Beautiful silence

[Silia D. Diamaqima]

Tanken om moderskabet skænkede lykke og lys, men Silia havde altid været en hemmelighedsfuld og privat kvinde, hun havde aldrig fortalt andre end Gabriel og Jason at hun havde samme udfordring med at holde på de kære små, som hendes mor altid havde haft. Som Dronning var det nærmest forventet af hende at hun kunne skænke landet en arving, men den ene gang hvor hende og Gabriel rent faktisk havde været tæt på, var det ligeså gået galt, og nu stod hun her med et barn der ville blive halv elver og hun havde en særlig følelse indeni, som gav hende tro på at det nok skulle gå.
Stadig uden at bryde i latter eller på nogen anden måde indikere at der var tale om en joke, blinkede hun blot og så på sin chokerede veninde. Hun huskede hvordan hun havde haft det den aften Elanya selv havde bedt hende om at overtage, og fortalt hende hvor stor en byrde det ville blive, hvilket hun nok havde taget lidt for let på. Et lidt overbærende smil tog form på hendes læber. "Mit hjerte er ikke skabt i godhed kære Ana, det er skabt i retfærdighed og de to ting går ikke altid hånd i hånd. Landet her har bevæget sig ud over mine grænser, og jeg vil ikke leve et liv, hadet og foragtet og se mit barn blive det samme. Halvt mørkt og undfanget i utroskab..." hun sukkede. Det sagde jo det hele, det barn ville aldrig blive accepteret.
"Jeg ville ikke bare efterlade dig. Jeg vil naturligvis lære dig de vigtige ting inden og jeg forstår at du må tænke over det, men jeg må væk herfra. De her vægge kvæler mig og alt jeg er, og de minder mig om hvad jeg har tabt," sagde hun og så væk med tårer i øjnene.

[Deleted]

Det var jo en stor mundfuld at sluge, det ville tage hende tid, både at sluge og fordøje. Hvordan var hun dog kommet på den tanke? Jovist vidste hun selv hun bar en del kvaliteter som kunne være sig nyttig som dronning, men det gjorde mange folk, det betød jo ikke de blev budt at overtage et land i Silia's sted! Hendes situation var uheldig på mange måder, det forstod Ana sig udmærket på, desværre så hun det jo udefra også, så hvordan folket tog alt dette og pænt var det ikke. "Det forstår jeg...." Lød det blidt fra hende, som hun nikkede forsigtigt. Det var ikke et værdigt liv og da slet ikke for et nyfødt barn. Hun måtte jo holde fast i det hun mente var rigtigt, hvilket Anasuya forstod. Hånden klemte hun blidt, som hun lod hånden glide om hendes ansigt forsigtigt ved kinden og drejede det i retningen af hende igen. Tomlen søgte hen over hendes kind blidt. "Jeg vil overveje det nøje Silia, jeg er beæret over du mener jeg er værdig til at være dronning af landet her. Det hjælper på det du vil lære mig lidt op kære, det er da en trøst. Jeg kommer bare virkelig til at savne dig." Blid måtte hun virke, ligeså varmhjertet som altid. Et opmuntrende smil blev sendt hende, hun lod hånden glide fra hendes kind igen og fugtede blidt sine læber. "Men jeg forstår hvorfor du er nød til at forlade stedet, det gør jeg virkelig. Og du ved jeg ønsker dig det bedste. Lov mig at jeg høre fra dig uanset hvad!" Bad hun, for hun ville høre hvordan det gik, hun ville vide om det blev hendes regnbuebaby, at barnet ville komme til verden sundt og rask.

[Silia D. Diamaqima]

At være Dronning krævede en stærk person og det vidste Silia at Ana var. Det største problem var at hendes tillid til mænd var ret lille, og mange af de mere fornuftige som også besad de store stillinger, var mænd og disse var i den grad værd at lytte på. Måske var Silia også bare nået til at punkt hvor hun var klar til at lægge det hele bag sig. Procias var gået så meget bag om ryggen på hende i så lang tid, så hun ikke følte at hun skyldte dem mere. Det var trættende at være så hadet, særligt når de få som elskede hende, begyndte at stikke af.
"Det glæder mig virkelig," sagde hun og gav hende et lille klem i hånden.
Normaltvis slap hun ikke følelserne overfor andre end ikke de nærmeste.
Det blide kærtegn ledte hendes blik tilbage til den smukke kvinde. Lige nu ville hun give alt for at være hende. Søgelyset slog hende langsomt ihjel på indersiden. "Tag med mig rundt de næste dage. Lad mig vise dig det hele og tag din beslutning derefter. Jeg vil ikke lægge skjul på at tronen er en enorm byrde og jeg kunne ikke drømme om at forhaste noget," lovede hun og sendte hende et lidt halvhjertet smil. Det var så svært for hende at holde modet oppe i disse tider.
"Jeg vil aldrig være længere væk end et brev kære. Kald og jeg vil komme med det samme. Min hjælp kan du altid hente men jeg må beskytte mit barn og jeg selv,"lovede hun. Ikke ville hun bare forlade hende her!

[Deleted]

Det var et stort valg hun stod overfor, men hun vil jo gerne tage den byrde af Silia's skuldre. Desuden, ville det måske kunne være en start på et nyt liv. Men kunne hun dette, uden at det gik helt galt? Det var alligevel noget af en omvæltning. Anasuya kiggede forsigtigt mod hende, som hun lyttede. Uden tvivl var det en ide at skulle følge hende helt nær, men hun måtte først og fremmest tage beslutningen. "Hvis jeg beslutter mig for at tage over, så vil jeg virkelig sætte pris på det, men for nu, vil jeg gerne være bare Ana. Jeg er nød til at vende mig til tanken Silia, det er en stor ting, og skræmmende. Jeg er så glad for du er medfølende omkring det." Hun tænkte jo faktisk på sin veninde her, det følte hun i hvert fald, hun følte at det blev overvejet nøje fra hendes side af også, hvilket hjalp meget til at tage en beslutning. For nu, ville hun egentlig gerne bare sidde der og være med sin veninde. Roligt søgte hun helt hen ved siden af Silia og satte sig, hovedet lænede hun ned mod hendes skulder, inden hun gav et suk fra sig. "Jeg er så ked af det skulle ende sådan for dig, du fortjener det virkelig ikke søde. Debrala og jeg, kommer og besøger jer, sikre os i har det godt." Forsikrede hun med et lille smil på læben, inden hun klemte blidt om hendes hånd. Det betød alt for hende at have Silia ved sin i starten, så det var i hvert fald noget som trak. "Giv mig et par dage til at tænke det igennem." Bad hun stille, inden hun så op mod Silia med et lille smil.

[Silia D. Diamaqima]

Valget skulle ikke tages for at lette hende for en byrde, det skulle tages ud fra om det var Anas ønske eller ej. Silia håbede oprigtigt at hun ville nå frem til et ja, for jo før hun kunne undslippe dette mareridt, des bedre. Hver aften var hun efterladt med en underlig form for ensomhed, også selvom Jason lagde sig ved siden af hende, hun havde aldrig prøvet at savne på den måde.
"Det forstår jeg godt Ana. Du skal ikke føle dig tvunget, hvis opgaven er for stor finder jeg en anden, du er bare en af dem jeg stoler mest på," hun sukkede og så ned på deres hænder. Det sidste hun ønskede var at tronen skulle ødelægge en anden som den havde ødelagt hende, men hun var også nødt til at være lidt egoistisk, for hver dag bag disse vægge, levede hun i et helvede. "Jeg burde have set det komme. Men nok om det. Jeg vil glæde mig til at få besøg af jer begge. Og jeg lover hvis det bliver en pige, så navngiver jeg hende Drabala som sit andet navn til ære for jer begge," hun smilede for sig selv, og lænede sit hoved ned over Anas.
Navnene havde hun faktisk mere eller mindre, det var sært.. særligt med henblik på at hun normalt ikke turde håbe på noget i frygt for at miste. "Du får alt den tid du behøver. Jason hjælper mig i mellemtiden. Jeg må ikke arbejde for meget, med det lille mirakel," forklarede hun og rettede sig lidt op for at smile til sin flade mave.

[Deleted]

Det betød alt for hende at det måtte være således, Silia var en fantastisk veninde og hun vidste ikke hvordan det nogensinde skulle blive det samme uden hende. Et suk kom fra hende, det blev hårdt, men hun ville besøge hende og breve kunne udveksles. Hvis blot gik stille og roligt, at hun blev lært op i at skulle være dronning, så skulle det jo nok gå. Måske endda hun ville finde en rådgiver hun en dag stolede på. Der var mange ting at tage højde for, og hun blev ansigtet for et helt land. Skræmmende som det måtte være. "Det vil vi blive virkelig glade og beæret over Silia. Du virker så meget mere sikker i dette, måske du kan mærke i kroppen det er korrekt denne gang, at det er sikkert et regnbuebarn bliver født." Lød det blidt fra hende, hun nussede blidt hendes hånd, som de sad der og snakkede. Det var længe siden de bare havde siddet sådan og sludret, så hun måtte da sande det var fantastisk. Det var dog sørgeligt at det muligvis var en af de sidste gange, så hun nød det også til fulde. Roligt gled blikket ned mod hendes mave, hun smilede stort, det var en glædelig nyhed og hun ønskede virkelig det gik godt som det skulle. "Skal jeg lade dig hvile kære?" Spurgte hun omsorgsfuldt, som hun rettede hovedet op igen og vendte det smilende mod hende, de sad tæt lige nu, hvilket hun fandt hyggeligt og roligt.

[Silia D. Diamaqima]

De havde efterhånden haft hinanden i mange år, og Ana var en af de få venner hun havde her i landet, så det ville blive både mærkeligt og hårdt at skulle undvære hende, men hun kunne ikke blive blot for de få venskaber. Jason og Marius var hun ligeså nær med, og de ville ligeså være tvunget til at forlade landet grundet deres racer.
Hvis oplæring var svaret, så var det et som Silia hellere end gerne tog. Hvad som helst for at kunne vende ryggen til dette forbandede land. Med alt det hun havde givet af sig selv til folket, havde hun aldrig troet at hun selv skulle nære at stor had til det.
"Ja det er lidt mærkeligt er det ikke? Det er som om jeg bare ved det. Måske det er et naivt håb, men jeg ved at hun en dag vil være i mine arme," hun lod sin hånd stryge sin mave med blide strøg og kunne ikke holde et lille smil fra læberne. Godt nok ville hun ikke have Gabriel, men i det mindste var noget godt kommet ud af det. Måske det var skæbnen.
"Jeg kunne godt bruge lidt hvile. Tak for dit selskab kære Ana. Hold fri resten af dagen. Dronningens ordre," tilføjede hun bestemt. Blidt slap hun hendes hænder, og lagde sig ned i den bløde seng.
Hendes far havde fortalt hende om vigtigheden af at slappe af, og det var jo derfor hun var kommet herned i udgangspunktet, så det var nok meget godt at følge hans råd, også selvom det altid var en fornøjelse at være sammen med Ana.

[Deleted]

Det lød til at hun var sikker på det blev en pige, hvilket jo gjorde Ana glad, så vidste hun allerede navnet på den kommende baby. Prinsesse i maven, almen borger i fødsel. Det blev en hård tid, med mange tanker hun ville gå i møde, men hun ville gøre sit bedste, uden tvivl. Dog var hun virkelig bange for at tage den forkerte beslutning, hvem skulle tage sig af landet, hvis det ej blev hende? Det kunne jo ende helt galt, med sig selv som dronning, var hun da i det mindste det mere sikker. Men hun havde jo sine problematikker. Et varmt smil sendte hun sin veninde, som sad og strøg sin mave, det ville blive en god fremtid for hende, så snart hun kom herfra, hvilket hun havde fuld forståelse for. Taknemlig for hun havde Debrala til at komme hurtigt frem og tilbage var hun, for det betød hun kunne besøge sin veninde i ny og næ. Dog blev det travlt i starten vel, og hun havde en del at lære. Heldigvis kunne hun vel også læse op på nogen af tingene. Med tankerne flyvende allerede, vågnede hun lidt op af dem da hun igen blev talt til. "Min største fornøjelse Silia. Jeg skal nok holde fri. Få du hvilet så baby kan vokse sig stor og stærk." Lød det varmt fra hende, hun lænede sig ind over hende og kyssede hende blidt på panden, inden hun puttede hende, og dernæst kravlede ud af sengen. Hun så mod hende en sidste gang, inden hun vinkede og dernæst forlod gæsteværelset, hendes ting tog hun med sig og satte på plads. Hun skulle jo holde resten af dagen fri, det havde hun trods alt fået ordre på. Et smil gled over hendes læber, barnet skulle nok klare den, Silia blev en fantastisk mor, men kunne Ana være en fantastisk dronning?

//out

[Silia D. Diamaqima]

Ikke et øjeblik havde Silia tænkt over at hun havde annonceret kønnet. Faktisk havde hun ikke selv tænkt meget over om det blev en pige eller dreng, der var ikke noget hun håbede mere på end andet, hvis hun nu skulle være ærlig. Uanset hvad så var det et lille mirakel hun havde inden i sig, et stærkt lille væsen som hun agtede at bringe til verden uanset hvad det skulle ende med at koste hende i sidste ende.
"Det vil jeg gøre Ana og tusind tak," tilføjede hun med et varmt smil. Hun lod sin søde og omsorgsfulde veninde putte hende i sengen og tog imod det lille kys på panden. Det var næsten ligesom når hendes mor havde puttet hende, og uanset hvor gammel man blev, så ville det nok bare altid sidde lidt i hende.
Som de hun gik og Silia blev ladt alene igen, drev hendes tanker hurtigt væk. Havde det været den rette beslutning? Nu var det jo endeligt at hun uanset hvad ville forlade Procias på et tidspunkt inden for den nærmeste fremtid. Hendes datter skulle ikke fødes her til lands, det stod hun helt fast på.
Dynen puttede hun tæt omkring sin krop og forsvandt nærmest så langt ind under den så man nærmest ikke kunne se hende. Hendes øjne gled i, og det første hun så for sig var Gabriel og det medbragte et velkendt savn. En dag ville hun vel komme videre. Hun slap et lille suk, hvorefter hun inderligt forsøgte at slappe helt af, men der gik lang tid før hun endelig gled ind i søvnens trygge favn, efter at have ligget og vænnet og drejet sig i timer. Nu fandt hun endelig lidt ro.

//Out