We are home!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad det her skulle betyde på sigt, var Gabriel usikker på, men en ting, var sikkert. Han skulle finde ud af det. Han brød sig faktisk ikke om den usikkerhed. Var han i sandhed faldet for Denjarna igen? Han kunne ikke sige det endnu. For tidligt var det vel, eftersom han havde brugt tiden på at rende rundt og være så vred, ked af det.. frustreret og alverdens andet? Han trak kort på smilebåndet. "Du lever for højt på det, kæreste," kommenterede han dog, som han vendte blikket mod hende. Hovedet lagde han tæt ved hende, hvor han for et øjeblik, tillod sig, at lukke øjnene, bare for at nyde det.
At hun strøg ham over brystet og bare lå og slappede af, som han selv gjorde, var en helt fantastisk fornemmelse, hvilket han heller ikke lagde skjul på, for han fandt det uden tvivl ekstremt behageligt, at ligge der sammen med hende. "Endnu nej.. Jeg håber nu heller ikke, at det er noget, som du har tænkt dig." Hvordan dette normalt foregik med de mænd, som hun havde med hjem, havde han ikke nogen anelse om. Han trak vejret dybt, som han lagde dynen om hende, da han slet ikke ønskede at dele synet med nogen som helst. Nej, det skulle være hans ene og alene, og det var det, som han gerne ville. Han trak kort på smilebåndet. "Se.. jeg er ikke den eneste, der kunne vænne sig til at være her.. Det samme kunne du," pointerede han endeligt. Han kunne jo lide at være her, som han kunne lide, at være omkring hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det siger du bare, fordi du misunder mig over, at jeg altid har så evigt ret om du vil det eller ej,” lød det kækt fra Denjarna, alt imens smilet hvilede på hendes røde læber. Det var vel det der var problemet et sted? At han ikke brød sig om at bekræfte hende, fordi der rent faktisk var hold i det? Var det mon fordi, at han endnu var i tvivl omkring hende, grundet al det der havde hændt mellem dem, og det had, som han engang havde opbygget til hende? Det var vel ikke utænkeligt, at han endnu kunne være en smule usikker på hende? Selv kunne hun jo være usikker på, om han kunne finde på at hævne sig over hende. Som han sagde, at han ikke håbede, at hun stak af, måtte hun svagt trække på smilebåndet. ”Så må du holde dig på en sti, som jeg kan li,” lød det fra hende med et smil. Hun nød det nu, som hun havde det overraskende godt med ham. Hendes hjerte sprang et slag over, som han sagde, at hun kunne vænne sig til al dette, ligeså vel som ham selv. Hvad skulle det mon betyde? Lagde han noget i det, og skulle hun gøre det? Det var jo heller ikke just fordi, at han direkte havde sagt, at han havde forladt sin hustru til fordel for hende.. Som han havde forladt sin hustru, ønskede hun dog heller ikke, at hun bare skulle være hans trøstehygge til han fandt den rette sti igen. ”..Er det, hvad du kunne tænke dig? At dette blev os begge en dagligdag?” spurgte hun stille, som hun var nødt til at spørge, nu hvor han nærmest lagde op til det. Ej så hun op på ham, som hun sagde det, som hun derimod bare fortsatte med at betragte sin hånd der kærtegnede hans bryst.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Tror du virkelig, at jeg vil give dig ret?" spurgte han med en rolig stemme, som et let smil passerede hans læber. Han kunne i hvert fald slet ikke skjule det, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hans arme hvilede trygt omkring hendes skikkelse, kun for at ligge og slappe af. Ingen tvivl om det.
Hovedet lod Gabriel glide ned i sengen endnu en gang. For nu, ville han bare gerne have lov til at ligge der sammen med hende. Han nød det jo for pokker, og bare det, at hun lå der og holdt om ham, var uden tvivl fantastisk, hvilket bestemt heller ikke var noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han rystede let på hovedet. Var Denjarna bare en trøst efter hans tab af Silia? Umiddelbart føles det ikke sådan, og det var det, som hurtigt kunne ende med at forvirre ham, og det gjorde det uden tvivl også. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse temmelig hurtigt igen, som han kort måtte trække på smilebåndet. For ham, kunne dette nemlig hurtigt blive en dagligdag, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. "Det ved jeg ikke. Er det da utænkeligt?" spurgte han med en rolig stemme, som han let hævede det ene bryn. Han vidste jo ikke hvad hun gjorde sig af tanker. Faktisk.. så gjorde han det meget sjældent.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sjældent gav Gabriel Denjarna ret, og når han gjorde det, gjorde han det altid med sætningen lad det ikke stige dig til hovedet eller jeg er ikke meget for det, men. Derfor forventede hun ej heller nogen anden behandling nu. ”Selvfølgelig ikke, men det er jo også, hvad jeg mente med mine ord,” svarede hun morende igen. Ned fra hans krop lod hun nu trille, så hun i stedet lå ved siden af ham. For at holde sit hoved og overkrop en anelse oppe, støttede hun albuen mod madrassen, og lod hovedet hvile i håndfladen, alt imens hun holdt blikket på ham. Mente han virkelig, at han ønskede at være her med hende, eller fandt han blot tanken belejlig? Svært var det jo at sige.. I teorien havde hun jo været med til at stoppe hans ægteskab, og da han lå her med hende, kunne man jo næsten vove at påstå, at det var fordi, at han havde valgt hende? På den anden side havde han tidligere ageret sorgfuld, og derfor kunne det også tyde på, at han måske endnu ikke var ved sine fulde fem. En ting var dog sikker og det var, at hvis de reelt havde en fremtid sammen, så skulle han sparke benene væk under på hende, og selvsikkert vise, at det var, hvad han ønskede. Ikke al det andet. ”Kan du fortælle mig ærligt fra hjertet, at du ikke savner Silia? At du forlod hende, så du i stedet kunne være her med mig?” spurgte hun direkte, dog uden at hæve stemmen eller at bide af ham. Essentielt var det jo at vide. Særligt for at se, om han mente sine ord, eller om dette blot var en trøst for hans vedkommende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke meget for at give Denjarna ret, hvilket han nu aldrig havde været. Og nu hvor han var en fuldvoksen mand, var han nok indstillet på nogen lidt andre ting, end hvad han ville have været ellers. Han rystede på hovedet, hvor det tilfredse smil. "Mit problem, er at du ikke kan tåle at have ret, kæreste Jarna.. Dit ego stiger til langt over lofterne," pointerede han med en sigende mine.
Selv nu hvor han måtte ligge med hende, kunne han jo ikke benægte, at han savnede Silia. Det var jo ikke lang tid siden, han havde mistet hende. Selvom det havde været en fælles beslutning, måtte man jo bare sande, at der ikke var mere at komme der? Selvom det gjorde ondt at tænke på. En tanke, som han efterhånden følte en vis form for styrke ved, hvilket han slet ikke forstod. Den dødsengel, skulle han uden tvivl vænne sig til. Han sukkede let. "Jeg savner hende.. Selvfølgelig gør jeg det," begyndte han med en rolig stemme. Det var jo heller ikke fordi, at han umiddelbart var ude på, at starte noget nyt op, bare sådan uden videre. Sagen var vel bare, at Denjarna havde været med til at påvirke ham i den forstand? Faktisk kostet ham hans ægteskab med Silia? Selvom det slet ikke havde været meningen med noget af det. Han hævede hånden, som han strøg over hendes hår, kun for at føre det væk fra hendes smukke ansigt, nu hvor hun havde trukket sig ned ved siden af ham i stedet for. "Hun opfordrede mig selv til at søge ud og prøve kræfter med det.. Sagen er vel, at jeg aldrig er kommet mig over dig," sagde han med en ærlig stemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det siger du bare fordi, at du ikke kan fordrage, at jeg har det mere ret, end hvad du har,” svarede Denjarna igen i en morende tone. Hvad hun derimod måtte finde mindre morende, var at høre ham sige, at han savnede Silia.. og ikke bare savnede hende, men at han selvfølgelig gjorde det. Som et slag forekom det faktisk, men var det også så underligt igen? Her lå hun i sengen med ham, nøgen, og efter endnu en akt. Var det så så underligt, at man ikke ønskede at høre modparten sige, at han samtidig tænkte på en anden? ”Javel,” sagde hun kort for hovedet, hvor hans næste ord heller ikke tegnede for at blive det bedre. Det gjorde de heller ikke.. Overrasket måtte hun dog blinke med øjnene, som han fortalte hende, at Silia havde bedt ham over at søge hertil. Den forklaring var på alle måder ny for hende! ”..Jeg ønsker ikke en mand, der bliver bedt om at prøve kræfter med mig af sin hustru. Jeg vil være den manden forlader sin hustru for, fordi han ved, at han ønsker mig, og at intet skal stoppe ham i at få mig,” sagde hun stille og dog gravalvorligt. Selvom han sagde, at han aldrig var kommet sig over hende, så var sagen vel, at hans ord skuffede hende? Var det også noget under? Der fandtes en milliard usikre mænd derude, og selv ønskede hun en der rent faktisk turde kæmpe for hende, hvis hun i det hele taget skulle have en. Løste det derfor hendes dilemma? Selv var hun sikker på, at Gabriel og Silia ikke var noget godt par, men som Gabriel forklarede sig, kunne hun også forstå, at han i den sidste ende heller ikke var, hvad hun søgte. Selv tvivlede hun dog på, at hun nogensinde ville ende op med en igen, for ingen var jo, hvad hun i den sidste ende søgte.. Ikke Gabriel.. Ikke Salvatore.. Ikke Derick. Skuffende var det faktisk et sted. Dog nød hun også det løse, som hun i stedet kunne få rundt omkring.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var muligt at Gabriels ord skuffede hende, men hellere det, end at lyve sig til en plads, som han i sidste ende, måske slet ikke havde fortjent. Han havde netop mistet sin hustru. Det var ikke mere end en lille uge siden, så selvfølgelig savnede han hende.. Og det irriterede ham, at han gjorde det, for noget forhold som sådan, havde de jo ikke haft over flere år! Han sukkede let, inden han vendte blikket op mod loftet. Tilfreds var hun derfor på ingen måde, hvilket han tydeligt kunne tyde på hendes ord og tale.
"Jeg mistede min hustru for en uge siden, Denjarna. Det er ikke noget, som man bare kommer over, fra tid til anden." Denne gang vendte han blikket mere hårdt i retningen af hende. Hun skulle bestemt ikke ligge der og dømme ham ud fra, hvad Silia havde sagt og gjort. Desuden hvis han havde fulgt hvad hun gerne ville, så havde han vel stået på døren til Neutranium allerede med det samme efter, at de var gået fra hinanden? Det havde han jo heller ikke ligefrem gjort! Troede hun nu, at han ikke var i stand til at tage egne valg? Han havde jo selv meldt ud, at det var færdigt mellem ham og Silia. "Vi gjorde det slut på grund af dig, Denjarna. Hvis det ikke har bare lidt af en betydning, så er jeg også endt på det forkerte sted," afsluttede han denne gang med en selv skuffet stemme. Han lå der jo ikke fordi at Silia havde opfordret ham til det, men fordi at han faktisk ønskede at ligge der med hende. Det havde i denne omgang været ene og alene hans egen beslutning.

[Denjarna Dark Dynithril]

Skuffet var Denjarna uden tvivl, og det havde Gabriel ingen forståelse for. Det var tydeligt og vidst. Dog kunne hun ikke ændre på, hvad hun følte. Det var jo sådan det var med følelser. De var ikke altid til at kontrollere. ”Måske ikke, men ville du være interesseret i at høre, at jeg savnede Derick, når du lå her?” spurgte hun direkte, da det jo for fanden ikke var morsomt at være med en, når vedkommendes tanker vandrede over mod en anden! ”Desuden er jeg ikke interesseret i at være noget, som man trøster sig med, mens man er ked af det.” Som han savnede Silia, kunne hun jo forstå på det hele, at hun var en form for rebound. Ikke en tanke, som hun fandt synderligt ophidsende. Om på ryggen lod hun sig selv falde, som hun kunne høre og se på det hele, at Gabriel var gået hen og blevet tvær over hende. Selv følte hun ikke just, at Gabriel var gået fra sin hustru på grund af hende. Det lød og virkede nærmere som om, at Silia havde forladt ham, så han kunne gå til hende. Tænderne bed hun sammen. Let var det ikke.. Hun følte jo et eller andet for manden. Som der blev sagt det ene og det anden lige nu, blev det dog svært at tage ind. Det gjorde vel bare, at det var lettere at forsøge at smide det hele på gulvet igen? På den led kunne hun også stoppe sig selv i at ryge ind i noget, inden det pludselig ville gøre rigtig ondt på hende. Det sølvgrå blik holdt hun ikke på ham. Det var nemlig blevet hendes tur til at holde øje med loftet. ”Hvis du føler, at det er forkert af dig at være her, har du alle dage været fri til at gå..”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna var skuffet, og frustrationen over hele situationen, var endnu en gang væltet op i Gabriel. Han havde blot fortalt hende, hvad han gjorde sig af tanker og følelser, hvilket han faktisk ikke kunne se nogen fejl i. At hun derimod tog det på den måde, var ikke just, hvad han havde regnet med, men derimod ikke noget, som han kunne gøre det største ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Ham og Silia var færdige med hinanden, og var det så underligt, at det var noget, som han tog hårdt på? Der var jo trods alt kun gået en uge! "Jeg har spurgt dig om ham, har jeg ikke? Desuden er det frygtelig mange år siden.. Dette skete for en uge siden," modargumenterede han. Pludselig vidste han slet ikke, om han skulle blive liggende, eller om han skulle finde sit tøj og søge bort? Særligt, da hun lagde sig med ryggen ind mod ham, som var hun blevet ramt. Han rystede kort på hovedet. Typisk var dette jo bare for dem. Han kunne da huske deres sidste aften, hvor det var sket mere end en gang. "Tror du ærlig talt, at jeg ville lægge så meget i det, om du bare havde været en trøst?" Denne gang, var det uden tvivl ham som blev skuffet.
Tænksomt søgte Gabriel kort efter sit tøj. Han var ganske vidst ikke tvunget til at blive, men han var jo heller ikke fristet til at tage af sted. Alle de små skænderier, som de i forvejen, var alt for gode til, kunne han bare ikke gøre noget med, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han himlede kort med øjnene, som hun blot lå der. Ville hun have ham der, eller skulle han søge videre? "Vil du have, at jeg skal blive, eller skal jeg gå?" spurgte han denne gang direkte. Velvidende om, at hun nok ikke ville kigge på ham, så kiggede han på hende. Han var træt af disse situationer!

[Denjarna Dark Dynithril]

Rigtigt nok havde Gabriel spurgt ind til Derick.. og rigtigt nok var det år siden. Dog holdt Denjarna stadig fast i, at det ikke var morsomt at høre, at han savnede Silia. Skulle hun så sige, at hun savnede Salvatore, mens hun lå her? Det var jo lige før hun gjorde nu, som de to i det mindste aldrig skændtes. Dog var de heller ikke så personlige over for hinanden, så det var måske derfor? Øjnene lukkede hun kortvarigt i. Skænderier.. Hende og Derick havde heller ikke haft andet. ”Vil du have, at den tanke skal trøste mig, mens du er her?” spurgte hun direkte. En uge, en måned, et år eller ej, så var hun stadig ikke glad for at høre, at han savnede Silia. At han sagde, at hun ikke blot var en trøst, som han lagde meget i det, forstod hun ikke meget af.. Hvad lagde han helt præcist i det? Han havde jo ikke sagt så meget.. Ikke andet, end at han gerne ville med hende hjem, så han havde et sted at sove. Var det overhovedet at lægge noget i det? ”Og hvad lægger du helt præcist i det, Gabriel?” spurgte hun sigende. At han kiggede efter sit tøj, kunne hun nærmest fornemme på hans bevægelser. Han var vel ude i løbet af fem minutter? Et slag føltes det et sted som, men det var vel for det bedste, at det var sådan? At han dernæst kiggede på hende, ignorerede hun fuldstændigt. Hun valgte blot at holde sit fokus på loftet. ”Bliv, hvis du vil. Gå, hvis du vil. Du er en voksen mand, Gabriel. Du kan tage dine egne beslutninger.,” svarede hun blot igen. Som sagt var det også en mand der kæmpede for hende, som hun ønskede. Ikke en, som hun konstant skulle fortælle, hvad der skulle ske. Hvis det var sådan, kunne han allerede bare gå.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et tungt suk brød Gabriels læber. Det var uden tvivl meget typisk dem, at skulle skændes på denne måde, hvilket i forvejen, var noget som bragte ham en kæmpe frustration. De kunne gå, fra at opføre sig, som var de forelsket, og til.. det her? Hvad skete der egentlig, når de kom så tæt på hinanden? Normalt kunne det jo ikke ligefrem være. Hans blik søgte hendes skikkelse allerede med det samme igen. "Nej. Det er bare faktum," sagde han direkte. Var hun virkelig så snævresynet, at hun ikke kunne se, hvor han ville hen med alt dette? Han sukkede let, inden han forsøgte at tvinge sig om på siden. Svært var det jo trods alt, når hun måtte ligge på hans vinge.
Her måtte han ligge og betragte sig af hende, velvidende om, at hun ikke ville komme til at gengælde det. Gabriel lagde noget i det. Han ville jo gerne finde ud af alt det her, og særligt, hvad det var han måtte føle. Han følte, at det var rigtigt sammen med Denjarna, og derfor vakte det ham jo en kæmpe frustration, når hun skulle opføre sig på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, som han direkte kneb øjnene sammen. Uretfærdigt måtte han finde alt dette, men hvad skulle han da kunne gøre ved det nu? "Jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg føler, når jeg er sammen med dig." Skulle han virkelig åbne op og fortælle hende det hele? Han havde jo i forvejen, fortalt hende, at han følte for hende, men end ikke det, havde hun reageret på! Næsten opgivende, gled han igen om på ryggen. Han ønskede at blive.. men var han uønsket? "Jeg beder dig ikke om at tage valget for mig, men fortælle mig, hvad du gerne vil have.. Det er vel heller ikke så svært?" spurgte han direkte. Hun var såret? Det samme var han. Det gjorde faktisk ondt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Fint,” sagde Denjarna kort for hovedet, uden at hun følte, at det blev lettere for hende. Overhovedet faktisk. Hvorfor skulle det være så svært omkring de forbandede mænd? Havde det mon været lettere, hvis hun havde været til kvinder? Man kunne jo til tider tænke tanken.. At hun selv kunne være en stor mundfuld for en mand, vidste hun godt, da hun var anderledes end som så mange andre, men var der virkelig noget galt igen? Var der noget i vejen med kriterier, når man selv følte, at man havde noget ekstra at byde på? At han forsøgte at finde ud af, hvad han følte omkring hende, gjorde hun nu også. Bare i stilhed. Dog følte hun helt, at det blev kastet til siden, som de måtte skændes. ”Sig til når du kender svaret,” sagde hun igen kortfattet. Nærmest som havde hun været ligeglad. Dog var hun ikke ligeglad.. På nogen måde faktisk. Svært havde hun det bare med at åbne op, og særligt når hun følte sig presset og skuffet på denne her måde. Derfor blev hun automatisk det mere bidsk at være omkring. Som han faldt helt ned i sengen, måtte hun faktisk spekulere over, om han mon havde tænkt sig at blive. Lige indtil han sagde, at han ingen beslutning havde taget, men derimod krævede et svar fra hende.. ”Hvorfor skal jeg sige, hvad jeg ønsker, inden at du drager en beslutning? Jeg gider ikke farve din beslutning til den ene eller anden side, så gør hvad du finder ret,” svarede hun afvisende igen. Svært var det for hende at sige desuden, da hendes følelser var blandet.. På den ene side ønskede hun, at han blev, da hun jo følte noget omkring ham, og på den anden side ønskede hun, at han gik, da hun ikke ville lade ham misbruge eller såre hende. Det skulle ingen mand nemlig have ret til!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Uanset hvad Gabriel gjorde i denne stund, så var det jo tilsyneladende forkert, hvilket ikke var noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han rystede på hovedet af sig selv. Typisk for dem, var det her jo trods alt, hvor han intet kunne gøre ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte igen. Hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han rystede opgivende på hovedet. Ingen hjælp var der at hente i hende, hvilket han da tydeligt kunne høre. Ikke at det var noget, som gjorde det meget nemmere for ham af den grund, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Sig til når du kender svaret? Var det virkelig den sti, de skulle ud på i øjeblikket? Hans blik gled direkte mod hende endnu en gang. "Du gør kun svaret mere og mere tydeligt for mig," sagde han direkte.
Var det overhovedet underligt, at han følte sig ramt? Skuffet? Såret et sted? Også selvom Dødsenglen kunne lide det, så var det ikke noget, som gjorde situationen meget bedre for hans vedkommende. Hvor han dog måtte hade, at det var således, at det måtte hænge sammen, for han kunne jo intet gøre ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han bed tænderne tydeligt sammen. Denne gang tvang hang sig op at sidde, hvor han trak vingerne til sig. Skulle han da være et sted, hvor han var uønsket? Og kun fordi at hun var blevet fornærmet? Han var jo ikke ude på at udnytte hende! Og det havde han aldrig været! Vingerne trak han til sig. Hvem ønskede da at være på et sted, hvor deres tilstedeværelse, ikke var ønsket? "Fordi at det for mig, er rart at vide, om min tilstedeværelse er ønsket, eller om du ønsker mig så langt væk, som du giver udtryk for.. Men fint.. Jeg tager af sted." Med de ord, så rejste han sig op. Som hun kunne være sur og tvær, så kunne han uden tvivl være det samme!

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Gabriel talte kunne Denjarna fornemme, hvor de bevægede sig hen. Det var vel et dødt løb de kørte? Et stik følte hun i sig, og hun hadede det! Længe siden var det, at en mand havde fået en til at føle sådan, og morsomt var det ikke just. Ondt gjorde det jo, som hun jo havde nydt det med ham, og ligeså havde haft brug for at finde ud af, hvad det var mellem dem. Burde hun være taknemmelig for, at han tog en beslutning for hende nu? Et sted burde hun, for som han gjorde mine til at gå, betød det jo også, at han ikke var interesseret i hende, og det kunne hun jo ikke bruge til noget. Om på siden gled hun, så hun lå med ryggen til ham, som han sagde, at han tog af sted samtidig med, at han rejste sig. Var hun blot skuffet? Eller var hun virkelig såret? Hvad hun vidste var, at hun ikke behøvede at se på ham, mens han irriteret forlod hendes værelse og hende. Dynen trak hun op over sig. Et sted måtte hun næsten helt ønske, at Damien havde valgt at ignorere hendes ord, og at han derfor ville dukke op på balkonen, som Gabriel forsvandt ud derfra. ”Fint.. Så tag dine ting og smut,” sagde hun kort for hovedet. Som det var hans ønske at tage af sted, var det vel også kun godt, at hun ikke havde sagt, hvad hun havde villet? Nyttesløst var det jo også at prøve, hvis han allerhelst ønskede at søge bort. Øjnene lod hun søge i. Hun burde vil søge i bad så snart, at han var væk, så hun kunne få vasket ham af sig? Få smidt sengebetrækket til vask, så sporerne af ham var væk. Som det var endt på denne her måde, var det jo ikke just noget morsomt at gemme på.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvfølgelig havde Gabriel ikke tænkt sig, at blive på et sted, hvor han slet ikke var ønsket. Det var bestemt ikke således, at han havde regnet med, at aftenen og natten skulle forløbe sig, men det var jo bare typisk dem, at starte diskussioner og skænderier på de mest mærkværdige tidspunkter. Det var også således, at det havde været sidste gang, så dette var ikke just noget som gjorde det meget bedre, for alt taget i betragtning, så var han ikke meget for, at skulle tage afsted.. Han ønskede jo af hjerte, at blive lige her, men når hun ikke kunne vise ham, at han var ønsket, hvorfor skulle han så?
Derfor måtte Gabriel også rejse sig op, hvor han begyndte at samle sit tøj sammen, så han kunne få det på. Hun havde desuden lagt sig med ryggen til ham, og med dynen om sig. Skammede hun sig over, hvad de havde delt? Det ville Gabriel ikke sige at han gjorde, men det var jo aldrig til at vide. Hvor var det dog bare svært alt sammen! Selvom han kunne mærke en smerte fra hende, forsøgte han at bide det i sig. Hans dødsengel nærede jo trods alt på den slags. Han begyndte at klæde sig på, inden han vendte sig mod hende igen. Var det et gensyn? Eller var det virkelig bare.. det? Han bed tænderne sammen. "Du har ondt," bemærkede han. Selvom hun kunne pisse ham af, som ingen anden, nogensinde formåede at gøre det, så ønskede han jo heller ikke, at hun skulle ligge der og være ked af det. Smerte kunne hun ikke just skjule for ham mere.. uanset hvor meget hun ville forsøge at gøre det. "Skal jeg tage af sted?" spurgte han denne gang direkte. Han ville jo også gerne vide, hvad hun ville have. Var det virkelig så slemt, at det også var noget, som han vægtede højere, end bare sin egen mening?