You must come back!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jarniqa Dynithril

---

Det var ved at være sent. Igennem lange tider nu, havde Salvatore søgt efter Jarniqa - Sin egen datter. Han var i panterskikkelsen, da den her i mørket, gav ham en kæmpe fordel, som han bestemt havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det nu var ham muligt at gøre det. De gule øjne søgte frem for sig. For nu jagede han den følelse af magisk energi, som han kunne mærke komme fra hans datter. Selvom det måske ikke var en titel som han fik lov til at kalde hende, så gjorde han det nu alligevel.
Hurtig var han igennem skoven på alle fire. Han snusede i luften, som han brugte alle de andre sanser, som han nu også måtte have i sin besiddelse, for at være sikker på, at han ikke passerede hende undervejs. Hvordan og hvor han skulle finde hende, vidste han ikke rigtigt, men dog vidste han, at hun måtte være her i nærheden, for han kunne jo trods alt føle det på sit eget sind.
Svagt måtte en brummen forlade ham. Det var hårdt, og han ønskede naturligvis at få hende med sig tilbage, som han nu også havde lovet Denjarna, og denne gang, skulle hans lille opgave, bestemt heller ikke have lov til at mislykkes! Han nåede derfor en tætning i skoven, hvor han stoppede op. Efterhånden var han ved at være træt, og tørstig ikke mindst, da der ikke rigtigt var tiden til at stoppe op og søge rundt efter noget at spise og drikke, og særligt når det var i Dvasias. Her lagde han sig ned, bare lige for en pause. Han havde været på farten i det, som var rigtig mange timer nu, og hårdt var det uden tvivl, og særligt, når det var på denne måde. Han prustede ganske let. Hvor pokker skulle han finde hende?

[Jarniqa Dynithril]

De sene aftentimer var det ved at blive, og derfor var det til at sige, at Jarniqa og Lucifer var ved at få travlt. Alene i lejren sad Jarniqa, som hun var i færd med at plukke den and, som hun med noget besvær havde fået skudt ned. Smerten i ryggen kunne hun nemlig endnu føle, efter hendes lille sammenstød med sin tidligere læremester, Theodore Acheron. Bedre var den dog blevet, som hun ikke længere var gul og blå, og som healingen var påbegyndt. Øm var hun dog endnu, som man endnu ikke skulle trykke al for hårdt. Derfor kunne det også mærkes, når hun lavede bevægelser, som at trække i en buestreng. Roen, bandagen og Lucifers salve, havde derfor været opskriften på hendes bedring. Godt gik det også mellem hende og Lucifer igen, som Valandil ikke havde kigget til dem, siden Lucifer havde forsøgt at slå manden ihjel. Selv håbede hun dog inderligt på, at den mand var i orden. Behændigt fortsatte hun med at trække fjerene ud af anden.
Alene var hun, som Lucifer var i færd med at finde nye brænde til deres bål. Lunere var aftentimerne gået hen og blevet, og derfor behøvede man heldigvis ikke længere ilden til at holde sig varm. Dog var ilden endnu en nødvendighed for, at de kunne få tilberedt deres måltider.
Med håndryggen skubbede hun det lange ravnsorte hår væk fra sit ansigt, som hendes fingrer på alle måder var blevet fedtet til. Sart var hun dog ikke, hvilket i det store og hele var meget heldig, men igennem hele sit liv havde hun trods alt også gjort dette.
At hendes far i øjeblikket søgte hende, anede hun på ingen måde uråd om. Ej heller havde hun planlagt at se sin familie igen i et år vel og mærke.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv var Salvatore klar over, at Jarniqa hellere ønskede at søge ud på eventyr, end at søge med ham tilbage til Manjarno og til Neutranium igen, selvom det var en nødvendighed, at hun gjorde dette. Det ville være for landet og hendes moders bedste velbefindende, og derfor håbede han da, at hun var til at snakke fornuft med. Det var nok at sætte forhåbningerne højt, da deres forhenværende møder, ikke havde forløbet særlig godt. Ganske vidst i samarbejdet med Caleb og Isabel, var der sket ting og sager, men det var jo ved at være lang tid siden. Skulle han have taget det som noget positivt?
Disse tanker, måtte Salvatore derfor slå ud af hovedet, inden han igen hævede blikket. Puslen kunne han høre i det fjerne, skønt det var svært at se. Han rejste sig derfor lydløst, for at søge igennem skoven. Han måtte finde hende, og han vidste, at hun var herude et sted. Var hun overhovedet klar over, hvor farligt det var at begive sig rundt i Corvento? Og særligt herude ved nattetide? Han fortsatte i takt med at duften og følelsen af magisk tilstedeværelse, blev stærkere og stærkere.
Lejren kom han derfor temmelig tæt på, før han endnu en gang stoppede op. Han brummede svagt, hvortil han valgte at sænke hovedet. Skulle han forvandle sig? Han slog den tanke af, inden han søgte tættere på. Skikkelsen var ikke ukendt for hende, og han var heller ikke ude på at gøre hende noget ondt. Tvært imod, var han kommet, for at få hende med sig hjem.

[Jarniqa Dynithril]

I sin egen verden sad Jarniqa i det store og hele, som hun plukkede anden. Vant var hun nemlig til dette forløb, og derfor tænkte hun ikke over det i det store og hele.. først da hun hørte, hvordan der måtte lyde en rumsteren mellem buskene. Hovedet løftede hun, hvor hun vendte det smaragdgrønne blik mod alle træerne og buskene. Hendes hjerte slog et slag over. Var det noget under, at hun var blevet ramt af en smule paranoia efter det med Theodore? Selv frygtede hun jo, at han kunne finde på at komme tilbage efter hende.. Det havde jo helt set ud som om, at han havde ønsket at dræbe hende. Og næsten også Lucifer! Blikket holdt hun derfor årvågent frem for sig, indtil synderen endelig kom frem. Var det virkelig..? Dyrisk syntes panteren ikke at være, og derudover var der det faktum, at hun kunne fornemme en magisk forbindelse. Blikket vendte hun derfor væk igen, som hun igen valgte at koncentrere sig om anden, som om hun var ligeglad. Hvad lavede han her? Han kunne vel kun være her for at tvinge hende hjem? Den tanke kunne han godt glemme! Hun var her med Lucifer, og hun agtede at rejse omkring med ham! ”Gå med dig.. Jeg kommer ikke hjem,” sagde hun afvisende, som hun tvivlede på, at han blot var her for at sige hej. De havde nemlig aldrig bare været … sammen. Der havde altid været noget andet. Træningen.. Modstandsbevægelsen.. De havde aldrig bare talt sammen, og han var vel næppe draget helt til Dvasias bare for en sludder? En ide for ham var det desuden at gå hurtigt.. Stor var chancen nemlig for, at Lucifer ville komme tilbage. Derudover var chancen også stor for, at han ikke ville prise hendes fars tilstedeværelse.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ikke var Salvatore til stede, for at forvolde nogen skade, og ikke var det noget, som han havde nogen grund til. Han derimod, var sendt ud på en opgave, som han havde tænkt sig at føre til døren, og det var bare ikke noget, som Jarniqa skulle have lov til at forhindre ham i. Selvom de aldrig rigtigt havde haft muligheden, for at føre en samtale, så ønskede han nu alligevel det forhold til hende, som en fader burde have til sin datter. Han lagde det i hvert fald ikke på hylden endnu. Dog måtte han give hende det: Hun mindede ham virkelig frygtelig meget om sin kære mor.
De gule øjne hævede han mod hendes skikkelse. Endelig havde han fundet hende! At han derimod var genkendt, gjorde ham intet, hvor det derimod kun gjorde sagerne nemmere og bedre for ham, ikke mindst. Han rejste sig på alle fire, for derefter at forvandle sig. Den lange og mørke pels forsvandt, for i stedet for, at gøre plads til ham og hans skikkelse. Han rettede sig op endnu en gang. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvfølgelig ville hun ikke hjem. "Hvilket glædeligt gensyn, Jarniqa," sagde han blot. Længe havde han søgt efter hende, og det havde taget tid, overhovedet, at finde hende. Han blev stående, mest for at understrege, at han ikke var der af onde intentioner. "Jeg er her for at føre dig hjem.. Din tilstedeværelse, er ønsket på Neutranium," fortalte han sandfærdigt. Han kunne jo lige så godt gå direkte til værks.

[Jarniqa Dynithril]

At hendes fader nu var kommet efter hende, passede på ingen måde Jarniqa! Irritationen blev også kun fuldendt, da han bekræftede, at han ej var der for at tale med hende, men derimod var der for at slæbe hende med hjem. Havde han spist søm? Troede han virkelig, at han kunne rokke hende? Ham som hun for det meste råbte af, og som hun havde svært ved at se på som sin egentlige fader? At han i det hele taget var her var dog en komplet surrealistisk tanke. Her. Midt i en skov i Dvasias ikke så langt fra Corvento. Tænk engang, at han havde fundet hende, og sågar søgt så langt. Burde hun være beæret? ”Så Damien er gået så vidt, som til at sende dig. Fortæl ham, at det ikke virker. Fortæl ham, at jeg har det godt og vender hjem, når jeg er færdig her,” svarede hun ham afvisende igen, alt imens hun mærkede skuffelsen svulme i sig. Tænk engang, at hendes værge nu havde sendt hele to personer efter hende. Hvorfor var han ikke selv kommet? Ked af det gjorde tanken hende. Altid havde de nemlig haft et fantastisk forhold til hinanden, og derfor sårede det hende, at han ikke selv ville komme efter hende. Kunne han virkelig ikke få sig selv til t forlade hendes moders side for hende? At det i virkeligheden var hendes moder der efterspurgte hende, kunne hun ikke vide. Synd var det nemlig at sige, at hun havde fået det forhold til sin moder, som hun ellers havde drømt om. Endnu en sårende tanke. Ved siden af al det var der Lucifer, der var her ved hende. Lucifer der sagde, at han elskede hende, og Lucifer der sagde, at han aldrig ville stoppe med at søge hende, hvis de skulle blive skilt ad.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at han med sin blotte tilstedeværelse, var direkte uønsket, men hvad kunne han gøre ved det? Han var her ikke fordi, at han ønskede at være det, men fordi at han var blevet bedt om det, og det var ikke et ønske, som var kommet til udtryk igennem Damien, men derimod hendes moder. Kort måtte han alligevel trække på smilebåndet. Hende med hendes stædighed, mindede ham uden tvivl rigtig meget om sin kære moder, uden at det var ment som nogen skidt ting, for det var det virkelig ikke. Let rystede han dog på hovedet af hende, inden han bevægede sig tættere på. "Det er ikke et ønske skænket af Damien, men derimod din moder," begyndte han roligt. Det kunne måske være, at det ville få hende på lidt andre tanker? Eller ville hun kun blive mere vred ved tanken om det?
Damien var i forvejen et væsen, som Salvatore ikke rigtigt vidste, hvor han havde, og mest af alt, så var han en, som rendt rundt, som han lystede, uden at have noget med andre end Denjarna at gøre. Han foldede hænderne roligt over ryggen. "Din moder ønsker dig hjem, i et kongeligt ærende, og derfor, er jeg blevet sendt ud, for at sikre mig, at det sker," fortalte han med en ganske sandfærdig stemme. Ikke forventede han, at hun ville forstå, men derimod, så håbede han da på, at hun var fornuftig nok, til at rejse sig.. lade anden ligge, og så tage med ham hjem igen. Det havde i forvejen, været en kæmpe opgave, at skulle finde hende, for hun var godt nok kommet langt hjemmefra.

[Jarniqa Dynithril]

For et nanosekund måtte Jarniqa smide barriererne og løfte sit hoved i interesse, som han nævnte hendes moder. Savnede hendes moder hende? Var det deri, at den lå? Ønskede hun endelig at lære hende bedre at kende? Det var jo hendes drøm.. Hurtigere måtte hendes hjerte slå ved de mange tanker, der på ingen tid dannede sig i hendes sind. Tungt endte hendes hjerte dog med at falde igen, som han sagde, at det ej var grundet savn, men grundet pligter.. Betød hun overhovedet noget for de mennesker? Blikket lod hun falde igen. ”Et kongeligt ærinde? Hvilket kongeligt ærinde?” lød det igen fra hende i en afvisende tone. Han skulle bestemt ikke tro, at hun bare hoppede og dansede efter deres pibe! Siddende blev hun derfor på træstubben, hvor hun nu drog en kniv frem. Hovedet skar hun af, inden hun lavede et snit i dets krop. Herfra lagde hun kniven fra sig igen, inden hun begyndte at fjerne indmaden fra kødet. Ej værdigede hun Salvatore noget blik, men han måtte nok også være den person i verdenen, som hun havde det sværest med. Måske fortjente ham og hendes moder hinanden? Ingen af dem interesserede sig jo for hende. Hun burde næsten tage Lucifer og Damien ved hånden og stikke af med dem. Det var nemlig de eneste personer på jorden, der oprigtigt holdt af hende. Dog kunne hun helt frygte, at Damien var blevet forblændet af hendes moder. Han havde jo ikke rigtigt været med hende, efter at hendes moder var kommet tilbage. Irriteret gjorde det hele hende lige nu, men hendes fader havde heller aldrig hjulpet på hendes temperament! Hvorfor kunne de ikke bare lade hende gøre, som hun ønskede? Se verdenen i den tid, det nu engang ville tage, samt være med den mand, som hun elskede?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvem ønskede ikke kontakten med sine forældre? I den forbindelse, ville Salvatore ikke just påstå, at Jarniqa var meget anderledes, end så mange andre, og naturligvis, kunne det da også mærkes for hans vedkommende. Han blev denne gang stående, og med blikket mod hende. Beklageligt, at han måtte skuffe hende, men det var et kongeligt ærende. Han var nu temmelig sikker på, at Denjarna havde mindst lige så svært ved tanken om at have en datter, som hun havde ved at han var hendes fader. Han betragtede hende.. Hun var jo en tro kopi af sin kære mor. Kvinden, som selv måtte have hans hjerte. "Din moder ønsker at drage udenlands. I den forbindelse, ønsker hun, at du skal lede landet i hendes sted," forklarede han med en rolig stemme.
At hun gjorde anden hovedløs, samt fortsatte arbejdede med tilberedelsen, var nu heller ikke noget, som Salvatore sagde noget til. Det havde jo været en del af hans liv, før han var endt på slottet, som en kongelig rådgiver faktisk. Nu fik han det hele serveret.. Lidt luksus, skulle der jo trods alt også være i det liv. "Som sagt, er jeg her kun, for at bringe dig med hjem," fortalte han videre. Lucifer og hendes eventyr, var i forvejen ikke en tanke som han bifaldt. Stedet her var farligt, og særligt på grund af vampyrerne, som var overalt omkring dem. Det var bestemt ikke noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Igen søgte han tættere på, kun for at sætte sig, ikke særlig langt fra hende. Forstod hun? Eller skulle hun fortsætte med at være på tværs, bare for at være på tværs?

[Jarniqa Dynithril]

Håbefuld havde Jarniqa været, indtil hun havde hørt, at hun kun var ønsket af pligt. Kunne hendes fader slet ikke forstå, hvor sårene det var at høre? Kunne hendes moder ej heller se, at det var forkert at hidkalde hende kun af pligt? Indesluttet måtte det gøre hende, som det på alle måder var sårene. Ung var hun også endnu, og derfor var det klart, at hun endnu havde nogle bestemte behov. Behov, som hendes biologiske familie på ingen måde opfyldte hos hende. ”Fortæl hende, at I må avle et nyt barn, hvis I vil have jer en undersåt! Jeg er ikke en hund der kommer, når der bliver kaldt,” sagde hun spidst og med en sårende klang. Var det noget under, at det sårede hende, at hun blev brugt som en simpel marionet? Ked af det gjorde det hende, hvor hun ville ønske, at han ikke var kommet efter hende! Derfor hjalp det ej heller, at han satte sig i lejren.. Han var jo ikke velkommen! Det udtrykte hun også ved at rejse sig op og træde et skridt væk fra ham. Nej.. Hun ville ikke følge med ham. Hun ville ikke give ham den glæde at følge med, og så lade sig blive smidt ud som affald, når hendes moder var færdig med sin lille rejse. Hvor ønskede hun i det hele taget også at rejse hen? Hvorfor skulle hun afbryde sin rejse for hendes? Hvorfor var hendes vigtigere? ”Gå nu, eller jeg får dig smidt væk,” sagde hun advarende, som hun i det mindste gav ham en chance. Ej behøvede hun selv at smide ham væk.. Hun kunne blot kalde på Lucifer. Selv var hun nemlig sikker på, at ha ville se rødt, hvis han så en anden mand i lejren, alt imens hun så utilpas ud.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne tydeligt fornemme, at Jarniqa ikke ønskede at tage denne tur med ham. Andet forventede han et sted heller ikke, men hvad kunne han da gøre ved det? Han rystede let på hovedet og med blikket vendt mod hendes skikkelse. Hvorfor kunne hun ikke bare tage med, så de kunne få det her gjort? Hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbninger om, at få et forhold til sin kære moder, så var det måske et sted at starte? Og derfor valgte hun at afvise ham og hans moders ønske, hvilket bestemt heller ikke var noget, som ville komme nogen til gavn. Han lod armene søge over kors, inden han roligt tog pladsen ikke langt fra hende, da han heller ikke var bange for hende og hendes trusler.
"Din tilstedeværelse, er ønsket i Manjarno, Jarniqa, og jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at tage med mig tilbage igen," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Var det underligt, at han handlede og tog tingene på denne her måde? Hun truede med at få ham smidt væk? Turde hun virkelig forsøge sig med det? "Jeg kommer i et fredeligt ærende, Jarniqa," pointerede han med en ganske sigende mine. Han havde bestemt ikke taget denne lange tur, for at blive smidt væk. Langt fra faktisk. Han ønskede jo bare, at det hele kom, som det skulle, og som det burde, og det var at få hende med sig. Det var jo også den forudsætning, som Denjarna havde om tingene.

[Jarniqa Dynithril]

Ej ønskede Jarniqa at gå med sin fader. Hvorfor skulle hun også det? Hun havde hverken et forhold til ham eller sin moder, og nu forventede de, at hun blot ville troppe op, som det passede dem? Intet: Hej.. Hvordan går det? Hvad har du lavet? Hvad ønsker du? Bare kom. Ej passede det hende, som det derimod sårede hende. Som han sagde, at han på det kraftigste anbefalede det, var det så en trussel? Ville han smide hende over skulderen og gå væk med hende, hvis hun sagde nej igen? Fandeme nej! De skulle ikke have lov til at bestemme over hende! ”Jeg går ikke med dig! Du kan ikke tvinge mig!” svarede hun igen, alt imens hun endnu havde den døde og flåede and i sine hænder. Selv ønskede hun brændende et forhold til sin mor, men hvordan kunne hun få et under disse omstændigheder? Hvis hun tog med, så hun jo hende end ikke, som Salvatore selv rejste, at hun skulle komme, fordi hendes moder ønskede at rejse. Når hun engang kom tilbage, ville de vel derfor leve hvert sit liv igen? Hendes moder ville arbejde videre, og hun ville søge tilbage til sin rejse igen? ”Lucifer!” endte hun med at kalde. Hvor langt væk han var, vidste hun ikke, men meget langt væk burde han da ikke være. Ikke når han skulle lede efter brænde, og de mere eller mindre var omgivet af træer. Derudover tvivlede hun ikke på, at han var opmærksom på en kalden fra hendes side. Særligt efter, at hun var blevet angrebet af Theodore, og der havde været misforståelsen med Valandil. Det var ikke fordi, at hun ønskede at han skulle gøre hendes fader ondt. Hun ønskede blot, at han lærte ham, at man ikke blot kunne koste rundt med hende, som man ønskede, og at hans forespørgsel derfor ikke var ønsket.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var i forvejen meget svært for Salvatore, at finde sin plads i dette, når han gerne ville, men ikke fik lov.. I øjeblikket, gav han hende vel, hvad hun gerne ville have? En mand, som et sted var ligelad, og ikke forsøgte, at indtage en plads, som hun slet ikke følte, at han havde fortjent? Selvom han intet kendskab havde haft til hende igennem de femten år, og nu stod han jo så her.. Det var uden tvivl rigtig svært for ham, at det var på denne her måde, og det var tydeligt at mærke, også for ham.
"Det har du ret i.. Det kan jeg ikke. Derfor håber jeg naturligvis, at du tager turen med mig tilbage, frivilligt," pointerede han med en rolig stemme. At hun derimod hævede stemmen og kaldte på.. Lucifer? Hvem var det nu? Ikke at han vidste det, så hvordan skulle han vide det? Var det noget som han skulle være påpasselig med? Han knyttede næverne let, inden han kort vendte blikket rundt omkring dem. Skulle han være påpasselig nu? Ville han blive angrebet bagfra? "Lucifer? Hvem er Lucifer?" spurgte han denne gang, da han jo trods alt ønskede at vide, hvem og hvad, han egentlig var oppe imod. Det var ikke en situation, som han brød sig om. Langsomt endte han med at rejse sig igen. Han var årvågen. I forvejen, brød han sig jo trods alt heller ikke om tanken, ved at rende rundt i Dvasias, og særligt med det, som var sket sidst, han havde været på denne side af muren. Femten lange år med tortur. Han var trods alt endnu mærket af dette.

[Jarniqa Dynithril]

Svært havde Jarniqa det på alle måder med Salvatore. Svært havde hun det med at se på ham som sin fader. Det var nemlig en rolle, som Damien allerede havde. Derudover var hun også såret over det faktum, at han havde levet i al den tid, hvor hun havde været til, uden at han havde været ved hendes side. At han havde været indespærret, vidste hun godt, men stadig havde hun svært ved det. Derudover havde hun det også svært ved, at han forsøgte at bestemme over hende som sin moders medarbejder. Et forhold havde de nemlig ikke til hinanden, og derfor havde hun det svært med, at han nu ville diktere overfor hende. Særligt fordi, at hun ikke var vant til, at folk stillede sig over hende. ”Og hvis jeg nægter, smider du mig så over skulderen og kidnapper mig?” spurgte hun ham skarpt. Kunne han mon finde på at gøre det? Hun holdt endnu om anden. Selv vidste hun med sig selv, at hun ville angribe, hvis han gjorde noget imod hendes vilje. Dog vidste hun også, at han var stærkere end hende.. Hvorfor var alle magikyndige stærkere end hende? Hvorfor skulle hun kun være ustoppelig, når der skete et kollaps i hende? At han reagerede på, som hun kaldte på Lucifer, og at han så sig nervøst omkring, måtte et sted tilfredsstille hende. Hun ønskede nemlig bestemt ikke, at han skulle komme og tro, at han kunne sige dit og dat, og at det i så fald ville gå efter hans pibe! ”En der heller ikke vil sætte pris på din tilstedeværelse,” sagde hun kort for hovedet. Hun lyttede selv.. Kom han mon? Hurtigere måtte hendes hjerte slå. Pinligt ville det være, hvis hun havde kaldt ud, og at han så ikke reagerede, fordi han ikke kunne høre hende!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Langt fra lejren, bevægede Lucifer sig ikke, og særligt med frygten for, at Theodore kunne finde på at vende tilbage igen. Det ønskede han ikke. Langt fra faktisk! Selvom der skulle holdes gang i bålet, og de havde deres lange tur, som de skulle ud på, hvilket nok var sat en smule i bero, efter hvad der var sket med hende, såvel som ham. Selv han havde tildels ondt, efter hvad der var sket, selvom det på ingen måder, kunne sammenlignes med, hvad hun måtte føle i krop og sind.
Selv vandrede Lucifer let rundt i sine egne tanker, frem til Jarniqas stemme måtte lyde. Hun.. kaldte hans navn? Næsten som havde hun brug for ham, og derfor tøvede han bestemt heller ikke med at smide alt hvad han nu måtte have i sine hænder, for at komme derfra med det samme. Med faste skridt, søgte han direkte i retningen af deres lille lejr. I forvejen var han ikke meget for, at folk fandt dem, og særligt fordi, at han vidste, at det var svært for hende, at slå fra sig, hvilket han slet ikke ønskede. Han ønskede jo ikke, at nogen skulle komme og i værste tilfælde, så tage hende fra ham!
Hurtigt endte han i lejren, hvor hans mørke øjne faldt direkte til den mandlige skikkelse. Hvem pokker var han? Omgående meldte isen i hans hænder, hvor de næsten iste til med det samme. "Hvem er du? Forsvind herfra!" vrissede han fast, som han trådte frem mod dem, hvor han denne gang bevidst stillede sig mellem Jarniqa og denne mand.