im hurt

[Deleted]

Elvere havde ganske vidst deres ry, men Serenity var meget mere faktisk, derfor blev hun siddende, og hun ønskede at hjælpe manden, som til trods for sin mærkværdige opførsel, stadig havde lys i sig. Det kunne hun da mærke, hun sendte ham et blidt smil, som han begyndte at spise. Dragen talte på ny, hun så mod dragen og måtte give et overbærende smil fra sig.
"Alle er værd at tage sig af, han har blot brug for en kærlig hånd." Lød det stille fra hende, hun sendte nu Erigor et blidt smil, før hun lod hånden mærke hans pande efter. Hvis han havde en feber, ville det jo tyde på at en infektion var opstået alligevel, så hun ville hellere være på den sikre side. Han virkede dog ikke ligefrem mere varm end hvad solen måtte gøre ham, så det var jo altid noget. Da han tog kniven frem og begyndte at skræmme dyrene, måtte hun danne en fast mine, inden hun tog om hans hånd og stoppede ham.
"Det er ikke okay at skræmme dyrene Erigor, de har intet gjort Dem, så lad dem være i fred." Stemmen var endnu blid, men også ganske alvorlig, hun brød sig jo langt fra om at nogen generede dyrene. Serenity's greb var blidt, men også fast på samme tid, hun så direkte mod hans øjne, han måtte vide alvoren i dette. Mon han havde mistet sig selv i fangeskabet? Hun ville med glæde hjælpe ham med at finde sig selv på ny.

[Deleted]

som erigor sad der med sin kniv og prikkede mod dyrene mærkede han nu en hånd der lagde sig om hans egen og han hørte nu den rolige men modne stemme der talte dette fik ham til og tabe kniven og glemme de små dyr  
#det må du undskylde han har ikke helt været sig selv de sidste par år # begyndte dragen nu igen inden hun rettede blikket mod jorden igen #han har været fange i et fængsel i 1000 år det var en del af en aftale så længe de sørgede for hans søster ikke døde ville han blive mærkerne på hans ryg stammer også derfra og det var egentlig okay til og starte med tiden der gjorde ham hård og sørgede for han kunne klare sig men han var stadig normal da jeg endelig fik ham ud derfra gik det galt der gik rygter om at hans søster var død alligevel siden han hørte dette har han ikke været sig selv længere  # dette var jo rigtigt lige siden rygtet om hans søsters død nåede erigor var han som nogle kaldte det blevet en tom skal af sig selv som om der manglede noget
sirath sukkede lidt og kikkede med triste øjne i jorden normalt var erigor en okay person at kende men det var tydeligt at noget ikke var som det skulle være erigor fjernede roligt jakken han havde over sig så de gamle store ar blev tydelige de gik på kryds og tværs af ryggen nogle var tykke som en finger og gik fra nakke til hoften 

[Deleted]

Et mildt smil blev ham sendt, som kniven faldt til jorden, hun var en meget varm og overbærende person, der skulle virkelig meget til at hun opgav folk. Serenity så mod dragen som talte i hendes hoved igen, hun lyttede med en rolig og alvorlig mine. Ingen skulle være udsat for sådanne ting, hun rystede på hovedet, frygteligt, hans søster måtte have været hans håb og livskraft og det var taget fra ham. Arme mand. Forsigtigt lagde hun en hånd mod hans kind og nussede den omsorgsfuldt med tomlen.
"Søskende har et specielt bånd Erigor, har De mærket efter om rygterne er sande? Eller kan De stadig mærke hende et sted derude?" Lød det blidt fra hende, hun ville gerne hjælpe ham med at se tingene mere klart, få ham på fødderne igen, også selvom det skulle vise sig at hans søster ikke var der. At give op ville hun altså ikke! Forsigtigt studerede hun ham med øjnene som jakken blev fjernet, hun måtte næsten få et sørgmodigt udtryk i sit smukke ansigt. Ingen fortjente dette....

[Deleted]

erigor sad selv lidt og kikkede i jorden mens han tænkte det var sandt han nogengange mistede håbet om at seria stadig var der ude men han huskede også sin søster for at være stærk så der var jo altid en chance for hun var der "jeg går altid med håbet om at hvad jeg har hørt ikke er sandt men jeg har ikke set noget til hende siden den dag" sagde han inden han måtte stoppe sig selv igen og kikke mod serenity "vi blev fanget og sendt som slaver mange af os nåede og komme væk under et angreb inklusiv mig selv og nu er jeg her typisk jeg skulle aldrig være stukket af " sagde han og satte en kraftig hånd i jorden han havde været bange den dag og den frygt havde gjort at han nu stod med frygten for at hans søster ikke var der ude længere #erigor jeg har sagt det ikke var din skyld du kunne ikke have gjort noget aligevel# kom det roligt fra sirath som hun prøvede og få ham til og slappe af han løftede jakken op langs ryggen igen og tog den på han var ikke glad for sine ar men de var da et bevis på at han ikke var nem og slippe af med 
"han tænkte endnu engang som han fik styr på sig selv igen "jeg...jeg kan huske mærket det mærke hun havde på sin skulder lige som midt bare anderledes" sagde han med en lettere glad tone nok var han ikke sig selv længere men hvis der var en ting som kunne gøre ham glad var det mindet om sin søster

[Deleted]

Det måtte uden tvivl være hårdt at være i hans sted lige nu, men han måtte ikke bare kaste rundt med livet som indsats på den måde. Et lille suk forlod hendes læber, hun så mod ham og fugtede forsigtigt sine læber.
"Men hvordan ville hun ikke tage at se sin broder sådan her?" Spurgte hun så, for at få ham til at se at det han gjorde, ikke kun ville gå ud over ham selv, men ligeså hans søster. Et sted håbede hun lidt det ville kunne få ham til at se noget fornuft, hun rakte ham flere bær, han havde brug for det. Og noget vand ville vel egentlig også gøre ham godt, hvis ikke også et bad. Blikket gled mod vandet ved dem kort, hun så tilbage mod ham.
"Det ville gøre Deres krop godt at blive renset over det hele Erigor." Med alt snavset andre steder fra, var hans mange sår udsatte, han trængte til rene klæder, hele klæder, og at blive ren. Serenity rejste sig blidt op, hun målte ham lidt med øjnene, inden hun besluttede sig.
"Hvil Dem lidt, så er jeg tilbage om et par timer." Lød det blidt fra hende, hun søgte væk fra ham og forsvandt ud i skovens frodige grønne billede hvor hun måtte passe perfekt ind.

[Deleted]

Som hun talte igen lyttede han roligt med bærene i munden og da hun snakkede om at han måtte få sig et bad for at sikre at der ikke gik infektion i sårene var dette vel egentlig ret logisk men hvad skulle hun mon ? Erigor var forfærdelig nysgerrig men af en eller anden grund var der noget over. Hende som gjorde han bare ville høre efter og blev hvor han var hvis hun var lang tid om det kunne han vel aligevel få det bad nu tøjet blev smidt hvor han var hvorefter han hoppede i en sø i nærheden vandet var rart køligt men stadig lunt sirath lå og sov i nærheden dog stadig lige vågen nok skulle der dukke nogen op som ville dem ondt da han nu endelig var renset og så nogenlunde ud igen gik han tilbage til sirath og smed sig i græsset som altid 
"Hey sirath hvor længe er der snart siden vi har kunne slappe af på denne måde ? Tror ikke jeg har haft det sådan siden den gang " sagde han afslappet med lukkede øjne dragen gav et roligt smil og et lille grin inden de begge faldt i søvn hvor længe de sov vidste han sådan set ikke muligvis et par timer han tænkte nu egentlig ikke rigtig over det og ligge der var ret rart 

[Deleted]

Turen tilbage til elvernes by var en rimelig gåtur, og hun havde lidt af hvert hun gerne ville pakke, hun nåede sit gamle hjem, hvor mange af hendes ting endnu lå på hendes værelse. Hånden strøg ned over maven, hun var blevet, selvom hun havde haft lysten til at rejse og aldrig se sig tilbage. Men det var ikke det bedste for barnet, det bedste for barnet var at være her, med både sin moder og sin fader. Havde de ikke haft barnet, var hun nok rejst efter hvad hendes mand havde gjort. Påvirket af en dæmon eller ej, det gjorde ondt! Serenity rystede tankerne af sig, nu havde hun en at tage sig af, det kunne aflede hendes tanker og hun havde en god undskyldning for ikke at støde for meget på Thranduil. En kurv blev pakket med et sæt tøj i hans størrelse, et par løse bukser og en langærmet skjorte, et tæppe og noget mad, både lidt brød og en masse forskellige frugter, samt lidt bandager. Hertil, vendte hun tilbage, der var gået omkring tre eller fire timer, og da hun vendte tilbage, kunne hun først ikke se ham. Men da hun fandt ham liggende der på jorden, nøgen, måtte hun rødme og se hurtigt væk. Hun tog en dyb indånding og satte kurven fra sig, hun ville ikke forstyrre ham, i stedet tog hun tæppet, og nærmede sig ham, uden at se mod andet end hans fødder. Blidt kastede hun tæppet over ham, og puttede ham så rigtigt nu hvor hun ikke kunne se ham. Serenity havde ikke set særlig mange mænd uden noget på kroppen, så dette var i den grad grænseoverskridende for hende.

[Deleted]

erigor sov egentlig godt der hvor han var og vågnede først timer efter da kvinden fra før dukkede op igen som hun stod og kikkede mod ham og kastede et tæppe over ham anede han da slet ikke han faktisk stadig ikke havde tøj på som han satte sig op "ah der er du hvor har du været ?" spurgte han ret roligt inden sirath stod over ham og kikkede med et seriøst ansigt og udgav et stort suk #for guds skyld erigor få dog noget tøj på inden du taler med folk du lige har mødt # sagde hun og pegede ned af erigor selv og det var da også først her han lagde mærke til det inden han skyndte sig at få nogle bukser på så kunne han da tale uden problemer 
det var jo ikke ligefrem i hans hoved og tænke over disse ting som han typisk var alene
"det må du undskylde er van til og være alene så tænker ikke rigtig over sådan ting" sagde han med et lettere akavet svar og nervøst ansigt det var underligt for ham at være sådan men der var noget ved dette besøg der gjorde ham meget mere rolig

[Deleted]

Da han begyndte at snakke til hende, rødmede hun endnu mere, hun havde set.....det hele! Et syn hun ikke kunne tage tilbage eller fjerne fra sin nethinde, de mange tegn på fangeskab havde bestemt efterladt sit præg på hans krop. Serenity havde valgte at se bort igen, hun kunne ikke forsætte med at se på ham, skønt han var dækket af tæppet, var han nøgen under!
"Jeg.... Jeg hentede friske forsyninger, bandager og et tæppe De kan sove med." Lød det blidt fra hende, hun stod med ryggen til, virkelig pinlig berørt over at have set ham sådan. Det var ikke ligefrem fordi hun ingen blufærdighed havde, for det måtte man sande hun i den grad havde. At de var skabt som naturen havde tænkt dem, den var hun med på, men hun vidste også hvilken intimitet der lå i at være nøgen som voksen med en af modsat køn og ved den tanke måtte hun reagere som hun gjorde.
"Det er okay, jeg ville bare ikke..... Det var ikke just det syn jeg havde forventet at komme tilbage til." Stemmen var usikker og næsten helt genert, hun så stadig ikke mod ham, men ud over skoven i stedet. Yndefuld og smuk som hun var, en del af den overvældende smukke skov. Blidt lukkede hun øjnene, men åbnede dem hurtigt igen, det billede ville der nok gå et stykke tid før hun glemte.

[Deleted]

erigor små grinte lidt til hendes reaktion han var ikke helt van til og forstod ikke folk der tænkte sådan for ham var denne form meget naturlig de var jo trods alt skabt sådan  så i hans hoved var det sandelig ikke noget der skulle skjules men han vidste jo også der var folk der tænkte anderledes som hun begyndte og virke mere og mere utryg ved hans udseende måtte han roligt begyndte og tage bukser trøje og hvad ellers der var bragt med tilbage på så så han da ikke helt så vil ud som han vel egentlig godt kunne være inden han stille begyndte og gå lidt rundt langsomt strække kroppen for at mærke efter stadig lidt rusten men godt på vej til og heale ordenligt det var tydeligt i hans gang at kroppen stadig var ret ør efter al den skade den havde været udsat for sårene var tydelige men renset 
sirath rejste sig nu også inden hun gav et venligt kik mod erigor og serenity #jeg vil tage mig en tur og kikke mig omkring opfør dig nu for en gang skyld ordenligt mens jeg er væk erigor# sagde hun i en mere moderlig stemme hun vidste jo godt hvordan han kunne være når hun ikke var til stede det gjorde hende nu lidt nervøs men hun kunne trods alt ikke sidde der hele tiden og måtte efterlade ham i hænderne på denne nye kvinde som hun da også bevægede sig tungt mod serenity og kikkede ned på hende med de store øjne #jeg stoler på du kan håntere ham for nu # sagde hun inden hun selv lettede og var på vej væk 

[Deleted]

Grinte han af hende? Manden var tydeligvis ikke civiliseret, men lidt pli måtte han da rumme! Hun rødmede derved blot mere, der var intet sjovt i dette, hun kunne ikke få billedet af ham nøgen ud af sit hoved og det var yderst ubehageligt! Serenity havde bragt ham et par rene løse bukser og en langærmet skjorte lige så, begge dele i lyst stof, fantastisk kvalitet og uden tvivl lavet af elvere. Nærmere betegnet, af hende. At dragen ville efterlade dem, fik hende til at spærre øjnene op, hvad pokker tænkte den, hun kunne da ikke bare, han var jo.... Faktisk havde hun intet ord, hun havde vendt rundt og stirret mod dragen, den stolede på hun kunne håndtere ham?! Hvad mente den nu med det? Hendes blik gled nervøst over mod Erigor, hun havde jo gjort hvad hun kunne nu, havde hun ikke?
"Hvordan har De det nu?" Spurgte hun, med oprigtig omsorg, inden hun valgte at nærme sig ham igen. Et par vildfarende totter af det lange hår lod hun søge om bag øret, inden hun gled i knæ ved kurven og pakkede lidt op. Bandagerne fandt hun frem.
"Jeg kan binde Deres skader ind, hvis De ønsker dette?" Den blide stemme gjorde ham klar over der ingen tvang var, hun ville ikke pådutte ham noget som helst, hvis han ønskede at de skulle være foruden, så tog hun dem jo blot med sig tilbage.

[Deleted]

erigor fik med lettere besvær rykket sig længere frem som hun spurgte til hans helbred "det bedre en før det er sikkert"
sagde han med besvær i stemmen som han rykkede sig det var ikke just nemt men bedre en før var det bestemt hun vidste da en del om hvordan man tog sig af sår og alt det men det var vel og forvente af en elver "du må virkelig undskylde det fra før som du nok har gættet har jeg ikke haft meget med mennesker og gøre i lang tid eller... i hvert fald ikke civiliserede mennesker som sådan " han kløede sig lidt i håret som han sagde dette for det var jo egentlig rigtigt ud over hans små eventyr i dvasias har han jo ikke rigtigt været nær rigtige mennesker så det var vel en lettelse og have muligheden for en gang skyld og han kikkede på ny mod hende da der blev spurgt til bandagerne "for mig er bandager en luksus jeg ikke haft haft før så hvis de vil hjælpe ville det da betyde en del for mig" svarede han roligt løftede op i det ene bukseben samt fjernede trøjen igen det var trods alt armene og benet som nok havde det værst 
"jeg kan forstå hvis arene skræmmer dig men de er trods alt et minde om min fortid og et minde om hvad jeg har været parat til og ofre for dem jeg elsker jeg ligner det nok ikke men jeg ved godt hvordan man holder af andre eller rettere af en" det var tydeligt hvem der var tale om her hans søster og selvom rygterne gik var der vel altid lidt håb om at de var falske en tanke han altid holdte hos sig skulle dagen han fandt hende igen dukke op

[Deleted]

Det var tydeligt det at det glædet hende at han havde det bedre, det betød jo at hun havde gjort noget godt, og det var jo at foretrække altid. Gode gerninger var en fornøjelse at udfører når man var som Serenity nu engang var, hun måtte næsten nære sig af dette. Nyde at se folk blive glade og hele i lyset af hendes væsen.
"Det behøver De ikke tænke mere over." Forsikrede hun ham, for det var jo ikke hans mening som sådan, det håbede hun da ikke. Det var klart at når man var van til at være alene, var man vel i opførsel derefter. Han havde ikke haft nogen at tage hensyn til som sådan. Hun måtte finde bandagerne frem, som han forklarede det ville være en luksus.
"En luksus jeg med glæde vil yde." Lød det blidt og roligt fra hende, hun valgte at nærme sig ham helt med bandagerne, mens han lod til at smide noget af tøjet igen. Han var jo tydeligt en markeret mand, ikke kun i ar, men også muskler. En mild rødmen måtte snige sig over hendes kinder igen, men hun ignorerede det og forholdte sig roligt i dette. Forsigtigt begyndte hun at binde hans sår ind, det var allerede nu blevet ganske pænt af urterne og badet, hun måtte smile tilfreds, hun var slet ikke så slem til dette.
"De ejer et godt hjerte Erigor, hold fast i det, og pas på det liv som er Dem blevet skænket." De brune varme øjne gled op mod hans for at give ham et smil, han virkede stærk, men også tankeløs, han burde passe bedre på sig selv.

[Deleted]

det var egentlig rart og få bandagerne på de hjalp med og holde sårene i ro så mere ikke skete hvilket jo tydeligt var rart et kort tak kom fra hans mund som hun havde hjulpet med bandagerne det var ikke tit han fik mulighed for at tage sig af sine sår på denne måde hans krop var stærk og kunne klare forskellige infektioner der måtte være styrket af at være dragerytter men en smule ro og behandling kunne jo aldrig skade 
han lyttede stille som hun talte om hans hjerte og sind det var vel rigtigt det gode stadig var der selv følte han at dette var mistet for lang tid siden var det mon bare gemt ? 
dette var han ikke selv klar over men der var vel heller ingen grund til og tænke over sådan ting nu han var i procias og her var der ikke plads til mørke tanker det vidste han trods alt 
"det er ikke nemt og holde sig for fare der hvor jeg færdes ej kan jeg brokke mig det er det liv jeg er blevet puttet i lige siden jeg kom ud af fængslet har jeg ikke haft et sted og være jeg mistede alt dette var hvad skæbnen ville mig "
sagde han i en mere alvorlig tone men ændrede det dog hurtigt til et smil igen som han fortsatte talen "for at være ærlig tror jeg at sirath nok er den eneste der kan holde styr på min dumdristige natur hun er næsten som en mor for mig frem for min drage det er lidt underligt men jeg er glad for det hun er trods alt den eneste familie jeg kender til lige nu" et stort smil kunne ses på hans læber som han talte og vendte hovedet mod serenity igen

[Deleted]

Blid og nænsom var hun, det var tydeligt i hendes væsen, hun fik ham bundet ind, mens hun ellers tilså hver eneste skræmme inden da. Det var vigtigt for hende at folk i deres skove havde det godt, ingen skulle lide her. Heller ikke en dumdristig dragerytter. Hun smilede svagt, som hun mærkede barnet bevæge sig rundt i hendes mave, hvor lang tid der var igen, var ikke til at sige, hun lignede ikke en som var længere henne end få måneder, men hun var faktisk over halvvejs henne. Et stille suk forlod hendes læber, hun prøvede stadig at holde fast i sig selv og sit ægteskab, hun ville ikke miste det. Mest af alt havde hun haft brug for en ven, men Ritta var rejst, og Salvatore var nok ikke lige den rette mand at opsøge. Naboens søn, han ville vel blot lade rygtet gå, elvernes konge havde været sin dronning utro med landets dronning. Det stak i hende, hver eneste gang hun tænkte på det, og hun blev en smule bleg som kvalmen meldte sin ankomst. Dog trak han hende væk fra alt dette, hun så mod ham, som han fortalte.
"Lov mig at passe på Dem selv, Deres søster vil gerne have Dem i et stykke er jeg ret sikker på. Hold ud, et sted derude må hun være, hvis blot hendes hjerte og vilje virker halvt så stort som Deres." Hendes trøstende ord måtte lyde, hun var da glad for han havde sin drage, ellers have han nok mistet livet. En skam, han virkede jo som en ganske fin mand.