Beautiful silence

[Deleted]

Dette var en aften hun kunne nyde, sent var det ved at være, men hun havde været ude og var kommet tilbage for at indhente lidt af det forsømte. Derved følte hun ikke just hun blot kunne ligge sig til ro, desuden havde hun stadig adrenalin pumpende afsted efter sin flyvetur med Debrala. Med kost, spand, klude og al verden, kom hun slæbende med det hele. Det første værelse var næsten urørt, derfor, var det blot lidt afstøvning og en hurtig tur med moppen hen over gulvet. Videre til det næste.... Hun var omhyggelig, og hyggede sig skam, selvom hun måtte indrømme hun tænkte en del over sin tur. Det var en mærkværdig mand hun havde mødt, og som alle andre mænd, havde hun pænt holdt sin afstand, andet turde hun jo ikke! Anasuya gik rundt i sin hvide kjole med bælte hængende fint til pynt for at bryde det kedelige hvide. Hendes lange røde hår var sat op i en løs knold for at det ikke forstyrrede hendes arbejde, og på fødderne bar hun sine små fine lædersko hvor det mest af foden havde fri til at ånde. Kun dækkende sider, hæl og tå. Hun tøffede rundt og nød at arbejde, dog på en af værelserne, lå der en bog. Hvis der var noget hun havde svært ved at holde fingrene fra, var det en bog. Først så hun på den fra afstand, langsomt arbejdede hun sig hen mod den, inden hun fandt sig selv siddende i sengen med benene oppe, skoene af og bogen i hænderne. Siderne blev kort skimtet, den virkede interessant, derfor begyndte hun forfra og læste rigtigt denne gang. Ingen anelse om hvor lang tid der var gået, sad hun begravet i siderne spændende fortællinger, hun var dybt fascineret og måtte glemme alt om tid og sted.  

[Silia D. Diamaqima]

Efter en lang dag, med nye politiske debatter og en land snak med en mand hun engang havde skåret hånden af, så havde Silias liv igen taget en drejning. Hver gang en lille sky på himlen forsvandt så dukkede der ti nye op, og sørgede for at solen aldrig trængte igennem, sådan føltes det i hvert fald i disse tider.
På vejen ned af gangen fjernede hun det spænde som holdt hendes lokker oppe og frigjorde dem, så de i stedet faldt ned over hendes lidt brede skuldre. Man kunne se i hendes blik hvilken befrielse det var efter sådan en dag. Nu havde hendes fader insisteret på at hun skulle hvile, for den kommende lilles skyld, hvilket alene var grunden til at Silia denne gang ville følge hans råd. Det Kongelige Kammer gjorde stadig for ondt for hende at færdes på, minderne om Gabriel, om den mand hun elskede, fyldte det hele, så der kunne hun ikke være, derfor havde hun valgt at flytte ned på et af de mange værelser.
Slottets rummelighed, fik hendes skridt til at give genlyd ned af gangene. Hun stoppede foran et tilfældigt værelset og skubbede døren op. Det var ikke ligefrem Anasuya hun havde regnet med at finde her og da slet ikke så optaget som hun var af hvad end det var for en bog hun havde fundet. "Godaften køre Ana. Er den god?" spurgte hun med et flygtigt smil. Stadig forsøgte hun at bevarer den livsgnist hun altid havde haft, men det trængte ikke igennem hendes blik eller hendes tone for den sags skyld. Selvom hun burde være i gang med arbejdet, så undede Silia hende den fritid, så hun ville bestemt heller ikke forstyrre sin kære kammerpige og veninde.

[Deleted]

Uden tvivl elskede hun at sidde med en god bog, og denne havde fanget hendes interesse, så verdenen omkring hende forsvandt lidt i det hele. Hun vippede glad med fødderne, som hun sad og læste lystigt, side efter side blev vendt, hun smilede svagt, da det jo var ganske underholdende ord hun måtte finde i denne bog. At døren gik op ænsede hun faktisk ikke, ikke før Silia's stemme lød, hun blev så forskrækket at hun endte med at tabe bogen, og i et forsøg på at gribe den, endte hun ud over sengekanten med et højlydt bump og en tydelig jamren. Dog var hun hurtigt på benene og nejede blidt, det var trods alt hendes pligt, selvom de var blevet godt tætte. "Det beklager jeg virkelig!" Skyndte hun sig at undskylde, mens hun samlede bog op og lagde den på plads, for så at rette sin kjole ud efter turen ned fra sengen. Et roligt smil hvilede på hendes læber, hun så mod Silia, og lod hovedet søge på sned. Det var sikkert et spørgsmål hun måtte være utroligt træt af, men som veninde kunne hun jo ikke lade være med at bekymre sig! Og da slet ikke når det kom til mænd! "Er du okay?" Spurgte hun så forsigtigt, de blå øjne hvilede på hendes skikkelse med oprigtig bekymring hvilende i dem. Selv havde hun haft en mistet kærlighed, for mange mange år siden, faktisk før hendes tid her, og det havde gjort hun havde holdt sig pænt fra mænd som hendes vise fader altid havde sagt man burde. Tiltale havde hun ikke når det blot var de to, de havde kendt hinanden længe jo, og været tætte i en forstand de jo nok ikke burde, men sådan igen. Det gjorde man stolede mere på tjenestestaben.

[Silia D. Diamaqima]

Ana var et befriende væsen at være omkring på mange måder. Det bundede nok mest i at hendes person mindede Silia om den kvinde hun havde været før tronen havde gjort hende til en helt anden i mange henseender. Et svagt smil lagde sig på hendes læber, inden hun gik hen for at række hånden frem mod den jamrende kvinde på gulvet, som et tilbud om hjælp. "Beklag intet Ana, selv du har brug for at sætte dig tilbage og trække vejret i ny og næ. Jeg derimod, er ked af at jeg afbrød dig," sagde hun roligt. Hvad hun dog ikke selv ville gøre for at have tid til at læse en bog, men måske det ville komme ganske snart hvis hun blev tvunget til at hvile i sengen. Hånden trak hun til sig igen da hun lod til at komme tilbage på benene på egen hånd.
Efterhånden var det spørgsmålet blevet stillet hende et hav af gange, og med samme reaktion hver gang. Smilet falmede, selvom hun forsøgte at opretholde det, trods det mest bare lignede en akavet grimasse. "Ikke det der ligner. Jeg spekulerer på hvornår savnet og jalousien mon aftager," svarede hun oprigtigt og satte sig på sengekanten. Det gjorde hende vanvittig at tænke på hvor Gabriel var.. eller nok snarere hvem han var sammen med.
"Men lad os ikke hænge os i de dårlige nyheder, lad os i stedet glæde os ved de gode. Jeg venter mig," afslørede hun med et lille glimt i øjet. Hun burde ikke dele det med nogen endnu, men glæden var for stor til at hun kunne lade være.

[Deleted]

Venlig og blid havde dronningen altid været, hun elskede at hun var kommet hende så nær, det var en veninde hun i den grad på ingen måde ville undvære. Faktisk, kendte hun ikke ret mange andre, inden var kommet hende nær som sådan ud over Silia. Det var i den grad typisk hende at blive overvældet og derefter gøre noget ekstremt klodset. Hvad lavede hun overhovedet på en af gæsteværelserne? "Jeg har lige haft massere af afslapning, eller, det passer ikke, nærmere bare fritid. Jeg burde ikke ligge og dovne med en bog." Indrømmede hun skyldigt, med et undskyldende smil, det var ikke særlig godt det hun havde gang i her, men en bog var nu fristende. Hendes blik gled kort mod den, den lå nu fint på sin plads. Selvom at hun knoklede når hun endelig arbejdede og fik nået en del, var det altså ingen undskyldning for dette. Men heldigvis fra hun en frisindig kvinde og god af sig. Hvilken veninde ville hun være hvis hun ikke bekymrede sig, og så når det kom til en mand, hun havde jo været omkring da han havde haft fjollet rundt med en af kammerpigerne. Allerede der havde hun rystet på hovedet, det var pokkers dumt, mænd var dumme. Umulige at regne med! Det passede hende fint landet kun havde en dronning, så skete der udelukkende fornuft. Håbede hun da. "Han er ikke det værd kære, du fortjener så meget bedre." Lød det støttende fra hende, Silia måtte jo ganske fint vide hvilke holdninger Anasuya måtte have, og set hende afvie mænd i største stil, for ikke at tale om at undgå de fleste. Kun kongen havde haft hendes respekt og nu hvor han var væk, var alting meget lettere for hende. Naturligvis gjorde det ondt at se Silia ked af det, men alting skulle nok vende. Overrasket blev hun, hun vendte blikket ned mod maven og måtte næsten hvine, men gjorde det stille. "ÅH tillykke! En lille prinsesse eller prins, vi må håbe prinsesse! Jeg håber alt kommer til at gå vel. Havde du brug for hvil, jamen Silia du må straks ligge dig ned så!" Hun gik helt i selvsving og måtte næsten snurre rundt om sig selv, det måtte da være derfor hun var her, hun trængte til hvil, og den nærmeste seng var lige her!

[Silia D. Diamaqima]

De fleste her til lands brød sig ikke meget om deres Dronning, grundet mørket hun bar i sig, trods størstedelen af hendes opvækst var sket her til lands. Ana havde aldrig været skeptisk, aldrig næret mistillid til hende som kvinde eller Dronning, hvilket havde gjort det let for hende at åbne op, hvilket hun ellers sjældent gjorde. Ud over de alt for mange mænd der var i hendes liv, så var Ana den eneste hun ville vove at kalde for en ven. "Slottet stråler som ædelstene Ana, jeg insistere på at du tager resten af dagen fri. Desuden bruger jeg ikke de Kongelige Gemakker i disse tider, så spild ikke tiden der," sagde hun lidt bestemt og så på sin kære veninde med varme øjne. De var ikke lykkelige som de plejede at være, men dog stadig varme og venlige, det var trods alt ikke alt som var lige skidt.
Hun sukkede. Måske hun havde ret i at Gabriel ikke var værdi til hende, men det tog ikke savnet til ham og der var kun gået et par uger. De mørke øjne gled fra Ana og ned til hendes hænder. "Måske. Men hvad hvis jeg gerne nøjedes med ham? Jeg elsker ham, Ana, det føles forfærdeligt at blive fravalgt på den måde til fordel for en anden," indrømmede hun og mærkede tårerne presse sig på igen. Hun blinkede dem blot væk, for ikke at synes så svag som hun følte sig. I det mindste var nyheden om den lille ny en langt bedre, hvis det dog ville lykkes. Den unge kvindes iver smittede med et lille smil på hendes læber. "Det bliver ikke en nem proces, men jeg ønsker dette barn. Jeg kom for at hvile ja, men tag dig endelig ikke af det, jeg er kun et par uger henne," fortalte hun og kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes reaktion. Det var fordelen ved at være nær med en vampyr, de lugtede hurtigt den slags!

[Deleted]

Naturligvis lå hun ikke i de kongelige gemakker, det måtte være at torturere sig selv at skulle ligge i den seng hvor hun ellers lå med sin elskede mand. En mand som havde været en kujon og stukket halen mellem benene! Han var på ingen måder god nok til Silia, men hvilken mand var også det? Hun skulle til at fnyse lidt, men måtte hellere lade være, tankerne fik hende bare næsten helt op og køre, for det var i den grad noget som kunne pisse hende helt af. Mænd! Hun sendte dog i stedet sin kære dronning et blidt og varmt blik. "Naturligvis, hvis dronningen ønsker det, er det jo trods alt lov." Lød det varmt fra hende, som hun smilte ligeså. Altså lige indtil de talte om Gabriel, en mand som hun virkelig var ved at bygge et mindre had til, men det var fordi ingen skulle såre dem hun holdte af, og hun måtte jo sande hun holdte utroligt meget af Silia. At hun skulle nøjes, fik Ana til at ryste på hovedet, en dronning skulle ikke nøjes med noget som helst, hun skulle have det bedste og det bedste! Men nuvel, hun måtte jo også gerne have sin sorg, det havde hun jo selv havde haft. Alt hun havde ønsket var Dean, selvom han bare var forsvundet, sikkert også stukket af med en eller anden kvinde som var bedre end hende selv. Et suk gled over hendes læber, så mange år siden, men hun huskede smerten, så et sted, forstod hun vel godt Silia. Barnet var en glædelig nyhed, hun var i den grad overrasket og lykkelig på hendes veje, hun gik derfor helt i selvsving, hun endte med at søge mod hende helt og omfavne hende blidt, for så at vise hende vej til sengen. "Jeg insistere Silia, med historie på tidligere, er hvile faktisk det vigtigste, specielt her i starten. Drageviden." Lød det næsten helt bekymret fra hende, men hun smilte stadig helt glad, for nej hvor var hun bare spændt! Det havde bare at blive en lille pige, for det ville bestemt passe hende bedst.

[Silia D. Diamaqima]

For et øjeblik sad de begge i tavshed. Silia betragtede sine hænder, hun kendte Ana's holdning til mænd, og lige nu var hun næsten tilbøjelig til at give hende ret i de mange fordomme. Ingen var herre over sine følelser, og at gamle følelser var blusset op for en kvinde han engang havde elsket, burde ingen kunne bebrejde ham, så hvorfor følte hun sig alligevel bitter og jaloux?
Hun rystede på hovedet, og derved rystede hun ligeså tankerne af sig og vendte i stedet opmærksomheden mod sin veninde. "Det er ikke Dronningens ordre, det er en vens gode råd," bemærkede hun og sendte hende et lidt sigende blik. Somme tider var det befriende at kunne fralægge sig den royale titel, visse dage ville hun ønske at gøre det permanent, det var desværre bare ikke det nemmeste. "Nu lyder du som min far," påpegede hun med et lille smil. Det var ingen ringe ting, Nathaniel Diamaqima var kendt nærmest verden over som en vis mand, hvilket var grunden til at Silia havde bedt om hans hjælp. Hun lagde sig ned i sengen og foldede hænderne over sin mave. "Gør mig i det mindste selskab. Du ved hvordan jeg har det med at kede mig," hun kvalte et gab, og havde allerede en trang til at gå op sit lille hemmelige kammer, men det ville nok ikke gøre noget godt for nogen. Dampende kunne skade både hende og barnet, desuden tog det store kræfter så indtil videre, lød sengen som den bedste idé.

[Deleted]

En veninde var vidst hvad hun havde brug for lige nu, så der var ingen tvivl om at hun godt lige kunne smide kammerpige titlen helt fra sig og bare slappe af. Specielt for hendes skyld, det var jo trods alt den næreste og kæreste ven hun havde. Om det var en god eller lettere trist ting vidste hun ikke. Altså hun havde trods alt også Debrala. Hvor hen hun fløj rundt lige nu, hun holdte sig jo gerne væk fra de livlige steder, skjulte sig, nød livet i friheden. At hun måtte lyde som hendes fader, fik hende til at le først, men hun måtte også stoppe op kort, inden hun løftede et spørgende øjenbryn, siden hvornår snakkede hun med sin fader igen? Når, det var vel godt de var på talefod igen, det var vigtigt hun havde en til at passe på sig, og når det kom til fædre, så var mænd helt i orden. Anasuya var jo den største fars pige, det var ham som havde advaret hende mod mænd til at starte med, og hun havde ej lyttet, hvilket hun bittert fortrød. "Det glæder mig at høre at det er på rette fod der."Kom det ærligt fra hende, som hun nikkede lidt for sig selv, en fader var vigtig og ikke til at undvære. Selv måtte hun savne sin, han fortjente et besøg den gamle, hendes moder var død for længst, desværre, men hun var mindet i hendes hjerte til evig tid. Det var tilfredshed som strålede fra Ana da Silia valgte at ligge sig i sengen, hun måtte jo virkelig passe på sig selv og barnet, specielt når det fyldte hende med glæde på denne måde. Et sted håbede hun inderligt ikke det var Gabriels barn hun bar, for det ville kun gøre det værre for hende i sidste ende. Forsigtigt kravlede hun op i sengen og lagde sig på siden ved Silia's side, med en hånd gravet op i den rodet knold og albuen godt placeret i madrassen. "Er det Gabriels?" Spurgte hun nysgerrigt, som hun lod blikket glide fra Silia's kønne ansigt og ned mod maven som endnu ikke måtte vise noget barns tilstedeværelse.

[Silia D. Diamaqima]

Let vuggede hun frem og tilbage med sine fødder og stirrede frem for sig i væggen. Personligt ville hun mene, at hun ikke var specielt god til at holde på sine venner. Salvatore havde været desperat nok til at forlade Procias, hun havde hygget med Elverkongen som hun nærmest var vokset op med og bar nu hans barn, Gabriel havde hun giftet sig med og nu var han ligeså væk. Der var kun Anasuya og Jason tilbage, hvilket hun var taknemmelig for, men hvornår ville det lykkedes hende ligeså at skræmme dem bort?
Hendes mørke øjne faldt på Ana, tids nok til at se den lidt undrende rynken på panden. Hun spurgte ikke. "Det må tiden vel vise. Der er meget jeg har svært ved at tilgive ham for, men Diamaqima familien er nødt til at stå sammen, det gør os stærke. Desuden så er der ikke en mand der ved mere om svangerskab end ham," fortalte hun ærligt. Den mand havde en evne til det umulige og med de udfordringer hun havde ved svangerskabet, så tog hun ikke chancen.
Roligt vendte hun sig om i sengen, så hun lå på siden med fronten mod Ana, og fingrene begravet i sit eget mørke hår. Kronen havde hun taget af, den var faktisk forfærdelig irriterende at bærer og særligt nu hvor den mest af alt bare føltes som en byrde. Hun slog blikket ned. "Jeg ville ønske det.. at det var hans. Hvis' det er kan jeg ikke fortælle dig kære Ana, han har et ry og et liv. Vi begik begge en fejl, som jeg inderligt fortryder, resultatet er jeg dog ikke ked af," hun lod en hånd stryge ned over den stadig usynlige mave. Der ville nok gå noget tid inden den ville blive bemærket på den måde, men det gav hende også tid til at finde ud af hvordan hun skulle offentliggøre det.

[Deleted]

At ligge her og tale som var de to almene teenagere var noget som passede Ana godt, hun elskede at kunne have så afslappet et forhold til sin dronning, at have hende som en kær veninde. Hun lyttede, oprigtigt interesseret, hun nikkede blidt, det var en god ting at have ham til rådgivning når det kom til barnet, det var klart. Og på den måde, kunne han vel også gøre nogle af de ting havde han gjort godt igen. Det ville være en ny start måske. Det var faktisk en god ting, en hun måtte værdsætte, skønt der var tale om en mand. Det var kun på grund af det var en fader, for de var ganske gode at have, til tider naturligvis. Et forkert trin og hun skulle personligt få sin drage til at æde ham. "Jeg kan få Debrala til at æde ham hvis han ikke arter sig." Kluklo hun, inden hun lod blikket søge mod maven, det var virkelig en stor ting dette, at hun sådan skulle være moder til en skabning. Det var utroligt som kroppen fungerede, hun var imponeret og skræmt, et sted næsten glad for det ikke var hende, hun turde ikke føde noget som helst! At barnet ikke tilhørte Gabriel mente hun nu kun var en god ting, for det ville kun gøre hun havde endnu svære ved at komme over ham, og det var jo slet ikke meningen. Hun havde derimod haft en affære, hvilket måtte få hende til at smile skævt, det var bestemt ikke altid en god ting, men så igen, Gabriel kunne næsten lære det! "Så taler vi ikke mere om faderen. Lad os tale om moderen! Hvad håber du på det bliver?" Spurgte hun nysgerrigt, hun ville gerne hjælpe til så vidt det var hende muligt. "Jeg skifter gerning stilling til den kongelige personlige babysitter." Fniste hun, for hun ville i den grad gerne hjælpe hende så vidt muligt. Hvad havde man ikke veninder til? Desuden skræmte børn hende ikke, så længe det ikke var hendes egne.

[Silia D. Diamaqima]

Somme tider var det rart at kunne slippe formaliteterne og så bare være den unge kvinde hun nu engang var. Ana gjorde dette let, og hun så heller ikke på hende som en Dronning, men derimod som sin veninde, det var om ikke andet den følelse hun blev efterladt med. Silia samlede sine hænder over sin mave og så hen på den smukke, unge kvinde. På mange punkter misundte hun hende, selvom det var hende som vel havde det hele ville mange påstå.. ud over de ting der betød noget. Hun kluklo med hende ved tanken om Drebala som åd hendes far. "Det kan være jeg bliver drevet til at benytte mig af det tilbud, jeg siger til," lovede hun lidt drillende. Ikke tale om at hun ville gøre det mod sin far, men tanken var meget sjov i mørke tider.
Hvor Ana glædede sig over at barnet ikke var Gabriels, skammede silia sig over det. Hun nærede dyb respekt for Thranduil, men hendes blik var ikke romantisk til ham, og det havde det aldrig været. Hun havde forkastet sit eget ægteskab og den mand som hun elskede, drevet ham til en andens arme.
"Jeg er ligeglad. Det der betyder noget, er at jeg får lov til at nyde glæden ved at få et barn. Jeg tror på at skæbnen giver mig hvad den mener jeg fortjener og kan håndtere," hun smilede og strøg hånden over sine endnu usynlige mave. I det mindste var det en glædelig nyhed.
Et let smil gled over hendes læber. "Jeg ville ingen betænkelighed have ved at lade dig se efter mit barn, Ana. Men jeg havde tænkt på et lidt andet jobskifte.. hvad med Dronning?" spurgte hun og kastede den på bordet som om det var et ganske normalt samtaleemne.

[Deleted]

Drillende og fnisende, sød og hjælpsom, var jo hvordan Ana var omkring Silia, hun ville gøre alt for at holde hende oppe, skønt tiden hun havde lige nu, virkede barsk og hård. Denne kvinde var stærk, hun vidste hun nok skulle komme godt fra dette og vokse sig endnu stærkere end før. Det var hvad hun måtte beundre mest ved Silia et sted, hun fremstod virkelig som en stærk rollemodel. Barnet var uden tvivl heldig at have en moder som hende! "Det forstår jeg så udmærket godt Silia, og jeg er næsten helt sikker på at dette barn bliver din regnbue." Et sted følte hun virkelig bare det var rigtigt, at dette barn ville være lyset i hendes liv, det smukke som kom efter bygerne var drevet over og solen kom frem på ny med en ekstra gave. En regnbuebaby. Hun smilede stille, det ville uden tvivl være smukt og vidunderligt. Ikke mindst for Silia, som virkelig fortjente dette i Ana's øjne. De næste ord måtte dog gøre Anasuya følte sit hjerte gå kort i stå, det mente hun ikke vel, sådan noget sagde man da ikke, end ikke for sjovt! "Silia det er ikke sjovt...." Hun måtte næsten virke helt åndeløst, sådan noget smed man da ikke bare sådan ud i det fri, end ikke for sjov, det måtte hun ikke sige! Anasuya blev jo næsten helt bange for at hun mente det! Tanken måtte gøre hende helt svimmel, hun rynkede lidt i panden, det var altså virkelig ikke sjovt dette her, sådan noget måtte hun ikke sige.

[Silia D. Diamaqima]

Den eneste ud over de åbenlyse, som her til lands havde set noget i Silia var den unge kammerpige. Silia vidste at hun besad et større potentiale end bare med en støvkost og en klud i hånden. Det var en skam at se det gå til spilde. "Hvis det lykkedes mig at give liv til det, vil det blive mit et og alt," sagde hun selvsikkert. Uanset hvor upassende forhold det ville komme til verden under, uanset hvor hadet hun var af sit eget folk, så ville hun give det lille væsen alt sin kærlighed som hendes mor havde givet hende og Jophiel alt hvad hun overhovedet havde magtet.
Smilet falmede med et stille suk. Hun havde ikke ment sine ord i sjov, den slags sagde man ikke for sjovt. I stedet vendte hun sig mod sin kære veninder klar på en længere tale - hun var ikke en Diamaqima for ingenting. "Nej det er ej. Folket hader mig Ana. I deres øjne forsøger jeg blot at forpeste landet med mit mørke sind og hjerte. Uden Gabriel frygter jeg at modstanden vil vokse sig større, og jeg frygter at det kan gå ud over mit barn," fortalte hun og skubbede sig selv lidt op at sidde. "Hvad jeg går ind for, mine værdier, de høre ikke til her i landet længere, og du er en stærk kvinde, de vil elske dig og din varme. Lad os indrømme det... du er født til mere end en støvkost og en klud," hun rakte ud efter hendes hånd og mærkede sit hjerte slå hårdt. Hun havde ikke snakket det igennem med nogen, end ikke Jason, det havde bare været en pludselig indskydelse.

[Deleted]

Et barn for Silia ville være den største gave, og en gave hun bestemt fortjente, derfor, håbede Anasuya inderligt at det ville være noget som kom til at ske og lykkes uden nogen problemer. Hun var vel et sted faktisk lidt bange, for tænk hvis det endte omvendt? Man havde hørt om det før, og hun ville ikke miste sin veninde. Dog fjerende alle de tanker sig, da Silia valgte at smide en bombe større end noget andet, noget som tog pusten helt fra hende. Hvordan i al verden var hun kommet frem til den tanke? Hun var jo blot, Ana.... Derfor var det hendes reaktion at tro det var i sjov, eller et meget dårligt forsøg på at være sjov. Det var det ikke... Den forklaring der medfulgte, fik hende til at glippe med øjnene, hun følte sig svimmel og var taknemlig for hun allerede lå ned. Hader var da et lige hårdt nok ord, men desværre var det sandt, selv havde hun hørt folket og nogle havde endda truet hende på livet bag hendes ryg. Noget Anasuya var stor modstander af, og hun havde også haft kæftet vredt op en gang eller to. "Men jeg forstår det ikke, jeg forstår virkelig ikke hvordan de kan hade dig og ikke tro på dit hjerte i sandhed vil godhed." Lød det stille fra hende, hun så mod hende, som hendes hånd mærkede Silia's. Det var stort, meget stort. At hun så på hende sådan, kom faktisk en smule bag på hende, dette liv havde hun aldrig haft noget imod, hun elskede det, uden tvivl. Roligt satte hun sig også selv op, selvom hun bestemt endnu var helt ør i hovedet, eftersom tanker fløj på kryds og tværs. "Det er virkelig store ord, en stor beslutning, både for dig, men bestemt også for mig. Jeg aner intet om at være dronning, om at lede et land. Ville det betyde du forlader os? Jeg kan slet ikke klare den tanke, jeg vil ikke undvære dig!" Det var tydeligt at hun havde fået svunget benene væk under sig, og hun endnu ikke havde fået vejret ordenligt, det var så stort og hun forstod slet ikke det skete. Det var virkelig noget som kom bag på hende.