Two, become three?

[Deleted]

At sidde sådan her med ham, det var i den grad en fantastisk følelse, og jo mere hun tænkte på det var Silia's skyld, jo lettere havde hun faktisk ved han var tæt på hende. Alle hendes tanker kredsede om dette, manden havde jo været et offer for sin egen ven, det svigt han havde lidt, af en han havde kendt i så mange år, det måtte da være frygteligt! Og med disse tanker, fik hun bestemt også mere lysten til at få den kvindes gerninger væk fra ham, erstatte dem med sine egne. Hans arm der hvilede om hende gjorde bestemt hun følte sig som hans, hvilket i sig selv var helt fantastisk, for det mareridt hun havde haft, havde faktisk skræmt hende fra vid og sans. Hans ord fik hende til at nikke, som hun så på ham med helt andre øjne, nemlig brune øjne fyldt med medfølelse, som var det faktisk værre for ham, end det var for hende selv. Han havde brug for hende, det var betryggende at vide, hun smilede kærligt og varmt, inden hun lænede sig ind mod ham og skænkede ham et dybt passioneret kys, hendes fingre gled op over hans kind og om bag hans nakke. Der gik noget tid før hun igen måtte slippe det, med et hurtigt bankende hjerte og en krop som kun fik det varmere.
"Lad mig være duften på din hud Thranduil." Hviskede hun blidt, hun ønskede at være den han duftede af, lade hendes krop være ham så nær det ikke kunne undgås han ville dufte langt væk af hende. Det var hvad hun havde brug for, et sted, var hun ret sikker på at han lige så havde brug for dette. Sytøjet gled i baggrunden, det kunne hun altid hygge med senere. Lige nu havde hun et ægteskab at pleje, for ikke at tale om sig selv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke været i stand til at stoppe Silia, som hun ej havde forsøgt at afbryde det. Nu stod han i en situation, hvor det næsten havde kostet ham hans ægteskab, og alene den tanke, var ikke en som han kunne lide. Derfor håbede og bad han til, at det ville ordne sig alligevel, for det var det, som han havde brug for nu. Han havde brug for hende.
Armen hvilede om hende, og nu hvor hun ikke rigtigt afviste ham længere, følte han kun en følelse af befrielse, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele. Kysset som hun skænkede ham, gengældte han mere end glædeligt, hvor han trykkede hende mere ind mod sig. Armene i hans nakke, føles godt. Var hun ikke længere bange for at røre ved ham? Var det virkelig muligt for ham, at redde det ægteskab, som de havde startet?
"Du er den eneste, hvis duft, jeg ønsker at have på mig," sagde han med en rolig stemme. Armen lod han stryge over hendes side og over hendes ryg. Han lænede sig igen frem og skænkede hende et nyt kys. Han var et offer, som han var medskyldig. Det var jo i forvejen en temmelig svær situation, kunne man jo sige. "Det er kun dig, som jeg vil have.. Glem, at hun nogensinde har været mig tæt," bad han med en rolig stemme. Det var hende, og alene hende, som han ønskede ved sin side.

[Deleted]

I alt dette, var hun et sted vel stadig bange for hun ikke var god nok, at han automatisk ville se hvad han havde sagt ja til og fortryde. Det måtte hun jo sørger for aldrig kom på tale, så at skubbe ham væk, var ikke en ting hun ønskede. Derfor, måtte hun også næsten kysse ham, som var det deres sidste kys nogensinde, nyde det som var det i sandhed det sidste. Ordene som lød, måtte have en beroligende virkning på hende, hun troede ham lige nu, hun valgte at tro på hvert et ord. Kysset han skænkede hende, gengældte hun glædeligt, som hun lukkede øjnene kort og blidt. Et jag måtte alligevel meldte sig i hendes bryst, dog intet hun reagerede på, bare at blive mindet om det, fik vreden til Silia til at blusse lidt. Men hun skubbede det fra sig, i stedet for at presse sig mere mod ham, næsten søge over ham, og nikke til hans ord. Det var hvad hun selv ønskede, at glemme, så derfor gjorde hun lige nu hvad hun kunne for ikke at tænke på det, men tænke på ham, og hvor heldig hun var at have ham. Hendes ben gled hen over ham, som hun valgte at sætte sig helt tæt på, kjolen gled op og afslørede hendes lette gyldne ben og lår. Læberne søgte på ny hans, som var verden ved at gå under, hun ville mærke ham, mærke han var hende og hun i sandhed var hans, og at han på ingen måde måtte fortryde det valg han tog ved at gifte sig med hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Silia havde været en kæmpe fejl, som Thranduil bestemt ikke havde tænkt sig, at gøre igen. Det var hende, som for ham, var den vigtigste, og det var det, som han gerne ville stå ved, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Et smil passerede hans læber. Han elskede hende.. Han kunne ikke forestille sig, at skulle leve et liv uden hende, og det var også derfor, at han reagerede, som han gjorde.
At hun tog pladsen i hans skød, sagde han intet til, hvor han nærmest lagde sig ned under hende, og trak hende med op over sig. Smerten, som hun måtte føle, håbede han uden tvivl, ville holde inde, så det igen, kunne blive, som det engang havde været. Det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele.
At kjolen gled op, sagde han absolut intet til. Hænderne lod han stryge langs disse, bare for at få muligheden for at mærke hende. Nu hvor tingene ar så godt som genkendeligt fra dengang, så var det bestemt ikke fordi, at han havde tænkt sig, at opgive dette. Det var der ingen verdens grund til. Overhovedet ikke faktisk. Kysset gengældte han igen, uden at tøve det mindste, da det for ham, var meget vigtigt. Han lod øjnene glide i, inden han lod armene søge omkring hende. Kysset brød han forsigtigt. "Kom med tilbage i seng," bad han med en dæmpet stemme. Han ville bare gerne nyde hende.. og glemme alt det andet, som var sket dem.

[Deleted]

Hos ham var hvor hun hørte til, det var hun helt sikker på, derfor kunne hun ikke få sig selv til at skulle forlade ham, slet ikke for noget, som var ude af hans hænder. Det var aldrig sket med fri vilje, det måtte hun fortælle sig selv igen og igen for ikke at få kvalme på ny, og det virkede faktisk, det gled i baggrunden, det var nok. Hun måtte tænke frem, ikke tilbage. Det som var sket var uheldigt, uden tvivl, men de skulle nok komme videre derfra, det tog blot tid. Helst ikke for lang tid dog, barnet skulle ikke opleve knas mellem sine forældre som det første den kom ud. At han lagde sig ned og hev hende med sig, fik hende til at smile, det føltes uden tvivl vidunderligt at være ham så tæt, uden at forstille sig hvad en anden kvinde rent faktisk havde måtte gøre ved ham. Det var hende som var der nu, og det var alt som talte. Kysset satte en kraftig sitren igennem hende, hun nød det uden tvivl, måske lidt for meget endda, varmen steg betydeligt i hende, som hun mærkede begæret være tilstede til hendes elskede mand. Da kysset blev brudt, sukkede hun blidt mod hans læber, inden hun fugtede sine egne kort. Hans bøn var i den grad en hun kunne efterkomme, forsigtigt og elegant måtte hun rejse sig fra ham, kun for at lade kjolen falde så let som et dun. Stadig i undertøj, stod hun der og betragtede hendes smukke mand.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil hørte sammen med Serenity, og derfor håbede han virkelig, at det ville ordne sig, og igen blive som det engang havde været tidligere, for det var det, som de begge havde brug for. Han sukkede dæmpet. For nu, var det afslappende for ham.. Han følte i hvert fald, at han kunne glemme de andre ting, bare en smule, hvilket for ham, var det vigtigste af det hele. Hænderne strøg han over hendes sider og over hendes lår, inden han alligevel sad igen med følelsen af, at prøve sig i sengen igen. Han havde brug for at vide, at tingene kunne blive, som de engang havde været.
At hun trak sig, kun for at lade kjolen falde, var noget som fik et smil til at passere hans læber. Tydelig tilfreds. Maven kunne man så svagt ane, og han elskede det. Hvor langt hun mon var henne efterhånden? Han rejste sig roligt op, inden han søgte i retningen af hendes skikkelse. Hænderne gled fra hendes mave og omkring hendes liv. At berøre den, kunne han ikke lade være med. Han elskede fornemmelsen af det. Han plantede et kys mod hendes kind, inden han roligt, guidede hende tilbage mod soveværelset endnu en gang. Lige nu, ville han bare have muligheden, for at tilbringe tiden sammen med sin hustru. Det var der vel intet galt i? Nu hvor hun endelig var kommet hjem til ham igen.

[Deleted]

Smilet på hans læber bekræftede hende, bekræftede hende i at det rent faktisk var et syn han fandt glæde ved. Maven som svagt måtte bule med deres kommende barn, skammede hun sig langt fra over, faktisk følte hun sig nærmere mere smuk af denne grund. Liv voksede jo i hende, ingen smukkere ting fandtes på denne jord. Hun nød at mærke hans hænder mod maveskinnet og videre om hende, han fik hende til at føle sig hel, uden ham ville hun bestemt være fortabt. Det var også derfor det gjorde så ondt da han fortalte det, for et sted, var frygten for at miste ham det første der fløj igennem hendes sind. Som det var nu, følte hun sig dog i den grad som den han ville, som han guidede dem mod deres soveværelse. Hun elskede ham uden tvivl frygteligt højt, så derfor var der intet andet hun ønskede mere lige nu, end at lade sin krop fortælle ham det, efterlade hendes duft på hans hud, som hans kunne smitte af på hende. Ingen skulle nogensinde lokke ham i fordærv igen, og ville det ske, ville Serenity sikkert begå sit første mord uden den mindste samvittighed. Ingen, og hun stod virkelig ved, at ingen, nogensinde skulle røre hendes mand igen. Det var et uhyggelig mørke at stå ansigt til ansigt med, men hun stod fuldt og fast ved det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ville gøre, hvad han kunne, for at undgå, at dette var en situation, der skulle gentage sig, for det havde aldrig været hensigten, og intentionen, ved at byde Silia til elvernes samfund. I så mange år, havde han haft kendskab til hende, og aldrig var det gået så vidt. For nu, var det noget, som han kunne undgå at tænke på, og derved udelukkende fokusere på hans elskede hustru, hvilket var det, som for ham, var det vigtigste lige nu. Hende og deres ufødte barn. Det var i hans øjne, rigtig vigtigt, at hun slappet af, og følte sig vel. Og det var et mål for ham, at lade hende opnå den følelse, nu hvor han havde muligheden for det.
Hænderne strøg han over hendes mave og videre over hende. Kunne hun overhovedet være et sekund i tvivl om, at det var hende, som han gerne ville have? At det var hende, som han ville være sammen med? Hvorfor skulle han ellers komme hjem, og fortælle hende det med en skam så tydelig, som han nu havde gjort det? Det var jo heller ikke ligefrem noget, der gav mening for nogen. Han plantede et kys mod hendes kind, inden han slap hende, da de nåede soveværelset. Den lange kappe, slog han af sin egen krop igen, og lagde sig så roligt ned. For nu, ville han bare nyde tiden med hende.. Og heale de sår, som de nu begge måtte rende rundt med. Han ønskede det ikke. Han ville bare gerne have, at hun var glad og lykkelig.

[Deleted]

Det var for nu en glemt ting, alt hun havde i tankerne var ham, og hvor meget hun havde lyst til at være ham nær, røre ved ham, samt mærke ham røre ved hende. Mærke hans kærlighed ved andet end ord, men ved handling i hvad hun jo ville kalde elskov. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, hun elskede denne følelse, det som det bragte i hendes krop og sind. Uden tvivl, hjalp det hende med at glemme alt om hvad der var hændt. Forsigtigt fulgte hun derfor med ham, kun for at elske og ære sin mand som kun hun burde gøre det. De blide læber mod hendes kind fik hende til at smile svagt, hun betragtede ham som han slap hende og måtte lade kappen søge af hans skuldre. Forsigtigt søgte hun mod ham, kun for at hjælpe ham af med resten, hun havde ikke travlt, hendes fingre var nænsomme og blide. De brune øjne beundrede enhver millimenter af ham, som hun søgte at klæde ham af, så hun kunne se ham som han var i sin perfekte helhed. Fortiden han bar på sin hud, gjorde hende ikke det mindste, det mindede hende om hvilken mand han var, og den mand hun altid havde set ham som. Det var det billede hun ønskede at bevare, mere end noget som helst andet. Hun havde behov for at se hans smukke skikkelse, mærke den over sig, kræve hende som det hun var, nemlig hans.
"Du er perfekt min elskede, intet mindre." Hviskede hun blidt, beundrende som hun var. Kunne man bebrejde Silia for at måtte have begæret hendes mand, sikkert ikke, men der var langt fra at se, til at røre!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kappen lod Thranduil roligt falde, kun for at vende blikket mod Serenity, da hun tog initiativ, til at få ham klædet af. Et smil passerede derfor hans læber, for det var det som han manglede. At vide, at hun ikke følte kvalme ved at røre ved ham. Hvad han havde delt med Silia, var noget, som han helst gerne så glemt igen. Han ønskede slet ikke at tænke på det, da der slet ikke var nogen grund til det! Det var Serenitys eneret, og det var naturligvis også det, som han ønskede, at hun holdt ved, når det endelig var i den anden ende. Han trak kort på smileåbndet, som han blev blotlagt fra livet og op, da hun fik knapperne op.
Kroppen præget af de mange ar og mærker efter kampe og strid, som han havde været igennem, igennem sit liv. Der var mange af dem, og mange af dem, havde også været tæt på at tage hans liv. Det ar, som han nu havde fået på hjerte, og sjæl, var nok det værste, som han havde været udsat for. Han trak kort på den ene mundvig. "Det er din eneret, min kære," sagde han med en rolig stemme, som han denne gang lod hånden søge omkring hendes liv, og trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han havde brug for at mærke hende. Han lod hovedet søge på sned, hvor han kyssede hendes hals og videre over hendes skulder, hvor han i samme omdrejning, begyndte at klæde hende af igen.

[Deleted]

Kvalmen var langt fra noget som var til stede, hvilket i den grad var en god start, alt som fyldte hendes tanker var hvad hun allerede havde haft delt med ham, og som hun forsat ville dele med ham. Det var trods alt ved dette, at noget så smukt som deres ufødte barn var blevet skabt. Hendes blik kunne hun på ingen måder tage fra ham, han var så smuk, hun fik klæderne af hans overkrop, hvor fingrene gled forsigtigt ned over ham. Følelsen af hans hud under hendes fingerspidser var vidunderlig og pirrende, hun ønskede at nyde hvert sekund af dette, give sig hen til det som aldrig før. Serenity lod blikket søge hans, som han fortalte det var hendes eneret, hun nikkede.
"Og jeg vil nyde hver en lille ting som medfølger." Lød det blidt fra hende, som hun betragtede ham, mens hun igen blev bragt helt tæt på og han trykkede hende ind mod sig. Undertøjet ved hende var endnu i vejen, men vidst ikke længe. Halsen strakte hun, gjorde plads til hans kys, som forsatte ned over hendes skulder. Det gøs behageligt i hende, hun bed sig blidt i læben og lukkede øjnene. Et suk gled over hendes læber, som hendes fingre lod sig placere mod hans overarme for at holde fast i ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede at se Serenity med et smil på læben. At vide, at hun var lykkelig, og det var også det, som for ham, var det vigtigste lige nu, hvilket han i forvejen, heller ikke kunne skjule. Han lod hende klæde ham af, og tage hans krop i blik. Det var hendes eneret, og det var således, at han ønskede, at det skulle forblive. Det var heller ikke noget, som han kunne, eller ville skjule for hende.
"Du er den eneste, som jeg ønsker, skal se mig sådan her," endte han. De tunge daglige klæder, var jo for at undgå, at nogen så ham.. de mange mærker, som han havde stort set over det hele, for han var jo heller ikke ligefrem stolte af dem, kunne man sige. Han lod armene glide omkring hende, kun for at trykke hende mere ind mod sig, hvor han kyssede hendes hals. Langsomt førte han hende i samme omdrejning i retningen af sengen, hvor han lagde hende ned.
Alle spor efter Silia, ønskede han at få fjernet, og det alene, var ikke noget, som kunne gå hurtigt nok for hans del. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Igen følte han da, at visse ting, var som de skulle være, og det var det, som han særligt godt kunne lide. Han smilede let for sig selv, som han trak sig en anelse fra hende. Hånden strøg han over hendes kind. "Du er smuk Serenity," endte han med en dæmpet, men dyb stemme, inden han atter skænkede hendes læber et dybt kys.

[Deleted]

Naivt eller ej, troede hun ham når han sagde sådan, han virkede oprigtig, så hun valgte at stole på ham, som den mand hun havde giftet sig med. Hun smilede tilfreds, ganske svagt, men det var der, tilfredsheden i at vide det var således. Det var nemlig sådan det skulle være, sådan det burde være og sådan det ville blive fra nu af. Serenity havde haft de mørke tanker, men for nu var det alt sammen væk, kun lyst så hun forude, mens hun mærkede den kærlighed hun havde til ham banke ihvert fast slag hendes hjerte udgjorde i både spænding og lyst. Blide suk forlod hende, hun nød at mærke ham på denne måde, kyssende langs hendes hals, og mere end villigt, lod hun sig føre mod sengen som han lagde hende i. Naturligvis hjalp hun til, så hun kom godt ned og ligge, og ham med, som hun ønskede ham over sig. Da han trak sig, mødte hun hans blik med kærlige øjne, hun smilede, for hun havde det godt.
"Mmmh, så passer vi jo helt perfekt sammen." Konkluderede hun tilfreds, da hun jo mente han var den smukkeste mand i verden, uden tvivl var hun den heldigste kvinde at have fået lov til at ægte ham. At blive elsket af ham. Kysset gengældte hun, som hun gjorde det mere intenst, hendes fingre gled fra hans overarme, op langs hans skuldre og videre om bag hans nakke for at trykke ham nærmere. Hun længdes efter at mærke ham, hvilket man uden tvivl kunne mærke på hende, samt høre. For så snart hun fik lov til at trække vejret, blev det trukket tungt som hun i den grad mærkede sit begær blomstre mere og mere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity var den smukkeste kvinde, som han i sit liv havde set, og derfor var han virkelig glad for den mulighed, som det havde budt ham. Han var en gift mand, og omkring hende, så var han uden tvivl også lykkelig, hvilket slet ikke var noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var i den anden ende. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han fik hende lagt ned i sengen.
Et smil passerede Thranduils læber. Han lod blikket søge ned over hendes krop, mens han lod hånden røre ved hende. selv han ønskede at Silias spor på ham, blev fjernet, og disse var jo ikke nogen, som han kunne fjerne på egen hånd. Det var en trist udvikling måske, men det var sådan, at det forholdt sig lige nu. De var perfekte sammen, og det var noget, som de skulle vinde igen, og det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt.
"Så lad os finde det frem igen," bad han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang lod læberne møde hendes. Han lod hånden stryge nedover hendes krop, kun for at nå hendes underbeklædning. Her begyndte han at trække det af hende. At se hende, føle hende og mærke hende, var hvad han ønskede lige nu. Tanken, var ikke nok. Lige nu, var det handling, som han havde brug for. Håret strøg over hans krop, og indrammede dem nærmest i det klare lys. Hun gjorde ham lykkelig. Det var hende, som han gerne ville have, og ingen anden!

[Deleted]

I dette øjeblik, føltes alt som ved det gamle, faktisk næsten som første gang hun lagde sig med ham, hvilket i den grad gav hende et ekstra kick. Det føltes rigtigt lige nu, så hvorfor ikke bare lade det ske, det var trods alt hvad hun ønskede. Som hun lå der under ham, mærkede ham så tæt, og med deres kys, følte hun sig i den grad givet hen til ham, præcis som hun måtte ønske det. Serenity nød stunden som den var, nød at mærke hans krop forme sig under hendes fingerspidser, de lod sig glide ned over hans skulderblade, som han måtte lade hånden stryge ned over hendes krop. Den vred sig let i forventning under ham, hun sukkede tungt og nydende, det føltes fantastisk at mærke han rent faktisk ønskede hende.
"Lad os....." Istemte hun i en svag hvisken, hun nød uden tvivl at tingene forholdte sig som de gjorde lige nu. Hendes vejrtrækning var virkelig tung, hjertet hamrede fast derud af, som hun mærkede han trak hendes trusser af hende. Gåsehud dannede sig på hende som man tydeligt kunne se hun nød han rørte ved hende, som hun ligeså, måtte nyde at røre ved ham. Forsigtigt løftede hun bagdelen fra madrassen så hun kunne blive blotlagt for ham, perfekt som hun måtte være. Fingre kærtegnede hans hud blidt, som de søgte ned og op over hans skulderblade og ryg, han var vidunderlig at røre ved. Hun måtte virkelig elske enhver del af ham!