Then where are we now?

[Denjarna Dark Dynithril]

Helt og aldeles fuldstændigt havde Gabriel taget fusen på Denjarna! Selv havde hun nærmere troet, at han havde givet efter for hende, som hun havde afklædt og kysset ham.. ikke det her! Hurtigt måtte hendes hjerte slå, som adrenalinen uden tvivl for igennem hendes krop! Chokeret var hun, som hun ikke i sin vildeste fantasi havde troet, at dette ville have sket! Som hun hørte hans muntre stemme og glade grin over sig, måtte hun straks vende det sølvgrå blik op mod ham. For at holde sig oven vande, måtte hun træde vande, alt imens hendes kjoles skørt flød i vandoverfladen omkring hende. ”Din idiot!” råbte hun, alt imens hun med hænderne sprøjtede vand op mod ham. Han skulle da ikke flyve der og være tør, når hver en del af hende var gennemblødt! Vred var hun dog ikke.. Hun kunne jo se smilet på hans læber og glimtet i hans øjne. ”..Det er på ingen måde mandigt at smide en kvinde i havet, og end ikke komme ned til hende,” bemærkede hun, inden hun måtte tage nogle svømmetag. Hvorfor være i vandet, når hun var i det som den eneste? Det var der jo intet sjovt i! derudover var der også det, at hendes kjole tyngede hende voldsomt meget ned, som den blot slugte vandet. Fair var det heller ikke, at han var tør og uden tøj, og hun drivvåd og med drivvådt tøj! Svømmetagene begyndte hun at gøre sig tilbage mod strandkanten. Gudskelov for, at hun i det mindste kunne svømme! Et kønt syn havde det været, hvis hun nærmere havde været ved at drukne nu. Dog kunne hun mærke, at det måtte være det sværere at svømme med tøj fremfor nøgent.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde rent faktisk formået at tage fusen på hende! Burde han være stolt over det foretagende? For det var han uden tvivl også! Han grinede over hende, da det naturligvis var der, han måtte opholde sig i øjeblikket, og han elskede det! At hun derimod måtte skælde ham ud på grund af det, var ikke noget nyt. Langt fra faktisk. Han vendte blikket mod hende. Hun kunne kalde ham så frygtelig meget, og han ville være ligeglad. Det var i hvert fald ikke noget, som han ikke var blevet kaldt igennem mange år.
"Vil du da påstå, at jeg er så frygtelig uretfærdig?" lød det morende fra ham, da han heller ikke ligefrem kunne gøre noget ved det. Han vidste, at han måske burde søge i vandet og ned til hende, men hvad nu hvis det ikke var noget, som han havde lyst til? Hovedet lod han søge på sned, og med armene korslagte. Langt ude var de trods alt heller ikke, så det ville være nemt nok at komme tilbage til bredden igen, men for nu, ville han bare gerne være med hende.. og glemme alt det kongelige og royale arbejde for en stund om ikke andet. "Gør plads," bad han denne gang direkte, inden han søgte ned i vandet ved siden af hende. Omgående måtte hans vinger blive fuldkommen våde, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Gyset skød direkte igennem ham. Det var langt koldere, end hvad han lige havde regnet med!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Ja!” svarede Denjarna uden tøven! Hun havde slået ham fordi, at han havde trængt til det, som han havde været et stort pattebarn! Han smed hende i vandet, som hun intet ondt havde gjort! Tungt hang hendes ravnsorte lokker hende om ansigtet, alt imens hun forsøgte at svømme tilbage til bredden. Der var jo ingen grund til at blive i, hvis hun blot var der alene.. At hendes handling så betød, at han kom i til hende, fik hende til at vende ansigtet bort, som vandet plaskede omkring, som han brød havoverfladen. Yderst tilpas måtte hun dog føle sig, som hun kunne fornemme, at hun ikke var alene længere. Det gjorde også, at Hun endte med at skifte mening.. Det sølvgrå blik vendte hun imod Gabriel, alt imens hendes ansigt måtte være let glimtende af vand. Over til ham endte hun med at svømme. ”Og hvad er din geniale plan så nu?” spurgte hun ham med et løftet bryn. De slanke arme lod hun søge om hans hals, alt imens hun lod benene lægge sig om hans liv, så han holdt hende i havet. Rart måtte det helt være at være ham så tæt.. Dog var det intet, som huns sagde højt, som hun endnu skulle forstå sig på det hele. Blikket holdt hun på hans ansigt, som det nok engang måtte være helt tæt på hendes. Dog gjorde hun intet for at kysse ham denne her gang, som hun holdt sig til at lade sine arme og ben holde om ham. Hvad ønskede han desuden også med dette? Sidst hun havde kyset ham, havde han trods alt kylet hende i havet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Denjarna måtte være utilfreds, var ikke noget som Gabriel kunne gøre det største ved. Han havde smidt hende i havet, fordi at han mente, at det havde været fortjent! Og det var end ikke noget, som han havde nogen intentioner om at lave om på, på nogen måde. Hans blik søgte hendes direkte, som han denne gang valgte at komme tilbage til vandet, hvor han selv valgte at bryde overfladen, for at komme i.
Dybere var vandet dog, end hvad han lige havde regnet med, og derfor skulle der faktisk heller ikke meget til, før han blev tvunget direkte under. Vingerne måtte han dog bruge, for selv at komme op igen, hvor han selv brød overfladen. Han kastede let med ansigtet, inden begge hænderne gled over. Vandet var koldt, og fik det til at sitre og dirre i ham, inden han vendte sig mod hende. Sammen med Denjarna, var det nemlig muligt for ham, at glemme lidt om alle de ting, som ellers plagede ham, hvilket var en befrielse uden lige, og det kunne han heller ikke lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han smilede glædeligt. "Behøver der være nogen stor masterplan?" spurgte han morende, som hun slyngede sig om hans liv. Ved hjælp af hans vinger, arme og ben, søgte han tæt nok på bredden til at han kunne nå bunden under dem, og endnu med hovedet over vandet. Der lod han armene søge omkring hende i stedet for. Så tæt på.. Han lænede sig hurtigt rem, for at fange hende i et kys. "Desuden.. ved jeg, at du kan lide det, når jeg er her," pointerede han selvsikkert.

[Denjarna Dark Dynithril]

Arme og ben lagde Denjarna om hans krop, som de nu begge måtte færdes i vandet. Hende mere gennemblødt end ham, som hun endnu måtte være iklædt sit tøj. Forbandede mand! Hans vinger ville måske være våde, men tøjet her var det eneste hun havde omkring sig.. Resten af hendes garderobe var jo at finde i Ityrial! ”Du vælger at smide mig i vandet, mens jeg endnu har mit tøj på.. Du kommer i til mig.. Der må da hvile en større plan lige om hjørnet,” kommenterede hun med et lille smil på læben. At han bragte dem nærmere strandkanten sagde hun intet til. Lettere var det vel også for deres position, at han kunne støde imod bunden med fødderne? Ikke at det betød det store for hende.. Hun var jo nok engang i hans favn, hvor han var den der sørgede for at holde dem begge. Hånden lod hun let stryge hen over hans våddryppende hår bagfra, inden hun måtte mærke det korte kys imod sine læber. Igen måtte hun lægge mærke til, at dette skete, som var dette normen for dem.. Ikke at det var det længere, da de kun havde været sammen en enkelt gang i en lang årrække, og derudover var de end ikke i et forhold længere. ”Det er dig der har valgt at flytte til mit land, siden vi sidst sås.. Jeg tror derfor, at du bedre kan lide at være omkring mig end omvendt. Du kan tydeligvis ikke få nok af mig,” svarede hun kækt igen, inden det måtte blive hendes tur til at skænke hans læber et flygtigt sommerfuglekys. Men jo.. Hun nød vel at være omkring ham.. ellers havde hun vel heller ikke hilst på ham, og vist ham omkring i hendes land.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Måske at planen ikke havde været fuldt så gennemtænkt, men det var vel pointen i det? At de rent faktisk kunne have det bare lidt sjovt, uden at der var en mening med tingene altid? Ligesom dengang de havde været yngre? Desuden var han nu i stand til at komme videre, uden at skulle tænke på, hvilke ting, der gjorde ham ked af det, frustreret og deprimeret, så det var virkelig en øjenåbner for ham. Denjarna fik ham i sandhed il at tænke på langt andre ting, end dem, som gik rundt og generede ham, og det passede ham jo egentlig mere end fint på sigt. "Jeg har ingen andre planer end at få min hævn.. samt nyde dit selskab, nu hvor jeg har muligheden for at gøre det," lød det med en rolig stemme.
Langt var der måske til Ityrial herfra, men var det noget, som gjorde nogen forskel i øjeblikket? Han morede sig, og for nu, var det også det, som betød mest for ham, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han blev stående med hende klynget om sit liv. Han kunne nu godt lide, at have hende tæt på. Armene lod han denne gang også søge omkring hendes skikkelse. Blidt strøg han hende over ryggen og videre ned af lænden. "Fortsæt du bare med at fortælle dig selv det, kæreste.. Jeg er her kun, fordi jeg ikke hr nogen andre steder," hviskede han mod hendes øre. Han var der skam fordi at han havde lyst.. Men hun havde ikke været en del af overvejelsen af valg - før nu.

[Denjarna Dark Dynithril]

Glad og ubekymret syntes Gabriel helt at være, og det var uden tvivl noget der smittede af på Denjarna. Personligt fik det hende til at nyde øjeblikket, alt imens hun helt ville ønske, at Salvatore havde lidt af Gabriel i sig. Det var nemlig dette, som hun savnede i Salvatore, når hun var med ham. At han ikke altid var så ordentlig og rolig, men at han rent faktisk kunne give slip. Den perfekte mand fandtes vel bare ikke? ”Det kunne da tænkes, at der havde været nogen.. men vi kan da også bare blive svømmende her for nu.. og kunne din plan ikke have været det mere gennemtænkt? Du kunne godt have vist mig den venlighed at tage min kjole af, inden du valgte at kyle mig i,” lød det fra hende med et smil på læben. Som han lagde armene om hendes krop, og blidt strøg hende langs ryggen og lænden under vandet, måtte hun føle sig helt rolig. Hun nød det, som hun nød at være ham tæt, og at være med ham. Om det var en skidt eller god ting, vidste hun ikke endnu, men nød det gjorde hun om end. Som han hviskede hende ind i øret, mærkede hun, hvordan det et måtte sitre i hende. Hovedet trak hun en anelse tilbage, inden hun lod deres læber mødes i et lidenskabeligt kys. Deres første længerevarende kys. Hun brød kysset igen, hvor hun førte sit hoved en anelse til siden. ”Vil du virkelig vove og påstå, at du ikke længtes efter at være omkring mig?” hviskede hun ham dæmpet ind i øret i en sensuel tone, inden hun legende nappede ham i øreflippen. Hun kunne simpelthen ikke lade være! Som det var nu, havde hun intet imod, at han var flyttet hertil.. Om hun egentligt burde have det, måtte hun endnu undersøge.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl faldet langt mere til ro, end hvad han havde været hidtil, og det var vel også tydeligt, at mærke på ham, når det endelig var? Han vendte blikket direkte mod hende. Det var måske ikke helt så gennemtænkt, og så alligevel. Dette gav ham jo en oplagt mulighed, for at opsøge slottet sammen med hende, da hun jo trods alt ikke skulle gå landet igennem, og samtidig fryse. Det var der jo slet ikke nogen grund til, når det endelig var i den anden ende. "Kan du ikke se det.. Nu er jeg jo trods alt nødt til at flyve dig hjem," pointerede han med en sigende mine. Løgn var det jo trods alt heller ikke, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende.
Kysset gengældte han mere end glædeligt. Om nogen så dem eller ikke, var han ligeglad med. Det var omkring Denjarna, at han slappede af for øjeblikket. Det fik ham til at tænke på alt mulig andet. "Jeg kan vel ikke benægte, at jeg har tænkt meget på dig, og rent faktisk har savnet dig, siden vi sidst sås," sagde han med en ærlig stemme. Det sitrede i ham.. Det gøs voldsomt, som hun nappede ham i øreflippen, men han kunne jo godt lide det. Han sukkede dæmpet, og trykkede hende ind til sig. Et kort kys tildelte han hendes hals, inden han trak hovedet til sig igen. "Der er mening med alt. Det var noget som selv min kære moder sagde, og noget af det eneste, jeg har taget med fra hendes tid," pointerede han med en dæmpet stemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

At meningen med dette havde været, at han ønskede at flyve hende hjem, fik alligevel smilet til at vokse på Denjarnas læber, alt imens hun svagt rystede på hovedet af ham. Det var vel alligevel til dels udspekuleret af ham? Det måtte hun give ham.. ”Du ved godt, at du sidst flyttede ind hos mig, sidst du fløj mig hjem?” spurgte hun ham roligt, som hun måtte referere til dengang for mange år siden. Der havde han fløjet hende hjem, hvor de så havde endt i et forhold, alt imens hun stadig havde haft Derick. Var det virkelig i den retning, at de bevægede sig endnu engang? ”Og i så fald.. gør du det for min skyld, eller bare fordi, at du hellere vil leve i luksus på et slot, end at du selv skal finde noget?” lød det drillende fra hende, inden hun skænkede ham det lidenskabelige kys. Til fulde nød hun det, som hun nød, at det var ligeså ønsket af ham, som det var af hende. At høre, at han rent faktisk havde tænkt meget på hende, samt savnet hende, behagede hende på alle måder at høre! Sandheden var vel også, at det hele var gengældt? Dog ønskede hun ikke at indrømme det.. Til dels fordi hun endnu ikke kunne hitte ud af, hvad dette havde af betydning, og fordi, at hun altid havde valgt at holde kortene tæt. På det punkt stolede hun vel heller ikke på nogen? ”Jeg kunne helt føle det afsavn, som vi mødtes,” sagde hun ironisk. Dog drillende, skønt det også var sandt.. Han havde nemlig blot syntes sur. Endvidere havde han endda bedt hende om at gå! Hun sukkede dæmpet, som han kyssede hendes hals. ”Og hvad er meningen da med dette?” spurgte hun ham roligt, hvor hun også matte være nysgerrig efter at høre, hvad han var nået frem til. Særligt som hun ikke selv var nået frem til noget.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var da en udspekuleret mand, hvilket man var nødt til at være, i nærheden af Denjarna, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han trak morende på smilebåndet. Han kunne jo både se og mærke på hende, at det ikke ar noget, som gjorde hende noget på sigt, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide. "Det husker jeg kun alt for godt," pointerede han med en sigende mine. Det var jo trods alt heller ikke fordi, at han kunne gøre noget, for at se bort fra det faktum, og det var heller ikke meningen med det. Tungen strøg han kort over sine læber. "Hvorfor nøjes, hvis der er muligheder for at få det, der er bedre?" spurgte han direkte. Der var han nok heller ikke ligefrem meget anderledes, end så mange andre, og det stod han gerne fast ved i den anden ende.
Hånden strøg over Denjarnas ryg og lænd, hvor han trykkede hende mere ind mod sig. Han havde bestemt ikke travlt, som han oprigtigt, gerne ville nyde den tid, som han nu havde sammen med hende, da det for ham, var det, som var det vigtigste. Han himlede med øjnene. "Du vælger blot at leve i benægtelsen.. Jeg ved, at du ligledes, også har savnet mig," sagde han med en rolig stemme. Corina og alt var glemt for øjeblikket, og for ham, var det uden tvivl forbandet rart. En mening med det? Det var den, som han endnu ikke helt havde fundet. "Det er det jeg stadig mangler at finde ud af," hviskede han let. Han lænede sig frem, kun for kort, at møde hendes læber i endnu et kys. Nu havde han muligheden, så kunne han heller ikke dy sig.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Dengang levede jeg et andet liv.. Som dronning er det mindre velset, at jeg river forskellige mænd med hjem,” sagde Denjarna ærligt. Det var faktisk en ting der irriterede hende. Hvad hun lavede i sengen privat, kunne andre jo være ligeglade med. Det var de dog ikke, og der savnede hun det at være leder og kunne gøre mere, som det passede hende. Som dronning var der en forventning til, at man var det mere ordentlig. ”Bør jeg frygte, at du kun vil følge mig hjem, så du kan få en ordentlig seng at ligge i?” spurgte hun ham roligt. Om det i det hele taget var en god ide at lade ham følge hende, tvivlede hun på. Tænk hvis nogen så dem? Damien ville også næppe tage det pænt, at hun pludselig kom flyvende ind på sit værelse ved hjælp fra en dødsengel, og en mand, som han ikke kendte, på trods af det faktum, at det var hendes værelse først og fremmest. At Gabriel mente, at hun levede i benægtelsen, havde han måske ret i. Dog skete det kun, som hun ønskede at beskytte sig selv og de mulige følelser, som hun måske havde indblandet i sagen. Ej ønskede hun nemlig, at der igen skulle komme en dag, hvor en mand kunne forvolde hende sorg! ”Sikke meget du ved om mig,” kommenterede hun roligt, alt imens hun let strøg ham hen over nakken. Som de befandt sig midt ude på havet, kunne hun godt mærke, hvordan bølgerne let bølgede omkring deres sammensluttede kroppe. Hyggeligt fandt hun det dog, skønt det ikke var praktisk, at hun endnu var våd, og selvom det måske ikke var optimalt, at hun var herude med ham. ”Sig til når du kender svaret,” bad hun stille, inden hun mødte hans læber i det korte kys.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Forskellige mænd med hjem? Hvor ofte, vil du da påstå, at det forekommer?" spurgte Gabriel med en sigende, men nysgerrig mine. Han trak let på smilebåndet. Ikke fordi, at det var noget som han tog særlig tungt. Om han så skulle vise sig, at være en del af en større mængde, så kunne han vel bare fryde sig over det faktum, at han var den, som alligevel havde fået lov til at flyve hende over himlen, og til hendes hjem? "En nat i dit selskab, med dig i favnen, i en god, stor og varm seng, er vel ikke en så tosset idé igen, er det?" spurgte han med et stille smil på læben.
Bølgerne slog ind mod dem, selvom han blev stående med hende i sin favn, og med armen om hende, så han også var med til at holde hende oppe. Han kunne jo også godt lide, at have hende tæt ind mod sig, og nu hvor han også havde muligheden for det. Hans nu mørke øjne hvilede i hendes. Smuk som hun var, så var han virkelig også glad for den mulighed. "Jeg ved nemlig rigtig meget om dig," endte han med et stille smil på læben. Hånden lod han let glide over hendes bagparti, og uden at smilet forlod hans læber. "Du ved... det er nok en mening, som forhåbentlig vil dukke op på et tidspunkt," Han spredte vingerne en smule, lige for at smide det meste af vandet af. De føles allerede nu frygtelig tunge.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Betyder det da noget, om du er den eneste eller en ud af ti?” spurgte Denjarna ham roligt, skønt hun oprigtigt måtte være nysgerrig omkring svaret. Engang havde han jo ønsket hende for sig selv, men hvad nu? Det var også en af de ting, som hun var i gang med at finde ud af.. Om hun blot så ham som en tilfældig morskab, eller om hun oprigtigt havde følelser i klemme endnu. Hun trak på smilebåndet. ”Nej, det lyder ikke helt galt.. Et kroværelse ville dog uden tvivl skabe det mindre tumult,” kommenterede hun ærligt. Problemet lå vel også i, at hun på den anden side også så Salvatore, og hvis en af tjenestefolkene så Gabriel, ville rygterne måske svirre, og så ville Salvatore måske vide besked, inden hun havde nået at afklare, hvad hun selv mente om det hele. Brynet løftede hun let. ”Så det gør du?” kommenterede hun muntert, som han sagde, at han vidste meget om hende. At han dernæst måtte stryge hånden over hendes bagparti, nød hun kun. Hun nød at mærke hans hænder på sig.. Særligt når hun vidste, at det ikke bagefter ville lægge sig på Silia. ”Måske..,” svarede hun dæmpet, inden hun trykkede sine læber mod hans i et dybt kys. Hun kunne ikke lade være.. Hun måtte smage ham og mærke ham. Afhængig følte hun sig på sin vis, hvilket var en underlig følelse, da hun ikke havde følt sådan her længe. Kysset brød hun igen, hvor hun helt valgte at slippe ham. Et par svømmetag valgte hun at lave, så hendes krop blev ført en anelse bagud og væk fra ham. Her måtte hende øjne glimte let, inden hun med et muntert grin måtte plaske vand i hans retning med begge hænder. Det var uden tvivl utroligt endelig at kunne løsne op igen!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Det er jo trods alt ikke mig, der står til regnskab, vel?" kommenterede Gabriel med et stille smil på læben, for han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han blinkede let til hende endnu en gang. Han kunne ikke lade være. Rart var det virkelig at være tæt på, og omkring hende, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han smilede let for sig selv. "Du har vel set, hvad der skete sidst? Desuden.. du er helt våd, kæreste.. Vi burde få dig med hjem, når vi er færdige her," kommenterede han med en sandfærdig mine. Det var jo trods alt ikke meningen, at hun skulle ende med at blive syg. Det var jo langt fra hensigten med dette.
Selv Gabriel måtte stå ved, at han kendte hende. Det var jo ikke fordi at hun var svær at læse, og han vidste jo, at hun nød det.. At hun nød, at han var endt hvor han var, og det var også det, som han handlede og reagerede ud fra, og særligt nu hvor han var sammen med hende. Det havde jo kostet ham hans forhold til hans hustru, uanset hvor ondt den tanke måtte gøre, så var der bare ikke noget, at gøre ved det lige nu. "Du er ikke særlig svær at læse, må jeg sige," sagde han denne gang med et smil på læben. Kysset gengældte han uden at tøve, også selvom det i hans øjne, var en temmelig kortvarig glæde, som han sad igen med. Som hun slap ham, gjorde han det samme. han så undrende efter hende. Det drillesyge glimt, som hun havde i øjnene, fangede han kort, inden hun sprøjtede vand på ham. Han holdt hurtigt hånden op, for at beskytte sig. "Det snyd!" endte han med en morende stemme, inden han spredte vingerne. Med kraftige slag, kastede han vand i hendes retning.

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriels svar fik Denjarna til at tænke, at det udelukket var leg fra hans side, og derfor var det vel det samme fra hendes side? ”Bare rolig.. Jeg finder altid ud af noget,” kommenterede hun roligt. At det hele blot var en leg havde dog også den betydning, at hun var det mere sikker på, at det var en dum ide, at fragte ham med tilbage til slottet. Der var jo ingen grund til at kaste hendes og Salvatores forhold blot, hvis det blot var en smule sjov.. ”Det ville være det samme, om vi fandt en kro,” kommenterede hun kækt. ”Der ville det jo også blot være at smide de våde klæder.. gemme sig under det tørre tæppe.. lade dig holde mig varm.” Hun blinkede til ham. At han mente, at hun var let at læse, var han nok ene om at mene. Selv tvivlede hun i hvert fald på, at størstedelen af hendes bekendte forstod hende til fulde. Derfor måtte hun også tvivle på, at hans ord egentligt holdt stik. ”Det er du sikker ene om at mene,” endte hun smilende med at sige, inden hun skubbede sig væk fra ham. Hans forundrede blik var kun guld værd! Særligt som hun dernæst måtte overraske ham med at sprøjte vand på ham. Det var på ingen måde, hvad hun normalt plejede at lave. Det var vel også fordi, at andre ikke turde gøre det med hende? Hun blev ramt af vandet, som han nu plaskede retur. ”Og det der kalder du fair?!” råbte hun leende igen. Bravt forsøgte hun at skjule sit ansigt for de voldsomme vandmasser, alt imens hun forsøgte at sprøjte vand i hans retning i retur. Hendes vandpjaskeri var dog ingenting ved siden af hans, som han direkte sendte kaskader af vand i hendes retning!