Two, become three?

[Deleted]

Alt hun ønskede lige nu, var sådan set at mærke han virkelig mente hans ord, mærke at hun udelukkende var hans og han hendes, ingen andens! Serenity manglede ham lige nu, mest af alt fordi hun vidste at en anden kvinde havde besudlet hendes elskede mands krop, hun kunne slet ikke have tanken, det burde være hendes fornøjelse alene! Grådig var hun vel ikke at mene dette, det var jo normalt, det var hendes ret som hans hustru. Det glædet hende at han rent faktisk lod hende få sin vilje i dette, for hvis ikke, havde de faktisk ikke rigtig mere at tale om. Men hun var rimelig sikker på at han godt vidste han burde træde varsomt. Fanget i så mange følelser, blev en fuldstændig klar da hans længselsfulde kys måtte ramme hendes læber, hun elskede ham, så forbandet højt og lige dette, var noget hun helligede mere end noget andet. Med lige så meget længsel, gengældte hun kysset, armene gled mere om ham for at trykke sig mod ham, være ham helt nær. Hun ønskede ikke at være nogen andre steder lige nu, end lige her ved ham. Det skulle lige være ved Silia for at give hende jordens største skideballe, men det ville hun nok ikke få det store ud af. Derfor, passede det her hende perfekt. At mærke hans dejlige læber mod sine egne i det perfekte kys.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste jo, at han havde dummet sig, og derfor var det vel også bare på sin plads, at give hende sin vilje, bare lidt? Hvis det var med til at give hende den ro i sjælen, som hun havde brug for. For han ville jo ikke miste hende.. Han ønskede slet ikke at miste hende!
Kysset som han skænkede hende, var i længsel. Det føles, som så frygtelig lang tid siden, at han havde mærket hende tæt på sig. Ikke siden i går, hvor de havde tilbragt tiden sammen ved bækken, og hvor han havde ødelagt det hele, med e ellers så grusom nyhed, men det var et valg, gjort bevidst. Ikke ønskede han, at deres ægteskab, skulle være på en løgn, og ikke skulle det fortsætte på den måde, og det var ord, som han glædeligt ville stå ved i den anden ende.
Øjnene gled endeligt i, som han gav sig fuldstændig hen til hende, og hen til kysset. Armene lod han stille søge omkring hendes skikkelse, for at mærke hende helt tæt på sig, selvom dette slet ikke var nok. Hovedet lod han søge på sned, hvor han intensiverede kysset. Han havde virkelig brug for at mærke hende, og brug for at vide, at hun stadig ønskede at være der, og særligt sammen med ham. Hans hjerte hamrede fast og kraftigt mod hans bryst. Det var uden tvivl det mest fantastiske, som han længe havde oplevet.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at det at han havde sagt det, og at han havde set ud til at føle enorm skyld ved det, havde været en god ting, for at opdage det, uden at have hørt det fra hans egne læber, ville have fået hende til at søge afstand med det samme, en permanent afstand vel og mærket. Men han havde været ærlig, det i sig selv betød faktisk meget for hende, det gjorde ikke at det ikke gjorde ondt, men det havde en medvirken i at hun faktisk stolede mere på ham. Hvis det skete igen, ville han vel også vide hvor han havde hende. Efter de reaktioner hun måtte være kommet med. Men for nu var det glemt, lige nu ønskede hun bare at mærke han var hendes og ingen andens! Kysset udviklede sig, blev mere intenst, og dette hjalp hun glædeligt med til, hun var næsten krævende, gjorde sit krav på hvad der var hendes. Nemlig ham. Og ingen skulle nogensinde være i tvivl om dette, og da slet ikke ham. Fingrene søgte om bag det lange smukke hår, for at have et blidt, men fast greb ved hans nakke, hun måtte virke intenst i hele sit væsen lige nu, men hun ønskede så brændende at mærke ham, at det helt var ude af hendes hænder. Her ville hun gøre et klart indtryk, han var hendes og ingen andens og nåde trøste den næste som bare forsøgte sig på hendes mand!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lettelsen skyllede voldsomt ind over Thranduil, da Serenity ikke valgte at trække sig væk fra ham, og det var tydeligt at mærke på ham. Han sukkede dæmpet, som han næsten sank mere i stolen, da han trykkede hende ind mod sin egen krop. Dette føles slet ikke, som at være nok for hans vedkommende.
Dette synes ikke at være nok for Thranduil længere, og derfor endte han med at låste grebet mere omkring hende, inden han rejste sig op. Han havde brug for hende, o derfor havde han også brug for, at vise hende, at dette var noget, som han havde lyst til. At det oprigtigt var hende, som han ville. Armene søgte omkring hendes skikkelse, så han kunne løfte hende sammen med sig. Kysset brød han varsomt, hvor smilet bredte sig på hans læber igen. Han vidste, at han havde dummet sig, men nu havde han vel også muligheden, for at rette lidt op på det igen?
"Lig sammen med mig," bad han roligt, inden han bar hende med sig til soveværelset, som lå ikke langt fra deres nuværende standpunkt. Døren skubbede han op med hoften, inden han roligt lagde hende på sengen. Det var jo trods alt ikke i denne seng, at der var sket noget. Desuden ønskede han, at få sporene efter Silia fjernet, og disse kunne han jo trods alt heller ikke fjerne på egen hånd. Desværre. Han trak sig roligt over hende, hvor han let plantede et kys mod hendes mundvig.

[Deleted]

For hende betød det virkelig alt at mærke ham lige nu, mærke det kys de delte, som måtte vidne om at de havde brug for hinanden. At miste ham kom ikke på tale, det kunne hun ikke, det ville knække hende på et punkt hvor der ingen vej var tilbage og hun ville aldrig kunne blive sig selv igen. Sådanne ting som var sket, burde kun findes i mørket, ikke i hendes elskede mand, men sket var sket og intet kunne gøre det om. Til gengæld havde hun bedt ham om at vise hende at det trods alt var hende som han måtte elske, og det kunne man jo sige han gjorde i bedste forstand med at kræve hende på denne måde. Som han rejste sig, var hun allerede godt klar over hvor de skulle hen, da han brød kysset gled smilet svagt over hendes læber som hun så mod ham. Forsigtigt nikkede hun, lige nu var der faktisk intet hun hellere ville, end at være nær ham, mærke ham og virkelig vide at dette var hendes og ingen andens. Den tanke blev gentaget i hendes sind, han var hendes...... Liggende i hans arme måtte hun være, dejlig tæt i hans favn. Det mindede hende om brylluppet, hvilket fik et smil til at vokse sig større på hendes læber. Hun ville glemme dette, han skulle få hende til at glemme dette. Sengen mærkede hun under sig, som han måtte ligge hende i den, hun mærkede sit hjerte banke i spænding, frem for vrede, hvilket føltes en del bedre. Majestætisk som hun fandt ham, hvilede han over hende, hun tog imod kysset ved hendes mundvig med lukkede øjne og et smil, tilfredst over at være hvor hun var. Hendes fingre søgte op over hans hofter, videre op af hans lænd og ryg, for at ende ved hans skulderblade som hun lagde et fast tryk ved for at mærke ham helt tæt mod sig. Læberne søgte hans på ny, hun ville i den grad have alt af ham og som hun havde det lige nu, ville hun ikke kunne få nok.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det ville uden tvivl blive svært for Thranduil, ikke at opsøge Silia på egen hånd fra tid til anden, og det var udelukkende på grund af arbejdet, som skulle udføres. Det var bestemt ikke fordi, at han ønskede at gentage den hændelse sammen med Silia, for det ønskede han da på ingen måde! Han havde hende derhjemme - forhåbentlig, og det var det, som han havde brug for lige nu. Intet andet, havde betydning for ham.
Langsomt måtte Thranduil derfor trække sig over hende, og med et smil på læben. For ham, var hun noget af det vigtigste, hvis ikke den vigtigste, foruden deres lille barn, som de nok inden alt for lang tid, ville kunne vente dem. Han glædede sig. Gud hvor han dog glædede sig til det! Han kyssede hendes læber mere end glædeligt, og med et smil på læben. For nu, lod han kroppen tale for ham, og det var uden videre omsvøb. Han elskede hende mere end hvad han var i stand til at beskrive. Knust ville han uden tvivl være, hvis dette indebar, at han ville miste hende for tid og evighed, og det ønskede han slet ikke!
Igen lod han mere end glædeligt sine læber møde hendes i et kys, som han glædeligt gengældte. Det ville blive et mål for ham, at rette op på det, som var gjort, og hvad der var sket, og det var der ikke nogen tvivl om! Han elskede hende jo! Armene søgte omkring hende, hvor han lagde sig over hende, og med hende dybt i hans favn. "Jeg elsker dig, Serenity," hviskede han mod hendes øre. Ikke var det ord, som hun nogensinde skulle føle tvivl ved.

[Deleted]

Som de lå der, i deres fælles seng, måtte hun erkende det føltes både helt rigtigt, men også forkert. Dog valgte hun at skubbe tanken ud om at det var forkert ud af hovedet, hun elskede jo sin mand og dette var uden tvivl rigtigt og en måde at ære hinanden på. Alligevel lå følelsen dybt i hende, selvom hun prøvede sit bedste at smide den fra sig, hun ønskede det her, at mærke ham, mærke han var hendes! Hendes hænder hvilede mod hans skulderblade som hun havde ham tæt mod sig, hans stærke arme måtte søge om hendes liv og hun følte sig i den grad hjemme her. Kysset blev brudt igen, hvilket fik hende til at sukke, hun ønskede mere. Et sted stak hans ord dog, hun lukkede øjnene og søgte at tilbageholde tårer som ønskede at finde vej, hun nægtede dem at lade sig komme til syne. Sandheden var vel, at hun havde svært ved at tro disse ord helt og afdeles, måske levede hun i en fantasiverden, men kærlighed burde være stærkere end noget andet. I stedet for at sige noget, fangede hun blot på ny hans læber, hun ville mærke ham, længere var den ikke. Serenity kunne ikke finde helt ud af sig selv, for på den eneste side ønskede hun den lykkelige familie, men hun følte sig samtidig knust, og ej ham værdig. Yndefulde og rolige var hendes bevægelser, som hun begyndte at klæde ham af, den nærhed hun havde brug for, forhindrede klæderne hende i at have.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De manglende ord, vidste Thranduil ikke rigtigt hvordan han skulle tackle eller læse, og derfor gjorde det også situationen ekstra hård for ham. Det var jo heller ikke fordi at han var stolt af, hvad der var sket, for det var han da på ingen måde. Kunne han, så ville han da gøre det om, så det aldrig nogensinde var sket!
Hendes hænder over hans krop, som hun forsøgte at klæde ham af, var noget som fik ham til at trække sig en anelse. Det var ikke fordi at han ikke ønskede, men hun var noget af det eneste, som han havde i sit liv, og derfor var det vel heller ikke unaturligt, at han ikke ønskede at miste hende helt?
Thranduil satte sig op ved siden af hende, som han vendte blikket mod hende. Stolede hun så lidt på ordene, at hun selv var bange for at give ham dem nu? "Jeg beklager," endte han. Han havde brug for at vide, at hun stolede på ham, eller at hun i det mindste gerne ville prøve. Lige nu, gjorde hun det bare ikke særlig nemt for ham, selvom han ville elske at kunne sige, at hun gjorde det.. Hun var kommet hjem, hvilket da var et skridt på vejen, men for hvor længe? Han sukkede let. Han ville bare gerne, at tingene var som de plejede, velvidende om, at det var noget, som han nok kunne skyde en hvid pil efter, det næste lange stykke tid. Han hadede det. Gud hvor han dog hadede det.

[Deleted]

I alt dette, ønskede hun jo ikke ordene, men handlingen, hun kunne ikke sige noget lige nu, for hun ville ikke tabe sig selv i alt dette. Da han trak sig ved hun forsøgte at klæde ham af, følte hun hjertet blive tungt som bly i hendes bryst. Nægtede han hende, hvad der retmæssigt var hendes? Hun tog en dyb vejrtrækning for ikke at hidse sig op, men det var virkelig en hård kamp for hende. At han ligeledes endte med at sætte sig op, fjerne sig helt fra hende, fik hendes hjerte til at gå kort i stå, eller det føltes i hvert fald sådan. Hun gispede kort efter vejret, inden hun valgte at sætte sig op i en hurtig og yndefuld bevægelse, benene svingede hun ud over sengen og hertil rejste hun sig.
"Gør du? Gør du virkelig Thranduil? I så fald, forstår jeg slet ikke hvorfor!" Lød det ulykkeligt og anklagende fra hende. Dette fik hende på ingen måde til at føle sig elsket, og da slet ikke ønsket. Hvis Silia var så god, kunne han da beholde hende! Tårerne væltede frem igen, hun kunne end ikke se på ham, hun vendte rundt på hælene og forlod soveværelset for at søge deres køkken, hun havde brug for vand. Hun gik med elegante, hurtige og faste skridt, det gik hurtigt op for hende at hun nærmest måtte dirre. Som hun roligt skænkede sig selv noget vand, stod hun og så ud, hendes øjne fældede igen tåre efter tåre. Det gjorde ondt det her, hun nippede blidt til vandet og forsøgte at få sig selv til at tænke bare nogenlunde fornuftigt igen. For hver en tanke hun bar i hovedet lige nu, gav hende lysten til at springe ud fra træets top.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil trak sig ikke fra hende, fordi at han ville nægte hende adgang, til hvad der rettemæssigt var hendes, men fordi at han selv følte sig afvist, når han så desperat forsøgte, at finde sin plads i det hele, og det var også det, som gjorde det hele en kende mere besværligt for ham. Han vendte blikket direkte mod hende, som hun igen på ulykkelig vis valgte at hæve stemmen. Han blev dog denne gang siddende. Kunne han overhovedet gøre bod på, hvad han havde gjort? Han begyndte at tvivle efterhånden, og det var bestemt ikke noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Langt fra faktisk.
Frustreret lod han hænderne glide igennem hans hår, inden han rejste sig op igen. Det var gået op for ham, hvilken tiltrækning, der måtte hvile i sensuelle dæmoner, og det var kun fordi, at han havde følt det på sin egen krop. Skulle han søge efter Serenity, eller give hende luft igen? Han selv var derude, hvor han ikke selv kunne finde ud af det, og han hadede det. Han rystede let på hovedet af sig selv, inden han vendte blikket mod døren. Han ville hende jo gerne.. Rigtig gerne, men når hun ikke engang kunne bekræfte ham, så var det svært. Han valgte denne gang at søge efter hende, og ud mod køkkenet, hvor han måtte finde hende. "Er det sådan, at det skal fortsætte?" spurgte han direkte. Kunne hun ikke åbne det mindste op for ham?

[Deleted]

Der foregik alt for mange ting inde i hende til det var sundt for hende, og intet af det kom hun ud med, for hun ønskede jo ikke at tabe ansigt, ikke mere end hun allerede følte ved at han havde været med en anden kvinde. Hun drak noget mere, fik lidt ro over sig igen, for at hidse sig op ønskede hun virkelig ikke. At han nåede køkkenet, fik hende til at sukke tungt, hun måtte sænke hovedet, blev det nogensinde lettere, eller havde han lige ødelagt alt ved at ligge i med Silia? Et sted vidste hun det faktisk ikke, og det måtte i sandhed skræmme hende.
"Jeg ville bare have du viste mig det....... Var det virkelig så meget at forlange?" Lød det stille fra hende, hun kæmpede for ikke at hulke og bryde sammen i gråd. Det ville hun ganske enkelt ikke, det kunne hun ikke. Forsigtigt vendte hun sig rundt og så direkte mod ham, de brune øjne som normalt bar denne glædefyldte glød, var næsten helt tomme.
"Jeg føler mig værdiløs, jeg føler ikke jeg er god nok, smuk nok, tiltalende nok..... Jeg bære rundt på en fantastisk nyhed og du... Du bringer mig rædslen selv.... Hvis jeg ikke elskede dig, ville jeg ikke være her, så var jeg rejst! Og alligevel, kræver du ord af mig, i en stund så sårbar som denne, stopper noget som glæder mig, som rent faktisk fik mig til at føle mig en smule ønsket igen, og tager det fra mig!" Ingen tvivl om hun var oppe og køre, hun var fyldt med frustrationer og hun var så ked det, aldrig mindedes hun at have været så ked af det før. Hendes hånd hvilede mod hendes hjerte, som hun igen forsøgte at få sig selv på rette køl, hun tog vandet som hun havde stilt fra sig, og tømte indholdet, for igen at stille det på bordpladen.
"Jeg har lyst til at kaste mig ud fra toppen af vores trappe, føle lykken i at tro jeg kan flyve og derefter, ingenting, ingen problemer, ingen sorg, ingen ingenting!" Hårde ord var det, forfærdelige ord, men hendes verden brød sammen, den måtte smuldre om hende og hun følte sig så magtesløs.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forsøgte virkelig, men tydeligt var det da for ham, at det som han gjorde, i øjeblikket, slet ikke var godt nok for Serenity. Han vendte blikket kort den anden vej. At hun endnu en gang, skulle til at være så ked af det, var bestemt heller ikke noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Blikket søgte ned mod hans hænder, som han var endt med at knytte. Han var en hård mand i det, og det gjorde ham rent faktisk trist, at hun skulle tage det så frygtelig tungt.
"Jeg forsøger at vise dig det," tilføjede han. Ikke hævede han stemmen, eller noget, som mindede om det, da han faktisk ønskede at føre en normal samtale. Igen så han, at hun græd, og tanken om det, var uden tvivl noget, som gjorde ondt. Meget endda. Han trak vejret dybt. Han ønskede selvfølgelig ikke, at hun skulle springe ud af træets top! Hvad havde han taget fra hende? Han ville jo ikke skænke hende følelsen af at være uønsket eller lignende. Hun var attraktiv, og han vidste, at han var utrolig heldig, at have hende ved sin side.
"Du er kvinden, som jeg oprigtigt ønsker at dele mit liv med. Det skærer mig i hjertet, at se dig så ked af det," begyndte han. Han trådte hen mod hende igen. Var det hårdt at sige ordene, hvis hun faktisk mente dem? Det var en logik, som han bestemt ikke forstod sig på. "Du må ikke sige den slags ting," endte han med en kortfattet stemme, som han lagde hænderne mod hendes kinder, efter han havde søgt hen til hende. Bare at høre hende sige det, skar virkelig dybt i hans hjerte!

[Deleted]

Hun fandt sig selv skælvende, hun kunne slet ikke klare denne følelse, det gjorde ondt, hun prøvede at samle sig, men hun faldt sammen hver gang hun så på ham. Så hvad hun faktisk havde at miste, hvad hun.... faktisk allerede følte hun havde mistet.
"Jeg kan ikke mærke det......" Lød det lettere skræmt fra hende, dog i en blid og lav tone, hun lod armene søge om sig selv. Hvordan kunne dette være sket for dem? Det gav ingen mening, de var væsner af lyset! Ville dette være nok til hun på ingen måde ville nærme sig et mørkt væsen, have tiltro til det gode i dem? For lige nu, følte hun at hvilket som helst mørkevæsen kunne være til fare for alle. Specielt hendes ægteskab. Som han trådte mod hende, endte hun med at læne sig op af køkkenbordet, det skar i hans hjerte? Hvad med hendes! Hun forsøgte at få sig selv ned på jorden, for hendes vejrtrækning var begyndt at blive en smule overfladisk igen. Da hænderne ramte hendes kinder, lukkede hun øjnene og sukkede tungt.
"Det er hvordan jeg føler Thranduil..... Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal klare det her, det er som om mine hormoner gør det hele meget værre..." Hviskede hun stille, hun åbnede igen øjnene, kun for at se ned mod mavens fine bule. armene måtte hun sænke og ligge hen over maven ude på kjolens stof. Blidt nussede hun den.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det gjorde ondt, at se Serenity reagere på den måde. Det var på ingen måder nemt at stå i situationen, som de stod i, men hvad skulle de da gøre? Det var jo ikke meningen! De grønne øjne hvilede fast på hendes skikkelse, som han denne gang lod hænderne falde mod hendes kinder, som han strøg ganske let. Hvorfor tog hun det så tungt..? De skulle nok finde ud af det, og de havde brug for hinanden, til at finde ud af det. Procianere havde det ikke nemt for tiden, og det havde de tilsyneladende heller ikke nu. Han rystede på hovedet. "Så hjælp mig med at vise dig det," bad han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. De havde brug for hinanden!
At høre hende sige, at hun ville kaste sig ud fra trappen, og bogstavelig talt i døden, fordi at det havde været nemmere, var en tanke, som uden tvivl måtte smerte ham frygteligt. Det gjorde ondt. Han lænede sig frem, hvor han lod panden møde hendes. Han ville bestemt ikke opgive hende. Han ville aldrig nogensinde opgive hende. "Det her er noget, som vi er nødt til at klare sammen. Jeg ønsker ikke at se dig springe ud nogen steder fra.. Jeg ønsker at du skal være her sammen med mig." Hans stemme var en smule mere fast, end hvad den normalt ville have været.. Var det underligt? Han var bange for at miste hende!

[Deleted]

Hvordan skulle hun kunne hjælpe ham, når hun knapt kunne hjælpe sig selv i alt dette, hun følte sig så fortabt. Hendes blik hvilede på maven hvor deres barn måtte bevæge sig lidt, hun nussede forsat hen over kjolens stof. Et suk kom fra hende, hun kunne ikke finde ud af sig selv, der var så mange tanker som hun ikke ønskede at have, langt fra faktisk. I stedet for at sige noget, lukkede hun lidt i igen, mens øjnene flakkede. Hun mærkede hans pande mod sin egen, øjnene lukkede hun derfor i og prøvede at nyde han var så tæt på, at han var hendes, stole på hvert et ord. At de var nød til at klare det sammen, var hun helt med på, hun nikkede blidt.
"Lad os sige at Marcellus havde været der da jeg tog til Imandra. Hvis hans tiltrækningskræft havde fået mig til at ligge i med ham. Hvordan ville du have det Thranduil?" Spurgte hun direkte, som hun så op mod ham, flyttede sit hoved fra hans, hun tog fat i hans hånd og førte den langsomt ned af hendes former, startede fra hendes bryst, og videre ned over hendes talje og derefter hoften.
"Hvis hans hænder havde besudlet, alt det som kun er i din ret til at røre?" Han skulle virkelig forstille sig det, vide hvordan pokker hun havde det! For det gjorde hende vred, det gjorde hende ked af det, og det efterlod hende ved en følelse af at alt var tabt på gulvet og smadret i tusinde af stykker. Det ville tage tid at fixe og hun vidste ikke hvor hun skulle begynde!