Two, become three?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede at passe på Serenity, og særligt fordi at hun var svanger, og det var det som han ønskede at vogte om, i den forstand, at det var ham overhovedet muligt. Han vendte blikket mod hende. At komme lidt ud, så de kunne være selv, ville ikke gøre ham noget. Desuden havde de mange ting, som skulle tilrettelægges, og særligt nu, hvor de kunne vente sig en lille prins eller prinsesse. Selv elverfolket havde taget frygtelig godt imod den nyhed, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne mærke.
Hovedet lod han søge en kende på sned, som han sendte hende et smil. At hun gerne ville ud sammen med ham, var noget som naturligvis glædede ham. "Så kan vi dyppe tærene lidt i bækken, hvis det bliver for varmt. Lige nu, vægter jeg den tid, som jeg har sammen med dig," endte han roligt.
Fingrene sammenflettede han med hendes, inden han let trykkede omkring hendes hånd. Han førte hende med sig hen, hvor han denne gang lod kappen hænge, til forveksling fra tidligere. Han førte hende derfor med sig udenfor. De havde mange ting, som man skulle have på plads, og det vidste han godt.. Rigtig meget endda, og særligt fordi at de også skulle tænke et lille barn ind i det. Han måtte uden tvivl sande, at dette var noget ,som han glædede sig rigtig meget til.

[Deleted]

Uden tvivl var dette noget hun elskede, at have en mand som viste sin kærlighed og omsorg i en forstand de fleste kun kunne drømme om. Heldig måtte hun jo føle sig, uden tvivl. Hun gjorde sig rede til at gå, alt hun behøvede var manden ved hendes side, så de var vel parate til at gå. Hvorend han gik, ville hun følge, men sine rolige elegante skridt. Maven var jo langt fra noget som viste sig tydeligt, men den kunne ses nu hvilket betød alt for hende. Barnet fandt hurtigt hvile som hun begyndte at gå, en masse ro kom der nemlig til som det blev vugget i hendes liv. Det var utroligt at der rent faktisk voksede et væsen i hende, hun måtte ærgre sig over at hun ikke havde haft alt tiden til at nyde det, men den lille snydepels havde jo gemt sig godt og grundigt. Mon barnet var meget lille? Hun havde udvist bekymring, men havde fortalt at dette skete altså, godt nok sjældent, men det skete og barnet havde det fint. Sundt og stærkt måtte det virke til at være.
"Hvor jeg dog elsker dig Thranduil, og vores lille skabning." Lød det lyksalig og kærligt fra hende, fingrene strøg hen over maven igen, hun var uden tvivl lykkelig og elskede tanken om at skulle være moder til et smukt elvisk barn. Blikket gled mod Thranduil, han var så smuk en mand, tænk sig at få et barn med de fantastiske gener i en mand hun så så højt op til. Skoven ventede dem, frodig og smuk, dyrelivet i fuld trivsel, det var præcis sådan et paradis var, hun elskede at leve her og passe på det med liv og sjæl. Elverne på deres vej ville hun blidt hilse på, da hun jo elskede sit folk og ønskede at give dem af sin venlighed.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Naturligvis var Thranduil bekymret for Serenity og deres kommende lille, og særligt fordi, at han ikke havde haft nogen anelse om, at hun havde ventet sig, og faktisk var kommet temmelig langt i forløbet. Det havde været en kæmpe nyhed, som hun havde valgt at skænke ham, og det kunne han da uden tvivl også godt mærke i øjeblikket. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
At høre hende skænke ham de ord, var noget som fik et tilfredst smil til at passere på hans læber. Helt igennem fantastisk måtte det være, og han kunne uden tvivl godt lide det. Han elskede hende, og naturligvis ønskede han da derfor også at sikre sig, at hun havde det godt, og kom godt fra det her, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han trak ganske kort på smilebåndet. "Som jeg også elsker dig," sagde han med en rolig stemme.
Thranduil førte hende med sig udenfor. Vinden var mild, så det var rigtig lunt. Hårdt måtte det vel også være, at være gravid, under den varme sommer? Han førte hendes arm ind i hans, så han kunne føre hende pænt med sig. Den måde, at vandre med sin kære i livet på, havde han taget til sig af den almene menneskeskik, som han rent faktisk forstod sig på. "Og den lille skabning, som du bærer i dit sind.. Lov mig, at du passer godt på det.. og dig selv," bad han. Frygten for at miste hende, som han havde mistet sin forrige, var uden tvivl stor.. rigtig stor for ham.

[Deleted]

Et sted priste hun sig faktisk lykkelig for ikke at være større, det ville være meget mere besværligt og hun ville i den grad have svært ved at komme rundt. Hun vidste at nær enden, måtte hun blive i træet og undgå at søge ud. Noget som langt fra behagede hende, men hun ville gøre alt for at tingene skulle gå godt. Både med fødsel og at barnet havde det bedst muligt i dets lille bo, før det vagte at komme ud til dem. Et lyksalig smil forblev på hendes læber, hun strålede i den grad. At vide hun var elsket, var i den grad noget af det bedste, og ikke alene var ordene et vidne, nej hans handlinger lige så. Som de nåede ud nød hun luften, skønt det var trykkende og varmt, var det nu rart alligevel. Hendes arm gled i hans, som de fulgtes på deres vandring.
"Jeg lover dig, min elskede, både vores barn og jeg vil være passet godt på. Vi har jo dig." Kærlige måtte hendes ord være, samt blide, hun sendte ham et varmt smil og lukkede kort øjnene for at tage en dyb indånding. Det var virkelig skønt at være ude, med de dejlige dufte skoven måtte give af sig, samt smukke ydre med frodige grønne farver. Der var jo en del ting at tænke på med den lille på vej, og ikke langt igen, men de skulle nok nå det hele det var hun rimelig sikker på.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forsøgte, alt hvad han kunne, for at passe på, og sikre sig, at Serenity havde det godt, da det var noget, af det vigtigste for hans vedkommende. Armene lod han let glide i hendes, så han kunne føre hende med sig. Det var lunt, men det var derimod også godt, og det kunne han godt lide. Hans blik søgte i retningen af hendes skikkelse.
"Og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at passe på jer begge to," forsikrede han med en rolig stemme, som han atter en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han førte hende igennem byen. Elverne bukkede undervejs, og ønskede dem tillykke, og nu hvor det også var mere tydeligt at se, så kunne de jo selv med deres egne øjne se, at deres konge og dronning ventede sig en kommende. Var det underligt, at Thranduil var stolt over det henseende? For det var han virkelig, og gud hvor han dog elskede at se det! Han smilede let for sig selv. Her førte han hende igennem byen, for at komme ud i skoven. Vinden var uden tvivl rar og dejlig ikke mindst!
"Kom.." bad han, inden han førte hende ned i retningen af bækken, som løb igennem skoven. Han selv havde brug for at have tid med hende alene.

[Deleted]

Hun troede på ham, stolede på ham, hvad var et ægteskab uden? Der var ingen grund til mistillid til denne mand, han havde alle dage været en stolt og respekteret konge. Blikket gled mod ham, hun beundrede ham for alt det han stod for, og æren i at være den ved hans side i alt dette, var i den grad en fantastisk ting. Serenity måtte følge med, yndefuldt og elegant, uden det mindste tegn på hun var svanger i sin gang. Hendes mave var langt fra stor nok til at det kunne have noget af sige. At blive mødt af folket med lykønskninger gjorde det hele mere virkeligt, så stolt som Thranduil måtte være, var hun ligeledes stolt. Det kunne i den grad ses, for hun strålede og smilet var helt oppe i de brune øjne. Da de var kommet ud af byen, fulgte hun blot med som han bad om. Hjertet måtte hamre i hendes bryst, hun havde det virkelig skønt lige nu og hun elskede følelsen hun fik så snart hun var alene med ham.
"Jeg elsker dette...." Lød det blidt fra hende, hun gav en klukkende latter fra sig, inden hun valgte at se sig glædesfyldt rundt. Hendes fingre strøg over maven, hvor barnet lå i sin stille søvn.
"Bare vent til du kan se disse smukke skove, din fader og jeg vil vandre den tynd med dig, så snart dine små ben tillader det." Hviskede hun blidt, som hun endnu engang strøg hen over maven, en tydelig fod, eller var det en hånd, kom til syne. Et kæmpe smil måtte brede sig på hendes læber, barnet måtte vel glæde sig allerede nu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kommende barn, skulle lære alle skovens værdier, og selv få lov til at være en forkæmper, for at holde det hele ved lige, og det var noget, som han havde det mere end fint med. Hans forhenværende søn - Aerandir, havdefået den samme opdragelse.
Folket lykønskede dem på vejen, hvilket fyldte Thranduil med en stolthed. I forvejen, havde folket jo heller ikke troet at han ville finde en hustru, efter han havde mistet sin forhenværende hustru i barselssengen, så var det en ting, som han var bange for, skulle ske endnu en gang. Han ønskede det ikke. Han ville ikke kunne klare, at skulle miste endnu en gang!
"Så snart barnet er kommet til verden, skal det introduceres til skovene her.. Og jeg må sande, at jeg glæder mig til den dag vil komme," lød det roligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. For ham, var hun det vigtigste, og særligt også med det kommende barn, som de sammen, havde skabt. Dette ville han uden tvivl se frem til.. Det var med en stolthed uden lige, at han skulle vise sit kommende barn frem!
Bækken nåede de med rolige skridt. Her valgte han at slippe hende, og med et smil på læben. Det i sig selv, forekom ham mere og mere naturligt, når han var omkring sin elskede hustru.

[Deleted]

Men hvornår ville dagen komme, hun vidste at hun var over halvvejs, men hvor langt over, det anede hun ikke. Desuden kunne de svinge meget, hvornår barnet valgte at ville ud. Det var spændende, den medicinkyndige havde givet hende råd, flere af dem, og hun var altid velkommen hos ham igen. Et sted gav det en ubeskrivelig tryghed, hun var naturligvis bange selv, for hun havde hørt om hvor hårdt det rent faktisk var at skulle føde et barn. Som de gik, nåede de frem til den rislende bæk, bare nær den virkede der lidt køligere, hvilket i den grad var forfriskende. At dyppe sine tær i var en fristende ting, men for nu ville hun blot gå langs den med sin elskede mand. Lige nu betød stilheden alt, hun havde frie tanker, ikke mange, blot nogle fyldt med drømme om en fremtid som var lys og fredfyldt. Så længe hun passede på sig selv, ville alting gå fint, det var hun overbevist om. Et blidt suk kom fra hende, hun var så lykkelig, og hendes verden stod helt som den skulle, i ro. Ingen drama, ingen krige, ingen farlige rejser, bare ro og fred, kærlighed og en kommende prins eller prinsesse. Hvordan kunne man bede om mere? Serenity foretrak sit liv sådan her, det havde hun alle dage gjort. Bækkens søde musik var en fryd for ørene, fuglenes sang var prikken over i'et, så kom alle de søde dufte, fra træer, blomster, bæk og skovbund. Alt hun manglede lige nu, var bær.
"Jeg kunne godt spise hindbær lige nu." Kom det ganske pludselig fra hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det vigtigste for Thranduil, var at Serenity havde det godt, og det var uden tvivl noget, som også kunne mærkes. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at den beslutning, som han havde taget, havde været for det rette, da han havde valgt at ægte hende, og nu skulle til at stifte en familie.
Hindbær kunne man vel alle sammen spise, og særligt nu hvor det måtte være på denne her måde. Det var sommer og det var varmt, og for en gangs skyld, så var alt godt, og det var det, som han godt kunne lide. "Vi må se, hvad vi kan finde," sagde han med et smil på læben. Skovjordbær og hindbær, var jo lige i sæson i øjeblikket, og det var en tanke, som han selv godt kunne lide, og det skjulte han så sandelig heller ikke, når det endelig skulle være.
Langs bækken, måtte de vandre. Her var det rart og behageligt, og særligt fordi at det var det mere køligt, end hvad det havde været ellers her i skoven. Fuglene sang over hovedet på dem, og spor efter dyr i skoven, var at spotte stort set alle andre steder. "Sæt dig, min kære.. Så ser jeg, hvad jeg kan finde," opfordrede han med en rolig stemme. Hun kunne sætte sig og køle tæerne, og så måtte han se, hvad han kunne finde.

[Deleted]

Et sted følte hun vel lidt at livet havde forkælet hende, Jack havde været et stort sidespor, og så var Thranduil gledet ind og taget hende med storm. At være så nær ham, blive så hurtigt forelsket og blot ønske ingen anden at dele livet med, det var stort. Livet havde været godt ved hende, på trods af møder med ubehagelige væsner. Men hun overlevede i bedste velgående, og her var hun, svanger med sin elskede mands barn og hun manglede ingenting.
"Hvor er du fantastisk!" Kvidrede hun, inden hun valgte elegant at sætte sig ved bækkens kant. Kjolen hev hun blidt op til midten af sine lår, inden hun dyppede sine bare tær i det kølige vand. Det føltes uden tvivl fantastisk! Et salig smil gled over hendes læber, dette var livet og hun nød hvert sekund af det. Serenity lænede sig bagover for at ligge sig lidt ned mod moset som voksede der som underlag, hun lukkede øjnene og nød duften, lydene og følelsen af det kølige vand som strømmede blidt hen over hendes fødder og ankler. Et nydende suk forlod hendes læber, hun havde det perfekt lige nu. Hænderne lå blidt hen over hendes mave, kjolen lå ved hendes skød og dækkede kun lige, men det rørte hende intet, hun var helt væk i vandets kølighed og det bløde mos. Og tanken om bær fik hende i den grad til at smile, for hendes dejlige mand var gået på jagt efter nogen til hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvad hans elskede hustru ville have, var naturligvis hvad hun skulle få, og det stod han fast på. Hvis hun havde det godt, så havde han det godt, og det var bestemt ikke fordi at han var blid eller noget af sig, for det var han på ingen måde. Han sendte hende et let smil. Så lang tid, at hun slappede af, så havde han det fint med det, og det var noget, som ville komme dem alle sammen til gode.
"Du fortjener det bedste, Serenity.. Sæt du dig, og køl tæerne ned," sagde han med en rolig stemme, inden han selv vendte om, for at søge tilbage til skoven, for at se, hvad han kunne finde. Nu hvor han vidste, hvor han skulle lede, da han kendte skoven, og han kendte de omkringliggende områder. Her søgte han igennem skoven, hvor han samtidig fik samlet en del, inden han søgte tilbage til hende. Her havde han samlet en lille bunke af jordbær og hindbær, som han kom tilbage til hende med. Og der lå hun, som han kom tilbage.. Smuk og yndefuld som altid, og det var noget, som han godt kunne lide. Hvor var han heldig. Mere og mere, måtte dette gå op for ham, og det var uden tvivl noget, som måtte falde i hans særdeles gode jord, så det var i sig selv, bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
"Jeg håber du er sulten," kommenterede han, som han tog pladsen ved hendes side. Her satte han sig umådelig godt til rette med jordbær og hindbærene i sine hænder.

[Deleted]

Det føltes i den grad helt igennem fantastisk at ligge der i skovbunden med tæerne dyppet i det dejlige kolde vand fra bækkens klare kilde. Serenity nød livet, mere end hvad hun normalt ville gøre, men måske var det fordi hun havde alt hvad hun kunne drømme om. Fingre søgte ned fra hendes mave og mod mosset, hun bemærkede sin dejlige mands nærvær, hvilket fik hende til at smile det mere, inden hun så op mod ham som han satte sig ved hendes side. Et sødt fnis kom fra hende, inden hun kom lidt op og sidde igen.
"Meget, specielt efter bær." Klukkede hun, forsigtigt lænede hun sig ind mod ham og skænkede ham et dybt kys mod hans fine læber. Da hun slap det igen, vendte hun opmærksomheden mod bærerne, hun åbnede let munden og sendte ham et drillende blik. Nu hvor han var i gang med at forkæle hende, kunne han da lige så godt gøre det med manere. Hendes blik hvilede mod hans, hvor hun dog elskede at han var hendes. Og selvom hun skulle dele ham snart, gjorde det hende faktisk intet, for det var jo trods alt deres barn og det fortjente det bedste, hvilket var et fredfyldt liv med sin moder og sin fader i harmoni med de andre elvere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der lå hun, og så særdeles fantastisk og indbydende ud. Det var vel, så småt gået op for Thranduil, hvor heldig, han egentlig var, ved at have hende, som en del af sig, og særligt, når det foregik på denne her måde. Alt taget i betragtning, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det?
"Hvis det er hvad min hustru ønsker, er det hvad hun skal få," sagde han denne gang, med et stille smil på læben. Han tog mere end glædeligt imod kysset. Nu hvor de havde muligheden, for at agere mere, som var de en familie, var det uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre, og særligt nu, hvor han også havde muligheden for det. Han sendte hende denne gang et stille smil. Han kunne i hvert fald ikke lade være, når det nu endelig var. Hovedet lod han søge en kende på sned, inden han lagde sig til rette ved siden af hende. Han holdt et hindbær op, som han holdt over hendes læber. "Nu hvor vi endelig har muligheden, for at nyde den tid med hinanden, er det måske en god idé, at gøre det," endte han med en rolig stemme. Et let smil passerede hans læber. Han elskede hende, og sammen med hende, var han lykkelig. Det handlede uden tvivl om, at holde så meget fast i det, som det var dem overhovedet muligt.

[Deleted]

Solen var i den grad varm, og hun måtte tage sig selv i at glæde sig til den var på vej ned igen og efterlod dem med lidt mere kulde, men for nu, måtte den nu også nydes, for bækken var der til lindring. Serenity var stadig, hvis ikke mere forelsket i Thranduil end da hun havde mødt ham personligt første gang. Hvor han tog hende i at udøve noget hendes forældre ikke ønskede hun praktiserede. Nu var hun endelig fri til at gøre hvad hun ville, men tid til hverken det ene eller det andet havde hun haft som sådan, eller lysten. Dog var der da timer i skoven brugt på at pleje sine evner med bue og pil, dygtig var hun jo og det ville hun blive ved med at være. Hun håbede at han ligeledes ville lade hende beholde det, da hun jo elskede det uden tvivl. Et blidt tilfreds suk forlod hendes læber, hun elskede at se ham smile, hun måtte jo næsten smelte hver eneste gang. Som hindbæret kom tætter på, spredte hun læberne det mere og løftede hovedet for at nappe blidt fat i det, inden det forsvandt ind i hendes mund og hun tyggede roligt og fornøjet på det søde bær med den lidt bitre smag i baggrunden. Det var vidunderligt, frisk, og lige hvad hun trængte til, hun søgte hans hånd med bærerne, for at tage et jordbær op og hvile mod hans læber med et kærligt smil på sine egne læber. Selv skulle han forkæles.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Nu hvor de endelig havde muligheden, ville Thranduil naturligvis også tillade sig, at nyde den ellers meget sparsommelige fritid, som de havde sammen med hinanden, så dette, var ikke noget, som ville komme bag på nogen som helst på sigt. Det var ikke ofte, og nu hvor de havde så mange ting, som de skulle have på plads med hinanden, så ønskede han naturligvis oprigtigt, at de skulle finde ud af det hele. Der var mange ting, som desuden også skulle på plads nu.
Hindbæret, lod han finde vejen til hendes smukke og yndige læber, inden han gav slip på det. Hånden havde han selv fuld af alverdens bær, som han havde fundet på vejen, og som han desuden vidste, var spiselige. Intet ondt, skulle have lov til at ske hende! Intet! Det lille jordbær, som hun førte op til hans læber, fik ham til at skille dem, inden han blidt tog fat om det, med sine tænder. Han lod hovedet søge en kende tilbage, inden han førte det ind i munden, hvor han glædeligt spiste det bitre bær. Det var ligesom han kunne lide det, og alene det, var han heller ikke bange for at stå ved. "Vi skal have arrangeret med et børneværelse, min kære," sagde han med en rolig stemme. Barnet kunne han slet ikke få ud af hovedet, og slet ikke, nu hvor han kunne se, at de rent faktisk ventede sig.