skam godt kunne fornemme, og det glædede da ham mindst lige så meget, og det var han heller ikke bange for at lægge skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. "Du kan ikke opsøge hende i Procias, uden at sætte hende i yderligere problemer, Liya. Jeg ved, og har forståelse for, at du gerne vil, men du kan ikke." Selv Nathaniel, var en risiko i sig selv. Dog en, som Silia, var nødt til at løbe.
Grebet strammede Nathaniel, selv, da hun lagde kniven mod hans håndled. Skar hun, vidste han godt, at han var død.. Han ville ikke kunne nå at søge hjælp, før han ville forbløde. "For Silias skyld, Liya," endte han direkte. Troen på, at hun turde gøre det, havde han ikke.. Men det var ikke til at vide, hvor frustreret og desperat, hun i værste tilfælde, ville blive.