You must come back!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvis de ønskede at snakke, så var det noget, som de naturligvis skulle have lov til. Salvatore fandt sig bare ikke i, at blive truet på den måde! Overhovedet ikke faktisk! Han støttede sig nu endnu til sit bryst, som han trykkede fast om. Det havde virkelig været koldt.. Som intet andet faktisk. Han blev stående, som de alligevel valgte at trække sig en anelse fra ham, og derfor fik muligheden for at snakke i fred. Hvis det var det, som skulle til, for at han kunne få sin vilje, hvad det her angik, så gav han dem mere end glædeligt den mulighed for det.
Uden så meget som et ord, blev Salvatore stående. For at vise en anden form for interesse, slap han dem derfor med blikket, og vendte sig mod den primitive lejr, som de havde haft.. Det var uden tvivl langt bedre med et liv på slottet, måtte han sige, men hvis de nu havde brug for at komme ud og opleve verdenen på den måde, så skulle de naturligvis også have lov til at gøre det. Det var da ikke noget, som han ønskede at blande sig i, dersom han ellers kunne blive fri for det på sigt. Han trak vejret dybt, og rystede på hovedet. Den mand.. Lucifer.. Det var bestemt ikke en mand, som han kunne lide! Han vendte blikket ned af sig.. Ikke så det ud til at der var sket noget, men en ting var sikker: Han skulle holde et skarpt øje med den unge mand.

[Jarniqa Dynithril]

Glad var Lucifer bestemt ikke, og det var noget der passede Jarniqa ganske udmærket.. lige indtil at hun hørte, at hun kunne få ham med sig. Selv ville hun nemlig ikke drage til Neutranium uden at have Lucifer ved sin side. Derudover ønskede hun at gøre sin moder glad, så hun måske ville elske hende, og så var det vel pludselig blevet en mulighed? Derfor trak hun også Lucifer til siden, så hun kunne diskutere muligheden med ham. Begge hans hænder valgte hun at gribe om, alt imens hendes smaragdgrønne øjne fandt hans. Ligheden mellem hendes og Salvatores øjne måtte være slående. ”Jeg er ikke interesseret i at give ham sin vilje,” svarede hun ærligt. Hun ville nemlig ikke komme med for sin faders skyld, men derimod for sin moders… og forhåbentligt også for Damiens skyld. Hun kiggede på ham, som han spurgte om hun ville hjem. ”Jeg vil være med dig..,” sagde hun stille. ”Jeg vil ikke gå, hvis ikke du vil med.. og hvis vi tog af sted, kunne det muligvis styrke mit forhold til min moder. Jeg kender hende knap nok, og det ønsker jeg at lave om på.” Selv vidste hun, at han ikke var meget for, at det ikke bare var de to, men hvis han havde fået sin moder tilbage, ville han så ikke også have næret et ønske om at se hende igen? Blidt strøg hendes tomler over hans hånd. Salvatore ignorerede hun fuldstændigt. Svært var det heller ikke, når hun i forvejen havde et anstrengt forhold til manden. Virkelig anstrengt. Ham berettiget var det måske ikke, men problemet var, at Damien havde hans rolle i hendes liv.. og en rolle som en moder.. den havde ingen kvinde jo forsøgt at tage endnu. Derfor var det klart, at hun ønskede, at Denjarna tog den.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var bestemt ikke meget for tanken, ved at give Salvatore, samt Denjarna, hvad de gerne ville have, kun fordi, at de gerne ville have det. Frustrerende måtte han derfor finde tanken, og derfor var hans hænder også isende kolde.. Det var udelukkende fordi, at denne mand, nu også havde tænkt sig at ødelægge det hele! De havde et eventyr, som de skulle ud på.. De havde ting, som de skulle opleve sammen, og nu kom hendes moder, samt fader, og krævede hende retur til Neutranium, kun fordi at de ønskede det? Hun kunne slet ikke se, hvor uretfærdigt det var? "Jeg har heller ikke lyst til at give ham sin vilje, Jarniqa," pointerede han strengt, som hun tog omkring hans hænder.
Lucifer lod blikket falde. Det føles uden tvivl forbandet godt, at hun tog fat i ham på den måde, men det var derimod også meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Desværre. Det var jo næsten det, som måtte være ham det værste. Han ville jo ikke lade hende gå... så skulle han tage med? Eller skulle han stå fast på sit? Velvidende om, hvor meget det betød for hende, at have et forhold til sin familie? Sin moder særligt. Ikke et bånd, som han forstod, som han jo aldrig havde haft et forhold til sin egen moder. Han havde jo faktisk aldrig kendt hende. Han sukkede tungt. "Og hvad vil du helst? Give dem deres vilje, og tage dertil, eller søge videre, som vi har snakket om? Bare os to?" spurgte han. Oprigtigt, vidste han jo godt, hvad han helst ville. Og det var ikke at vende snuden den anden vej!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste skam godt, at han ikke havde skrevet sig ind i den gode bog ved nogen af dem, men det var derimod også meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han holdt derfor blot en afstand til de unge individer, frem til de nu måtte finde ud af, hvad de ville. Mest af alt, håbede han naturligvis, at de ville komme til fornuft, og ville søge tilbage til Manjarno, samt Neutranium sammen med ham. Samtidig vidste han, at det også var ting, som måtte falde i Denjarnas gode bog, som det også var en mulighed for, at de ville kunne få et forhold, hvilket han vidste, betød meget for Jarniqa.
De grønne øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Ikke var han i tvivl om, hvem hun måtte være datter af, hvilket skam også godt kunne mærkes i øjeblikket. Han vendte blot blikket den anden vej, selvom han havde ørerne med i deres samtale. Oprigtigt nysgerrig, kunne man skam godt sige, at han var, og særligt når det var på denne her måde. Han sukkede let. Så langt, som han havde kommet.. tænk nu, hvis hun ikke ville med ham tilbage igen. Så havde det hele rent faktisk vist sig, at være spildt? "Hvad bliver det til?" lød det endeligt fra ham. Hvor svært, kunne det være, at tage en beslutning? Og særligt nu hvor han stod i en situation, hvoraf det var vigtigt, at han fik et klart svar?

[Jarniqa Dynithril]

Irriteret var Jarniqa bestemt over situationen her. Selv ville hun nemlig ønske, at hendes fader og moder havde ladt hende om, hvad hun ønskede sig. Selv ønskede hun jo brændende at se verdenen, hvor hun ønskede at se den med Lucifer. Derfor pinte det hende, at de brugte hendes ømme punkt mod hende. Nemlig det, at hun brændende ønskede sig en samlet familie. Ikke en familie med Salvatore, men en familie mellem hende, Denjarna og Damien. Blikket vendte hun kort ned mod deres hænder, som Lucifer spurgte ind til, hvad hun ville. ”Det er unfair sagt..,” sagde hun stille. Det var jo ikke så simpelt at valget bare hed: give dem deres vælge, eller fortsætte deres egen tur. Køligt sendte hun sin fader et blik, som han valgte at afbryde. ”Vi snakker lige!” sagde hun koldt og afvisende. Det var jo for fanden ikke en simpel beslutning! Det var jo hendes personlige drøm at se verdenen. Ved siden af var det en forhåbning hos hende, at hendes moder engang ville tage hende til sig, som den datter hun var af hende. Det smaragdgrønne blik lod hun falde på Lucifer igen, hvor det straks mildnedes. ”Jeg ønsker ikke at give dem deres vilje.. Jeg ønsker et forhold til min moder, som jeg knap kender hende,” fortalte hun ærligt. ”Dog ønsker jeg ej heller at tilsidesætte dig, og de ønsker vi har.. Jeg tager derfor ikke med ham, uden at du er ved min side, og uden jeg ved, at vi kan fortsætte bagefter.” Hovedet strakte hun, så hun blidt kunne skænke hans læber et kys. Ej foreslog hun en afvisning af dem. Hun foreslog blot, at de udskød turen i en mindre periode. Selv vidste hun dog godt, at han bestemt ikke ønskede dette.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke engang fordi at Lucifer gjorde det med vilje, men denne situation, var ikke just, hvad han havde regnet med. Hvad skulle hun i Neutranium, og hvad var grunden til, at Salvatore var kommet denne lange vej, for at tvinge hende med for? Han lukkede sine hænder omkring hendes, mens han virkelig forsøgte at falde til ro igen. Nemt var det dog ikke just. Langt fra faktisk. "Det er meget muligt, men det er jo rigtigt nok, ikke sandt?" Det var unfair sagt, men i princippet, så var valget jo hendes.
Selv havde Lucifer forståelsen for, at det var vigtigt for hende, at få et forhold til sin mor, og nu hvor hun havde muligheden for at gøre det, så hvorfor ikke tage fat i det hele? Han sukkede let. Han hadede at Salvatore skulle blande sig.. Bare det faktum, at han var kommet hertil, og at han forsøgte at tvinge Jarniqa med sig! "Jeg vil lade det være op til dig, Jarniqa.. Jeg forstår godt, at du vil have et forhold til din mor.. Det er en skam, ikke at gøre det, når du har muligheden.. Og jeg v naturligvis søge med.. Jeg vil ikke lade dem tage dig fra mig." Med disse ord, strammede han grebet yderligere omkring hendes hånd. Han var vred.. langt fra tilfreds, men at vende ryggen til hende, fordi at han blev lidt tøsefornærmet, var bestemt heller ikke noget, som kom på tale! Lige nu, stod han jo i forvejen med lysten til at slå Salvatore ihjel, så de kunne glemme, at manden overhovedet var kommet!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forstod, at det var en hård situation, for dem at befinde sig i, men Jarniqas tilstedeværelse, var ønsket på Neutranium, og han hæmmede bestemt ikke, før han fik hende med sig tilbage igen. Det var jo trods alt også et klart løfte, som han ville give Denjarna.
De grønne øjne hvilede på deres skikkelse, selv da Jarniqa havde hævet stemmen af ham. Det var jo ikke fordi at han ønskede at presse dem, for det var da slet ikke hans intentioner ved dette. Men derimod bare at komme videre, da det var noget, som de alle havde brug for. Han kunne jo heller ikke ligefrem blive stående her, og bare glo på himlen og skoven, som de var omringet af! Nej, i forvejen, var han jo ikke just meget for tanken om at være i Dvasias, da han jo kunne huske, hvad der var sket med ham sidst, at han havde været på stedet her. "Jeg beklager," endte han dog med at sige, inden han stillede sig med ryggen til dem. Hvis det var så personlig og privat en samtale, så skulle han da endelig også give dem, deres frirum til at føre denne samtale. Han rystede let på hovedet af sig selv igen. Var det underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde? Han ville jo bare gerne sikre sig, at de kunne komme derfra, og meget gerne, så hurtigt, som det nu skulle være dem over hovedet muligt!

[Jarniqa Dynithril]

Som Lucifer valgte at lade sine hænder lukke sig om hendes, valgte Jarniqa at skille sine fingre ad, så de i stedet kunne blive flettet ind i hinanden. At de gjorde al dette overfor Salvatore, hendes fader, var hun egentligt ligeglad med. Hun elskede jo Lucifer, og derudover mente hun også, at Salvatore ikke kendte hende nok til at have en mening om hendes valg af mand, og hvad hun ellers lavede. Damien var derimod en anden sag.. Hun ville vel ikke bare kaste sig i armene på Lucifer overfor hendes værge, som hun vidste, at det nok først var noget, som han skulle sluge? Som hun kort tænkte på ham, måtte hun helt mærke, hvordan savnet til den mand steg i hende! ”Jeg vil ikke gøre det for hans skyld.. Jeg vil gøre det for min moders,” fortalte hun stille, som det jo var sandt. Hun var nemlig ikke ude på at gøre Salvatore glad – overhovedet – men hendes moder var straks en anden sag! At han endvidere te stille, som hun bad ham om det, passede hende ganske udmærket! I så fald kunne hun fokusere på Lucifer nok engang. At han nærmest opfordrede hende til at få et forhold til sin moder, som hun fik muligheden for det, og som han sagde, at han gerne ville tage med hende, så var den beslutning vil allerede taget? Blidt klemte hun om hans hænder, skønt han nærmere måtte knuge dem, så det snarligt måtte blive en tand for meget for hendes små hænder. ”Det vil stadig blive dig og mig. Vores tur vil også fortsætte, så snart vi er færdige der,” forsikrede hun ham ærligt. Lucifers ene hånd slap hun, som hun skænkede sin fader et blik igen. ”Fint.. Vi tager med, men du må hjælpe med at pakke lejren sammen,” sagde hun kortfattet. Helt let ville hun jo ikke gøre det for ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frygten for at miste Jarniqa på det her, var nok det, som stod stærkest i Lucifer i øjeblikket, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? I forvejen var han jo ikke just vant at skulle tage hensyn til andre end sig selv. Han lod blikket søge til deres hænder, som endte sammenflettet. En fornemmelse, som han godt kunne lide. Han trykkede derefter omkring hendes hånd. Han støttede hende i det. Han forsøgte da om ikke andet.
"Jeg gør også kun det her for din skyld," pointerede han med en mere alvorlig stemme. Han var ligeglad med Salvatore, som han var ligeglad med Denjarna. Det eneste, som han tænkte over i en stund som denne, var hende. Og nu hvor han vidste, hvor vigtigt det var for hende, at få et forhold til sin mor, så ville han også gerne støtte hende i det. Støtte hende i noget, som han vidste, at han selv ikke ville kunne få. "Lad os håbe, at det ikke vil tage alt for lang tid," sagde han med en rolig stemme, inden han denne gang vendte blikket mod Salvatore. Den mand, kunne han ikke lide, som han heller ikke kunne lide Damien.. hvad med hendes mor? Han vidste det faktisk ikke rigtigt. Lejren skulle ned, hvis de skulle nogen vegne. "Alt skal ned og pakkes. Vi kan ikke efterlade noget her," fastholdt han, inden han igen vente blikket mod Jarniqa. "Du har ondt.. du skal intet pakke," sagde han, inden han søgte til lejren, og bare begyndte. Han sendte Salvatore en dræbende mine på vejen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ikke blandede Salvatore sig i deres snak, også selvom han tydeligt kunne høre, at det ikke var noget, som faldt i denne unge mands gode bog. Selvom manden i forvejen, havde formået at gøre ham ondt, så var der ikke nogen grund til at handle uret ment i den forstand. Han ville jo bare gerne sikre sig, at landet kom vel igennem dette, i forhold til, hvad det havde gjort sidst, og det krævede at Jarniqa fandt vejen tilbage til slottet. Desuden kunne han da forstå, at hun var savnet der.
At de endte med at gå med til at følge med, var noget som passede Salvatore mere end fint, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. "Det glæder mig," sagde han med en rolig stemme, og med et let smil på læben. At de ville have lejren ned, kunne han da godt forstå. Han nikkede. Hvis det var deres krav, var det også noget, som han fint kunne imødekomme, hvis det var det. "Jeg skal naturligvis hjælpe. Jo hurtigere, vi kan komme herfra, jo bedre er det også," fortalte han med en rolig stemme. Han søgte selv tilbage til lejren, for at hjælpe den unge mand med arbejdet med at få lejren pakket ned. At der var sket noget med Jarniqa, var endnu ukendt for ham. Hun havde jo som sådan ikke fortalt ham noget som helst.

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer ”ofrede sig” for hendes skyld med dette, vidste Jarniqa udmærket godt. Derfor skulle han heller ikke betvivle, at hun satte pris på det. Selv ønskede hun nemlig brændende at leve op til sin moders forhåbninger. Dog havde hun stadig ikke taget af sted, hvis ikke det havde været fordi, at Lucifer havde taget med hende. Ham ønskede hun nemlig ikke at forlade. På det punkt kunne man også sige, at hun var sikker på sit forhold til ham, i forhold til det hun havde til sin moder. Hun trak på smilebåndet, inden hun strakte hals. ”Jeg skal nok gøre det godt igen,” hviskede hun ham ind i øret, hvorefter hun blidt kyssede ham på kinden. Tilbage trak hun sig dernæst, så hun kunne informere Salvatore om, at de tog med. Ej smilede hun til ham, skønt han gjorde til dem. Helt ønsket var hans afbrydelse jo stadigvæk ikke! At alt skulle ned, var hun helt enig i. De skulle trods alt have lejren med sig, som de skulle fortsætte deres rejse når dette var slut! ”Jeg slukker ilden,” meddelte hun, som hun sagtens kunne slå et bål. Det påvirkede nemlig ikke just hendes ryg. Gad vide, hvordan hun ville klare rideturen tilbage? Hestene skulle de trods alt også have med sig! Som både Salvatore og Lucifer gav sig i kast med lejren, valgte hun selv at gå over til bålet. Her sparkede hun jord på flammerne, så de til sidst døde ud. At hun ikke kunne hjælpe meget mere end det, vidste hun udmærket godt, og det irriterede hende endnu! Hun var jo vant til at kunne klare alt selv. Over til hestene bevægede hun sig i stedet, hvor hun let måtte stryge dem hen over halsen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvis det ikke var fordi at Jarniqa havde den betydning for Lucifer, så havde han heller ikke gjort alt det her. Han ville jo gerne være sammen med hende, men havde derimod også forståelsen for, at det var vigtigt for hende, at få et forhold til sin moder. Særligt nu, hvor hun havde muligheden for det. "Det tager vi til den tid," sagde han endeligt, som han kort trykkede omkring hendes hånd. Der var vel ikke rigtigt noget at gøre godt igen? Kunne han få lov til at være sammen med hende, så var det faktisk det vigtigste for ham. Det som han måtte sande, han var mest bange for, var hendes værge. Den mand havde jo i forvejen forsøgt at slå ham ihjel.
Lucifer søgte til lejren, for at begynde at pakke den sammen. Bålet og Jarniqa sig af. Det var heldigvis heller ikke så krævende igen. Han holdt dig øje med hende. Ikke ønskede han, at hun skulle have ondt. Ikke så meget som et ord, måtte han skænke til Salvatore undervejs, da han stadig måtte anse den mand, som den, der for alvor havde ødelagt hans tur sammen med Jarniqa, ved at kræve hende tilbage til det sted, hvor man vel kunne sige, at de var startet? Brutalt fik han flået teltet ned, hvor han begyndte at pakke det sammen, så det kunne læsses op på hesten, som han søgte tilbage til, for at få fæstet teltet til sadlen. "Går det?" spurgte han direkte. Tilfreds, kunne man bestemt ikke kalde ham, og særligt sådan, som det var lige i øjeblikket. Salvatore havde i hans øjne, ødelagt det hele.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste skam godt, at han i øjeblikket, på ingen måder, var den mest vellidte fyr her i selskabet, men han havde gjort sin pligt, og hvis han kunne få dem med sig hele vejen til Manjarno, så var det uden tvivl også det værd. Var hans datter virkelig forelsket? Hvorfor skulle hun ellers først gå med til det, da han sagde, at Lucifer kunne følge med? Selvom han ikke vidste om det var noget, der ville falde i god jord hos Denjarna, så var det jo bare de omstændigheder der måtte være, i en situation som denne.
Det ville næppe tage dem lang tid, at få lejren pakket sammen, når de nu hjalp hinanden. Selv var han endnu ukendt med hans datters lidelse i form af smerte, da ingen af dem ønskede at dele noget som helst med ham. Teltet fik Lucifer pakket sammen, hvor Salvatore pænt tog sig af resten, så de kunne få tingene op på hestene igen, og så de ville være i stand til at tage derfra igen. Han søgte selv til hesten med de genstande, klæder og andet, som han havde fisket, så lejrpladsen endnu en gang måtte se fin og ryddet ud. Han vendte sig mod dem. "Når I er klar, kan vi tage afsted. Jeg tager turen på alle 4, og så kan I sikre jer, at hestene kommer med," fortalte han med en rolig stemme. Skikkelsen som panter, var selv hans fortrukkende, når han var afsted på denne her måde. Særligt på de lange turer, og der ønskede han jo trods alt heller ikke at påtvinge sig noget, som han ikke havde rettentil.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds var Jarniqa ikke med, at hendes og Lucifers tur nu var afbrudt. Dog var hun det mere tilfreds end Lucifer i og med, at hun gjorde dette i håb om et bedre forhold til sin moder. Hvis hun fik det, havde hun vel også alt, hvad hun kunne drømme, eller næsten alt.. Hun ville have Lucifer ved sin side, som hun elskede. En moderlig figur, som hun kunne se op til og som ville værne om hende. En faderlig figur i form af Damien, der allerede fyldte meget i hendes liv. I så fald ville der blot mangle det, at Damien og hendes moder fandt sammen.. Det var vel heller ikke utænkeligt, at det skete? Hun vidste jo, at hendes værge elskede hendes moder, og at de havde levet sammen.. Der var vel derfor ikke så langt til, at de fandt sammen? Dog tvivlede hun på, at det var sket endnu, som hendes biologiske fader trods alt stadig var inde i billedet.. Ellers ville han vel ikke stå her? Over til hestene var hun selv gået, hvor hun var i færd med at lægge trensen om deres hoveder. Det smertede i hvert fald ikke hendes ryg i forhold til sadlen! Som Lucifer kom over til hende måtte hun sende ham et smil. ”..Meget bedre end før,” sagde hun ærligt. Tidligere havde hun heller ikke været i stand til at bevæge sig, uden at hun havde fået tåre i øjnene! Nu var smerten jo næsten helt væk. ”Vil du hjælpe mig med sadlerne?” spurgte hun. Selv hadede hun at skulle spørge så meget om hjælp. Bedre var hun dog blevet, som hun havde vænnet sig til, at det havde været en nødvendighed. Kort så hun over mod Salvatore. Hvorfor havde han så travlt?! ”Vi skal nok komme, og det vil blive i vores tempo,” sagde hun stilfærdigt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var langt fra tilfreds med dette, hvilket han heller ikke var bange for at lade hende vide. Dette var derfor udelukkende for hendes skyld, og ikke for nogen andres. De kunne rende og hoppe for hans del, og han ville være ganske ligeglad med det! Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen, som han endelig var kommet til hende. Hun havde det bedre, og det var han glad for, men der var endnu lang vej endnu. Der var langt tilbage til Manjarno, og særligt i hendes tilstand, så var det jo bare ekstra langt. Han nikkede til hendes ord. "Selvfølgelig.. Du rider med mig," fastholdt han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Sadlerne fandt han frem, for at spænde dem fast, så de kunne komme af sted.
"Knyt.. Vi tager herfra, når vi er klar.. Smut du bare i forvejen. Vi har ikke brug for hverken babysitter eller guide," fortalte Lucifer med en betydeligt mere fast tone, end hvad han havde gjort brug af frem til nu. Han var virkelig ved at være træt af den mand! Ikke bare var han kommet her og ødelagt det hele, men skulle også virke helt ivrig med at få dem retur igen, og det var bestemtikke noget, som gavnede dem på nogen måde! Han vendte sig efterfølgende mod Jarniqa. "Kom.. jeg hjælper dig," sagde han roligt, og stillede sig klar til at hjælpe hende op.