Two, become three?

[Deleted]

En tilfreds lyd kom fra hende, hun elskede virkelig bær, og alt andet naturen havde at byde ind med, men allermest bær. Hun så med et beundrende blik mod sin mand, det smukke ansigt blev hun aldrig træt af at beskue. Som hun lå der, næsten i hvad folk ville mene var himlen, måtte hun også selv skænke tanker til barnet, forsigtigt hævede hun hånden for at stryge hans kind blidt.
"Hvad har du af tanker min elskede?" Spurgte hun nysgerrigt, han måtte jo have nogle ideer, selv havde hun lidt af hvert, og mange ting ville hun lave selv, hvor andre nok blev hende for besværligt. Barnet puffede let til den hånd som havde lagt sig til at hvile mod maven, hun grinte og strøg hånden hen over. Det var lykke som forlod hendes læber, rendyrket lykke i form af varm latter. Liv voksede i hende, hvor vildt var det ikke lige? På ny greb hun et bær, og satte det mod sine læber med truttende mund som en indbydelse til ham. Smilet i øjnene fortalte hun morede sig og havde det godt, hun nød dette, at kunne slappe af med sin elskede mand. Tæerne vrikkede hun lidt op og ned i det kølige vand, hendes bare ben fik luft som den blide vind fik et ekstra skub igennem skoven i ny og næ. Det var vidunderligt, en vidunderlig dag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Vigtigt var det for Thranduil, at hun havde det godt, og at barnet var trygt, samt kom til verden i den trygge tilværelse, og derfor, var dette noget, som de skulle håndtere sammen. Det måtte og skulle bare ikke have lov til at gå galt! Desuden havde han denne ting, som han gerne ville fortælle hende, og særligt nu, hvor han vidste, at hun ventede sig.
Et kort smil passerede hans læber. "Et værelse til vores kommende barn, min kære," sagde han med en rolig stemme. "Det skal trods alt have sit eget." Aerandir, havde han trods alt holdt i soveværelset, frem til han var stor nok til at få sit eget, men denne gang, ville han gerne gå en smule anderleds til værks.
Langsomt lænede han sig frem, for at tage det bær, som havde taget pladsen mellem hendes læber. Tungen strejfede hendes læber, inden han søgte omkring bærret, som han tog til sig, og samtidig gav hende et kys. Han trak sig en anelse. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. "Desuden, har jeg en ting, som jeg er nødt til at dele med dig, Serenity," tilføjede han. Hvad han havde gjort med Silia, var han vel også nødt til at dele med hende..?

[Deleted]

Et fnis kom fra hende, hun var jo godt klar over hvad han talte om.
"Nu tænkte jeg mere ideer til hvordan det skulle være, kære." Lød det varmt fra hende, hun nikkede til at det skulle have sit eget. På et tidspunkt, i første omgang ville hun jo holde barnet hos sig, i nærheden til at give det alt hvad det havde behov for. Et bær havde hun placeret fint ved sine læber, hun ventede at han tog det, da det jo havde været en klar invitation. Det måtte sitre helt i hende, der var nu noget helt eksotisk ved dette, og hans tunge kildede mod hendes læber inden de kyssede. Dette kunne hun i den grad godt vende sig til, at fodre hinanden og nyde sommeren med tæerne dyppet i bækken. Et klart lyksalig suk gled over hendes læber, det føltes rart dette her, og barnet kunne også lide det, det var i hvert fald godt vågen lige nu. Da han talte om noget han skulle dele med hende, så hun mod ham med et varmt smil.
"Ja?" Spurgte hun muntert, da hun på ingen måde læste ham som værende dybt alvorlig eller at det han ville dele med hende kunne knuse hende. Lykkelig uviden måtte hun nemlig være, som hun lå der med alt hun kunne drømme om. Forsigtigt tog hun et bær på ny for at lade det forsvinde ind mellem hendes egne læber, hun havde jo virkelig haft lyst til de bær, så de skulle så sandelig ikke gå til spilde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Et svagt smil passerede Thranduils læber, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvordan det skulle være? Han ville gerne have, at hun var med til at finde ud af det. Det var deres fælles barn, og selvfølgelig, var det også noget, som skulle kunne mærkes, og særligt på denne her måde, så alene det, var ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Så langt, er jeg endnu ikke kommet i min planlægning.. Men jeg ønsker at det er noget, som vi sammen skal stå for," fortalte han med en rolig stemme.
Det var måske ikke ligefrem en god ting, som Thranduil skulle til at dele med hende, men han ønskede at lade hende vide det. Ikke fordi at samvittigheden nagede ham i den forstand, at det var synligt, men.. det gjorde det lidt alligevel. Han var en lykkelig gift mand, og det kunne han naturligvis godt mærke. Han vendte blikket mod hende. Han lod hende spise bærret først, før han ville fortælle, for hun skulle nødigt få det galt i halsen. Det var i hvert fald ikke meningen. "Jeg tilbragte tid med dronningen af Procias, forleden dag.. Jeg tilbød hende at finde ly for natten i vores by," begyndte han roligt. Han vendte de grønne øjne mod hende. Pludselig synes en snert af skyld, at melde sig i hans øjne. "Hendes sensuelle dæmon, måtte lokke mig i fordærv.. Jeg beklager, Serenity," sagde han direkte. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han var oprigtigt ked af, hvad han havde gjort.

[Deleted]

Naturligvis skulle de begge stå for det, og hun havde da allerede lidt ideer, desuden var hun slet ikke i tvivl om at elverne på sin vis også ville give af gaver som ville kunne give babyen den bedst start på livet. Heri lå hendes tvivl slet ikke med så kærligt et folk, det var i den grad noget som måtte kendetegne elvere, de holdte sammen og var som en stor familie. En kærligt folkefærd, for deres egne. Hun tænkte han måske havde gjort sig nogle tanker allerede, men det lod ikke lige til at være det. Da hun havde spist sit bær, så hun afventende på ham. Som han begyndte sin fortælling, nikkede hun roligt med et smil på læben, det havde han jo fortalt. Det var rart at han havde en ven i landets dronning, og godt at hun fandt tryghed her i skovene. Men skylden i hans blik fik hendes smil til at falme, og hun måtte blive helt bleg i ansigtet, og så åbnede han munden på ny og sagde præcis hvad hun frygtede ved skylden i hans øjne. Hun lukkede øjnene som hun lå der i mosset, hun måtte tage en dyb indånding og prøve at få hjertet til at falde ned, men det føltes som om det prøvede at flygte, det ville ikke mærke dette her. Tom for ord måtte hun være, fuldkommen, men hun ønskede ikke at se på ham, eller mærke ham. Endnu en dyb vejrtrækning blev taget, hun kæmpede for ikke at give efter for alle de følelser og tanker som måtte være i hende. Hænderne gled beskyttende om hendes mave, hun valgte at komme op og sidde helt, benene trak hun til sig, som hun lod armene falde om og ansigtet gemte hun mod sine knæ. I stilhed sad hun blev der, prøvende ikke at blive for oprevet, uroen meldte sig jo tydeligt i hende, hvad hun kunne mærke, ikke at det kunne ses. Kvalmen lå i hende, maven syntes at knuge sig sammen på den mest ubehagelige måde, kroppen skælvede svagt. Tårerne var begyndt at finde deres vej, men de var skjulte mod hendes knæ. Sammenkrøllet sad hun, hvordan skulle hun tage dette? Lige nu følte hun så meget, og alligevel så lidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det forekom bestemt heller ikke særlig ofte at Thranduil blev ramt af en samvittighed, men det var svært, ikke at overkomme andet, når han vidste, at det, som var sket, slet ikke var noget, som burde forekomme, men hvad kunne han da gøre? Han vendte blikket mod hende, også selvom hun tydeligt måtte reagere på den nyhed, som han nu måtte give hende i denne omgang. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han let rystede på hovedet endnu en gang. Han greb ud efter hendes hånd. Ikke ønskede han at miste hende på det her. Det havde slet ikke været meningen, at det skulle forekomme, selvom det nu var sket alligevel. Var det underligt, at han havde frygtelig dårlig samvittighed? Han lod hovedet søge en kende på sned.
"Jeg har forståelsen for, at det gør dig ked af det, Serenity.. Jeg ønsker hellere, at du skal vide det," fortalte han med en sandfærdig stemme. Det havde været skræmmende, hvad en sensuel dæmon i sandhed, havde formået at få ham til, og uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det på sigt. Han trykkede omkring hendes hånd. Hun forstod vel, at han ikke ønskede, at miste hende på det her? Det var hende som han elskede.. Hvad der var sket, var noget, som han mest af alt, ønskede at glemme. Han ønskede glædeligt, at kunne glemme alt om det, selvom det nok var svært og langt mere, end hvad han nok lige ville regne med. "Tilgiv mig," sagde han videre, inden han hævede hendes hånd, og kyssede hendes knoer. Han fortalte det i skam.. han vidste, at det var ham, som denne gang, havde begået en virkelig stor fejl. En fejl, som han gerne ville gøre alt, for at gøre op for.

[Deleted]

Lige nu kæmpede hun indeni for at hele hendes verden ikke skulle styrte sammen, hun stolede på ham, fuld og fast, men dette, skønt en sensuel dæmon havde været over det, var for hende meget svært at bare skulle tænke på at tilgive. Var hans kærlighed til hende ikke stærk nok? Hvordan kunne han lade det ske? Hvordan kunne Silia? Serenity mærkede noget hun aldrig havde følt før, had..... Og en rar følelse var det ikke, flere tanker som bød på grufulde ting vandrede i hendes sind, mørke som hun frastødte. Hun havde ikke brug for hans forståelse, hun havde brug for at det aldrig fra sket! Han fortalte det til hende, han ønskede ikke det skulle være skjult, men lige nu, ville hun ønske det stod sådan til. Hjertet gjorde stadig et ihærdigt forsøg på at flygte fra hendes brystkasse, hun mærkede tårerne, men ikke en eneste lyd måtte forlade hendes mund. At han havde grebet ud efter hendes hånd og nu sad og kyssede hendes knoer, gav hende kun mere kvalme. Hårdt trak hun hånden til sig, hun flyttede roligt sine fødder fra bækken kølige vand og endte med at rejse sig op. Han bad om tilgivelse, men hun kunne ikke finde plads i alt dette til at give ham den.
"Jeg har brug for luft." Stemmen var tom og forladt fra følelser, hun ønskede ikke at lade noget som helst komme til udtryk, hun ville bare væk lige nu, finde ro i sit sind. Ej så hun på ham, ikke et blik blev skænket ham, for så ville hun bryde sammen. Hans dejlige hænder, på anden kvindes krop, hun mærkede kvalmen stige igen. Læber som lige havde rørt hendes, havde meget muligt været mod Silia's. Hun kunne slet ikke rumme det, en knyttet hånd blev sat mod brystet, flere dybe vejrtrækninger kom fra hende, hun forsøgte virkelig at holde ro. Maven var blevet stille igen, hendes bevægelser måtte have fået det til at falde i søvn igen, hvilket nok var meget godt. En kvinde i svanger måtte slet ikke være så oprevet, derfor kæmpede hun imod det så vidt muligt. Fingrene strøg over hendes mave. Så lykkelig for få minutter siden, til at være ude af stand til at føle helt efter hvad der egentlig skete, hun bekæmpede det bare.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvordan Thranduil skulle tage dette, kunne han ikke rigtigt finde ud af, men han håbede dog af den grund, at hun ville acceptere det, og kunne tilgive ham, for hvad der var sket. Han kunne jo se, at hun var ked af det.. virkelig ked af det, og han hadede sig selv, for det, som var sket, for det havde jo aldrig nogensinde været meningen, at det skulle ske.
Hun ville have luft.. Langsomt slap han hendes hånd, selvom det slet ikke var med hans gode mening, men han ville jo trods alt heller ikke holde på hende. "Serenity.." Han frygtede et sted, at dette, var noget som skulle koste ham ægteskabet på sigt, og det ønskede han jo ikke. Langsomt rejste han sig op ved siden af, og med de skovgrønne øjne vendt i retningen af hendes skikkelse. Hans mine var hård, men det var udelukkende for at passe på sig selv. Selv han følte sig ramt, velvidende om, at dette var ene og alene var hans egen skyld, så måtte han jo bare forsøge at komme igennem det, så godt, som han nu kunne gøre det. Det var jo ikke ligefrem noget, som han gjorde med sin gode vilje! Han lod hænderne falde ned langs hans egen krop igen. "Bliv," bad han denne gang med en dæmpet stemme, som han igen greb ud efter hendes hånd. Han væmmes jo selv ved tanken om, at han havde gjort det.. men selv en elver kunne drages af en sensuel dæmon, og det havde jo aldrig været hans mening. Under normale omstændigheder, ville det aldrig nogensinde være sket!

[Deleted]

Slap man nogensinde for dette, kunne man nogensinde få en tilværelse som var rolig og fredfyldt. Men andre væsner indblandet, kom der sorg og frygt, alene, havde hun aldrig haft noget af dette, hun havde bare været til, lavet klæder til folks store glæde og hun havde sin moder og sin fader. De eneste som kunne fylde hende med håbløshed på daværende tidspunkt. Det gjorde så ondt, hun kunne slet ikke have det, hun følte ikke at hun kunne få luft. At søge bort fra ham, hvad præcis hvad hun havde brug for lige nu, hvor han kvalte hende med sin tilstedeværelse. Hun kunne ikke se på ham, hun ønskede ikke at se på ham, hun ville bare gerne have det til at forsvinde. Hormonerne i hende gjorde det ikke ligefrem nemmere, men hun kæmpede en brag kamp for at tage den med ro, hun ville ikke skade barnet.
"Det kan jeg ikke." Lød det fra hende, med et par hulk som fulgte efter. Hånden trak hun til sig, hun ville ikke røre ham, og han skulle slet ikke røre hende! Serenity knugede sine hænder sammen, flere dybe vejrtrækninger måtte hun tage, maven gjorde ondt, brystet gjorde ondt. Dette her fik hendes perfekte billede af livet, af ham, til at krakelere og gå i stykker, og lige nu, var det ikke en ting hun var i stand til at håndtere. Hun havde ikke opdaget det selv, men hun var begyndt at gå væk fra ham, vendt ham ryggen og søgte bort, længere ned af bækken. Det var som om hun ikke kunne mærke hun gik, hun gik bare. Det eneste hun mærkede var smerten i brystet og knuden i maven, tårerne som strømmede ned af hendes kinder og den milde skælven som var i hendes krop. Hun stoppede op, ikke mange skridt derfra og måtte på ny tage en dyb indånding, en der var lige det større, det gjorde virkelig ondt!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Smerten tog for alvor til i Thranduil, da hun begyndte at bakke væk fra ham, da det slet ikke havde været meningen, at det skulle forekomme, og særligt, når det foregik på denne her måde. Helt grotesk som det føles, så kunne han da se, at hun havde det meget værre. Det var jo ikke ligefrem fordi at hanvar glad for, at det var sket. Derimod skammede han sig over det. Frygten for at miste hende, steg kun betydeligt i hans krop og sind, og det tog ingen ende, sådan som det foregik lige i øjeblikket. Hvad skulle han da kunne gøre ved det? Intet.. absolut intet! Han lod blikket sænkes, som hun sagde, at hun ikke kunne blive.
Thranduil blev stående, som hun fortsatte med at bakke, og til sidst bare vendte om. Skulle han stoppe hende, eller skulle han lade hende gå? Faktisk kunne han ikke rigtigt finde ud af, hvordan han skulle tage dette, som han heller ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad der var klogt og mindre klogt at gøre, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han valgte dog alligevel at blive stående ved bækken, som løb ganske roligt ved siden af ham i stedet for. Hvad skulle han sige? Han sukkede let, inden han vendte blikket ned.. Næsten som han måtte anerkende sit nederlag, hvilket han i forvejen, ikke var særlig stolt af. Langt fra faktisk, for han kunne slet ikke have den tanke i det hele taget. Han nikkede blot, inden han igen så efter hende. Luft skulle hun have, som hun også skulle have sin pusterum, men for pokker.. Han havde en kæmpe skyldfølelse på baggrund af dette. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle have været sket!

[Deleted]

Hvordan det var endt på denne måde, det vidste hun ærligt talt ikke, hvordan kunne sådan noget ske? Silia, det var hendes skyld, hun kunne stoppe det, men hun havde taget hendes mand og lokket ham i fordærv! Vreden og hadet måtte stige i hende, hænderne knugede hun hårdt som hun forsøgte at få sig selv ned på køl igen. Det virkede bare ikke, hun følte det hele, vreden, hadet, smerten ved tanken om at en anden kvinde havde gjort hvad kun Serenity var berettiget til. Et gisp forlod hendes læber som hun mærkede benene give efter under hende, som et jag gik igennem hendes underliv. Det stoppede alle følelserne fra at florere mere, hun endte i knæ hvor armene lagde sig om hendes mave.
"Shyyyy, undskyld, jeg skal nok tage den med ro!" Lød en panisk hvisken fra hende, hun strøg hen over maven flere gange og vuggede frem og tilbage som hun sad der. Tårerne strømmede ned af hendes kinder, men hun forholdte sig roligt, det skulle bare glemmes, det skulle nok være fint alt sammen. De blev en lykkelig familie, det skulle de nok, det var hun sikker på. Man skulle kæmpe for det, kæmpe for at lyset vandt.
"Jeg er lige her, intet ondt finder dig." Lovede hun, inden hun skar en grimasse, endnu et jag gik igennem hendes underliv. Roligt forsøgte hun at trække vejret, hendes krop bukkede under for det enorme pres som hvilede i de følelser dette havde skænket hende, men hun forsøgte at kæmpe imod, lade kroppen slappe af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste, at fejlen var lige så meget hans, som den var Silias, da hun havde forsøgt at stoppe ham. Ikke at det var noget, som gjorde situationen meget bedre, men det var vel en ting, som var bedst udeladt i øjeblikket? Han holdt øje med hende, som hun søgte længere og længere væk fra ham. Hvad nu? Skulle hun have luft og ellers komme tilbage, eller var det bare det? Ikke at han håbede det.. Han havde brug for hende, som han havde brug for hende som en del af sit liv.
Mere nåede han dog ikke at gøre sig af tanker, før han så hendes ben give efter under hende. Frygten steg omgående i ham. Hvad med hende? Barnet? De måtte for alt i verden ikke miste det! Med faste skridt, søgte han direkte igennem skoven, for endelig at nå hende. "Serenity.." Hans stemme var præget af bekymring, da han faldt direkte ned ved siden af hende. Hans hænder gled over hendes overarme og skuldre, hvor han alligevel førte hende tættere ind mod sig. Dette var ikke noget, som hun skulle have lov til at gennemgå alene! Han lagde den ene hånd mod hendes mave. "Det er vigtigt, at du falder til ro, så der intet sker," endte han.. Et sted var han bange. Det var sjældent, at det i det hele taget forekom, men denne gang, var han oprigtigt bange for, hvad der ville ske med hende, og ikke mindst deres ufødte barn. Intet måtte der nemlig ske med nogen af dem! Det var slet ikke noget, som Thranduil ville acceptere!

[Deleted]

Det var klart at han søgte hende, det var jo hans barn i hendes mave, men et sted, ville hun ikke have ham nær. Lige nu, satte hun dog sine egne behov til siden for deres barns skyld. Vreden ulmede langt nede, men der skulle ikke meget til den ville følge trop, og slet ikke når han var nær hende. Hun forsøgte at trække vejret roligt og dybt som før, hånden hvilede mod maven, hun kneb øjnene sammen, endnu et jag satte igennem hende. Det var for tidligt, hun måtte få det stoppet, måtte slappe af. Serenity måtte dog se direkte mod ham, med en vrede uden lige.
"Tror du det er nemt med det du lige har fortalt?!" Vrissede hun, en side folk sjældent så hos hende, et kærligt og blidt væsen. Hadet til Silia var stort, hun ville ikke have de så hinanden igen, aldrig nogensinde, og det var deres skyld, og kun fair overfor Serenity. Hun rystede med skuldrene, for at få ham væk, hun kunne ikke klare at være i nærheden af ham lige nu. Forsigtigt forsøgte hun at rejse sig op.
"Jeg tager hjem til mine forældre og hviler der, hvis jeg slapper tilpas nok af, skal det nok gå i sig selv, det er jeg sikker på." Lød det køligt fra hende, hun tog endnu en dyb indånding, inden hun igen begyndte at bevæge sig væk fra ham. Med alle de følelser som styrtede rundt i hende, var det bedst hun bare kom hjem i sin gamle seng og fik massere af hvile, hun ville gerne lukke øjnene og få alt til at gå væk. Søvn lød godt, der kunne hun komme væk og barnet ville få ro sammen med hendes krop.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Afvisende som Serenity var overfor ham, så havde Thranduil ikke forventet andet, men at nægte ham adgang til barnet, når han kunne se, at både hende og barnet, var påvirket af dette? Langsomt måtte han dog alligevel slippe hende igen, som hun rullede med skuldrene, som hun forsøgte at få ham væk fra sig. Det var heller ikke ligefrem fordi, at det var en tanke, som var særlig meget til gavn for ham, men hvad.. han ville jo heller ikke have, at hun skulle sidde der og have det dårligt, samt tro, at hun kun havde sig selv, som hjælp til at komme igennem det. "Jeg kan fornemme på dig, at det er svært, men gør et forsøg.. Du er nødt til at hvile," bad han med en sigende mine, da han atter en gang, vendte blikket mod hende.
Igen forsøgte hun at rejse sig.. Hvad skulle han gøre? Det var i forvejen frygtelig sjældent, at han følte sig så meget på herrens mark, som han gjorde lige nu. Afvisningen blev dog kun mere tydelig, i takt med, at hun informerede ham om, at hun ville søge til sine forældre. Med andre ord... forlod hun ham? Hans blik gled kort i retningen af bækken igen. "Naturligvis," afsluttede han. Han forstod hende, og ville naturligvis give hende det rum plads, som hun tilsyneladende havde så brændende behov for. Ikke at han ville benægte hende det, men det var svært. Han vendte derfor om på hælen, for at søge tilbage til bækken. Hans blik søgte ned mod hans hænder. Rystede de? Det lignede ham ikke.

[Deleted]

Det både smertede hende, men også lettede hende at han lod hende gå. Hendes hjerte var splittet, for hun elskede ham så højt, men hendes billede af ham lige nu, var så anderledes. Med rolige skridt og vejrtrækninger, måtte hun søge mod byen, det gjorde mere ondt end hvad godt var, men hvis hun nu bare lod sig fokusere på tanken om tøj til barnet, så var hun distraheret. Barnet...... Hendes frygt for noget skulle ske var naturligvis stor, men hun var i den grad en stærkere kvinde end mange gik og troede, så hun skulle nok få kæmpet sig til at dette stoppede og måtte gå i sig selv. Efter hvad for hende måtte føltes som en evighed, endte hun ved sine forældre, de var der heldigvis ikke, men var ude og arbejde, gøre deres gavn i det elviske samfund. Det betød mindre konfrontation, desuden kunne hun ikke lade nogen vide dette, for det var ikke deres ting at vide og hun ville vel selv føle skam. Hvorfor følte hun det var hendes skyld? Hun følte sig pludselig ikke god nok mere, det gjorde ondt, dæmonen i Silia var en ting, men hans handlinger, det var hans stadig, det var hans krop og hun vidste en ting med sikkerhed, han måtte have nydt det. Andet ville jo være unaturligt. Endelig nåede hun sit gamle værelse, hun lagde sig stille og roligt ned i sin seng, med blikket vendt mod loftet og et par fingre strygende over maven. Hjertet begyndte at falde mere til ro, hun følte sig så træt med alle de informationer og hun endte med at glide ind i en dyb søvn. Timerne gik, mens hvilen gjorde sit, og i hendes drømme, måtte tanken om at miste barnet og Thranduil hjemsøge hende. Til sidst lå hun godt uroligt og måtte klynke, hun vågnede med et sæt, ude af stand til at sige hvor lang tid der var gået. Men hun havde det bedre i kroppen, desværre ikke helt i sindet. Blikket gled mod vinduet, han var derude et sted, hendes mand, hendes elskede mand. Hvordan måtte han ikke have det? Her var hun så selvisk at tænke på sig selv, men hvad med ham? Forsigtigt satte hun sig op, for at søge ud af sit værelse. Hendes forældre var i stuen, de så undrende mod hende da hun kom gående. Hun løftede en hånd inden de kunne nå at sige noget, hun tyssede lydløst på dem og valgte at forlade hjemmet hvor de sad tilbage med et stort spørgsmål. Hun valgte at søge deres hjem, hvor hun et sted håbede at finde ham, trappen føltes tung at gå op af, og da hun nåede døren, hvilede hun hovedet ind mod den i stedet med et suk. Forsigtigt trak hun i håndtaget og gled ind i deres fælles hjem.