Travelling

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene kneb Jarniqa en anelse sammen, som han … grinte af hende. Hånede han hende? Hun brød sig bestemt ikke om tanken! Ej heller mildnede det den magi, som hun følte ulme i sig. Burde hun bare jage ham på flugt, hvis han ikke selv gad flytte sig? ”Smut du bare,” sagde hun kort for hovedet. Nej, hun ejede ganske vidst ikke skoven, og ej heller var hun dvasiansk statsborger, men stadig kunne hun ønske ham væk, og det gjorde hun også! Ej stolede hun på Acheron-navnet længere, og derfor var hendes følelser vel også forståelige? ”Vi er ikke venner.. Jeg er ligeglad med, hvad du hedder,” svarede hun afvisende igen. Normalt var det ikke just, at hun agerede så spydig. Problemet var blot, at han var søn af Theodore, og at hun af den årsag ikke kunne stole på ham. Ondt gjorde det, og værre blev det også kun, som han sagde, at Theodore var ligeglad med hende. Ligeglad.. Hvor var det egentligt et hårdt ord. Selv holdt hun jo af ham, hvor han blot havde såret hende, som han havde vendt hende ryggen. Dog vidste hun, at hun et sted ikke burde tage det så tungt, da den mand aldrig havde været i stand til at føle noget som helst. ”..Bare pas dig selv, og gør, hvad din familie nu engang er bedst til,” lød det direkte fra hende, som hans tilstedeværelse jo gjorde ondt på hende. Selv havde hun jo følelser, hvor det var følelser der var blevet trådt på. Derfor var det vel heller intet under, at hun ønskede Samuel væk? Hvis han oprigtigt havde et hjerte - til forskel fra resten af sin familie - burde han så ikke også forstå?

[Samuel Acheron]

Samuel mente det ikke på nogen ond måde, men han kunne bare ikke holde masken overfor hendes ord. Hun var en noget strid tøs, der troede hun ejede hele skoven, hvilket slet ikke var tilfældet. Hun hørte jo ikke engang til her i skovene, så hvorfor hun blev her, det var faktisk noget han ønskede at finde ud af. "Smut da selv," svarede han hende bare igen. Det var dog ment som lidt sjov, da han virkelig bare prøvede at bløde hende lidt op, så han kunne snakke med hende fremfor at blive ramt af en mur. Han rullede med øjnene. Nej, han var dog klar over, at de ej var venner, men hun burde ikke være ligeglad. Hun virkede nemlig som et menneske med masser af følelser ligesom ham selv. Det var jo derfor, at hun var følelsesmæssigt såret over, at Theodore havde vendt hende ryggen. Selv kunne han jo sagtens sætte sig ind i det. Hun havde jo faktisk været tættere knyttet til Theodore, end han selv nogensinde havde. Men derfor måtte han jo også bare forklare hende hvordan landet lå. Theodore havde færdiggjort det, hvis han mente, at det var nødvendigt. "Og hvad er vi bedst til? Det er da frygteligt diskrimerende at skære en familie over én kam blot på grund af deres navn," svarede han hende og lænede sig op af træet lige til højre for ham. Selv havde han aldrig fået sin faders stolthed, som Sephiran havde, trods han havde higet efter den i mange år... indtil det havde været nok. "Skulle du ikke også videre herfra måske? Eller har du tænkt dig at slå dig ned i skoven for evigt?"

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene kneb Jarniqa en anelse sammen. Hun skulle smutte? Ikke på tale! For det første, havde hun først været her. For det andet fulgtes hun med Lucifer her, og for det tredje havde de slået lejr her. Derfor kunne det på ingen måde blive sådan! ”Jeg kan afprøve, hvor hurtigt du kan løbe med det rette efter dig,” endte hun sigende med at sige, som hun bestemt ikke følte sig blødt op endnu! At han havde forsøgt, kunne hun end ikke se, som det tydeligvis havde været fejlagtigt gjort af ham. At han mente, at hun diskriminerede, var hun komplet ligeglad med. Det var trods alt heller ikke hendes familie der havde gjort ham ondt, som Theodore havde gjort, så det kunne hun være ligeglad med. En yderst såret ung kvinde var hun desuden på det punkt, og derfor var der en chance for, at det fik hende til at tænke mindre rationelt. ”Kan du ikke være ligeglad med, hvad jeg mener og ikke? Vi er ikke venner,” endte hun stilfærdigt med at sige. Det var måske hårde ord give en mand der rent faktisk havde en sjæl. Dog kunne hun ikke gøre for det, som Theodore havde såret hende gevaldigt. Man kunne vel også sige, at når nu hun ikke kunne såre Theodore med ord, så kunne hun såre Samuel? Thedore ville nemlig blot være irriterende ligeglad. Hun fnøs ad ham. ”Og hvad så, hvis jeg bosætter mig her? Hvad så, hvis jeg tager af sted i morgen? Du kan være ligeglad med, hvad jeg gør.”

[Samuel Acheron]

Samuel hævede et bryn til hendes ord. Hvor hurtigt han kunne løbe? Han ville nu ikke påstå, at hun var nået at blive så dygtig på den tid hun havde haft med Theodore, så han skulle da nok forsvare sig hvis det kom dertil. "Pas på hvad du siger, Jarniqa. Jeg er her ikke for at slås med dig, det må du da indse efterhånden, ellers havde jeg nok angrebet dig," svarede han hende. Hvis hun angreb ham, så skulle han nok også slå igen. Han var ej ligeglad, for han brød sig slet ikke om at blive mødt med en sådan fjendtlighed. Og hvis hun påstod, at han var ligeglad - så skulle hun da lige overveje hvilke følelser hun selv stod med overfor ham. Hun var såret, men hendes ord prallede af ham, eftersom de jo ikke var tætte - som hun selv så finde sagde. De var ikke venner. Det var også ganske korrekt, det var heller ikke det han påstod, men han ønskede bare at hun skulle lade vær med at være så pokkers fjendtlig. "Ligeså ligeglad som dig selv? Du sætter en barriere op, fordi du stadig er såret... Det er næsten sødt. Aldrig har jeg haft et forhold til Theodore og altid har han været ligeglad med mig," svarede han og trak på skuldrene. Han havde holdt op med at søge sin fars respekt og anerkendelse for mange år siden. "Det kan jeg ja. Jeg kunne også være venlig og foreslå dig at søge videre, hvis du ikke har intentioner om at tage hjem til hvor du kom fra. Sephiran er på den anden side af den gamle grænse og han er heller ikke ligefrem venner med Theodore," svarede han hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvem ved, hvad du kan finde på? Du har en sjæl, altså du kan lyve over for mig. Det kunne din far i det mindste ikke,” argumenterede Jarniqa, som hun bestemt ikke var så let at stikke i. Ikke efter, at Theodore havde såret og skadet hende. Hvad Samuel kunne finde på, hvis hun slog ham, vidste hun ikke. Det var vel også det der kunne forekomme skræmmende? Han havde haft en hel opvækst med Theodore, hvor hun kun havde haft nogle måneder. Derfor havde Theodore vel lært ham mere, end hvad han havde med hende? Dog mente hun stadig ikke, at hun var uduelig! ”Er du da jaloux? Jeg kan dog sige, lad være.. Manden er alligevel ligeglad med dem han har nær,” sagde hun direkte. Såret var hun bestemt. Dog skulle han ikke beskrive det som sødt! Var det da sødt, at manden havde forsøgt at myrde hende, og at hun var ramt over det?! Hvad var det dog for en forskruet familie?! Hvis ikke hun havde haft Lucifer, ville hun næsten have troet, at det blot lå til dvasianere. ”Jeg siger tak for dit forslag, og vil sige, at det rager mig en høstak. Jeg bliver her så længe, som jeg vil. Det kan hverken du eller Theodore gøre noget ved,” lød det kynisk fra hende. At han inddrog Sephiran i samtalen, forstod hun ikke meget af. Hvad havde han med sagen at gøre? Fortalte han hende det, så hun og Sephiran kunne starten en Vi hader Theodore-klub? Desuden hadede hun ikke Theodore.. Hun var blevet såret over, hvad han havde kunnet finde på at gøre ved hende, som han åbenbart også havde været ligeglad med hende. At manden havde været sjæleløs, havde hun altid vidst.. Dog havde hun stadig ikke troet, at han havde kunnet finde på at skade og dræbe hende.

[Samuel Acheron]

Samuel sukkede dæmpet. Jarniqa var da hverken til at hugge eller stikke i, da hun ikke gav sig overhovedet. Han tog dog blot en dyb vejrtrækning og sendte hende et irritabelt blik. Hun skulle da også være på tværs med enhver indgangsvinkel han prøvede. Måske han faktisk bare skulle opgive, for han havde jo i princippet ikke rigtigt tid til det her, da han havde en mission. "Hvem ved, hvad jeg kunne lade vær med at finde på? Du har da også en sjæl. Du er da ligeså utilregnelig," svarede han hende. Måske hun faktisk bare spillede skuespil overfor ham, for at få ham i en fælde? Det regnede han nu ikke med, men i teorien. Han løftede let et bryn mod hende og rystede på hovedet. Han var bestemt ikke jaloux. "Jeg holdt op med at hige efter noget som helst fra min far for længe siden," svarede han hende. Bund ærligt oveni, men så måtte han jo se, om hun for en gangs skyld ville tro på ham. Han trak vejret roligt og slog armene over kors. "Fint, så pas dig selv," endte han. Han sukkede blot og endte med at skubbe sig fra træet igen, hvor han vendte om. Han fik vel alligevel ikke noget ud af at være her. "Nå, men ha' det så hyggeligt, jeg må videre," svarede han hende og så sig ikke tilbage...

//Out.

[Jarniqa Dynithril]

Såret var Jarniqa, og derfor reagerede hun i bund og grund som hun gjorde. Samuel var egentligt ikke den person, som hendes sorg og vrede var rettet imod. Vanvittigt belejligt var det dog bare, som han var i familie med den person, som havde gjort dette ved hende. Hans søn endda. ”Du har ret, og det burde du måske også tænke over,” sagde hun sigende, som hun et sted var et ladt våben. Selv mærkede hun nemlig, hvordan al dette fik magien til at summe i hende, sammen med hendes mange følelser. Derfor kunne hun meget vel gå imod ham. Det havde hun dog også allerede truet med. Derfor følte hun ikke just, at hun bedragede ham. At han ikke længere higede efter noget fra sin fader, var vel også, hvad hun burde gøre? Stoppe med at fokusere på Theodore? Han ønskede hende trods alt intet godt alligevel. Det havde hun jo på allerhårdeste vis fundet ud af, som han havde angrebet hende, og brækket hendes ribben. ”Godt for dig,” sagde hun kort for hovedet. Øjnene kneb hun en anelse sammen, som han sagde, at hun kunne passe sig selv. Hvad nu? Tilfredsstillelsen mærkede hun dog, som han vendte hende ryggen og begyndte at gå. Hun havde vundet! ..Medmindre at han i virkeligheden ilede hjem til Theodore og fortalte om hende. En tanke, som hun ikke just brød sig om. Nøje holdt hun øje med ham, indtil hun havde sikret sig, at han virkelig var taget af sted. Der vendte hun selv omkring, hvor hun søgte tilbage til lejren.

// Out