Two, become three?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ladet Serenity gå, da det var, hvad hun havde haft brug for i øjeblikket, selvom det var det sidste, som han havde brug for. Ikke ønskede han at miste barnet eller sin elskede hustru, men hvad kunne han stille op? I takt med, at hun havde valgt at søge hjem til sine forældre, havde han derfor selv valgt, at søge hjem.. bare for at have et sted at være.

Hvor mange timer eller dage, der egentlig var gået, var gået Thranduil forbi, som han stort set, kun havde siddet foran de store vinduer vendt ud mod skoven. Han havde langsomt sænket hovedet.. Ikke havde han sovet eller noget lignende. At hun derimod var stået op og søgt hjemover, vidste han ikke. Han forsøgte jo bare, at give hende, hvad hun havde brug for, samt hvad hun krævede, selvom det ikke var nemt. Han ønskede at tage fat i hende.. knuge hende tæt ind mod sig, og sige, at det nok skulle gå, for skulle han være ærlig, så vidste han det jo ikke engang. Han sad her, og anede ikke engang, om hun overhovedet ville komme hjem.
Ikke havde Thranduil været nogen steder, og ikke havde han været i stand til at finde den ro, som skulle til, for at glide hen i søvnen. Han havde manglet hende ved sin side, hvilket naturligvis godt kunne mærkes, og særligt, når det var på denne her måde. Hænderne gled mod hinanden foran ham. Han sad i en stol.. At stå op, var blevet trættende for ham i længden. Ikke havde han sagt et ord, og ikke havde han sovet det mindste. For mange tanker og for meget uro, prægede hans krop og sind. Skulle dette virkelig ende med at koste ham hans ægteskab og hans kommende barn?

[Deleted]

Det var med et uroligt sind og hjerte hun trådte ind i deres hjem, stadig med blandede følelser, men hun var mere klar i hovedet end før, og i den grad meget mere rolig, hvilket kroppen havde indset. Derved var det gået i sig selv igen, tanken var skræmmende, var hun gået i fødsel nu, havde de mistet barnet, det var alt for tidligt. Forsigtigt lukkede hun døren bag sig, hun måtte tage en dyb indånding og samle sig lidt, inden hun søgte videre ind i deres hjem. Hendes fingre strøg hen over hans krone og hendes diadem, det virkede så fjernt et sted, lige nu føltes de ikke som en konge og dronning i hendes verden, men blot to normale elvere, hvis liv var ændret drastisk. Videre måtte hun søge ind mod ham, rolige og blide skridt, hun nåede ind til ham, at se ham sidde der, han var vel et sted også et offer. Hun følte sig selvisk, og et sted slet ikke nok, havde han manglet noget, siden dæmonen for første gang havde haft indflydelse? Hendes blik hvilede roligt mod ham, det gjorde ondt og hendes hjertes rytme måtte stige, tårerne mærkede hun allerede på ny vælde op, men hun holdte dem tilbage. Med hastige skridt søgte hun helt hen til ham og tøvede ikke med at sætte sig ved ham og slå armene om hans hals for at knuge sig ind til ham. Dertil, lod hun tårerne og hulkene få sin plads, hjerteskærende som det måtte være, men hun måtte have ham ved sig, for alene kunne hun slet ikke klare det. Skønt han var en del af det, elskede hun ham jo stadig lige højt og hun kunne ikke undvære ham, hun ville ikke undvære ham og deres barn havde jo også brug for sin fader.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Underligt, var det uden tvivl for Thranduil, at Serenity ikke var til stede her i huset. Han var alene.. ville hun komme hjem igen? Havde han mistet hende permanent? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, og det var også med til at gøre det langt mere besværligt, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han let rystede på hovedet endnu en gang. Det var alt for mange tanker, som kørte rundt i hovedet på ham.
At Serenity var kommet hjem, gik ikke op for ham, med det første, som han sad der, fuldkommen forgabt i sine egne tanker. Normalt ville han have hørt hende, men det gjorde han ikke denne gang. Hans blik gled fra vinduet, og ned på hans hænder, som han holdt foldet lige foran sig. Han nåede kun lige at hæve blikket, da en skikkelse viste sig i hans øjenkrog, som om, at det var med til at bryde den koncentration, som han sad med. Han nåede kun lige at se hende, hvorefter han fjernede sine hænder, og hun direkte kastede sig om halsen på ham. Han stivnede svagt, hvor hans øjne fór op med det samme. "Serenity.." Mere kunne han ikke få sig selv til at sige, inden han lagde armene omkring hende, og trykkede hende direkte ned til sig. Han havde savnet hende, og manglet hende, hvor det var frygten for, at han ville miste hende, som stod stærkest i ham, og det var heller ikke ligefrem meningen! Øjnene lukkede han let, som han lagde den anden hånd bag hendes nakke, for at holde hende tæt ind mod sig. Igen kunne han høre hende græde, og han forstod jo godt hvorfor. Det var bare slet ikke meningen, at hun burde gøre det. Han vidste, at skylden ligeledes måtte være hans, men han ahvde det bedst ved at fortælle hende det.

[Deleted]

På et tidspunkt som dette, var det hende umuligt så meget som at sige noget, hun hulkede bare og lod tårerne strømme ned af hendes kinder og forsvinde ind i hans klæder. Hun knugede sig ind til ham, hun kunne slet ikke have at han havde været med en anden kvinde, men for pokker, hun kunne jo heller ikke undvære ham. Det var virkelig splittede følelser hun gik med, hun kunne ikke klare at se på ham eller røre ham, men alligevel havde hun så desperat brug for det. Serenity vidste hverken til eller fra, men at forlade ham kom ikke på tale, de skulle nok finde ud af det, det hele skulle nok gå. Det ville bare tage tid, forhåbentlig ikke længere end at det blev før babyen kom. Sådan skulle de ikke opleve sin moder og fader, det skulle opleve kærligheden som den hele tiden havde været. Hun mærkede kvalmen igen, han var hendes, ingen andens, og hvis nogen så meget som rørte ham igen, eller han rørte nogen, skulle hun nok personligt sørger for de aldrig var i stand til det igen. De mørke tanker fra tidligere vendte tilbage, hun ønskede ikke at søge audiens ved kongehuset nu, hun ønskede dem på ingen måde nær hinanden! Hulkene blev mindre og mindre, til sidst, var det blot tåre som strømmede ned over hendes kinder. Hun måtte også tænke på hvordan han havde det i dette, hun havde jo set skylden i hans øjne, han fortrød det inderligt, men var det nok?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste, at han udelukkende selv, var skyld i dette, men hvad kunne han gøre ved det nu? Tanken gjorde ham uden tvivl ked af det, for han kunne jo ikke rigtigt stille noget op, hvad det angik. Han kunne jo kun love hende for, at det ikke var noget, som ville ske igen, hvis hun da ville tro på det.
Som hendes hulken stille og roligt holdt op, føles det også, som hun faldt mere og mere til ro i hans arme, og det betød faktisk også rigtig meget for ham. Øjnene lukkede han ganske let, som han følte en vis form af lettelse, ved at mærke hende tæt på sig. Det var lige hvad han havde brug for lige nu. Han strøg hende over ryggen med den ene hånd, og over kinden med den anden. "Du kom hjem," endte han med en dæmpet stemme, uden tvivl lettet over, at hun havde valgt at tage denne tur hertil, fremfor at gemme sig derhjemme. Havde det hjulpet, at hun havde fået luft i de timer, som hun nu havde fået det? De grønne øjne kom endelig til syne, som han vendte blikket mod hende. Han trak hende ordentlig med ned at sidde i hans favn, så han kunne mærke hende ordentlig igen. Han trak vejret dybt. Selvom han vidste, at tingene endnu ikke var særlig gode dem imellem, så satsede han uden tvivl på, at det ville blive bedre. Ingen tvivl om det.

[Deleted]

Der skete så utroligt meget i hende, men tankerne blev færre og færre, og hun blev langt mere rolig igen, hun søgte en forklaring et sted, og hun følte skyld i alt dette. Hvilket i den grad gjorde ondt! Forsigtigt slap hun ham lidt mere, slappede af i kroppen og hvilede ind til ham. Hans hænder føltes både trygge og varme, men gav hende også kvalme et sted, med tanken på de havde været ved en anden kvindes krop. Hun var kommet hjem, ja, søvn og hvile havde hun haft brug for, at falde ned først og efter hendes mareridt, stod det klart at det var her hun ville være, til trods for at det måtte gøre forbandet ondt. Det ville vel gå over. Ville det ikke?
"Jeg elsker dig jo...." Hviskede hun, tydeligt forpint, for lige nu, ville hun et sted ønske at hun ikke gjorde. Det ville gøre alting så meget lettere, så var hun ikke så splittet, så trængte hun ikke så meget til ham, men stadig måtte afskye synet af ham. Hendes blik gled langsomt op, hun så mod ham, med et blik som indebar al den smerte der måtte findes inde i hende. Hvor irriterende det end måtte være, have hun virkelig brug for ham og hans trygge favn, det overskyggede alt det andet. Serenity ville nok være splittet i lang tid efter dette, og stole fuldt ud på ham, det kunne hun bestemt ikke og han ville heller ikke kunne forlange det af hende. Hun løftede blidt hånden og lod den stryge ned over hans kind, lysten til at stikke ham en lussing kom dog pludselig til hende, hvilket fik hende til at hive hånden skræmt til sig og hun rystede på hovedet, inden hun gemte sig ind mod ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tydeligt lettet over, at Serenity var kommet hjem til ham igen, var Thranduil, og derfor var det virkelig rart, at hun var kommet hjem igen. Han lukkede øjnene ganske let, mens han bare sad der med hende. Han lod hende græde.. lod hende putte, og hvis hun havde behov for at slå, så skulle hun naturligvis også være mere end velkommen til det, så det alene var heller ikke noget, som måtte sige så lidt.
At høre hende sige, at hun elskede ham, var lettende som intet andet, og det var lige det, som han havde brug for at høre lige nu. Han lod øjnene let glide i, for et kort øjeblik. "Som jeg også elsker dig.." Han lukkede øjnene ved det korte strøg over hans kind, inden han lagde hovedet tæt ved hendes. Selv han vidste, at det som var sket, var frygtelig dumt, kunne han jo kun håbe på, at hun kunne tilgive ham for det. Det havde jo aldrig nogensinde været meningen eller hensigten ved noget som helst. Han ville jo gerne have, at de fandt ud af det, og helst gerne med hinanden. Han plantede et kys mod hendes pande, inden han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvad der var sket, var normalt slet ikke noget, som han nogensinde ville have gjort. Slet ikke!

[Deleted]

At skulle sidde med lysten til at give ham en lussing, var yderst ubehagelig, hun ville ikke være voldelig, det var ikke hende, hun var et lyst godhjertet væsen, som aldrig ville skade nogen med mindre det var for at redde liv. Her var det ren og skær afmagt, vrede, had. Men hadet var ikke til ham, det var myntet på Silia, for at have rørt HENDES mand. Hvordan kunne hun? Vidste hun ikke at hun ville miste det venskab med det samme? For hvordan skulle Serenity kunne tillade de så hinanden igen efter dette her? Det kom ikke på tale. Og fandt hun ud af han havde set hende, ikke brugt hjernen til at holde sig fra hende, vidste hun bestemt hvor hun stod med de følelser som fløj rundt i hende lige nu. Hendes ansigt lod hun hvile ved hans hals, hvor læberne blidt kyssede ham et par gange.
"Er det fordi jeg ikke er god nok? Mangler du noget Thranduil? Jeg kan give dig lige præcis det du ønsker, og mere til, bare bed mig om det." Hviskede hun stille mod hans hud, hun var så bange for det var hendes skyld, hun følte sig i hvert fald skyldig, ikke god nok. Det gjorde forbandet ondt, men her i hans arme var hun trods alt mere rolig, specielt efter hendes søvn som havde været en øjenåbner for hvordan livet uden ham ville være.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At høre Serenity tro, at det var fordi, at hun ikke var god nok, var næsten en tanke, som gjorde mere ondt, end det, at have gjort det. Det var jo slet ikke sådan, at tingene hang sammen! Han trak vejret dybt, og slap det i et tungt suk. Langsomt vendte han blikket mod hendes skikkelse igen.
"Ikke skal du tro, at det er fordi, at du ikke gør det godt nok, Serenity," bad Thranduil med en rolig stemme. Det var jo slet ikke sådan, at det hang sammen! Han lagde hånden mod hendes kind, som han strøg let. Det havde jo aldrig været meningen, at det skulle ske, og det var også det, som han skammede sig mest over på sigt, og det var han heller ikke bange for, at lægge skjul på overfor hende. Han havde været ærlig, fordi at han ikke ønskede et ægteskab bygget på løgne, og det var der vel ikke nogen skam i?
"Jeg elsker dig, min kære. Du må ikke tro andet. Der var en grund til at jeg ville fortælle det.. Jeg fortryder, at jeg gjorde det.. jeg havde ikke kontrol over det, og jeg ved, at det ikke undskylder for noget som helst. Det kommer ikke til at ske igen," forsikrede han med en sandfærdig mine. Ikke ønskede han at miste hende på det her!

[Deleted]

Et hulk slap hun, som hun hørte ham sige sådan, om det var i lettelse, eller fordi hun ej troede på hans ord, det var hun selv i tvivl om. Hun knugede sig mere ind til ham, som kunne hun slet ikke være ham nær nok, hun ville mærke ham, mærke at han var hendes og ingen andens!
"Hvordan skal jeg kunne tro andet Thranduil?" Lød det ulykkeligt fra hende, hun klyngede sig ind til ham, fordi hun faktisk var bange for at han var den som ville gå. Forlade hende fordi det var gået op for ham hun ikke var andet end en simpel syerske, som agerede anderledes end de fleste elvere. Hjertet begyndte at sætte op i tempo, det mareridt hun havde haft havde sat sine spor, hun kunne slet ikke klare tanken. Tårerne begyndte på ny og vælte ned over hendes kinder, dog ganske lydløst, men han ville kunne mærke dem mod sin skulder.
"Lov mig du aldrig ser hende igen...... Jeg kan ikke tro dine ord, med mindre du lover mig at du aldrig vil have noget med hende af gøre igen!" Hendes toneleje var bestemt, men også ulykkeligt, hun kunne slet ikke have tanken, og skulle han alligevel ende med at opsøge hende, eller kræve hendes opmærksomhed på en eller anden måde, så ville Serenity slet ikke vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Dette var en ting han måtte love og holde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Sjældent forekom det uden tvivl, at Thranduil ikke vidste, hvordan han skulle reagere på tingene, og særligt omkring Serenity i øjeblikket. Ofte forekom det bestemt ikke, men nu gjorde det. Han kunne mærke, at hun græd, da hans skulder blev våd. Han trykkede hende tættere ind mod sig igen. "Du er fantastisk, ligesom du er," endte han med en rolig stemme, som han igen vendte de grønne øjne i retningen af hendes skikkelse. At hun skulle sidde der og være så ked af det, var slet ikke meningen. Det var noget, som uden tvivl efterlod ham med en kæmpe skyldfølelse, for det var jo slet ikke meningen, at den slags burde være forekommet!
At undgå at møde Silia igen for fremtiden, vidste han allerede nu, slet ikke var aktuelt. Som landets dronning, og ham som en leder, var det umuligt at undgå. "Jeg ville ønske, at jeg kunne love dig de, men det kan jeg ikke. Som landets dronning, og jeg som leder elverne, er det umuligt," pointerede han med en rolig stemme. Han ville bare gerne se hende glad igen, fremfor det her. Han hævede hånden, som han lagde mod hendes kind. Det var slet ikke meningen, at hun skulle rene rundt og være så ked af det! De grønne øjne søgte hendes skikkelse, også selvom hun gemte sig ind mod ham. Var hun virkelig så ulykkelig? "Jeg er ked af, at jeg har gjort dig fortræd, kære," tilføjede han. Hvad skulle han sige? Han vidste jo slet ikke, hvad han skulle gøre!

[Deleted]

Hvorfor var det så svært at tro et ord af hvad han sagde? De havde afgivet løfter til hinanden da de blev forenet ved ægteskabet, løfter som han havde brudt, og med en kvinde som nu mente at han var nød til at se igen, det kunne hun ikke holde til, slet ikke! Serenity måtte spænde helt i kroppen, hvilket han tydeligt ville kunne mærke, hun prøvede at tage et par dybe indåndinger, hvor hans duft måtte være det første hun bed mærke i, hvilket fik hende til at slappe fuldstændig af igen. Den søde duft af ham, hun elskede den, tilbad den.
"Så sender du mig som din repræsentant Thranduil, jeg vil ikke have du er i nærheden af hende!" Lød det denne gang mere fast, næsten vredt, hun mærkede hadet til Silia igen opstå, hun skulle nok kunne dy sig hvis han ikke var der, men hun kunne på ingen måde klare at se de to i nærheden af hinanden. Det ville blot give hende en bedre ide om hvordan tingene var foregået og den tanke, den forestilling, den gav hende kvalme og mørke tanker. Hånden som ramte hendes kind gav et sæt i hende, den lå der bare blidt og stille, men hun havde ikke været forberedt og lige nu, indeni, lå hun i krigsstien. Forsigtigt trak hun hovedet fra hans skikkelse og valgte at se ham direkte i øjnene, så han kunne se hvad dette rent faktisk havde gjort ved hende, hvad det næsten havde gjort ved deres barn.
"Det sker ikke igen, og det vil jeg vælge at stole på Thranduil....." Lød det blidt fra hende, som hun forsøgte at give ham et smil, men måtte fejle, hendes hjerte havde brug for tiden til at blive helt igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det burde aldrig være sket, men det var sket, og Thranduil havde fortalt hende det. Ville det ikkeh ave været langt værre, hvis han havde holdt mund og efterfølgende benægtet, at det var sket= Det var slet ikke noget, som han ønskede, og særligt, når det var på denne her måde! "Jeg kan ikke sende dig i mit sted, når det er sager, der vedrører lederen af elverne," fortalte han. Han forstod skam godt, at hun var vred, og at hun ikke ønskede, at han skulle være i nærheden af Silia, men det var svært at undgå med det job, som han havde, og særligt i forbindelse med det kongelige arbejde, som hun udførte.
Hånden strøg roligt over hendes kind, frem til hun valgte at komme frem fra sit skjul. Han kunne love hende, at det ikke var noget som ville ske igen. Han ønskede slet ikke, at det var noget, som skulle ske igen! Han var lykkelig gift, velvidende om, at dette ville tage ham frygtelig lang tid, at gøre bod på. Hvis det da overhovedet var muligt for ham, at gøre det.
"Det kommer ikke til at ske igen, min kære.. Der kan jeg love dig." Han tørrede hånden over hendes kind, for at fjerne hendes tårer. Hvor han dog hadede, at se hende græde. Det var slet ikke meningen, at hun skulle græde sådan. Han lænede sig denne gang frem, hvor han kyssede en tårer væk, på det modsatte kind. "Det er dig jeg elsker," tilføjede han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Kræfter til at diskutere dette med ham, det havde hun virkelig ikke, det pinte hende som intet andet at se skulle være i samme lokale igen, hun mærkede uroen stige i hende bare ved tanken. Om ikke andet, måtte hun jo bare være til stede.
"Så tager jeg med, hver eneste gang. Ikke fordi jeg ikke stoler på dig, men fordi jeg ikke stoler på hende." Dette var ikke et spørgsmål, eller et sted hvor han havde noget at skulle sige, hun var hans hustru, altså lederens hustru og dronning af elverne, derved vedkom tingene vel også hende. Mere i denne sag, havde hun ikke at sige, det var noget hun ville tage afstand fra, hun agtede ikke at skænke den kvinde en eneste tanke mere. Hans løfte om det ikke ville ske igen, valgte hun at stole på, hun ville gerne give ham den tiltro, desuden havde der jo været magi inde over, så helt hans skyld var det jo ikke og det vidste hun jo. Øjnene gled i, som han tørrede hendes tårer bort, og da hans læber ramte hendes kind for at kysse en væk, måtte hun smile oprigtigt, det føltes rart.
"Så vis mig det...." Bad hun i en hvisken som var blid og langt mere kontrolleret, hendes tårer var stoppet og hun havde fået lidt mere hold på sig selv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ej var det Thranduils mening eller hensigt, at skulle bringe dette til diskussion med hende, men med det arbejde, som han skulle udføre for elverne, og særligt som konge af skoven, var det bare ikke muligt for ham, at sende hende i hans sted. Desuden var dette en del af hans arbejde, og derfor også noget, som skulle udføres. Ikke at han kunne gøre noget ved det.
Et tungt suk brød hans læber, inden han valgte at nikke. Hvis det var således, at hun gerne ville have det, så var det også noget, som han måtte efterkomme. "Jeg ønsker nu hellere, at du skal blive herhjemme, og passe på vores kommende barn, Serenity.. Men ønsker du at tage med mig, så tag med," opfordrede han med en rolig stemme. hvis det var, hvad der ville give hende fred i sjælen, så skulle han da endelig imødekomme det! Ikke at han havde det mindste imod det! Han kyssede en tårer væk, og hvilken glæde det var, ikke at blive afvist på det grundlag. Et smil passerede let hans læber ved hendes ord. Denne gang lagde han mere hånden mod hendes kind, for at vende hendes blik mod sig, hvorefter han skænkede hende et længselsfuldt kys. Han havde uden tvivl savnet hende i den tid, hvor hun ikke havde været hjemme!