I came to warn you!

[Deleted]

Den første dag hvor herren lod til at skulle være væk i længere tid, fik hun gjort sine pligter så hurtigt hun kunne, hun stormede mod sit værelse og greb ud efter krystallen, hun måtte finde ham! Denne dag havde hun lidt mere tøj på, da hun jo ikke var ude for at danse i måneskin, hun havde håret bundet i en fletning, samt en ganske almindelig hvid kjole på som sad stramt ved bryst og liv, men ellers gik ud løst. Hendes tær var bare, hun smilede ikke denne dag, nej hun var alvorlig og bange faktisk, hun havde læst i samtlige bøger om Nami, han burde være en skabning af hendes, så hvorfor måtte hendes herre hade ham så meget? Krystallen knugede hun, den begyndte at lyse mere i en bestemt retning, så hun begyndte at løbe, så hurtigt hendes fødder kunne bære hende, hun endte ved stranden, hvor hun forsat måtte løbe i den retning krystallen viste. Åh hvor var han henne?! Hun måtte advare ham, han måtte ikke opsøge hende, det ville være for farligt. Bare de ord hun mindedes herren havde talt, hun sank en klump, hjertet måtte næsten gå helt i oprør, det var forfærdeligt! Fødderne forsvandt ned i sandt som hun stormede afsted, lyset i krystallen blev anderledes, hun stoppede op, havde hun løbet den forkerte vej alligevel? Helt opgivende måtte hun næsten se ud, som hun besluttede sig for at se sig rundt, måske kunne hun se ham i nærheden?

[Deleted]

Muln lå roligt i græsset nær stranden det var en af hans gode steder her lå han tit når der ikke var noget andet og lave det bølgende vand og den lyse sol var rart meget tid kunne nemt bruges et sted som dette det var nu 3 dage siden han havde set naydina sød var hun det var rart og møde en som hende igen *villia heh ser du der her ?* tænkte han for sig selv han lå med hovedet i sandet som altid i sin drageform det var sådan han helst ville steder hvor andre mennesker kunne finde på at dukke op pludselig kom en følse der var anderledes hmm han kunne mærke krystallen givet til naydina var hun på vej ? en glædelig tanke var det hun dukkede hurtigt op og løb lidt rundt som om hun ikke vidste hvor hun skulle hen krystallen havde vel vist hende vejen til ham det så lidt komisk ud som hun kikkede forvirret rundt på den anden side var det vel normalt hans vide skæl og hun gjorde det svært og se ham tydeligt han rejste hovedet og kikkede mod hende #sikke dog du løber er du så glad for at se mig ?# lød en lettere drillende og selvglad stemme hvorfor var hun dog så ivrig med og komme her ud ?

[Deleted]

Ingen tvivl om at hun havde savnet ham selvom det ikke var så mange dage siden de sidst havde set hinanden, men det var nok også med tanke på at de ikke kunne ses så meget som hun ellers havde håbet på. Naydina fik helt et chok da hans stemme lød i hendes hoved, men hun fik hurtigt øje på ham og stormede over mod ham, hun tøvede ikke med at omfavne hans store skikkelse så godt som hun nu kunne. Det så sikkert sjovt ud med den lille menneskelige skikkelse der krammede sig ind til den store drage.
"Det og...." Hun gispede efter vejret, inden hun fik det under kontrol, hun havde haft løbet en del, mon hun overhovedet kunne finde tilbage herfra? Roligt gav hun slip på ham, for at se ordenligt på ham. Ingen tvivl, han var en sand drage i hendes øjne, og skabt af Nami, det var hun sikker på!
"Min herre...... De kan ej komme nær hans hjem, eller nær mig. Jeg må komme til Dem når vi skal ses." Begyndte hun, tårerne vældede allerede op i hendes øjne, de væmmelige ord. At skulle slå ham ihjel ville hun aldrig gøre! Og at lade Harley eller Mister J på chancen ville hun heller ikke lade ske.
"Han bryder sig ikke om drager som ej er skabt til en rytter." Forklarede hun så, det var jo på sin vis sandt, men en underdrivelse, han havde kaldt ham en bedrager, og en som vanærede Nami, hvilket hun jo på ingen måde mente selv.

[Deleted]

muln lyttede roligt mens hun talte men begyndte langsomt og styrke kroppen vreden brusede op i ham over hendes tale om hvad hendes herre havde sagt #den lille det præcis derfor jeg hader drageryttere# sagde han i en truende stemme og slog sine forben ned i sandet med stor kraft nok til og vælte normale mennesker omkuld vreden var kraftig som om en som ham skulle kunne holde ham væk fra hende ? #den lille han skal ikke holde mig fra dig#  sagde han med vrede i stemmen endelig havde muln fundet en og dele dagene med en han var glad for og det skulle ikke ende sådan tænkte han lidt for sig selv han fik lidt styr på vreden inden han kikkede på hende igen #hvis han tænker sådan om folk som mig hvordan ved han egentlig om mig ? der er jo ingen andre en dig der har set mig her ude# sagde ha og undrede sig lidt over det hele 

[Deleted]

Vrede havde hun aldrig haft det godt med, og hun lod til kun at gøre folk vrede lige for tiden, hans forben som fik sandet til at skælve, væltede hende om kuld, hun blev liggende og holdte blidt om sig selv. Det var jo slet ikke meningen! Da han endelig lod til at være faldet ned, og talte lidt mere roligt, så hun mod ham, hun rystede.
"Han så Dem, flyve væk fra vores møde. Jeg troede ikke at han kom hjem der, men det gjorde han og...... han var vred, som De er det nu." Stemmen var ulykkelig, hun ville jo bare advare ham, Mister J var en stærk dragerytter og ikke bare hvem som helst, men lederen. Muln ville ingen chance have og den eneste som lod til at kunne redde trådene ud var hende. Hun mærkede hvordan det hele vendte tilbage til ubehagelige minder fra hendes korte tid hos Rohan.
"De må ikke være vred på mig, jeg forsørger blot at advare Dem, holder Dem sikker. Jeg ønsker ikke der sker Dem noget." Hun var gledet om på knæ og bøjede for ham, hun var undernærig som altid, men lige det mere denne dag, da hans vrede havde skræmt hende til at være præcis som hun var opdraget til at være. Og med hendes kærlighed til Nami og hendes skabelser, tjente hun jo enhver drage, selv formskiftere, selvom hendes herre ikke ønskede det.

[Deleted]

han kikkede lidt ned på naydina igen inden han pustede langsomt ud lukkede øjnene og tænkte lidt for sig selv #jeg forstår din frygt jeg er ikke så dum at jeg bare går på en person som ham men..# fik han sagt inden han knugede kløerne sammen mod sandet og åbnede øjnene igen #men jeg vil aldrig skilles fra en ven som dig igen ALDRIG de fandens drageryttere tog min villia fra mig før fordi hun var stærk og de mente hun var en trudsel sådan en ting vil jeg ikke se ske igen# vreden kom frem i ham igen men han måtte tage den i sig for nu han ville jo heller ikke skræmme naydina han vidste hun var en meget unerdanig pige omkring drager #og dog jeg kan ikke forstå nami at give et barn væk til en mand som ham hvad tænker hun dog på ?# begyndte mul og tænke det gav ingen mening vidste hun overhovedet dette ? hvad han havde hørt om nami kunne han ikke tro hun ville give sit barn væk til en person som ham muln begyndte og gå lidt rundt inden han lagde sig foran naydina igen

[Deleted]

Var det denne kærlighed han havde talt om ved deres første møde? Hun havde ikke troet at Mister J ville se sådan på andre som ej var af dragerytterens art. At han derimod talte om Nami sådan, fik hende til at rette sig op, stadig på knæ, med et blik som var overrasket.
"Nami ved præcis hvem der fortjener hendes børn, Harley og Mister J er unikke sammen, næsten som et ægtepar. De må ikke dømme min herre på den måde, han er en speciel mand. Måske han er bange for at miste mig?" Kom det roligt fra hende, hun prøvede virkelig at få det til at hænge sammen. Måske hun skulle bede til Nami, håbe at hun ville se hende som en tro tjenerinde og vise sig for hende? Naydina ville gøre alt for dragerne og alt for Nami! De fortjente at blive ført sammen i en helhed og tage den med ro, i stedet for at hade hinanden. Her sad hun, midt i det hele og hadet det virkelig!
"Jeg ønskede bare at advare Dem Muln." Hviskede hun stille, ganske opgivende, for hvad skulle hun stille op i alt dette her? Hun prøvede sit bedste, men uanset hvordan, var intet godt nok.

[Deleted]

#misforstå mig ikke naydina# sagde han med en rolig stemme og puffede lidt til hende med den ene klo mod hendes bryst #jeg kunne aldrig blive sur på dig men jeg vil også beskytte vores venskab og hvis din såkaldte herrer virkelig holder af dig burde han heller aldrig opføre sig sådan # det var i hvert fald hvad muln kunne forstå han kunne ikke se hvordan en dragerytter kunne være sådan nok havde han selv haft sine problemer med dem men han havde altid hørt de skulle være ædle mennesker de rejste jo trods alt med drager han gav naydina et stort smil inden talen fortsatte

#jeg har altid hørt godt om drageryttere trods mit had for dem så det undre mig at en af dem skulle opføre sig arrogant og ikke tænke på andre hvordan kan det være han er sådan ? # spurgte muln roligt der måtte være en grund til han var det det gav ingen mening at en person som ham skulle have fået noget så specielt som en drage

[Deleted]

Hendes fingre gled igennem sandet, hun sukkede tungt, det var virkelig hårdt det her. Hun sukkede stille, inden hun lagde sig ned i sandet, blikket vendte hun mod selve himlen. Hvorfor skulle hun stå til ansvar for sin herre, hun kendte ham end ikke så godt endnu. Men hun kunne vel godt tale hans sag et sted.
"Muln, stol på mig, han er en god mand. Han reddet mig fra min tidligere herre. En ond mand som gjorde utænkelige ting ved mig....... Tog mig bort fra øen for at give mig et nyt liv, et drømmeliv, at tjene en drage og dens rytter er en stor ære og jeg er ham evigt taknemlig." Lød det roligt fra hende, det var sandt, Mister J havde virkelig redet hende. Mon hun overhovedet havde været i live hvis det ikke var for ham? Tanken fik hende til at synke en klump. Rohan havde gjort skrækkelige ting ved hende, meget skrækkelige ting. Hun lod blikket glide mod Muln i hele hans smukke skikkelse som drage.
"Frygt kan gøre meget ved en person, ligeså vrede. Hvem ved hvad hans grund er? Men det kan vel ændre sig med tiden..." Der var da håb i hende.

[Deleted]

muln kikkede med lidt sørgelige øjne på naydina han kunne ikke helt forstå hende og hvad hun følte hun virkede glad for muln men samtidig også manden der nu var efter ham hvordan kunne hun stole så blindt på en der ikke kunne aceptere andre en sig selv #tro mig naydina jeg vil gerne stole på dig og det gør jeg # sagde han med en blid stemme inden han lagde en vinge ned mod hende og kikkede fortsat på hende med de store øjne #vil du flyve med mig lidt ? vil gerne vise dig noget # sagde han og tænkte tilbage til deres første møde for 3 dage siden det var rart men han ville stadig vise hende noget 
han var ikke klar til og opgive den pige og det liv hun havde vist ham der var stadig mange ting han ville lære og vide igen efter alle de år han havde adskildt sig fra sit rigtige liv og sit sande liv og der var stadig mange ting han gerne ville vise hende glæden ved og være fri ligesom han gerne ville lære glæden ved og have venner

[Deleted]

Det skar i hende at se de øjne, hun ville gerne gøre alle glade, for pokker da altså! Det var ikke ligefrem nemt dette her! Naydina så mod hans vinge, hun ville gerne flyve en tur med ham, hellere end gerne, derfor kom hun hurtigt på benene.
"Mere end noget andet lige nu." Lød det blidt fra hende, hun ville gerne have denne her ven, have en drage mere tæt på, om han var af Nami eller ej, en drage var han og hun tilbad drager, sådan var det! Hendes bare fødder søgte op af ham, som hun klatrede forsigtigt og efterfølgende satte sig godt til rette. Gad vide hvad det var han ønskede at vise hende? Hun smilede blidt, inden hun lagde sig ned mod ham og krammede sig ind til ham, det føltes rart igen at være tæt på ham. Duften af drage lå jo over ham, alt ved ham virkede rigtigt, intet falsk over dette, nej det føltes rigtigt! Hun havde næsten mistet sig selv i uro efter Mister J's vrede, men han havde taget sig af hende i stedet, faktisk, lidt mere end det. Den første mand som havde vist hende omsorg, kærtegn og kaldt hende søde ting, hun var jo håbløst forelsket i en kold mand som intet følte, men hans handlinger havde narret hende til at tro andet. Alligevel valgte hun at se Muln, fordi han jo også havde en plads hos hende, han var en drage! Uanset hvad Mister J ellers forstod.

[Deleted]

muln løftede sig roligt fra jorden da hun sad ordenligt hos ham og lettede fra jorden hans store krop løftede sig tungt og bevægede sig ubesværet fra jorden de store vinger svingede op og ned og stoppede kun en gang imellem hvor de nemt kunne svæve bare ved kraften fra vinden i sig selv det var utroligt og rart de fløj ud over vandet inden muln begyndte og tale igen #du taler godt om din herrer og siger han er en der betyder meget for dig så hvorfor kan han ikke se andre væsners mening ? burde han ikke kunne se at jeg tager denne form ikke for at håne hans slags men i respekten jeg har for drager # han kikkede lige ud og talte i en roligt dyb tone det sidste han ville nu var at gøre hende bange #jeg har været jagtet i meget af mit liv for min evne til og tage skikkelsen af et væsen som en drage derfor bruger jeg den form da det er det eneste der holder folk fra at jage mig # sagde han igen mens han fortsatte deres tur gennem luften det kunne svagt anes en form for ø eller bjerge længere fremme 

[Deleted]

Luften som måtte ramme hende var dejlig, hun sukkede blidt, lukkede kort øjnene og nød det sus det gav som de lettede fra jorden, det føltes så rart. Intet var som at flyve, hun elskede det uden tvivl, men Muln kunne hun flyve meget mere og være sig selv sammen med. Naydina nød det uden tvivl, det var vidunderlig at være i luften. Hans tale som var rolig, fik hende til at trække svagt på smilebåndet.
"Væsner er forskellige Muln, jeg kan ikke svare på hans veje." Lød det ærligt fra hende, hun kunne ikke stå til ansvar for hans meninger, og det var ikke hendes pligt at forstå, blot acceptere. I stedet havde hun valgt at gå bag hans ryg og sørger for at Muln kom i sikkerhed og ikke nærmede sig stedet. Da han talte om fortid, sukkede hun trist.
"Det gør mig ondt." Lød det oprigtigt fra hende, som hun lod fingrene stryge over hans skæl, hun sukkede tungt igen, inden hun lod blikket søge ud over den smukke udsigt. Gad vide hvor de var på vej hen? Hun lagde hovedet ned mod ham igen, det var rart at halvligge op hans ryg på denne måde.
"Jeg vil ikke stoppe med at se Dem af den grund, jeg vil blot foretrække forsigtighed og De må vente til jeg opsøger Dem." Hendes stemme var blid og lidt mere munter, fingrene gled mere over hans skæl, det var virkelig rart, ingen tvivl der. Hun var jo glad for at se ham igen.

[Deleted]

det var vel rigtig hvad hun sagde selvfølgelig kunne hun ikke forklare sig for ham det var bare underligt #men jeg er glad for du ikke har opgivet mig og jeg skal nok passe på# sagde han roligt mens de bevægede sig atter tættere på hvad der var forude det var egentlig ikke så langt væk og der var ikke rigtig nogen der vidste at der faktisk skjulte sig noget i selve bjerget og selv hvis man gjorde var det kun folk som kunne flyve der kune komme ind  så det var et perfekt sted for en som muln de fløj nu tættere og tættere på intil det var muligt og se at stedet var en stor ø eller nærmere et stort bjerg det var i hvert fald hvad det så ud til på afstand muln fløj nu lidt lavere og sigtede efter en lille åbning i bjerget inden han fløj ind lyset inde var bjerget var kraftigtog han landede nu atter det var i hans hoved et vidunderligt sted 
masser af flotte planter og eksotiske ting græsset var så grønt det kunne være vandet i de små søer rundt om var klart som krystaller og de små dyr der levede her var søde og venlige et rent paradis for folk der søgte efter et sted og leve i fred #jeg havde lyst til og vise dig det her sted naydina det er her jeg er når jeg har brug for og være alene dyrene her giver mig ro# han satte igen vingen ned efter dette var sagt så hun kunne klatre der fra igen 

[Deleted]

Selve flyveturen nød hun jo allerede til fulde, hun måtte igen sætte sig op og sprede armene ud, hun stolede på ham, selv hvis hun skulle falde, ville han gribe hende, det var hun sikker på. Dog strammede lårene godt fast, så hun var ikke bange for at skulle falde af, hun smilede lyksalig, det var følelsen af at være fri i hendes verden, så vidt muligt, for behovet for at være fri var intet hun havde. Det var jo en opdragelse hun havde fået madet ind som helt lille, regler og rammer som hun levede efter og at gøre sin herre glad og stolt var det vigtigste af alt. Da de endte ved et sted hun aldrig havde set mage til, måtte hun slå øjnene godt og se sig omkring, hun gled fra hans ryg af, ned af vingen og endte yndefuldt i græsset med hendes bare tær. Smilet og de strålende øjne var ikke til at tage fejl af.
"Hvor er her bare smukt Muln!" Udbrød hun, hvor lang tid hun havde igen anede hun ikke, for i bund og grund, kunne han vel dukke op når som helst derhjemme og se hun var væk. Lige nu tænkte hun dog på ingen måde over de konsekvencer det kunne kunne få, nej hun nød det som skete nu og her i stedet. Det var jo det rene eventyr, steder som dette, havde hun kun læst om! Men Naydina havde jo heller ikke rejst så forfærdeligt langt, det havde ikke været noget hun havde lov til, langt fra faktisk. Hjertet bankede stærkt i hendes bryst, hun havde hænderne oppe foran munden som hun måtte skjule et begejstret hvin.