Our life will change my dear..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Samuel Acheron

---

Det var ved at være temmelig sent, da Malisha langt om længe, vendte hjem igen. Igennem den seneste tid, var det ikke meget, hun havde været hjemme. Ligeglad var hun dog ved den tanke, da hun havde gang i store sager. Sager, som havde krævet en alliance, som hun havde fået indgået med Jerry - Lederne af Dragerytterne, for nu var det nemlig på tide, at hun fik Kimeya ned med nakken, hvilket hun uden tvivl også havde tænkt sig at gøre det!
Døren stoppede hun op ved, da hun endelig kom hjem. Om Samuel ville ligge i deres seng og om Ravennah var vågen, vidste hun ikke. Den pige, havde hun dog alligevel været et ganske nært forhold til, men det var svært for hende, at agere som en moder ville have gjort det. Det var desvære ikke noget som lå særlig naturligt til hende på nogen måde.
Døren tvang hun derfor op, inden hun søgte indenfor. Her var stille og der var temmelig mørkt. Magien havde hun fået retur, og hun trænede hårdt og intenst. Nu var der ikke nogen Clemency eller Theodore der lagde hånden over hende længere, og derfor måtte hun gøre det selv. Magtgal, som hun altid havde været, måtte hun dog give sig på dette punkt: Selvom Samuel i mange år, havde vist sig, at være en langt mere mild mand, end hvad hun havde forestillet sig, at skulle være sammen med, kunne hun lide ham. Hun var endda ved at gå så langt, som at sige, at hun elskede ham.

[Samuel Acheron]

Samuel var hjemme. Han var hjemvendt fra sin tur hos Sephiran, hvor han havde indvilliget i at hjælpe med at finde en healer, der skulle tilse deres mor. Clemency lå stadigvæk syg og havde efterhånden lagt i en uge nu uden bedring, men heldigvis heller ikke forværring. Han håbede bare snart, at de ville finde ud af hvad det var, så hun kunne blive rask igen. Han ville tage ud til sin mor så snart han vågnede næste morgen, men for nu var han udmattet efter turen. Han var drattet om på sofaen, da han ikke var nået længere efter han var kommet hjem. Hvad Ravennah lavede vidste han ikke, men hun var jo også blevet en stor pige nu... en voksen faktisk. Han holdt meget af hende og efterhånden var det glemt, at hun faktisk var født af Clemency og ikke af Malisha. Han anså hende som sin datter. Som døren gik op, så blev han dog vækket, da han altid var på vagt. Han gned sine øjne med hænderne og så mod døren, hvor han fik øje på Malisha, da han havde blinket et par gange. "Malisha? Du er hjemme," endte han og skubbede sig op at sidde. Han var ret groggy, nu hvor han lige var vågnet. Han vædede sig let om munden og skubbede sig op at stå.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kom ikke bag på Malisha, at Samuel var hjemme, for han var jo sjældent nogen steder. Derfor kunne man vel også godt sige, at hun vidste, hvor hun havde ham? Hendes blik så sig omkring, inden hans ansigt kom til syne ved sofaen, og hans stemme lød. Havde han ligget og sovet? Ikke at hun tog sig af det. Det var derimod meget rart for hende, at se ham hjemme. Hvis der var nogen, der kunne få hende til at slappe af, var det noget som Samuel over tid, havde formået at finde ud af. Det var en tanke, som hun derimod godt kunne lide.
"Jeg troede, du var kravlet i seng," lød det roligt fra hende, inden hun søgte hans skikkelse. Hun var blevet glad for ham.. rigtig glad faktisk, også selvom det var ord, som hun sjældent sagde. Det var vel bare efterhånden ved at være på tide, at fortælle ham, hvad hun egentlig gik og gjorde sig af tanker og planer i øjeblikket? Ravennah holdt hun af, som sin egen datter, hvor det derimod gjorde hende glad og tilfreds, at hun kunne slippe for tøsen lige nu. Det var helt underligt, at hun var faldet til ro i Acheron. "Jeg har ting, som jeg gerne vil snakke med dig om," sagde hun direkte. Det var livsfarligt.. men hun følte, at hun havde brug for det. Det var uden tvivl på tide, at hun fik sat Kimeya lidt på plads, og for alvor indtage den plads som leder blandt Warlocks igen!

[Samuel Acheron]

Samuel var måske sjældent længere væk ad gangen, men dog havde han alligevel været væk et par dage. Det havde han også skrevet et brev til Malisha om, men hun havde vist ikke set, at det lå derhjemme - hvilket kun bevidnede om hvor lidt hun var hjemme i forhold til ham. Men det gjorde ham intet. Han ville ikke tvinge hende til noget og hun var jo faktisk blevet alle disse år, også selvom hun kunne være smuttet, da Ravennah var blevet større. Han trak skævt på smilebåndet, som han gik imod hende. Han lagde armene om hendes slanke liv og skænkede hende et blødt kys. En vane for ham at kysse hende og nusse hende, da han aldrig havde fået lov til mere. Og ej skænkede de hinanden de større ord af nogen form, men de vidste begge, at de holdt af hinanden. "Jeg må være faldet i søvn på sofaen, inden jeg nåede så langt," svarede han med et skævt smil. Han trak vejret roligt og slap hende roligt igen. Han lod hovedet søge på sned. Ting? Så hun ville faktisk åbne op for ham? Han førte hende med sig ud til køkkenet, hvor han trak en stol ud til hende. Han knipsede med fingrene, så kandelaberen på bordet tændte og de fik lidt lys og så satte han sig også ned. "Sig frem, kære," endte han med et roligt smil. Han beundrede Malisha i høj grad.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var uden tvivl gået hen og blevet rigtig glad for Samuel. Det var skam heller ikke det som hun var bange for, men derimod alt det andet, som fulgte med. Hun savnede ham, når de ikke var sammen, og det lignede hende slet ikke!
"I så fald, må du have være træt," kommenterede hun let, som han søgte hen mod hende. Hans arme omkring hende, tog hun imod, hvor det var rart, at der var nogen der bød hende velkommen hjem. Måske, at det også var derfor, at hun konstant fortsatte med at komme hjem igen? Hun gengældte kysset ganske let, inden hun fulgte med ham til køkkenet. Det var efterhånden ved at være på tide, at han fik at vide, hvad hun lavede, når hun ikke var hjemme. Det var nemlig noget, som krævede rigtig meget forberedelse fra hendes side af.
Langsomt tog Malisha pladsen på sin stol, som han havde trukket ud til hende. Uden at sige tak eller noget, for det lå bare ikke til hende, at være mild og blid, eller noget som bare lignede det, for sådan var hun ikke. Hun vendte blikket mod hans skikkelse igen. "Jeg går efter titlen som warlockernes leder igen, Samuel," sagde hun direkte. Der var ingen hemmeligheder der. Kimeya var en mand, som hun igen så brændende ønskede at slå.

[Samuel Acheron]

Malisha var en bemærkelsesværdig kvinde, som Samuel beundrede i høj grad. Hun forundrede ham gang på gang og interessen for hende faldt aldrig, så derfor lod han hende jo også blive? Og lod tingene være på dens egen mærkværdige måde mellem dem, da de ikke ligefrem var noget normalt par. Han nikkede. "Clemency har lagt sig syg, så jeg har været ude for at lede efter en healer," svarede han hende kortfattet. Historien bød på lidt mere, men han var langt mere interesseret i at høre hvad hun havde at sige fremfor omvendt, så han lod vær med at gå i for mange detaljer. Han sendte hende et skævt smil, selvom han stadigvæk var træt, hvilket hun nok ville kunne se på ham. Han gjorde dog sit bedste for at holde sig helt vågen. Trætheden blev dog hurtigt erstattet, da hendes ord nåede ham. Leder igen? Det var da noget af en interessekonflikt at ende med at stå i! Hans storebror var Kimeyas højre hånd, hvilket han altid havde indordnet sig under. Og Sephiran havde aldrig bifaldt Malisha som leder, så et helvede ville mildest talt bryde løs når hun prøvede at vælte Kimeya af pinden. Han strøg hænderne gennem håret, mens han bare sad mundlam og tænke for sig selv. Han skubbede sig op at stå og gik hen til skabet, hvor han trak en flaske whisky ud og et glas. Han tog det med hen til bordet, skænkede hurtigt op og tog en tår. Han så mod hende igen. "... Er du sikker på, det er en god ide? Jeg mener... Du er jo trods alt en Acheron, selvom du ej kalder dig ved navnet, eftersom vi jo er gift..."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig blevet glad for Samuel, på frygtelig kort tid, og det var underligt, at det var på den måde, for hun havde det som regel aldrig sådan omkring nogen som helst. Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham. At Clemency var blevet syg, var slet ikke noget som hun havde fået med sig. "Det har du da ikke fortalt mig noget om," fortalte hun med en direkte stemme. Et sted kunne hun være ligeglad. Så lang tid, at tingene forløb, som hun gerne ville have dem, så var hun bestemt heller ikke den, som skulle brokke sig, og særligt når det endelig skulle være i den anden ende.
At han rejste sig, for at hente en flaske whisky, var noget som undrede hende dybt, for det var jo slet ikke den reaktion, som hun havde regnet med. "Kimeya har gjort mig ondt, og har sågar nydt det en kende for meget.. Jeg har for længe levet i skyggen, og det er på tide, at jeg gør noget ved det," sagde hun med en direkte stemme. Dette var noget, som hun var fast besluttet på. Og med Jerry ved sin side, var hun ikke et sekund i tvivl om, at det var noget, som nok skulle lykkedes hende. Kimeya regnede vel næppe med, at en warlock ville få hjælp af en dragerytter, til at få, hvad man ville have?

[Samuel Acheron]

Samuel tog en dyb vejrtrækning. Med meldingen om, at hun ville vælte Kimeya af pinden, så var han da hurtigt blevet vågen. Han mødte hendes mørke øjne med sine egne lysegrønne. At hun påpegede, at han ikke havde fortalt om Clemency, fik ham blot til at sukke. Nej, for hun havde enten ikke lyttet eller ikke været her. Og hvis hun havde været her, havde hun været uopmærksom på det brev han havde skrevet til hende. "Du har ikke lyttet," svarede han hende bare kortfattet. Den diskussion gad han dog ikke tage lige nu, for det emne hun havde bragt på banen var noget vigtigere.
Han holdt hånden om glasset med whisky og tog endnu en tår. Han havde virkelig brug for lidt til at dulme den pludselige nervøsitet hun lige havde givet ham. "Men er du klar over, at du beder mig vælge, Malisha? Har du overvejet, at det også vil have konsekvenser for mig? Eller hvad havde du tænkt dig?" endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede så brændende, at få slået Kimeya af pinden, og nu hvor muligheden endelig bød på det, så ville hun bestemt ikke sige nej! At det måtte sætte Samuel i en konflikt, måtte hun ærligt erkende, at hun ikke havde tænkt over. Her havde hun valgt at handle egoistisk som intet andet, men det var derimod noget, som hun havde brug for, så det var der ingen tvivl om. Hun trak vejret dybt. "Men du har stadig intet nævnt," kommenterede hun med en direkte stemme, som hun satte sig tilbage på stolen.
Selvom han reagerede langt mere anderledes, end hvad hun havde regnet med, så var der bare ikke noget at gøre ved det. Dette var noget, som hun virkelig havde brug for, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. "Det er på tide, at den mand bliver slået, Samuel.. Jeg kan gøre det arbejde betydeligt bedre end hvad han kan, og nu har jeg fundet midlerne, til at få det, som jeg gerne vil have," sagde hun direkte. Hun forventede ikke rigtigt noget af ham. Ville han bakke ud? Nævne det for Kimeya? Hun vidste det ikke, men hun håbede da, at hun kunne regne med ham. Skuffet ville hun uden tvivl blive, om det forholdt sig anderledes. "Jeg havde tænkt mig dig.. ved min side.. mens jeg tog over for warlockerne," fortalte hun dog. Hun ønskede faktisk ikke at give afkald på ham.

[Samuel Acheron]

Samuel sukkede dæmpet. Malisha var et egoistisk væsen, men derfor var de nu kommet en lang vej i deres forhold på trods af det. Men hun havde aldrig rigtig taget ham med i sine overvejelser og da slet ikke i denne sammenhæng. Nok havde hun udtænkt den perfekte plan, det var han ikke i tvivl om, men hun havde ikke tænkt på konsekvenserne. Og da slet ikke med det navn hun faktisk bar, selvom hun jo ej kalde sig ved det. "Jeg skrev et brev, men det lå uåbnet flere dage efter," svarede han hende igen. Det var uden tvivl hendes egen fejl, at hun ikke var informeret om Clemency's sygdom.
Samuel bundede sin whisky, men lod dog vær med at hælde op en gang mere. Han så ned i bordet på sin hånd, som han lod tromme nærmest lydløst over bordet. Dette var værre end som så. Egentligt var han jo ligeglad med Kimeya, men han var ikke ligeglad med sin familie og Sephiran ville ikke blive glad. Ej Theodore. Hvad mon Clemency ikke ville sige i samme omgang? "Nej Malisha, det er en idé du har i dit hoved, fordi I altid har hadet hinanden," svarede han hende toneløst. Han ville ikke sige det til Kimeya, men han var virkelig i konflikt. Han måtte næsten le ved hendes sidste ord, men lod det være ved et let fnys. Havde hun tænkt sig det? At han skulle være ved hendes side? Han vendte blikket mod hende. "Virkelig? Og hvor stiller det mig overfor min familie, Malisha? Og hvad skulle jeg så være hos din side... din skødehund? Din stik-i-rend-dreng?" endte han dæmpet og slog blikket ned igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været forbandet egoistisk, så det burde på ingen måder, komme bag på ham. Det var nu bare sådan, at hun var, og det var ikke noget, som hun havde tænkt sig at lave om. Ikke på vilkår. Hun trak kort på skuldrene. "Det må jeg have misset.. Går det godt med hende?" spurgte hun roligt. Lige Clemency, var jo en kvinde, som hun ikke havde noget imod. Hun havde jo faktisk gjort rigtig mange ting for hende. Og det var ikke ting, som hun ville glemme. Langt fra faktisk.
Det kunne godt være, at hun ikke havde tiltænkt familienavnet i denne sammenhæng, men gjorde det virkelig nogen forskel for ham? Det var på tide, at hun selv indtog den plads, som hun retmæssigt, følte var hendes! "Den stilling er min, Samuel," sagde hun med en fast tone. At han skulle tale sådan til hende, når hun rent faktisk forsøgte at åbne op, var dog ikke hvad hun havde regnet med, og derfor lukkede hun vel også i med det samme igen? Hendes blik endte langt mere koldt. Hun tilbød ham pladsen ved hendes side, og han takkede nej.. med andre ord, så var hendes tanker og følelser vel heller ikke gengældte? Langsomt rejste hun sig op igen. "Det er fint.. jeg hverken kræver eller forventer noget af dig," endte hun. Var hun skuffet? Såret over det? "Så må du jo blive boende her i den usle hule, hvis det er hvad du vil," endte hun fast. Hun blev faktisk ked af det.

[Samuel Acheron]

Hvad Malisha havde regnet af Samuel, det anede han ikke. Hun havde været væk i så tilpas længe nu, at han ikke længere vidste hvor de stod. Og lige nu, der brændte det vel bare sammen? Tankerne og tvivlen? Mistroen til hende, om at hun overhovedet følte noget for ham, men håbet om at hun jo kom hjem til ham gang på gang, fordi hun faktisk ønskede det af sin frie vilje og ikke følte sig forpligtet på nogen måde. Han rystede bare på hovedet til hendes spørgsmål om Clemency. Det gik ikke godt, men det gik jo heller ikke helt skidt, for hun blev ikke værre, heldigvis. "Så tag den Malisha, hvis du er så sikker på, at du kan få den. Jeg håber bare at du har gennemtænkt alle konsekvenser af de valg du tager for at nå dit mål," svarede han dæmpet og sukkede. Nok forsøgte hun at åbne op, men hun fulgte den jo åbenbart heller ikke helt til dørs, før hun lukkede jo i som en østers igen. Han havde ikke umiddelbart sagt nej, men han vidste bare ikke hvor han stod og det blev han nødt til at vide før han kunne sige ja til noget som helst. "Hvad er fint? Du har jo ikke svaret hvad du gerne vil have mig som, Malisha. Så giv mig dog et ærligt svar på hvordan du gerne vil have mig hvad din side... Hvad det betyder!" endte han. Han slog en hånd i bordet og rejste sig op, for at stille sig i vejen for hende, for hun skulle ingen steder. Blev hun ked af det? Det kunne han virkelig ikke tage sig af lige nu! "Svar mig, kvinde... Så fortæl mig dog hvad du tænker, for jeg kan virkelig ikke følge med længere!" Det var sjældent han hævede stemmen, men lige nu gjorde han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vendte blikket hårdt i retningen af Samuel. Nej, selvfølgelig havde hun ikke tænkt ham ind i dette, og var det overhovedet underligt? Det var jo hårdt nok, som det måtte være i forvejen! Hun knyttede næverne, inden hun rejste sig op. Hun ville jo have ham ved sin side, men det lød ikke umiddelbart til, at være noget, som han var et sekund interesseret i. "Jamen fint, så gør jeg da det!" bed hun af ham, inden hun vendte om på hælen, for at gå.
At det derimod ikke var noget, som hun ville få lov til, kom uden tvivl voldsomt bag på hende, da Samuel afspærrede hende vejen. Hun kneb øjnene fast og hårdt sammen. Hvor vovede han?! "Og hvad pokker forventer du nu af mig? At jeg skal vrænge min sjæl og fortælle dig det hele? Jeg har jo allerede sagt, hvad jeg vil! Jeg vil have dig ved min side! Er det så svært, at forstå?!" Hvordan kunne den misforstås? Det var jo slet ikke noget, som hun forstod sig det mindste på i den anden ende, og den tanke alene, var noget, som gjorde hende direkte ked af det! Hun var ked af det.. Når hun endelig valgte at åbne op, så vovede han endda at hæve stemmen overfor hende? Det fandt hun bestemt ikke retfærdigt på nogen måde faktisk! "Lad mig gå," endte hun hårdt. Hun havde brug for luft nu!

[Samuel Acheron]

Samuel fandt sig ikke i mere nu. Malisha havde været for opslugt af sine egne planer og forventede bare at kunne komme hjem, sige 'jeg vil have dig ved min side' og tro, at det var kodeordet til, at han bare blev hos hende og fulgte hende som en hundehvalp. Nu gik den ikke længere og hun måtte lære, at han ikke bare var en efterfølger. Han stoppede hende, da hun slet ikke fik lov til at gå lige nu. "Fint," svarede han hende bare igen. Han blev stående foran hende. Hvad han forventede af hende? Ja, han forventede, at hun kunne give ham et svar. Han var en mand med følelser. Han elskede hende for pokker da, men han turde da ikke fortælle hende det, når hun var som en tikkende bombe. "Jeg har aldrig forventet noget af dig Malisha... Og det gør jeg stadig ikke. Men jeg vil gerne have et konkret svar. At du vil have mig ved din side kan være mange ting!" svarede han hende fast igen. Han hævede virkelig sjældent stemmen, men nu havde han fået nok. Han rystede på hovedet. "Du går ingen steder, før vi har afklaret det her... Jeg nægter at være din skødehund!" vrissede han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kunne godt være, at Samuel var en mand med følelser, men det var ikke ensbetydende med, at Malisha var af samme støbning, for det var hun på ingen måde. Derudover, gjorde det hende direkte ked af det, at han ikke bare kunne se, hvad det var hun mente. "Kan du ikke bare lade mig gå!" endte hun denne gang med en hård stemme. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde lyst til at gå amok på ham, og bruge magi. Han - som ingen anden, havde formået at acceptere hende, og forsøgt at støtte hende, selvom hun uden tvivl havde gjort forbandet meget, for at arbejde imod. Hvad vad der at sige til den sag nu?
Malisha vendte blikket den anden vej. Hvis han overhovedet ikke forventede noget som helst, hvad var problemet så? Hun havde jo allerede sagt, at hun gerne ville have ham ved sin side, og så var det åbenbart ikke tydeligt, hvad hun hentydede til? Det var da kun med til at gøre hende langt mere frustreret, end hvad godt måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt. Det var virkelig at blive konfronteret med hendes dæmoner, og der var mange af dem. "Min skødehund? SKØDEHUND! Jeg beder dig om at indtage pladsen ved siden af mig! At du så ikke kan bruge hovedet bare lidt, er da ikke mit problem!" vrissede hun med en fast tone. Det gjorde hende da uden tvivl ked af det. Og han forventede, at hun skulle åbne sig? Det var jo svært, når det var sådan her, det foregik!