Then where are we now?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et tilfreds smil passerede Gabriels læber. "Og det vidste jeg jo, at du ville sige," sagde han med en rolig stemme. For ham, betød det en verden til forskel. Han var dog slet ikke færdig med hende endnu. Han stod endnu på, at han hellere ville have hende hjem. Der kunne han jo flyve hende til hendes gemakker, uden at særlig mange havde brug for at se dem, og det var vel også det, som betød mest i denne omgang? Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det, når det endelig skulle være. Smuk som hun var, så var det jo heller ikke meningen, at hun skulle ende med at blive syg på grund af ham. "Rygterne vil vel kun vandre længere, hvis flere ser os? Jeg kan flyve dig direkte til dine gemakker," fortalte han med en rolig stemme. Det ville blive frygtelig tungt med de vinger, som han nu havde, men var indstillet på, at det var det, som han gerne ville, og særligt nu, hvor han selv havde smidt hende i vandet, så skulle det vel også bare mangle, at han hjalp hende på den front?
"Det må jo så gøre mig til en meget unik mand," pointerede han med en tydelig selvsikker mine. Hvad angik behag og det modsatte, så var han ikke i tvivl om, hvad hun følte, og det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Nu hvor det hele var endt ud i et kæmpe vandpjaskeri, måtte han grine. Han kunne ikke lade være. Igen fik hun ham til at more sig, samt glemme om alle de ting, som han ellers tænkte på i løbet af en dag, for der var rigtig mange ting lige nu. "Jeg kunne aldrig drømme om at snyde. Det er fuldt ud retfærdigt!" endte han med en tydeligt morende mine. Han slog igen med vingerne direkte mod hende. Han havde en klar fordel.. og han udnyttede den!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Du er en meget varm fortaler for mine gemakker, må jeg sige,” kommenterede Denjarna blot, alt imens hun svagt måtte smile. Let var det dog ikke, da der var mange ting der skulle tænkes igennem. Hvis Salvatore opdagede, at hun havde ligget i med Gabriel, var hun så klar på at miste ham for noget der blot tydede på at være endnu en hurtig omgang? Selv vidste hun ikke, hvordan Salvatore ville reagere, hvis han fandt ud af det, men man kunne vel altid starte med at tænke det negative scenarie igennem? Derudover var der Damien-problemet.. Grundet tidspunktet sov han højst sandsynligt på hendes værelse, hvilket betød, at hun måtte vække ham og sende ham ud. Derudover var hun sikker på, at hun ville høre for, at han fandt det en dum beslutning. ”Hvor heldigt af mig at have fået opsnappet en så unik mand,” lød det drillende fra hende. Dog måtte hun give ham, at der oprigtigt var noget over ham. Hun nød endelig at være med en mand, som rent faktisk gav hende lidt igen. Det var også det hun forsøgte at lære Salvatore, men sandt at sige var det mere spændende, at personen kunne af sig selv, frem for at man skulle grave det frem i personen gang på gang. Vandet plaskede hun fortsat i hans retning, skønt vandkampen syntes at svarende til en kamp mellem en dværg og en kæmpe! ”Unfair!” stemplede hun det hele smilende, inden hun måtte fornemme, hvordan de store vandsprøjt og højere bølger måtte tvinge hende omkuld i vandet. Vejret måtte hun holde, som det selvfølgelig også tvang hende under vandet. For et øjeblik varede det dog kun, da hendes hoved skam kom frem igen med et gisp. ”Bestemt unfair!” gentog hun, som hun igen kunne snakke, og som vandet rendt ned ad hendes ansigt og hår.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Kommer det bag på nogen?" spurgte Gabriel med en sigende mine. Han tog det i forvejen ikke særlig tungt, for det var der heller ikke nogen grund til. Et smil passerede hans læber. Han kunne ikke skjule, at han nød dette en kende for meget, og særligt fordi, at hun nød det mindst lige så meget, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Han måtte beskrive sig selv som en unik mand, ellers ville der være noget galt. Hun ville vel næppe tilbringe den tid sammen med ham, som hun nu havde gjort. "Selv i din egen seng, kan jeg holde om dig, min kære," pointerede han med en rolig stemme, som han let blinkede til hende. Han kunne i hvert fald ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for det.
Det store vandplaskeri, var noget som Gabriel uden tvivl måtte finde ekstremt morsomt. Han grinede, og særligt, da bølgen også måtte tage hende. "Det er bestemt ikke uretfærdigt!" endte han morende. Han kunne ikke gøre for, at han havde visse fordele, som hun ikke kunne benytte i den forbindelse, og det var da tydeligt! Han stoppede dog. "Er du okay?" spurgte han denne gang med et smil på læben. Han ville jo gerne sikre sig, at der intet skete med hende. Han følte vel et sted, at det var hans job, at passe på hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Smilet trak Denjarna let på. Fristende var det uden tvivl at tage ham med hjem til sin seng. Særligt fordi, at hun savnede bare at kunne gøre den slags, samt hun jo ikke havde noget imod, at de endte et sådant sted. Derudover kunne hun også lide ideen at vide, hvor hun havde ham, for var hun færdig med ham, selvom han hentydede til, at dette var intet? Glad for at dele havde hun nemlig aldrig været. ”Lad os bare sige, at vi må vente og se, hvorhenne vi ender,” endte hun muntert med at sige. De var jo end ikke færdige med at være her. Selv nød hun også tiden med ham her, som hun følte sig fri, ligeså vel som hun følte, at han gav hende, hvad hun havde brug for ved en mand. Længe siden var det egentligt siden, at hun sidst havde følt sådan.. Det var også af den årsag, at hun ønskede at undersøge det nærmere.
Plaskerriet gjorde uden tvivl, at Denjarna følte sig levende! Dog var det ikke meningen, at han skulle vinde over hende.. bestemt ikke! Håndfladerne måtte hun køre over sit ansigt, samt stryge håret tilbage, så det hele ikke dryppede hende ned i øjnene. Det sølvgrå blik faldt hurtigt på Gabriel igen, hvor hun nok engang nærmede ham. Her lagde hun hænderne mod hans skuldre, hvor hun forsøgte at skubbe ham ned, så hele hendes overkrop blev hævet over vandet og så hendes arme var strakte. ”Kan du ikke bare ryge ned, så vi er kvit?” spurgte hun ham med et uskyldigt smil. Hun var skam okay, som der skulle langt mere til at slå hende ud! Generelt var hun dog begyndt at føle sig mere end okay med ham, og det var nærmere det, som hun havde problemer med.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede blot at vide, at Jarna var i sikkerhed, og det var hun vel ikke, når de var alle mulige andre steder, end ved hendes hjem? At hun husede en drage på sine gemakker, var jo heller ikke noget som han var klar over, hvor der egentlig var ganske mange ting, omkring hende, som var fremmede, og ganske ukendte for ham. Der var jo alligevel sket en hel del, siden de havde været unge. "Du burde kende mig.. Jeg har jo før, kunne drive dig med til sengs.. Og jeg gør det gerne igen," lød det morende fra ham. Han elskede at drille hende, og særligt nu hvor hun selv var med på den, så var det også det bedre for hans del.
Nu hvor bølgerne slog godt og kraftigt om dem, frygtede Gabriel for, at bølgerne, kunne ende med at tage hende fra ham, og det ønskede han slet ikke. Når det nu var sagt, så ville han jo gerne sikre sig, at hun kom helskindet fra denne leg. Det var helt sikkert! At hun derimod tog fat om hans skuldre, som hun forsøgte at tvinge ham under, var en tanke, som han fandt morende. Var det så det, at det hele gik ud på? Han grinede let for sig selv. "Er det virkelig hvad du er ude på? At få mig under vand? Så gerne.." Vingerne slog han let ud, for at sikre sig, at han kom vel fra det. Han endte med at bøje i knæene, hvor han samtidig tog fat i hende, og dykkede under vand. Så skule hun nok få tingene, som hun ville have det!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej havde Denjarna nogensinde troet, at hende og Gabriel ville ende i denne båd igen. Ej havde hun troet, at hun brændende ønskede ham tæt, men det gjorde hun. Smilet trak hun på, som hun muntert måtte sende ham et overbærende blik. ”Kæreste Gabriel.. Vi ved jo begge, at det er omvendt, så lad den nu bare ligge,” svarede hun ham kækt igen. Dog ville hun bestemt mene, at hun kunne drive ham med i sengen.. men hvem havde hun ikke været i stand til at drive med til sengs, som hun havde ønsket? Selv erindrede hun i hvert fald ikke, at hun nogensinde havde stået med en afvist-følelse på det grundlag. Ned i vandet forsøgte hun at få ham, som hun lagde pres på hans skuldre med hende sin vægt. Meget vejede hun dog ikke, som hun grundet sine elviske aner var let og slankt. Man kunne vel næsten sige, at hendes våde kjole vejede mere end hende? Muntert smilede hun ned til ham. Som han sagde så gerne, måtte hun dog blive en helt del mistænksom omkring ham. Hvem ville nemlig frivilligt overgive sig, og lade sig dykke ned under vandet? Hvorfor han ville det, gik dog hurtigt op for hende, som hun mærkede hans rumsteren, og hans tag omkring hende. ”Gabri..!,” Navnet nåede hun end ikke at gøre færdigt, da hun var nødsaget til at lukke munden, hvis ikke hun ønskede at sluge halvdelen af havet! Selv prøvede hun at vride sig og gøre sig fri, men intet syntes det at nytte, og derfor gik der også blot et splitsekund, inden hun igen måtte finde sig selv helt under vand. Det var først som hun var helt nedenunder igen, at hun måtte kunne få revet sig fri, og tvunget op over havoverfladen igen, hvor hun nok engang måtte tage en dyb indånding og køre vand og hår væk fra ansigtet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville uden tvivl nyde at tilbringe tiden sammen med Denjarna, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Hvorfor skulle han ellers lægge skjul på det? Han himlede let med øjnene, og rystede på hovedet. Hvis det var det, som hun ville tro på, så måtte det jo være sådan. "Jeg tager vel ikke meget fejl, når jeg siger, at du savner det lige så meget, når vi er adskilt?" spurgte han med en rolig stemme, som han let blinkede til hende. Han kunne jo ikke lade være.
Hvorvidt om det var det elviske i hende, eller hvad det var, så vejede hun jo intet, og derfor var det nok også svært for hende i forvejen, at gøre modstand overfor ham. Hvis hun ønskede ham under vand, så skulle han selvfølgelig nok give hende det! Men det var dog ikke uden at betale prisen for det selv! En klar latter brød hans læber, som han tog fat om hende, og trak hende med sig ned under vand. Herunder, valgte han naturligvis at give slip på hende, da han ikke ønskede at drukne hende, eller noget lignende. Han satte af fra bunden, og brød derfor overfladen igen. Han kastede kort med hovedet, for at få vandet og håret væk, inden han lod hænderne glide igennem det, for at sikre sig, at mest muligt, var væk. Han grinede let. "Du kaldte?" endte han med en tydeligt morende stemme. Han kunne jo heller ikke lade være! Og særligt, når det var sammen med hende, så var det jo kun ekstra sjovt. Han spredte vingerne let, og kastede det meste af vandet af. De var virkelig blevet tunge!

[Denjarna Dark Dynithril]

Savnet det de havde delt sidst, havde Denjarna vel gjort.. Dog var hun ikke meget for at indrømme det, da hun vidste, hvad de engang havde haft sammen. Derfor ønskede hun at holde kortene tæt, indtil hun havde fået hittet ud af, hvad hun egentligt ønskede. Anså hun det nemlig blot for at være et par hyggelige og uforpligtende stunder, eller havde hun egentligt følelser med inde i det? Hun kunne nemlig ikke benægte, at hun havde det godt, og at han rent faktisk formåede at opfylde mange af hendes kriterier. Hun trak på smilebåndet. ”Jeg kan lide at høre, at du ligefrem har savnet det,” sagde hun dæmpet, inden hun måtte skænke ham et kort kys.
At han havde trukket hende med ned under vandet, burde hun et sted have set komme. Dog havde hun det ikke, og derfor var det også, hvor hun havde endt … endnu engang. Den perlende latter måtte dog alligevel falde over hendes blodrøde læber, alt imens hun vendte de sølvgrå øjne mod Gabriel, som han nok engang gjorde sin ankomst i havoverfladen. ”Idiot,” lød det blot smilende fra hende, inden hun måtte gøre sig nogle svømmetag over i hans retning. Her lod hun armene glide omkring hans hals, inden hun trykkede sine læber mod hans i et dybt kys. Hun var glad.. Rigtig glad faktisk. Overraskende måtte det være, men på den anden side havde de jo før i tiden også haft det fantastisk med hinanden. Utroligt var det dog, at det endnu var sådan efter så mange år. Selv havde hun jo troet, at hun havde begravet det med ham for længst.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde uden tvivl savnet, hvad de havde delt, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for nogen.. Han havde nydt at tilbringe de tider sammen med Denjarna, og særligt fordi at det havde hvilet så meget i hans tanker siden sidst, og det var også det, som kunne mærkes i øjeblikket. Han smilede let for sig selv. "Jeg ved jo, at du har det samme. Det handler om at få dig til at få dig til at indse det." pointerede han med et stille smil på læben.
Denne gang havde han trukket hende under vandet. Han kom hurtigt op igen, hvor han med nogle korte, men kraftige slag med vingerne, fik kastet det værste af vandmængderne af. Endnu måtte han sige, at de virkelig var tunge, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. "Du mener det alligevel ikke," endte han med et tydeligt morende smil. Kysset som hun tildelte ham, gengældte han mere end glædeligt, for han kunne jo heller ikke lade være! Armene lod han endnu en gang glide omkring hendes skikkelse, og med et smil på læben. "Jeg burde få dig fløjet hjem, min kære," kommenterede han endeligt, og uden at smilet falmet det mindste af hans læber. Han var glad for hende.. Han var faktisk rigtig glad for hende. Og derfor ønskede han jo heller ikke, at hun skulle gå hen og blive syg.

[Denjarna Dark Dynithril]

”I så fald.. held og lykke med det,” lød det morende fra Denjarna. Hun ville vel først indrømme noget, hvis der var noget at indrømme, når hun havde fundet ud, om der var noget særligt. Hvis blot det var en smule fornøjeligheder, var det nemlig ikke det værd. At hun kaldte ham idiot, havde han ret, at hun ikke mente. Det viste hun vel også, som hun kyssede ham lige bagefter? Hun kunne ganske enkelt ikke lade være, som hun ønskede ham. Morsomt var det næsten, når man tog højde for, at hun tidligere havde slået ham og råbt ad ham.. Man kunne vel bare ikke sætte hold på de dybere følelser? Smilet søgte over hendes læber igen, som han brød kysset, men nu holdt om hendes krop i stedet. ”Som du har klaget over det at få våde vinger.. er du så overhovedet i stand til at flyve med dem?” spurgte hun faktisk oprigtigt nysgerrigt. Hvis våde vinger oprigtigt var så stort et problem, som det han sagde, at de var, så kunne han vel næppe nedlægge en så lang en distance? Der var trods alt en god distance fra Cetiul til Ityrial. Dog havde turen været det længere fra Metyral. Blidt strøg hun ham over nakken. Burde hun tage ham med hjem? I godt humør var hun, så der var vel en chance for, at hun sagde ja? Dog kunne han ikke blive set der, som det ikke just ville se kønt ud, hvis folket eller tjenestestablen så en mand ved hendes gemak.. Hvad ville der heller ikke blive sagt, hvis de så, at det var Gabriel? Rygterne ville uden gå, siden Gabriel og Silia lige havde gået fra hinanden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Enhver har da godt af lidt udfordring," endte Gabriel uden at smilet ville falme det mindste af hans læber. Glad var han uden tvivl, nu hvor han var omkring Denjarna, og derfor havde han også i sinde at udnytte det i den forstand, at det nu var ham muligt. Han skulle nok få hende til at sige det før eller siden. Det var et klart og tydeligt mål for ham, og det var end ikke noget, som han havde i sinde, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var sagt. "Det er vel bare hårdt for dig at indrømme, at selv jeg, er en mand, som du har savnet?" endte han med et kækt glimt i øjet. Nu hvor de var igang, så kunne han jo heller ikke dy sig.
Denne gang stod han med hende i sine arme. Hun kunne kalde ham, hvad pokker hun ville, og det ville ikke have nogen betydning for ham. Han vidste, at hun ikke mente det. Han smilede let for sig selv. Det var muligt, at vingerne ville blive tunge.. Frygtelig tunge endda, men selv han, var ikke et sekund i tvivl om, at dette nok skulle lykkedes dem før eller siden. Han vendte sig mod hende. "Tror du da ikke på, at jeg er i stand til at bære dig?" spurgte han med en morende stemme. Armene låste han fast omkring hende, inden han denne gang søgte tilbage i retningen af bredden. Bølgerne slog hårdt og koldt mod dem. Han skulle nok vise at han kunne bære hende hjem! Det var et mål for ham, at kunne bære hende med hjem!

[Denjarna Dark Dynithril]

Smilet hvilede endnu trygt på Denjarnas læber. ”Lad mig vurdere, om man kan være i stand til at savne dig, når al dette er ovre,” svarede hun ham drillende igen, som hun bestemt ikke gav sig endnu! Dog havde hun savnet ham, som hun vel havde skænket ham mere end en tanke, siden de sidst havde set hinanden. Underligt var det dog, hvor hun skulle vænne sig til den tanke, at han endnu kunne give hende sådanne følelser. Et sted skulle hun også vænne sig til den tanke, at der i det hele taget var en mand, der kunne få hende til at føle sådan endnu. Det var nemlig følelser, som hun ellers havde håbet på, at Salvatore før eller siden kunne sætte i hende. Blikket holdt hun på ham, hvor hun let strammede taget om hans hals, som han begyndte at bevæge sig op med hende. ”Jeg venter stadig på at se, om du er mand nok for mig,” lød det kækt fra hende. Som han nærmede sig strandbredden, kunne hun mærke, hvordan bølgerne slog op og ned ad dem, som Gabriels bevægelser satte gang i havet. Ej stoppede hun ham, og det var vel også fordi, at hun havde givet sig omkring det, at han fulgte hende hjem.. og blev ved hende natten over. Klar var hun i hvert fald ikke til at slippe ham, og slet ikke når hun vidste, at han ikke længere havde det kongelige eller Silia at vende tilbage til. Det passede hende uden tvivl glimrende. Særligt det at hun vidste, at der ikke ville blive sat en anden kvindes læber eller hænder på ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel skulle tidsnok vise, at han var den rette mand for Denjarna.. At han var mand nok til hende, selvom han dog ikke ville forvente, at skulle finde sammen med hende.. Det ville være for underligt, men selv af den grund, kunne han da ikke benægte, at det var noget, som han oprigtigt ønskede lige nu. Trygt var det sammen med hende, som det også var genkendeligt. Næsten som, var intet ændret siden dengang. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg tror nu meget hurtigt, at du vil blive overrasket," pointerede han med et morende smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det.
Armene låste Gabriel trygt, men fast omkring Denjarnas krop, hvor han holdt hende tæt ind mod sig, som han søgte mod strandbredden igen. Jo mere han nærmede sig, jo tungere måtte hans vinger føles, som de denne gang kom helt fri af vand. Endnu var han i stand til at holde dem oppe, men hårdt var det. Denjarna derimod, var kvinden, som havde hans fulde opmærksomhed i øjeblikket. "Først vil jeg finde mit tøj.. og så skal jeg nok vise dig, at jeg er mand nok til at flyve dig hjem," fastholdt han stædigt. Med et smil på læben, lænede han sig let frem, og skænkede hende et kort kys, inden han satte hende på bredden. Her var faktisk ved at være pænt koldt nu.

[Denjarna Dark Dynithril]

Genkendeligt var det uden tvivl at være omkring Gabriel, men samtidig var det også nyt og spændende, som der syntes at være kommet mere til ham. ”En sådan overraskelse vil jeg da se frem til,” kommenterede Denjarna med et smil. Som de begyndte at nærme sig strandbredden, mærkede hun uden tvivl, hvordan det hele blev køligere og tungere! Køligt var det at være oppe af vandet, når man selv var drivende våd. Tungt var det også, som hendes kjole nu syntes at veje flere kilo, som den blev tynget af de vandmasser, som stoffet havde slugt. Smilet trak hun endnu engang på. ”Hvorfor har du brug for dit tøj? Jeg kan meget bedre lide dig, som du ser ud nu,” kommenterede hun kækt, inden hun måtte gengælde det flygtige kys. Som hun blev stillet i stranden, lagde hun automatisk armene om sig selv. Hårene på hendes arme havde rejst sig, men intet sagde hun. Dog vidste hun allerede nu, at hun kunne se frem til en helt og særdeles kold hjemtur.. Fordelen ved det var dog, at han bare måtte opvarme hende det bedre, når de engang nåede frem til hendes gemak. Hvordan han ville klare flyveturen, vidste hun ikke.. Dog måtte hun tænke, at han ikke ville flyve distancen, og da slet ikke med hende, hvis ikke han var i stand til at flyve. Ufatteligt tunge så hans sorte vinger dog ud, som hver en fjer var våd og dryppende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Jo tættere de måtte komme på land, des mere måtte Gabriel mærke sig af vingernes vægt, som de pludselig var blevet rigtig tunge. Allerede nu, vidste han, at det ville tage ham en krig, at få dem alle sammen tørret. Dog var det ikke rigtigt noget, som han tænkte yderligere over. For nu, handlede det uden tvivl om, at nyde den tid sammen med hende, som han nu måtte have, og det var det eneste, som havde betydning, som det var lige nu. Han smilede let for sig selv. Genkendeligt, var det nemlig, at være omkring hende, og han kunne uden tvivl godt lide det. Det var heller ikke just fordi, at han kunne gøre noget som helst ved det, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig at gøre. "Jeg har mange overraskelser oppe i ærmet," pointerede han med en sigende mine, som han let blinkede til hende.
Gabriel satte hende på bredden, inden han så mod hende. Han kunne jo se, at hun direkte lå og frøs, og alene tanken om det, var bestemt ikke en tanke, som han bifaldt. Langt fra faktisk. Han ville bære hende den lange vej.. Det var et mål for ham, at vise hende, at han rent faktisk kunne! "Fordi at jeg har lyst til at dele dette fantastiske syn med hele Manjarno? Du kan jo få æren af, at klæde mig af, når vi igen kommer frem," pointerede han med en sigende mine. Han smilede let, som han begyndte at springe i klæderne igen. Koldt var her, og derfor skulle de ikke blive. Videre skulle de trods alt, og gerne inden hun blev syg.