You must come back!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forsøgte kun at give Jarniqa, hvad hun egentlig ønskede, og særligt nu, hvor hun kun måtte give udtryk, for at hun intet ønskede at have med ham at gøre. Han ville jo gerne tage pladsen som hendes fader, men blev selv utilfreds, når han ikke gjorde det? Han ville ikke tvinge hende, for hun var jo trods alt også voksen nok, til at tage sine egne beslutninger, så det kunne jo heller ikke just komme bag på nogen. Han rystede på hovedet. Forsøgte hun nu, at fremtvinge den del af ham? At fremstille ham, som en grusom mand, der ikke gjorde noget som helst for nogen? "Hvis jeg ville tvinge dig, havde jeg allerede gjort det. Ikke er det min intention, og ikke har det nogensinde været det," fortalte han med en sandfærdig stemme. Han sendte hende en streng advarende mine. Hvorfor skulle det altid forløbe sig på denne her måde?
Den unge mand, der pludselig dukkede op, fik ham til at vende blikket langsomt mod ham. Ikke at han følte sig truet af hvad... en dæmon? Det var i hvert fald det første, som slog ham hvad angik den unge mand. Han spredte hænderne en anelse, mest i tilfælde af, hvis han kunne finde på noget. "En mand, blot kommet i et fredeligt ærende angående Jarniqa," sagde han direkte, som han vendte blikket direkte mod den unge mand. Han var på ingen måder en trussel overfor ham, og det ville han bestemt heller aldrig ende med at blive. Han rettede sig op. Han tog ikke nogen chancer. Ikke igen.

[Jarniqa Dynithril]

Ej ønskede Jarniqa at gå med sin fader. Slet ikke, når hun blot følte, at hun blev udnyttet i den anden ende! Hendes fader og moder ønskede hende nemlig blot for en periode, og når de havde fået, hvad de ønskede, ville de lade hende gå igen. Ej brød hun sig om det.. på nogen måde faktisk! Derfor mærkede hun også en tilfredsstillelse i sit bryst, som hun så, hvordan Lucifer møvede sig frem og stillede sig resolut mellem hende og Salvatore. Ret havde hun tydeligvis haft, som Lucifer med det samme rejste hårene overfor den uindbudte gæst. ”Han siger, at han vil have mig med tilbage til Neutranium. Jeg siger, at det ikke kan komme tilbage,” fortalte hun ærligt Lucifer. ”..og det ignorerer han.” Selv vidste Jarniqa udmærket, at det var at puste til ilden. Lucifer havde nemlig før hentydet, at han ikke brød sig om det faktum, at hun havde noget ud over ham, og at det kunne komme og fratage ham hende. Dog mente hun, at det var i hendes fulde ret at gøre det.. Hun havde trods alt advaret Salvatore, som hun havde givet ham muligheden for at gå. At han ikke havde taget den, kunne i så fald være hans egen fejl. Ikke var det fordi, at hun ønskede, at der blev gjort skade på ham.. Hun ønskede blot at han forstod, at man ikke blot kunne koste omkring med hende, og at han derfor søgte bort. Hvis hendes fader oprigtigt mente, at han ej ville tvinge hende, ville han vel også frivilligt drage bort nu? Selv havde hun jo afgivet sit svar, hvor hun bestemt ikke ønskede at forhandle det! Hvorfor kunne hendes moder ikke også være kommet efter hende? De havde jo knapt nok set hinanden..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Bevidst stillede Lucifer sig i midten. Denne gang valgte han dog at stille spørgsmålene fremfor at konstatere, men det var vel også fordi, at han havde lært fra sidst. Han knyttede de nu iskolde næver, mest for at holde sig selv lidt igen. Til tider forekom det nemlig, at magien som lå i hans dæmoniske racer, måtte glide ud af kontrol, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det af den grund. Hvad Jarniqa derimod måtte fortælle ham, gjorde det ikke just bedre, som det fik ham til at se direkte rødt! Der var ingen, der skulle have lov til at tvinge hende derfra, og derved tvinge dem fra hinanden!
"Virkelig? Så denne gamle mand, tror at han bare kan komme og tage dig fra mig?" Han gik nemlig ikke ud fra, at det var en invitation, som måtte tilfalde ham, og særligt hvis det var en sag, som vedkom prinsessen af landet. Der var han jo praktisk talt ingenting, og særligt efter at Faith havde valgt at smide ham ud ved dæmonerne her i Dvasias. Han kneb øjnene sammen, som de omgående havde fået en langt mere mørk farve. Manden var måske ikke bange for ham, men han vidste tilsyneladende ikke, hvad han var oppe imod. "Men du er heldig.. Det er på en af mine rigtig gode dage.. Jeg vil anbefale dig, at forsvinde herfra.. før jeg ender med at slå dig ihjel," endte han med en fast tone. Enhver der truede med at tage hende fra ham, skulle bøde for det!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ej følte Salvatore sig truet af denne mand, som han jo stod der. Det som han havde erfaret mest, var at dem som truede, var dem som sjældent havde noget at have det i, og det skulle ikke komme bag på ham, om det var således, at det måtte være for denne mand. Armene lod han ligeledes glide over kors. Han var der ikke for at tvinge Jarniqa til alverdens andet, for hvis det var hvad han ville, så havde han gjort det allerede for lang tid siden, og ikke var det noget, som var forekommet for hans vedkommende.
"Dette er taget fuldstændig ud af sammenhæng. Hendes moder sendte mig ,for at bringe hende hjem, og det er hvad jeg har tænkt mig," endte han kort for hovedet. Det var ikke fordi, at han havde nogen intentioner om, at skulle stå der og forsvare sig overfor en ung mand, som slet ikke havde noget som helst med denne sag at gøre. Selvom han naturligvis godt kunne fornemme, at det var en mand, med en vis form for betydning for hende, så gjorde det ikke nogen forskel. "Jeg vil bede dig om at overveje det meget nøje, Jarniqa.. Ønsker du at få et forhold til din moder, vil dette være et passende sted at starte." Det var ikke nogen hemmelighed, at Denjarna forgudede Manjarno, og at det var et sted at starte med et forhold til den kvinde, om hun tog med ham tilbage igen?

[Jarniqa Dynithril]

Som forventet var reaktionen uden tvivl, som Lucifer svarede på Jarniqas ord. Var det under bæltestedet at pudse Lucifer på Salvatore, når Salvatore i teorien ikke havde gjort hende noget endnu, og når hun vidste, at der ikke skulle meget til før Lucifer fløj i flæsket på Salvatore? Nej.. hun havde jo advaret sin fader, så i det store og hele kunne han jo blot have lyttet til hende. ”Taget ud af sammenhæng? Du spurgte om jeg ville med, og svaret var nej.. Accepter, at ikke alle vil som du vil,” svarede hun skarpt igen, hvor hun vidste, at Lucifer ville bakke hende op, som hun sagde dette. Lettere pirrelig kunne man vel godt sige, at han var, når det kom til, at andre måske ville tage hende fra ham. Dog havde hun et sted intet imod det, da hun nød, at han da udtrykte sin kærlighed til hende. Hendes faders ord omkring hun ønskede et forhold til sin moder, fandt hun dog lige under bæltestedet! Blikket slog hun ned, som hun jo brændende ønskede et forhold til sin moder. Dog ønskede hun også, at hun skulle ønske et forhold til hende i retur. ”Jeg forlader ikke Lucifer!” sagde hun ærligt. Hun var ude med Lucifer, og hun elskede ham, og derfor ville hun naturligvis ikke forlade ham! Det var måske ikke Salvatores ønske, men ej heller var hans forslag et ønske for hendes vedkommende! Bag Lucifer holdt hun sig desuden endnu. Hendes frygt var vel, at Salvatore kunne finde på at gribe fat i hende og trække hende med sig mod hendes vilje? Ganske vidst havde han aldrig gjort hende noget ondt, men stadig.. Det var de tanker der måtte florere rundt i hendes hoved.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorfor var det, at de skulle støde på alverdens problematikker på denne her tur? Det var bestemt ikke en tanke, som faldt i Lucifers gode bog. Han var for pokker kun søgt ud, for at hente brænde, og nu skulle de til at kæmpe ed endnu en magikyndig? Han knyttede næverne. Tanken gjorde ham vred, for han ønskede jo ikke at miste Jarniqa! Nu hvor han var kommet så langt med hende, og de nu havde sat snuden ud på deres store eventyr, så ønskede han slet ikke at det skulle spoleres!
Hvad grunden var til at denne mand havde søgt hertil, var uklart for ham, og han kunne heller ikke være mere ligeglad, end hvad han måtte være i forvejen. Var det underligt, at han tog således på tingene? Det ville han i hvert fald ikke mene. "Du får ikke lov til at tage hende fra mig," lød det hårdt fra Lucifer. Hvorfor skulle folk blande sig i det? Han var jo ikke ude på at gøre hende ondt, og ikke ønskede han at noget skulle ske hende, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte sig med fronten mod denne mand. "Jeg vil på det kraftigste råde dig til at forlade deth er sted.. uden Jarniqa, og aldrig nogensinde komme tilbage igen." Dette var ment som en sidste advarsel. Han ville bestemt ikke opgive kampen, hvis det skulle ende med at koste ham Jarniqa i den anden ende. Hans hænder var næsten kolde af ren og skær kulde.. Vreden voksede kun betragteligt i ham. Den mand skulle forsvinde!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Dette kunne meget hurtigt vise sig, at blive en meget ubehagelig situation for alle parter, og det var slet ikke noget, som Salvatore var ude på. Han kunne jo kun håbe på, at han kunne få overbevist dem begge om, at afbryde den ellers farefulde færd, som de var hoppet ud på, for det var jo ikke ligefrem en nem opgave. Langt fra faktisk. "Som sagt, er jeg ikke her af onde intentioner, men derimod for at give udtryk for dronningens ønske." Manden overfor ham - Denne Lucifer, var derimod en af slagsen som han var mere påpasselig med, da han virkede til at sidde inde med rigtig meget indebrændt vrede. Noget måtte der uden tvivl være mellem dem, siden manden valgte at reagere så voldsomt på blot et ønske.
Dog var det ikke noget, som Salvatore tænkte på lige i øjeblikket, for det var der slet ikke nogen grund til. Selvom manden nu truede ham, ville det nok hurtigt gå op for ham, at det var knapt så smart at gøre mod en mand som ham! "Jeg har ikke tænkt mig at søge bort," lød det kortfattet fra ham, som han vendte blikket mod hans skikkelse. Umiddelbart regnede han ikke med, at der ville ske noget som helst fra Jarniqas side, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han selv stillede sig klar, blot i tilfælde af, at den unge mand, kunne finde på at gøre ham noget, for han var slet ikke interesseret i kamp eller strid af nogen slags, og særligt, når det var på denne her måde. "Jarniqa.. Lad mig tage dig med mig," fortsatte han. Denne gang slap han dog Lucifer med blikket.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigere begyndte Jarniqas hjerte at slå, som Lucifer bravt holdt ved, at hun skulle blive ved ham, og som hendes fader stædigt fastholdt, at hun skulle gå med ham. Hvad det ville ende med, vidste hun snart ikke, da begge mænd syntes at være lige stædige. Beundringsværdig var hendes faders stædighed dog, da hun holdt med Lucifer, og han derfor stod alene. Tænderne bed hun sammen. Ondt fandt hun det, at Salvatore brugte hendes moder i hende. Forkert fandt hun det også, at han var ligeglad med hendes forhold til Lucifer, og det faktum, at hun måske havde andre planer. Hvorfor var hendes meninger og valg mindre værd? Var det virkelig fair? ”Nej! Jeg elsker ham.. og bare fordi, at du ikke forstår dig på kærlighed, så er det ikke ens betydning med, at jeg skal forlade ham,” sagde hun direkte. Brændende ønskede hun at få et bedre forhold til sin moder, men hvis ikke hun kunne få Lucifer med sig, og hvis ikke hun blev accepteret, så var der ingen mulighed for, at det blev gjort på den måde. Nærmere Lucifer stillede hun sig, så han kunne se, at Lucifer var hendes valg. På den led kunne Lucifer vel også vide sig sikker på, at hun oprigtigt ønskede dem? Bag Lucifer holdt hun sig endnu. Hun frygtede endnu, at hendes fader kunne finde på at gribe fat i hende og bare forsvinde med hende. Han sagde måske, at han ikke kunne finde på det, men hvad nu hvis, at han pludselig skiftede mening? Chancer kunne derfor ikke komme på tale! Hun forlod ikke stedet uden at have Lucifer med sig!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

I forvejen, brød Lucifer sig bestemt ikke om, at blive talt over hovedet, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Hans hjerte slog fast og kraftigt mod hans bryst. Var denne mand ligeglad med hvad de gjorde, og hvad de lavede? "Forsvind herfra!" endte han denne gang med en meget fast tone, som han igen vendte blikket mod Salvatore, som tydeligvis ville ignorere ham fuldstændig.
Det var muligt, at denne mand, slet ikke skulle stå til ansvar overfor ham, men gjorde det virkelig nogen forskel, når det var således, at det forholdt sig? Tanken om det, var noget, som gjorde ham direkte trist, for han ville bare gerne være sammen med kvinden som han elskede, og det kunne han virkelig ikke se nogen skam i.
Jarniqa stillede sig bag ham. Med andre ord, ønskede hun ligeledes at blive. Hvorfor var det, at han bare var komplet ligemeget i længden? Var han virkelig det alle steder? Tanken i sig selv, var noget, som gjorde ham direkte tosset. Denne gang var det ham som vendte sig direkte mod Salvatore. Den mand skulle bare væk. Det kunne ikke gå hurtigt nok! Han klemte øjnene let sammen, inden han vendte blikket direkte mod ham. Hans øjne endte helt lyse.. næsten hvide, idet han hævede hånden. En kraftig stråle af is, skød fra denne, og direkte mod Salvatore. Den mand skulle ikke have lov til at tage Jarniqa fra ham!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvfølgelig talte Salvatore over den unge mand hoved, da der ikke var nogen grund til anden opførsel eller behandling. Desuden gik det hele ud på, at det var Jarniqa, som han skulle have med sig hjem, og det var skam også, hvad han havde i sinde at gøre for øjeblikket. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. "Hvilket jeg udmærket godt kan se, Jarniqa, men til tider, er det blot en nødvendighed, at tilsidelægge hvad man selv ønsker, og særligt når man er af den æt og familie, som du nedstammer fra." Det indebar desværre også et arbejde, og et ansvar, som skulle passes, og hvem vidste.. måske at det rent faktisk ville blive hende en vej ind til sin moder, om hun gjorde dette til tilfredsstillende vis? Man kunne jo håbe. Han kunne jo trods alt ikke garantere noget.
Selvom Salvatore i øjeblikket sod temmelig alene, så var det intet der rørte ham. Det var jo ikke ligefrem noget nyt, kunne man jo sige. Han blev stående og med blikket vendt mod dem. Hun havde taget standpunkt, og tydeligt var det for ham, at hun ikke havde i sinde, at søge med ham tilbage mod Manjarno igen. En skam.. Han burde vel heller ikke vende tilbage uden hende? Den stråle af is, som blev skudt direkte mod ham, rakte hans bryst, hvilket kastede ham adskillige meter tilbage mod et af de nærmeste træer. En smerte så intens, da den udelukkende kom af den kulde, som havde ramt, tog voldsomt til. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, hvor han tog sig til det. Han trak vejret dybt. "Jeg ønsker ikke strid," endte han denne gang betydeligt mere sammenbidt end tidligere.

[Jarniqa Dynithril]

Hårdt var det uden tvivl for Jarniqa, som der var ufatteligt mange følelser der spillede ind i dette øjeblik! Hun elskede Lucifer af hele sit hjerte, og derfor ønskede hun ikke at tage tilbage til Neutranium, uden at han kunne være der ved hendes side. Noget, som hendes fader gjorde klart, at det ikke kunne komme på tale, som han konstant sagde, at hun skulle med på trods af det faktum, at hun hele tiden sagde, at hun ikke gik uden Lucifer. Derudover var lysten til at rejse videre også i hende endnu, som hun jo ønskede at se hele verdenen! Ikke bare Den Mørke Skov, som de åbenbart var strandet i. Til sidst ønskede hun brændende et forhold til sin moder, som hun ønskede sig en rigtig familie, som den unge kvinde hun endnu var. Til sidst ønskede hun faktisk ikke at bekæmpe sin fader, som hun i det store og hele ikke ønskede ham ondt. Dog følte hun, at han gjorde hende ondt, som han ignorerede hendes ord. ”Lucifer er også min familie, og han ønsker mig altid i forhold til jer, der kun ønsker mig efter jeres eget godt befindende,” svarede hun demonstrativt igen. Bare fordi, at Salvatore var gammel og ikke forstod sig på at være forelsket, så skulle hun ikke lide under det! Øjnene lukkede hun i, som Lucifer angreb hendes fader. Hun brød sig bestemt ikke om det! Som hun stod bag Lucifer, slap hun også anden med den ene hånd, så hun kunne holde om hans skjortes stof i ryggen. Hun gik ikke nogen steder uden, at hun havde Lucifer med sig! Hendes fader ønskede ingen strid? Og det viste han ved at … ignorere hendes ord? ”Bevis det,” sagde hun kort for hovedet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At høre Jarniqa betegne ham som familie, var uden tvivl en tanke, som varmede om Lucifers nu så kolde hjerte. Ikke ønskede han, at nogen skulle drive hende fra ham, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Hvordan kunne det være, at folk troede, at de kunne gøre, hvad der passede dem? Og så bare se fuldstændig væk fra alle andre, som var de ingenting i sammenligning? Han ønskede kun Jarniqa det bedste, også selvom han havde haft sine udfordringer, med at vise det, så var der nok at tage hånd om i forvejen, og nemmere, ville det nok næppe blive, hvis det endelig skulle siges. Han vendte blikket mod hende, som hun alligevel tog fat om hans skjorte, og holdt fast i denne. Han kunne lide det. Sandt at sige, at det var noget, som han kunne lide. "Jeg lader ham ikke tage dig." sagde han forsikrende, inden han denne gang valgte at angribe Salvatore. Den mand ignorerede ham, og agerede truende overfor ham, ved at true med at tage Jarniqa fra ham.
Lucifer trådte et skridt til siden, for at sikre sig, at Jarniqa stod helt bag ham, i frygten for at Salvatore kunne finde på at tage hende fra ham, for det ønskede han på ingen måde. Langt fra! "Jeg siger det ikke igen.. Forsvind herfra!" endte han denne gang med en direkte vred stemme. Bare tanken om at nogen ville tage hende fra ham, gjorde ham direkte tosset. Han kunne virkelig ikke have den i sit hoved! Han knyttede næverne, som denne gang antog en mere rødglødende farve.. Klar til at smide et stærkere angreb i hovedet på manden!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Smerten, som havde samlet sig i Salvatores bryst, og særligt fordi at Lucifer havde gjort det angreb på ham. Ikke at han klandrede manden for det, for det gjorde han ikke. Han ønskede dog på ingen måder, at opgive dette endnu! Slet ikke faktisk! Han vendte blikket mod dem. Lucifer gjorde hvad han kunne, for at beskytte hende, og hvis det endelig skulle være det. Skulle han tage dem begge med? Det ville i hvert fald gøre tingene langt nemmere for alle parter i hvert fald.
"Du har aldrig været uønsket, Jarniqa. Om du vil, så tag Lucifer med dig.. Du er ønsket, og du er nødvendig på Neutranium i denne stund," fortalte han direkte. Han vendte blikket direkte mod Lucifer, da hans hænder, denne gang endte med at blive direkte rødglødende. Selvom manden havde valgt at angribe ham, var det bestemt ikke ensbetydende med, at han ønskede at gøre det samme ved ham, for han var der som sagt, ikke for at påføre nogen smerte, til nogen som helst. Han trak vejret dybt, og endnu med den støttende hånd mod hans bryst. Den anden hævede han, med en åben håndflade, for at illustrere, at han ikke var ude på noget som helst. "Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg var dig," endte han med en alvorlig stemme. Han kunne snildt lægge Lucifer ned, hvis det var det, som han ville!

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer var vel gået hen og blevet en del af Jarniqas familie, som de rejste sammen og havde det forhold til hinanden, som de nu engang havde? Salvatore var blot en gammel mand der ikke forstod sig på familie og kærlighed! Hvis hendes moder troede, at hun så let kunne hidkalde hende – uden overhovedet selv kom og spurgte – havde hun heller ikke forstand på familie og kærlighed. Det havde Damien til gengæld. Han elskede og savnede hende, men stadig bragte han hende ikke hjem, som han i stedet blot ønskede at høre, hvordan hun havde det. Noget hun uden tvivl kunne acceptere og forstå. Som Salvatore dog sagde, at hun kunne medbringe Lucifer, måtte mulighederne dog begynde at åbne sig. ”Lucifer..,” sagde hun stille, hvor hun igen måtte tage i hans skjorte. Dog denne her gang for at trække ham en anelse væk, så de lige kunne tale sammen alene. Selv ønskede hun et forhold til sin moder, og hvis hun kunne få Lucifer med sig.. var der så et problem? De kunne jo få et værelse sammen.. Få en blød seng at ligge i.. Få noget godt at spise.. Var det så slemt? På den led ville hun jo også få Damien at se igen, og på det punkt måtte hun indrømme, at hun savnede ham. ”Ville det være muligt?” spurgte hun stille Lucifer, så snakken kun forblev mellem ham og hende. Hun behøvede ikke, at hendes fader snusede i hendes sager. ”Kunne det være en mulighed? Vi vil jo stadig være sammen, hver dag, og jeg ville samtidig gøre dem en tjeneste.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer så for alvor rødt, ved Salvatores udtale. Var han bare en genstand, som man 'kunne tage med'? Det var bestemt ikke sådan, at han ønskede at blive opfattet. At manden endte med at true ham, fik ham kort til at tage et skridt frem, selvom hun stoppede ham længe inden. "Bare vent..!" hvislede han med en fast tone. Var det underligt, at den tanke gjorde ham helt igennem tosset? For det gjorde den da godt nok!
Det var nu Jarniqa, der havde hans fulde opmærksomhed. At hun derimod gik så langt, som at overveje det, forundrede ham uden tvivl. De havde deres eventyr, som de skulle ud på.. Alt det, som de skulle undersøge sammen, og uden at andre skulle have lov til at blande sig i det. "Du kan ikke mene, at du vil give ham hans vilje, Jarniqa," begyndte han. Naturligvis ønskede han slet ikke, at forlade hende, og lade hende tage afsted på egen hånd, men for pokker.. Hvad med alle de planer, som de havde lagt? Desuden ville det nok næppe gøre godt, at han var i nærheden af Damien.. den mand havde jo forsøgt at slå ham ihjel allerede en gang, og han ønskede bestemt ikke, at det var en succes, som skulle gentages! "Vil du gerne hjem?" spurgte han direkte. Denne gang havde hans hænder fået sin naturlige farve tilbage igen. Det var jo heller ikke meningen, at han ville ende med at brænde hende.