Two, become three?

[Deleted]

"Nej, ikke tale om." Fastholdte hun stædigt, for hun ville være med i dette, hun ville ikke sidde fanget i hjemmet og ikke være med til noget som kunne være afgørende for deres fremtid. Specielt ikke med den lille på vej, nej det ville hun altså ikke bare sidde og se til, hun ville være med i det. Var det virkelig så svært at forstå, kunne man virkelig bebrejde hende det? Fingrene søgte på ny over hendes mave, at han sagde som han gjorde fik hende kort til at trække på smilebåndet, han kendte hende for godt.
"Så tag mig med kære, så vil jeg i det mindste være i din varetægt." Blid måtte hendes stemme lyde igen, hun ville jo virkelig ikke til at skulle være uvenner. De måtte da kunne mødes på midten i alt dette her, ikke sandt? Alt hun ønskede var at deltage i denne ene ting, resten af tiden skulle hun nok være i ro og sørger for sig selv, men dette var jo også for deres barns fremtid og det kunne hun ikke stå stille i. Nej i det måtte hun være aktiv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var en tabt sag på forhånd. I forvejen kunne man ikke sige, at Thranduil var vant til, at nogen i det hele taget, skulle reagere på denne her måde, og særligt, når det kom til den slags ting i øjeblikket. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Ikke tale om? Han var kongen her i skoven, og han havde sidste ord! Bildte han sig selv ind, ganske enkelt, men det var jo en anden sag! Han rystede kort på hovedet. "Du skal blive her," forsøgte han igen.
Blikket søgte ned til hendes mave. Selvom det var svært i det hele taget at se, at hun var svanger, stolede han skam på hende. Hvorfor ellers alt det her påstyr? Det gav jo heller ikke ligefrem nogen mening, kunne man jo sige.
Han sukkede let og rystede så på hovedet. Hvordan det så skulle foregå, vidste han ikke. Han ville jo bare have, at hun slappet af, og tullet rundt med det, som nu skulle tulles rundt med, og det var ve heller ikke underligt, var det? Hun gav ham intet andet valg, og tanken frustrerede ham rent faktisk, da det slet ikke var meningen, at hun skulle have den påvirkning af ham! Slet ikke faktisk! "Meget vel," endte han. Han var på ingen måder tilfreds, og det kunne man bestemt heller ikke være et sekund i tvivl om.

[Deleted]

I sådanne ting, var hun en bestemt kvinde, hun havde sin stædighed og hun udnyttede den, ud over dette, havde hun vel også sin taleevner i orden. For at tale sin sag havde hun nu altid været god til, hun var derfor godt tilfreds, da han måtte give sig. Hun smilede stort tilfreds, inden hun valgte at putte sig ind til ham.
"Tak elskede." Hviskede hun blidt, som hun skænkede hans kæbe et kys, nu kunne hun i hvert fald slappe af igen. Hånden hvilede blidt mod hans brystkasse, som hun lagde sig ind mod ham. Babyen var vågnet igen kunne hun mærke, lige som hun lå, ganske tydeligt ude i den ene side faktisk. Mon han ville kunne mærke det ligeså? Hendes fingre søgte hans, kun for at føre dem ned, ganske vidst ganske akavet, men hun turde ikke bevæge sig for meget.
"Kan du mærke det?" Spurgte hun ivrigt, det var ikke megen bevægelse, men lidt tumulten var der altså derinde, og lige her i siden, ned mod sengen, kunne hun selv tydeligt mærke det. Som prøvede den at skubbe sengen væk, der var ikke meget plads, hun trykkede hans hånd ganske hårdt ind mod sig, for hvordan skulle han ellers kunne mærke det korrekt?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var bestemt ikke tilfreds med, at han var nødt til at kaste håndklædet i ringen, men for pokker.. Det var jo heller ikke fordi, at hun gav ham noget andet valg, var det? Han vendte blikket direkte mod hende, som hun kyssede hans kæbe. Det var ikke en glæde, som han tog del i, og det ville det nok heller ikke blive på sigt. Han lod den gå for nu, da han heller ikke rigtigt kunne finde noget andet at gøre. Han var ikke tilfreds, og det vidste hun vel også godt?
At hun tog hans hånd og førte den nedover sin mave, og ned til siden som lå mellem hende og sengen, undrede ham kort.. men det som han kunne mærke, var det, som derimod måtte fange hans interesse. Der var virkelig liv der. Han lagde sig mere til rette, så han kunne mærke ordentligt. En varme meldte sig i hans ansigt. Det var virkelig den bedste nyhed, som hun nogensinde kunne skænke ham, og særligt, når det var på denne her måde. Et svagt smil spillede rent faktisk over hans læber. "Det kan jeg," istemte han med en rolig stemme. For ham, betød det en verden til forskel!
"Det er en stærk lille en, vi kan vente os," sagde han med en tydelig stolthed i stemmen. Han glædede sig til at kunne kalde sig for far igen.

[Deleted]

Ingen tvivl om at dette var helt vildt, det kunne mærkes udadtil, han kunne mærke det, få det bekræftet og hans reaktion var uden tvivl alt værd. Hendes brune varme øjne måtte studere ham, han var så smuk, og lige nu så glad, selvom han før havde været ganske utilfreds. Det var for nu glemt, hvilket ikke gjorde hende det mindste. Et smil gled over hendes læber, lykkelig var hun i den grad og hans stolthed var ikke til at tage fejl af.
"Det er da klart, har du set faderen til barnet?" Lo hun blidt, inden hun nussede hans hånd blidt hvor den lå. Babyen tumlede rundt i lidt tid, inden der igen måtte falde ro på. Lige ude i siden kunne man mærke det, hvor organer ikke helt sad i vejen. Hun smilede tilfreds, det passede hende virkelig perfekt at det måtte være sådan her. Roligt måtte hun hvile i kroppen, endnu et gab sneg sig på.
"Jeg vil hvile mig lidt min elskede, bliver du ved mig?" Spurgte hun så stille, et sted havde hun vel lidt skyldfølelse over at have presset ham sådan, men hun håbede ikke at han var alt for utilfreds, at være uvenner med ham ønskede hun trods alt ikke. Serenity strakte nede i sine ben og tær, hun sukkede blidt og afslappet, lige her lå hun fantastisk. I nærheden af sin dejlige mand, med deres vidunderlige lille skabning i hendes mave.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Bare følelsen af det lille barn, der voksede i hendes indre. Det lille væsen, som han ville vie sit liv til at beskytte! Smilet forblev lykkeligt hvilende på hans læber. Han kunne jo heller ikke lade være, og særligt ikke nu, hvor han havde muligheden for at mærke hende så tæt på sig, som det han gjorde i øjeblikket. Han sukkede dæmpet. "Også dets moder, min kære.. Du besidder ligeledes en vilje så stor, som kun må være beundringsværdig." Det var ikke nogen hemmelighed, at hun ligeledes havde en styrke uden lige, og det var noget af det, som han særligt godt kunne lide ved hende. Ikke var hun den typiske elver, men derimod en som skilte sig ud af mængden, og gjorde sig bemærket på en god og positiv måde, hvilket var noget af det, som han særligt godt kunne lide. Han nikkede. Tilfreds var han ikke, men så lang tid, at de kunne lade emnet ligge, så havde han det faktisk meget fint med det. Så slap han for at tænke på det, før det skulle vise sig, at blive et problem. "Jeg går ingen steder," forsikrede han hende med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hende igen. Hvis han endelig havde fået en mulighed, for at være sammen med sin hustru, hvor det bare kunne være dem.. ligge og slappe af, så havde han det mere end fint med det!

[Deleted]

Tænk hun havde altid følt sig malplaceret i sin race, da hun jo langt fra var som enhver anden elver. Jo hun havde da den samme ynde og elegance, men hendes holdninger og standpunkter derimod, måtte ikke ligne den typiske elvers. Hvilket havde gjort det svært at have venner, hun havde nabodrengen, det var det. Hendes øjne var gledet i, som hun søgte ind i hans favn. Lige her hørte hun dog hjemme, han havde fået hende til at føle sig som en der måtte høre til og nu endda som folkets dronning. En titel hun havde svært ved at vende sig til, men det kom da til hende ganske stille og roligt. Hun tænkte i hvert fald som en, da hun jo ville tage sig af folket, og nu endnu mere, da hun hjalp til at elverne blev en person rigere.
"Tænk engang at få æren af at bære dit barn min elskede, jeg havde drømt om det, men at det ville ske allerede havde jeg langt fra regnet med." Hendes stemme var blid, men lav, hun smilede salig, inden hun lod sig slappe fuldkommen af. At han ingen steder gik glædet hende, for hun elskede at ligge ved ham, mærke kærligheden imellem dem strømme igennem fra hud til hud, selvom tøj lige nu hindrede de største dele af kroppene. Der gik ikke lang tid, før hun måtte ende med at døse hen, et svagt lyksalig smil hvilede på læberne, hun havde det fantastisk her, livet var så perfekt som det kunne blive.

Den følgende dag havde hun søgt til den selv samme medicinkyndige, hun ville have rykket rundt på alting, så maven kunne komme til syne og så babyen kunne mærkes ude fra lige så. Mere end blot ved et lettere hårdt tryk i siden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Serenity havde følt sig direkte malplaceret, var en tanke, som var ukendt for Thranduil. I dag, kunne han derimod kun være glad for, at hun havde takket ja til hans frieri, og nu lå der ved hans side. Nu var de mand og kone, og skulle til at have deres første barn. At de alligevel skulle til det, var en helt igennem fantastisk tanke, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide!
"Det kan godt være, at det er hurtigt, min kære.. Men jeg føler, at det er rigtigt," sagde han med en rolig stemme, hvorefter et let smil passerede hans læber. Han blev liggende med hende i sine arme og med hånden hvilende mod hendes mave. Han strøg den ganske let, inden han selv lagde sig til. Inden længe, måtte selv han falde i søvn for natten...

... Thranduil havde tilbragt dagen derhjemme i denne omgang. Glæden ved Serenitys svangerskab, var noget som han kun måtte nyde forbandet godt af, og særligt når det var sådan her! Han havde meddelt elverne, at Serenity var svanger, og alle havde de taget glædeligt imod opgaven, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Han var glad.. Glad som han ikke havde været det i rigtig mange år!

[Deleted]

Nervøs måtte hun nok lidt være når det kom til stykket, hun lå blidt i en seng, og så nøje efter hvad denne mand egentlig fandt frem. Hun måtte være både nysgerrig og skræmt, dog kom han tomhændet hen til hende, stille og roligt forklarede han hvad han gjorde, mens han fik most godt rundt på hendes mave og lavede nogle underlige gentagende masserende ting på den. Det føltes ikke ligefrem rart, for han måtte trykke til og hun mærkede det hele vende sig indeni, barnet gjorde omrør naturligvis, men hun blev forsikret om at der intet skete det og hun måtte jo stole på manden. Efter en behandling af hvad der nok ville svare til en halv time, var han færdig. Serenity lå helt stift, hun havde det så underligt og ikke ligefrem rart. Lige indtil hun lagde hænderne mod maven, hun så forskrækket ned, det var ikke meget, men en naturlige lille bule ud var kommet frem, det var lykkedes. Barnet var faldet til ro, så hun mærkede intet lige nu, men hun så maven svagt værende i form som en bule ud. Lidt ro fik hun, inden hun kom op og stå, hun søgte derefter hjem, nu med en mave som viste det lidt, ikke meget, hun kunne ligne en der bare var oppustet, men hun vidste det var babyen, for nu var den kommet frem fra bag hendes organer, det hele var blevet rykket rundt. Ubehageligt ja, men i den grad det hele værd. Hånden strøg hun blidt over maven, som hun gik, sov barnet jo. Roligt hilste hun på enhver hun mødte på den lille tur tilbage til deres hjem, turen op af trapperne syntes mere hård for hver dag der gik, men det var jo alt sammen en del af oplevelsen! Forsigtigt trådte hun ind af døren, hvor hun lagde diademet fra sig, hun nynnede en stille gammel elvisk vuggevise. Lykkelig var hun uden tvivl, og det betød alt for hende at hun ventede sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvor Serenity måtte være, vidste Thranduil ikke. Derimod håbede og bad han naturligvis til, at hun meget snart ville komme hjem igen, for det var noget som han havde brug for. Eftersom han nu var klar over hendes tilstand, ønskede han oprigtigt, at hun passede på sig selv, og hvis hun ikke kunne gøre det, så måtte han jo trods alt hjælpe hende med at gøre det. Han vendte blikket mod vinduerne, som var vendt mod den store skov. Tænk en gang.. de skulle have et barn. Han glædede sig til det!
Som døren gik op, måtte smilet kort sprede sig på hans læber. Han smilede langt mere nu, end hvad han havde gjort tidligere, men det var vel kun fordi at han vidste, at det var Serenity og hans kommende barn, der var kommet hjem nu? Med rolige skridt, valgte han derfor også at gå hende i møde. "Velkommen hjem, kære," hilste han hende med et stile smil på læben. Glad som han var.. lykken, der stod så tydeligt i hans øjne, som intet andet.
Med rolige skridt, søgte han hende i møde. Maven var det første, som han fik øje på. Ved den medicinkyndige? Det var jo lige før, at han skulle skænke den mand sin velsignelse, for hvad han allerede til nu, havde gjort for dem. Hånden lod han yndefuldt stryge over hendes mave. "Jeg kan se, at vores kommende, har valgt at kigge mere frem," sagde han stolt. Glad var han uden tvivl for det!

[Deleted]

De næste par dage ville vel gå med at pusle om hendes mave, vende sig rigtig til tanken og planlægge frem. Det var dage hun glædet sig til, og nu havde hun da en smule mere mave, ikke meget, men det kunne ses nu og det var hun uden tvivl lykkelig for! Selvom hun lige så godt bare kunne være oppustet, bare ikke når barnet bevægede sig, så kunne det tydeligt ses, skræmmende tydeligt faktisk. Lyden af Thranduil's stemme fik barnet til at reagere og hun måtte gispe kort, det lå langt fra så fanget som før, så nu kunne hun virkelig mærke barnet da det bevægelses frihed var blevet større. Som han bød hende velkommen, trådte hun frem mod ham og lod et blidt kys nå hans kæbelinje. Maven som fik en hånd strøget over sig begyndte igen at ændre form lidt, hun kom med et lidt smertefuldt støn da barnet lige fik ramt rent i sin demonstration og iver for at nå sin far igennem hendes maveskin.
"Det var ikke ligefrem en rar omgang, men uden tvivl det værd og det sundeste for vores barn. Nu der mere bevægelsesfrihed." De sidste ord blev sagt med et grimasse, som endnu et spark blev velplaceret. Den nye plads blev udforsket grundigt nu hvor barnet var vågnet igen, hun tog blidt fat i hans overarm og lænede sig frem mod ham og kyssede ham roligt mod hans læber, et længselsfuldt suk gled over hendes læber, det havde hun savnet i al den tid de havde været fra hinanden. Selvom det kun var et par timer vel. Det føltes altid som en evighed.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At det lille barn, måtte reagere på Thranduils blotte tilstedeværelse, var en tanke, som uden tvivl glædede ham. Deres barn var en kæmper.. en med ekstrem meget energi, og en rå styrke, hvilket uden tvivl faldt i kongens gode jord. Det var alt sammen noget, som han måtte værdsætte forbandet meget, og alene tanken om det, var noget af det bedste. Gud hvor han dog elskede, at det var således, at det forholdt sig.
Hånden strøg han over hendes mave, som han tog imod hendes kys mod hans kæbe. Det alene føles jo rigtig godt. Måske at det ikke havde været til gavn for hende, men det havde uden tvivl været til det bedste for barnet, som de sammen måtte have. Det som de meget snart skulle byde velkommen til denne verden, og tanken alene, var helt igennem fantastisk. "Jeg kan allerede nu mærke så tydelig en forskel," endte han med en rolig stemme. Han lagde den anden arm omkring hendes liv, inden han let trykkede hende ind mod sig. Her var han sikker på, at de nok skulle få tingene, som de gerne ville have dem.. og han glædede sig. Hun var den som gjorde ham lykkelig. "Hvordan har du det?" spurgte han videre. Al hans bekymring, måtte jo gå til hende og deres kommende barn. Han ønskede jo bare, at det hele skulle gå efter hensigten.

[Deleted]

Der var en tydelig rød glød i hendes kinder, hun havde det varmt og følte i den grad sig helt igennem smadret, men hun havde ikke lyst til allerede at skulle ligge sig ned, det var vigtigt hun også fik holdt lidt gang i sig selv. Hun elskede at se ham sådan, manden hun elskede, lykkelig og stolt som aldrig før, det var et vidunderligt syn og hun kunne ikke vente til at se ham stå med deres barn i armene. Bare tanken måtte næsten smelte hendes hjerte, det var virkelig en smuk tanke og hun glædet sig virkelig til at barnet ville komme ud til dem. Noget de ikke vidste helt sikkert hvornår var, hvilket hun faktisk var lidt bekymret for, for nu hvor det ikke kunne ses så tydeligt, og hun alligevel var over halvvejs, hvordan skulle de så kunne vide det før det rent faktisk måtte ske? At blive trykket ind mod ham fik hende til at sukke tilfreds, det var altid fantastisk med en beskyttende favn.
"Alt taget i betragtning, virkelig godt, men jeg trænger til at blive kølet ned." Svarede hun blidt, han havde ingen grund til bekymring, hun havde det jo fint, men hun mærkede mere og mere til graviditeten, det var gået stærkt nu hvor hun ikke undertrykkede det og rent faktisk vidste hvad grunden var. Det var ikke altid rart, men grunden dertil var rar, uden tvivl. Hun lod sine fingre glide over hans skulder og mod hans hals, hun nussede ham blidt, at mærke ham tæt på blev hun jo aldrig træt af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var naturligvis oprigtigt bekymret for sin elskede hustru, og særligt fordi, at han vidste, at dette var en virkelig sårbar situation for hende, og særligt fordi at det foregik på denne her måde. Han vendte de grønne øjne mod hendes skikkelse endnu en gang, som han blev stående med hende i sine arme. For ham, var hun nemlig vigtig.. Utrolig vigtig faktisk, og derfor reagerede han da som han gjorde.
Langsomt måtte han dog alligevel nikke. Hun havde brug for at køle ned, og selv han kunne bruge det efterhånden. Det var varmt, og med alle de tanker og følelser, som han i forvejen skulle slås med, så var der meget varme omkring ham. "Gå en tur med mig, kære," bad han med en rolig stemme. At være heroppe i træets top - tættere på solen, ville bestemt ikke være til gavn eller hjælp, for at finde den kulde som man nu lige havde brug for.
Thranduil tog roligt omkring hendes hånd, hvorefter han let trykkede omkring den. Med et smil på læben, måtte han jo alligevel betragte sig af hendes smukke skikkelse. "En tur ned forbi den rindende bæk.. Det er lang tid siden, vi har taget en vandring langs den," foreslog han. Tid med hans hustru alene, ville han elske. Rigtig meget endda.

[Deleted]

I dette hjem kunne man umuligt føle sig andet end elsket, hun havde en ægtemand som elskede og respekterede hende, bekymrede sig om hende og nød tilværelsen med hende. Hvad mere kunne hun forlange? Den flotte mand for hendes blik var i den grad en hun elskede højt, aldrig ville nogen anden mand falde i hendes interesse, for hun var forblændet af kærlighed til hendes elskede mand og deres ufødte barn. Allerede nu havde hun flere ideer til tøj, men først og fremmest måtte hun passe på sig selv, for det betød jo også at hun passede på babyen der svømmede ivrigt rundt. Og at besvime grundet varme var ikke ligefrem klogt. Hun sendte ham et stort smil.
"Der er intet jeg heller vil min elskede." Lød hendes stemme blidt, hun trak sig elegant fra ham, som han tog om hendes hånd, hun lod sine fingre søge at flette sig ind i hans. Denne mand ved hendes side ville blive den mest fantastiske far, og hun glædet sig til synet af dette. Maven gled roligt over hendes mave, det var mor og far tid, afslapning og nærhed.
"Det lyder perfekt." Medgav hun med et kærligt smil og et lykkelig glimt i de varme brune øjne. At dyppe fødderne i bækken ville bestemt være noget hun kom til at gøre, for hun måtte virkelig køle ned, det var varmt uden tvivl, men med en krop der faktisk arbejdede for to, var det endnu varmere.