Travelling

[Samuel Acheron]

Jarniqa Dynithril

Kursen var sat mod det gamle Imandra, hvor Sephiran nu regerede som ambassadør for Jaqia. De havde været til bryllup hos Sephirans søn, Romeo for et år eller to siden, men nu var Samuel på vej for at se sin kære bror. Clemency havde lagt sig syg hjemme, hvilket han var nødt til at snakke med sin bror om, for de måtte finde en, der kunne kurere hende! Malisha havde gang i alt muligt andet, så da hun ikke rigtigt havde lyttet til ham sidst, så tog han nu sagen videre. Han havde købt en hest, da hans magiske evner ikke rakte til at transportere ham selv så langt uden, at det var alt for risikabelt. Hesten var en fin brun ganger, ganske almindelig hest til brug som transportdyr. Han havde dog fået lidt et venskabeligt forhold til hesten gennem de sidste to dage, hvor de havde tilbragt masser af tid sammen. Med sig havde han sit sværd, noget mad, penge og en vanddunk. Han nåede Den mørke skov, som grænsede op til det gamle Imandra, der jo var en del af Dvasias nu. Også selvom han stadigvæk omtalte Imandra som noget for sig selv. Han vidste ikke om hans bror overhovedet ville gå op i, at Clemency lå syg. Men måske Tiyanna ville? Det kunne han da i hvert fald håbe, for ellers ville rejsen være spildt. Og han vidste snart ikke hvem han så skulle spørge, for han kendte ingen alkymister eller healere. Eller jo, han kendte én, men hun ville nok ikke vide af ham og han turde ej opsøge hende. Han trak vejret rolig og satte hesten ned i trav. Det var heldigvis dag, så vampyrerne ville da ikke være ude nu, hvilket han også havde planlagt helt med vilje, for dem ønskede han ikke at slås med. Når mørket faldt på i aften ville han for længst være hos sin storebror. Han skulle dog snart have lidt mad, så han ville nok gøre et hvil om et øjeblik, når han var kommet lidt ind i skoven.

[Jarniqa Dynithril]

Hvad der burde have været en forholdsvist hurtig gennemgang, havde nu blevet til uger i Den Mørke Skov. Snart ville Lucifer og Jarniqa dog kunne drage af sted igen, som Jarniqa uden tvivl kunne føle, hvordan det gik fremad med hendes ryg. Dog var det kun ryggen der healede, da hun endnu måtte føle sig såret følelsesmæssigt. En smerte, som hun umiddelbart ville sige var værre. Ondt gjorde det nemlig at vide, at manden der havde taget hende til sig havde forkastet hende. Bare fordi, at hun havde gjort, hvad hun hele tiden havde sagt, at hun håbede på. Dumt vidste hun dog godt, at det var, som hun vidste, at det kun var hende der havde det således. Manden var jo følelsesmæssigt tom..
Som Jarniqa følte, at hun var forholdsvist frisk, bevægede hun sig omkring i skoven mellem alle træerne og buskene. Hun kunne trods alt ligeså godt få det bedste ud af stoppet, nu hvor de var her. Som hun gik omkring, måtte hun dog sige, at Dvasias’ natur på ingen måde kunne måle sig med Manjarnos og Procias’ for den sags skyld. Særligt det naturskønne område, Paggeija, kunne det ikke hamle op med. Det smaragdgrønne blik holdt hun nede mod skovbundet, som hun nysgerrigt måtte se efter nye og brugbare planter. Det kunne jo meget vel være, at der var noget her, som der ikke var i Manjarno! En helt anden natur var det trods alt. Nysgerrigt hævede hun blikket igen, som hun syntes at høre hovslag, og ganske rigtigt.. En brun hest og en mandlig rytter. Opmærksomt holdt hun blikket på dem, som det trods alt ikke var mange andre hun så her i skoven. Forladt syntes den faktisk størstedelen af tiden.. Hendes hjerte sprang et slag over, og hun trådte nogle skridt tilbage. Hun havde set manden før.. Ved Acheron Landsted!

[Samuel Acheron]

Da Samuel nåede et par meter længere frem så holdt han sin brune hest an. Det var en hoppe, men han var egentligt ligeglad. Hun var god og loyal og han havde ikke brug for at skulle have en kamp med en hingst om hvem der skulle bestemme. Han klappede hende ned over halsen og svang benet af dens ryg, så han landede let på sine ben ved siden af den. "Tror du nogen gemmer sig herude, Mira?" spurgte han. Det eneste svar han fik var en let vrinsken, hvilket både kunne betyde ja, måske, nej eller bare, at hun grinte af hans forsøg på at snakke til hende. Men efter nogle dage alene med sig selv og hesten, så virkede det næsten normalt at snakke til hende. Han tog fat om hovedtøjlet til hende og fandt det nærmeste træ, hvor der var en lavthængende tyk gren, som han bandt hende fast til. Straks begyndte hun at spise af skovbunden og fandt hurtigt alt det gode og grønne. Han selv fandt et æble frem fra saddeltasken, som han begyndte at spise ligeså stille. Hans blik søgte stille rundt i nærområdet, hvor han kort syntes at spotte noget, men han måtte da se syner. Der var vel ikke andre herude i dagslys eller hvad? Han vædede flygtigt sine læber. "Er der nogen?" endte han så alligevel med at spørge. Hans stemme var ikke truende, men ganske neutral.

[Jarniqa Dynithril]

Utryg måtte Jarniqa føle sig, som hun sandede, hvem det var der havde redet ind i Den Mørke Skov. At det lige præcis var Samuel Acheron, vidste hun ikke.. Hun vidste blot, at det var en Acheron, som hun huskede ansigtet fra dengang, hvor Theodore havde huset hende på Acheron Landsted. Efter at Theodore havde angrebet hende her i Den Mørke Skov, var hendes tanke derfor, at manden vel havde sendt sin familie ud efter hende? Læben bed hun ned i, som tanken gjorde ondt.. Hun havde jo holdt af Theodore, hvor han åbenbart helt og særdeles havde været ligeglad med hende. Den slanke hånd lagde hun imod et af træernes bark, som hun søgte i skjul bag det. Hun tog en dyb indånding. Var det virkelig muligt, at han foragtede hende så meget nu? At han nu sendte familie efter hende? Det var det vel.. Frygteligt naiv havde hun nemlig vist sig at være omkring den mand! At der blev kaldet ud, som om manden vidste, at der var en der stod og lurede, fik hende til at stivne! Var hun opdaget? Ville han komme efter hende? Ville han være ligeså stærk som Theodore, eller ville hun kunne klare ham? Hun kiggede kort overvejende ned på sine hænder. Selv kunne hun mærke magien summe i sig, men var det nok? Det havde det jo ikke været imod Theodore sidste gang.. Som der gik noget tid, og som hun måtte vurdere, at han nok lavede noget andet igen, måtte hun undersøgende lade sit hoved titte frem igen.

[Samuel Acheron]

Om der var nogen i nærheden, var Samuel ikke sikker på. Han følte en tilstedeværelse, men hvor tæt på den var, det kunne han ikke helt fornemme. Skoven her var noget speciel og meget magi havde fløjet omkring her i tidernes løb, så man kunne godt tage fejl af den gamle magi for den nye. Han tyggede grundigt på æblet før han sank og tog endnu en bid. Mens han kiggede rundt for at spejde efter andre, blev han dog uopmærksom på sit æble. Så Mira så sit snit til at snuppe det og spiste det ud af hånden på ham, hvilket gav ham et lille chok. Han kiggede mod hesten og grinte. "Din tossede hoppe, skal du stjæle min mad?" endte han, dog med et smil på læben. Han rystede på hovedet og gik hen til saddeltasken igen, hvor han tog en lump brød frem i stedet, som han begyndte at spise i stedet. Han tog sin vanddunk op og indså, at han havde glemt at fylde den på sin vej, så den var tom lige nu. Han lagde vanddunken tilbage igen og vendte sig rundt igen med brødet i hånden. I det samme dukkede der dog et hoved frem blandt træerne - eller gjorde der? Nej, han var sikker på, at han så det! "Jeg gør dig ikke noget... Kom ud," bad han. Han ville da gerne vide hvem der gemte sig her i skoven og om det måske var magikilden han kunne fornemme? Faktisk syntes han, at den var lettere velkendt, hvilket dog syntes mærkværdigt.

[Jarniqa Dynithril]

Skønt Jarniqa holdt sig på afstand af den nyankommende, kunne hun stadig fornemme, at han havde en munter mine over sig. Underligt syntes det.. De mænd, som hun havde mødt der hed Acheron til efternavn, havde alle været lige sjæleløse.. Theodore, Sephiran og Romeo. De eneste gange hun havde set Theodore decideret glad, havde været når han havde tortureret vampyrer.. og meget bekendt var denne nytilkommende mand ikke i færd med at torturere nogen. Hun fugtede de lyserøde læber. Yderst besynderligt var det uden tvivl.. Hun var jo sikker på, at manden var en Acheron, som hun var sikker på, at hun havde set ham på Acheron Landsted i den tid, hvor Theodore havde huset hende. Nysgerrigt måtte hun derfor se frem fra sit skjulested.. Dog kunne hun kun fortryde, som det hurtigt gik op for hende, at det betød, at han så hende! Et gisp forlod hendes læber. Hun ønskede jo for fanden ikke, at det endte ligesom sidst! Burde hun hurtigt liste af sted? Problemet var bare, at han nok hurtigt ville komme efter hende i så fald. Burde hun angribe ham? Problemet her var det, at Theodore sidst havde slået hende, og at hun endnu svagt kunne mærke det. Hvad burde hun i så fald gøre..? ”Hvad vil du?” endte hun med at råbe skarpt tilbage. Han gjorde hende ikke noget? Ha! Det var jo verdens ældste trick at bruge! Hvorfor skulle hun stole på ham? Den ene Acheron ønskede hende død, den anden kunne hun ikke hitte ud af, og den tredje var bare skræmmende.. hvad ville denne Acheron dog ikke være?

[Samuel Acheron]

Samuel var en mærkværdig mand i sin familie, eftersom han faktisk havde en sjæl. Han var den nedgraderede anden søn, der ikke betød noget som helst for Theodore, fordi han var Sephirans lillebror. Han betød dog en masse for sin mor, Clemency, som var grunden til at han faktisk var på denne rejse, for det var sjældent, at han faktisk bevægede sig væk fra Marvalo City. Han var en mild og god mand, der bar meget præg af at have fået alt sin moders kærlighed, da han havde været den eneste, hun kunne give den til.
Hvem kvinden var, var han usikker på. Men han var da sikker på, at hun var der, da hun endeligt svarede. Så så han ikke syner, hvilket da var heldigt nok. Han hev et stykke af brødet af, som han puttede i munden og tyggede, mens han afventede et svar fra hende, nu hvor hun stod og gemte sig i skoven. Hvad han ville? Ja, han ville vel ikke noget? "Jeg vil som sådan ikke noget," svarede han hende tilbage. Han lod hovedet søge tænksomt på sned. Stemmen... Den lød bekendt. Kunne det være Jarniqa? Den kvinde som Theodore havde huset på landstedet i en periode? "Jeg ved godt, at det kan lyde tosset, men jeg ønsker dig virkelig intet ondt," endte han til hende. Det lå slet ikke til ham at gøre folk ondt, han var mere den beskyttende type.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa fnøs. Han ville ikke noget? Ja, det lød i sandhed tosset! Derfor troede hun ej heller på ham, da han var en Acheron. Ganske vidst var det kun Theodore, der indtil nu havde gået imod hende, men hvem sagde ikke, at han havde bedt hele sin familie om det samme? Hvem sagde ikke, at dette bare var et trick, hvor manden her forsøgte at lokke hende i en fælde? Dog lå det ikke umiddelbart til familien at lave tricks.. De havde det blot med at sige den dystre sandhed, som de ikke var i stand til andet. ”Du har ret.. Det lyder tosset,” sagde hun kort for hovedet, og som et tegn på, at hun ikke troede på ham. Blikket vendte hun kort ned mod sine hænder igen. Hun kunne uden tvivl mærke, at magien summede i hendes fingrer. Burde hun frigive den? Selv frygtede hun jo, at han ville være ligeså stærk som Theodore, og sidst havde hun jo valgt at slå først.. Spørgsmålet var dog, om hun ikke ligeså godt kunne angribe ham, da det jo nok kom dertil alligevel. Theodore ønskede ikke, at hun var her, og derfor var hun sikker på, at denne mand havde fået den samme besked. ”Forsvind herfra, og jeg vil ikke angribe dig!” endte hun advarende med at sige. Ville han lytte til hende? Garanteret ikke.. Ikke hvis han havde fået vide af Theodore, at han skulle søge hende, og det havde han vel. Hvorfor skulle han ellers være her i skoven, hvor hun tilfældigvis også var?

[Samuel Acheron]

Det var tydeligt, at kvinden var utroligt skeptisk overfor Samuel. Hun ønskede ham til at gå væk og virkede ikke ligefrem samarbejdsvillig heller. Egentligt var han jo bare på gennemrejse, så han var her jo ikke efter hende, hvis det var det hun troede. Dog så var han blevet utrolig nysgerrig, da han nu havde fået mistanke om, at det var Jarniqa. Han vidste, at hans far og hende var blevet uvenner og at han havde slået hånden af hende, men mere var der vist heller ikke i det. Han havde vist også kun flygtigt hilst på hende en gang eller to, da han jo trods alt ikke boede på Landstedet. Han trak vejret roligt og spiste det sidste stykke af brødet. Han børstede sine hænder og endte så med langsomt at søge mod træerne, hvor hun gemte sig. Hendes magi boblede, det kunne han tydeligt mærke, for alle faresignalerne stod klart hos ham. "Hvorfor vil du overhovedet angribe? Jeg har ikke tænkt mig at angribe dig," endte han til hende. Han stoppede op lidt fra hende i nærheden af et træ, som han kunne søge dækning bag hvis hun endte med at 'eksplodere'. Han så på hende, ganske roligt og prøvede at virke så langt fra truende som muligt. "Du er Jarniqa, ikke? Det er derfor du reagere så kraftigt overfor mig?"

[Jarniqa Dynithril]

Mere end skepsis var Jarniqa, som hun udelukket tænkte, at han var en Acheron og derfor ønskede at skade hende. Godt havde hun ellers haft det med familien for et par uger tilbage, som det hele havde vendt, som Theodore havde valgt at se sig skuffet på hende, som hun havde ladt Manjarno løsrive sig fra Dvasias. Det havde betydet, at magi havde fløjet om ørene på dem begge, og at Theodore sågar havde forsøgt at dræbe hende. Heldigvis – kunne man vel sige – havde han kun endt med at brække et af hendes ribben og givet hende hundredvis af hudafskrabninger. ”Lad vær’ med at lyve for mig!” bad hun skarpt, skønt en efterfølgende tanke måtte slå hende.. Kunne den familie i det hele taget lyve? Theodore kunne i hvert fald ikke, som han ingen sjæl havde, og derfor fik man alle ord fra ham ganske direkte. Øjnene kneb hun en anelse sammen. Hun var Jarniqa, ikke? ”Lad vær’ med at spille dum. Du ved, hvem jeg er, og det er derfor du er her,” svarede hun afvisende igen, uden at hun angreb ham … endnu. Sidst hun havde slået først, havde det jo gået galt for hendes vedkommende. Hvordan Theodore havde haft det, da han var gået herfra, vidste hun end ikke. Igen måtte hun spekulere over, om hun mon kunne klare ham. Derudover spekulerede hun over, hvad hans plan helt præcist var, siden han ikke havde slået til endnu.. Håbede han på at kunne vinde hendes tillid, inden han slog til? Tanken brød hun sig på ingen måde om!

[Samuel Acheron]

Hvad der gik gennem hovedet på kvinden var ukendt for Samuel, men han blev da kun mere og mere interesseret i hende, fordi hun reagerede sådan overfor ham. Han var langt fra fjendtlig, da det slet ikke lå til ham. Han var nok den mest normale Acheron, da han faktisk havde været fri af familiens styring i mange år... eller hvordan man skulle sige det. Han havde været tvunget til at opfostre et barn i fællesskab med Malisha, som faktisk var hans søster, men nu af forhold var hans datter, fordi Theodore og Clemency havde bestemt det. Fordi hans forældre ikke ville opfostre et barn, selvom det var dem, der havde skabt det. Men under hele opvæksten havde han faktisk været fri og i dag var han jo løsrevet fra familiens klør, da han ikke boede på landstedet og hans datter var blevet voksen. "Jeg lyver ikke for dig," svarede han hende blankt. Han løj ikke og det blev han nødt til at få hende overbevist om, da han så nok ellers endte i magikamp og det var han slet ikke ude efter. Han hadede at slås. Ved hendes næste ord, så fløj et bryn i vejret på ham. Det var derfor han var her? Overhovedet ikke, han anede faktisk ikke, at det var her hun gemte sig! "Vi har kun hilst på hinanden enkelte gange, så jeg har da ret til at stille min tvivl ved, om det er dig... Men du har jo netop bekræftet det," endte han til hende. "Og jeg ved ikke hvad du tror du ved om, hvorfor jeg er her... Men jeg er faktisk på vej til New Dale, da min mor har lagt sig syg," svarede han hende endeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Svært var det at tro, at denne Acheron ikke ville gøre hende noget, når familiens overhoved ønskede hende død. Derfor mente Jarniqa, at det var fuldt ud tilgiveligt, at hun opførte sig mistroisk. De smaragdgrønne øjne holdt hun fokuseret på hans skikkelse, som hun holdt øje med den mindste bevægelse han gjorde sig. Hun ville nemlig ikke tilgive sig selv, hvis hun lod ham overrumple hende! Det ville nemlig være for lavt at synke efter stuntet med Theodore.. Derudover var hun heller ikke interesseret i det udfald, som hun forventede, at den familie nu kæmpede for! ”Og jeg skal tro på, at du bare er her for et mindre stop, og ikke grundet mig?” lød det spidst fra hende, som hun bestemt ikke bare gav sig! ”Theodore ønsker mig død, og det skulle du virkelig bare være ligeglad med?” Selv havde hun gevaldige tvivl om dette! Fantastisk ville det uden tvivl være, hvis han tale sandt, men det var ikke noget, som hun bare naivt ville tro på. Den naivitet var opbrugt siden Theodore! Hvis han oprigtigt ikke ønskede hende noget ondt, kunne han vel også bare bevise det ved at søge videre? Det var i hvert fald, hvis han forsvandt, at hun bedst ville tro på ham! ..medmindre han i virkeligheden bare ville hente Theodore. Hvorfor var det også, at det hele skulle vise sig at være så besværligt? Hvorfor kunne hende og Lucifer ikke bare få lov til at nyde den tur, som de nu engang havde draget ud på? Hvorfor skulle der være alle disse forbistrede hindringer?

[Samuel Acheron]

Samuel mødte ofte denne mistro fra andre, når han præsenterede sig med Acheron navnet. Han var ikke det mest kendte navn i familien, så derfor gik folk også ud fra, at han var som de andre - kolde, ligeglade, sjæleløse og gjorde hvad der passede dem. Men det var langt fra tilfældet for ham. Han var faktisk fuld af følelser, en ret stille og kærlig fyr, der faktisk bare prøvede at gøre det godt, men det lykkedes sjældent. Egentligt holdt han sig altid bare i baggrunden så han slap for problemer. Men følelserne viste han kun overfor meget få, da han ellers agerede som neutral fyr. Han mødte hendes blik ganske roligt. Han troede, at han havde grønne øjne, men hendes overgik da det hele. Han havde nemlig selv grønne øjne, men de var ikke ligeså klare som hendes. Han nikkede stille. "Jeg har redet i længe, så jeg havde brug for et lille stop," svarede han hende. Hun virkede ikke til at ville give sig, så måske han bare skulle bakke ud og vende om? Hendes næste ord fik ham dog til at blive. Theodore ønskede hende død? Han vidste faktisk ikke hvad der var sket, for han talte jo ikke med sin far. Og hans mor havde ikke meget overskud til at fortælle nu hvor hun lå syg. På hans blik ville hun kunne se, at han faktisk så direkte forvirret ud og ikke anede hvad hun snakkede om. For forbavselsen var tydelig. "Jeg vidste ærlig talt ikke, at han ligefrem havde en dødsdom hængende over dig..." endte han.

[Jarniqa Dynithril]

”Rid et andet sted hen og afhold dit stop,” svarede Jarniqa kortfattet igen, som hun holdt den afvisende tone. Hun ønskede nemlig ikke at ende ligeså grelt, som hun sidst havde gjort! At han så begyndte at udtrykke … følelser, fik hende til at se på ham med et nøjere blik. Theodore der manglede sin sjæl, var ej i stand til at vise en overrasket følelse. Faktisk var han end ikke i stand til at føle det. Derfor kunne han slet ikke spille skuespil., Det betød vel, at denne mands overraskelse var ægte, og Sephirans bror Samuel? ”Du er sønnen med sjælen,” bemærkede hun direkte. Betød det, at han havde en sjæl, at hun kunne regne med ham? Eller betød det blot, at han kunne lave skuespil? Ej havde hun talt meget med ham, som hun nærmere kun havde sagt hej til ham i ny og næ, dengang hun havde boet på Acheron Landsted. ”Om du vidste det eller ej, så smut. Hvis Theodore stadig har et problem med mig, må han selv komme. Andre behøver ikke gøre hans beskidte arbejde,” bed hun af ham. Sjæl eller ej, var Samuel endnu i familie med Theodore og under den mand. Derfor tænkte hun naturligvis, at han holdt med sin far. Det smaragdgrønne blik holdt hun på ham, som hun ikke turde vende blikket væk. Ondt gjorde det dog, da hun jo havde set op til Theodore, der havde taget hende under sin vinge. Ganske vidst havde hun til tider også råbt af ham, som det havde braget, men god havde han jo været ved hende, indtil hun havde fulgt sit hjerte.

[Samuel Acheron]

Samuel løftede et øjenbryn til hendes ord og grinte bare let. "Sidst jeg tjekkede, så ejede du ikke skoven her," svarede han hende. Han vidste ikke om det var lidt for kækt at begynde at svare hende igen på den måde, men han ønskede trods alt at overbevise hende om, at han faktisk ikke var ude efter hende. Det var virkelig tilfældigt, at han var stoppet op netop her, hvor hun også havde været i skovene i dag. Han var ikke efter hende og det følte han lidt, at han blev nødt til at overbevise hende om, nu var hun var så skeptisk overfor ham. De havde kun hilst på hinanden få gange og faktisk ikke snakket sammen mere end det. Han nikkede. "Ja, hvis det er det man kalder mig nu om dage... Mit navn er Samuel," svarede han hende. Han vædede roligt sine læber. Han gjorde ikke meget i skuespil, selvom han sikkert kunne være god til det. Han havde mange følelser, men åbnede sig kun op for de færreste. Ellers holdt han sig til de mere overfladiske og almindelige følelser. "Du ejer ikke skoven. Jeg tror ærlig talt, at Theodore er ligeglad med dig, ellers havde han nok færdiggjort arbejdet første gang," svarede han hende sagte.