im hurt

[Deleted]

det var egentlig først nu erigor rigtig lagde mærke til hvad der var ved hende som han kikkede mod hendes mave
det var tydeligt hun var med barn dog så det ikke ud til og være så langt inde "er du nu sikker på det en iorden for dig og rende rundt her ude i skoven og tage dig af fremmede mænd med den mave ?" han sørgede selvfølgelig for at bruge en rolig og fredelig stemme som dette blev sagt han var vel mere nysgerrig om dette en nervøs og dog var det også sikkert for hende en gravid kvinde at gøre som hun gjorde sæt nu der skete noget på vejen til ham eller fra ham der kunne skade hende ? "hvem er den heldige ?" spurgte han roligt og lettere nysgerrigt han var altid en nysgerrig person af natur så alt han kunne lære var en god ting for ham
og at se folk der ventede børn leve så fredeligt som denne kvinde måtte gøre gjorde ham da også glad og mindede ham også om sin egen fortid der hvor han normalt holdt til var en fredelig opvækst blandt børn ikke ligefrem en normal ting jo kunne han ende med og bringe hende i fare ? en tanke han ikke ligefrem var glad for sæt nu nogen fulgte efter ham eller hvis nu vampyrene havde sendt noget efter ham ? 

[Deleted]

Som han lagde fokus på hendes mave, måtte hun smile skævt, hun frygtede ikke der skete noget, hun var god til at lytte til sin krop og tog et hvil når det var påkrævet.
"Jeg klare mig, skoven er mit hjem og jeg færdes ude hver eneste dag. Jeg tror faktisk barnet nyder disse ture jeg går." Lød det blidt fra hende, hun så mod Erigor med et mildt smil, hun strøg hen over sin mave med fingrene. Forsigtigt satte hun sig til rette i græsset, ikke langt fra ham, så de forsat kunne tale. Det var rart bare at tale med en, ligge livet som dronning lidt bag sig på ny og den kedelige nyhed hendes mand havde brunget med sig for noget tid siden.
"Min mand." Svarede hun med et smil, som bar præg af både lykke og derefter lidt sørgmodighed. Ikke at hun fortrød at skulle bære hans barn, hun elskede tanken og de skulle nok blive en vidunderlig familie, men det var stadig nyt det hele og hun prøvede virkelig at se bort fra hvad der var hændt, men det var svært. Virkeligt svært.

[Deleted]

som kvinden talte begyndte han at kikke mere og mere seriøst mod hende mens han lyttede "du lyder ikke helt tilfreds med det hele jeg kan fornemme det på dig jeg har set mange folk i problemer gennem mine rejser " sagde han alvorligt inden smilet igen dukkede op "jeg ligner det nok ikke men jeg kan sagtens lytte til folk " sagde han  med fornyet interesse han var begyndt og åbne sig selv lidt mere hvilket vel var en god ting og det ville være rart og tale om andres problemer frem for hans egne nogen gange det føltes lidt som om han var gav mere vægt på folk af at lade dem tænke på hans problemer konstant 
men han smilte da også stort som hun talte om at barnet vel nok kunne lide de små gåture og det var vel rimelig forståeligt "det ville ikke undre mig hvis den lille er glad for det personligt elskede mig og min søster tiden med vores mor og de ture vi kunne finde os selv på fra tid til anden" den tid var nu væk men mindet kunne man jo stadig tænke på og håbe måske en del af den kunne dukke op igen 
som han sad der mærkede han at sirath langsomt var på vej hvor langt væk var hun lige ? det så ud til og gå lidt tid før hun ville være hos dem igen måske hun var ude for at tjekke at der ingen problemer ville være det var noget hun tit gjorde

[Deleted]

Var det så tydeligt? Hun måtte næsten skamme sig over det, et sted ville hun hjertens gerne lette sit hjerte, og denne mand havde jo ingen ide om hvem hun rent faktisk var, så et sted gjorde det vel intet, gjorde det? Alligevel måtte hun ikke føle sig helt tryg ved det, det var jo en mand hun ikke kendte, overhovedet. Det kunne både være en god, men også dårlig ting. Det var noget hun måtte overveje nøje.
"Noget er sket, som sætter mit lyse væsen på prøve, og jeg forsøger virkelig at holde ud, men helt nemt er det altså ikke." Indrømmede hun, hadet hun havde følt mod Silia, de ting hun havde set i sit eget hoved hun havde lyst til at gøre ved den kvinde for at have lokket hendes mand med den sensuelle dæmon. Bare nu mærkede hun sine næver knytte sig, det tog tid, men hun måtte være standhaftig og tro på det nok skulle ordne sig alt sammen. Trods alt, elskede hun Thranduil vanvittig højt og hun ville ikke miste ham! Et svagt smil gled over hendes læber.
"Det lyder dejligt Erigor, jeg er sikker på Deres søster og Dem vil have ture på ny så snart i bliver forenet." At holde modet oppe var hvad hun fandt bedst, derfor ville hun ikke sige hvis, for hun håbede jo selv for hans skyld at hun var der ude et sted. En familie burde være sammen, samlet. Et lille gisp kom fra hende, som en tydelig fod viste sig på hendes mave, et godt stærkt spark fra et sundt barn. Hun måtte dog sande det til tider tog pusten fra hende.

[Deleted]

erigor tænkte som hun talte at have sådan nogen dagen var bestemt noget som erigor ville blive glad for kunne ske igen det var trods alt lang tid siden alt for lang tid ville mange nok mene og måske sådan dage igen kunne gøre noget ved det sind og minder der sad hos erigor fra tiden i fængsel en tid der havde taget på ham og som nok havde ændret ham en del han kikkede nu tilbage på serenity som hun tog sig til maven igen "det vist en vild en" sagde han med et let smil og et lille grin  det så ud til hun havde et godt liv trods problemer der måtte være det med en familie var nok hvad mange ville ønske sig men ikke alle kunne have erigor var dog efter hånden vand til dette liv så det gik vel nok 
"det også et godt sted og vokse op et roligt og fredeligt land og leve i" sagde han med en form for håbefuld og fredelig stemme mens han kikkede mod himlen i sandhed et land man kunne leve godt og have et rart liv som barn 
mon han selv en dag kunne føle den fred og følsen af en familie og passe på ? et formål med livet og en grund til og droppe alt den farlige aktivitet som han var så aktiv i for tiden

[Deleted]

Det var faktisk ganske rart at sidde der og tale med en, hun sendte ham et varmt smil, han var god nok, bare en mand som havde brug for nogle helt andre rammer og noget at leve for, så han ikke kastede livet i ringen sammen med alverdens dæmoner af mørket.
"Meget, en lille vildbasse. Det er nok fra moderen." Lo hun, for Thranduil ville det næppe være, den mand var rolig som en klippe, men også lige så stærk og stolt. Hun beundrede jo for pokker manden, trods han havde ligget i med en anden kvinde bag hendes ryg. Dæmoner...... Vreden ulmede stadig, hun var ikke sikker på hun kunne holde sig fra at stikke kvinden en lussing, dronning af landet eller ej, ingen skulle røre hendes mand! Dog gjorde det stadig ondt, hun var ved blandede følelser.
"Her er perfekt at vokse op, disse skove emmer af fred og ro, visdom og glæde." Lød det næsten helt drømmende fra hende, hun strøg maven lidt igen, det var svært at lade være, nu hvor hun vidste der var liv derinde. Thranduil havde håbet på tvillinger, det skræmte hende, men hun havde gået og leget lidt med tanken. Det ville bestemt være en prøvelse, men så var de da rigeligt beskæftiget.

[Deleted]

erigor smilte fortsat og lyttede til hende mens hun talte vild så han ud og det var da også godt med et barn der kunne klare sig selv når tiden kom "så hvor lang tid er der til han dukker op ?" spurgte erigor lidt nysgerrigt inden han kikkede forvirret på hende og sig selv hvorfor spurgte han om disse ting det var bestemt ikke ham og være sådan 
ligemeget dog han var nysgerrig og havde lyst til og høre om andres liv for en gang skyld og han måtte også give hende ret stedet var rart mildt og fredeligt en ting han vel lidt savnede kunne han virkelig tillade sig og være her oftere ? han var jo ikke en der var van til dette og hvad nu hvis hans sind ville gå amok igen som det gjorde hos cathlina det kunne han ikke tillade sig og gøre her men han nåede dog ikke og tænke meget mere før sirath igen dukkede op igen
hun landede med et tungt bump og en let brise bredte sig mod dem som hun folede vingerne mod sig selv igen 
#sikke dog i kan tale ? hah jeg har godt nok ikke set erigor være så ivrig til at tale med folk før# sagde hun lidt drilsk og kikkede mod serenity inden erigor gav hende et irriteret blik og slog hende let mod benet "dumme firben" sagde han kort som sirath måtte svare til #jeg er ikke et firben# svarede hun kort inden de begge begyndte og le lidt 

[Deleted]

Han? Kønnet anede hun intet om endnu, desværre, ligesom hun faktisk intet anede om hvor langt hun rent faktisk var henne. Så fødslen kunne i teorien gå i gang når som helst, hvilket bestemt var en skræmmende tanke. Hendes blik lå mod ham, som hun måtte smile varmt mod ham.
"Det ved vi faktisk ikke endnu. Tror du det bliver en dreng?" Spurgte hun blidt, og lod hånden glide hen over sin mave, den tanke kunne hun godt lide, men en pige ville nu heller ikke være så tosset. Og det havde Thranduil ikke prøvet før. Tænk at miste sit barn, han var uden tvivl en stærk mand, og han tog dette som udelukkende en god ting. Men han var da også bekymret. Hun skulle lige til at spørger ham om noget, men holdte igen da dragen gjorde sin entre. Brisen som kom fra det landende bæst fik hendes lokker til at flyve let om hende. At se dem være sådan over for hinanden fik hende til at smile, det var utroligt og ikke mindst en fantastisk ting, det bånd de delte.
"Det kan være ret sundt at få talt med folk, specielt på denne side af grænsen." Lo hun varmt, inden hun igen skar en grimasse da barnet gjorde sig opmærksom på dets tilstedeværelse. Hun greb blidt ud efter Erigors hånd og lagde den mod hendes mave, maven var ikke stor, men det var livet indebag, stærkt og gjorde et spark mod hans hånd.

[Deleted]

erigor gav et varmt smil fra sig da hun fortsatte talen "det er bestemt en vild en så der er vel en chance for det" svarede han bare roligt og holdte blikket fast mod maven han var lidt af et barn nogengange en markering der havde sat sig på hans person gennem hans liv i ensomhed og fangeskab så det og tale om liv og børn på denne måde og se det foran sig satte hans barnlige side igang han kikkede intenst på den lidt voksede mave som han tænkte tænk engang at personer som ham og hende kunne være der det var en utrolig tanke han var jo godt klar over at et menneske var meget mindre ved fødsel men at liv kunne skabes på denne måde var en sjov tanke for ham  og da hun tog fat i hans hånd og lagde den mod hendes mave sprang nysgerrigheden frem øjnene flyttede sig ikke et sekund fra den store mave som barnet igen gav et spark fra sig "det utroligt et liv som vores kan starte i en lille og simpel krop som os" sagde han med en lav og beroligende stemme 
"det et godt liv han kommer til og vokse op i" sagde han igen med et lille smil men dog med en smule bedrøgelse i stemmen det var tydeligt han tænke på sig selv nu han havde ikke selv været speciel heldig med sin senere opvækst så at se en anden person der kan vokse op sådan her var egentlig en rar ting for ham at vide 

[Deleted]

Lige dette var et dejligt øjeblik for Serenity, hun glemte lidt hvordan hun havde det med Thranduils handlinger, og hun gled ind i at skulle være moder, og faktisk at tale om det med en anden. Det var skønt, en helt fantastisk følelse, hun så mod ham med et mildt smil, inden hun slap hans hånd igen.
"Måske, hvem ved? Bare det er sundt og rask." Lød det muntert fra hende, hun så på ham, lettere undersøgende. Var han nu helt sikker på at han var okay? Hun lod blikket hvile mod hendes værker, det så fint nok ud lige nu, men hun ville nu gerne have øje på ham. Måske hvis hun blev her ved ham? Da han snakkede om livet som blev dannet var utroligt, nikkede hun enig og smilede varmt til ham. Det var nemlig en utrolig ting, helt fantastisk. At det var et godt liv, det var helt sikkert.
"Bestemt....... Erigor, jeg vil gerne have du bliver her lidt, så jeg kan tage mig af dig de efterfølgende dage." Lød det stille og blidt fra hende, hun så på ham med en bekymret og omsorgsfuld mine, det var virkelig vigtigt for hende der ikke skete mere med ham. Dumdristig og ude af sand til at tage vare på sig selv, ønskede hun i det mindste han var velforberedt når han forlod hendes skove.

[Deleted]

da hun begyndte og tale om at han skulle blive der noget tid endnu slap han endelig blikket fra hende og kikkede op på hendes ansigt igen som hun talte "jeg har nu ikke noget andet jeg skal aligevel så det kan jeg vel godt" sagde han bare roligt sirath kikkede mod kvinden inden hendes lyse bløde stemme lød i serenitys hoved #du virker som en troværdig person jeg går ud fra jeg kan lade dig tage dig af ham han virker rolig omkring dig det har jeg ikke set i mange år# sagde hun og gav et hurtigt smil til serenity det var ikke alle sirath stolede på men det var tydeligt at erigor havde det godt lige nu så der var ingen grund til at ændre på dette  
erigor rejste sig op og kikkede lidt rundt inden han kikkede på serenity "hvis jeg skal blive her i nogle dage kan jeg ligeså godt finde noget mere og spise jeg har en god næse til den slags" sagde han stolt pegede på sin næse inden han løb mod skoven lige nu var mad hvad der var på hans hoved så fare var der ingen bekymring om men sirath kikkede aligevel på serenity inden hun igen sendte nogle få ord mod hende "du skal ikke tage dig af ham hvis det er mad det gælder om skal han nok komme tilbage uden problemer" efter dette lagde hun sig roligt ned og lukkede langsomt øjnene 

[Deleted]

Ej havde hun fortalt hvem hun virkelig var, det var faktisk meget rart, bare at være Serenity. Hun havde tøjet med til ham, lidt mad og tæppet. Det var hvad han behøvede lige nu, han virkede til at have klaret sig uden, så det var vel næsten et luksus for ham dette her? Hun måtte smile tilfreds, inden hun vendte blikket mod dragen som talte til hende lige efter. "Det glæder mig, jeg plejer at have den virkning på folk." Sagde hun blot med et smil, inden hun så på ham, han rejste sig, hvad skulle han nu? Det var jo meningen at han skulle hvile! Hun havde lige behandlet ham og bundet ham så fint ind. Hendes blik måtte søge efter ham, hun rystede på hovedet. Næsten som et barn måtte han virke. "Det er okay, mine spejdede sørger for freden bliver opretholdt i skoven, så der sker ham intet. Jeg er skam helt tryg ved at lade ham færdes i skovene her." Forklarede hun blidt, inden hun lænede sig tilbage og endte med at ligge sig i græsset, hun sukkede afslappet. Lige her var hun fri, tankerne lå ikke på Thranduil og hvad der var sket derhjemme, nej det var overstået lige nu og hun havde ro i sindet.

[Deleted]

sirath kikkede med rolige øjne på elveren det var da godt og vide at der var folk der ude der kunne sørge for at skoven var sikker og med en som erigor der ude var man aldrig sikker på hvad form for skade han kunne tilføje sig selv 
#det rart og høre jeg er altid lidt nervøs når den tumpe render rundt alene jeg tog en tur for at være sikker før og der ser ud til og være ret tomt for fjender så de gør vist deres arbejde godt #
#men det glæder mig du vil blive her lidt med ham jeg har ikke set ham så glad og aktiv i mange år #
sagde hun igen med en blød stemme gennem serenitys hoved 
#det virker dog som om du har rigeligt og tænke på ? er du sikker på det en god ide og bruge din tid her ude ?#
at dømme på serenitys måde og være på virkede det bestemt som om hun havde rigelig problemer og tænke på i forvejen og med et barn på vej skulle hun da også passe på sig selv måske være lidt med faren ?
det var mystisk men det var vel heller ikke sirath's plads at spørge ind til disse ting

[Deleted]

Det glædet hende at kunne gøre en forskel, her sad hun og talte med et storslået væsen, en drage. Mens dens rytter løb tosset rundt i skoven. Det fik hende til at fnise lidt, han virkede kær, næsten som et barn, det var godt hvis hun kunne få ham ud af de usunde ting han rendte rundt og lavede. Serenity smilede varmt mod dragen. "Jeg gør det gerne, jeg elsker at hjælpe væsner i nød, og han trænger bestemt til en kærlig hånd." Lød det roligt fra hende, for det passede jo, han havde brug for en form for omsorg som gjorde han kom ud af den usunde levestil han virkede til at have. For ikke at tænke på det gik ud over dragen ligeså, han måtte være forsigtig og omhyggelig med sit liv, det var en gave, også selvom man ikke følte det. "Jeg klare mig, det skal du ikke tænke på." Sagde hun med en utrolig varme, hun strøg hånden over maven, hun havde det skam fint lige nu og her. Det hjalp hende at være lidt væk hjemmefra, fokusere på noget helt andet. Det hjalp Erigor jo meget godt med, derfor betød dette en del for hende. Det var vel lidt af et win-win.

[Deleted]

dragen smilte og gav et lille grin fra sig #procias er et rart sted hvis ikke erigor var så besat på at finde bevis på hans søster ikke er død ville det være et rart sted og bo# sagde hun mildt og kikkede mod en åbning i skoven erigor var tilbage han havde et par skræmmer rundt omkring på kroppen der så ud til og være nye en masse forskellige frugter og bær lå i hans ene arm og andre planter han havde stoppet lidt i munden sirath kunne dog ikke lade være med og grine lidt over et ret surt egern der hang i hans anden arm med tænderne godt inde i hans arm #erigor din tosse hvad laver du dog med det dyr# kom det frem fra hende inden erigor gav en sur mine mod hende og forsøgte at tale så godt han kunne med ting i munden "dumme dyr prøvede og tage min mad og hende der over sagde jeg ikke måtte gøre dem noget så jeg kunne ikke få ham væk igen " sagde han bare surt og gik mod serenity som om han regnede med hun ville tage sig af den hans styrke var høj så han var vel en smule bange for at komme til og gøre den fortræd hvis han selv prøvede og fjerne den så hellere lade en anden om det
han fjernede nu en stor rod fra munden han havde tygget på på vejen "jeg mødte også nogle folk der lignede dig de var underlige hvorfor ville de dog udspørge mig så meget har jeg gjort noget forkert ?" spurgte han lidt forvirret til serenity