We are home!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var fyldt med en tilfredshed uden lige, at den var helt ubeskrivelig, og han elskede fornemmelsen, som det fik ham til at føle. Han sendte hende et smil. Om der var andre i hendes liv, ville han dog ikke kunne sige, da han ikke rigtigt vidste, hvad der egentlig foregik i Denjarnas liv. Derfor var det så godt som umuligt for ham at sige, og det var han heller ikke bange for at fortælle hende. "Jeg håber da, at det her, har givet mig lidt et forspring," kommenterede han let, som han nu ikke just så nogen grund til at lægge mere i det, bed hvad godt måtte være i den anden ende. Der var ikke nogen grund til at ødelægge noget så fantastisk, som det her. Han sendte hende et smil. Kunne han da ikke tillade sig, at lade hende ligge?
"Din tjenestepige? Hun vil kun være ked af, at det ikke er hende, som lå i dit sted," pointerede han med et let smil på læben. Det var ikke noget, som han tog tungere end som så, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. Han grinede let, inden han denne gang valgte at slippe hendes hænder fri af bæltet, og lagde det ved siden af dem på sengen. Så slemt at ligge bundet, var det faktisk heller ikke. "Med den rette, så kommer man vel langt? Det er nemlig ikke så slemt," kommenterede han med en rolig stemme. Det var i hvert fald, hvad han havde fundet ud af, ved at gøre det her sammen med hende. Han havde jo virkelig nydt det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Morende trak Denjarna på smilebåndet. ”Måske.. men hvem ved, hvad den næste vil kunne finde på?” kommenterede hun spørgende, men med et glimt i øjet. Dog kunne hun på forhånd vide, at Salvatore næppe ville leve op til Gabriels stunt. Sådan en mand var han nemlig desværre bare ikke. Selv kunne hun sagtens have intim elskov, men hun nød uden tvivl også, når det var lidt mere delikat som dette havde været. Smilet trak hun det mere på, som han sagde, at tjenestepigen blot ville misunde hende. Måske.. Selv havde hun dog intet imod det, som folk godt måtte misunde hende på det plan. De skulle bare holde fingrene fra de mænd, som hun selv ønskede. ”Det er meget muligt, men så må du pænt informere hende om, at du er optaget,” lød det roligt fra hende, som hun bestemt ikke delte. Sådan som han vækkede det hele i hende, var hun jo bestemt ikke færdig med ham! Hovedet lagde hun en anelse tilbage, som han strakte sig ind over hende og begyndte at løsne hendes håndled. Som han gjorde dette, kunne hun uden tvivl mærke, hvordan blodet nok engang måtte strømme frit der. Armene endte hun med at trække til sig. Det var tydeligvis ikke det sidste, de havde set til det bælte.. ”Det kan jeg se,” sagde hun med et smil på læben. ”Jeg vil sørge for ikke at pakke bæltet for langt væk... eller tørklædet for den sags skyld.” Kroppen endte hun med at lægge ind til hans, som hun nu frit kunne bevæge sig. Varm måtte hun selv helt være. Varm og træt. Hvis hun fik lov, tvivlede hun derfor heller ikke på, at der ville gå mange minutter før hun gled bort til søvnens verden

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At de kunne ligge og drille hinanden, var noget som passede Gabriel mere end fint, og det lagde han heller ikke ligefrem skjul på. Han rystede let på hovedet. "Så må jeg jo sikre mig, at du konstant vil mindes denne nat," pointerede han med en rolig stemme. Skønt, han ikke var klar over, eller vidste, om der overhovedet var nogen anden mand i hendes liv, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han løsnede roligt hendes hænder, og lagde sig roligt ned ved siden af hende. Mere end tilfreds, kunne han ikke være, for han elskede det virkelig! Forbandet meget endda, så det var bestemt heller ikke noget som han lagde skjul på. Han var tilfreds med alt det, som de havde fået ud af deres aften, dag og nat sammen.
"Er jeg da optaget, synes du? Eller er det bare fordi, at du ikke har tænkt dig, at dele mig med nogen som helst?" spurgte han denne gang, og med et morende smil på læben. Ikke at det var noget ,som han havde tænkt sig at lægge skjul på. At hun lagde sig ind mod ham, fik ham til at lægge armen om hende, som han tydeligt måtte byde hende tæt på sig i stedet for. Det var det, som han ønskede sig, og det var det, som han havde brug for lige nu. Han selv var ved at være træt, men ikke ønskede han, at det her, var noget som skulle gå i sig selv. Særligt, hvis han kunne blive fri for det. Han plantede et kys mod hendes læber. "Det ville være synd og skam, at gemme dem for langt væk, ikke?" endte han henkastet. Han havde uden tvivl gjort indtryk på hende, og han elskede det uden tvivl også.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvilken skæbne jeg dog må lide,” lød det drillende fra Denjarna, for nej.. Det ville ikke gøre hende spor at mindes denne nat. Ej heller ville hun have noget imod at genleve den. Hun nød jo at være med ham, og derfor var det også synd og skam, at de havde været på nippet til at afslutte det hele. Selv ønskede hun jo ikke, at dette var enden. Trygt måtte hun ligge ind til ham, hvor hun alt i alt følte sig helt magelig. Skræmmende godt havde hun det her med ham, som hun måtte føle, at det hele var overraskende naturligt mellem dem. Måske var det det faktum, at de faktisk tidligere havde været i et forhold, og at hun havde elsket ham? Ganske vidst havde hun også haft Derick ved siden af, men det var jo stadig således, at det havde været. ”Hvorfor skulle jeg have lyst til at dele dig med nogen?” spurgte hun ham roligt. ”Ville du derfor ikke mene, at det var passende, hvis ikke du også lå med gud og hvermand?” Selv ønskede hun ikke, at han tilbød sig til andre end hende.. var det så svært at forstå? Bedre måtte hun ligge sig ind til ham, som han lagde armen om ham. Ønsket og tryg måtte hun helt føle sig her. Øjnene lod hun kortvarigt søge i, som han kyssede hendes læber. Blidt måtte hun besvare kysset, inden hun træt måtte tage ham i blik igen. Han syntes alt for frisk, hvis man spurgte hende. Let lod hun sine fingre løbe hen over hans brystkasse. ”Man ved jo aldrig, hvilke lyster jeg skulle vågne op til, når jeg vågner op til dit ansigt,” sagde hun drillende. Dog vidste hun desværre, hvor hun ville starte morgendagen. I tronsalen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Ja, det er jo helt grotesk for dig," pointerede Gabriel med et stille smil på læben, for han kunne heller ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for det. Selv kunne han jo godt se, at hun var ved at være træt, hvilket han havde forståelsen for. Hans stærke arme gled derfor omkring hende, kun for at holde hende tæt ind mod sig, hvor han gerne ville have hende, og det var det, som han godt kunne lide. Han kunne jo lide, at være den der lå og holdt om hende, og ikke nogen anden.. Overhovedet ikke nogen anden, og det var præcist sådan, at han gerne ville have det.
"Det må du jo fortælle mig.. Jeg har vel ikke nogen forpligtelser overfor dig, har jeg?" spurgte han med en rolig stemme. an kunne heller ikke lade være. For ham, var det faktisk vigtigt.. Det var vigtigt at vide, hvordan hun havde det med det hele. Nu hvor bæltet og det hele ikke skulle lægges for langt væk, så var det nu heller ikke det, som han tænkte på. Igen var det hende, og hende alene. Ikke nogen andre, for det så han slet ikke nogen grund til. Han smilede i kysset, da han ganske enkelt ikke kunne lade være.
Tungen som hun denne gang lod stryge over hans bryst, fik hans hjerte til at hamre og banke mod hans bryst. Nu vækkede hun det jo også i ham! "Hvad skal det betyde?" spurgte han denne gang med et smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være.

[Denjarna Dark Dynithril]

Muntert smilede Denjarna. Det var jo en smal sag for hende at mindes natten med ham. Særligt fordi, at deres forrige gang også stadig stod klart hos hende. Den nat, hvor de havde ”genfundet” hinanden. Den nat der havde ødelagt hans ægteskab med Silia. Ikke, at hun var medfølende på det punkt.. Overhovedet ikke. De havde trods alt ikke været ment for hinanden. Hvad der nu hændte med den kvinde, vidste hun ikke, men ligeglad var hun også. Det var nemlig ikke Procias’ dronning der interesserede hende, men derimod deres tidligere konge. Blikket holdt hun på ham, som han spurgte ind til, om han havde nogen forpligtigelser overfor hende. I princippet havde han vel ikke.. De var jo ikke i et forhold. Dog ændrede det ikke på det faktum, at hun ikke ønskede, at han faldt i med nogen anden kvinde. ”Nej.. men vil du ikke mene, at jeg er nok kvinde for dig? Opfylder jeg ikke alle dine behov?” lød det roligt fra hende. Var det virkelig så galt, at hun ikke ønskede at dele ham? At hun ville mærke noget boble i sig, hvis han spillede på to heste? Det var jo sådan hun var. Hvordan ville han også have det, hvis hun ligesom sidst havde en anden ved siden af? At hun havde det, var så en anden sag.. Lige nu var hende og Gabriel dog også meget løst. ”Hvad skulle det ikke betyde?” lød det roligt fra hende. ”Du ønsker måske ikke længere at overnatte her i de kongelige gemakker?” Brynet hævede hun let, alt imens smilet hvilede på hendes læber. Sove her skulle han jo.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var sket frygtelig meget på frygtelig kort tid, for Denjarna og Gabriel. Så meget, som han slet ikke havde forestillet sig, var sket, og det var også det, som han handlede og reagerede på. Særligt sådan, som det var lige nu. Han kunne jo lide det, og det var noget som gjorde ham afslappet. Meget endda. Han følte for pokker, at det var rigtigt af ham, at blive liggende her.
Hvorvidt, om der skulle være andre omkring hende, som ville tage tag i hende, når han ikke var der, var det som han ikke vidste, og det, som gjorde ham temmelig usikker, alt taget i betragtning. "Det kan godt være, at du måske er kvinde nok til mig.. Men vil jeg så være mand nok til dig?" spurgte han med en sigende mine. Normalt, så var han jo ikke meget for tanken om at dele, og sidst han havde delt hende, havde han jo faktisk mistet hende på det. Ville han ønske, at det skulle gentage sig igen? Han var tilbøjelig til at tvivle! Han vidste ikke rigtigt hvad det var for noget, men det var en betydning, som han faktisk havde svært ved. Han var bestemt ikke meget for at dele dem, som var ham nær. Det var vel en plads, som man efterhånden kunne sige, at hun havde taget ved ham? Han lagde sig ned på ryggen, hvor han med sine stærke arme, rev hende med op over sig. "Ligner jeg en, som har lyst til at gå nogen steder?" spurgte han denne gang med et let morende smil på læben. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at gå nogen steder!

[Denjarna Dark Dynithril]

Fat i noget havde Gabriel vel? At det var meget muligt, at han ønskede hende, men at Denjarna måske ikke ønskede ham i samme dur? Normalt nok var det, at hun ønskede mænd. En anden sag var så, om manden kunne opfylde alle hendes behov, og at hun på den led ville holde sig til den enkelte mand. Det var jo deri, at hendes problem lå. At hun aldrig havde fundet en mand, der fuldt og holdent tilfredsstillede alle hendes behov, og at hun derfor altid havde fundet en modpart, der kunne tilfredsstille hendes sidste behov. Det var også af den årsag, at hun tvivlede på, at den perfekte mand til hende eksisterede. Ung var hun jo ikke, og aldrig havde hun mødt ham. ”Tror du selv, at du er mand nok til mig? At du kan opfylde alle mine behov?” spurgte hun roligt. Selv mente hun ikke, om han kunne opfylde 99 % af hendes behov, men derimod de 100 %. Det var nemlig muligt, at hun kunne finde en anden mand, der kunne opfylde hendes resterende 1 % behov. Sådan var hun bare.. Hun var ikke god til at nøjes. Hvorfor skulle hun også nøjes, når hun kunne få det hele på den ene eller anden måde? Oven på ham blev hun trukket, som han lagde sig på ryggen. Igen måtte hun stemple ham som alt for frisk, som hun kunne være tilpas med slet ikke at bevæge sig lige nu og her. ”Nej, det gør du ikke, men det kan måske også bare være fordi, at du ved, at alternativet er fangekælderen” lød det drillende fra hende. Det havde jo været hans egne ord. Hvis ikke han måtte være her ved hende, ville han smides i fangekælderen. Tænk engang, hvis hendes stab fandt Procias’ tidligere konge i fangekælderen? Hvad ville de ikke tænke?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dum var Gabriel ikke just, og derfor frygtede han jo lidt, at han ville kede hende på sigt, og at hun derfor kunne finde på at søge videre i det store farvand. Ikke at han ønskede det. Mere end kvinde nok for ham, skulle hun nok vise sig at være, men hvad havde det af betydning, hvis det ikke var gengældt den anden vej? Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at skulle dele hende, og særligt ikke, hvis der var andre alternativer. Ej måtte han finde det retfærdigt på nogen vis. "Det er jo det, du må finde ud af.. Det er du den eneste, som ville være i stand til at svare på," pointerede han let, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Var det overhovedet så underligt, at han i den forstand, var varsom? Hun havde jo førhen satset på to heste, da hun ikke havde været i stand til at tage en beslutning, og ej ønskede han at komme ud i samme situation igen!
Gabriel lagde sig på ryggen, hvor han trak hende med op over sig. Ikke fordi at han var fuldkommen frisk, for det ville han ikke sige, at han var, men frisk nok, det var han da. Han smilede let for sig selv. Det var jo tragisk for ham, at tænke på, at hun i værste tilfælde, faktisk bare fandt en anden mand. Han forsøgte da, efter bedste formåen, og han var vel bedre, end hvad han havde været førhen? "Jeg kender mange andre steder jeg hellere vil være.. Mest af alt, så ønsker jeg dog, bare at blive her," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han tildelte hendes pande et blidt kys.

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvis Denjarna skulle være ærlig, tvivlede hun på, at der fandtes den mand, der kunne holde hende på måtten. De kunne måske holde hendes opmærksomhed i noget tid, men hvad med når der var gået et par måneder? Et par år? Indtil nu var Derick den der bedst havde holdt hende på stien, men stadig havde de haft deres problemer. Hun havde ganske vidst holdt sig til ham, efter at hun højt og helligt havde fortalt ham, at det var slut mellem hende og Gabriel.. Desværre kunne hun ikke just påstå, at det havde gjort hende lykkelig. Hendes sølvgrå blik hvilede på ham, som hun lå oven på ham. Det var ikke just fordi, at hun ønskede at skubbe ham fra sig – langt fra faktisk – men lyve for ham kunne hun ej heller. ”Begge ved vi, at jeg ikke er ny i dette spil. Derfor ser jeg ingen grund til at lyve omkring det eller sige noget, som alligevel aldrig har lykkedes,” begyndte hun ærligt. ”Jeg tror ikke, at ideen om et lykkeligt liv med en mand kan være en realitet. Jeg kender mig selv godt nok, og jeg er ikke interesseret i at nøjes, som alle andre.” Yderst bevidst var hun, og det så hun intet galt i. Ej ønskede hun et liv for sig, hvor hun skulle nøjes. Det var hun ikke interesseret i at give sig selv. Derudover var der det faktum, at hun ikke kendte nogen, der havde været i et velfungerende parforhold. Måske var det også derfor, at hun var som hun var? Hun havde jo ikke haft en omgangskreds, hvor folk havde dannet lykkelige familier. Svagt trak hun på smilet, som han selv sagde, at han blot ville være her. Hånden strøg hun blidt hen over hans kind. ”Godt.. for du får heller ikke lov til at tage nogen steder,” sagde hun med et glimt i øjet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Man kunne vel snildt sige, at Denjarnas ord, var lidt en øjenåbner, og alligevel en mavepuster. Ikke fordi at det var noget, som gjorde sagen meget nemmere eller bedre for ham, af den grund. Han havde jo håbet på, at høre hende sige noget andet.. eller bare noget, der mindede om noget andet, end at et fast forhold ville kede hende. Han rystede kort på hovedet, mest for at slå de tanker ud af hovedet. Man var vel ikke rigtigt i tvivl om, at det ikke var ord, som faldt i hans helt gode bog? Så vidste han da også godt, at det måske ikke var her, han skulle gøre det største sats? Hvis det i værste tilfælde, begyndte at kede hende? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem!
"Jeg værdsætter din ærlighed," var alt, som han egentlig havde at sige. Et sted var han bare bange for, at hun ville ende med at blive en meget ensom kvinde, når ingen mand ville finde sig i at blive delt.. eller lade hende blive delt med mange andre, fordi at hun ikke blev stillet tilfreds på sigt.
Her valgte Gabriel at blive liggende alligevel, og med blikket, som han vendte mod hende. Hun lod ham ikke gå? For i nat, så blev han her også. Han havde jo trods alt heller ikke nogen andre steder at søge hen, og nu hvor han vidste, hvad han kunne forvente sig af dette på sigt, og det var i hvert fald ikke det værd at satse på. Hårdt, som det end var at tænke på det, på den måde. "Det gik jeg heller ikke ud fra, at du ville," sagde han med et stille smil på læben. Han strøg hende let og stille over ryggen. Bare at mærke hende og røre ved hende, var noget, som han virkelig godt kunne lide.

[Denjarna Dark Dynithril]

Jeg værdsætter din ærlighed. Var han skuffet over hendes ord? Hvad havde han egentligt forventet? Han kendte hende jo.. Hun var en egenrådig kvinde der ikke fandt sig i de samme ting, som alle andre kvinder gjorde. Derfor tvivlede Denjarna også på, at der var en mand for hende derude. Der var nemlig ikke rigtig nogen, der i bund og grund turde stå ved siden af en stærk kvinde, uden at forsøge at pille hende ned, samt en mand der kunne udfordre hende, så hun havde interessen for ham. ”Mine ord skuffer dig..,” pointerede hun direkte, uden at hun tog blikket fra ham. ”Hvad havde du håbet at høre mig sige, Gabriel? At jeg pludselig er begyndt at tro på manden på den hvide hest?” Hendes hoved søgte en anelse på sned. Eventyret var for de svage individer, og hun havde aldrig befundet sig i et eventyr. Selv tvivlede hun på, at der for alvor fandtes en mand der kunne ryste hende i sin grundvold for evigt. Interessant ville det dog være, hvis der var.. Hun havde bare ikke oplevet det endnu, og derudover kendte hun ingen kvinde, der var værd at kende, der havde opnået det. Derfor forundrede det hende ikke, hvis kærlighed og parforhold var for de svage. Hun trak let på smilet, alt imens hun nød at mærke hans hånd over sin krop. ”Og hvis du skulle forsøge at gå nogen steder, kunne jeg jo altid bare binde dig.. Du gør dig som et fint inventar i min seng,” lød det drillende fra hende. Dog havde det oprigtigt set godt ud. Ham, nøgen og fastspændt til hendes seng. Hvilken kvinde kunne blive træt af det syn?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl skuffet over Denjarnas ord, men der var bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det, uanset hvad. Han vendte blikket mod hende, som hun alligevel kommenterede på det. "Jeg havde nok forventet at høre lidt andre ord, end hvad du vælger at skænke mig," sagde han med en direkte stemme. Det var jo ikke engang en løgn.. Han havde vel.. håbet på et håb, og ikke, at det bare skulle smadres på den måde, som hun nu havde valgt at gøre det. Det var et sted en tanke som gjorde ondt.. Ikke t det var en smerte som sådan, for han nærede næsten på det. Det var næsten skræmmende hvordan det påvirkede ham på den her måde. "Det har aldrig været dig at slå dig til ro med en mand.. Så jeg forventede heller ikke noget," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun lå der ovenpå ham.
Gabriels hånd strøg roligt over hendes ryg i en rolig bevægelse. Han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder, og særlig når det var på denne her måde, at det hele foregik. Han elskede det jo! Og derfor skulle han vel bare nyde det, mens han havde muligheden for at gøre det? Tungen strøg han over sine læber. "Kunne du virkelig finde på det? At binde mig fast igen?" spurgte han med en tydeligt morende stemme, som han let blinkede til hende. Han havde intet imod, at de kunne drille hinanden og mere til, for det handlede jo bare om at nyde det, mens de nu havde muligheden for at gøre det.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvordan kunne du have forventet andre ord, når du samtidig ikke havde forventet, at jeg ville kunne finde ro ved én mand?” spurgte Denjarna undrende, som han modsagde sig selv med sine ord. Desuden … som han var, som han var i dette eksakte øjeblik, måtte hun blive mindet om, at han ej var den korrekte for hende på det punkt. Igen stillede han sig nemlig bare til tåls med, hvad hun sagde, som der ingen kampgejst var i ham. Noget, som hun gevaldigt havde brug for, hvis der nogensinde skulle komme en og vælte hendes optik. Det var også på grund af den holdning, at hun måtte være så stålfast i sin egen.. Alle mænd var jo som ham, når det kom på det plan.
Hånden han strøg hen over hendes ryg, nød Denjarna kun. Hun nød at blive mærket, som han gjorde det. Det føltes nemlig helt naturligt, og derudover var der også det faktum, at Salvatore ikke var her, og at han for den sags skyld alligevel ikke gjorde den slags. Han havde nemlig vænnet sig til noget andet, skønt han tidligere havde fortalt hende, at han ønskede sig en ægte kernefamilie. Halsen strakte hun, så hun kunne have sine læber ud for hans ører. ”Der er ikke det, jeg ikke ville kunne finde på,” hviskede hun ham pirrende ind i øret, inden hun drillende måtte nappe ham i øreflippen. Hun nød virkelig det naturlige i al dette! Også selvom hun vidste, at hun kort forinden havde givet ham nogle demotiverende ord. Dog var de også, som man så dem.. Enten demotiverende, eller som en udfordring. Dog syntes han at mene det sidste.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Jeg forventede ikke at du ville åbne op for muligheden, for at være sammen med mig, så hurtigt, Denjarna, men jeg forventede vel at høre andet, end at du ville søge andre græsmarker, dersom du skulle kede dig," fortalte Gabriel direkte. Han ville ikke pakke det ind, da han ikke så nogen grund til det, og særligt sådan, som det foregik lige nu. Nu hvor han lå der med hende, kunne han jo lige så godt nyde det, så godt, som han nu kunne, så det var bestemt heller ikke underligt. Han fandt det jo betryggende, at ligge der sammen med hende. For nu, måtte han jo bare nyde tiden, mens han nu kunne gøre det.
Derfor strøg hånden over hendes ryg og videre over hendes lænd. Det var med en tydelig sitren, da hun strakte sig, for at komme op til ørene. Det var jo lige før, at han var fristet til at opfordre hende til at vise ham, hvad hun kunne gøre. Han trak let på smilebåndet, som hun tog fat i hans øreflip. Det var muligt, at hun ikke ønskede ham på den måde, som han et sted havde håbet på, men hun var alligevel skræmmende god til at åbne op for den mulighed, at han alligevel skulle have lov til at komme det stykke tættere ind på hende. Han trykkede hende mere ind mod sig. "Så vis mig det," opfordrede han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han lænede sig frem, kun i et forsøg på, at fange hendes læber i et kys. Han manglede faktisk at have hende tæt på sig. Nu havde han jo givet hende en stor omgang.