Then where are we now?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ej forvoldt Denjarna nogen irritation, ved at ligge der i hans arme, som han uden besvær, eller problemer, var i stand til at holde hende tæt ind mod sig, samt sikre sig, at han ikke ville miste hende undervejs. Det ønskede han ikke. Denjarna derimod, var noget af det sidste, som han havde, og derfor, var det også noget, som han agtet at passe på, i den forstand, at det var ham overhovedet muligt.
"Hvis man ser bort fra, at mine vinger bliver våde, og er evigheder om at tørre, så vil jeg heller ikke sige nej til en strandtur her i varmen," kommenterede han med et stille smil på læben. Igen stolede han på hende, som hun tilsyneladende også måtte stole på ham, og det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Uden tvivl var det en tanke, som faldt i hans rigtig gode jord i den anden ende. Hans vinger var stærke og kraftige, og kunne derfor sagtens bære dem begge til destinationen, bare hun guidede ham dertil! Han trak let på smilebåndet. Alt synes at være helt uden problemer og bekymringer for øjeblikket, hvilket naturligvis godt kunne mærkes i øjeblikket, og det var han skam heller ikke bange for at lægge skjul på, når det endelig var.
"Manjarno er et smukt land, set heroppefra," tilføjede han. Frygtelig højt, var de ikke oppe, da han ikke ønske,de at hun skulle fryse, og herfra, kunne han jo se mere end rigeligt. Masse lys, selv her i denne smukke aften. Han kunne uden tvivl godt lide, hvad han måtte se. De krystalblå øjne, som selv var ved at miste den varme og livlige gnist, betragtede landet, som de betragtede Denjarna. Var han bare heldig i øjeblikket?

[Denjarna Dark Dynithril]

Svagt trak Denjarna på smilet, som han ligesom sidst nævnte det at få våde vinger. Hans vinger var uden tvivl noget, som han tænkte meget over.. Noget, som hun tænkte knapt så meget over. Hvorfor skulle hun også det, når hun ikke selv havde vinger og aldrig haft det? Hun vidste trods alt ikke, hvordan det måtte være. ”Du bekymrer dig for meget om dine vinger. Desuden.. skal du nå noget, siden du ikke har tiden til, at de skal tørre?” spurgte hun med et smil på læben. Ingen planer havde han jo, som han intet havde at lave. Derfor kunne han vel blot lave, hvad han ønskede? Der var jo intet der kunne tynge ham længere, som han blot havde sig selv. At han kommenterede Manjarnos skønhed, fik hende automatisk til at se sig omkring. Skønt var her uden tvivl. Selv nød hun livet her, hvor hun jo kom fra et land, hvor alt mere eller mindre havde set dødt ud. ”Oppefra og nedefra.. Det gør ingen forskel,” sagde hun ærligt, som det var en af tingene der gjorde, at hun havde forelsket sig i landet. Gabriel skulle nok også lære at elske det. Her var i hvert fald alt, hvad hjertet kunne begærer, hvis blot man så sig omkring. Hun så fremad, hvor man kunne begynde at ane kystlinjen. Lang var den, som den strakte sig helt fra grænsen af Procias til Dvasias. ”Vi er der snart.. Bare lidt endnu,” informerede hun ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel var meget påpasselig omkring hans vinger, og særligt nu, hvor det forholdt sig på denne her måde. Ej var det fordi, at han havde travlt, for det havde ha nikke, og det var der heller ikke nogen grund til. Denne gang, havde han faktisk ikke noget at nå.. Og det var også det, som var ham en meget skræmmende tanke et sted. "Jeg er vant til at skulle have det i hovedet, min kære.. De bruger hundrede år på at tørre, og de er virkelig tunge, når de bliver våde," kommenterede han med en sandfærdig mine.
Smuk var Manjarno uden tvivl heroppe fra. Førhen havde han ikke kunne se noget smukt ved landet, men var det underligt? han havde forbundet det med så meget andet, end det, som man typisk ville gøre, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? "Det glæder jeg mig i så fald, til at se med mine egne øjne." tilføjede han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Efterhånden måtte de nærme sig stranden og kystlinjen, som hørte til Manjarno. Ikke at det var en tanke, som han havde det fjerneste imod, for det havde han ikke. Han smilede let for sig selv. Intet af hvad han havde set, overgik hvad han så i hende, men det lod han forblive usagt. "Hold fast," bad han let, inden han trak vingerne en anelse ind mod sig, hvor han mindskede højden, og søgte derfor mere ned mod jorden igen. Det gik skræmmende hurtigt, frem til lige før, de endte over jorden. Her spredte han kraftigt vingerne igen, og landede med et mindre 'bump'.

[Denjarna Dark Dynithril]

”I så fald må du være glad for, at vejret er på din side,” svarede Denjarna igen, som han måtte løsne lidt op. Varmt var det, og derfor var der vel en god chance for, at fjerene kunne tørre i varmen? Hvis han aboslut ikke gad det besvær, kunne han desuden lade helt være med at vaske sig. Dog ville Denjarna personligt mene, at han kunne trænge til det.. Det var desuden noget, som særligt hun kunne fornemme, som hun dagligt kunne komme i bad, hvor det derimod lignede, at han havde været knapt så tæt på vand på det seneste. ”Du skal nok nå at få det hele at se,” sagde hun roligt. Tiden havde han jo til at udforske sit nye hjemland nu. Hvis han kom omkring kunne det måske også ske, at han ville blive inspireret? Finde en bydel, som var hans foretrukne? Se i den, hvad han kunne lave? Som han bad hende om at holde fast, og som det pludselig gik noget hurtigere, holdt hun det fastere i ham, alt imens hun gemte sit ansigt væk ind mod ham. Selv kunne hun jo mærke, hvordan det ellers skar i øjnene! ..Derudover kunne det også være skræmmende at se, hvordan man hastigt nærmede sig jorden. Hurtigere måtte hendes hjerte slå, hvor hun først mærkede roen igen, som hun fornemmede bumpet gennem hans krop. Lyden af de blide bølger kunne man nu høre, hvilket fik hende til at hæve hovedet igen. Tæt var hun på ham.. Utroligt tæt. I sig selv var det dog intet hun havde imod. Let trak hun på smilebåndet. ”Jeg tror, at det er sikkert at sætte mig ned nu,” kommenterede hun stille.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Det må også være min klare fordel i øjeblikket," kommenterede Gabriel med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hende. Varmt som det var i vejret, var det uden tvivl også med til at hjælpe ham betragteligt i øjeblikket.Han ville jo gerne vaske alt den skam og alle de følelser af sig, så det ville uden tvivl være utrolig rar, at kunne komme bare en smule videre fra dette. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun gemte sig ind mod ham, da han satte direkte ned mod jorden. Hurtigt som dette jo måtte gå, vidste han godt, at mange kunne tvivle på, om det ville gå galt, når de nærmede sig jorden! Dog havde han da heldigvis god kontrol over krop og sind, og vidste derfor, også hvad han gjorde.
Med et let bump, landede han ikke langt fra vandet og de massive bølger, som kastede sig indover stranden. Smukt var her, og særligt i det svage lys, som man kunne skimte langt i det fjerne. Han blev derfor stående med hende, frem til hun valgte at kommentere det. Sætte hende ned? Det var først der, at det gik op for ham, at han stadig stod med hende. Han slog tanken og lysten om at kysse hende, ud af hovedet, inden han roligt slap hendes knæhaser, og derfor gav hende muligheden, for selv at finde fodfæste ved siden af ham. "Du er blevet vant til at færdes i luften, Jarna," kommenterede han. Dengang havde sagen jo været en anden.. unge og dumme, som de begge havde været. Nu havde de vel tydeligt lært af det hele begge to.

[Denjarna Dark Dynithril]

Vant var Denjarna blevet til at færdes i luften, men hvordan kunne man også være andet, når man havde en drage som sin følgesvend? I perioder fløj hende og Damien dagligt, hvor der i de travle tider kunne gå dage. Når de kom var Damien ej heller bleg for at påpege hende det, som han ej var langsom til at kommentere, at hun arbejdede meget. Dog slog hun det altid væk, som det var en selvfølge, da hun var alene om arbejdet, og desuden, så nød hun al arbejdet. Hun ønskede i hvert fald ikke at være foruden, som Gabriel nu var. ”Man vænner sig til turen på himlen, når man har en drage ved sin side der ønsker, at man mere eller mindre kommer med ud på alle flyveturene,” svarede hun ærligt igen, uden at smilet forlod hendes læber. Damien stod hende nemlig utroligt kært. Ned på sine egne fødder lod hun sættes, hvor hun mærkede den naturlige rundtossethed, efter at have været med oppe i luften. Dog måtte det hurtigt glide bort, hvor hun også begyndte at gå, samt forventede, at han ville følge med. ”Stranden du er på er flere kilometer lang og går helt fra den procianske grænse til den dvasianske. I midten er der landets havneby, Cetiul. Det er en lille by, og derfor kender alle hinanden, hvilket giver et godt sammenhold. Grundet lokationen er der selvfølgelig et stort fiskeri herfra, som også bliver solgt på markedet her og ud til de resterende byer. Desuden har vi altid haft en god handel med det der må være Det Gamle Peula. Let har det nemlig været at transportere varerne over søs,” fortalte hun ham roligt. Selv vidste hun ikke, hvor meget han kendte til om Manjarno, og derfor kunne hun jo bare tale til ham som om, at han intet vidste.. På den måde fik han nemlig det hele med.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ofte tilbragte Gabriel tiden til himmels, og særligt i øjeblikket, men var det overhovedet underligt? Han havde jo ikke rigtigt andet at give sig til, og særligt, når det nu var, på den måde, som det nu var. Han betragtede hende roligt, som han satte hende ned.. Klar til at gribe og støtte hende, hvis det skulle blive nødvendigt. Han vidste, at man hurtigt blev rundtosset, når man kom fra himlen efter en flyvetur. En drage? Han havde ganske vidst hørt rygterne og historierne om det, men aldrig rigtigt set det med sine egne øjne. "Det må jeg sige. Du har godt nok opgraderet betragteligt. Jeg troede drager, kun hørte myterne til," fortalte han med en rolig stemme.
Den lange kystlinje, var især noget, som faldt i Gabriels gode smag. Han foldede hænderne over ryggen. At hun derimod måtte fortælle meget omkring byen og de omkringliggende områder, var noget, som han godt kunne lide, og det var i sig selv, ikke noget som sagde så lidt. "Jeg har hørt meget om områderne heromkring, men aldrig rigtigt set det med mine egne øjne." Han lagde de mørke vinger tæt ind mod sin egen krop, inden han vendte blikket mod hende igen. "Her er smukt," kommenterede han let for sig selv. Smuk var her uden tvivl, hvor hendes skønhed, derimod endnu måtte overgå alt det andet, så det i sig selv, var heller ikke noget, som sagde så lidt. Han bevægede sig tættere på vandet med rolige skridt. Det luftede godt, og her var virkelig behageligt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Af hvad jeg ved af, er himlen nok engang begyndt at vrimle med drager,” fortalte Denjarna ærligt. ”Jeg er blot så heldig at have en af dem.” Ganske vidst var Damien ikke en rigtig drage, men gjorde det nogen forskel? Han levede som drage, og han levede ved hendes side. Det var alt, hvad hun behøvede at vide. Dog havde hun oprigtigt hørt, at ægte drager og ryttere var begyndt at eksistere nok engang. Dog havde hun ikke set en af dem endnu, og ej heller havde det fået Damien til at forlade hende. Heldigvis. Roligt gik hun langs strandkanten. ”Et så smukt sted, som at du vil bo her?” lød det roligt fra hende. Skønt var her uden tvivl. Dog skulle man have i mente, at man skulle være i stand til at leve omkring sømænd, hvis man bosatte her. For at være ærlig passede Iceila eller Natymia vel bedst til ham? Begge steder var der nemlig fredeligt og smukt. Desuden havde folk det særligt med at forelske sig i Natymia. Hvorfor, forstod hun godt. De ravnsorte lokker førte hun bag de spidse ører, som det uden tvivl var det luftigere her ved stranden. Dog var det endnu mildt og lunt i vejret. ”Hvis ikke stedet her er dig, tror jeg, at jeg ved, hvad der ellers ville falde i din smag,” En henholdsvis rolig mand var han, og derfor kunne det meget vel være, at bylivet ville være ham trættende i længden. Dog hun holdt fast i, at han skulle omgås andre, hvis ikke han ønskede at blive overlistet af Corina eller andre dvasianere. Et kendt ansigt var han nemlig, hvor hun ikke tvivlede på, at der var folk på den mørke side af grænsen, der kunne ønske at fange den forhenværende konge af Procias.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Jeg hører det blot. Aldrig har jeg set en," fortalte Gabriel med en ærlig stemme. Hun var heldig, at have en, da man sagde, at dragerne ikke kunne tæmmes. Blot som dragerytter, skulle dette være tilfældet, af hvad han havde hørt i hvert fald. Han lod armene søge over kors, som han vendte blikket ud mod havet. Smukt var her i sandhed, selvom det ikke var et sted for ham at slå sig ned, da han havde andre ting, som han fandt mere ham, end lige dette. Han rystede på hovedet, inden han vendte blikket mod hende. "Jeg kunne ikke forestille mig, at skulle slå mig ned her, men derimod er det et sted, som jeg kunne finde på at opsøge.. Jeg kan lide det.." Han stoppede sin gang ikke langt fra hvor vandet ville nå. Man skulle næsten tro, at han var bange for det.
Blikket vendte Gabriel fra vandet, og mod hende. Hun kendte andre steder? Det var derimod noget, som gjorde ham langt mere nysgerrig. Han havde jo ikke just nogen steder at søge hen, og i den forbindelse, var Manjarno, faktisk temmelig stor, hvis han selv skulle sige det. Tungen strøg han kort over sine læber. "Jeg formoder, at du viser mig, hvad der er relevant.. Vi har al den tid, som vi skal bruge.. Jeg har intet hastværk længere," sagde han med en rolig stemme. Han havde jo ikke noget hjem at søge til.. ingen hustru.. ingenting. Han vendte blikket mod vandet. Her fjernede han skjorten fra sin overkrop, som tydeligt trådte frem.. Bred, muskuløs og tydeligt markeret, inden han vendte sig mod hende igen. Derfra trådte han ud i vandet med rolige skridt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej heller havde Denjarna set en drage, før hun havde set Damien. Et fantastisk syn havde det været! Skønt han ikke var en vaskeægte drage, følte hun sig også stadig heldig over at have ham. Både på grund af hans væsen og person. ”Nu hvor du bor her, vil du muligvis se en,” sagde hun ærligt, som hun og Damien trods alt ofte fløj omkring. Det var egentligt også en ganske glimrende måde at patruljere sit land på. Roligt stoppede hun op, som han gjorde holdt ved vandkanten. ”Jeg forstår din tankegang.. Her er uden tvivl smukt, men stadig kan man få nok af havnebyer,” kommenterede hun med et skævt smil. At han talte som om, at hun skulle vise ham hele Manjarno lige nu og her, fik hende let til at hæve et øjenbryn. Fristende var tanken et sted.. Som han ikke længere syntes at være deprimeret, måtte hun igen mindes, hvor komfortabel hun sidst havde været med ham. Dage ville det dog tage at vise ham hele Manjarno, hvis også han skulle have noget ud af det, og havde hun virkelig tiden til det? ”Du ved godt, at jeg har et helt kongerige at passe, ikke?” lød det fra hende med et smil på læben, inden hendes blik måtte blive det mere opmærksomt. Flot var han uden tvivl.. Som hun nok engang så ham, måtte hun også helt mindes, hvordan det havde været at føle ham med læberne og fingrene. Hendes hjerte sprang et slag over. ”Vent..,” sagde hun, som han begyndte at begive sig ud i vandet. Let trådte hun ud af sine sko, inden hun yndefuldt bevægede sig ud til ham. Her stoppede hun bag ham, hvor hun måtte lægge hænderne imod hans hofter. ”..Du gør dine bukser helt våde,” bemærkede hun dæmpet, inden hendes fingrer måtte søge frem til hans bukseknap. Hun kunne ikke lade være. Langsomt måtte hun knappe dem op, og gøre mine til at ville trække dem af ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Drager var ikke et væsen, som Gabriel havde fået æren af at møde endnu, selvom han dog vidste, at der var rigtig mange af slagsen rundt omkring efterhånden. Dragerytterne havde atter meldt deres store ankomst, og om det var en god eller en dårlig ting, vidste han ikke rigtigt. Han vendte blikket mod hende, og denne gang med et svagt smil. "Det kan jo være, at jeg er heldig," sagde han med en rolig stemme. Han var nysgerrig, og oprigtigt ønskede han jo faktisk at se det, som denne verden, havde at byde på.
"Havnebyer er flotte, men ikke over tid.. Jeg finder dem kedelige i længden," fortalte Gabriel sandfærdigt. Det var meget muligt at det var brugbart for landet, men det var ikke noget, der personligt, måtte sige ham særlig meget, og det kunne han da uden tvivl også godt mærke. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Men nu har du vigtigt besøg.. det vægtes vel også som en del af det kongelige arbejde, ikke sandt?" spurgte han med en morende stemme. Sammen med hende, kunne han tænke på så mange andre ting, og det var en tanke, som han uden tvivl fandt rigtig rar!
Gabriel stoppede, da han var på vej ud i vandet, og hun bad ham om det. Forvirret vendte han blikket mod hendes skikkelse. "Hvad er der?" spurgte han direkte, som hun lod armene glide mod hans hofter, for at få fat i hans bukser. Allerede der, var han klar over, hvad hun var ude på. Han himlede med øjnene. "Sikker på, at du vil dele synet med hele Manjarno?" spurgte han morende. Han tog det ikke særlig tungt længere. Han smilede let for sig selv.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det kunne være,” medgav Denjarna roligt. Hvis han oprigtigt valgte at bosætte sig i landet her, regnede hun dog med, at han før eller siden ville spotte Damien. Det havde de resterende borgere i hvert fald. Først havde de reageret med frygt, men nu havde de vænnet sig til hans eksistens. Det var vel også fordi, at de vidste, at han var med deres dronning?
”Det kan du have ret i,” endte hun med at medgive, som havnebyer ganske rigtigt kunne blive trættende i længden. Charmen havde de dog uden tvivl til et visit i ny og næ. At han mente, at hans selskab var vigtigt nok til, at hun kunne lægge sit kongelige arbejde fra sig, fik hende til at smile let. Selv havde hun nu sine tvivl, som dette på ingen måde gavnede hende arbejdsmæssig. Personligt ønskede hun det dog, som hun måtte føle sig tiltrukket af ham. Selv havde hun spekuleret over, om det mon betød, at hun endnu elskede ham. Igennem hele sit liv, havde hun trods alt kun elsket to personer. Gabriel og Derick. Dog skød hun hele tiden tanken væk i det sekund, at den optrådte! ”Og hvordan skulle det gavne mit kongerige at vise dig rundt?” spurgte hun ham med et smil på læben, inden hun måtte søge ud i vandet til ham. Svært var det jo at lade være.. Sømmen på hendes kjole måtte let blive vædet i saltvandet, som det duppede overfladen. Hun trak en tand mere på smilet, som han ej stoppede hende i det, som hun var i færd med. ”Hvor er din eventyrlyst, Gabriel?” spurgte hun dæmpet i en legende tone. Som hun begyndte at trække ned i hans bukser, bøjede hun selv i knæene. Den ene hånd brugte hun til at holde sit eget skørt oppe, så det ikke blev fuldkomment dyppet i vandet. ”Kan du desuden se nogen?” spurgte hun, inden hun blidt måtte give sig til at kysse hans ene ben i takt med, at hun fik bukserne af ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nikkede. Han kunne jo håbe, at han ville være så heldig på et tidspunkt. Han ville i hvert fald ikke have noget imod, at se en drage.. og rent faktisk finde ud af, om det bare var overbevisende historier, eller om der rent faktisk var noget om det. Selv nu hvor han stod her, måtte han jo erkende, at det var et smukt syn, men om det var et sted for ham at bo? Det var dog den ting, som han ærlig talt, måtte tvivle mest på, og det var også det, som gjorde det udfald for ham. "Det er det," medstemte han roligt. Det var virkelig en omvæltning i hans liv, og derfor var et vel heller ikke underligt, at han handlede og reagerede på den måde? Han havde brug for at abstrahere, og han havde brug for noget andet at tænke på, hvilket hun i forvejen, var rigtig god til at give ham.
"Tænk en gang.. hvis jeg slår mig ned her, ikke sandt?" spurgte han med en tydeligt henkastet stemme. Selvom hun i øjeblikket, forsøgte at holde sin egen kjole tør, måtte andre tanker og ideer pludselig slå ham. Der var vel heller ikke nogen andre der kiggede? Som hun trak bukserne ned på ham, måtte han alligevel kort hæve det ene bryn. "Og du er helt sikker på, at der ikke er nogen der kigger?" endte han, hvor et tydeligt morende glimt, alligevel måtte melde sig. Hvorfor ikke udnytte det lidt, hvor han havde mulighed for at gøre det? Let gik han ned i knæ, hvor han tog omkring hende, for at rejse hende op. Et kort kys tildelte han hendes læber. "Perfekt.." Denne gang endte han med at tage omkring hende igen, inden han spredte vingerne, og satte af. Bukserne sparkede han af, så de røg ned tæt ved vandkanten.. Nu var der ikke nogen grund til at have dem på alligevel.. At de blev våde.. ja, det var lige meget! Han søgte lidt udover vandet inden han.. gav slip. Han brød ud i latter.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Et sted her i Manjarno om ikke andet,” kommenterede Denjarna roligt. Hvor i Manjarno Gabriel helt præcist ville ende med at slå sig ned, vidste hun ikke. Dog havde hun uden tvivl nogle bud på, hvor han kunne ende henne. Dog var det alting til sin tid.. For nu var de jo her, hvor hun rent faktisk måtte sige, at hun endnu engang morede sig. Særligt, som hun måtte begynde at trække bukserne af ham, og blidt kysse hans ben. Ganske vidst havde ingen af dem lagt op til noget, men hvorfor skulle hun også være bange for det? Afviste hende, gjorde han heller ikke. ”Kan du se nogen?” spurgte hun med et smil, inden hun blev trukket op, hvor hun måtte møde hans læber som det første. Dog nåede hun end ikke at besvare det, inden et chokeret gisp måtte falde over hendes læber, og som hun måtte klamre sig skræmt ind til hans krop! Chokeret klampede hun sig ind til hans krop, som han bare var … fløjet af sted med hende! Hvad gik der af manden?! Det næste der kom fra hendes læber var skriget, som han nu også bare slap hende oppe i højderne! Som en vild fane efter hende blafrede det lange ravnsorte hår og den chiffonblå kjole, indtil hun med et højlydt plask ramte havoverfladen! Rub og stub af hende kom ned under vandet, som der ikke var det, der ikke blev gennemblødt på hende! Med et gisp brød hendes hoved havoverfladen, som hun trak hovedet tilbage, så hun nok engang kunne få luft. ”Gabriel!” råbte hun op, uden at hun kunne få øje på ham i sin desorienterede tilstand. Havde hun nogensinde prøvet noget lignende før? Det tvivlede hun stærkt på, at hun havde!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Hvilket jeg kommer til," sagde Gabriel med en ganske sandfærdig mine, som han fulgte hende med blikket, frem til hans tøj, stort set var blevet fjernet. Det var også der, at han så sit snit, til at tage fat i hende, og flyve direkte op mod himlen igen. Denne gang, var det ham som skulle have sin hævn! Sådan som hun havde slået til ham, så var det vel bare på sin plads, at give hende lidt igen?
Latteren brød med det samme hans læber, som han havde sluppet hende, og set hvordan hun fægtede med armene for nærmest at forsøge at flyve. En evne, som man ikke just kunne sige, at hun havde i sin besiddelse. Han grinede.. som han aldrig havde grinet før, og særligt, da hun brød overfladen igen. Det var muligt, at tøj og alt var vådt og nu tungt, men han var der trods alt også til at gribe ind, hvis det skulle være nødvendigt. Det var jo ikke meningen, at hun skulle komme til skade eller noget lignende, og det havde det aldrig været. "Jaaa?" svarede han morende. Som i de gode gamle dage, hvor man bare rendt rundt og havde det sjovt, var det uden tvivl også på sin plads, at vise sig lidt fra den mere legesyge side, hvilket også var noget, som han gjorde i øjeblikket. Han søgte lidt tættere på vandet, og med blikket hvilende på hende.. Et sted næsten ligeglad med konsekvenserne af det.. Det var jo i ren og skær sjov det her. "Og det var for at slå mig," kommenterede han morende. Han grinede igen. Han havde da en fest over det her!