I need to know..

[Deleted]

Det var ved at være sent. Varmen i Procias, havde drevet Amadeus mod mere hjemlige strøg i det østlige Manjarno - ganske tæt på Dvasias. Slagmarken, for at være helt præcist. Eftersom der var en klar fredsaftale mellem Dvasias og Procias, samt at den dvasianske hærfører var væk og borte med blæsten, så var det også begrænset, hvad der skete.
Derfor var slagmarken henlagt i stilhed. Smerten, som var plantet på dette sted, var uden tvivl yderst mærkbar for alle tænkelige parter. Morgana løb og leg et stykke foran ham, og han lod hende. Det var jo ligeledes også en naturlig del af hende, og det skulle naturligvis også dyrkes.. ikke bare det lyse, som også var en naturlig del af hans lille pige.
De mørke vinger lagde han tæt ind til kroppen. Alle omkring ham, havde han nemlig mistet. Hans datter.. hans søn.. den kvinde, som han rent faktisk havde elsket, og nu havde han kun hende tilbage. Egentlig en tragisk og trist skæbne, som Amadeus nu for længst havde slået sig til ro med. Som dødsengel, nærede han næsten også på sin egen smerte.
Vinden var tydelig at mærke her tæt på Dvasias, og det var rart, at komme væk fra den sommerlige varme, som var at finde i vest. Han knyttede næverne let.. Her lå lig.. rustne våben, men dog ikke en eneste levende soldat at se. Desuden med den mentale dæmon, som han var, så skulle der alligevel meget til, før han blev overlistet af en anden tilstedeværelse. Håret blafrede i vinden.. de grå øjne hvilede intenst foran ham.
Morgana kunne han lige skimte længere fremme. Ofte var de ude.. og de var ofte længere og længere væk fra Procias, i takt med, at pigen var blevet ældre. For nu nød han stilheden, og muligheden for at puste frit. Slagmarken var nemlig det sted, hvor han kunne samle sin energi.

[Athena Maloya Mathimæus]

Dagene flød sammen. Solen stod op og solen gik ned, uden at noget ekstraordinært skete. Krigen var afsluttet, freden havde lagt sig, men hvorfor var det så ikke tilfredsstillende? Athena havde gået hjemme bag samme murer i måneder. Somme tider havde Faith en opgave til hende, men det var ikke så ofte og siden Noelle var forsvundet, havde hun kun set korte glimt af Evan.
Hvad der præcist havde drevet hende mod slagmarken, vidste hun end ikke selv, men pludselig havde hun taget sig selv i det sidste skridt til det der engang havde været hendes hjem. De lange græsstrå kildede hendes ankler og ben som hun trådte igennem det. Sletterne i sig selv var smukke, i det fjerne kunne man ane de omkringliggende landsbyer, men uanset hvor smukt det var, stank det stadig af død og ødelæggelse efter alle de år. Endnu et gys følte hun som hun passerede det der engang havde været et lig men som nu bare var en bunke rådne knogler. Hun huskede hvordan hun engang havde kæmpet for sit land, hvor meget hun havde ønsket at gøre Evan stolt men i sidste ende havde fået sig selv forvist derfra.
Nu var alting anderledes. Man kunne se det på hvordan hun faldt ud fra omgivelserne. Hendes hår var lyst og bundet op i en perfekt knold. Hendes klæder var alt andet end passende til det sted hun befandt sig, hun var alt for perfekt, mest af alt så lignede hun den kvinde hvis mand hun engang havde stjålet med løftet og håbet om den store kærlighed, og selvom hun virkelig elskede sin forlovede, så var deres tid alt for sparsommelig.

[Deleted]

Tilstedeværelsen uden noget voksent selskab, var noget, som selv Amadeus kunne mærke sig af, fra tid til anden, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Alt taget i betragtning, så var han.. tilfreds. Han havde fået meget af det, som han ønskede sig, selvom omstændighederne, uden tvivl havde været meget forkerte.
Morgana var langt fremme.. Han kunne høre hende springe rundt, le og lege blandt de mange gamle lig og knoglerester, som lå spredt for alle vinde her på stedet. Var det underligt, at han følte en vis stolthed ved, at det ikke var noget, som skræmte hende?
Den person, som dog endte med at komme nærmere, var det første, som fangede hans opmærksomhed, da det var sjældent, at der var nogen i det hele taget herude. Han stoppede op, hvor han lod blikket fare vidt omkring i stedet for. Var det en ven eller fjende? Faktisk var han ikke helt sikker, og han var ikke just kendt, for at stole på nogen som helst, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag. Mentalt havde han øje på Morgana, men samtidig også denne... lyse kvinde. På et sted som det her? Tanken måtte han finde meget mærkværdigt. Bevidst placerede han sig mellem Morgana, som rendt rundt og legede, og denne kvinde. "Giv dig til kende," var det eneste der forlod hans læber. Ordene lod Amadeus næsten føres med vinden, så de ville lyde for kvindens øre. Han tog bestemt ikke nogen chancer.

[Athena Maloya Mathimæus]

Barnelatteren gjorde ikke stedet mindre uhyggeligt. Nysgerrigt lod hun blikket glide omkring i et forsøg på at lokaliserer hvor det kom fra, men umiddelbart kunne hun ikke se andre end sig selv, hvilket gjorde hende en kende bange. Det var ikke nyheder at slagmarken var hjemsøgt, men det fik hende til pludselig at fortryde sin færd her. Måske hun bare burde søge hjemover igen? Tanken om det tomme hus der ventede hende, virkede bare ikke synderlig behagelig. Vinden hviskede med en fremmede stemme. Forvirret og med skeptisk blik så hun sig omkring for at finde ud af hvem der gemmede sig i skyggerne. Dette var en mandestemme men hun gik næsten ud fra at han havde noget med den lille pige at gøre.
"Siger den fremmede i vinden. Mit ærinde her er ikke fjendtligt," afslørede hun ærligt. Det var en fredelig tur for at få tiden til at gå, men hun ville ikke følge en fremmede mands ordre, dog var hun forberedt på at hans ærinde ikke nødvendigvis var særlig fredeligt. Bevæbnet var hun også, Evan havde lært hende altid at være på den sikre side og være i stand til at forsvare sig selv. Hun trak det ikke, men forsøgte i stedet mentalt at finde frem til hvem end var der, noget som hun oftest undgik i frygt for at komme galt af sted, men hendes væsen var roligt, så hun vovede sig at trænge ind i hans hoved, forsøgt langsomt og ubemærket, men hun vidste trods alt ikke at det var en af de ældste mentaldæmonerne der gemte sig et sted derude.

[Deleted]

Morgana valgte Amadeus at holde ude af dette, da hun havde brug for at rende rundt og lege lidt. Her følte hun sig tilsyneladende meget hjemme, for det havde ikke haft nogen afskræmmende effekt på hende endnu, og det var noget, som faktisk passede ham mere end fint.
Han vendte blikket i retningen af den fremmede skikkelse. Han kunne se det lyse hår på afstand. En lys kvinde på Slagmarken. Så havde han trods alt også set det med! En kvinde her på stedet uden fjendtlige intentioner? "Jeg må lade tvivlen komme dig til gode," fortalte han med en ganske sandfærdig mine. At hun derimod forsøgte at søge ind i hans hoved - mentalt, var noget som Amadeus hurtigt måtte lægge mærke til. Han var jo trods alt selv en af de ældste, hvis ikke den ældste! Han blokkede med det samme, for hendes forsøg, inden han gjorde et modtræk, ved at søge direkte ind i hendes hoved.. hårdt og brutalt, som kun Amadeus kunne gøre det. Ved at søge direkte ind i hendes hoved, forsøgte han at finde ud af hvem hun var, og hvorfor pokker hun overhovedet havde taget det forsøg på at søge ind i hovedet på ham, når hun nu selv havde pointeret for ham, at hun ikke var der, for at være fjendtlig. Det var netop det modsatte hun viste ham, ved at gøre dette mod ham! Og særligt fordi at han også havde Morgana med sig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Flygtigt opfangede hun skikkelsen af en lille pige der løb forbi, men hurtigt var hun væk igen. Athena kneb øjnene sammen og holdt sig på vagt. Der var så megen død og ødelæggelse her at man ikke kunne forvente at nogen kom med fredelige intentioner, men ligeså mange kom nok for at mindes deres kære afdøde.
Ej formåede hun at søge ind i hans hoved, det var som om der var en barriere som ikke kunne brydes, hun fangede end ikke et glimt, hvilket hun ellers plejede selv når der var blokeret. Dog blev frustration hurtigt til smerte da han trængte ind i hendes hoved, så let som en kniv gennem kød. Hun tog sig til hovedet og gispede med en mine forvrængt i smerte. Glimt fra hendes liv og tanker vældede op i hendes sind og uanset hvor meget hun prøvede at skubbe ham ud, så kunne hun ikke. En flygtig tanke krydsede om at det måtte være sådan hendes mor havde følt det i de sidste sekunder inden hun havde slået hende ihjel engang for mange år siden.
"Hvem e-er du?!" råbte hun i natten mens hun gik i knæ i det bløde græs. Det kilede hendes ben, men smerten var for dominerende til at hun overhovedet bemærkede det.
Hvem pokker var den mand? End ikke Evan føltes så hård og brutal når han trængte ind i hendes hoved for at træne hende, det var ulig noget som hun nogensinde før havde prøvet.

[Deleted]

Med Morgana rendende rundt, så var der kun en større grund for Amadeus, at være påpasselig. Nu vidste han da i det mindste, at det var en mentaldæmon, som han stod ansigt til ansigt med, og særligt fordi, at hun havde forsøgt at søge direkte ind i hovedet på ham. Og hun påstod, at hun ikke var fjendtlig? Hvad pokker ville hun så kalde dette? At det gjorde ondt, og hun gispede, fik et frydende smil, til at passere hans læber.
Denne gang søgte Amadeus tættere på hende. Hvem han var? Var det ikke unødvendigt at stille ham det spørgsmål? Mentalt havde han endnu øje på hans elskede lille pige. Ikke ønskede han, at der skulle ske noget som helst med hende. "Det er ikke det korrekte spørgsmål," pointerede han kort for hovedet. Hvem pokker hun var, havde han ikke nogen anelse om. Ikke trak han sig ud af hendes tanker og sind, og ikke før han fandt ud af hvem hun var. "Det rette spørgsmål, er rettere: Hvem er du, og hvorfor forsøger du at søge i mit sind, når du giver udtryk for, ikke at være fjendtlig?" spurgte han direkte. Normalt tog han ikke tingene så voldsomt, men nu hvor han havde sin lille pige med ude, så var det straks noget andet. Han var nødt til at sikre sig, at han kom igennem dette, og hans lille pige med. Først der, søgte han ud af Athenas hoved. Han stod nu heller ikke mere end et par meter fra hende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var sandt at Athena kom med fredelige intentioner. Hun ønskede hverken at gøre ham eller den lille pige ondt, med mindre de tvang hende til at gøre det, hun var her simpelt for rent nostalgi, for at mindes tider hvor hun havde været noget værd. Godt nok kæmpede hun for igen at komme på fode, men det var bestemt ikke nemt. Smerten var intens. Hun endte med at bukke under for den, gled i knæ i de lange græsstrå mens hun forsøgte at lukke ham ude, men uden held. Han måtte være gammel, for selv Evan havde hun lært at holde ude af sit sind i mange henseender, her stod hun tilsyneladende ingen chance. Hans skygge viste sig ud for hendes skikkelse, Athena forsøgte at se op på sin angriber, men smerten var for intenst til at hun kunne se andre steder hen end den kolde jord.
"Smut ud af m-mit hoved," stønnede hun vredt. Godt nok havde hun startet men det havde været for at sikre sig selv. Det føltes som en helt bølge af lettelse da han trak sig ud af hendes hoved. Athena faldt sammen på jorden og pustede mens hendes negle borede sig ned i den beskidte jord, for at hun igen kunne få samling på sig selv. "Mit navn er Athena.. og jeg forsøgte simpelt at sikre mig, at du ligeså kom her med fredelige intentioner," sagde hun stakåndet gennem sammenbidte tænder. Langsomt hævede hun de smaragdgrønne øjne til hans skikkelse. Prægtige sorte vinger betog hende. Det var som om blikket mildnedes på et sekund, han var.. smuk.. tryllebindende. Hendes tag om jorden blev slapt, de sidste rester af smerte forsvandt, det var ligesom at stå foran en sensuel dæmon, men det var jo reelt også tilfældet, hvilket hun endnu ikke vidste.

[Deleted]

De fredelige intentioner, var dog ikke hvad Amadeus havde set fra Athenas side af, i og med, at hun havde forsøgt at tvinge sig adgang til hans tanker og sind. I hans øjne, var det et angreb, og så svarede han med det samme retur. At hun derimod ikke var stærk nok, til at holde ham ude, kunne han jo ikke just gøre noget for. Det var ikke hans skyld, at hun derimod måtte fremstå som svagelig overfor en mand som ham. Han kneb øjnene svagt sammen. Morgana rendt rundt og legede, og derfor var han også nødt til at tage hånd om situationen.
"Jeg ville vogte mig, hvis jeg var Dem," pointerede han med en direkte stemme. Siden han havde mistet Yessica, og skulle opfostre Morgana alene, hvilket han nu havde gjort, stort set siden hun var blevet født, så var det vel heller ikke underligt, at han var lukket fuldstændig i, igen? Han kneb øjnene fast og hårdt sammen, som han stoppede op, ganske få meter fra hende.
Sandt at sige, at han var en meget mærkværdig blanding. Sensuel Dæmon, samt Mental Dæmon, og Dødsengel. Han var en farlig mand, at komme på tværs af. Armene lod han denne gang søge over kors på hans faste bryst. Muskuløs og bred, var han ikke just, men han var tydeligt markeret. Han stirrede fast på hende. Athena.. Ikke just et navn, der sagde ham noget som sådan. Derimod, så var han en større fan og ekspert på gammel tid. Oldgammel tid. "Ikke vil jeg påstå, at jeg har gjort Dem noget.. Unge Athena." Han slappede mere af nu. Om ikke andet, så havde hun da tydeligt lært, at man ikke gik ham på tværs. Han kunne med lethed ende hendes liv, uden at løfte en finger, om det var hvad han ville.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kæmpede sig tilbage på benene og sendte ham et vredt blik. Hun havde blot forsøgt at finde ud af hvem han var og til gengæld havde han nådesløst trængt ind i hendes sind, til stor smerte for hende. Hendes puls var stadig høj, men kunne næsten ane hvordan de store årer pulserede i takt med hjerteslagene. "Det er trods alt hvad jeg forsøger," svarede hun lidt bidsk.
Det ellers elegante udseende var blevet lettere ødelagt, visse af de lyse totter stod ud fra den ellers perfekte knold der var blevet samlet i nakken. De grønne øjne blødte op i samme øjeblik hun lagde øjne på ham. Normalt var sensuel dæmoner immune overfor andre, men han var smuk på en måde hun ikke før havde set. End ikke Evan kunne hamle op. Drevet af sine tanker, trådte hun et par skridt tættere på ham for bedre at kunne se på ham under månens blege lys.
"Du trængte ind i mit sind. Du er stærk af en blandingsrace at være," konstaterede hun lidt skeptisk. Det var ikke ofte man så en blandingsrace som håndterede sine evner til fulde, som oftest var det ene svækket af det andet. Hendes hånd løb ned over siden hvor hun havde et bælte siddende med et sværd deri. Et sted var det kun for at sikre sig at hun havde noget at forsvare sig med. "Så hvem er du?" spurgte hun direkte. Barnelatteren kunne stadig høres og det gav hende stadig kuldegysninger selvom hun egentlig personligt havde lært at vokse sig glad for de små størrelser. Måske det var dødsenglen, hun brød sig ikke om dem!

[Deleted]

At søge ind i denne kvindes tanker og sind, havde været barnemad, og ikke havde han gjort det for at være ond eller modbydelig. Tvært imod, så havde han bare valgt at skænke hende noget, af hendes egen medicin, særligt fordi, at hun havde forsøgt at gøre det mod ham. "Halvhjertede forsøg," konkluderede han derfor. Morgana rendte rundt og havde en fest for sig selv, hvilket passede ham fint. Denne situation, var uanset ikke for små børn, og denne gang var han også opsat på, ikke at fejle!
Svagt kneb Amadeus øjnene sammen. Han var stærk af en blandingsrace, men med de forældre, så var det vel heller ikke underligt? Han rettede sig op. Han var også betydeligt større, end hvad en normal mand ville have været. "Det er jeg," svarede han blot. Han så jo trods alt heller ikke nogen grund, til at skulle uddybe det yderligere. Lige hvad angik hans eget liv, var han en meget lukket mand, og ikke den, som typisk åbnede op for nogen som helst. Dem som han havde gjort det til, havde han af en eller anden sjov grund, mistet undervejs.
Hovedet lod han søge på sned. At hun søgte tættere på ham, samt sikrede sig, at hun havde våben ved sin side, tog han ikke så tungt. Han var kraftig. Det ville ikke kræve noget af ham, at søge ind i hendes tanker og sind. "Mit navn, er Amadeus Morgana Calonimá," sagde han med en rolig stemme. Kendte man historien, ville man måske have set hans navn rundt forbi. Aldrig af stor betydning, og dog.. Han havde gjort sit i tidernes løb. "Og hvem er De?" spurgte han videre. Nysgerrig var han jo også.