Our life will change my dear..

[Samuel Acheron]

"Nej," svarede Samuel til at starte med. Malisha skulle ikke have lov til at gå endnu engang før de faktisk havde fundet ud af det her, for han blev nødt til at komme til bunds i det her, før han kunne sige ja til noget som helst. Hun bad ham jo faktisk vælge hende over hele hans klan og han ville bestemt ikke blive populær af at tage det valg. Men han ville gerne vælge hende, hvis han bare var sikker på, hvad hun faktisk mente med 'sin side'. Mente hun, at hun faktisk ønskede dem som ligeværdige? Skulle han overtage Sephirans plads som den højre hånd? Eller hvordan stod de? Det var jo det han prøvede at finde ud af. Det kunne godt være hun troede, at hun havde sagt det tydeligt nok, men sådan var det ikke i øjeblikket. Han ville ikke bare føje hende endnu engang, ikke når der stod så meget på spil. "Jeg bliver nødt til at vide hvad jeg siger ja til, Malisha, eftersom jeg afskriver resten af min familie hvis jeg vælger dig," endte Samuel med en bestemt stemme, dog ikke med en hævet stemme som før. Han knyttede næverne kort og pustede ud. Han trådte væk fra hende og satte sig ned igen, hvor han skænkede sig et glas whisky mere. "Hvorfor vil du have mig med? Er du ikke ligeglad med mig?" endte han så mere dæmpet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Samuel kunne Malisha tilsyneladende slet ikke regne med i dette henseende, og var det overhovedet underligt, at hun tog så tungt på det, som hun nu gjorde? Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var jo ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre noget ved det. Hun ville væk derfra.. Skuffelsen, kunne hun så tydeligt mærke, og hun kunne virkelig ikke have det! "Jeg har ikke tænkt mig, at blive her..!" endte hun med en mere fast og skinger stemme. Det var svært, og hun kunne virkelig ikke klare de konfrontationer, og særligt ikke, når det var på denne her måde.
Han afskrev familien? Så det var en familie, som slet ikke ville støtte sin søn i sit valg? Hun rystede på hovedet. "Så er de heller ikke det værd, hvis de ikke kan støtte dig i beslutninger og valg, Samuel," bed hun af ham. Tanken gjorde hende faktisk ed af det, og det var slet ikke en tanke, som hun brød sig om lige nu! Ligeglad med ham? "Jeg kommer hjem, når jeg er færdig ude.. og jeg deler mine planer med dig, og du tror at jeg er ligeglad?" Skuffelsen meldte sig som en knude i hendes bryst, og i stedet for at reagere med tårer, reagerede hun med vrede. Hun fandt sig ikke i noget! "Ved du hvad...? Glem det! Glem at jeg overhovedet delte noget som helst med dig, Samuel! Glem at jeg elsker dig.. glem at jeg overhovedet er til!" Hun kastede voldsomt med armene, inden hun vendte ryggen til. Hun blev faktisk ked af det.

[Samuel Acheron]

Samuel havde det svært lige nu. Han plejede aldrig at sige imod, men bare prøve at føje folk for at få sin vilje eller lade tingene gå i baggrunden, da han slet ikke ønskede at skændes med nogen. Men nu var han og Malishas forhold nået så langt, at det ikke var nok længere, han blev nødt til at have nogle svar. Theodore ville ikke støtte ham, for han tog altid Sephirans parti, uanset hvad. Og Sephiran var jo nu ambassadør i det gamle Imandra, så han kunne jo ikke være mere stolt. Clemency vidste han dog faktisk ikke. Hun ville nok støtte ham, men det kunne hun ikke, for så gik hun imod Theodore. Han hadede sin familie, men han kunne ikke afskrive sin mor. "Det er mere komplekst end det... Selvfølgelig vil min mor støtte mig, men det kan hun jo ikke på grund af min far. Og min far vil nok ikke synes om det," svarede han hende med en fast stemme. Hun kendte da for pokker hans far. Theodore og Sephiran kunne hurtigt rotte sig sammen hvis de faktisk fandt et fælles mål, som utrolig sjældent skete. Han tog en tår af sin whisky og så mod Malisha. "Ja, du deler dine planer med mig lige inden, det er ved at falde på plads. Hvad med at have snakket med mig om det lidt tidligere? Det kunne jo tænkes, at jeg faktisk ville have hjulpet og støttet dig, hvis du ikke bare kom og forventede, at jeg ville følge med dig!" endte han til hende. Hun var ret snæversynet lige nu og det gjorde ham også irriteret. Han bundede sit glas med whisky og trak vejret dybt. Han dirrede næsten lige nu. Han fnøs, men blev komplet tavs ved hendes sidste ord. Hvad var det lige han havde hørt? Han troede næsten, det var syner. 'Elsker'? "Hva... hvad sagde du lige?" Han skubbede sig op at stå og gik hen til hende. Han lagde sin ene hånd mod hendes skulder. "Elsker du mig?" spurgte han hende direkte.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kunne godt være, at det var komplekst for Samuel, men det var det ikke for hende, og i forvejen, var hun vant til, kun at tage hensyn til sig selv, og derfor var det svært, når det også svært, når der pludselig var andre ting, som stod og bankede på døren. Desuden gjorde hun sig tanker, som hun i forvejen, slet ikke var vant til at gøre sig, og det var næsten det, som for hende, var det mest groteske af det hele. "Super fedt.. Jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at have hele Acheron mod mig," endte hun med en fast tone.
At råbe og skrige af ham, var slet ikke noget, som hun ville gøre normalt, men nu var hun ramt.. truffet, som aldrig før, og derfor var det svært for hende, overhovedet at finde ud af, hvordan hun skulle handle og reagere på det, og det gjorde det heller ikke just nemmere for hende. Hun rystede fast på hovedet. "Det vil jo ikke gøre nogen forskel, vil det?! Din familie vil da stadig gøre sig de samme tanker om det, som de ville gøre ellers!" bed hun af ham.
At udbryde, at hun elskede ham, var bestemt ikke hendes mening, selvom det nu var sket alligevel. Det havde aldrig nogensinde været meningen! Hendes hjerte begyndte at hamre. End ikke Konstantin, havde hørt hende sige de ord nogensinde. Hendes hænder begyndte at ryste. Hun elskede ham.. Hvorfor skulle hun ellers fortsætte med at komme hjem? Hånden mod hendes skulder, efterlod hende med en sitren. ".... Og hvad så hvis jeg gør?" spurgte hun direkte. Hun forsøgte at forblive hård.

[Samuel Acheron]

Malisha tænkte meget egoistisk, det var Samuel klar over. Men med en så stor beslutning så burde hun da kunne have forudset, at det ville have konsekvenser for andre end bare hende selv. Ravennah blev jo faktisk tvunget til at vælge sige... mon hun ville vælge sin 'mor' og 'far' eller de andre? Han vidste det ikke. "Det burde du have vist i forvejen," svarede han hende sagte. Sephiran skulle nok se sig sur på dem, for det var lige netop en sådan sag, som han ikke bare kunne lade gå uset hen. Sephiran og Kimeya var jo som pot og pande i sidste ende, for de to havde jo været som brødre siden deres store kamp for mange år siden.
Han bed tænderne sammen. Han havde gjort hende oprevet, men han havde jo faktisk startet deres skænderi for en gangs skyld. "Men så kunne jeg have hjulpet dig, Malisha," endte han mere stille denne gang. Han trådte hen til hende og lod hånden lægge sig mod hendes skulder. Han vendte hende om, så de stod med fronten mod hinanden. Han søgte hendes blik. Nok prøvede hun at være ligeså hård og bidsk som før, men det lykkedes hende ikke. "Jeg elsker også dig," endte han uden tøven og lagde en finger under hendes hage. Han løftede hendes blik mod sig og sendte hende et smil, inden han skænkede hende et blidt kys.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var allerede for længst, gået op for Malisha, at hun virkelig havde formået at dumme sig i øjeblikket, og særligt, når det var på denne her måde. Det havde jo slet ikke været meningen, at Samuel skulle vide hvad hun gjorde sig af tanker og følelser. Særligt omkring ham. Det var svagt at elske! Selvom det nu var hendes tur, til at blive ramt af den følelse for alvor, så kunne hun bare ikke gøre noget ved det. "Det vil jo ikke gøre nogen forskel!" nærmest råbte hun.
At han også elskede hende, fik hende til at stirre frem for sig. Kunne det virkelig passe, at de elskede hinanden? Hun lod ham denne gang vende hende mod sig, hvor hun lod blikket søge hans. Hvorfor følte hun sig så blotlagt? Så nøgen pludselig? Det var slet ikke noget, som hun brød sig om! Særligt ikke, når det var på denne her måde. "Du vil ikke kunne hjælpe mig med noget som helst, hvis du ikke er i stand til at tage et valg, Samuel... Elsker du mig virkelig?" Igennem alle de år, havde hun forsøgt at afholde folk fra, at få de følelser for hende. Det var nemlig meningen, at det skulle irritere folk, at være omkring hende! Kysset gengældte hun selv uden at tøve. Det føles jo godt. Det føles virkelig godt, at have ham tæt på, på den måde. "Det er slet ikke meningen.." kommenterede hun dog. Det var det slet ikke!

[Samuel Acheron]

Malisha havde fået talt over sig, det var tydeligt for Samuel. Men i vredens øjeblik, så var følelsen jo ægte, fordi hun ikke havde tænkt over hvad hun skulle sige... men bare råbt ud om det. Han vidste, at hun anså det som svagt. Det var derfor han havde holdt op med at prøve og så bare ladet tiden komme det hele til gode. Og det havde det jo også gjort så det ud til, for nu havde hun jo netop råbt af ham, at hun elskede ham. Elskede ham? Det ord havde han faktisk aldrig troet, at han skulle høre fra Malisha. Ikke med hendes stædighed og indelukkede væsen, der kun gik ud på at holde folk fra sig, medmindre hun kunne styre eller kontrollere dem. Men han ville ikke lade sig være en hund i hendes snor, for han ville faktisk gerne være ved hendes side. Nu måtte han jo være en mand og stå op for sin kvinde, fremfor at lade sig tryne af familien. "Jeg vælger dig, Malisha. Så må jeg tage de slag familien giver," startede han med at sige til hende. Hun følte sig måske nøgen og med følelserne udenpå, men det var måske sundt for hende engang. "Og ja, jeg elsker dig," svarede han hende endnu engang. Han lagde armene om hende og holdt hende i sin favn, som han sendte hende et skævt smil. "Hvad er ikke meningen?" spurgte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde talt over sig, og det var end ikke noget, som hun havde gjort med vilje. Dog var det ord, talt fra hjertet, for det var jo slet ikke meningen, at han skulle have vidst omkring de ting. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun vendte blikket op mod ham. Mente han virkelig, at han ville vælge hende over sin egen familie? Det var ikke helt til at forstå for hende. "Du er godt klar over, hvad det betyder på sigt, ikke?" spurgte hun denne gang med en mere direkte stemme.
Som hans arme gled omkring hende, trådte hun forsigtigt tættere ind mod ham. Armene lod hun derfor glide omkring hende, trådte hun tættere ind mod ham. Hovedet lod hun søge mod hans skulder, og med et tungt suk. "Det var slet ikke meningen, at du skulle forelske dig.. Jeg vil ikke fremstå svag.." endte hun med en dæmpet stemme. Det var hårdt nok, som det var i forvejen for hende, og meget af det, som hun gjorde sig af tanker, hvad det her angik, var slet ikke noget som burde forekomme. Hun lod armene forsigtigt søge omkring hans liv. "Jeg vil ikke fremstå svag." endte hun med en dæmpet stemme. Hun ville fremstå som en stærk leder... ikke en som havde for mange svage punkter, som kunne rammes! Hun var virkelig gået hen og blevet glad for ham.. Rigtig glad endda.

[Samuel Acheron]

Det kunne godt være, at Malisha følte, at hun havde talt over sig. Men for Samuel var det en erklæring om, at der faktisk havde været og var noget specielt mellem dem, hvilket helt klart også gjorde sit for hans vedkommende. Han havde brug for den bekræftigelse fra hende for at kunne vælge hende og nu havde hun givet ham den. Han ville vælge hende og det stod han fast på. Nok ville det få konsekvenser overfor Clemency, men han ville vel have tid til at forklare sin mor sit valg inden at hun... eller de væltede Kimeya? Og så måtte han jo tage de kampe med Theodore og Sephiran som det måtte give. Han nikkede stille. "Jeg er klar over, hvilke konsekvenser det må få i længden... Men jeg vælger dig Malisha," svarede han hende endnu engang. Han var sikker i sin sag. Han smilede let og lod armene lægge sig tæt om hende, da hun selv trådte tæt ind mod ham. Han strøg hende ligeså stille over håret og ned over ryggen. "Det er ikke svagt at elske Malisha... Kærlighed gør stærk, det er jeg sikker på. Hvis vi arbejder sammen, så skal det nok lykkes," sagde han roligt. Han smilede, da han mærkede hendes arme omkring sig. Han vidste godt, at hun ville være en stærk leder. Men man blev kun des mere stærk, hvis man også var svag på den anden side. "Jeg vil gerne være med fra nu af, Malisha," endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte virkelig, at hun havde talt over sig, og tanken, brød hun sig ikke om. At Samuel derimod, havde taget så let på det, gjorde hende dog ikke noget. Langt fra faktisk. Hun sukkede let, hvorefter hun lod hovedet glide mod hans skulder, og bryst, hvor hun blev stående trygt i hans favn. Det føles godt. Det var vel også bare på tide, at hun tillod sig selv, at nyde stunder som det her? Det var jo også første gang, at hun gjorde det. "Du er godt klar over, at du for et øjeblik siden, skældte mig ud for det? Og nu tager du selv valget.." kommenterede hun med en tydeligt forvirret stemme.
Malisha vendte blikket i retningen af Samuels skikkelse i stedet for. Den ene hånd, tog hun til sig, hvor hun lod den stryge over hans bryst i stedet for. Hun lyttede til hans bankende hjerte.. Var det sådan, det føles at være forelsket? Det var slet ikke noget, som hun havde prøvet før, og frygten for, at hun selv ville fremstå mere svag, end hvad hun var i forvejen, for det ønskede hun slet ikke! Hun lukkede øjnene for et kort øjeblik. "Kærlighed kan styrke, som det kan gøre svag... jeg har kun set, hvordan det har ødelagt folk," sagde hun endeligt. Hånden strøg hun over hans bryst. Det føles faktisk rigtig godt, at stå der og være så tæt på ham.

[Samuel Acheron]

Samuel var glad for endelig at få en bekræftelse. Det gjorde også, at han turde tage det valg om at sige ja til hende. Han turde faktisk satse på hende, når hun nu faktisk følte sådan for ham - også selvom det var svært for hende. Han holdt hende trygt i sin favn, for nu hvor hun endelig gav efter, så skulle han da glædelig overøse hende med kærlighed. Han lo blidt mod hendes øre. "Jo... Men jeg havde brug for en bekræftelse i, at vi har noget ægte mellem os, kære... Så da du råbte af mig, at du elskede mig... så vendte det hele," svarede han med et smil. Det hele var faldet til ro for nu... hvilket dog kun var en stilhed før stormen. For så snart Malisha iværksatte sin plan, så ville familien vist også røre på sig. "Vi bliver nødt til at snakke med Ravennah også... Og høre om hun er med os," endte han. Ellers kunne det hurtigt gå galt, hvis de gjorde det uden at fortælle hende hvordan landet lå. Han så roligt mod hende og mødte hendes blik, da hun lagde sin ene hånd mod hans bryst. Han vidste godt, at hun var bange for at blive svag. "Men du er en stærk kvinde, så i stedet for at falde på det... så kan du vende det til en styrke. Jeg vil støtte dig 100 procent," svarede han hende roligt. "Så fortæl mig om din plan for at vælte Kimeya," afsluttede han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det her var slet ikke en bekræftelse, som hun havde regnet med, nogensinde at skulle give Samuel. Faktisk var det slet ikke den type bekræftelse, som hun havde regnet med, at skulle give til nogen som helst. Hun blev stående med hånden hvilende på hans bryst, som hun strøg ganske let. Han var jo en flot mand. Et sted burde hun også sætte større pris på, hvad hun havde, og hvad hun kunne få, end hvad hun havde gjort til nu, og dette kunne uden tvivl godt mærkes i den forbindelse. Let blinkede hun med øjnene, som hun hævede blikket op mod ham igen. Han valgte virkelig hende, over sin egen familie. "Bare du er klar over, at konsekvenserne, kommer til at følge.. Så er det fint for mig," sagde hun dog. Følelsesmæssigt, ville hun stadig ønske, at hun kunne holde det hele en smule hen, og en smule på afstand. Ikke at det gik som hun gerne ville have det, men hun skulle jo trods alt prøve.
Svagt nikkede hun. "Tror du, at hun er med?" spurgte hun med en sigende mine, som hun trak sig, så hun kunne kigge på ham. At han var med hende, var uden tvivl noget af det, der betød mest for hende, og det kunne hun virkelig godt lide. Hun smilede let for sig selv. Hun var nemlig den fødte leder, og selvfølgelig, var det noget, som hun ville udnytte i den forstand, at hun kunne! "Jeg har indgået en alliance med dragerytternes leder.. Han vil næppe kunne slå en drage i fuldvoksen størrelse. Vi skal jage ham ud af Marvalo Mansion.. Dog uden at slå ham ihjel.. Han skal ydmyges, som han ydmygede mig," fortalte hun direkte, og meget ærligt.

[Samuel Acheron]

Samuel var virkelig glad for bekræftelsen han havde fået. Han havde ikke regnet med, at den ville komme med så store ord, men det var nu sket og han følte sig endelig afklaret. Han smilede, som han blev stående med hende i favnen. Han kunne godt lide at mærke hendes hånd over hans bryst, for det føltes virkelig rart. Han mødte hendes blik og sendte hende et opmuntrende smil. "Det er jeg udmærket klar over. Men med dig ved min side, så kan det umuligt gå helt skidt," svarede han hende. Han løftede den ene hånd og strøg over hendes kind ganske let, inden han bare lod armen lægge sig om hende igen. Han vidste, at der pludseligt var mange følelser i spil, men hun blev nødt til at acceptere det fremfor at fortrænge det, for han var sikker på, at hun kunne vende det til en styrke fremfor at lade det være en svaghed.
"Det håber jeg da... Hun er vores pige, Malisha, så mon ikke hun gerne vil følge med sine forældre?" spurgte han hende. De blev selvfølgelig nødt til at snakke med hende om det, så hun også kunne få valget, men sådan måtte det jo være. Han vidste godt, at Malisha var født til at lede, så han ville nu støtte hende i det indtil det lykkedes. Han nikkede roligt som hun fortalte. "Vi kan give ham halsbånd på... frarøve ham hans magi, som han frarøvede dig din?" foreslog han sigende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Bekræftelsen, som var kommet ud af det, havde aldrig været meningen, eller intentionen for det var at stille sig selv svag, og det ønskede hun bestemt heller ikke. Tanken om det, var noget som gjorde hende trist og frustreret på samme tid. Det var slet ikke meningen, at han skulle vide det om hende, og de følelser, som hun nu måtte gøre sig. Hun sukkede dæmpet og rystede så endeligt på hovedet. "Det håber jeg ikke.. Det vil tiden jo vise os," sagde hun med en ærlig stemme. Det var bestemt ikke fordi at det var en sag, som gjorde det meget bedre for hende. Tvært imod.
Selvom det var dem som havde opdraget Ravennah, så var det jo en pige, som hun havde fået et nært forhold til. Det var kommet helt automatisk i hvert fald, selvom det næppe havde været meningen på sigt. "Det finder vi jo ud af.. Er vi med i det alle sammen, ville det være fint," endte hun med at sige, og med et sigende nik til følge. Hun lod hånden stadig hvile mod hans bryst. Han var hendes mand, og det var en tanke, som hun godt kunne lide. Det var i hvert fald en tanke, som hun havde vænnet sig til. Det var ganske vidst ikke Kimeya der havde taget hendes kræfter fra hende, men derimod Silia Diamaqima, som havde taget dem.. Kimeya havde bare taget alt fra hende efterfølgende, og det var det, som hun ikke kunne tilgive ham for. "Jeg overvejede at klynge ham op som pynt på min væg," sagde hun med et morende glimt. "Han har for længe, været på en post, som han ikke er den rette til at bære.. Jeg vil slå ham.. og Sephiran, hvis det bliver nødvendigt," sagde hun alvorligt.

[Samuel Acheron]

Samuel smilede til hende. Aldrig havde han troet, at det ville ske, men det var sket og det var ægte, især nå hun jo faktisk havde prøvet at holde det inde. Han nikkede dæmpet. "Ja," svarede han blot kortfattet. Tiden ville vise mange ting. Og fra nu af ville deres liv vist slet ikke være så stille og rolig som førhen. De måtte være vakse, specielt når Malisha slog Kimeya af pinden. Han strøg hende roligt ned over ryggen og kyssede hendes pande blidt. "Vi snakker med hende i morgen," svarede han hende. Ravennah var nemlig ikke hjemme til aften, for hun var ude på landstedet og passe på sin farmor, som jo faktisk var hendes biologiske mor. Han smilede skævt. Han troede faktisk, at Kimeya havde frarøvet hende magien som alt andet, men han kunne jo tage fejl. Han hævede et bryn til hendes tanke. "Du må gøre lige hvad du vil," svarede han hende så. Han lyttede til hendes ord. Han bed selvfølgelig mærke i, at hun nævnte Sephiran, men egentligt var han ligeglad lige for nu. Sephiran havde aldrig gjort noget for ham, så hvorfor skulle han gøre noget for Sephiran? "Vi ser hvad der sker, kære," svarede han hende. Han lagde sin ene hånd over hendes, der lå mod hans bryst og tog hendes hånd. Han slap hende, så de nu holdt i hånden og så førte han hende ellers med sig gennem huset. Det var vist blevet sengetid, eftersom det var ret sent.