im hurt

[Deleted]

det havde været en lang nat for erigor tiden hos den vampyr cathlina som han nu havde tilbragt havde bestemt været speciel en tid der var brugt i et mørk slot overfaldt af vampyre fra tid til anden og nu sad han så her i procias skov langs vandet dragen sirath havde bragt ham med tilbage her til efter natten og han sad nu langs hendes ryg dragen selv var halvejs på vej til og sove mens erigor selv sad og pillede diverse knogler tænder eller lignende dele der måtte side i hans hud efter utallige forsøg på at overfalde ham kroppen var øm og benene var svage dog havde han da prøvet ting af samme grad i sin tid så det var jo bare at slappe af og få kroppen igang igen  #du roder dig da også altid ud i sådan noget tumpe# kom det pludselig fra sirath som hun gav ham et gok i hovedet med den ene pote "du kender mig partner jeg kan ikk lade være" sagde han med et stort smil før sirath igen begyndte og sukke lidt deres forhold til hinanden var helt klart specielt det var ikke så meget et arbejds partnerskab men mere rigtige venner da erigor ikke rigtig bestemte så meget over sirath og lod hende beslutte mange ting selv  
han kikkede ud over den lyse skov og ned i det klare vand det var nu en rar følse

[Deleted]

Det var i den grad tiltrængt at skulle komme lidt ud og gå, bækken var det mest fristende sted at være med alle de hedeture hun gik rundt og havde for tiden. Maven bulede fint, ikke meget, men den var der og afslørede at liv måtte vokse bag huden. Et blidt suk forlod hendes læber som hun måtte træde ned i vandet, det føltes fantastisk rart, hun hev blidt op i sin kjole for at den ikke skulle blive ved. Lavet af tyndt lysegrønt stof var den, hun ville ikke koge over og ende med at besvime midt i det hele, nej så hellere have noget lidt tyndere på. Diademet havde hun glemt derhjemme, så tegn på at hun var dronning lå ikke ligefrem til frit skue. Håret var bundet i en simpel fletning ned langs hendes ryg, hun var meget naturlig i udseende, enkel og mindede om en ganske simpel elver. De spidse øre afslørede jo bestemt hendes blide væsen, for ikke at tale om selve hendes udstråling, rank og elegant, den ynde hun bar var jo ikke hvilken som helst, nej kun elvere måtte bære præg af dette. En blid nynnen lød fra hende, hun forsøgte at få lidt ro på barnet, som moste rundt derinde, som stoppede dog brat sin nynnen og gik op af bækkens kølige vand, hendes blik hvilede intenst på dragen og rytteren. Han så ud til at have skrammer.
"De ser ud til at være kommet til skade, kan jeg hjælpe Dem?" Lød det roligt og blidt fra hende, hun nærmede sig forsigtigt, men var varsom, og uden at tænke over det, hvilede en hånd beskyttende over maven.

[Deleted]

smerten i sig selv var ikke speciel stor som sådan det var nok mere det at han var svag lige nu som gjorde ham sårbar og da sirath og erigor var bundet til hinanden med livet betød dette da også at dragen selv var træt han sad og kikkede på sig selv lidt inden han hørte en stemme nær sig det var rigtigt han havde lugtet der var nogen i nærheden og af ren reaktion træk han sit sværd og pegede det mod personen i nærheden inden han råbte "hvem der ?" det var først her efter han så det var en elver en stor en hvilket måtte betyde hun var med barn han sukkede og lod sværdet falde til jorden igen "det må du undskylde jeg er lidt varsom lige nu som du kan se kan jeg ikke rigtig flytte mig" sagde han med et underligt smil på læben inden han trak en stor tand ud af armen og smed den fra sig 
"men siden du spørger det går vel fint jeg er vand til det her så det gør ikke rigtig ondt " dette blev vel nok sagt lidt hurtigt som han fik besvær med og trække nogle små metal stumper ud fra det højre ben 
"du skal ikke være bange for sirath her hun rører ikke nogen medmindre jeg ser dem som en trudsel" sagde han uden og kikke på hende hvorefter sirath gav et lille buk med hovedet for at vise der ikke var problemer med hende

[Deleted]

Ej var Serenity særlig stor, hun lignede højest at værende oppustet, da hun i de første mange måneder var åleslank og barnet rent faktisk ikke var synligt. Det var en tur ved en medicinkyndig som havde formået at få puffet barnet frem, på den rette side af organerne. Hendes blik var nysgerrigt, men varsomt, stoltheden i hendes væsen strålede ud af hende, men ikke med den normale arrogance som kunne være at finde hos elvere. Der var bestemt noget anderledes ved hende. Hun søgte tættere på som han beklagede over sin varsomhed, hun rystede på hovedet, som hun lod hænderne falde fra maven.
"De har ej grund til at undskylde, med Deres tilstand er det lige før De er mere sårbar end jeg." Lød det blidt fra hende, som hun sendte ham et opmuntrende smil. Serenity var en kærlig kvinde, med et lyst sind som troede på det bedste i alle, indtil hun ikke kunne se det for rent mørke. Blikket gled lidt undersøgende hen over ham, han så virkelig medtaget ud, hvad havde han dog haft lavet? Og burde hun frygte det var på denne side af grænsen? Blikket gled uroligt rundt.
"Vil De lade mig se på det?" Spurgte hun så, inden hun nikkede i en hilsen mod dragen. Disse væsner var hun ej bange for, de var dyr ligesom alle andre, og selv bjørne var hun tryg ved. Hun så sig om, inden hun søgte nogle forskellige slags blade og blomster. Af en dødsengel havde hun faktisk lært lidt, hun havde set hvad han havde formået at gøre for at redde hendes liv den gang, og derved faktisk også lært lidt.

[Deleted]

Erigor gav et svagt smil fra sig da hun sagde han ikke behøvede og undskylde det lå i hans natur og undskylde for dårlig opførsel når nu dem han mødte var fine nok efter en kort tid besluttede han sig nu også for at opgive at fjerne de små stumper af metal og andre genskande fra sin krop inden han gav et nik som tegn til hun da godt måtte kikke hvis hun mente der var noget hun kunne gøre så var det da ikke noget han skulle brokke sig over "er du sikker på sådan en fin elver som dig burde rode dig ud i en såret mand som mig ? " sagde han med et lille grin på munden hvad han havde hørt var elver da ikke ligefrem kendt for krig og blod så det at der var en af dem som ville hjælpe ham i den situation han nu sad i var da en overraskelse "fandens til vampyre" kom det nu lavmælt fra ham som han kikkede på sig selv det havde da været noget af en nat det måtte han sige og han var vel også lidt stolt over at være kommet ud igen i live heldigvis var sirath der til og få ham væk igen og han gik da også ud fra der ikke var nogen der ville forfølge ham her ud det virkede ikke som den bedste ide for en væsen som dem og være her og slet ikke på den tid af dagen 

[Deleted]

Skar han lige alle elver over en kam? Hun smilede let, inden hun trådte nærmere for at tilse hans sår, skar en grimasse eller to, det så godt nok ikke rart ud. Forsigtigt gled hun yndefuldt i knæ, for at undersøge ham på nær hånd, hun rørte forsigtigt ved siden af, uden at gøre noget ved såret endnu.
"Jeg er langt fra som den typiske elver normalt er." Pointerede hun, inden hun så op mod ham med et løftede øjenbryn og et drillende smil på læben. Efter at have kigget lidt, måtte hun jo sande at det blev langt fra rart for ham dette her, men nødvendigt, det skulle jo ud. Derefter skulle det renses og det vidste hun selv hvor ondt gjorde, specielt med det som Zean den gang havde haft lavet. Hun rejste sig op og begyndte at søge efter planter, da hun kom tilbage, havde hun løftet kjolen og gemt de forskellige ting deri. Igen måtte hun glide let ned ved ham.
"Det kommer på ingen måder til at være rart, men De er nød til at sidde stille og prøve at forholde Dem rolig i både krop og sind." Stemmen var blid men myndig, hun sendte ham et beroligende smil, inden hun gjorde klar til at skulle få stumperne ud, hendes fingre var mindre og slanke, hun ville lettere kunne få dem ud. Men det betød jo langt fra det blev rart.

[Deleted]

sirath trak hovedet lidt op da kvinden bevægede sig tættere på selvfølgelig vidste de jo godt hun ikke var at frygte men med skader som disse måtte man jo altid være på vagt erigor havde i sin tid i fængsel nemt lært aldrig fuldt at stole på andre da det ikke var sikker hvornår de ville forråde en 
"du skal ikke være bange for at skade mig smerte er jeg van til og det her er langt fra det værste de sidder bare så godt fast" sagde han med en lidt irriteret stemme han var jo van til smerte så det var ikke ligefrem fordi de gjorde særligt ondt men at han ikke kunne få dem ud var irriterende 
så det var jo altid rart der var nogen som kunne hjælpe 
"hvem er du så ?" spurgte han lidt uden og kikke på hende blikket var nu bare rettet mod himlen men de kunne jo ligesågodt snakke om et eller andet nu hvor der skulle bruges tid på at fjerne alle de stumper han havde fået sat fast i sig selv 

[Deleted]

Overraskende pænt måtte han tage dette, måske var han virkelig van til den slags, det var hende bare så fjernt at man var det. Hun havde aldrig oplevet rigtig smerte før mødet med en isdæmon, hun havde nær mistet sine ben, men Zean havde reddet hende. Det var en vidunderlig ting. Livet var godt, uden tvivl, skønt slemme ting skete, var lyset altid at finde. Hun lagde de planter hun havde fundet til siden, inden hun stille begyndte at undersøge hvilke af stumperne var smartest at tage ud først. Efter lidt tid, begyndte hun så at arbejde nænsomt for at få alt sammen ud.
"Mit navn er Serenity, og De er?" Lød det ganske roligt fra hende, hun så meget koncentreret ud, men ellers var hun faktisk ganske rolig og blid i resten af sine bevægelser. Stumperne kom ud, en efter en, nogle måtte hun hive lidt hårdere og rykke meget fast for at få ud, men de alle kom ud til sidst. De blodige hænder måtte hun vaske i bækken, inden hun vendte tilbage igen og tog nogle af bladene i munden for at tygge på dem. Da de var godt gennemtygget, tog hun dem ud i hånden, for så at smøre det på hans sår, hvilket ville svig utroligt meget, men det hjalp og forhindrede infektioner som i den grad var farlige.

[Deleted]

det var rigtigt at det da kunne mærkes som stumperne blev fjernet fra ham men smerten kunne han da håndtere og det var også rart de endelig begyndte og komme ud det havde været så forfærdelig irriterende og have alle de ting siddende på vejen tilbage her til han lyttede roligt som hun fortalte ham sit navn og svarede selv tilbage med sit "navnet er erigor og hende her bag mig er sirath " han gav et mindre smil mens han kikkede ned på sit eget ben inden poten fra sirath igen landede på hans hoved #du skal ikke tage dig af ham her han er fuldstændig håbløs# kom det med en blød stemme fra dragen til dem begge inden erigor gav hende et lettere surt ansigt inden blikket atter blev rettet mod serenity
og han måtte da også lukke øjnene en smule som bladende blev placeret på benet "hvad i himlens navn er dog det" sagde han undrende det sveg men gjorde ikke ondt dog meget mere en normale midler dog hjalp det da også kort tid efter og selvfølgelig gjorde det også det det var jo trods alt en elver der tog sig af det

[Deleted]

Som hun holdte sig beskæftiget, måtte hun sande hun aldrig havde set en tage tingene så flot, han havde vel talt sandt, han var virkelig van til dette. Selv måtte hun jo sige sig fra at værende van til smerte af nogen art.
"Mig en ære at møde jer begge." Kom det blidt fra hende, hun sendte ham et smil og måtte klukke lidt i latter som dragen måtte sige og gøre som den nu gjorde. Dyr var hende kære, og at tale med dem kunne hun jo normalt ikke, men dragens stemme lød i hendes hoved, såvel som Salvatore i hans panterskikkelse havde lydt. En af hunkøn, det fik hende til at smile, så var der da en kvinde som så lidt efter ham. Forsigtigt tyggede hun, og smurte hun hans sår ind, dem alle sammen så vidt muligt. Da hun var færdig, kunne hun svare.
"Urter som hjælper, det har engang haft reddet mit liv, jeg tænkte det kunne hjælpe mod infektion." Forklarede hun stille, inden hun valgte at spytte resten ud i græsset, helt godt smagte det altså ikke! Forsigtigt så hun sig rundt, der var ingen spejdere lige her, så for nu var de uforstyrret, men elvere brød sig ikke om fremmede og slet ikke af så store og faretruende væsner.
"Så fortæl mig Erigor, hvordan i al verden er De endt ud med sår som disse?" Spurgte hun bekymret. Burde hun frygte det var tæt på? Var hun selv i fare, og hvad med barnet!

[Deleted]

det tog ham nu lige lidt tid og fjerne opmærksomheden fra sirath efter hun havde givet ham et slag i hovedet det var dog noget hun tit gjorde da erigor ikke var god til og holde sig tilbage eller tænke over hvad han sagde og efter al den indespærring var hun også den eneste han rigtig havde talt med i over 1000 år deres venskab var tydeligt tæt så tæt som man nærmest kunne uden og gå væk fra at være venner dette var også rart da erigor normalt var en ret ensom man så det at have en som hende og snakke med gjorde livet nemmere
han lyttede nu roligt som hun fortalte om urterne han var ikke selv god til alt det med blomster og sådan men det var godt og vide og det virkede da også fint den smerte der nu måtte være gik stille væk med tiden
han måtte dog kikke lidt mere seriøst som hun spurgte til hvordan han var endt sådan
"umm jeg gik lidt rundt i dvasias og fandt mig selv blandt vampyre kan man vel sige den skøre kvinde cathlina ville dog teste mig en hel nat blandt vampyre der forsøger og dræbe dig hver gang de kan tager på ens energi" sagde han og kikkede lidt træt mod himlen det havde bestemt været en underlig nat "men du skal ikke være nervøs med den mængde lys der er her burde ingen vampyr turde nærme sig "

[Deleted]

Elegant endte hun med at sætte sig lidt mere til rette, faktisk ganske komfortable i hans selskab, hun var bestemt ikke bange. Som hun lyttede, måtte hun få en undrende mine, samt uforstående mine til at opstå i ansigtet.
"Jeg forstår ikke, det lyder næsten som om De gjorde det i fri vilje?" Havde hun virkelig forstået det korrekt, hvem pokker gjorde sådan noget? Burde hun alligevel være nervøs, tænk hvis manden var skingrende skør! Hendes blik undersøgte ham igen, han så ud til at være sluppet utrolig heldigt fra det, vampyrer kendte hun alt til. Marcellus havde hun jo haft tæt på sig, hun havde mærket hans tænder i sin hals, et minde som fik hende til at løfte hånden mod stedet som ingen tegn havde. Det var nær hendes død, men hendes blide smil og forståelse, havde fået ham til at stoppe med at drikke hendes blod. I stedet var der blevet lavet aftaler og før hun vidste af det havde livet udviklet sig på måder hun aldrig havde turde drømme om.

[Deleted]

erigor sukkede lidt som hun spurgte om det var af fri vilje for det var det jo egentlig "tjaa livet er ikke sjovt uden lidt udfordring så ja det gjorde jeg vel man kan vel ikke sige nej til sådan noget" sagde han nu og lagde sig tilbage i græsset
#du udfordre vist dit liv rigeligt i forvejen erigor det kunne være endt meget værrer# sagde sirath til dem begge med en lettere opgivende stemme "argh rolig du jeg kan godt håntere nogle vampyre i det mindste var hende cathlina da ikke en del af det " sagde han roligt det ville jo nok havde været en del anderledes hvis hun selv havde forsøgt og angribe ham han var nu ikke helt sikker på om han kunne holde en hel nat mod en som hende han havde trods alt ikke haft en seriøs kamp i mange år så måske skulle han aligevel føle sig lidt heldig
"jeg fornemmer folk her omkring ikke ligefrem er van til den slags ?" spurgte han lidt nysgerig til serenity det lød da bestemt til at det var sjælent folk gjorde sådan noget her omkring og da han selv var dårlig til og tænke over hvad han sagde kunne han jo nemt sige noget forkert eller gøre folk nervøse for hvad der kunne ske

[Deleted]

Spærrende øjnene op, troede hun næsten ikke sine egne øre, hun kunne ikke forstå hvordan man kunne gøre sådan noget? Dragens ord fik hende til at løfte begge øjenbryn, hvad i al verden fik nogen til at opsøge sådan en ondskab, hvad gav lysten til at skulle kæmpe sådan for livet frivilligt. Et taget for ord sad hun bare og stirrede ganske fortabt på ham, hun forstod det ganske enkelt ikke. Dog blev hun spurgt om noget, hvilket fik hende til at reagere.
"Vi er væsner af lyset Erigor, vi bryder os ikke om den slags, derfor har vi valgt aldrig at blive van til den, men at forebygge den med kærlighed og glæde i stedet." Forklarede hun blidt, hun så lidt rundt, han burde få sig lidt sukker, noget mad at arbejde lidt på. Forsigtigt rejste hun sig for at bide nogle vilde bær, hun vendte tilbage igen, og rakte ham en håndfuld bær som han lå der.
"Spis lidt, det vil gøre Dem godt." Bad hun stille, inden hun vendte blikket mod dragen, den virkede da bare lidt fornuftig i forhold til ham. Burde hun bede ham om at søge anden steds hen når han virkede til at opsøge problemer? Serenity sukkede blidt, hun kunne ikke vende andre væsner ryggen, ikke når hun mente hun kunne være til hjælp. Hun var en smuk kvinde, og skønt man kunne se hun var svanger, klædte det hende kun, som enhver anden kvinde.

[Deleted]

Det undrede nu egentlig ikke rigtig erigor som sådan med hendes reaktion det var jo ikke alle der tænkte som ham og da slet ikke en elver han havde jo hørt hvad de var og deres holdninger og han håbede nu egentlig at hun ikke var skræmt for meget væk fra ham det virkede dog ikke helt sådan da hun stadig tilbød ham noget og spise hvilket egentlig var rart han var Van til ikke og spise i flere dage så at få noget jævnligt var rart han tog imod det der blev rækket til ham og med et tilfreds smil takkede hende hun var da meget tålmodig og medgørlig med ham trods hans specielle natur dragen sirath kikkede dog stadig lidt ned på ham inden hendes blik blev rettet mod kvinden #du skal ikke tage dig af ham her 1000 år i fangenskab har en speciel virkning på nogle mennesker#sagde hun roligt og kikkede tilbage på erigor der nu sad og spiste roligt 
inden han med en lille kniv forsøgte og skræmme diverse små dyr til og løbe rundt ja hovedet var vist ikke helt som det skulle især ikke når han var såret nej her havde han en tendens til og blive som et barn