You must come back!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne med det samme, godt mærke, at han var direkte uønsket på stedet her. Ikke at det gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han ville jo bare gerne have dem med tilbage, og sikre sig, at de kom trygt tilbage igen. Lucifer var uden tvivl tosset, men end ikke det, var noget som Salvatore tog sig synderlig meget af. Nu fik han tingene, som han gerne ville, og så kunne det være at Denjarna ville se på ham med lidt andre øjne, end hvad hun havde gjort hidtil. Han selv ønskede blot, at Manjarno, skulle fremstå som et sted med tryghed, og et sted hvor alle kunne være, og for nu, krævede det, at Jarniqa kom med hjem. Lucifer var jo så det ekstra vedhæng, som de nu måtte acceptere undervejs.
"Meget vel.. Jeg vil vente på jer ved udkanten af skoven, og så kan vi følges over grænsen til Manjarno og til Neutranium." sagde han med en ganske sandfærdig ine. Med disse ord, så forvandlede han sig igen. Hans krop skrumpede straks ind i størrelse, hvor han også med det samme endte med at gro pels. Igen stod den smukke panter foran dem. Han vendte blikket op mod dem. Han slog let med halen inden han hurtigt vendte om igen, for at springe afsted, for at søge igennem skoven. Han ville vente på dem ved udkanten af skoven, og så kunne de følges resten af vejen.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

At ride i sammen sadel som Lucifer, var vel et sted for det bedste? Hvis Jarniqa sad forrest i sadlen, havde hendes ryg nemlig noget konstant at støtte sig op ad. Bedre var den uden tvivl blevet, men stadig var det vel ikke en dårlig ting at havde hendes ryg i mente? Træt var hun dog af, at det skulle være sådan.. Hun hadede jo at være handicappet på denne her måde! Ydmygende var det! ”Okay,” sagde hun stille, inden hun hørte Lucifers lettere vrede kommentar til hendes fader. Læben bed hun en anelse ned i. Var det underligt, at hun var delt når det kom dertil? Et sted havde hun lidt ondt af ham, som han jo var hendes fader, og hun vidste, at hun i det store hele ikke var en let datter overfor ham. På den anden side følte hun, at det var fortjent, som de jo ikke havde et forhold til hinanden. Dog lignede det ikke, at Salvatore lod sig påvirke af Lucifers hårde ord.. Måske, at han i det store og hele havde droppet ideen om hende som sin datter, og nu blot så på hende som landets prinsesse? Gjorde den tanke hende i det hele taget tilfreds? Tænderne bed hun sammen, som hun lod Lucifer hjælpe hende op i sadlen. Gå kunne hun godt nok, men når der kom jag i selve ryggen, kunne hun nu stadig mærke, hvordan det måtte få hende til at bide tænderne sammen. ”Tak.. Lad os ride afsted,” endte hun med at sige, som hun sad i sadlen. Der var vel ikke andet for, end at komme af sted? Selv måtte hun dog også sige, at hun var spændt på at få sin moder og værge at se igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var bestemt ikke fordi at Lucifer var meget for dette, for det var han virkelig ikke. Vred var han ikke just. Man kunne nok nærmere kalde ham for skuffet, hvis det endelig var det. Han vendte blikket mod hende, som han fik læsset det hele op på den ene hest, hvor han tog tøjlerne på denne, og bandt dem til den anden, inden han hjalp hende op. Vigtigst for ham, var nemlig at hun havde det godt, og at han kunne passe på hende. Dette var bare den måde, hvorpå at han anså de bedste muligheder, for at kunne gøre det.
Langsomt måtte Lucifer nikke, inden han sprang op på sadlen bag hende, så hun havde ham at læne sig ind til. Armene søgte omkring hende, hvor han samtidig tog omkring tøjlerne, så han derfor havde kontrollen over hesten. "Lad os.. Sov du blot, om du vil. Det bliver en lang tur tilbage til Manjarno," informerede han, inden han fik sat hesten igang, og kort efter, fulgte den anden også bare trop. Han søgte direkte ud af skoven og i retningen som Salvatore havde løbet i først. Hvad den mand, egentlig regnede med at få ud af det, vidste han ikke, men derimod håbede han da, at de ville få muligheden for at optage deres færd ud i verden. Inden længe, kunne de derfor lægge lejren bag dem.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Nogle takter hurtigere måtte Jarniqas hjerte slå, som hun kom op i sadlen. Ikke fordi, at hun var bange for at ride, men nærmere fordi hun frygtede, at hun ville få ondt. Tænk, hvis hendes brud skulle gå op igen? Stille blev hun siddende, hvor hun lod Lucifer gøre sig klar, inden han kom op til hende. Den første gang måtte det være, at hun sad i sadlen med en anden. Ufatteligt tæt måtte det være, men hvordan kunne hun andet end at nyde det, når det var Lucifer der sad bag hende? ”Jeg vil se, om jeg kan,” svarede hun. Om det var muligt at falde i søvn, vidste hun ikke helt.. For det første sad hun op. For det andet rykkede det let i hende. Men på den anden side var det behageligt at sidde op af Lucifer. Op ad ham lod hun sig læne. En lang tur ville det uden tvivl blive. Var hendes fader overhovedet klar over, at de kun kunne skridte og ikke trave og galopere på grund af hendes ryg? Det var han vel ikke.. Dog var hun ikke interesseret i, at han brokkede sig over det, da de jo var på vej. Øjnene lukkede hun let i, som hun prøvede at slappe af. Godt blev det dog at komme ud af denne skov.. Træt var hun efterhånden af den, som den ikke just var smuk, og som der havde sket noget ganske forfærdeligt her.

// Out